Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Udvikling ved at tage imod nye udfordringer #At lære at elske mig selv; en følelse af at have udrettet noget #Vigtigheden af at møde andre med et åbent hjerte
De var ikke interesserede i, om jeg var asiat eller vesterlænding, hvilken uddannelsesbaggrund jeg havde, hvor jeg boede, eller hvor mange penge jeg havde.De så mig ganske enkelt som en person ved navn Yu Sujae. -At give elever i Ho Chi Minh City i Vietnam vinger til deres drømme gennem undervisning i koreansk / Yu Sujae, sabbatårsrejsende / 8 ugers sabbatår |
# Jeg ville gerne holde lidt af mig selv.
Efter at have afsluttet mine studier og arbejdet en kort periode skulle jeg til at begynde på et nyt studium, men min onkel, som havde set mig løbe af sted uden pause, havde tilfældigvis læst direktør Ahn Si-juns bog og anbefalede den. Han sagde, at han ville låne mig bogen, inden jeg rejste, men til sidst fik jeg den ikke lånt. Øv...
Med dette sabbatår ville jeg først og fremmest finde tilbage til mig selv. Jeg følte mig alt for udmattet af livet. Inden jeg nåede at afslutte én ting, kastede jeg mig allerede ud i en ny udfordring...Fordi jeg følte, at jeg hele tiden drev mig selv frem uden egentlig at kende mig selv eller vide, hvorfor jeg lever, og hvad jeg gerne vil.
Derudover,ville jeg gerne holde lidt af mig selv.Jeg dumpede til sidst reeksamen efter at være kommet på venteliste, og selvom jeg ikke viste det udadtil, følte jeg mig indeni både ynkelig og ulykkelig over mig selv.
# Det, jeg lærte i Vietnam
1. Jeg kunne være lidt stolt af Korea.
Jeg kunne mærke, at selvom Korea måske bliver kritiseret eller set ned på derhjemme, er det i udlandet en kultur, som folk anerkender, efterspørger og oprigtigt holder af.
2. Jeg kunne være stolt af mig selv.
Ikke fordi folk kunne lide mig eller fulgte efter mig, men jeg kunne høre min indre stemme sige: »Jeg er virkelig et godt menneske«, »Jeg kan også behandle andre sådan«, »Jeg er virkelig et varmt menneske.«
Indtil da havde jeg været uendeligt hård og kold i min vurdering af mig selv.Derfor kunne jeg ikke holde af mig selv, og jeg så mig selv som utilstrækkelig, som én der skulle fyldes op med noget mere, og forsøgte hele tiden at fylde mig selv med noget, der ikke var mig. Men det var bogstaveligt talt ikke mit. Jeg kunne ikke se, hvad jeg allerede havde,fordi jeg kun så på det, jeg gerne ville have, og på det tomrum, det skabte Jeg bar alene rundt på selvforagten.
Gennem denne udfordring, hvor jeg stod helt på egne ben, kunne jeg kun se mig selv, og undervejs blev ordene fra mennesker, der så mig for allerførste gang i deres liv, en stor styrke for mig. De var ikke interesserede i, om jeg var asiat eller vesterlænding, hvilken uddannelsesbaggrund jeg havde, hvor jeg boede, eller hvor mange penge jeg havde.De så mig ganske enkelt som en person ved navn Yu Sujae.
De så min personlighed, og ud fra mine daglige handlinger kunne de se, hvad jeg tænkte, og hvordan jeg behandlede andre. De fortalte mig det åbent i en afslappet stemning. Hvert eneste af deres ord gjorde dybt indtryk på mig, og jeg var virkelig taknemmelig. Der var endda en ven, som troede, jeg var homoseksuel, fordi jeg var så omsorgsfuld over for andre.Jeg var aldrig før i mit liv blevet behandlet sådan, så jeg blev overrasket over, at folk så mig på den måde, og dobbelt så overrasket over, at jeg selv havde den side.
