Mit personlige mål for sabbatåret var »at kaste mig ud i så mange oplevelser som muligt«. I løbet af sabbatåret valgte jeg at tage udfordringer op i stedet for at give op, og fordi jeg var væk fra mine forældre, var der ingen regler for, hvad jeg måtte og ikke måtte, så jeg måtte selv træffe beslutninger, lægge planer og handle. Med målet om frit at prøve alt rejste jeg derfor alene i weekenderne, og når der opstod problemer, henvendte jeg mig til fremmede for at løse dem. Jeg blev overrasket over, hvor mange mennesker jeg kom tæt på undervejs. - På forkant med den voksende ældreplejebranche: Praktikophold inden for ældreomsorg i Grækenland / Lee Ji-hyun — deltager i sabbatårsfællesskabet / 4 ugers sabbatår |
Jeg læste oprindeligt elektronisk fysik.
Jeg læste det indtil tredje studieår, men det passede ikke til mine evner, så jeg havde det svært. På det tidspunkt fik min bedstemor demens, hvilket påvirkede mig dybt, så jeg tog orlov, brugte et år på at forberede mig igen og begyndte på socialrådgiveruddannelsen. Socialrådgiveruddannelsen hører under socialt arbejde, så det er let at tænke på den som socialt arbejde.
Selvom det var et helt andet fagområde, havde jeg ingen større vanskeligheder. Faktisk havde jeg haft det så svært med elektronisk fysik, at jeg nu kunne nyde at læse socialt arbejde. Det udfordrende var at omsætte teorien til virkelige erfaringer.
Selvom jeg begyndte sent, samlede jeg på erfaringer, efterhånden som mulighederne bød sig. På første og andet studieår fokuserede jeg på frivilligt arbejde, der virkede interessant, inden for områder som børn, mennesker med handicap og ældre. På tredje og fjerde studieår deltog jeg i mange aktiviteter, der hjalp mig med at finde min karrierevej. Mens jeg var frivillig, spekulerede jeg mest på, hvordan jeg kunne anvende det, jeg havde lært teoretisk, men under praktikopholdet på tredje år faldt helheden på plads.
Da jeg først havde fået lidt struktur på plads, ville jeg prøve noget mere særligt. Ved et tilfælde så jeg en persons fortælling om et sabbatår på forsiden af Naver. Det var historien om en person, der havde deltaget i det projekt om ældreomsorg i Grækenland, som jeg senere selv deltog i, og jeg syntes, det lød så sjovt. (☞ Deltager Kim Hee-jungs fortælling om sit sabbatår)
Det var ikke bare en almindelig frivilligtur til udlandet — tanken om at holde sabbatår, hvor jeg selv kunne prøve mange ting, tiltalte mig også. Og den vigtigste grund til, at jeg valgte dette projekt om ældreomsorg frem for andre frivilligprojekter under sabbatår, var først og fremmest min bedstemor.
Jeg havde to mål for mit sabbatår.
Karrieremæssigt ville jeg gerne vide, hvordan velfærden er organiseret i Grækenland, og hvordan velfærdsinstitutionernes systemer fungerer. Men da jeg kom derhen og oplevede det i praksis, lignede det vores system eller var endda lidt mere omkostningseffektivt.
Mit personlige mål for sabbatåret var »at prøve så mange ting som muligt«.
Jeg er den ældste datter i min familie. Derfor er mine forældre strenge. De skelnede skarpt mellem, hvad jeg måtte og ikke måtte, og fra en tidlig alder gjorde jeg aldrig noget af det, jeg ikke måtte. Efter jeg begyndte på universitetet, ville jeg gerne på udveksling i udlandet, men fordi mit yngre søskende studerede i udlandet, måtte jeg opgive det af økonomiske årsager.
