Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg slap fri af andres blikke og accepterede mig selv #Jeg fik værdifulde forbindelser og rejseerfaringer på Jeju #Jeg fik erfaringer fra hverdagen og personlige erkendelser på Jeju
Først troede jeg, det var, fordi jeg kun havde set de smukke ting på Jeju, men da jeg så nærmere efter, indså jeg, at selvom jeg havde boet et virkelig smukt sted, havde jeg ofte klaget, simpelthen fordi jeg var vant til det. Når jeg tænkte på dette sted som Jeju, føltes det, som om det blev til Jeju. Med den energi, jeg fik fra Jeju, tror jeg, at jeg kan se lidt bredere på de valg, jeg skal træffe i livet.
– Jeju! Jeg vil bo der, Gap Year Stay / Son Jinju, gap year-deltager / 8 ugers sabbatår |
Helt uden at tænke mig om, bare sådan.
Jeg vidste ikke engang, hvad der gjorde det svært for mig, men jeg hadede, at jeg var så optaget af andres blikke, og jeg ville blindt lave om på mig selv.
Så jeg valgte impulsivt et sabbatår og tog impulsivt til Jeju, som jeg troede var det fjerneste sted.
Inden jeg tog af sted til Jeju, satte jeg mål og lagde planer under introduktionen til sabbatåret. Jeg fik mulighed for at gå dybere ind i de ting, jeg havde tænkt meget over og bekymret mig om, og gennem samtalerne tillod jeg mig endda at håbe lidt på, at noget kunne ændre sig. Men fordi det ikke var synligt for mine øjne,angstfyldte mig.
Jeg havde ingen store forventninger til Jeju og gik om bord på flyet uden sommerfugle i maven, i den tro at det blot var endnu et sted, hvor folk boede. Tanken om bare at tage af sted gjorde mig både lidt lettet og lidt bange. Jeg håbede, at sabbatåret ville lindre mange af mine tanker og dybe bekymringer, min manglende konkrete plan for fremtiden og de urolige følelser, jeg ikke kunne sætte navn på.
Min hverdag på Jeju begyndte.
Således begyndte sabbatåret, hvor jeg skulle finde »mig selv«, og livet på Jeju tog sin begyndelse. Jeju, som jeg havde troet ville være helt almindelig, var virkelig en magisk ø. Mit valg – Jeju – var det rigtige. Det smaragdgrønne hav, der kunne ses uden for vinduet, solnedgangen og øen på den anden side, som man så fra gæstehusets tagterrasse, og landskabet fra den kørende bus,alt sammen trængte ind i mig..
Jeg udbrød begejstret hele dagen, og hvert sted, jeg rettede kameraet mod, blev til et billede. Meteorerne, der strøg ned over nattehimlens sorte lærred, kan jeg stadig ikke glemme. Når jeg bare betragtede den slags smukke ting, så og mærkede jeg dem, og tankerne forsvandt. Al den beslutsomhed, jeg havde svoret mig til – »Jeg skal gøre det, jeg vil tænke mine tanker til ende« – smuldrede. Det var virkelig skønt at slippe besættelser og stress og stirre ud over havet uden at tænke på noget.
I min fritid gik jeg langs Hyupjae-stranden eller besøgte det traditionelle femdagesmarked, og jeg tog ofte rundt med gæsterne for at nyde korte øjeblikke sammen. Arbejdet som medarbejder var ikke altid let, men for en som mig, der godt kan lide at møde mennesker, var hver dag fornøjelig. Jeg glædede mig til at se, hvilken gæst jeg skulle være sammen med den dag, og selv efter kun én dag sammen føltes de som familie, så det var meget trist at tage afsked.
Det føltes mere fortroligt end med familien at fortælle en person, jeg lige havde mødt, om mit liv, opmuntre og rådgive vedkommende, og hele situationen føltes forunderlig. Jeg tænkte: Hvis det ikke var på Jeju, hvis det ikke var et rejsemål, ville det så være muligt? At møde så mange mennesker fik mig til at tænke meget over »forbindelser«. Det føltes, som om jeg som 23-årig havde mødt alle de mennesker, jeg ville komme til at møde i mit liv. Jeg spekulerede ofte på, om jeg nogensinde ville se disse flygtige bekendtskaber igen.
