Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Opdagede en ny side af mig selv; blev mere afslappet #Refleksion over mig selv i samfundet; fællesskabsfølelse #Det var en tid, hvor jeg lærte mig selv bedre at kende gennem andre
Et sabbatår lægger stor vægt på at lære om ''mig selv'' gennem andre frem for gennem mig selv.Det gælder især steder som gæstehuse. Lad vanen med at bekymre dig om, hvordan du fremstår over for andre, blive derhjemme, og prøv i stedet at lære mere af, hvordan andre fremstår for dig.
- En stund til at reflektere over mig selv, mens jeg ser ud over havet — Busan Gap Year Stay / Im Ji-young, sabbatårs-deltager / 4 ugers sabbatår. |
I øjeblikket er Sydkorea et land, hvor
60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne dropper hvert år ud af skolen; 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden drømme; og personaleomsætningen det første år efter ansættelsen er nået op på 40 %.75 procent af universitetsstuderende er utilfredse med livet på universitetet, og mere end 80 procent af kontoransatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte, har vi som mål at introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
*Hvad er et sabbatår?
Et sabbatår er en periode, hvor man sætter studierne på pause eller kombinerer dem med forskellige aktiviteter som rejser, frivilligt arbejde, praktikophold og undervisning for at finde sine drømme og evner.
*Hvad er et sabbatårsophold?
Det er et projekt, hvor deltagerne betaler et symbolsk beløb for at bo på et gæstehus, møde forskellige mennesker og prøve kræfter med arbejdsopgaver på stedet. Projektets største fordel er, at deltagerne kan møde mennesker med forskellige baggrunde og hente ny inspiration.
#At begynde med ord er ikke rigtig at begynde.
Uge 1
Takket være gæstehusbestyrerens omtanke kunne jeg ankomme til gæstehuset om morgenen på sabbatårets første dag og gå i gang med dagens arbejde. Så snart jeg kom, begyndte jeg at gøre værelser rent, men lige inden jeg kom til Busan, havde jeg været til koncerter tre dage i træk, kun sovet to timer og taget det tidlige morgentog (og mine medpassagerer snorkede så højt, at jeg ikke kunne sove ordentligt …), så jeg var fuldstændig drænet for energi.
Efter fem år på arbejde foran en computer føltes det uvant for kroppen at ryste futonerne. Jeg havde kun gjort mit eget værelse rent en gang imellem og havde aldrig gjort så mange værelser rent på én gang, så det var endnu hårdere. Men allerede fra første dag hjalp ejeren mig meget med at få energien tilbage med grillede indvolde (yang-gopchang), pommes frites og patbingsu (knust is med søde røde bønner).
Fra den anden dag gik jeg ned til stranden efter solnedgang og gik ture barfodet, og fra den tredje dag brugte jeg mere tid i køkkenet på at tilberede måltider. Det var første gang, jeg udbenede en frossen kylling, første gang, jeg lavede krydderiblandingen til dakgalbi, og første gang, jeg kogte så meget spaghetti. Tidligere var det en tante, der lavede maden, men efter at jeg havde kigget ind i køkkenet et par gange, var jeg pludselig blevet ansvarlig for måltiderne.
Lærdom: Hold regelmæssigt fast i motionen.
Uge 2
Dongju, der havde nattevagten ved receptionen, havde taget en violin og en guitar med hjemmefra! Det var dejligt at spille på instrumenter igen efter lang tid. Man siger, at festerne er gæstehusets hjerte, men her var der ikke ofte fester, måske fordi mange af gæsterne var familier (hvert værelse havde eget badeværelse).
Jeg er normalt ikke typen, der nyder fester, men jeg tænkte, at jeg burde tage med mindst én gang, nu hvor jeg var rejst hele vejen hertil. Så en dag tog jeg spontant med og endte med at være vågen til klokken fem om morgenen. Vi tog instrumenterne med ned til stranden — Dongju med en guitar og jeg med en violin — og sang sammen med gæsterne.