Men i løbet af dette sabbatår ville jeg tage udfordringen op i stedet for at give op, og fordi jeg var væk fra mine forældre, var der ingen regler for, hvad jeg måtte og ikke måtte — jeg måtte selv vurdere, planlægge og gennemføre alting. Med målet om frit at prøve alt rejste jeg derfor alene i weekenderne, og når der opstod problemer, henvendte jeg mig til fremmede for at løse dem. Jeg var forbløffet over, hvor mange mennesker jeg kom tæt på undervejs.
Efter at have sat mine mål for sabbatåret gik jeg for alvor i gang...ForberedelseJeg gik i gang med forberedelserne.
Den største vanskelighed under forberedelserne var mine forældres modstand.
Til sidst begyndte jeg at overtale mine forældre. Jeg fremførte grunde som »Jeg tager af sted for mine egne penge«, »Mit søskende rejste, så det vil jeg også gerne« og »Det hænger sammen med mit fag, så det vil være en stor hjælp«, og min mor gav mig lov. Men min far modsatte sig det til det sidste (griner). Han protesterede stædigt og sagde: »Du skal til så fjernt et sted — et sted, der endda er gået bankerot?«
Men som man siger, kan ingen forældre modstå deres barns bønner for evigt. Da jeg sagde: »Hvor ofte i livet får jeg en måned for mig selv og mulighed for at få sådanne oplevelser?«, gik han til sidst med til det.
Dette sabbatår var min første oplevelse i udlandet.
Så jeg var meget bekymret, men jeg var mest bange, da vi landede i Abu Dhabi for at skifte fly — mere end da jeg ankom til Grækenland. Alle koreanerne, der var gået om bord sammen med mig i Incheon Lufthavn, var forsvundet, og jeg var omgivet af europæere. Jeg indså, at jeg virkelig var alene, og blev endnu mere bange.
Den græske mand, der sad ved siden af mig i flyet, indledte dog en samtale og talte venligt til mig, hvilket dæmpede en stor del af min bekymring. Og da jeg ankom til lufthavnen, og gaten åbnede, forvandlede synet af velkomstskiltet, som personen fra organisationen, der skulle hente mig, holdt, min frygt til begejstring.
Under sabbatåret boede jeg i en Airbnb-lejlighed, hvilket hjalp mig med hurtigt at vænne mig til Grækenland. Der var en anden gæst, en kinesisk ven, og fordi vi begge var asiater, støttede jeg mig meget til vedkommende i begyndelsen. Vi talte derfor meget sammen, rejste sammen og blev virkelig tætte.
Værten var en ven ved navn Christina, som var keramiker. Hun lavede mad til mig, så snart jeg ankom, og fortalte mig en masse om græske holdninger og kultur. Når jeg kom hjem fra arbejde i organisationen, spurgte hun altid, hvordan min dag var gået, og hjalp mig med at forstå misforståelser ved at forklare dem som typisk græsk adfærd. Derfor kunne jeg hurtigt falde til.
Alle, jeg mødte i organisationen, var meget venlige. Frem for alt fik jeg masser af omsorg og kærlighed fra brugerne (patienterne).
Organisationens medarbejdere behandlede mig også kærligt, hvilket hjalp mig med hurtigt at falde til. Da vi var kommet tættere på hinanden, jokede de endda med, at hvis jeg ikke havde en kæreste, skulle jeg finde en der og bo i Grækenland — de var så varme over for mig, at jeg hurtigt faldt til.
En skuffende ting var, at jeg kun kunne deltage i én måned for at passe det med min tilbagevenden til studiet, så projektet sluttede, lige da jeg var ved at vænne mig til det. Hvis jeg var blevet i omkring to måneder, ville det have været mange gange sjovere, men fordi jeg skulle tilbage til studiet, var det dét, jeg fortrød mest.
Alligevel var den måned, jeg deltog, så vidunderlig, at jeg aldrig vil glemme den.
Hvis jeg skal beskrive projektet som en typisk arbejdsdag, så det sådan her ud.