3. Jeg indså, at det ikke er svært at kaste sig ud i en udfordring.
Når jeg tænkte på en udfordring, troede jeg, at jeg skulle starte en virksomhed, tage på en udlandsrejse for at sætte gang i noget stort, jeg aldrig havde prøvet før, eller måske arrangere en flashmob. Men de udfordringer, jeg tog på mig, var ikke sådan. At prutte om prisen på et marked, få en udenlandsk ven til at sige »Sujae, jeg elsker dig«, gå hen til fremmede og lytte til deres historier, tage en vej, jeg ikke havde taget før, reflektere over mit liv og lave en oversigt over det – alt dette var udfordringer.
Jeg indså, at en udfordring ikke behøver at være stor og storslået, men kan være en lille ændring af noget, jeg plejer at gøre.Selvom du tager på arbejde hver dag, kan det være en udfordring at sende dine forældre en sms med »Jeg elsker jer« på vejen, tage en anden bus end normalt eller cykle på arbejde, eller tage af sted 30 minutter tidligere i stedet for en time før for at fotografere landskabet.
# Da jeg åbnede mit hjerte og tog kontakt til dem, åbnede de også deres hjerter og tog imod mig.
Når jeg ser tilbage, er de her ting måske ikke så svære, når man er i udlandet. At gå i supermarkedet, spise pho og købe kaffe er nemt og noget, alle kan gøre. Men...For mig var det en virkelig stor udfordring. Jeg var en frø i en brønd, der aldrig havde været i udlandet.Jeg var bange for at prøve nye ting, og fordi jeg ikke vidste, hvad de indebar, havde jeg travlt med blindt at flygte fra dem.Fordi det virkelig stressede mig at møde nye ting, var jeg nødt til at prøve selv de mindste ting, uanset hvad.
Efter omkring to måneder havde jeg tilpasset mig så naturligt, at jeg kunne tage motorcykeltaxaer alene. Og selv når jeg sad bagpå (hvilket kunne være farligt), nød jeg selve motorcykelturen.Selv markedsmissionen, hvor vi skulle prutte om prisen som en del af sabbatårsmissionen, endte jeg med at gøre uden at tænke over det, og jeg nød at tage billeder sammen med de handlende.Det var ikke sådan, at jeg tvang mig selv til at overvinde alt dette i løbet af sabbatåret,Jeg var forbløffet over, at jeg nød de nye ting, efterhånden som de kom min vej.
Og i de koreansktimer, der begyndte, oplevede jeg for første gang elevernes engagement.Det var selvfølgelig nyt og forbløffende at undervise, men børnenes begejstring for koreansk var anderledes end den, jeg huskede fra fremmedsprogsundervisningen i gymnasiet. I begyndelsen føltes deres engagement overvældende, og jeg spekulerede på, om jeg overhovedet var kvalificeret til at undervise i noget. Men langsomt blev jeg rørt over deres begejstring, og...Uden at opdage det selv var jeg begyndt at undervise børnene med stor entusiasme.
Selv kunne jeg selvfølgelig se, at der var mange mangler ved kvaliteten af min undervisning. Jeg havde studeret koreansk grundigt i gymnasiet, men jeg var ikke uddannet i koreansk litteratur, så nogle gange kunne jeg ikke forklare grammatikken ordentligt, når den måske forvirrede eleverne, og jeg fortryder, at jeg ikke kunne give dem flere undervisningsmaterialer og udtryk. Alligevel lærte jeg af elevernes engagement, og for første gang nød jeg at være frivillig og undervise.
Sabbatåret var virkeligat tage af stedFør jeg tog af sted, kunne jeg ikke uden videre tale med udlændinge og troede, at man var lykkelig, når man boede i Korea. Men efter at have deltaget indså jeg, at flere mennesker, end jeg havde troet, tager hensyn til udlændinge (selvfølgelig ikke alle), og at mennesker forstår hinanden og lever sammen. Det gælder især blandt rejsende.
Gennem sabbatåret vænnede jeg mig til at tage nye udfordringer op, og følelsen af at lykkes med dem hjalp mig med at vokse og holde mere af mig selv. Der var mange øjeblikke i løbet af de 2–3 uger, hvor det var svært at holde ud, og hvor jeg virkelig gerne ville hjem igen, men...Til sidst faldt al den tid på plads og gav mig en periode, hvor jeg kunne se helt ind i mig selv.
