Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fik et mere positivt syn på livet og større selvtillid #Oplevede processen med at forfølge min barndomsdrøm #Følte friheden ved ikke at bekymre mig om andres meninger
Jeg droppede ud af gymnasiet og begyndte at arbejde. Det, der begyndte med servering på en restaurant, førte til, at jeg blev bestyrer af stedet, og gennem yderligere erfaring fra servicebranchen indså jeg, at servicearbejde passede godt til mig. Fordi jeg gerne ville lære noget ordentligt, begyndte jeg sent på universitetet, men jeg følte, at undervisningen var helt anderledes, end jeg havde forventet, og besluttede at droppe ud efter ét semester. Efter at have sagt op fra det job, jeg var vendt tilbage til, følte jeg behov for at finde – eller rettere finde og løse – de problemer, jeg ikke kunne eller ikke havde ønsket at få øje på: hvor det var gået galt.
- En Harvard-studerende rejser til Thailand for at gøre verden lysere / Park Mi-ae, sabbatårsstammen, sabbatsårsgænger / 12 ugers sabbatår |
»En oplevelse, man kan få i ungdommen«
Det var et søgeord, jeg skrev i internettets søgefelt i pausen, der opstod, efter jeg sagde mit job op.
Og takket være den søgning opdagede jeg tilfældigvis en blog om sabbatår.
Jeg droppede ud af gymnasiet og begyndte at arbejde. Det, der begyndte med servering på en restaurant, førte til, at jeg blev bestyrer af stedet, og gennem yderligere erfaring fra servicebranchen indså jeg, at servicearbejde passede godt til mig. Fordi jeg gerne ville lære noget ordentligt, begyndte jeg sent på universitetet, men jeg følte, at undervisningen var helt anderledes, end jeg havde forventet, og besluttede at droppe ud efter ét semester.Efter at have sagt op fra det job, jeg var vendt tilbage til, kunne jeg – eller rettere, ville jeg ikke – finde ud af, hvor det var gået galt, og jeg søgte efter problemet.løseJeg følte, at jeg var nødt til det.
Første gang jeg opsøgte det sabbatår, jeg havde hørt om, var for at få rådgivning om sabbatår. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at kigge på hjemmesider om sabbatår og selv vælge et projekt, men det virkede uoverskueligt. Jeg kunne ikke uden videre finde ud af, hvad jeg kunne lide, eller hvilke oplevelser jeg havde brug for. Så jeg besluttede at begynde med at få rådgivning.
For at være ærlig havde jeg ikke de store forventninger til rådgivningen.
Jeg havde tidligere fået rådgivning et andet sted, så jeg forventede, at det ville være nogenlunde det samme. Jeg valgte det, fordi jeg tænkte, at selv lidt hjælp til planlægningen af et sabbatår ville gøre det nemmere at planlægge og gennemføre bagefter.
Men rådgivningen var helt anderledes, end jeg havde forventet.
Først og fremmest blev mit perspektiv udvidet. Jeg havde opfattet mig selv som en negativ person, men det syn ændrede sig, og jeg følte, at selve mit liv forandrede sig. Frem for alt er jeg ikke typen, der fortæller ret meget om mig selv, men de hjalp mig med at få sat ord på ting, jeg ikke så let kunne fortælle andre, og med at få styr på dem. Det satte jeg pris på. Da jeg fik gjort de tanker og problemer konkrete og organiseret, som jeg hidtil kun havde gået og tumlet med uden helt at kunne sætte ord på,blev det også klart, hvad jeg skulle gøre fremover, og hvordan jeg skulle gøre det..
Under rådgivningen om sabbatåret besluttede jeg mig for at studere sprog i Filippinerne og derefter være praktikant i en NGO i Chiang Mai i Thailand.Jeg var ikke særlig interesseret i frivilligt arbejde. Selv mens jeg opholdt mig i Filippinerne for at studere sprog, bekymrede jeg mig ofte og kæmpede med tanken om, hvorvidt jeg virkelig kunne tage af sted og klare det godt. Men jeg ville ikke give op efter al den bekymring, så jeg havde ikke andet valg end simpelthen at tro på det.
Jeg vænnede mig hurtigt til livet i Filippinerne.
