Frem for alt kunne jeg godt lide, at jeg havde ro i sindet. Da jeg var i Korea, var jeg meget stresset og følte mig tynget og presset af mine forældres forventninger og praktiske forhold. Men selve sabbatåret handler om at have tid kun til mig selv, så jeg var meget glad i alle seks måneder. I Vietnam fandt jeg glæde i at være sammen med andre, og i Thailand havde jeg masser af tid for mig selv og kunne tænke meget over, hvem jeg er, hvilket jeg godt kunne lide. -<Det øjeblik, hvor mine små evner bliver til en gave: Frivilligt arbejde med børn med handicap i Vietnam>, <En Harvard-studerende tager til Thailand for at gøre verden lysere>/Måned Yura, deltager i sabbatårsprogrammet/deltager/24 ugers sabbatår (Vietnam 12 uger + Thailand 12 uger) |
Jeg har været interesseret i frivilligt arbejde siden gymnasiet, så jeg valgte socialt arbejde som hovedfag.
Men jo mere jeg studerede, desto mindre virkede det, som om socialrådgiveruddannelsen blev anerkendt for sin faglighed. Jeg tænkte, at en uddannelse med en tydelig faglig ekspertise, såsom sygepleje, måske ville være bedre, når man skulle arbejde ude i praksis, og min tvivl om socialrådgiveruddannelsen voksede.
Uafhængigt af min tvivl om mit hovedfag var mit mål og min drøm under studiet at tage et år fri og udføre frivilligt arbejde i udlandet med en NGO. Jeg ønskede ikke at bruge fire år på at studere på biblioteket, blive færdiguddannet og så bare få et job. Så jeg tog orlov, og mens jeg undersøgte udenlandske NGO'er, anbefalede en ven KoreaGapYear.
For at udføre frivilligt arbejde hos en udenlandsk NGO skal man forberede sine sprogfærdigheder og følge deres tidsplaner, så der er mange begrænsninger. Men med KoreaGapYear kunne jeg begynde, når det passede mig, så jeg opgav den NGO, jeg havde undersøgt, og besluttede mig for at bruge KoreaGapYear.
Da jeg først sagde, at jeg ville tage orlov og holde et sabbatår, var min professor imod det. Han sagde, at jeg allerede var på sidste studieår, at jeg skulle til certificeringseksamen året efter, og spurgte, om det ikke var flugt fra virkeligheden. Han foreslog, at jeg først blev en del af en NGO i hjemlandet og derefter blev sendt til udlandet. Men da jeg viste ham materialet om sabbatårsprogrammet og min plan for aktiviteterne, gav han mig til sidst lov.
Efter at have besluttet mig for at holde et sabbatår satte jeg mig ét hovedmål.
Jeg ville gerne arbejde med noget, der var relateret til mit hovedfag, men fordi jeg ingen erfaring havde, ville jeg finde ud af, om jeg virkelig kunne arbejde inden for dette felt og klare mig godt.
Mit mål var at finde ud af, hvad mine svagheder var, og hvilke områder jeg skulle udvikle, samt om jeg virkelig kunne udføre dette arbejde med passion. Det tænkte jeg løbende over under mine aktiviteter.
Forberedelserne var
1. Engelsk
Jeg forberedte mig sprogligt i to måneder gennem onlineundervisning i engelsk via video. Selvfølgelig var der næsten en lytteprøve i engelsk allerede den første dag. Det var virkelig kaotisk. Men mine venner forklarede tingene på en letforståelig måde, så jeg vænnede mig gradvist til det.
2. Udgifter
For at samle penge sammen havde jeg også to deltidsjob. Jeg arbejdede som sædvanlig på en café og på en fabrik, hvor frugt blev tørret og pakket, for at tjene penge til udgifterne under sabbatåret.
3. Kultur
Jeg læste om vietnamesisk kultur og sprog på forhånd og undersøgte den lokale organisation. Jeg læste mange bøger om Vietnam og Thailand og besøgte ofte KoreaGapYears hjemmeside. Jeg forberedte mig også på forholdsregler og på, hvordan jeg selv skulle håndtere forskellige situationer.
'Jeg er virkelig kommet her helt alene.'
