Paris, Frankrig — Anmeldelse af et ophold i sabbatåret: »Jeg er sikker. Der må være sket forandringer i mig. Og det vil helt sikkert hjælpe mig gennem hele mit lange liv.« | Bedre evne til at løse problemer; en mere ydmyg indstilling

#Bedre evne til at løse problemer; en mere ydmyg indstilling #At leve som en lokal i Paris; at møde mange forskellige mennesker #Betydningen af at stå fast på mine rettigheder og udtrykke mine følelser; udfordringer og erfaringer i relationer

Forfatter: Song Ju-young
Land / by: Europa/Frankrig/Paris
Visninger : 5149

Jeg elskede virkelig at kunne opleve det langsomt og som en lokal. Paris havde længe været en romantisk drøm for mig. Paris var det første sted, jeg besøgte i Europa. Ti uger her er så dyrebare.Selvom jeg ikke kan forklare det med ord lige nu,er jeg sikker. Der må være sket en forandring i mig. Og jeg tror, det helt sikkert vil gavne mig resten af mit lange liv.

Paris, Frankrig — anmeldelse af sabbatårsophold / Song Ju-young, sabbatårsdeltager / 10 ugers sabbatår

I øjeblikket er Sydkorea,
hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 mennesker i tyverne går bare i tomgang, fordi de ikke har nogen drømme, og personaleomsætningen det første år efter ansættelsen er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er ikke tilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, ønsker vi at indføre »sabbatåret« i Sydkorea.

»Sabbatår (Gapyear)«er en periode, hvor man finder en retning for fremtiden ved at skabe balance mellem studier og arbejde eller tage en pause for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af egen virksomhed,og det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre lande.

# Jeg forventede, at det ville være svært, og tog til Paris for at tage udfordringen op.

Jeg var typen, der ikke bevidst ville vælge et servicejob i Korea. Jeg havde aldrig prøvet at arbejde på café eller i andre servicejob, som mange på min alder har. Jeg spekulerede på, om jeg kunne udføre arbejde i et andet land, som jeg ikke havde prøvet i Korea, og eftersom det indebar kontakt med mennesker, forventede jeg, at det kunne blive endnu sværere og mere udfordrende. Derfor tog jeg til Paris for at prøve det.

# Jeg vidste næsten intet om Paris til at begynde med, men lærte så meget, at jeg kunne vise gæster rundt og dele oplysninger med andre.

Uden nogen forbindelser der, hvilket arbejde skulle jeg så udføre som sabbatårsdeltager, og hvordan? Jeg havde ikke tilmeldt mig sabbatåret med særlige forventninger, men var lidt nysgerrig efter at se, hvordan min oplevelse på 10 uger ville blive.Aeroflot, berygtet for mistet bagage. Heldigvis mistede jeg ikke min bagage. Omkring 18 timer via Moskva. Jeg ankom til Paris sent om aftenen, omtrent på det tidspunkt, hvor de sidste RER-tog holdt op med at køre.

Fra den tomme lufthavn tog jeg Roissy-bussen til Opéra-stationen, og med en dårlig internetforbindelse brugte jeg tid på at finde indgangen, hvor jeg kunne købe en billet til Opéra... Én kuffert og én taske på ukendt parisisk jord — det var min første udfordring. En medarbejder hentede mig ved en internet- og telefonbutik nær endestationen for linje 3. Hvem ville de medarbejdere, jeg skulle arbejde sammen med, være? Hvilket arbejde skulle jeg udføre? Jeg husker, at jeg tilbragte min første dag på gæstehuset helt uden oplysninger.

Jeg vidste ingenting. Indtil da... Jeg så først Eiffeltårnet en uge efter min ankomst til Paris, og jeg lærte så meget om Paris, at jeg kunne vise gæster rundt og dele oplysninger med andre.