Mine venner kom fra lignende asiatiske kulturer, for eksempel Japan og Taiwan, så vi blev hurtigt tætte. Selvom jeg ikke var god til engelsk, hjalp det mig med at få mere selvtillid i engelsk at bo sammen med venner fra andre lande.
Undervisningen var tilrettelagt forskelligt fra fag til fag. I mit tilfælde havde jeg tre timers eneundervisning, tre timer på et lille hold, tre timer på et stort hold og to timers selvstudium. I weekenderne rejste vi med venner til øer i nærheden af sprogskolen, såsom Camotes, Oslob og Moalboal.
Alle de venner, jeg tilbragte tid sammen med, var søde, men den, jeg husker bedst, var min japanske værelseskammerat, som var som en storesøster. Selvom ingen af os var gode til engelsk, slog vi ordbogen op og talte sammen hver aften, indtil vi faldt i søvn. Hun var god til at lytte og gav mig råd om ting, jeg kun havde gået og tænkt over alene – småting, som venner måske ville sige: »Hvorfor taler du om det?«
Chiang Mai, Thailand
Efter at have afsluttet sprogstudierne i Filippinerne vendte jeg tilbage til Korea i omkring en uge og rejste derefter igen til Chiang Mai i Thailand.
Da jeg begyndte på mit sabbatår, havde jeg egentlig ikke nogen mål, jeg absolut skulle nå. Menet målopstod helt naturligt, mens jeg holdt sabbatår i Thailand.
I de første dage i Thailand var det sværeste at skulle arbejde i et miljø, hvor kommunikationen ikke flød let på grund af ukendte mennesker og sproglige udfordringer. Men efterhånden som jeg blev venner med folk og lidt efter lidt lærte de udtryk, der blev brugt ofte, fik jeg mere selvtillid. Jeg fik også mod til at overvinde de problemer og bekymringer, jeg havde haft i Korea.
Mit første mål var at slippe af med min vane med at være alt for optaget af, hvad andre tænkte om mig. Jeg ville også se, hvor meget jeg kunne klare med mine egne evner i et ukendt miljø. Endelig ville jeg, eftersom dette sabbatår kom efter, at jeg havde sagt mit job op, bruge perioden til at vurdere mineevnerJeg ville finde ud af, hvad jeg var egnet til. Mit sabbatår i Chiang Mai i Thailand begyndte med tre mål.
Mit første indtryk af organisationen var: »Den ligger meget mere ude på landet, end jeg havde forventet.« Så langt øjet rakte, var der kun træer og græs. Men som tiden gik, kom jeg til at holde af omgivelserne. Med den rene luft, stilheden og den afslappede atmosfære var hver dag her dejlig.
Det arbejde, jeg udførte, var for organisationen.Fotografering.Det gik ud på at promovere organisationen ved hjælp af fotografier. Jeg arbejdede på teamet for sociale medier og markedsføring: Jeg fotograferede organisationens arrangementer, nyheder og indsamlingsaktiviteter, redigerede billederne og lagde dem op på Facebook eller brugte dem i reklamemateriale. Da jeg havde ansvaret for at tage billeder, blev mit arbejde brugt mange steder, og der var meget at lave.
Et andet projekt varat undervise i koreansk.Eleverne var børn fra mellemtrinnet og gymnasiet, der kunne lide Korea. Når jeg underviste dem i koreansk, samledes yngre børn også omkring os, og nogle gange lærte vi enkle ord sammen.
En typisk dag vågnede jeg som regel omkring klokken 8.30 ogtog på arbejde inden klokken 9.00.Jeg var på arbejde på det tidspunkt.
Når jeg så på dagens program, tog jeg ud, hvis jeg skulletage billeder,og hvis ikke, brugte jeg for det meste Photoshop til atredigerebilleder. Det var hovedsageligt det, jeg lavede. Jeg sluttede som regel arbejdet klokken17.00,men de dage, hvor jeg havde koreanskundervisning, underviste jeg yderligere en halv til en hel time, før jeg tog hjem.
Efter arbejde spiste jeg aftensmad med venner, vaskede tøj eller brugte tid på mig selv.
De venner, jeg boede sammen med, kom fra forskellige lande, såsom USA, Storbritannien, Spanien, Frankrig, Den Dominikanske Republik og Polen. De var alle venlige og glade, så jeg kunne nyde mit sabbatår uden problemer. Sammen med dem kørte jeg ofte på motorcykel ogtog på udflugter.Vi kørte på motorcykel for at bestige Thailands højeste bjerg, og vi kørte til Chiang Dao nær Chiang Mai, hvor vi overnattede i en hytte dybt inde i skoven på bjergets top.
