Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev mindre utålmodig og tilpassede mig mere roligt #Planlagde miniprojekter; fik større selvtillid #Blev taknemmelig for hvert øjeblik og motiveret til at yde mit bedste
Hvis jeg ikke var kommet hertil, ville jeg sandsynligvis stadig leve under pres og med angst. I løbet af et tre måneders sabbatår i Thailand lærte jeg en enkel, indlysende, men meget vigtig lektie: at være taknemmelig for hvert øjeblik og gøre mit bedste i hvert øjeblik. Hvis jeg værdsætter og handler i nuet uden at skynde mig eller bekymre mig, tror jeg på, at jeg kan tage endnu et skridt fremad og skrive et nyt kapitel i mit liv.
– Harvard-studerende rejser til Thailand for at gøre verden lysere! / Moon Yoojin, sabbatårsrejsende fra Gapyear Tribe / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket oplever Sydkorea,
at 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne dropper ud hvert år; at 346.000 mennesker i tyverne går ledige rundt uden drømme; og at den årlige personaleomsætning er på vej op i 40-procentsområdet,at 75 % af universitetsstuderende ikke er tilfredse med studielivet, og at over 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, vil vi også introducere ''sabbatår'' i Sydkorea.
''Sabbatår (gap year)''betyder, at man holder pause fra studier eller arbejde – eller kombinerer dem – og gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og startupvirksomheder,bruger tiden på at finde retningen for sin fremtid. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Jeg løb i 25 år for ikke at blive overhalet af andre.
Før jeg tog et sabbatår, brugte jeg ligesom de fleste unge i Korea 25 år på hele tiden at stræbe efter at opnå noget og undgå at sakke bagud i forhold til andre. Ironisk nok så jeg kun fremad og løb uden at vide, hvad jeg løb efter.
Heldigvis fik jeg et job, inden jeg overhovedet var færdiguddannet fra universitetet, og begyndte at arbejde i en virksomhed. Men kort efter jeg var startet, indså jeg, at jobbet ikke passede til mig.Men jeg havde kæmpet mig så langt, at jeg ikke havde modet til at sige op, og jeg tror, jeg holdt ud, fordi jeg tænkte, at andre måtte leve på samme måde.
Men efter mere end et år var situationen ikke blevet bedre, og efter mange overvejelser besluttede jeg at prøve nye oplevelser og tage et sabbatår. Mens jeg overvejede, hvilke nye oplevelser jeg skulle prøve, planlagde jeg at tage på det udenlandske frivilligarbejde, jeg længe havde ønsket mig, og rejse til steder, jeg aldrig havde været, for at lære andre verdener at kende. Sådan begyndte mine to projekter: tre måneders frivilligt arbejde som lærer på en grundskole i Cambodja og tre måneders frivilligt arbejde for en NGO i Thailand.
# Det tog faktisk ret lang tid at vænne mig til at bo og arbejde her.
Så snart jeg var færdig med mit frivillige arbejde som engelsklærer i Phnom Penh i Cambodja, rejste jeg direkte til en NGO i Thailand for at begynde på det andet projekt. Da jeg ankom til organisationen, følte jeg mig godt tilpas i dens fredelige omgivelser, som var det stik modsatte af Phnom Penh. Samtidig tænkte jeg dog, at det ville kræve en del tilvænning at bo her i tre måneder.
På min første dag i organisationen var jeg i bad, da vandet pludselig blev afbrudt, og strømmen gik – det var et totalt sammenbrud. Sådanne usædvanlige ting skete allerede fra første dag, og da det var første gang, jeg boede i et helt landligt område uden bekvemmeligheder i nærheden og med dårlig transport, var der masser af besværligheder, og i starten kunne jeg ikke vænne mig til det.
Det tog virkelig lang tid at vænne mig til at bo og arbejde her. Alt var så nyt – den meget landlige (?) bolig, at jeg selv skulle køre på motorcykel i stedet for at tage offentlig transport og så videre. De første par uger kunne jeg ikke vænne mig til atmosfæren, så medmindre nogen kørte mig, forlod jeg næsten aldrig boligen eller organisationen.