Efter at have prøvet mange forskellige opgaver gik de 10 uger hurtigt. Vi holdt vinfester sammen; havde aftenvagter, hvor vi afsluttede dagen ved kun at lade gæstehusets neonlys med teksten »PARIS« være tændt; efter at gæstehuset var flyttet, begyndte jeg dagen kl. 7 om morgenen og havde morgenvagter, hvor jeg skulle være frisk for at holde styr på gæsternes planer, tilberede måltider og gøre rent; og jeg fik en kort, men cirka to uger lang, erfaring som turguide til Eiffeltårnet, Montmartres natteudsigt og Île de la Cité.

Når jeg havde to eller tre vagter om ugen som altmuligperson, skulle jeg holde styr på gæster, der ankom og tog af sted, skrive breve til gæster, der tjekkede ud, og tage mig af rengøringen, herunder gæstehusets sengetøj og den generelle vedligeholdelse. Desuden plantede jeg blomster, reparerede dørhåndtag, rensede tilstoppede vaske, organiserede opbevaringsrummet, redte senge og reparerede ting som MacGyver — jeg tog endda en ekstra tørn med de »mandlige opgaver« og blev en slags »Song-Gyver«.

Det var en helt ny oplevelse for mig at tage mig af alle aspekter af gæstehuset på den måde sammenlignet med det arbejde, jeg havde udført tidligere.Jeg vidste ikke, at jeg kunne, men da jeg først havde tilpasset mig situationen, fandt jeg ud af, at jeg kunne klare det hele.Derfor føles det endnu mere særligt for mig. Sabbatårsopholdet i Paris...

# Jeg elskede at kunne opleve det langsomt og som en lokal.

Hvis man ser lidt anderledes på det, er det ikke nemt at få mulighed for at opholde sig så længe i Paris, så jeg er taknemmelig for, at jeg fik den mulighed. Jeg besøgte områder uden for Paris, gik ture i parken på solrige dage, drak mælkete med medarbejderne på bageriet nær gæstehuset, mens vi spiste chouquettes og croissanter, betragtede Eiffeltårnet hele dagen og så det funklende lysshow flere gange hver time.

Jeg tog på aftentur i Montmartre, nød natudsigten fra Montparnasse-tårnet og dets restauranter, så Eiffeltårnet fra stormagasinet Printemps, slentrede langs Champs-Élysées, cyklede rundt i Paris, benyttede museerne Orsay og Louvre, når de havde åbent om aftenen, slappede af i de grønne stole i Tuilerieshaven og roede i en båd i haverne ved Versailles.

Andre lækre ting, éclairs, en espresso på en udendørscafé, en baguettesandwich med laks, kimchistegte ris, som vi lavede og spiste sammen med gæsterne, et besøg på Sorbonne-universitetet, det jødiske kvarter i Marais, nulpunktet foran Notre-Dame-katedralen, Bateaux-Mouches, Auchan-supermarkedet, som vi besøgte så ofte, pho nær Tolbiac-stationen, Jacobin Ory-bøffen på Rue Saint-Germain og pistacie-mille-feuille i Rodin-haven, en omrejsende forlystelsespark, Frankrigs Nationalbibliotek og loppemarkedet i Vanves osv. — at jeg kunne opleve Paris i et langsommere tempo over en længere periode.

Jeg elskede at kunne se mig omkring i et langsomt tempo og i lang tid, som en lokal. Paris havde altid været min drøm. Paris var mit første sted i Europa. Ti uger her er utroligt dyrebare.

Mit personlige rejsetip: udkanten af Paris!

Steder som Eiffeltårnet, Montmartre-højen og andre seværdigheder i det centrale Paris er fine, men jeg foretrak forstæderne omkring Paris.Pontoise og Auvers-sur-Oise, Château de Fontainebleau, Chantilly, Monets have i Giverny, en tur til Mont-Saint-Michel (ejeren arrangerede den), Moret-sur-Loing (Sisleys landsby) osv. — det var GODE STEDER, hvor jeg kunne slappe af!

#Jeg følte også, at jeg havde brug for at udtrykke mine rettigheder og følelser og tale ærligt, men ydmygt.

