Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Overvandt stress forårsaget af mellemmenneskelige relationer #Oplevede familielignende bånd og en følelse af tilfredsstillelse gennem arbejdet #Fandt ny energi i en ensformig arbejdsdagligdag
Jeg ville ikke ende som en lurvet trediveårig uden noget mellem hænderne, så jeg arbejdede i en virksomhed ligesom alle andre. Men jeg spekulerede på, om penge og social status var de eneste kvaliteter, mit fremtidige jeg burde have. Derfor søgte jeg ind på Gap Year Stay-programmet, fordi jeg gerne ville prøve noget anderledes.
-Gyeongju, stedet med tusind års historie! Gap Year Stay/Choi Su-jin/Gabårsopholdsdeltager/Gapper/8 ugers gabår |
Gabåret, jeg opdagede midt i et ensformigt kontorliv
Jeg hørte første gang om gabår, da jeg var udmattet af kontorlivets daglige monotoni og ledte efter steder, hvor jeg kunne tage på en kort ferie.
Da jeg første gang besøgte hjemmesiden Korea Gap Year, troede jeg faktisk, at det var et sted, hvor universitetsstuderende kunne få erfaring. Da mange af programmerne varede længe, syntes jeg ikke, det var realistisk at sige mit job op og tage af sted.
Bare tanken: »Det ville være skønt, hvis jeg virkelig kunne komme af sted«, gav mig et lille løft midt i den udmattende hverdag på kontoret. I ugevis fortabte jeg mig i fantasier og vendte igen og igen tilbage til virkeligheden. Når jeg så på gabårsprogrammerne, forestillede jeg mig, at jeg sprang op, pakkede og tog af sted med det samme. Men så mindede arbejdet på virksomheden og den usikre fremtid, der ventede mig, mig hurtigt om min situation.
At være sidst i tyverne kan føles som at have masser af tid eller næsten ingen, men det er en alder, hvor man føler sig tvunget til straks at forberede sig på at forlade tyverne. Jeg arbejdede i en virksomhed ligesom alle andre, fordi jeg ikke ville ende som en lurvet trediveårig uden noget mellem hænderne, men barespekulerede jeg på, om penge og social status var de eneste kvaliteter, mit fremtidige jeg burde have.Derfor søgte jeg ind på Gap Year Stay-programmet, fordi jeg gerne ville prøve noget anderledes.
Da jeg fortalte, at jeg ville arbejde på et gæstehus,udtrykte folk omkring mig flestbekymringer.
Venner og ældre bekendte, der havde rejst en del, reagerede alle negativt. De sagde, at de ansatte på gæstehuse, de havde mødt, altid var overbebyrdede og for travlt optaget af at være sammen indbyrdes til at tale med de rejsende. Bekymret søgte jeg efter andre gæstehuse på nettet, og som forventet faldt jeg over forskellige klager. Jeg var derfor meget bekymret, men før man selv har prøvet noget,ved man det ikke.Så tog jeg bussen til Gyeongju.
Kort sagt:Bekymringerne var unødvendige. Værterne behandlede mig venligt som familie, og jeg kunne frit være sammen med de andre ansatte, så det var ikke svært at bo væk hjemmefra.
Arbejdet som ansatbestod hovedsageligt i at hjælpe gæster med ind- og udtjekning samt gøre værelser og fællesområder rene. Gæstehuset var ret stort, så det kunne være hårdt i begyndelsen. Men opgaverne var ikke særligt vanskelige, så man kunne hurtigt vænne sig til dem, og arbejdsopgaverne kunne ændres eller tilpasses den enkeltes evner.
Jeg følte mig også værdsat, fordi gæsterne gav øjeblikkelig respons i forhold til, hvor hårdt man arbejdede. De fleste gæster fulgte gæstehusets regler godt og tog selv initiativ til at tale med værterne og de ansatte. Hvis man ikke er meget udadvendt, kan det ganske vist være svært at være venlig over for fremmede i begyndelsen. Men når man er på et gæstehus, bliver oplevelsen rigere, jo mere man møder andre med et åbent sind.