Desuden bekymrede jeg mig i flere uger efter projektets start kun om, hvad jeg skulle gøre, uden at gøre fremskridt. I begyndelsen havde jeg derfor endda svært ved at gå hen til de frivilliges kontor, hvor alle arbejdede hårdt.
I starten var jeg meget bekymret for, om der overhovedet ville være noget, jeg kunne gøre her. Så en dag indså jeg, at jeg havde brug for tid til at vænne mig til levevilkårene og atmosfæren her.
Da jeg gav mit utålmodige jeg lidt mere spillerum, blev jeg naturligt nok bedre til at omgås de andre frivillige og landsbyen, og jeg fandt ting, jeg gerne ville lave. Først da begyndte jeg endelig at nyde resten af min tid i Thailand og hos denne NGO.
Derfor fokuserede jeg ikke kun på ét projekt, men planlagde mange små projekter og hjalp de andre frivillige. Jeg talte meget med en koreansk frivillig ved navn Minju, og da hun stod for organisationens koreanske Naver-blog, besluttede jeg at være med. Sådan begyndte mit første projekt.
Jeg havde aldrig skrevet et blogindlæg før, men vi tænkte, at lidt var bedre end ingenting, og besluttede at gøre en fælles indsats. Jeg lærte meget om blogging af Minju, og vi drev bloggen med idéer fra os begge. Gennem bloggen ville jeg præsentere Chiang Mai, som er mindre kendt end Bangkok, og samtidig gøre opmærksom på den lokale NGO.
Minju og jeg planlagde også en ugentlig musik- og engelsktime efter skoletid. Minju ville undervise børnene i musik, og eftersom jeg havde erfaring med at undervise i engelsk i Cambodja, tænkte vi, at det ville være sjovere at gøre det sammen. Selvom vi arbejdede hårdt, havde vi ikke megen tid til at være sammen med børnene og kunne ikke tilrettelægge timerne, som børnene ønskede. Derfor var resultatet ærlig talt ikke særlig godt.Men hvis der opstår en ny mulighed, vil jeg tage denne erfaring til mig og skabe et mere indholdsrigt undervisningsforløb.
# I felt that I wanted to live simply, and I am still trying to live that way.
Omkring en måned før mit ophold hos NGO'en sluttede, begyndte mit hovedprojekt. NGO'en havde fået doneret et stykke jord i Phrao, og for at bruge det meningsfuldt planlagde de at bygge et økologisk feriested. Jeg fik til opgave at stå for den indledende research. Stedet, hvor feriestedet skulle ligge, var smukt, omgivet af små bakker og vandløb, cirka 20 minutters kørsel fra organisationen.
Efter at have besøgt området drøftede vi, hvilket koncept feriestedet skulle have. Vi arbejdede på projektet sammen med Fei, en kinesisk professionel arkitekt og professor, og jeg havde ansvaret for at hjælpe Fei. Min hovedopgave var at lave en liste over eksisterende økologiske feriesteder i Thailand og undersøge, hvordan de drives, og hvad der kendetegner dem.
Nogle gange hjalp jeg medarbejdere eller frivillige, når de havde brug for hjælp. Der var en thailandsk medarbejder ved navn Aom, som stod for NGO'ens hovedprojekt, biokul, og jeg hjalp ofte vedkommende. Vi tog ud på en mark for at rydde den og fremstille biokulgødning, og jeg hjalp også med at afholde en workshop på to dage for 100 thailandske landmænd. Jeg lærte om biokul for første gang hos denne NGO. Ved selv at fremstille gødningen og deltage i produktionsprocessen lærte jeg om dette nye, alternative materiale.
En lørdag, hvor det var thailandsk nytår, besøgte jeg sammen med de thailandske medarbejdere og de andre frivillige en landsby i højlandet på grænsen mellem Chiang Mai og Chiang Rai for at deltage i landsbyens nytårsfest. Vi kørte i halvanden time i en lastbil ad snoede bjergveje og fortsatte ad ujævne spor, der knap nok lignede veje, indtil vi nåede frem til landsbyen.