Jeg indså, at min tone og mine handlinger kunne blive opfattet negativt af nogen, anderledes end jeg havde tænkt mig, og gennem refleksion kunne jeg forstå og lære af det. Jeg tror, at jeg blev mere opmærksom og mere bevidst om fællesskabet.Jeg mærkede igen, at der virkelig findes mange forskellige slags mennesker i verden, og at deres tanker kan være meget anderledes end mine. Selv når man bruger de samme ord, er det nødvendigt at vælge et sprog, der tager hensyn til og respekterer den anden...

Jeg følte, at jeg burde sige til, når noget var svært, og fortælle, hvad jeg havde brug for, når jeg bad om noget — at det er nødvendigt at udtrykke sine rettigheder og følelser og tale ærligt, men ydmygt. Tidligere viste jeg ikke, når jeg havde det svært, og passede stille mit arbejde; jeg er stadig ikke særlig god til det.Sammenlignet med før viser jeg nu oftere min irritation og indrømmer, at jeg har det svært.

Jeg husker en samtale med ejeren. Nogle gange må man være en bjørn, og andre gange en ræv... Hvis man kun prøver at være en bjørn, kommer man kun til at lide og blive såret. Man skal også være en ræv for at modtage hjælp og omsorg fra andre. Bemærkningen — at jeg måske var nødt til at ændre nogle sider af min personlighed — blev hængende hos mig.Jeg blev rørt over, at det, jeg blot betragtede som at passe mit arbejde, blev opfattet som omsorg af andre og gæsterne, som også udtrykte deres taknemmelighed.

#Jeg føler, at jeg lærte meget, indså en masse og udviklede mig gennem de forskellige processer.

På grund af gæstehusets natur kan der ske forskellige ting alt efter situationen, og der var opgaver, som ikke var mit ansvarsområde, men som jeg alligevel måtte hjælpe med. Det var især svært, da vi flyttede gæstehuset, da jeg skulle vænne mig til en ny stilling og en ny atmosfære, da jeg som den yngste skulle finde mig til rette blandt nye medarbejdere, og da jeg havde det fysisk dårligst.

Efterhånden som min krop og mit sind blev udmattede, førte mine handlinger over for de andre medarbejdere, jeg mødte for første gang, nogle gange til misforståelser, der var i modstrid med mine hensigter, og det, jeg selv mente var hensynsfuldt, kunne blive opfattet anderledes af andre. Jeg spekulerede på, om jeg måske havde udtrykt mig forkert, og mens jeg fandt en ny måde at starte på og tilpassede mig situationen, lærte jeg meget, indså en masse og udviklede mig.

Faktisk virker det, som om det svære ikke så meget var de opgaver, ejeren gav mig, eller arbejdet på gæstehuset, men snarere at leve i harmoni med de andre medarbejdere. Det, jeg prøvede at gøre for at hjælpe dem, selvom det belastede mig lidt ekstra, kan faktisk have været en større byrde for dem.

I disse relationer tænkte jeg ikke så meget »hvorfor skal jeg gøre noget, der ikke er mit arbejde?«, men snarere, at hvis vi hver især handlede venligt og hensynsfuldt for at komme igennem det sammen, kunne vi arbejde bedre sammen...Nogle gange er det ikke et rent tab for mig, selvom jeg må give afkald på noget. Det, jeg opfatter som et tab, kan blive en stor hjælp og et springbræt i mit liv.

#Jeg tror helt sikkert, det vil være en hjælp på længere sigt.

Gæster, der tog sig særligt godt af mig, da jeg havde det svært efter flytningen af gæstehuset, gæster, der nød min første rundvisning og fulgte med, og gæster, der endda havde gaver med, som de havde købt undervejs – det er små ting, men oprigtigheden og udvekslingen af følelser gav mig styrke og gjorde indtryk på mig.