Det sværeste ved sabbatåret var min personlighed.
Fordi jeg var passiv og alt for optaget af, hvad andre tænkte, gik jeg ofte alene og grublede over ting, som folk slet ikke bekymrede sig om. De engelskvanskeligheder, jeg havde i begyndelsen, hang også sammen med den side af min personlighed.
Hvad angår engelsk,ventede jeg bare, indtil jeg kunne forstå det. Jeg blev ikke utålmodig, men blev ved med at prøve at forstå, når mine venner talte. Mine venner vidste, at jeg ikke var god til engelsk, så de talte langsomt. Efter cirka en måneds fokuseret lytning begyndte jeg at genkende almindeligt brugte udtryk, fik mere selvtillid og begyndte at bruge engelsk mere og mere.
At være alt for bevidst om andres blikkeblev overvundet takket være dette miljø. Der er en episode, som blev et vendepunkt. Fordi organisationen generelt havde en selvstændig kultur, følte man sig ikke presset, og arbejdet foregik frit og afslappet.
En dag var jeg færdig med alt mit arbejde midt på arbejdsdagen, og fordi det føltes for akavet bare at sidde der, kørte jeg en tur på motorcyklen for at få en kop kaffe. På vej tilbage begyndte jeg at bekymre mig. Ville jeg få skældud for at gå i arbejdstiden? Ville nogen opdage, at jeg var væk, og lede efter mig? Men da jeg vendte tilbage til organisationen, var der ikke en eneste, der havde været bekymret for mig.
Denne hændelse viste sig at blive et større vendepunkt, end jeg havde forventet. Jeg indså, at andre ikke bekymrede sig om mig på den måde, jeg troede, og da jeg først accepterede det, holdt jeg op med at bekymre mig om andre. Da jeg holdt op med at bekymre mig om hver eneste af andres handlinger eller ansigtsudtryk, begyndte jeg naturligt...Mig selvat fokusere på mig selv – på, hvordan jeg har det lige nu, og hvad jeg ønsker.
Jeg droppede ud af gymnasiet og begyndte at arbejde. Det, der begyndte med servering på en restaurant, førte til, at jeg blev bestyrer af stedet, og gennem yderligere erfaring fra servicebranchen indså jeg, at servicearbejde passede godt til mig. Fordi jeg gerne ville lære noget ordentligt, begyndte jeg sent på universitetet, men jeg følte, at undervisningen var helt anderledes, end jeg havde forventet, og besluttede at droppe ud efter ét semester. Efter at have sagt op fra det job, jeg var vendt tilbage til, følte jeg behov for at finde – eller rettere finde og løse – de problemer, jeg ikke kunne eller ikke havde ønsket at få øje på: hvor det var gået galt.
- En Harvard-studerende rejser til Thailand for at gøre verden lysere / Park Mi-ae, sabbatårsstammen, sabbatsårsgænger / 12 ugers sabbatår |
»En oplevelse, man kan få i ungdommen«
Det var et søgeord, jeg skrev i internettets søgefelt i pausen, der opstod, efter jeg sagde mit job op.
Og takket være den søgning opdagede jeg tilfældigvis en blog om sabbatår.
Jeg droppede ud af gymnasiet og begyndte at arbejde. Det, der begyndte med servering på en restaurant, førte til, at jeg blev bestyrer af stedet, og gennem yderligere erfaring fra servicebranchen indså jeg, at servicearbejde passede godt til mig. Fordi jeg gerne ville lære noget ordentligt, begyndte jeg sent på universitetet, men jeg følte, at undervisningen var helt anderledes, end jeg havde forventet, og besluttede at droppe ud efter ét semester.Efter at have sagt op fra det job, jeg var vendt tilbage til, kunne jeg – eller rettere, ville jeg ikke – finde ud af, hvor det var gået galt, og jeg søgte efter problemet.løseJeg følte, at jeg var nødt til det.