Helt ærligt kunne jeg aldrig have forestillet mig en landsby, hvor folk boede halvvejs oppe på et bjerg, og en ven, der var højdeskræk, var næsten ved at græde. De mennesker, der boede der, levede meget enkelt, men så virkelig lykkelige ud, og vi var taknemmelige for, at de tog så varmt imod os fremmede. Vi dansede landsbyens traditionelle danse sammen, spiste nytårsmad og fejrede nytåret med landsbyboerne.
Det var en beskeden, ganske almindelig landsby, men beboerne virkede virkelig lykkelige. Da jeg sammenlignede mig selv med dem, tænkte jeg over, at jeg havde så mange ting at glæde mig over, men alligevel levede uden at føle mig lykkelig. Siden da har jeg følt, at jeg gerne ville leve enkelt, og jeg prøver stadig at leve på den måde.
Mine anbefalede rejsemål
Nimmanhaemin- Nimmanhaemin er et sted, hvor du kan komme væk fra de overfyldte turistgader og nyde Chiang Mais særlige atmosfære. Det er dejligt at slappe af blandt de charmerende butikker, stemningsfulde restauranter og populære steder som caféen ''Ristr8to'', hvor en barista, der har deltaget i verdensmesterskabet i baristakunst, laver latte.
Mine tips
(Sprog)
Fordi jeg havde boet i Cambodja og hele tiden brugt engelsk, tror jeg ikke, at jeg var bange for at tale engelsk. Alligevel var der meget, jeg ikke kunne forstå, når jeg talte med venner, der havde engelsk som modersmål. I sådanne situationer skal du ikke miste modet,Du skal ikke bekymre dig om, hvad andre tænker. Spørg bare igen, eller bed dem om at tale lidt langsommere.
(Bolig)
Det sted, jeg boede, var ikke et typisk familiehus, men et hus, som de frivillige selv havde bygget. Det ligger i skoven (?), så der bliver meget mørkt om natten, og det kan være lidt uhyggeligt. Badeværelset og køkkenet ligger udenfor, og strømmen kan være ustabil, så det er en god idé at have en transportabel lampe om natten. Desuden bryder lokale hunde nogle gange ind i køkkenet og åbner køleskabet for at tage mad, så du bør holde godt øje med dine madvarer. ^^;;
(Måltider)
I køkkenet blev der serveret lokale Chiang Mai-retter til hvert måltid, så man kunne nyde den lokale mad lige så meget, man havde lyst til. Men de samme retter blev serveret ofte, så jeg tog personligt enkle koreanske madvarer med, såsom instantnudler eller gim (tang), for ikke at blive træt af maden og for at have noget at spise.
(Bagage)
Jeg havde en masse fritid, så jeg kunne tage film eller bøger med og nyde tiden for mig selv. Jeg tog alt for meget kosmetik med, hvilket blot gjorde min bagage unødigt tung. Til sidst var der kosmetik, jeg aldrig brugte. Du behøver ikke pakke så meget makeup, for der er ikke mange lejligheder til at bruge farverig makeup.
De fleste ting kan findes på markeder eller i butikker. Det er endda meget billigere at købe ind på markedet. Jeg havde for eksempel pakket masser af tøj, kosmetik og diverse ting fra Korea, men da jeg pakkede, fortrød jeg det og blev usikker uden grund.
#Hvis jeg ikke var kommet hertil, ville jeg nok stadig leve under pres og med angst.
Hvis jeg ikke var kommet hertil, ville jeg nok stadig leve under pres og med angst. Et sabbatår på tre måneder i Thailand lærte mig en helt almindelig og indlysende, men samtidig meget vigtig lektie: at være taknemmelig for hvert øjeblik og yde mit bedste i hvert øjeblik. Hvis jeg ikke skynder mig, men uden bekymringer værdsætter og handler i nuet,
tror jeg, at jeg kan tage et skridt videre og fuldende en side i mit liv.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★★
Thailand, som man oplever på en rejse, og Thailand, som man oplever ved at bo der og se det fra en lokal persons perspektiv, er virkelig to forskellige ting. Det var en tid, hvor jeg for alvor oplevede den lokale kultur: en landsbyfest i en højlandsstamme, en lokal persons begravelse, livet sammen med mennesker i Chiang Mai og meget mere. Det var også første gang, jeg boede på landet i en længere periode, og jeg fandt ud af, at jeg til en vis grad egner mig til livet på landet.