Jeg mødte på arbejde kl. 9, og programmet begyndte kl. 10. I mellemtiden vurderede medarbejderne brugernes tilstand og forklarede, hvem der var i hvilken tilstand, og hvilket program der derfor skulle gennemføres den dag. Jeg vurderede deres tilstand og gennemførte et omsorgsprogram for patienterne på første sal fra kl. 10 til 11. Patienterne var fordelt på etagerne: På første sal var de alvorligt syge, på anden sal var de i et tidligt sygdomsstadie, og på tredje sal var de generelt ved godt helbred, men havde bevægelsesbesvær. Programmerne blev tilpasset patienternes tilstand.
Efter at have gennemført programmet på første sal holdt vi en pause på 10 minutter, og fra kl. 11 til 12 gennemførte vi programmet for patienterne på anden sal,
Fra kl. 12 til 13 gennemførte vi et program for patienterne på tredje sal.
Fra kl. 13 til 17 havde vi personlig tid. Man kunne læse en bog eller hvile sig, og det var også et tidspunkt, hvor man kunne tale med medarbejderne i cafeteriet om patienterne eller programmet.
Fra kl. 17 til 18 gik vi tilbage til første sal og gennemførte det samme program som om morgenen,
fra kl. 18 til 19 gennemførte vi programmet på anden sal, og kl. 19 sluttede arbejdsdagen, og vi tog hjem.
Da jeg var færdig med arbejdet den første dag, holdt medarbejderne en velkomstfest. De tog mig endda med på en hyggelig græsk restaurant, og vi kom tættere på hinanden, mens vi drak. Efter arbejde tog jeg som regel hjem og hyggede mig med min vært Christina eller de andre gæster. Jeg lavede mad derhjemme, eller Christina inviterede venner på besøg, og vi drak øl. På den måde fik jeg mange venner. Jeg forsøgte som regel at være sammen med andre frem for at være alene.
Det svære ved sabbatåret var, at brugerne på anden og tredje sal ikke havde så store humørsvingninger, mens brugerne på første sal havde kraftige humørsvingninger. En dag var en ældre kvinde meget venlig over for mig, men næste dag sagde hun, at hun ikke ville deltage i programmet, så i begyndelsen vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Senere vænnede jeg mig til det, og hvis de sagde, at de ikke ville deltage, tilpassede jeg programmet fleksibelt.
På den anden side var der så mange gode ting, men det mest mindeværdige var den sidste dag. Grækenland har en stor helligdag i august, så projektlederen kom tilbage fra ferie den dag, jeg skulle rejse. Hun havde travlt med at tage sig af det arbejde, der havde hobet sig op under hendes to ugers ferie. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne sige ordentligt farvel, men om eftermiddagen gik hun rundt på hver etage, fortalte brugerne, at jeg skulle rejse, og sagde farvel.
Det, der gjorde indtryk på lederen, var, at selvom hun havde arbejdet der i syv år, kendte de fleste brugere ikke hendes navn. Da jeg fortalte dem, at jeg skulle rejse, sagde de mit navn og talte om, at jeg skulle af sted. Hun sagde, at det var et bevis på, at jeg havde arbejdet hårdt. Og til sidst, mens jeg stod for programmet, råbte brugerne »Sara, farvel!« — Sara var mit engelske navn — og jeg blev så rørt. På anden sal sang de også en sang for mig sammen, og jeg husker, at jeg græd rigtig meget.
Mennesker, jeg mødte under mit sabbatår
Jeg mødte mange vidunderlige mennesker i Grækenland, men de mest mindeværdige var bedstemoren på tredje sal og de græske universitetsstuderende, der var i praktik.
Blandt brugerne kom jeg meget tæt på en bedstemor på tredje sal. Hun var så sød, at jeg ofte besøgte hende på værelset. Den sidste dag, da jeg fortalte hende, at jeg skulle rejse, kom hun ned for at se mig, mens vi gennemførte programmet på første sal. Hun kom også ned og deltog, mens vi var på anden sal, og hun kom igen, da vi var på tredje sal.