Frem for alt ramte råd og refleksioner fra fremmede, jeg mødte for første gang et nyt sted, mig nogle gange med chok. Det, jeg hørte fra medarbejderne, som tilbragte de korte to måneder sammen med mig og så mig som »mig« uden fordomme, pegede på ting, jeg aldrig havde tænkt over. Og de ord, jeg altid havde opfattet som skældud fra venner og forældre, var ikke bare skældud – jeg indså, at det var sider af mig selv, jeg fremover måtte ændre.
Jeg fortalte ofte gæsterne om mine bekymringer, og det mest mindeværdige råd, jeg fik, var:»Find din charme ved at opleve mange ting.«Jeg kunne virkelig godt lide den formulering. Betydningen ligner den, man normalt lægger i »find det arbejde, der passer til dig«, men at få at vide, at jeg skulle finde »min charme«, som kunne tiltrække nogen eller noget, føltes, som om den gemte sig et sted i mit liv og ventede på mig.
Ud over tiden på gæstehuset var de ture rundt på Jeju, jeg tog i ferierne, også vidunderlige. Noget nyt, jeg lærte, var, at Jeju virkelig er en stor ø, og at landsbyernes afkroge rummer masser af skønhed – mere end turistattraktionerne gør. Selvom jeg ikke nåede at se hele Jeju, var øen fantastisk til gåture, cykelture og køreture langs kystvejen.
Hele landskabet kunne overskues på én gang og bredte sig så åbent ud, at det gjorde enhver, der gik ad vejene, glad til mode. Mens jeg boede på den vestlige del af Jeju og rejste mod øst, opdagede jeg vest- og østkystens forskellige særpræg. Vestkysten var dynamisk, mens østkysten havde en rolig stemning. Hoppebilleder på stranden og selfiestænger var et must, og på fridage, hvor jeg boede på andre gæstehuse, rejste vi sammen i kammeratligt fællesskab som medarbejdere, der var kommet fra fastlandet til Jeju. Vi tog også folk, vi mødte, med tilbage til de gæstehuse, hvor vi arbejdede. Når jeg nød hver dag på den måde, føltes det alt for godt til at holde for mig selv. Jeg var stolt over at være mine venners guide, vise dem det, jeg selv havde oplevet, og udforske Jeju sammen med dem.
Selvom alle steder på Jeju var dejlige,var mit yndlingssted,nattehavet ved Hyupjaeogsolnedgangen set fra en oreum (vulkansk høj)og det uundværlige, når man taler om Jeju,HallasanDet var. Jeg kan stadig ikke glemme nattehavet, jeg så fra gæstehusets tag, hvor himlen hver aften var fuld af stjerner. De daglige stunder med eftertanke og musik, og menneskene, jeg så nattehavet sammen med, vil forblive i mine minder længe.
På oreum-bakken (en lille vulkansk høj) løb jeg mellem sivene for ikke at gå glip af solnedgangen, og det føltes så godt at råbe af mine lungers fulde kraft og mærke mig helt fri. Jeg var også meget stolt af mig selv over at have besteget Hallasan, landets højeste bjerg. Den nervøse spænding før opstigningen, frygten undervejs, da det var så hårdt, at jeg spekulerede på, om jeg kunne nå toppen og komme ned igen, følelsen af at stå ved Baekrokdam, som var jeg i en anden verden, og de overvældende tårer på vej ned – de følelser står stadig lyslevende for mig. Måske føltes det, som om jeg havde set hele Jeju, efter at jeg havde besteget Hallasan?
Hvad jeg kunne få ud af det, og hvem jeg ville møde.
Det var så trist at skulle forlade de smukke rejsemål, de vidunderlige mennesker og de steder og personer, jeg var taknemmelig for, og vende tilbage til hverdagen. Jo nærmere afrejsedagen fra Jeju kom, desto mere rastløs og vemodig blev jeg, så jeg tror, jeg blev ved med at se længere og længere på havet. I begyndelsen tænkte jeg meget over, hvad jeg kunne få ud af at tage et sabbatår, og hvem jeg ville møde. Da jeg skulle rejse fra Jeju, stod det klart for mig, hvorfor jeg var taget af sted.