Selvfølgelig var ikke alle behagelige eller nogen, man havde lyst til at omgås. Nogle gæster stillede urimeligt mange krav eller behandlede faciliteterne skødesløst, og andre skrev negative blogindlæg med klager og udokumenterede påstande. Selv på kort tid mødte jeg alle mulige slags mennesker, så det ville være løgn at sige, at jeg ikke oplevede stress på grund af andre.
Men eftersom folk kommer og går, lærte jeg ikke at tage det personligt, men blot lade det passere med tanken: »Sådan en person fandtes der også.«
Jeg havde hørt, at antallet af udenlandske turister i Gyeongju var faldet i forhold til tidligere. Der kom dog udenlandske turister cirka hver anden uge, og hver gang kunne jeg føre korte samtaler med folk fra forskellige lande. Det var en helt særlig oplevelse.
Grillfester, jul, forberedelser til nytår ... mindeværdige oplevelser i mange afskygninger
På gæstehuset blev der holdt grillfester på taget frem til november. Da temperaturen faldt sidst i november og i december, januar og februar, holdt vi indendørs fester med chimaek (kylling og øl). Til grillfesterne skulle man gå op og ned ad trappen til taget for at gøre klar, så det var fysisk anstrengende. Men man kunne spise så meget kød, man havde lyst til, og gæsterne var meget tilfredse. Derfor fik de ansatte og ejeren, som havde gjort sig umage med forberedelserne, naturligvis ros, og det føltes givende. Efter grill- eller chimaekfesterne tog de, der kom godt ud af det med hinanden, videre på en anden bar, og det gav mig mulighed for at komme tættere på folk.
På særlige dage som jul og nytår blev der holdt fester. Værterne og de ansatte slog hovederne sammen og planlagde alt fra festens tema til program og forberedelser. Det var virkelig sjovt for mig, der holder af den slags. Det, jeg husker bedst, er, at vi købte ind sammen og gjorde forskellige ting klar.
I lavsæsonen, hvor der ikke var mange gæster, tømte gæstehusets familie nogle gange hele stedet og tog sammen på udflugt til det nærliggende Namsan. Det var ikke bare ejeren og de ansatte på stedet, hvor jeg boede og arbejdede midlertidigt, men virkelig et familieagtigt og hyggeligtfristedhvor jeg kunne finde ro — sådan slutter min beretning om livet i Gyeongju.
Mit eget Gyeongju, som jeg opdagede i løbet af gabåret
Fordi gabårsopholdsprogrammet gav god tid til at tage på udflugter, besøgte jeg et sted hver dag.
1. Yangdong Village
Jeg begyndte med stederne længst væk fra Gyeongju Station, og denne gang besøgte jeg »Yangdong Folk Village«, som jeg aldrig før havde hørt om.
Der er cirka 40 minutters bustur fra området foran Gyeongju Station, og ligesom Andong Hanok Village har stedet bevaret traditionelle huse.
Sammenlignet med andre hanoklandsbyer virker stedet mere rustikt og enkelt, med huse, der ligger indlejret i bjergsiden. Derfor føles det virkelig, som om man går rundt i Joseon-tiden.
2. Gyeongju Namsan
Gyeongju Namsan er ikke særlig højt, men det er et langt og vidtstrakt bjerg, hvor man kan opleve forskellige seværdigheder ved hver indgang.
Jeg tog til indgangen ved Chilbulam. Terrænet er hverken ujævnt eller stejlt, så det er let at bestige bjerget, hvis vejret er godt. Selvom jeg normalt ikke bryder mig om vandreture, nød jeg roligt en kop te med munke på bjergsiden og udsigten fra et eremitage.
3. Historiske seværdigheder
Inden for cirka 30 minutters gang fra centrum ligger der historiske seværdigheder som Daereungwon, Choi-familiens hus (Gyochon Village), Gyerim og Anapji. Jeg kan godt lide at gå, så jeg kom for det meste rundt til fods. Hvis vejret er godt, kan man også cykle rundt i byen og besøge seværdighederne.