Som det gamle ordsprog siger: Selv hvis man går ind i en tigerhule, kan man overleve, hvis man holder hovedet koldt. Jeg blev endnu mere bevidst om, at jeg kan tilpasse mig situationen, og at jeg kan overvinde alt.For at være ærlig ved jeg endnu ikke præcis, hvilke konkrete forandringer der er sket med mig før og efter sabbatåret, eller hvordan jeg vil forandre mig i fremtiden. Selvom jeg ikke kan sætte ord på det lige nu...Det er jeg sikker på. Der må være sket forandringer med mig. Og jeg tror bestemt, at det vil hjælpe mig gennem mit lange liv.

#Jeg er bare mig. Det har jeg lært at acceptere i højere grad.

Før jeg tog på sabbatår, prøvede jeg at ændre på den pålidelige side af mig selv. Jeg var forvirret over, hvem jeg var. Jeg prøvede endda at leve anderledes end før et sted, hvor ingen kendte mig.Faktisk er jeg her næsten den samme, som jeg altid har været. Jeg forsøgte at forandre mig og udfordrede mig selv, men mit grundlæggende jeg er stadig det samme. Jeg er bare mig. Det har jeg lært at acceptere i højere grad.

Men folk omkring mig siger, at jeg er blevet meget mere udadvendt. De siger, at jeg har indset, at andres opfattelse af mig er anderledes end min egen. De siger, at mine handlinger og min tone er blevet blødere, så jeg kommer bedre ud af det med personalet og er mere venlig over for gæsterne. Måske skyldes det, at jeg hovedsageligt har haft lederroller i mine tidligere erfaringer,Når jeg ser tilbage, virker det virkelig, som om min stædige og selvhævdende holdning til at lede andre har ændret sig.

Især efter at jeg flyttede til et andet gæstehus, hvor jeg var den yngste blandt de erfarne medarbejdere, og mødte en større variation af mennesker, er jeg blevet hurtigere til at aflæse sociale signaler og lidt mere ydmyg. I den proces er jeg blevet bedre til at kende mine svagheder og styrker og har accepteret den, jeg er. Pålidelighed er min særlige styrke.Jeg er også nysgerrig. Hvilken mission vil en del af mit forandrede jeg give mig i fremtiden, og hvilke resultater vil det føre til?

# Jeg er så taknemmelig for hver eneste forbindelse.

Jeg søgte faktisk fra begyndelsen, fordi jeg gerne ville bo sammen med nye mennesker og møde mennesker undervejs. Det ser ud til, at jeg nåede mit mål. Ejeren, der virkede barsk udenpå, men var varm indeni, og som tog sig af os som familie og kaldte os »vores Juyeong«; Seunga og ejerens kone; og Hyerim unnie, som jeg lærte meget af, og som derfor står særligt tydeligt i min erindring.

Songyi, en ven, jeg kun kendte i meget kort tid, men som alligevel blev en vigtig forbindelse; Hyunseop oppa, koreaneren, jeg først mødte i Paris, og som hentede mig, da jeg ankom sent om aftenen; fotografen hr. Kang (Suhyun oppa), som jeg ikke talte så meget med, men som lavede lækre stegte ris til mig den dag, jeg flyttede til gæstehuset; tanten (imo-nim), der er stjernen i replikken »il eopsso~«; Eunbin og Jonghoon, som jeg ikke kunne tage mig så meget af efter flytningen af gæstehuset, og som jeg derfor har endnu dårligere samvittighed over for; og den erfarne Hajung unnie, som fra vores første møde vejledte og tog sig godt af mig, lavede dampet æg og engle-ostesalat med egne hænder og endda lagde min makeup.

Ejer Gu, som rejste til England, så snart jeg ankom; tanten på gæstehuset, som tog sig godt af mig, mens jeg var i Paris, og takket være hvem jeg fik mange lækre måltider – jeg savner hendes nudler og japchae så meget; Jongwon, som jeg mødte hen mod slutningen af sabbatåret, tilbragte tid sammen med og er taknemmelig over for; Juyeong unnie, som jeg husker særligt, fordi vi havde samme navn og endda kom fra samme hjemby – en overraskende forbindelse, som ikke er let at finde; og Jieun, som fulgte rigtig godt med under overdragelsen, og som jeg er taknemmelig over for, fordi hun holder rundvisninger med stor dedikation.