Jeg oplevede også utallige nye mennesker, nye sprog, nye omgivelser og nye situationer. Men hvis jeg havde holdt mit hjerte lukket midt i det hele, ville jeg ikke have fået noget ud af det og var straks taget hjem igen. Men...Da jeg åbnede mit hjerte og selv tog det første skridt, åbnede de også deres hjerter og tog imod mig.Jeg er taknemmelig over for de mennesker, jeg mødte lokalt, og for mit sabbatår, fordi det gav mig mulighed for at lære nye ting og nyde dem.
Min personlige rejseplan for Vietnam
Nord / Ho Chi Minh – Hanoi – Sapa – Lao Cai – Hanoi – Ninh Binh – Ho Chi Minh
Jeg fløj fra Ho Chi Minh til Hanoi. På hjemturen tog jeg en sovebus. Konklusionen: Tag helt klart et fly. Sovebusser er en ny oplevelse, men meget udmattende. Da jeg rejste fra Hanoi til Sapa, tog jeg af sted med en amerikansk familie.
De lejede en varevogn, så der var masser af sæder. Vejen op til og ned fra Sapa er meget ujævn, så tag medicin mod transportsyge med. Eller tag i det mindste en pose med til transportsyge. Jeg endte med at kaste op på vej ned. I Lao Cai gjorde det størst indtryk på mig at se, hvordan grænsen til Kina følger én enkelt flod.
Der var kinesere i nærheden, og da de fortalte mig, at man kan gå over grænsen til Vietnam, blev jeg lige så chokeret som en, der kommer fra en østat. Jeg indså, at det kan være så overvældende at krydse ind i et andet land til fods. Bagefter tog jeg en taxa til et område ved navn Ninh Binh, og det var virkelig smukt. Taxaer er dog ret dyre, så det er bedre at bruge et rejsebureau eller bare leje en motorcykel, hvis det er muligt.
Syd / Ho Chi Minh – (Dalat), (Mui Ne) / Ville virkelig gerne dertil, men det var umuligt på grund af budgettet – Mekongdeltaet
Jeg anbefaler, at man besøger Mekongdeltaet i bare én dag. Selv én dag dér vil gøre dig udmattet. Det skyldes, at man kommer rundt med båd; det er fascinerende til at begynde med, men efter at have steget på og af to eller tre gange bliver det trættende. Kanoturen hen mod slutningen er det sjoveste, og resten går mest ud på at se på landskabet. Nogle gange går ruten gennem mangroveskove, og så kan man tage billeder fra bådens stævn, så jeg anbefaler på det kraftigste, at du tager billeder.
Det er fint at udforske Ho Chi Minh-byen til fods. Men hvis du planlægger en rute fra Saigon Zoo til Vincom Center eller Genforeningspaladset, bliver du udmattet af at gå, så tag bare en Uber-motorcykeltaxa. Det koster kun 10.000 dong og er mere praktisk, end du skulle tro.
Mine egne TIPS til sabbatåret
(Sprog)
Der er ingen særlig metode til at studere på forhånd. Det bedste er at studere i udlandet, derefter kommer et sprogkursus; som minimum bør du have læst engelsk til CSAT... Selv hvis du ikke kan tale sproget, så sørg for at øve din lytteforståelse. Hvis du kan forstå det talte sprog, kan du i det mindste bruge en oversætter, men hvis du ikke kan høre, hvad der bliver sagt, hjælper oversætteren ikke.
Du bliver nærmest stum. I begyndelsen kunne jeg kun forstå sproget, men ikke tale det, og det slog min selvtillid helt ud. Men efterhånden som du husker ord og får grammatikken til at hænge sammen, kan du i det mindste stamme dig igennem en præsentation af dig selv. Senere vil I endda joke med hinanden og grine, så hvis du slet ikke har forberedt dig, så lær ordforråd fra gymnasiet udenad eller se i det mindste amerikanske tv-serier. Friends er svær, så se Game of Thrones i stedet. Den er meget underholdende, og det er nemt at forstå engelsk i den.