Det føltes meget fremmed. Jeg var bange, da jeg steg om bord på flyet for første gang, men da jeg ankom, kom det lokale personale og hentede mig, så jeg behøvede ikke at bekymre mig om det.
På vej til indkvarteringen var jeg bekymret for at møde udenlandske venner – hvordan jeg skulle tale engelsk, og om jeg ville falde til. Men da jeg mødte dem, blev vi hurtigt gode venner.
Jeg kunne godt lide at rejse, også i Korea, så jeg rejste ofte rundt i landet, og jeg rejste også meget i løbet af sabbatåret.
I Vietnam tog jeg først toget og rejste til Hoi An i cirka fem dage, inklusive en weekend. Til jul og nytår rejste jeg til Ho Chi Minh-byen med mine bofæller. De britiske venner, vi rejste sammen med, planlagde ikke rejseplaner; de læste i parken eller lyttede til musik, og hvis man gerne ville et sted hen, sagde de, at de gerne ville med. Den måde gjorde det nemt at rejse sammen.
Planlægning af frivillige projekter
I det thailandske NGO-frivilligprogram skal man selv planlægge og gennemføre sit eget projekt, og jeg planlagde et projekt inden for folkesundhed.
Da de primære målgrupper for mit projekt var ældre mennesker med begrænset mobilitet, måtte vi besøge dem i deres hjem. Vi gennemførte især undervisning i ernæring for at sikre et tilstrækkeligt indtag af næringsstoffer samt undervisning i forebyggelse af fald. Vi gennemførte også et indsamlingsprojekt for at installere faldforebyggende faciliteter.
Vietnam – hele tidsplanen er fastlagt. Ikke kun frokost og arbejdstid, men også kulturelle aktiviteter og undervisning i weekenden er planlagt. Vi havde også idé-møder en gang om ugen, hvor vi udarbejdede og afleverede tidsplanen for næste uges projekt. Besøg på kulturelle steder i weekenden og smagsprøver på lokal mad var meget givende.
Thailand – Jeg havde vænnet mig til en fast planlagt rutine i tre måneder, og derefter kom jeg til Thailand, hvor mange ting foregik på eget initiativ. De thailandske og vietnamesiske organisationer er fuldstændig forskellige. Man planlægger selv programmerne, rapporterer selv om resultaterne og står selv for afviklingen. Arbejdstiderne er grundlæggende faste, men hvis man har noget at ordne, kan man gå ud og komme tilbage – det er en selvstændig arbejdskultur.
Denne kultur var anderledes end virksomhedskulturen i vores land, så jeg kunne ikke vænne mig til den i begyndelsen, men senere syntes jeg, at den var mere effektiv. I Vietnam fulgte jeg et fastlagt program, men her stod jeg selv for mit program, så jeg følte et større ansvar.
I Thailand var alt en ny udfordring. I Vietnam var mine bofæller for eksempel britiske, men i Thailand var alle de frivillige, jeg arbejdede sammen med, amerikanere, så både ordforråd og udtale var anderledes, og jeg måtte vænne mig til noget helt nyt. I Vietnam udførte jeg frivilligt arbejde, så almindeligt samtaleengelsk var nok, men i Thailand var jeg i praktik og skulle bruge og læse mange fagudtryk.
Daglig rutine
- Vietnam (Det øjeblik, hvor mine små evner bliver til gaver – frivilligt arbejde med børn med handicap i Vietnam)
Jeg står op om morgenen, spiser morgenmad og ankommer til centret kl. 9.
Frivilligt arbejde indtil kl. 11 (ifølge tidsplanen).
Frokostpause fra kl. 11 til 14.
Frivilligt arbejde fra kl. 14 til 16 (de engelsktimer, jeg står for).
Jeg vender tilbage til indkvarteringen, drikker te og taler med personalet.
Kl. 18 samles vi i spisesalen til aftensmad og taler om, hvordan dagens frivillige arbejde er gået.
Derefter tager vi ind til byen for at få kaffe eller en øl, vender tilbage og forbereder næste dags undervisning.
- Thailand (En Harvard-studerende tager til Thailand for at gøre verden lysere)
Jeg tager på arbejde kl. 9 og forbereder og fremstiller brochurer til undervisning i forebyggelse af fald.
Frokostpause kl. 12.
Kl. 13 tager vi ud for at gennemføre programmet og besøger to husstande om dagen for at undervise.