Frem for alt indså jeg, at jeg var kommet for at møde de dyrebare mennesker, jeg havde truffet på Jeju, og som jeg stadig har kontakt med den dag i dag, samt for at møde mig selv. Jeg forstod, at jeg må acceptere, hvem jeg er, for at finde ud af, hvordan jeg skal leve, og jeg besluttede mig for at blive ved med at være mig selv og ikke miste mig selv på grund af andres meninger.
Selv da jeg var landet i Daegu Lufthavn efter at have forladt Jeju, føltes det ikke virkeligt, at jeg var rejst derfra. Da jeg så bjergene foran mig, tænkte jeg på Hallasan, og da jeg så floden, tænkte jeg på Hyeopjae-stranden. Jeg indså også, at min indstilling er det vigtigste, når jeg ser på noget. Lidt efter lidt begyndte alle landskaber og genstande at se smukke ud.
Først troede jeg, det var, fordi jeg kun havde set smukke ting på Jeju, men da jeg så nærmere efter, indså jeg, at jeg faktisk havde boet et smukt sted.Alligevel tror jeg, at jeg ofte klagede, simpelthen fordi jeg var så vant til det. Det er, som om det at tænke »det her er Jeju« fik det til at blive Jeju.Med den energi, jeg fik fra Jeju, tror jeg, at jeg vil kunne se lidt bredere på de valg, jeg skal træffe i livet..
Jeg tog af sted for at finde et præcist svar, men fandt ikke et entydigt svar. Til gengæld fik jeg stor hjælp til at kunne søge efter det svar. Jeg er stadig langt fra at finde mit svar, men jeg tror, at jeg vil leve for at finde det – for min egen skyld. Jeg vil gerne sige, at tiden for »mig« er virkelig dyrebar. Til jer, der overvejer at tage et sabbatår: Jeg vil sige, at I bare skal gøre det!
Først troede jeg, det var, fordi jeg kun havde set de smukke ting på Jeju, men da jeg så nærmere efter, indså jeg, at selvom jeg havde boet et virkelig smukt sted, havde jeg ofte klaget, simpelthen fordi jeg var vant til det. Når jeg tænkte på dette sted som Jeju, føltes det, som om det blev til Jeju. Med den energi, jeg fik fra Jeju, tror jeg, at jeg kan se lidt bredere på de valg, jeg skal træffe i livet.
– Jeju! Jeg vil bo der, Gap Year Stay / Son Jinju, gap year-deltager / 8 ugers sabbatår |
Helt uden at tænke mig om, bare sådan.
Jeg vidste ikke engang, hvad der gjorde det svært for mig, men jeg hadede, at jeg var så optaget af andres blikke, og jeg ville blindt lave om på mig selv.
Så jeg valgte impulsivt et sabbatår og tog impulsivt til Jeju, som jeg troede var det fjerneste sted.
Inden jeg tog af sted til Jeju, satte jeg mål og lagde planer under introduktionen til sabbatåret. Jeg fik mulighed for at gå dybere ind i de ting, jeg havde tænkt meget over og bekymret mig om, og gennem samtalerne tillod jeg mig endda at håbe lidt på, at noget kunne ændre sig. Men fordi det ikke var synligt for mine øjne,angstfyldte mig.
Jeg havde ingen store forventninger til Jeju og gik om bord på flyet uden sommerfugle i maven, i den tro at det blot var endnu et sted, hvor folk boede. Tanken om bare at tage af sted gjorde mig både lidt lettet og lidt bange. Jeg håbede, at sabbatåret ville lindre mange af mine tanker og dybe bekymringer, min manglende konkrete plan for fremtiden og de urolige følelser, jeg ikke kunne sætte navn på.
Min hverdag på Jeju begyndte.