At spille regelmæssigt på gaden havde stået på min livs ønskeliste, og jeg var virkelig taknemmelig for at kunne begynde på det her i Busan. Hvis jeg var blevet i Seoul, ville jeg bare have snakket om, at jeg gerne ville gøre det, og kommet med undskyldninger, så jeg ville aldrig have gjort det.
Lærdom: At begynde med ord er ikke rigtig at begynde.
Uge 3
Jeg tog på en rundtur for at se byen om natten i bestyrerens bil. Busan har mange broer, og de var pyntet med smukke lys. Mens jeg beundrede udsigten og spiste en is, hørte jeg om en tur til Tsushima-øen. De sagde, at det var et godt sted til en dagstur. Efter at have tænkt over det en dag kontaktede jeg min familie for at få mit pas sendt med anbefalet post, købte straks en færgebillet og tog til Tsushima ved daggry på min fridag.
I stedet for at leje en cykel gik jeg 40 minutter fra havnen til Miuda-stranden. Efter at have badet i havet tog jeg bussen til et supermarked. Jeg ville gerne købe ind som alle andre plejer, men efter at have købt den medicin, min mor havde bedt om, havde jeg allerede overskredet mit budget …
Det var min anden tur til Japan, og hver gang jeg tager dertil, synes jeg, at japanerne er meget venlige. Ser man bort fra de politiske og historiske forhold, er det et fantastisk land at rejse i. Jeg tænkte især, at jeg gerne ville leje en bil og besøge Tsushima senere. Der er ikke mange biler, og hastighederne er lave, så selv en nybegynder som mig kunne klare det ved at køre forsigtigt.På grund af denne tur kunne jeg ikke deltage i den indledende runde af musikfestivalen. Jeg var nok blevet slået ud alligevel, men det er stadig ærgerligt.
Lærdom: Rejs så meget, du kan, mens du stadig er ung.
Uge 4
Oprindeligt havde jeg ingen andre planer end at besøge Yongmunsa. Da jeg fandt ud af, at Busan International Comedy Festival blev afholdt, bestilte jeg straks billetter til ''The Lee Kyung-kyu Show''. Først var der udsolgt, men nogle dage senere tjekkede jeg igen og fandt tre ledige pladser, så jeg valgte den plads, der var tættest på scenen.
På det tidspunkt arbejdede jeg både med rengøring og i receptionen, så så snart min vagt sluttede, skyndte jeg mig til Lotte Department Store Centum City. Netop den dag kom en kunde, der havde været der tidligere, tilbage, mens jeg var væk, og skabte en scene. Dongju, bestyreren og ejeren, som passede nattevagten i receptionen, måtte gribe ind og jage kunderne væk. Derfor kunne jeg ikke rigtig nyde forestillingen. Jeg synes, den var virkelig sjov … Det er så ærgerligt, at jeg, mens jeg skrev til Dongju om kunden, missede et indlysende quizspørgsmål, som jeg tydeligt kendte svaret på, og gik glip af en golfbag lige for næsen af mig.
Lærdom: Lad være med at bestille et værelse til folk, der ikke engang ved præcis, hvor mange de er.
Uge 5
Jeg meldte mig til en ''perfekt skud''-begivenhed og begyndte at få taget billeder mandag fra klokken 22. Oprindeligt havde jeg planlagt at fotografere i omkring 30 minutter, men fotografen — der aldrig før havde mødt en så entusiastisk model — sagde, at han ville tænde sin kunstneriske ild og foreslog fotoshoots både aften og nat to dage i træk. Takket være det sad, lå, rullede, gik og løb jeg rundt i to dage ved Songdo Skywalk og på stranden, mens der blev taget masser af billeder, som man virkelig ikke kunne tage, hvis man var helt ædru.
Forbipasserende spurgte endda, om vi var performancekunstnere, og jeg måtte blive ved med at forklare, at vi ikke havde drukket, men det var en virkelig sjov oplevelse.Da jeg tænkte, at det var den sidste uge, gik jeg også flittigt rundt i byen. Jeg nåede først at se Yongdusan-parken og åbningen af Yeongdo-broen i den sidste uge.