Vi vender tilbage senest kl. 16 og hjælper med engelskundervisning for børnene.
I modsætning til Vietnam gav Thailand mig masser af tid for mig selv. I min fritid havde jeg mange muligheder for at tænke over mig selv, og nogle gange underviste en lokal beboer mig gratis i muay thai.
Det sværeste
Da jeg arbejdede frivilligt i Vietnam, var det første gang, jeg underviste børn med handicap i så lang tid. Børnene havde forskellige behov afhængigt af deres handicap, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere hensigtsmæssigt, hvilket var svært.
Vi var også fire, der delte et værelse, men mine tre bofæller afsluttede deres frivillige arbejde før mig og rejste alle på én gang. Vi havde altid været sammen og larmet, og så var jeg pludselig alene. De få dage, før jeg tog til Thailand, var meget ensomme, og jeg savnede min familie og mine venner i Korea.
Det bedste minde
I Vietnam var det dejligt at forbedre mit engelsk ved at tale engelsk med mine venner. Blandt de vietnamesiske elever med handicap var der også en elev, som i begyndelsen ikke kunne følge med i undervisningen. Men jeg blev ved med at vise omsorg og tålmodighed, mens jeg underviste i engelsk og matematik, og da eleven begyndte at huske det, vi havde lært, og følge godt med, følte jeg en stor stolthed.
Det var også sjovt at rejse i min fritid. Jeg fordybede mig i landets kultur på mine rejser og fik en dybere forståelse af dets historie og kultur.
Frem for alt følte jeg mig godt tilpas, og det føltes godt. I Korea var jeg meget stresset og følte mig tynget og presset af mine forældres forventninger og praktiske forhold. Men fordi et sabbatår handler om at have tid til sig selv, var jeg meget glad for de seks måneder. I Vietnam fandt jeg glæde i at være sammen med andre, og i Thailand havde jeg masser af tid for mig selv og kunne tænke meget over mig selv.
Jeg fandt især ro i Thailands velbevarede natur, men i begyndelsen føltes alt ubehageligt, også naturens skønhed. Først efter en måned indså jeg, hvor smukke træerne uden for vinduet var, når de svajede i vinden, og hvor smukt sollyset var, når det faldt ind i værelset, efter jeg havde åbnet øjnene. Jeg oplevede følelser, jeg ikke havde følt i Korea, og det gav mig mulighed for at reflektere meget over mig selv — for eksempel indse, hvornår jeg er glad, og at jeg godt kan lide de her ting.
Efter sabbatåret
Før jeg tog på sabbatår, havde jeg kun en vag tanke om, at »det her vil jeg gerne gøre«. Men fordi jeg fik direkte erfaring med og lærte, hvordan tingene fungerer hos en NGO, fik jeg en klarere forståelse af min karrierevej og af mig selv end før.
Jeg indså, at jeg godt kan lide naturen. Jeg fandt også ud af, at jeg nyder at møde mennesker og er god til det. Der var mange ting, jeg tidligere tøvede med at gøre, men jeg lærte, at når jeg først går i gang, er jeg allerede halvvejs. Til sidst indså jeg, at jeg ikke kan gøre alt, bare fordi jeg har lyst, så jeg begyndte også at tage de praktiske aspekter i betragtning.
Planer for fremtiden
Gennem denne oplevelse mærkede jeg, hvor nødvendigt engelsk er i praksis, så jeg vil studere engelsk. Jeg følte også, at jeg havde brug for at udvikle mine computerfærdigheder, så jeg planlægger at begynde at lære om computere. Og for at få hobbyer, jeg kan dyrke hele livet, vil jeg lære at spille guitar og svømme.
Jeg synes, at disse ting har ændret sig. Før prioriterede jeg ting, fordi andre gjorde dem, eller fordi de var grundlæggende — som at få en bestemt TOEIC-score — men nu er den tid, jeg planlægger for mig selv, blevet vigtigere.
For mig er et sabbatår
En tid til at opdage mig selv.
I begyndelsen var jeg den eneste asiatiske, og i de nye omgivelser og relationer var det en tid, hvor jeg med kroppen kunne mærke og erkende, hvilken slags person jeg er. Jeg havde også masser af tid til at tænke over mig selv.
Hjem