Jin, som jeg kun så ganske kort helt til sidst, og jeg fortryder, at det var så kort; og Hyeri unnie, min dyrebare familie, som har været sammen med mig gennem hele sabbatåret fra start til slut, og som stadig rejser med mig gennem tykt og tyndt.Mine vennegæster, som første gang tog med mig for at se Bateaux-Mouches og Montparnasse-tårnet; dyrlægegæsterne, som for første gang tjekkede ind sammen med Hyeri unnie; gæsterne, der støttede mig i mine svære tider; gæsterne, der deltog i rundvisningerne i Paris;Og alle de mange andre gæster, jeg mødte... Jeg er så taknemmelig for alle disse forbindelser.

# En samling dyrebare dage er for mig dit »sabbatår«.

Jeg synes, det er bedre at komme uden de store forventninger end at tage en masse med sig. Det betyder dog ikke, at du skal komme uden mål.Tænk over dine egne mål, men lev hver dag fuldt ud – og udfør det arbejde, du får tildelt.De dyrebare dage, der samler sig, er for mig dit »sabbatår«.Det er i hverdagens små øjeblikke, at man møder mennesker og reflekterer over sig selv. Lad os leve engageret, dag for dag, øjeblik for øjeblik.

# Gode råd

Vejret i Paris er uforudsigeligt. Selv i april og maj går folk ofte med frakker, så det er en god idé at tage et par langærmede beklædningsdele eller frakker med. Der er masser af rejseguider om Paris i dette gæstehus, så det vil måske bare fylde unødigt i bagagen at tage dem med. Du kan sagtens tage shampoo eller enkle toiletartikler med, eller købe dem her.

Du kan bruge gæstehusets computer, men hvis din egen bærbare ikke er alt for tung, er det en god idé at tage den med. Du kommer sikkert til at tage mange billeder, så det er godt at medbringe en ekstern harddisk eller ekstra ekstern hukommelse til din telefon eller dit kamera.

Til kommende sabbatårsdeltagere vil jeg sige følgende: Vil du gerne leve et liv, der er anderledes end i Korea? Kommer du på sabbatår for at komme væk fra folk? Nej, nej. Her kommer du til at se og omgås mindst lige så mange mennesker som i Korea. Det er ikke så anderledes, og du skal vide, hvordan du lever sammen med dine kolleger, og hvordan du omgås gæsterne.

Du er måske kommet hertil, fordi du gerne ville møde mange mennesker, men jo flere du møder, desto mere kan det begynde at føles som arbejde, og du kan blive træt af at møde folk. Men selvom det er hårdt, vil du helt sikkert lære og vokse af at være blandt mennesker. Du vil tydeligt opdage ting, du kan lære af mennesker, der er anderledes end dig – uden at du selv lægger mærke til det.

# Tre råd til deltagere på sabbatår

På grund af det, jeg har skrevet, håber jeg ikke, at du bliver alt for skræmt eller tager det hele negativt, før du begynder på sabbatåret. Jeg ville give oprigtige råd om ting, du måske ikke forventer. Glem ikke, at der under dit ophold i Paris helt sikkert også vil være flere glade og gode stunder – ligesom da jeg mødte mennesker, der tog med mig på mine rejser i Europa.

1. Set fra efterfølgerens perspektiv, når vedkommende modtager overdragelsen.

Uanset om du kommer godt ud af det med de medarbejdere, du arbejder sammen med eller ej, skal du fra begyndelsen huske, at I skal bo og arbejde sammen i ti uger.