Læring★★★☆☆
Gennem de udenlandske frivillige, der kom hertil med faglig viden, tænkte jeg ofte, at jeg gerne ville være bedre forberedt næste gang. Jeg fortryder, at jeg ikke synes, jeg var til megen hjælp for organisationen under mit ophold her.
Miljø★★★☆☆
Her er en langt renere og mere fredelig atmosfære end i byen. Landmændene i Chiang Mai dyrker dog jorden ved at fælde og brænde vegetation af, hvilket skaber alvorlig luftforurening og skovbrande. Derfor anbefales det at bære maske, når man kører på motorcykel eller på dage med meget aske i luften.
Sikkerhed★★★☆☆
Da det er en landsby uden offentlig transport, skal man tage en scooter ind til byen eller til de nærliggende forstæder på udflugter. Jeg går meget op i sikkerhed, så jeg kørte aldrig sent om aftenen eller, når jeg ikke havde det godt, og jeg holdt farten nede. Man skal virkelig være forsigtig, når man kører på scooter. Prao, landsbyen hvor organisationen ligger, er en landsby på landet og derfor et trygt sted, men som alle andre steder bør man være påpasselig meget sent om aftenen.
Fritid★★★★★
Kun en kort afstand fra organisationen ligger der mange steder, hvor man kan tilbringe tiden, såsom vandfald, varme kilder og steder, hvor man kan lære muay thai. I weekenden er det dejligt at køre på scooter og udforske området eller slappe af på de forskellige caféer omkring Prao. Man kan også komme til Chiang Mai på 1 time og 30 minutter med songthaew (et thailandsk offentligt transportmiddel, der er indrettet i en ombygget lastbil), så man kan bruge en forlænget weekend på at bo på et hostel i Chiang Mai og opleve byen som rejsende.
Hvis jeg ikke var kommet hertil, ville jeg sandsynligvis stadig leve under pres og med angst. I løbet af et tre måneders sabbatår i Thailand lærte jeg en enkel, indlysende, men meget vigtig lektie: at være taknemmelig for hvert øjeblik og gøre mit bedste i hvert øjeblik. Hvis jeg værdsætter og handler i nuet uden at skynde mig eller bekymre mig, tror jeg på, at jeg kan tage endnu et skridt fremad og skrive et nyt kapitel i mit liv.
– Harvard-studerende rejser til Thailand for at gøre verden lysere! / Moon Yoojin, sabbatårsrejsende fra Gapyear Tribe / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket oplever Sydkorea,
at 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne dropper ud hvert år; at 346.000 mennesker i tyverne går ledige rundt uden drømme; og at den årlige personaleomsætning er på vej op i 40-procentsområdet,at 75 % af universitetsstuderende ikke er tilfredse med studielivet, og at over 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, vil vi også introducere ''sabbatår'' i Sydkorea.
''Sabbatår (gap year)''betyder, at man holder pause fra studier eller arbejde – eller kombinerer dem – og gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og startupvirksomheder,bruger tiden på at finde retningen for sin fremtid. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Jeg løb i 25 år for ikke at blive overhalet af andre.
Før jeg tog et sabbatår, brugte jeg ligesom de fleste unge i Korea 25 år på hele tiden at stræbe efter at opnå noget og undgå at sakke bagud i forhold til andre. Ironisk nok så jeg kun fremad og løb uden at vide, hvad jeg løb efter.
Heldigvis fik jeg et job, inden jeg overhovedet var færdiguddannet fra universitetet, og begyndte at arbejde i en virksomhed. Men kort efter jeg var startet, indså jeg, at jobbet ikke passede til mig.Men jeg havde kæmpet mig så langt, at jeg ikke havde modet til at sige op, og jeg tror, jeg holdt ud, fordi jeg tænkte, at andre måtte leve på samme måde.