Der var en bog, jeg engang var meget glad for, som hed ''Tuesdays with Morrie'', men efter at min tante gav bogen til en medpatient, der kæmpede mod kræft på samme hospitalsstue, så jeg den aldrig igen. Jeg fandt bogen i boghandelsgyden i Bosudong og købte den med glæde. Boggyden var mindre, end jeg havde forventet, men havde en stemning, der mindede mig om det gamle Cheonggyecheon. Jeg kigger forbi igen, næste gang jeg tager til Busan.
Lærdom: Glæden er aldrig langt væk.
# Mine anbefalede rejsemål
Jeg kom egentlig ikke til nogen særlige steder, så der er ikke noget stort, der skiller sig ud. Nampo-dong-gaden, Yongdusan-parken og boghandelsgyden i Bosudong står stadig klart i min erindring. Natmarkedet havde færre madboder, end jeg havde forventet, og levede ikke op til mine forventninger. Du bør helt sikkert besøge Daemado (Tsushima), selv på en dagstur. Miuda-stranden er virkelig smuk.
# Mine tips
Sprog
Hvis du planlægger et sabbatårsophold på et gæstehus i Busan,kan det være godt at lære lidt grundlæggende russisk.Det virkede, som om der var flere russiske turister end turister fra Japan eller Kina.
Overnatning
Medmindre sabbatårs-deltageren på stedet er der alene, er det usandsynligt, at du får et værelse for dig selv.Når man bor sammen, er det vigtigt ikke at gøre et nummer ud af at være hensynsfuld eller opføre sig territorialt, bare fordi man kom lidt tidligere.Hvis man bor sammen med den indstilling, at man godt kan acceptere at have det lidt mere ubehageligt, vil man hele tiden få gode oplevelser sammen.
Måltider
Hvis stedet stiller ingredienser til rådighed, anbefaler jeg, at man tager sig tid til at prøve forskellige retter. Jeg lavede mad næsten hver dag, og når mine venner, der hjalp til, og ejeren nød maden, følte jeg mig så stolt og glad. Desuden vil din mor skælde dig ud, hvis du venter, til du kommer hjem, med at rode med mad, så mens du er på gæstehuset (selvom det ikke behøver at være hver dag)vil jeg anbefale, at du prøver særlige retter en gang imellem.
Bagage
Jeg tænkte: »Hvorfor skulle jeg have makeup med derhen?« og tog kun det allermest nødvendige med, hvilket viste sig at være det rigtige valg. Pak, som om du skal evakueres – tag kun ting med, som du tror, du ikke kan undvære.Da din kuffert som regel er tungere på hjemvejen, skal du ikke fylde den helt fra begyndelsen.
Godt råd
Et sabbatår er i høj grad en tid, hvor man lærer sig selv at kende gennem andre.Det gælder især steder som gæstehuse. Lad vanen med at være optaget af, hvordan du tager dig ud over for andre, blive derhjemme, og prøv i stedet at lære mere af, hvordan andre tager sig ud for dig.
# For nylig oplevede jeg nogle af de smukkeste stunder, og jeg stod over for mange øjeblikke, hvor jeg spekulerede på, om sådanne stunder kunne komme til mig igen.
Det viste sig faktisk at være en fordel, at jeg tog af sted uden at planlægge ret meget.Mens jeg var her, havde jeg faktisk ingen fritid, fordi jeg deltog i et kursus for koreansklærere, så jeg kunne ikke gøre det meste af det, jeg havde planlagt. Men takket være den venlige ejer, bestyreren og min roommate Jaeyoung kunne jeg tage rundt i byen og besøge seværdigheder sammen med dem.
I løbet af mit sabbatår blev jeg mere afslappet.Lige efter at jeg sagde mit job op, tænkte jeg: »Nå, det skal nok gå på en eller anden måde ...« Men inderst inde var jeg bare bekymret for, at jeg kunne ende med at være arbejdsløs i lang tid,Nu er jeg blevet mere overbærende over for mig selv. Hvis du har lidt, bør du hvile dig, og hvis du har arbejdet hårdt, bør der også være perioder, hvor arbejdet er lettere.