Da programmerne var slut, gik jeg ind på hendes værelse for at sige farvel og gav hende mine kontaktoplysninger. Bedstemoren tog et billede frem, skrev sine kontaktoplysninger på bagsiden og gav det til mig. Så jeg græd meget ved siden af hende. Jeg var blevet meget knyttet til hende, så hun står stadig tydeligt i min erindring.
De græske universitetsstuderende, der var i praktik, hjalp mig også meget. De fleste var yngre end mig, og fordi de tænkte, at jeg var kommet langvejs fra og ville have svært ved at falde til, forsøgte de at tage sig af mig. For eksempel talte alle græsk, når vi samledes for at evaluere dagens arbejde, men selvom det ville have været mest bekvemt for dem at tale sammen på græsk, tog de hensyn til mig og talte engelsk. Jeg satte pris på de små hensyn, og de blev en stor støtte for mig.
Jeg fortsatte også med at arbejde på at nå de mål, jeg havde sat mig, inden sabbatåret begyndte.
For at lære om det europæiske velfærdssystem stillede jeg, når jeg havde tid, medarbejderne og faglærerne mange spørgsmål om ting, jeg var nysgerrig efter at vide. Jeg lærte også meget gennem mine egne oplevelser. Den forskel, jeg personligt mærkede sammenlignet med Korea, var indstillingen hos de mennesker, der arbejdede der. Mange, der arbejder i græske velfærdsinstitutioner, udfører også meget arbejde for en lav løn. Men de lod aldrig brugerne mærke, at de havde det svært. De behandlede ikke mennesker som blot endnu en arbejdsopgave, og det var den største forskel, jeg oplevede.
Jeg nåede mit mål om at møde mange mennesker til fulde. Jeg kom tæt på både medarbejderne, jeg arbejdede sammen med, og dem, jeg boede sammen med. Det overraskede mig også, at mange grækere selv begyndte at tale med én, når man passerede dem på gaden. I begyndelsen var jeg på vagt og spekulerede på, hvad deres hensigter var. Men en dag kom en sygeplejerske, der boede i nærheden af mit opholdssted og havde en lille baby, hen til mig og sagde, at hun gerne ville blive venner med mig.
Jeg tog mod til mig og spiste middag sammen med hende, hvor vi også talte sammen. Det krævede stort mod og var en udfordring for mig. Det var noget, jeg aldrig engang ville have overvejet at gøre i Korea. Fordi hun var sygeplejerske, talte vi under middagen om emner inden for hendes fag og om sociale forhold i Grækenland. Jo mere vi talte, desto bedre forstod jeg, hvordan grækerne lever, og det var overraskende, hvor mange ting der lignede forholdene i vores land.
Der er noget, jeg godt kan klare på egen hånd.
»Jeg kan også klare tingene selv.« At få den tanke er den største forandring, sabbatåret har bragt med sig.
Og jeg griner mere. Jeg plejede at grine meget, men kun udadtil. Nu tager jeg mig selv i at grine mere, selv i svære situationer. Det skyldes, at selvom jeg selv var skyld i noget af det, oplevede jeg mange strabadser, mødte gode mennesker og overvandt dem.
For eksempel rejste jeg engang alene til Mykonos, en af de græske øer. Jeg skulle med en færge, men i taxaen opdagede jeg, at jeg havde misset det planlagte afgangstidspunkt. Da chaufføren indså, at jeg havde misset færgen, slukkede han taxameteret og kørte mig til billetkontoret for at bestille en ny billet. Heldigvis kunne jeg bestille plads på den næste færge, og i tiden inden afgang gav jeg chaufføren en kop kaffe.