(Overnatning)
Overnatningsstedet er ret godt. Det er overraskende rent, Wi-Fi fungerer godt, om end ikke lige så godt som i Korea, og der bliver gjort rent hver dag. Der er endda fire køleskabe, og hvis du køber en stor flaske vand, har de en vandrenser, så du kan fylde op og drikke videre.
Hvis du derimod har undervisning om aftenen, holder busserne op med at køre på hverdage, så medmindre du tager en taxa, bliver du nødt til at overnatte på stedet, hvor du arbejder frivilligt, og forholdene dér er virkelig dårlige. Hvis du for eksempel spiser i frivilligværelset, kan der dukke kakerlakker eller rotter op, så vær forsigtig.
Gør derfor dit bedste for at komme tilbage og sove på de steder, som sabbatårsprogrammet anbefaler. Hvis det er for udmattende, er der et overnatningssted i nærheden, som tager præcis 200.000 dong om dagen eller 1.500.000 dong om måneden, så det er ikke en dårlig idé at tage en fridag dér. Du kan også justere dine mødetider i begyndelsen, så tag det med i betragtning, når du planlægger.
Jeg spekulerede på, om jeg havde misforstået engelsken og tænkte, at det måske var 15.000.000 dong, men jeg besluttede mig for at stole på den lokale koordinator, som sagde 1.500.000 dong. Prisen gælder ikke for byen, men for et lille kvarter i udkanten af Ho Chi Minh, så vær opmærksom på det. Til orientering svarer 1.500.000 dong til cirka 80.000–90.000 won, og 15.000.000 dong til cirka 800.000–900.000 won.
(Måltider)
Når du ankommer til overnatningsstedet, kan du bruge de billetter, du får, i et par dage og prøve alle retterne på restaurantens menu én gang. Når du har prøvet dem alle, kan du bare gå ud på gademarkederne og læse dig nogenlunde gennem menukortene, som du ville gøre på engelsk – så forstår de cirka, hvad du mener. Nogle steder har nemlig et enormt antal retter på menuen (over 100 på én restaurant).
Gademadsboder på markederne har som regel en til tre hovedretter, som vises på store skilte, så hvis du læser ordene på skiltet nogenlunde, kommer de med retten. F.eks. kan PHO BO have diakritiske tegn over bogstaverne, men ignorer dem og læs det som »pho bo«, så serverer de en portion nudler. Så du skal ikke være bange for at pege eller bruge kropssprog – det bliver ikke opfattet som en fornærmelse. Hvis noget ser lækkert ud, så gå ind, læs skiltet, hvis du kan, eller peg i det mindste, og prøv masser af lokal mad.
Det bedste er at have lokale venner... men hvis der ikke er andre muligheder, så spis den gratis mad i restauranten på overnatningsstedet. Restauranter i nærheden ligger som regel meget tættere på end den gratis restaurant på overnatningsstedet. Det vil virkelig slide på dig at gå til det varme sted hver dag til frokost. Spis lækker mad så tæt på som muligt.Når det gælder mad, er der virkelig masser af lækre ting at gå på opdagelse i Vietnam.
(Pakkeliste)
Pak efter vejret. Hvis det er varmt, skal du helt klart vælge sandaler (hvis du ikke skal i bjergene). Tag ikke bøger eller notesbøger med, for du får dem ikke brugt – køb en tynd en, hvis du får brug for det. Tag ikke al den medicin med, som din bedstemor giver dig. Du er stærkere, end du tror. Du bliver sjældent syg. Måske får du lidt ondt en gang imellem, men højst får du brug for noget hovedpinepiller, og du behøver ikke bruge smertestillende plastre, medmindre du arbejder frivilligt på landet.
Tag i stedet ekstra håndklæder med til det sted. Du går i bad hver dag. Og selvom du skal arbejde frivilligt, så tag et par pæne sæt tøj med. Hvis du kun går i slidt tøj, fordi du »arbejder frivilligt«, kan du senere komme til at se billeder fra vigtige øjeblikke, hvor du ser sjusket ud, og føle dig flov og fortryde det. (Det skete for mig.)