Bestyreren, som drev flere gæstehuse, samtidig med at vedkommende gik i skole. Jeg var virkelig misundelig på, at de hurtigt fandt den vej, de ønskede at gå, og jeg satte pris på deres venlige personlighed og ærlighed. Jaeyoung, som boede sammen med mig, hjalp til på mange måder – blandt andet med at tage sig af en storesøster, der ikke er vant til at gøre rent – og viste ofte egenskaber, der ikke var typiske for en yngre søskende, så jeg støttede mig meget til dem i løbet af måneden.
Dongju, som spillede musik sammen med mig på stranden tidligt om morgenen og endda arrangerede en »episk fotobegivenhed«; Minsu, som var smuk, venlig og sød og altid gjorde mig glad, når vi talte sammen, fordi vi havde fælles interesser; Gyeong-woo, den nyansatte nattevagt ved skranken; ajummaen, som tog sig af os som familie, selvom hun måtte tjekke den sjuskede rengøring igen; og ejeren – findes der virkelig så gavmild en person i verden? Ejeren er helt fantastisk. De er de bedste.
Jeg var i Busan.Jeg kunne gå langs stranden uden at tænke på noget, stirre ud over havet og gå i vandet. Og jeg kunne også mærke, hvor unormale de mennesker, jeg havde arbejdet sammen med de seneste fem år, havde været.Da jeg tog på gæstehuset, var folkene dér ikke bare helt almindelige, men virkelig gode mennesker.Uanset hvor man befinder sig, er mennesker det vigtigste, og jeg indså med hele mit væsen, at min indstilling til dem er lige så vigtig.
For nylig oplevede jeg nogle af de smukkeste stunder og stod over for mange øjeblikke, hvor jeg spekulerede på, om sådanne stunder kunne komme til mig igen.Jeg tager ned til Busan igen i oktober. Jeg glæder mig allerede til at opleve, hvordan vinteren i Songdo bliver.
Et sabbatår lægger stor vægt på at lære om ''mig selv'' gennem andre frem for gennem mig selv.Det gælder især steder som gæstehuse. Lad vanen med at bekymre dig om, hvordan du fremstår over for andre, blive derhjemme, og prøv i stedet at lære mere af, hvordan andre fremstår for dig.
- En stund til at reflektere over mig selv, mens jeg ser ud over havet — Busan Gap Year Stay / Im Ji-young, sabbatårs-deltager / 4 ugers sabbatår. |
I øjeblikket er Sydkorea et land, hvor
60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne dropper hvert år ud af skolen; 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden drømme; og personaleomsætningen det første år efter ansættelsen er nået op på 40 %.75 procent af universitetsstuderende er utilfredse med livet på universitetet, og mere end 80 procent af kontoransatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte, har vi som mål at introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
*Hvad er et sabbatår?
Et sabbatår er en periode, hvor man sætter studierne på pause eller kombinerer dem med forskellige aktiviteter som rejser, frivilligt arbejde, praktikophold og undervisning for at finde sine drømme og evner.
*Hvad er et sabbatårsophold?
Det er et projekt, hvor deltagerne betaler et symbolsk beløb for at bo på et gæstehus, møde forskellige mennesker og prøve kræfter med arbejdsopgaver på stedet. Projektets største fordel er, at deltagerne kan møde mennesker med forskellige baggrunde og hente ny inspiration.
#At begynde med ord er ikke rigtig at begynde.
Uge 1
Takket være gæstehusbestyrerens omtanke kunne jeg ankomme til gæstehuset om morgenen på sabbatårets første dag og gå i gang med dagens arbejde. Så snart jeg kom, begyndte jeg at gøre værelser rent, men lige inden jeg kom til Busan, havde jeg været til koncerter tre dage i træk, kun sovet to timer og taget det tidlige morgentog (og mine medpassagerer snorkede så højt, at jeg ikke kunne sove ordentligt …), så jeg var fuldstændig drænet for energi.