Jeg ville ikke ende som en lurvet trediveårig uden noget mellem hænderne, så jeg arbejdede i en virksomhed ligesom alle andre. Men jeg spekulerede på, om penge og social status var de eneste kvaliteter, mit fremtidige jeg burde have. Derfor søgte jeg ind på Gap Year Stay-programmet, fordi jeg gerne ville prøve noget anderledes.
-Gyeongju, stedet med tusind års historie! Gap Year Stay/Choi Su-jin/Gabårsopholdsdeltager/Gapper/8 ugers gabår |
Gabåret, jeg opdagede midt i et ensformigt kontorliv
Jeg hørte første gang om gabår, da jeg var udmattet af kontorlivets daglige monotoni og ledte efter steder, hvor jeg kunne tage på en kort ferie.
Da jeg første gang besøgte hjemmesiden Korea Gap Year, troede jeg faktisk, at det var et sted, hvor universitetsstuderende kunne få erfaring. Da mange af programmerne varede længe, syntes jeg ikke, det var realistisk at sige mit job op og tage af sted.
Bare tanken: »Det ville være skønt, hvis jeg virkelig kunne komme af sted«, gav mig et lille løft midt i den udmattende hverdag på kontoret. I ugevis fortabte jeg mig i fantasier og vendte igen og igen tilbage til virkeligheden. Når jeg så på gabårsprogrammerne, forestillede jeg mig, at jeg sprang op, pakkede og tog af sted med det samme. Men så mindede arbejdet på virksomheden og den usikre fremtid, der ventede mig, mig hurtigt om min situation.
At være sidst i tyverne kan føles som at have masser af tid eller næsten ingen, men det er en alder, hvor man føler sig tvunget til straks at forberede sig på at forlade tyverne. Jeg arbejdede i en virksomhed ligesom alle andre, fordi jeg ikke ville ende som en lurvet trediveårig uden noget mellem hænderne, men barespekulerede jeg på, om penge og social status var de eneste kvaliteter, mit fremtidige jeg burde have.Derfor søgte jeg ind på Gap Year Stay-programmet, fordi jeg gerne ville prøve noget anderledes.
Da jeg fortalte, at jeg ville arbejde på et gæstehus,udtrykte folk omkring mig flestbekymringer.
Venner og ældre bekendte, der havde rejst en del, reagerede alle negativt. De sagde, at de ansatte på gæstehuse, de havde mødt, altid var overbebyrdede og for travlt optaget af at være sammen indbyrdes til at tale med de rejsende. Bekymret søgte jeg efter andre gæstehuse på nettet, og som forventet faldt jeg over forskellige klager. Jeg var derfor meget bekymret, men før man selv har prøvet noget,ved man det ikke.Så tog jeg bussen til Gyeongju.
Kort sagt:Bekymringerne var unødvendige. Værterne behandlede mig venligt som familie, og jeg kunne frit være sammen med de andre ansatte, så det var ikke svært at bo væk hjemmefra.
Arbejdet som ansatbestod hovedsageligt i at hjælpe gæster med ind- og udtjekning samt gøre værelser og fællesområder rene. Gæstehuset var ret stort, så det kunne være hårdt i begyndelsen. Men opgaverne var ikke særligt vanskelige, så man kunne hurtigt vænne sig til dem, og arbejdsopgaverne kunne ændres eller tilpasses den enkeltes evner.
Jeg følte mig også værdsat, fordi gæsterne gav øjeblikkelig respons i forhold til, hvor hårdt man arbejdede. De fleste gæster fulgte gæstehusets regler godt og tog selv initiativ til at tale med værterne og de ansatte. Hvis man ikke er meget udadvendt, kan det ganske vist være svært at være venlig over for fremmede i begyndelsen. Men når man er på et gæstehus, bliver oplevelsen rigere, jo mere man møder andre med et åbent sind.