Første gang jeg opsøgte det sabbatår, jeg havde hørt om, var for at få rådgivning om sabbatår. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at kigge på hjemmesider om sabbatår og selv vælge et projekt, men det virkede uoverskueligt. Jeg kunne ikke uden videre finde ud af, hvad jeg kunne lide, eller hvilke oplevelser jeg havde brug for. Så jeg besluttede at begynde med at få rådgivning.
For at være ærlig havde jeg ikke de store forventninger til rådgivningen.
Jeg havde tidligere fået rådgivning et andet sted, så jeg forventede, at det ville være nogenlunde det samme. Jeg valgte det, fordi jeg tænkte, at selv lidt hjælp til planlægningen af et sabbatår ville gøre det nemmere at planlægge og gennemføre bagefter.
Men rådgivningen var helt anderledes, end jeg havde forventet.
Først og fremmest blev mit perspektiv udvidet. Jeg havde opfattet mig selv som en negativ person, men det syn ændrede sig, og jeg følte, at selve mit liv forandrede sig. Frem for alt er jeg ikke typen, der fortæller ret meget om mig selv, men de hjalp mig med at få sat ord på ting, jeg ikke så let kunne fortælle andre, og med at få styr på dem. Det satte jeg pris på. Da jeg fik gjort de tanker og problemer konkrete og organiseret, som jeg hidtil kun havde gået og tumlet med uden helt at kunne sætte ord på,blev det også klart, hvad jeg skulle gøre fremover, og hvordan jeg skulle gøre det..
Under rådgivningen om sabbatåret besluttede jeg mig for at studere sprog i Filippinerne og derefter være praktikant i en NGO i Chiang Mai i Thailand.Jeg var ikke særlig interesseret i frivilligt arbejde. Selv mens jeg opholdt mig i Filippinerne for at studere sprog, bekymrede jeg mig ofte og kæmpede med tanken om, hvorvidt jeg virkelig kunne tage af sted og klare det godt. Men jeg ville ikke give op efter al den bekymring, så jeg havde ikke andet valg end simpelthen at tro på det.
Jeg vænnede mig hurtigt til livet i Filippinerne.
Mine venner kom fra lignende asiatiske kulturer, for eksempel Japan og Taiwan, så vi blev hurtigt tætte. Selvom jeg ikke var god til engelsk, hjalp det mig med at få mere selvtillid i engelsk at bo sammen med venner fra andre lande.
Undervisningen var tilrettelagt forskelligt fra fag til fag. I mit tilfælde havde jeg tre timers eneundervisning, tre timer på et lille hold, tre timer på et stort hold og to timers selvstudium. I weekenderne rejste vi med venner til øer i nærheden af sprogskolen, såsom Camotes, Oslob og Moalboal.
Alle de venner, jeg tilbragte tid sammen med, var søde, men den, jeg husker bedst, var min japanske værelseskammerat, som var som en storesøster. Selvom ingen af os var gode til engelsk, slog vi ordbogen op og talte sammen hver aften, indtil vi faldt i søvn. Hun var god til at lytte og gav mig råd om ting, jeg kun havde gået og tænkt over alene – småting, som venner måske ville sige: »Hvorfor taler du om det?«
Chiang Mai, Thailand
Efter at have afsluttet sprogstudierne i Filippinerne vendte jeg tilbage til Korea i omkring en uge og rejste derefter igen til Chiang Mai i Thailand.
Da jeg begyndte på mit sabbatår, havde jeg egentlig ikke nogen mål, jeg absolut skulle nå. Menet målopstod helt naturligt, mens jeg holdt sabbatår i Thailand.
I de første dage i Thailand var det sværeste at skulle arbejde i et miljø, hvor kommunikationen ikke flød let på grund af ukendte mennesker og sproglige udfordringer. Men efterhånden som jeg blev venner med folk og lidt efter lidt lærte de udtryk, der blev brugt ofte, fik jeg mere selvtillid. Jeg fik også mod til at overvinde de problemer og bekymringer, jeg havde haft i Korea.
Mit første mål var at slippe af med min vane med at være alt for optaget af, hvad andre tænkte om mig. Jeg ville også se, hvor meget jeg kunne klare med mine egne evner i et ukendt miljø. Endelig ville jeg, eftersom dette sabbatår kom efter, at jeg havde sagt mit job op, bruge perioden til at vurdere mineevnerJeg ville finde ud af, hvad jeg var egnet til. Mit sabbatår i Chiang Mai i Thailand begyndte med tre mål.