Efter fem år på arbejde foran en computer føltes det uvant for kroppen at ryste futonerne. Jeg havde kun gjort mit eget værelse rent en gang imellem og havde aldrig gjort så mange værelser rent på én gang, så det var endnu hårdere. Men allerede fra første dag hjalp ejeren mig meget med at få energien tilbage med grillede indvolde (yang-gopchang), pommes frites og patbingsu (knust is med søde røde bønner).
Fra den anden dag gik jeg ned til stranden efter solnedgang og gik ture barfodet, og fra den tredje dag brugte jeg mere tid i køkkenet på at tilberede måltider. Det var første gang, jeg udbenede en frossen kylling, første gang, jeg lavede krydderiblandingen til dakgalbi, og første gang, jeg kogte så meget spaghetti. Tidligere var det en tante, der lavede maden, men efter at jeg havde kigget ind i køkkenet et par gange, var jeg pludselig blevet ansvarlig for måltiderne.
Lærdom: Hold regelmæssigt fast i motionen.
Uge 2
Dongju, der havde nattevagten ved receptionen, havde taget en violin og en guitar med hjemmefra! Det var dejligt at spille på instrumenter igen efter lang tid. Man siger, at festerne er gæstehusets hjerte, men her var der ikke ofte fester, måske fordi mange af gæsterne var familier (hvert værelse havde eget badeværelse).
Jeg er normalt ikke typen, der nyder fester, men jeg tænkte, at jeg burde tage med mindst én gang, nu hvor jeg var rejst hele vejen hertil. Så en dag tog jeg spontant med og endte med at være vågen til klokken fem om morgenen. Vi tog instrumenterne med ned til stranden — Dongju med en guitar og jeg med en violin — og sang sammen med gæsterne.
At spille regelmæssigt på gaden havde stået på min livs ønskeliste, og jeg var virkelig taknemmelig for at kunne begynde på det her i Busan. Hvis jeg var blevet i Seoul, ville jeg bare have snakket om, at jeg gerne ville gøre det, og kommet med undskyldninger, så jeg ville aldrig have gjort det.
Lærdom: At begynde med ord er ikke rigtig at begynde.
Uge 3
Jeg tog på en rundtur for at se byen om natten i bestyrerens bil. Busan har mange broer, og de var pyntet med smukke lys. Mens jeg beundrede udsigten og spiste en is, hørte jeg om en tur til Tsushima-øen. De sagde, at det var et godt sted til en dagstur. Efter at have tænkt over det en dag kontaktede jeg min familie for at få mit pas sendt med anbefalet post, købte straks en færgebillet og tog til Tsushima ved daggry på min fridag.
I stedet for at leje en cykel gik jeg 40 minutter fra havnen til Miuda-stranden. Efter at have badet i havet tog jeg bussen til et supermarked. Jeg ville gerne købe ind som alle andre plejer, men efter at have købt den medicin, min mor havde bedt om, havde jeg allerede overskredet mit budget …
Det var min anden tur til Japan, og hver gang jeg tager dertil, synes jeg, at japanerne er meget venlige. Ser man bort fra de politiske og historiske forhold, er det et fantastisk land at rejse i. Jeg tænkte især, at jeg gerne ville leje en bil og besøge Tsushima senere. Der er ikke mange biler, og hastighederne er lave, så selv en nybegynder som mig kunne klare det ved at køre forsigtigt.På grund af denne tur kunne jeg ikke deltage i den indledende runde af musikfestivalen. Jeg var nok blevet slået ud alligevel, men det er stadig ærgerligt.
Lærdom: Rejs så meget, du kan, mens du stadig er ung.
Uge 4
Oprindeligt havde jeg ingen andre planer end at besøge Yongmunsa. Da jeg fandt ud af, at Busan International Comedy Festival blev afholdt, bestilte jeg straks billetter til ''The Lee Kyung-kyu Show''. Først var der udsolgt, men nogle dage senere tjekkede jeg igen og fandt tre ledige pladser, så jeg valgte den plads, der var tættest på scenen.