(Til kommende deltagere)
Undervisning i koreansk er lettere, end du tror. De kan godt lide, når du tager udgangspunkt i et emne for at skabe samtaler eller underviser i praktisk koreansk ved hjælp af koreanske videoer. De kan især godt lide Running Man, koreanske dramaer og K-pop, så husk det~
De var ikke interesserede i, om jeg var asiat eller vesterlænding, hvilken uddannelsesbaggrund jeg havde, hvor jeg boede, eller hvor mange penge jeg havde.De så mig ganske enkelt som en person ved navn Yu Sujae. -At give elever i Ho Chi Minh City i Vietnam vinger til deres drømme gennem undervisning i koreansk / Yu Sujae, sabbatårsrejsende / 8 ugers sabbatår |
# Jeg ville gerne holde lidt af mig selv.
Efter at have afsluttet mine studier og arbejdet en kort periode skulle jeg til at begynde på et nyt studium, men min onkel, som havde set mig løbe af sted uden pause, havde tilfældigvis læst direktør Ahn Si-juns bog og anbefalede den. Han sagde, at han ville låne mig bogen, inden jeg rejste, men til sidst fik jeg den ikke lånt. Øv...
Med dette sabbatår ville jeg først og fremmest finde tilbage til mig selv. Jeg følte mig alt for udmattet af livet. Inden jeg nåede at afslutte én ting, kastede jeg mig allerede ud i en ny udfordring...Fordi jeg følte, at jeg hele tiden drev mig selv frem uden egentlig at kende mig selv eller vide, hvorfor jeg lever, og hvad jeg gerne vil.
Derudover,ville jeg gerne holde lidt af mig selv.Jeg dumpede til sidst reeksamen efter at være kommet på venteliste, og selvom jeg ikke viste det udadtil, følte jeg mig indeni både ynkelig og ulykkelig over mig selv.
# Det, jeg lærte i Vietnam
1. Jeg kunne være lidt stolt af Korea.
Jeg kunne mærke, at selvom Korea måske bliver kritiseret eller set ned på derhjemme, er det i udlandet en kultur, som folk anerkender, efterspørger og oprigtigt holder af.
2. Jeg kunne være stolt af mig selv.
Ikke fordi folk kunne lide mig eller fulgte efter mig, men jeg kunne høre min indre stemme sige: »Jeg er virkelig et godt menneske«, »Jeg kan også behandle andre sådan«, »Jeg er virkelig et varmt menneske.«
Indtil da havde jeg været uendeligt hård og kold i min vurdering af mig selv.Derfor kunne jeg ikke holde af mig selv, og jeg så mig selv som utilstrækkelig, som én der skulle fyldes op med noget mere, og forsøgte hele tiden at fylde mig selv med noget, der ikke var mig. Men det var bogstaveligt talt ikke mit. Jeg kunne ikke se, hvad jeg allerede havde,fordi jeg kun så på det, jeg gerne ville have, og på det tomrum, det skabte Jeg bar alene rundt på selvforagten.
Gennem denne udfordring, hvor jeg stod helt på egne ben, kunne jeg kun se mig selv, og undervejs blev ordene fra mennesker, der så mig for allerførste gang i deres liv, en stor styrke for mig. De var ikke interesserede i, om jeg var asiat eller vesterlænding, hvilken uddannelsesbaggrund jeg havde, hvor jeg boede, eller hvor mange penge jeg havde.De så mig ganske enkelt som en person ved navn Yu Sujae.
De så min personlighed, og ud fra mine daglige handlinger kunne de se, hvad jeg tænkte, og hvordan jeg behandlede andre. De fortalte mig det åbent i en afslappet stemning. Hvert eneste af deres ord gjorde dybt indtryk på mig, og jeg var virkelig taknemmelig. Der var endda en ven, som troede, jeg var homoseksuel, fordi jeg var så omsorgsfuld over for andre.Jeg var aldrig før i mit liv blevet behandlet sådan, så jeg blev overrasket over, at folk så mig på den måde, og dobbelt så overrasket over, at jeg selv havde den side.
3. Jeg indså, at det ikke er svært at kaste sig ud i en udfordring.
Når jeg tænkte på en udfordring, troede jeg, at jeg skulle starte en virksomhed, tage på en udlandsrejse for at sætte gang i noget stort, jeg aldrig havde prøvet før, eller måske arrangere en flashmob. Men de udfordringer, jeg tog på mig, var ikke sådan. At prutte om prisen på et marked, få en udenlandsk ven til at sige »Sujae, jeg elsker dig«, gå hen til fremmede og lytte til deres historier, tage en vej, jeg ikke havde taget før, reflektere over mit liv og lave en oversigt over det – alt dette var udfordringer.