Men efter mere end et år var situationen ikke blevet bedre, og efter mange overvejelser besluttede jeg at prøve nye oplevelser og tage et sabbatår. Mens jeg overvejede, hvilke nye oplevelser jeg skulle prøve, planlagde jeg at tage på det udenlandske frivilligarbejde, jeg længe havde ønsket mig, og rejse til steder, jeg aldrig havde været, for at lære andre verdener at kende. Sådan begyndte mine to projekter: tre måneders frivilligt arbejde som lærer på en grundskole i Cambodja og tre måneders frivilligt arbejde for en NGO i Thailand.
# Det tog faktisk ret lang tid at vænne mig til at bo og arbejde her.
Så snart jeg var færdig med mit frivillige arbejde som engelsklærer i Phnom Penh i Cambodja, rejste jeg direkte til en NGO i Thailand for at begynde på det andet projekt. Da jeg ankom til organisationen, følte jeg mig godt tilpas i dens fredelige omgivelser, som var det stik modsatte af Phnom Penh. Samtidig tænkte jeg dog, at det ville kræve en del tilvænning at bo her i tre måneder.
På min første dag i organisationen var jeg i bad, da vandet pludselig blev afbrudt, og strømmen gik – det var et totalt sammenbrud. Sådanne usædvanlige ting skete allerede fra første dag, og da det var første gang, jeg boede i et helt landligt område uden bekvemmeligheder i nærheden og med dårlig transport, var der masser af besværligheder, og i starten kunne jeg ikke vænne mig til det.
Det tog virkelig lang tid at vænne mig til at bo og arbejde her. Alt var så nyt – den meget landlige (?) bolig, at jeg selv skulle køre på motorcykel i stedet for at tage offentlig transport og så videre. De første par uger kunne jeg ikke vænne mig til atmosfæren, så medmindre nogen kørte mig, forlod jeg næsten aldrig boligen eller organisationen.
Desuden bekymrede jeg mig i flere uger efter projektets start kun om, hvad jeg skulle gøre, uden at gøre fremskridt. I begyndelsen havde jeg derfor endda svært ved at gå hen til de frivilliges kontor, hvor alle arbejdede hårdt.
I starten var jeg meget bekymret for, om der overhovedet ville være noget, jeg kunne gøre her. Så en dag indså jeg, at jeg havde brug for tid til at vænne mig til levevilkårene og atmosfæren her.
Da jeg gav mit utålmodige jeg lidt mere spillerum, blev jeg naturligt nok bedre til at omgås de andre frivillige og landsbyen, og jeg fandt ting, jeg gerne ville lave. Først da begyndte jeg endelig at nyde resten af min tid i Thailand og hos denne NGO.
Derfor fokuserede jeg ikke kun på ét projekt, men planlagde mange små projekter og hjalp de andre frivillige. Jeg talte meget med en koreansk frivillig ved navn Minju, og da hun stod for organisationens koreanske Naver-blog, besluttede jeg at være med. Sådan begyndte mit første projekt.
Jeg havde aldrig skrevet et blogindlæg før, men vi tænkte, at lidt var bedre end ingenting, og besluttede at gøre en fælles indsats. Jeg lærte meget om blogging af Minju, og vi drev bloggen med idéer fra os begge. Gennem bloggen ville jeg præsentere Chiang Mai, som er mindre kendt end Bangkok, og samtidig gøre opmærksom på den lokale NGO.
Minju og jeg planlagde også en ugentlig musik- og engelsktime efter skoletid. Minju ville undervise børnene i musik, og eftersom jeg havde erfaring med at undervise i engelsk i Cambodja, tænkte vi, at det ville være sjovere at gøre det sammen. Selvom vi arbejdede hårdt, havde vi ikke megen tid til at være sammen med børnene og kunne ikke tilrettelægge timerne, som børnene ønskede. Derfor var resultatet ærlig talt ikke særlig godt.Men hvis der opstår en ny mulighed, vil jeg tage denne erfaring til mig og skabe et mere indholdsrigt undervisningsforløb.