På det tidspunkt arbejdede jeg både med rengøring og i receptionen, så så snart min vagt sluttede, skyndte jeg mig til Lotte Department Store Centum City. Netop den dag kom en kunde, der havde været der tidligere, tilbage, mens jeg var væk, og skabte en scene. Dongju, bestyreren og ejeren, som passede nattevagten i receptionen, måtte gribe ind og jage kunderne væk. Derfor kunne jeg ikke rigtig nyde forestillingen. Jeg synes, den var virkelig sjov … Det er så ærgerligt, at jeg, mens jeg skrev til Dongju om kunden, missede et indlysende quizspørgsmål, som jeg tydeligt kendte svaret på, og gik glip af en golfbag lige for næsen af mig.
Lærdom: Lad være med at bestille et værelse til folk, der ikke engang ved præcis, hvor mange de er.
Uge 5
Jeg meldte mig til en ''perfekt skud''-begivenhed og begyndte at få taget billeder mandag fra klokken 22. Oprindeligt havde jeg planlagt at fotografere i omkring 30 minutter, men fotografen — der aldrig før havde mødt en så entusiastisk model — sagde, at han ville tænde sin kunstneriske ild og foreslog fotoshoots både aften og nat to dage i træk. Takket være det sad, lå, rullede, gik og løb jeg rundt i to dage ved Songdo Skywalk og på stranden, mens der blev taget masser af billeder, som man virkelig ikke kunne tage, hvis man var helt ædru.
Forbipasserende spurgte endda, om vi var performancekunstnere, og jeg måtte blive ved med at forklare, at vi ikke havde drukket, men det var en virkelig sjov oplevelse.Da jeg tænkte, at det var den sidste uge, gik jeg også flittigt rundt i byen. Jeg nåede først at se Yongdusan-parken og åbningen af Yeongdo-broen i den sidste uge.
Der var en bog, jeg engang var meget glad for, som hed ''Tuesdays with Morrie'', men efter at min tante gav bogen til en medpatient, der kæmpede mod kræft på samme hospitalsstue, så jeg den aldrig igen. Jeg fandt bogen i boghandelsgyden i Bosudong og købte den med glæde. Boggyden var mindre, end jeg havde forventet, men havde en stemning, der mindede mig om det gamle Cheonggyecheon. Jeg kigger forbi igen, næste gang jeg tager til Busan.
Lærdom: Glæden er aldrig langt væk.
# Mine anbefalede rejsemål
Jeg kom egentlig ikke til nogen særlige steder, så der er ikke noget stort, der skiller sig ud. Nampo-dong-gaden, Yongdusan-parken og boghandelsgyden i Bosudong står stadig klart i min erindring. Natmarkedet havde færre madboder, end jeg havde forventet, og levede ikke op til mine forventninger. Du bør helt sikkert besøge Daemado (Tsushima), selv på en dagstur. Miuda-stranden er virkelig smuk.
# Mine tips
Sprog
Hvis du planlægger et sabbatårsophold på et gæstehus i Busan,kan det være godt at lære lidt grundlæggende russisk.Det virkede, som om der var flere russiske turister end turister fra Japan eller Kina.
Overnatning
Medmindre sabbatårs-deltageren på stedet er der alene, er det usandsynligt, at du får et værelse for dig selv.Når man bor sammen, er det vigtigt ikke at gøre et nummer ud af at være hensynsfuld eller opføre sig territorialt, bare fordi man kom lidt tidligere.Hvis man bor sammen med den indstilling, at man godt kan acceptere at have det lidt mere ubehageligt, vil man hele tiden få gode oplevelser sammen.
Måltider
Hvis stedet stiller ingredienser til rådighed, anbefaler jeg, at man tager sig tid til at prøve forskellige retter. Jeg lavede mad næsten hver dag, og når mine venner, der hjalp til, og ejeren nød maden, følte jeg mig så stolt og glad. Desuden vil din mor skælde dig ud, hvis du venter, til du kommer hjem, med at rode med mad, så mens du er på gæstehuset (selvom det ikke behøver at være hver dag)vil jeg anbefale, at du prøver særlige retter en gang imellem.