Jeg indså, at en udfordring ikke behøver at være stor og storslået, men kan være en lille ændring af noget, jeg plejer at gøre.Selvom du tager på arbejde hver dag, kan det være en udfordring at sende dine forældre en sms med »Jeg elsker jer« på vejen, tage en anden bus end normalt eller cykle på arbejde, eller tage af sted 30 minutter tidligere i stedet for en time før for at fotografere landskabet.
# Da jeg åbnede mit hjerte og tog kontakt til dem, åbnede de også deres hjerter og tog imod mig.
Når jeg ser tilbage, er de her ting måske ikke så svære, når man er i udlandet. At gå i supermarkedet, spise pho og købe kaffe er nemt og noget, alle kan gøre. Men...For mig var det en virkelig stor udfordring. Jeg var en frø i en brønd, der aldrig havde været i udlandet.Jeg var bange for at prøve nye ting, og fordi jeg ikke vidste, hvad de indebar, havde jeg travlt med blindt at flygte fra dem.Fordi det virkelig stressede mig at møde nye ting, var jeg nødt til at prøve selv de mindste ting, uanset hvad.
Efter omkring to måneder havde jeg tilpasset mig så naturligt, at jeg kunne tage motorcykeltaxaer alene. Og selv når jeg sad bagpå (hvilket kunne være farligt), nød jeg selve motorcykelturen.Selv markedsmissionen, hvor vi skulle prutte om prisen som en del af sabbatårsmissionen, endte jeg med at gøre uden at tænke over det, og jeg nød at tage billeder sammen med de handlende.Det var ikke sådan, at jeg tvang mig selv til at overvinde alt dette i løbet af sabbatåret,Jeg var forbløffet over, at jeg nød de nye ting, efterhånden som de kom min vej.
Og i de koreansktimer, der begyndte, oplevede jeg for første gang elevernes engagement.Det var selvfølgelig nyt og forbløffende at undervise, men børnenes begejstring for koreansk var anderledes end den, jeg huskede fra fremmedsprogsundervisningen i gymnasiet. I begyndelsen føltes deres engagement overvældende, og jeg spekulerede på, om jeg overhovedet var kvalificeret til at undervise i noget. Men langsomt blev jeg rørt over deres begejstring, og...Uden at opdage det selv var jeg begyndt at undervise børnene med stor entusiasme.
Selv kunne jeg selvfølgelig se, at der var mange mangler ved kvaliteten af min undervisning. Jeg havde studeret koreansk grundigt i gymnasiet, men jeg var ikke uddannet i koreansk litteratur, så nogle gange kunne jeg ikke forklare grammatikken ordentligt, når den måske forvirrede eleverne, og jeg fortryder, at jeg ikke kunne give dem flere undervisningsmaterialer og udtryk. Alligevel lærte jeg af elevernes engagement, og for første gang nød jeg at være frivillig og undervise.
Sabbatåret var virkeligat tage af stedFør jeg tog af sted, kunne jeg ikke uden videre tale med udlændinge og troede, at man var lykkelig, når man boede i Korea. Men efter at have deltaget indså jeg, at flere mennesker, end jeg havde troet, tager hensyn til udlændinge (selvfølgelig ikke alle), og at mennesker forstår hinanden og lever sammen. Det gælder især blandt rejsende.
Gennem sabbatåret vænnede jeg mig til at tage nye udfordringer op, og følelsen af at lykkes med dem hjalp mig med at vokse og holde mere af mig selv. Der var mange øjeblikke i løbet af de 2–3 uger, hvor det var svært at holde ud, og hvor jeg virkelig gerne ville hjem igen, men...Til sidst faldt al den tid på plads og gav mig en periode, hvor jeg kunne se helt ind i mig selv.