# I felt that I wanted to live simply, and I am still trying to live that way.
Omkring en måned før mit ophold hos NGO'en sluttede, begyndte mit hovedprojekt. NGO'en havde fået doneret et stykke jord i Phrao, og for at bruge det meningsfuldt planlagde de at bygge et økologisk feriested. Jeg fik til opgave at stå for den indledende research. Stedet, hvor feriestedet skulle ligge, var smukt, omgivet af små bakker og vandløb, cirka 20 minutters kørsel fra organisationen.
Efter at have besøgt området drøftede vi, hvilket koncept feriestedet skulle have. Vi arbejdede på projektet sammen med Fei, en kinesisk professionel arkitekt og professor, og jeg havde ansvaret for at hjælpe Fei. Min hovedopgave var at lave en liste over eksisterende økologiske feriesteder i Thailand og undersøge, hvordan de drives, og hvad der kendetegner dem.
Nogle gange hjalp jeg medarbejdere eller frivillige, når de havde brug for hjælp. Der var en thailandsk medarbejder ved navn Aom, som stod for NGO'ens hovedprojekt, biokul, og jeg hjalp ofte vedkommende. Vi tog ud på en mark for at rydde den og fremstille biokulgødning, og jeg hjalp også med at afholde en workshop på to dage for 100 thailandske landmænd. Jeg lærte om biokul for første gang hos denne NGO. Ved selv at fremstille gødningen og deltage i produktionsprocessen lærte jeg om dette nye, alternative materiale.
En lørdag, hvor det var thailandsk nytår, besøgte jeg sammen med de thailandske medarbejdere og de andre frivillige en landsby i højlandet på grænsen mellem Chiang Mai og Chiang Rai for at deltage i landsbyens nytårsfest. Vi kørte i halvanden time i en lastbil ad snoede bjergveje og fortsatte ad ujævne spor, der knap nok lignede veje, indtil vi nåede frem til landsbyen.
Helt ærligt kunne jeg aldrig have forestillet mig en landsby, hvor folk boede halvvejs oppe på et bjerg, og en ven, der var højdeskræk, var næsten ved at græde. De mennesker, der boede der, levede meget enkelt, men så virkelig lykkelige ud, og vi var taknemmelige for, at de tog så varmt imod os fremmede. Vi dansede landsbyens traditionelle danse sammen, spiste nytårsmad og fejrede nytåret med landsbyboerne.
Det var en beskeden, ganske almindelig landsby, men beboerne virkede virkelig lykkelige. Da jeg sammenlignede mig selv med dem, tænkte jeg over, at jeg havde så mange ting at glæde mig over, men alligevel levede uden at føle mig lykkelig. Siden da har jeg følt, at jeg gerne ville leve enkelt, og jeg prøver stadig at leve på den måde.
Mine anbefalede rejsemål
Nimmanhaemin- Nimmanhaemin er et sted, hvor du kan komme væk fra de overfyldte turistgader og nyde Chiang Mais særlige atmosfære. Det er dejligt at slappe af blandt de charmerende butikker, stemningsfulde restauranter og populære steder som caféen ''Ristr8to'', hvor en barista, der har deltaget i verdensmesterskabet i baristakunst, laver latte.
Mine tips
(Sprog)
Fordi jeg havde boet i Cambodja og hele tiden brugt engelsk, tror jeg ikke, at jeg var bange for at tale engelsk. Alligevel var der meget, jeg ikke kunne forstå, når jeg talte med venner, der havde engelsk som modersmål. I sådanne situationer skal du ikke miste modet,Du skal ikke bekymre dig om, hvad andre tænker. Spørg bare igen, eller bed dem om at tale lidt langsommere.