Således begyndte sabbatåret, hvor jeg skulle finde »mig selv«, og livet på Jeju tog sin begyndelse. Jeju, som jeg havde troet ville være helt almindelig, var virkelig en magisk ø. Mit valg – Jeju – var det rigtige. Det smaragdgrønne hav, der kunne ses uden for vinduet, solnedgangen og øen på den anden side, som man så fra gæstehusets tagterrasse, og landskabet fra den kørende bus,alt sammen trængte ind i mig..
Jeg udbrød begejstret hele dagen, og hvert sted, jeg rettede kameraet mod, blev til et billede. Meteorerne, der strøg ned over nattehimlens sorte lærred, kan jeg stadig ikke glemme. Når jeg bare betragtede den slags smukke ting, så og mærkede jeg dem, og tankerne forsvandt. Al den beslutsomhed, jeg havde svoret mig til – »Jeg skal gøre det, jeg vil tænke mine tanker til ende« – smuldrede. Det var virkelig skønt at slippe besættelser og stress og stirre ud over havet uden at tænke på noget.
I min fritid gik jeg langs Hyupjae-stranden eller besøgte det traditionelle femdagesmarked, og jeg tog ofte rundt med gæsterne for at nyde korte øjeblikke sammen. Arbejdet som medarbejder var ikke altid let, men for en som mig, der godt kan lide at møde mennesker, var hver dag fornøjelig. Jeg glædede mig til at se, hvilken gæst jeg skulle være sammen med den dag, og selv efter kun én dag sammen føltes de som familie, så det var meget trist at tage afsked.
Det føltes mere fortroligt end med familien at fortælle en person, jeg lige havde mødt, om mit liv, opmuntre og rådgive vedkommende, og hele situationen føltes forunderlig. Jeg tænkte: Hvis det ikke var på Jeju, hvis det ikke var et rejsemål, ville det så være muligt? At møde så mange mennesker fik mig til at tænke meget over »forbindelser«. Det føltes, som om jeg som 23-årig havde mødt alle de mennesker, jeg ville komme til at møde i mit liv. Jeg spekulerede ofte på, om jeg nogensinde ville se disse flygtige bekendtskaber igen.
Frem for alt ramte råd og refleksioner fra fremmede, jeg mødte for første gang et nyt sted, mig nogle gange med chok. Det, jeg hørte fra medarbejderne, som tilbragte de korte to måneder sammen med mig og så mig som »mig« uden fordomme, pegede på ting, jeg aldrig havde tænkt over. Og de ord, jeg altid havde opfattet som skældud fra venner og forældre, var ikke bare skældud – jeg indså, at det var sider af mig selv, jeg fremover måtte ændre.
Jeg fortalte ofte gæsterne om mine bekymringer, og det mest mindeværdige råd, jeg fik, var:»Find din charme ved at opleve mange ting.«Jeg kunne virkelig godt lide den formulering. Betydningen ligner den, man normalt lægger i »find det arbejde, der passer til dig«, men at få at vide, at jeg skulle finde »min charme«, som kunne tiltrække nogen eller noget, føltes, som om den gemte sig et sted i mit liv og ventede på mig.
Ud over tiden på gæstehuset var de ture rundt på Jeju, jeg tog i ferierne, også vidunderlige. Noget nyt, jeg lærte, var, at Jeju virkelig er en stor ø, og at landsbyernes afkroge rummer masser af skønhed – mere end turistattraktionerne gør. Selvom jeg ikke nåede at se hele Jeju, var øen fantastisk til gåture, cykelture og køreture langs kystvejen.
Hele landskabet kunne overskues på én gang og bredte sig så åbent ud, at det gjorde enhver, der gik ad vejene, glad til mode. Mens jeg boede på den vestlige del af Jeju og rejste mod øst, opdagede jeg vest- og østkystens forskellige særpræg. Vestkysten var dynamisk, mens østkysten havde en rolig stemning. Hoppebilleder på stranden og selfiestænger var et must, og på fridage, hvor jeg boede på andre gæstehuse, rejste vi sammen i kammeratligt fællesskab som medarbejdere, der var kommet fra fastlandet til Jeju. Vi tog også folk, vi mødte, med tilbage til de gæstehuse, hvor vi arbejdede. Når jeg nød hver dag på den måde, føltes det alt for godt til at holde for mig selv. Jeg var stolt over at være mine venners guide, vise dem det, jeg selv havde oplevet, og udforske Jeju sammen med dem.