Jeg oplevede også utallige nye mennesker, nye sprog, nye omgivelser og nye situationer. Men hvis jeg havde holdt mit hjerte lukket midt i det hele, ville jeg ikke have fået noget ud af det og var straks taget hjem igen. Men...Da jeg åbnede mit hjerte og selv tog det første skridt, åbnede de også deres hjerter og tog imod mig.Jeg er taknemmelig over for de mennesker, jeg mødte lokalt, og for mit sabbatår, fordi det gav mig mulighed for at lære nye ting og nyde dem.
Min personlige rejseplan for Vietnam
Nord / Ho Chi Minh – Hanoi – Sapa – Lao Cai – Hanoi – Ninh Binh – Ho Chi Minh
Jeg fløj fra Ho Chi Minh til Hanoi. På hjemturen tog jeg en sovebus. Konklusionen: Tag helt klart et fly. Sovebusser er en ny oplevelse, men meget udmattende. Da jeg rejste fra Hanoi til Sapa, tog jeg af sted med en amerikansk familie.
De lejede en varevogn, så der var masser af sæder. Vejen op til og ned fra Sapa er meget ujævn, så tag medicin mod transportsyge med. Eller tag i det mindste en pose med til transportsyge. Jeg endte med at kaste op på vej ned. I Lao Cai gjorde det størst indtryk på mig at se, hvordan grænsen til Kina følger én enkelt flod.
Der var kinesere i nærheden, og da de fortalte mig, at man kan gå over grænsen til Vietnam, blev jeg lige så chokeret som en, der kommer fra en østat. Jeg indså, at det kan være så overvældende at krydse ind i et andet land til fods. Bagefter tog jeg en taxa til et område ved navn Ninh Binh, og det var virkelig smukt. Taxaer er dog ret dyre, så det er bedre at bruge et rejsebureau eller bare leje en motorcykel, hvis det er muligt.
Syd / Ho Chi Minh – (Dalat), (Mui Ne) / Ville virkelig gerne dertil, men det var umuligt på grund af budgettet – Mekongdeltaet
Jeg anbefaler, at man besøger Mekongdeltaet i bare én dag. Selv én dag dér vil gøre dig udmattet. Det skyldes, at man kommer rundt med båd; det er fascinerende til at begynde med, men efter at have steget på og af to eller tre gange bliver det trættende. Kanoturen hen mod slutningen er det sjoveste, og resten går mest ud på at se på landskabet. Nogle gange går ruten gennem mangroveskove, og så kan man tage billeder fra bådens stævn, så jeg anbefaler på det kraftigste, at du tager billeder.
Det er fint at udforske Ho Chi Minh-byen til fods. Men hvis du planlægger en rute fra Saigon Zoo til Vincom Center eller Genforeningspaladset, bliver du udmattet af at gå, så tag bare en Uber-motorcykeltaxa. Det koster kun 10.000 dong og er mere praktisk, end du skulle tro.
Mine egne TIPS til sabbatåret
(Sprog)
Der er ingen særlig metode til at studere på forhånd. Det bedste er at studere i udlandet, derefter kommer et sprogkursus; som minimum bør du have læst engelsk til CSAT... Selv hvis du ikke kan tale sproget, så sørg for at øve din lytteforståelse. Hvis du kan forstå det talte sprog, kan du i det mindste bruge en oversætter, men hvis du ikke kan høre, hvad der bliver sagt, hjælper oversætteren ikke.
Du bliver nærmest stum. I begyndelsen kunne jeg kun forstå sproget, men ikke tale det, og det slog min selvtillid helt ud. Men efterhånden som du husker ord og får grammatikken til at hænge sammen, kan du i det mindste stamme dig igennem en præsentation af dig selv. Senere vil I endda joke med hinanden og grine, så hvis du slet ikke har forberedt dig, så lær ordforråd fra gymnasiet udenad eller se i det mindste amerikanske tv-serier. Friends er svær, så se Game of Thrones i stedet. Den er meget underholdende, og det er nemt at forstå engelsk i den.
(Overnatning)
Overnatningsstedet er ret godt. Det er overraskende rent, Wi-Fi fungerer godt, om end ikke lige så godt som i Korea, og der bliver gjort rent hver dag. Der er endda fire køleskabe, og hvis du køber en stor flaske vand, har de en vandrenser, så du kan fylde op og drikke videre.