Uanset hvilken ledererfaring du har fra Korea, har det ikke rigtig betydning her. Du starter forfra, som om du er blevet nulstillet, på et tidspunkt, hvor du endnu intet ved. Du bor sammen med nye medarbejdere, du ikke engang kendte, og sammen tager I jer af arbejdet på dette gæstehus.

Hensyn, kommunikation, empati, samarbejde og kompromis – alt dette er særdeles vigtigt i denne sammenhæng.Den viden, du allerede har, kan måske hjælpe dig med arbejdet senere, men i overdragelsesperioden skal du prioritere rådene fra dem, der har arbejdet her før dig, og lytte ekstra godt efter. Det er den naturlige indstilling for en ny medarbejder, men det kan være svært for sabbatårsdeltagere, der først lige er begyndt, at acceptere.

I begyndelsen kan det selvfølgelig være meget anderledes end det sabbatår, du havde forestillet dig. Afhængigt af situationen er din rolle måske ikke helt klar, og din fritid og arbejdsplan kan være udefineret eller ændre sig. Det kan være hårdere, end du forventede.

Men tro ikke, at du er kommet hertil med de tanker alene. De tanker, du har, er aldrig kun dine. Andre medarbejdere har også været igennem svære tider. De gav ikke op på sabbatåret, selvom det føltes anderledes end forventet; de holdt ud og overvandt det hele vejen til slutningen. Stå ikke alene med vanskelighederne – lad os komme igennem de hårde tider sammen. Du kan godt. Faktisk tager du ansvar for dit valg og fører det til ende.

Det er naturligt ikke at vide alting i begyndelsen. Det er naturligt at begå fejl. Vær ikke bange for det, og prøv ikke at gøre alting perfekt. Indrøm, når du ikke ved noget, og lær lidt efter lidt. Det er vigtigt, at du er villig til at lære.Det minder meget om forholdet mellem seniorer og juniorer på koreanske arbejdspladser.Det kan være bedre at betragte livet her som en anden form for socialt liv.

2. Set fra arbejdets perspektiv.

På grund af gæstehusets natur kan opgaverne nogle gange ændre sig meget. Du kan blive nødt til at udføre opgaver, der ligger uden for din tildelte rolle. I stedet for at klage over, hvorfor du skal udføre arbejde uden for din rolle, eller at gøre regnskab over personlig gevinst, er det bedre at tænke på det som at passe det hjem, du bor i.

I forholdet til gæsterne må du ikke glemme, at du er medarbejder på gæstehuset og ikke gæst. Dine handlinger og ord kan utilsigtet komme til at repræsentere hele gæstehuset.

3. Set fra den erfarne medarbejders perspektiv, når vedkommende overdrager ansvaret.

Husk, hvordan du havde det, da du begyndte på sabbatåret og intet vidste. Du er kommet igennem den tid, men for din efterfølger er alt nyt. Ligesom du syntes, det var hårdt, vil den nye deltager også føle den samme belastning og ensomhed. Hold ikke opmuntring og gode råd tilbage, så vedkommende kan holde ud og klare sig godt i de ti uger efter dit sabbatår er slut.

Det er især vigtigt at dele erfaringer, der skaber empati – lige fra arbejdsrelaterede forhold til personlige anliggender – og at kommunikere om dem. Når du overdrager ansvarsområder, skal du fortælle, hvad der skal gøres, vise det og derefter give efterfølgeren tid til selv at prøve. Mens du observerer vedkommendes arbejde, skal du give løbende feedback i overdragelsesperioden om eventuelle mangler eller områder, der kræver opfølgning. Det vil være en større hjælp for efterfølgeren.

Måske har efterfølgeren mere brug for følelsesmæssig kommunikation end for blot at få overført viden. Selv hvis der er adfærd eller en tone, du ikke bryder dig om, så vær den slags senior, der kan tage sig tid – én, to eller tre gange – til at forsøge at se tingene fra vedkommendes perspektiv og give plads til forståelse. Den person har helt sikkert sine grunde og sin historie. Hvorfor? Fordi vi er mennesker.