Selvom alle steder på Jeju var dejlige,var mit yndlingssted,nattehavet ved Hyupjaeogsolnedgangen set fra en oreum (vulkansk høj)og det uundværlige, når man taler om Jeju,HallasanDet var. Jeg kan stadig ikke glemme nattehavet, jeg så fra gæstehusets tag, hvor himlen hver aften var fuld af stjerner. De daglige stunder med eftertanke og musik, og menneskene, jeg så nattehavet sammen med, vil forblive i mine minder længe.
På oreum-bakken (en lille vulkansk høj) løb jeg mellem sivene for ikke at gå glip af solnedgangen, og det føltes så godt at råbe af mine lungers fulde kraft og mærke mig helt fri. Jeg var også meget stolt af mig selv over at have besteget Hallasan, landets højeste bjerg. Den nervøse spænding før opstigningen, frygten undervejs, da det var så hårdt, at jeg spekulerede på, om jeg kunne nå toppen og komme ned igen, følelsen af at stå ved Baekrokdam, som var jeg i en anden verden, og de overvældende tårer på vej ned – de følelser står stadig lyslevende for mig. Måske føltes det, som om jeg havde set hele Jeju, efter at jeg havde besteget Hallasan?
Hvad jeg kunne få ud af det, og hvem jeg ville møde.
Det var så trist at skulle forlade de smukke rejsemål, de vidunderlige mennesker og de steder og personer, jeg var taknemmelig for, og vende tilbage til hverdagen. Jo nærmere afrejsedagen fra Jeju kom, desto mere rastløs og vemodig blev jeg, så jeg tror, jeg blev ved med at se længere og længere på havet. I begyndelsen tænkte jeg meget over, hvad jeg kunne få ud af at tage et sabbatår, og hvem jeg ville møde. Da jeg skulle rejse fra Jeju, stod det klart for mig, hvorfor jeg var taget af sted.
Frem for alt indså jeg, at jeg var kommet for at møde de dyrebare mennesker, jeg havde truffet på Jeju, og som jeg stadig har kontakt med den dag i dag, samt for at møde mig selv. Jeg forstod, at jeg må acceptere, hvem jeg er, for at finde ud af, hvordan jeg skal leve, og jeg besluttede mig for at blive ved med at være mig selv og ikke miste mig selv på grund af andres meninger.
Selv da jeg var landet i Daegu Lufthavn efter at have forladt Jeju, føltes det ikke virkeligt, at jeg var rejst derfra. Da jeg så bjergene foran mig, tænkte jeg på Hallasan, og da jeg så floden, tænkte jeg på Hyeopjae-stranden. Jeg indså også, at min indstilling er det vigtigste, når jeg ser på noget. Lidt efter lidt begyndte alle landskaber og genstande at se smukke ud.
Først troede jeg, det var, fordi jeg kun havde set smukke ting på Jeju, men da jeg så nærmere efter, indså jeg, at jeg faktisk havde boet et smukt sted.Alligevel tror jeg, at jeg ofte klagede, simpelthen fordi jeg var så vant til det. Det er, som om det at tænke »det her er Jeju« fik det til at blive Jeju.Med den energi, jeg fik fra Jeju, tror jeg, at jeg vil kunne se lidt bredere på de valg, jeg skal træffe i livet..
Jeg tog af sted for at finde et præcist svar, men fandt ikke et entydigt svar. Til gengæld fik jeg stor hjælp til at kunne søge efter det svar. Jeg er stadig langt fra at finde mit svar, men jeg tror, at jeg vil leve for at finde det – for min egen skyld. Jeg vil gerne sige, at tiden for »mig« er virkelig dyrebar. Til jer, der overvejer at tage et sabbatår: Jeg vil sige, at I bare skal gøre det!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