Mens vi drak kaffe, spurgte jeg ham, hvordan han kunne være så venlig over for en, han aldrig havde mødt. Han fortalte, at han havde tre døtre på 25, 23 og 21 år, og at han kom til at tænke på dem, da han så mig. Han sagde, at hvis situationen var omvendt, og hans datter rejste til Korea, mens hendes far var taxachauffør, ville han have gjort det samme. Selvom han ikke taler engelsk, gør hans datter det, så hvis jeg fik problemer eller havde brug for en ven at kontakte, skrev han sin datters kontaktoplysninger ned. Så sagde han noget, der gjorde stort indtryk på mig.
»Du havde lige et problem. Men på grund af det fik du to venner: den græske taxachauffør og hans datter.«
Da jeg hørte det, blev jeg helt paf, som om jeg var blevet slået i hovedet. Da jeg var i Korea, levede jeg altid, som om jeg blev jagtet, uden engang at vide af hvad, og hvis jeg var fem minutter forsinket til undervisningen, gik jeg i panik, som om hele min dag var ødelagt. Det fik mig til at indse, at selv den samme hændelse kan ses fra et lidt anderledes, bredere og højere perspektiv.
På den måde fik de »mennesker«, der hjalp mig, hver gang der opstod et problem, og den positive indstilling om, at »det skal nok gå«, mig til at grine mere.
Planer for fremtiden
Efter min hjemkomst til Korea syntes jeg, at den første uge var svær, fordi jeg gerne ville tilbage, men jeg vender hurtigt tilbage til virkeligheden. Jeg mener virkeligheden med at forberede mig på at blive færdiguddannet og finde et job. Men min indstilling til den virkelighed har ændret sig. Jeg kan huske, at jeg for bare en måned siden tog til vejledning på kontoret for sabbatår og sagde, at jeg var nødt til at læse engelsk, men ikke havde lyst til at læse til TOEIC (griner). Nu synes jeg, at engelsk er sjovt og nødvendigt, så jeg vil gerne studere det på egen hånd. Jeg har planer om at tage udfordringen op med indstillingen »lad os bare gøre det«.
Hvad betyder sabbatåret for mig?
En tid, der forandrede mig.
Det var ret hårdt, før jeg tog et sabbatår. Derhjemme følte jeg byrden ved at være den ældste datter, og fordi jeg begyndte sent i skole, måtte jeg opføre mig som en storesøster over for yngre klassekammerater. Jeg følte altid en forpligtende ansvarsfølelse.
I løbet af sabbatåret var jeg fri for alle forpligtelser. Det gav mig naturligt mulighed for at fokusere på mig selv. Jeg mærkede, hvilken slags menneske jeg er, og det føltes, som om mine svagheder og styrker blev tydelige.
Jeg blev også mødt med overvældende venlighed og taknemmelighed fra folk. Bedstemødrene syntes, jeg var sød, og tog sig af mig, og den positive energi fra medarbejderne og vennerne gav mig ny energi. Jeg kan virkelig mærke, hvor meget jeg har forandret mig før og efter sabbatåret. Sabbatåret var en tid, der forandrede mig.
Det sabbatår, jeg tilbragte, var,
Oplevelser★★★★☆
Jeg havde så mange oplevelser. I løbet af mit sabbatår stillede jeg mange spørgsmål til fagfolk. Hvis du gerne vil finde ud af, hvad du vil, eller lære noget, er der masser af ting at lære.
Læring★★★★☆
Jeg fik mere ud af erfaringsbaseret læring end af teoretisk læring – læring ved at møde tingene direkte.
Omgivelser★★★★★
Faciliteterne var fremragende, og blandt personalet var der mange fagfolk. Der var specialister inden for områder som psykologi og fysioterapi, og alle arbejdede med stor passion.
Tryghed★★★★☆
Som udlænding oplevede jeg ingen af de gener, man normalt kunne forvente. Leveomkostningerne er lavere end i Korea, og den offentlige sikkerhed er god.
Fritid★★★★☆
Jeg rejste rundt, og derhjemme havde jeg mange samtaler over middagen med Christinas venner.
Jeg brugte weekenderne på frit at rejse til mange steder, fra Athens centrum til Santorini.
Hjem