Selvfølgelig var ikke alle behagelige eller nogen, man havde lyst til at omgås. Nogle gæster stillede urimeligt mange krav eller behandlede faciliteterne skødesløst, og andre skrev negative blogindlæg med klager og udokumenterede påstande. Selv på kort tid mødte jeg alle mulige slags mennesker, så det ville være løgn at sige, at jeg ikke oplevede stress på grund af andre.
Men eftersom folk kommer og går, lærte jeg ikke at tage det personligt, men blot lade det passere med tanken: »Sådan en person fandtes der også.«
Jeg havde hørt, at antallet af udenlandske turister i Gyeongju var faldet i forhold til tidligere. Der kom dog udenlandske turister cirka hver anden uge, og hver gang kunne jeg føre korte samtaler med folk fra forskellige lande. Det var en helt særlig oplevelse.
Grillfester, jul, forberedelser til nytår ... mindeværdige oplevelser i mange afskygninger
På gæstehuset blev der holdt grillfester på taget frem til november. Da temperaturen faldt sidst i november og i december, januar og februar, holdt vi indendørs fester med chimaek (kylling og øl). Til grillfesterne skulle man gå op og ned ad trappen til taget for at gøre klar, så det var fysisk anstrengende. Men man kunne spise så meget kød, man havde lyst til, og gæsterne var meget tilfredse. Derfor fik de ansatte og ejeren, som havde gjort sig umage med forberedelserne, naturligvis ros, og det føltes givende. Efter grill- eller chimaekfesterne tog de, der kom godt ud af det med hinanden, videre på en anden bar, og det gav mig mulighed for at komme tættere på folk.
På særlige dage som jul og nytår blev der holdt fester. Værterne og de ansatte slog hovederne sammen og planlagde alt fra festens tema til program og forberedelser. Det var virkelig sjovt for mig, der holder af den slags. Det, jeg husker bedst, er, at vi købte ind sammen og gjorde forskellige ting klar.
I lavsæsonen, hvor der ikke var mange gæster, tømte gæstehusets familie nogle gange hele stedet og tog sammen på udflugt til det nærliggende Namsan. Det var ikke bare ejeren og de ansatte på stedet, hvor jeg boede og arbejdede midlertidigt, men virkelig et familieagtigt og hyggeligtfristedhvor jeg kunne finde ro — sådan slutter min beretning om livet i Gyeongju.
Mit eget Gyeongju, som jeg opdagede i løbet af gabåret
Fordi gabårsopholdsprogrammet gav god tid til at tage på udflugter, besøgte jeg et sted hver dag.
1. Yangdong Village
Jeg begyndte med stederne længst væk fra Gyeongju Station, og denne gang besøgte jeg »Yangdong Folk Village«, som jeg aldrig før havde hørt om.
Der er cirka 40 minutters bustur fra området foran Gyeongju Station, og ligesom Andong Hanok Village har stedet bevaret traditionelle huse.
Sammenlignet med andre hanoklandsbyer virker stedet mere rustikt og enkelt, med huse, der ligger indlejret i bjergsiden. Derfor føles det virkelig, som om man går rundt i Joseon-tiden.
2. Gyeongju Namsan
Gyeongju Namsan er ikke særlig højt, men det er et langt og vidtstrakt bjerg, hvor man kan opleve forskellige seværdigheder ved hver indgang.
Jeg tog til indgangen ved Chilbulam. Terrænet er hverken ujævnt eller stejlt, så det er let at bestige bjerget, hvis vejret er godt. Selvom jeg normalt ikke bryder mig om vandreture, nød jeg roligt en kop te med munke på bjergsiden og udsigten fra et eremitage.
3. Historiske seværdigheder
Inden for cirka 30 minutters gang fra centrum ligger der historiske seværdigheder som Daereungwon, Choi-familiens hus (Gyochon Village), Gyerim og Anapji. Jeg kan godt lide at gå, så jeg kom for det meste rundt til fods. Hvis vejret er godt, kan man også cykle rundt i byen og besøge seværdighederne.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