Hvis du derimod har undervisning om aftenen, holder busserne op med at køre på hverdage, så medmindre du tager en taxa, bliver du nødt til at overnatte på stedet, hvor du arbejder frivilligt, og forholdene dér er virkelig dårlige. Hvis du for eksempel spiser i frivilligværelset, kan der dukke kakerlakker eller rotter op, så vær forsigtig.
Gør derfor dit bedste for at komme tilbage og sove på de steder, som sabbatårsprogrammet anbefaler. Hvis det er for udmattende, er der et overnatningssted i nærheden, som tager præcis 200.000 dong om dagen eller 1.500.000 dong om måneden, så det er ikke en dårlig idé at tage en fridag dér. Du kan også justere dine mødetider i begyndelsen, så tag det med i betragtning, når du planlægger.
Jeg spekulerede på, om jeg havde misforstået engelsken og tænkte, at det måske var 15.000.000 dong, men jeg besluttede mig for at stole på den lokale koordinator, som sagde 1.500.000 dong. Prisen gælder ikke for byen, men for et lille kvarter i udkanten af Ho Chi Minh, så vær opmærksom på det. Til orientering svarer 1.500.000 dong til cirka 80.000–90.000 won, og 15.000.000 dong til cirka 800.000–900.000 won.
(Måltider)
Når du ankommer til overnatningsstedet, kan du bruge de billetter, du får, i et par dage og prøve alle retterne på restaurantens menu én gang. Når du har prøvet dem alle, kan du bare gå ud på gademarkederne og læse dig nogenlunde gennem menukortene, som du ville gøre på engelsk – så forstår de cirka, hvad du mener. Nogle steder har nemlig et enormt antal retter på menuen (over 100 på én restaurant).
Gademadsboder på markederne har som regel en til tre hovedretter, som vises på store skilte, så hvis du læser ordene på skiltet nogenlunde, kommer de med retten. F.eks. kan PHO BO have diakritiske tegn over bogstaverne, men ignorer dem og læs det som »pho bo«, så serverer de en portion nudler. Så du skal ikke være bange for at pege eller bruge kropssprog – det bliver ikke opfattet som en fornærmelse. Hvis noget ser lækkert ud, så gå ind, læs skiltet, hvis du kan, eller peg i det mindste, og prøv masser af lokal mad.
Det bedste er at have lokale venner... men hvis der ikke er andre muligheder, så spis den gratis mad i restauranten på overnatningsstedet. Restauranter i nærheden ligger som regel meget tættere på end den gratis restaurant på overnatningsstedet. Det vil virkelig slide på dig at gå til det varme sted hver dag til frokost. Spis lækker mad så tæt på som muligt.Når det gælder mad, er der virkelig masser af lækre ting at gå på opdagelse i Vietnam.
(Pakkeliste)
Pak efter vejret. Hvis det er varmt, skal du helt klart vælge sandaler (hvis du ikke skal i bjergene). Tag ikke bøger eller notesbøger med, for du får dem ikke brugt – køb en tynd en, hvis du får brug for det. Tag ikke al den medicin med, som din bedstemor giver dig. Du er stærkere, end du tror. Du bliver sjældent syg. Måske får du lidt ondt en gang imellem, men højst får du brug for noget hovedpinepiller, og du behøver ikke bruge smertestillende plastre, medmindre du arbejder frivilligt på landet.
Tag i stedet ekstra håndklæder med til det sted. Du går i bad hver dag. Og selvom du skal arbejde frivilligt, så tag et par pæne sæt tøj med. Hvis du kun går i slidt tøj, fordi du »arbejder frivilligt«, kan du senere komme til at se billeder fra vigtige øjeblikke, hvor du ser sjusket ud, og føle dig flov og fortryde det. (Det skete for mig.)
(Til kommende deltagere)
Undervisning i koreansk er lettere, end du tror. De kan godt lide, når du tager udgangspunkt i et emne for at skabe samtaler eller underviser i praktisk koreansk ved hjælp af koreanske videoer. De kan især godt lide Running Man, koreanske dramaer og K-pop, så husk det~
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