Mit første indtryk af organisationen var: »Den ligger meget mere ude på landet, end jeg havde forventet.« Så langt øjet rakte, var der kun træer og græs. Men som tiden gik, kom jeg til at holde af omgivelserne. Med den rene luft, stilheden og den afslappede atmosfære var hver dag her dejlig.
Det arbejde, jeg udførte, var for organisationen.Fotografering.Det gik ud på at promovere organisationen ved hjælp af fotografier. Jeg arbejdede på teamet for sociale medier og markedsføring: Jeg fotograferede organisationens arrangementer, nyheder og indsamlingsaktiviteter, redigerede billederne og lagde dem op på Facebook eller brugte dem i reklamemateriale. Da jeg havde ansvaret for at tage billeder, blev mit arbejde brugt mange steder, og der var meget at lave.
Et andet projekt varat undervise i koreansk.Eleverne var børn fra mellemtrinnet og gymnasiet, der kunne lide Korea. Når jeg underviste dem i koreansk, samledes yngre børn også omkring os, og nogle gange lærte vi enkle ord sammen.
En typisk dag vågnede jeg som regel omkring klokken 8.30 ogtog på arbejde inden klokken 9.00.Jeg var på arbejde på det tidspunkt.
Når jeg så på dagens program, tog jeg ud, hvis jeg skulletage billeder,og hvis ikke, brugte jeg for det meste Photoshop til atredigerebilleder. Det var hovedsageligt det, jeg lavede. Jeg sluttede som regel arbejdet klokken17.00,men de dage, hvor jeg havde koreanskundervisning, underviste jeg yderligere en halv til en hel time, før jeg tog hjem.
Efter arbejde spiste jeg aftensmad med venner, vaskede tøj eller brugte tid på mig selv.
De venner, jeg boede sammen med, kom fra forskellige lande, såsom USA, Storbritannien, Spanien, Frankrig, Den Dominikanske Republik og Polen. De var alle venlige og glade, så jeg kunne nyde mit sabbatår uden problemer. Sammen med dem kørte jeg ofte på motorcykel ogtog på udflugter.Vi kørte på motorcykel for at bestige Thailands højeste bjerg, og vi kørte til Chiang Dao nær Chiang Mai, hvor vi overnattede i en hytte dybt inde i skoven på bjergets top.
Det sværeste ved sabbatåret var min personlighed.
Fordi jeg var passiv og alt for optaget af, hvad andre tænkte, gik jeg ofte alene og grublede over ting, som folk slet ikke bekymrede sig om. De engelskvanskeligheder, jeg havde i begyndelsen, hang også sammen med den side af min personlighed.
Hvad angår engelsk,ventede jeg bare, indtil jeg kunne forstå det. Jeg blev ikke utålmodig, men blev ved med at prøve at forstå, når mine venner talte. Mine venner vidste, at jeg ikke var god til engelsk, så de talte langsomt. Efter cirka en måneds fokuseret lytning begyndte jeg at genkende almindeligt brugte udtryk, fik mere selvtillid og begyndte at bruge engelsk mere og mere.
At være alt for bevidst om andres blikkeblev overvundet takket være dette miljø. Der er en episode, som blev et vendepunkt. Fordi organisationen generelt havde en selvstændig kultur, følte man sig ikke presset, og arbejdet foregik frit og afslappet.
En dag var jeg færdig med alt mit arbejde midt på arbejdsdagen, og fordi det føltes for akavet bare at sidde der, kørte jeg en tur på motorcyklen for at få en kop kaffe. På vej tilbage begyndte jeg at bekymre mig. Ville jeg få skældud for at gå i arbejdstiden? Ville nogen opdage, at jeg var væk, og lede efter mig? Men da jeg vendte tilbage til organisationen, var der ikke en eneste, der havde været bekymret for mig.
Denne hændelse viste sig at blive et større vendepunkt, end jeg havde forventet. Jeg indså, at andre ikke bekymrede sig om mig på den måde, jeg troede, og da jeg først accepterede det, holdt jeg op med at bekymre mig om andre. Da jeg holdt op med at bekymre mig om hver eneste af andres handlinger eller ansigtsudtryk, begyndte jeg naturligt...Mig selvat fokusere på mig selv – på, hvordan jeg har det lige nu, og hvad jeg ønsker.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