(Bolig)
Det sted, jeg boede, var ikke et typisk familiehus, men et hus, som de frivillige selv havde bygget. Det ligger i skoven (?), så der bliver meget mørkt om natten, og det kan være lidt uhyggeligt. Badeværelset og køkkenet ligger udenfor, og strømmen kan være ustabil, så det er en god idé at have en transportabel lampe om natten. Desuden bryder lokale hunde nogle gange ind i køkkenet og åbner køleskabet for at tage mad, så du bør holde godt øje med dine madvarer. ^^;;
(Måltider)
I køkkenet blev der serveret lokale Chiang Mai-retter til hvert måltid, så man kunne nyde den lokale mad lige så meget, man havde lyst til. Men de samme retter blev serveret ofte, så jeg tog personligt enkle koreanske madvarer med, såsom instantnudler eller gim (tang), for ikke at blive træt af maden og for at have noget at spise.
(Bagage)
Jeg havde en masse fritid, så jeg kunne tage film eller bøger med og nyde tiden for mig selv. Jeg tog alt for meget kosmetik med, hvilket blot gjorde min bagage unødigt tung. Til sidst var der kosmetik, jeg aldrig brugte. Du behøver ikke pakke så meget makeup, for der er ikke mange lejligheder til at bruge farverig makeup.
De fleste ting kan findes på markeder eller i butikker. Det er endda meget billigere at købe ind på markedet. Jeg havde for eksempel pakket masser af tøj, kosmetik og diverse ting fra Korea, men da jeg pakkede, fortrød jeg det og blev usikker uden grund.
#Hvis jeg ikke var kommet hertil, ville jeg nok stadig leve under pres og med angst.
Hvis jeg ikke var kommet hertil, ville jeg nok stadig leve under pres og med angst. Et sabbatår på tre måneder i Thailand lærte mig en helt almindelig og indlysende, men samtidig meget vigtig lektie: at være taknemmelig for hvert øjeblik og yde mit bedste i hvert øjeblik. Hvis jeg ikke skynder mig, men uden bekymringer værdsætter og handler i nuet,
tror jeg, at jeg kan tage et skridt videre og fuldende en side i mit liv.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★★
Thailand, som man oplever på en rejse, og Thailand, som man oplever ved at bo der og se det fra en lokal persons perspektiv, er virkelig to forskellige ting. Det var en tid, hvor jeg for alvor oplevede den lokale kultur: en landsbyfest i en højlandsstamme, en lokal persons begravelse, livet sammen med mennesker i Chiang Mai og meget mere. Det var også første gang, jeg boede på landet i en længere periode, og jeg fandt ud af, at jeg til en vis grad egner mig til livet på landet.
Læring★★★☆☆
Gennem de udenlandske frivillige, der kom hertil med faglig viden, tænkte jeg ofte, at jeg gerne ville være bedre forberedt næste gang. Jeg fortryder, at jeg ikke synes, jeg var til megen hjælp for organisationen under mit ophold her.
Miljø★★★☆☆
Her er en langt renere og mere fredelig atmosfære end i byen. Landmændene i Chiang Mai dyrker dog jorden ved at fælde og brænde vegetation af, hvilket skaber alvorlig luftforurening og skovbrande. Derfor anbefales det at bære maske, når man kører på motorcykel eller på dage med meget aske i luften.
Sikkerhed★★★☆☆
Da det er en landsby uden offentlig transport, skal man tage en scooter ind til byen eller til de nærliggende forstæder på udflugter. Jeg går meget op i sikkerhed, så jeg kørte aldrig sent om aftenen eller, når jeg ikke havde det godt, og jeg holdt farten nede. Man skal virkelig være forsigtig, når man kører på scooter. Prao, landsbyen hvor organisationen ligger, er en landsby på landet og derfor et trygt sted, men som alle andre steder bør man være påpasselig meget sent om aftenen.
Fritid★★★★★
Kun en kort afstand fra organisationen ligger der mange steder, hvor man kan tilbringe tiden, såsom vandfald, varme kilder og steder, hvor man kan lære muay thai. I weekenden er det dejligt at køre på scooter og udforske området eller slappe af på de forskellige caféer omkring Prao. Man kan også komme til Chiang Mai på 1 time og 30 minutter med songthaew (et thailandsk offentligt transportmiddel, der er indrettet i en ombygget lastbil), så man kan bruge en forlænget weekend på at bo på et hostel i Chiang Mai og opleve byen som rejsende.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