Bagage
Jeg tænkte: »Hvorfor skulle jeg have makeup med derhen?« og tog kun det allermest nødvendige med, hvilket viste sig at være det rigtige valg. Pak, som om du skal evakueres – tag kun ting med, som du tror, du ikke kan undvære.Da din kuffert som regel er tungere på hjemvejen, skal du ikke fylde den helt fra begyndelsen.
Godt råd
Et sabbatår er i høj grad en tid, hvor man lærer sig selv at kende gennem andre.Det gælder især steder som gæstehuse. Lad vanen med at være optaget af, hvordan du tager dig ud over for andre, blive derhjemme, og prøv i stedet at lære mere af, hvordan andre tager sig ud for dig.
# For nylig oplevede jeg nogle af de smukkeste stunder, og jeg stod over for mange øjeblikke, hvor jeg spekulerede på, om sådanne stunder kunne komme til mig igen.
Det viste sig faktisk at være en fordel, at jeg tog af sted uden at planlægge ret meget.Mens jeg var her, havde jeg faktisk ingen fritid, fordi jeg deltog i et kursus for koreansklærere, så jeg kunne ikke gøre det meste af det, jeg havde planlagt. Men takket være den venlige ejer, bestyreren og min roommate Jaeyoung kunne jeg tage rundt i byen og besøge seværdigheder sammen med dem.
I løbet af mit sabbatår blev jeg mere afslappet.Lige efter at jeg sagde mit job op, tænkte jeg: »Nå, det skal nok gå på en eller anden måde ...« Men inderst inde var jeg bare bekymret for, at jeg kunne ende med at være arbejdsløs i lang tid,Nu er jeg blevet mere overbærende over for mig selv. Hvis du har lidt, bør du hvile dig, og hvis du har arbejdet hårdt, bør der også være perioder, hvor arbejdet er lettere.
Bestyreren, som drev flere gæstehuse, samtidig med at vedkommende gik i skole. Jeg var virkelig misundelig på, at de hurtigt fandt den vej, de ønskede at gå, og jeg satte pris på deres venlige personlighed og ærlighed. Jaeyoung, som boede sammen med mig, hjalp til på mange måder – blandt andet med at tage sig af en storesøster, der ikke er vant til at gøre rent – og viste ofte egenskaber, der ikke var typiske for en yngre søskende, så jeg støttede mig meget til dem i løbet af måneden.
Dongju, som spillede musik sammen med mig på stranden tidligt om morgenen og endda arrangerede en »episk fotobegivenhed«; Minsu, som var smuk, venlig og sød og altid gjorde mig glad, når vi talte sammen, fordi vi havde fælles interesser; Gyeong-woo, den nyansatte nattevagt ved skranken; ajummaen, som tog sig af os som familie, selvom hun måtte tjekke den sjuskede rengøring igen; og ejeren – findes der virkelig så gavmild en person i verden? Ejeren er helt fantastisk. De er de bedste.
Jeg var i Busan.Jeg kunne gå langs stranden uden at tænke på noget, stirre ud over havet og gå i vandet. Og jeg kunne også mærke, hvor unormale de mennesker, jeg havde arbejdet sammen med de seneste fem år, havde været.Da jeg tog på gæstehuset, var folkene dér ikke bare helt almindelige, men virkelig gode mennesker.Uanset hvor man befinder sig, er mennesker det vigtigste, og jeg indså med hele mit væsen, at min indstilling til dem er lige så vigtig.
For nylig oplevede jeg nogle af de smukkeste stunder og stod over for mange øjeblikke, hvor jeg spekulerede på, om sådanne stunder kunne komme til mig igen.Jeg tager ned til Busan igen i oktober. Jeg glæder mig allerede til at opleve, hvordan vinteren i Songdo bliver.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
