Jeg var glad for at møde så mange mennesker. Især var der mange, der havde sagt deres job op for at rejse frit, og i begyndelsen kunne jeg ikke forstå det – hvordan kunne de sige deres job op og rejse? Men efterhånden som jeg talte med dem, kunne jeg sætte mig ind i udtrykket: »Jeg følte, at hvis jeg ikke gør det nu, kommer jeg aldrig til det, så jeg begyndte at rejse.« Jeg indså for alvor, at penge ikke er alt i livet, og at det er noget at være taknemmelig for at have en drøm og søge efter den. - Firenze, Italien – jeg vil gerne bo der / 8 ugers sabbatår |
- Engelskniveau inden deltagelsen:Lidt samtaleevne
- Engelskniveau ved hjemkomsten:Lidt samtaleevne
- På deltagelsestidspunktet:Intet problem
- Mine personlige råd om sprog
Da det var et koreansk gæstehus, talte vi kun koreansk. Udfordringen opstår, når man går udenfor: De fleste italienere taler ikke engelsk, så det vil gøre det lettere og mere fornøjeligt at forstå kulturen og hverdagen, hvis man lærer lidt grundlæggende italiensk. I dag er internettet og apps veludviklede, så det burde være tilstrækkeligt at bruge dem til at studere.
- Overnatningssted:Gæstehus
- Mine personlige råd om overnatningsstedet
Overnatningsstedet er rent, og der bor ikke mange mennesker, så det er meget behageligt at bo der. Der er de fleste basale husholdningsartikler (hårtørrer, tørrestativ, bøjler osv.). Da tingene er fælles, skal man bare lægge dem tilbage på plads efter brug, så den næste kan bruge dem. Det er helt grundlæggende ting, så jeg har ikke nogen særlige råd.
- Ting, jeg savnede at have med
Vandkvaliteten i Europa er ikke god, og klimaet er tørt, så det var lidt upraktisk ikke at have olie eller fugtighedscreme med.
- Ting, der var praktiske at have med
En mobiltelefon var både praktisk og til tider besværlig. I Europa fungerer wi-fi og 3G ofte ikke særlig godt. Så når man farer vild eller har brug for information, er det praktisk, hvis man befinder sig et sted med god wi-fi eller 3G, men på steder, hvor forbindelsen er dårlig, skabte det mere frustration og uro.
- Mine personlige råd til kommende frivillige om, hvad de skal pakke
Jeg har ikke nogle særlige ting, som jeg insisterer på, at man skal tage med, men jeg synes virkelig ikke, at man skal tage TOEIC-bøger eller bøger til mundtlig træning med for at studere i udlandet. Hvis du ikke studerede dem i Korea, kommer du helt sikkert heller ikke til det i udlandet. De bliver kun ekstra bagage. I stedet for TOEIC-bøger anbefaler jeg, at du tager bøger om landets sprog og kultur med.
Gode oplevelser, rørende øjeblikke, ting jeg lærte, erkendelser osv. gennem det sabbatårsprogram, jeg deltog i
Jeg var glad for at møde så mange mennesker. Især var der mange, der havde sagt deres job op for at rejse frit, og i begyndelsen kunne jeg ikke forstå det – hvordan kunne de sige deres job op og rejse? Men efterhånden som jeg talte med dem, kunne jeg sætte mig ind i udtrykket: »Jeg følte, at hvis jeg ikke gør det nu, kommer jeg aldrig til det, så jeg begyndte at rejse.« Jeg indså for alvor, at penge ikke er alt i livet, og at det er noget at være taknemmelig for at have en drøm og søge efter den.
Mødte du nogen eller tilbragte du tid med nogen gennem sabbatårsprogrammet?
Gennem min værtssøster mødte jeg en, der er kok, og en, hvis drøm er at blive guide. Vi tilbragte ikke meget tid sammen, men jeg lærte en masse og havde nogle dejlige stunder med dem. Det var første gang, jeg rejste fra Korea, og de hjalp mig meget, når det var svært at bo i udlandet.Jeg er især taknemmelig for, at min værtssøster introducerede mig for nye mennesker og hjalp mig så meget.
© Korea Gapyear
Hvilke råd vil du give til kommende deltagere i sabbatårsprogrammet?
Hvis du ikke ved, hvordan du skal prioritere, insisterer på at gøre alt det, du har lyst til, eller mangler hensyn til andre, bør du tænke dig om en ekstra gang, før du søger. Alle voksne kan deltage, men ordet »voksen« indebærer, at man har ansvarsfølelse, tager hensyn og kan løse problemer fleksibelt.
Programmet går ud på at udføre de opgaver, man får tildelt, samtidig med at man tænker over, hvad gæsterne har brug for, og om de har det godt. I fritiden kan man tage ind til byen eller besøge nærliggende byer for at lære om kulturen og nyde sin fritid.
Du bør deltage i programmet med dine prioriteter klart på plads!
Hvordan vil du sammenligne tiden før og efter din deltagelse i sabbatårsprogrammet?
Jeg lærte, hvad fritid virkelig betyder – noget, jeg aldrig kunne opleve i Korea. I Korea gik jeg ikke udenfor, men tilbragte dagene med at se tv eller sidde ved computeren. Ved at deltage i programmet oplevede jeg glæden ved at gå ud, ikke at skulle bekymre mig om andres blikke og virkelig nyde fritiden ved at sidde på græsset, drikke øl og se på mennesker. I Korea var jeg kun bekymret for at få et job, men i Italien tænkte jeg over mine drømme og bekymrede mig om dem, og jeg mærkede selv, at jeg langsomt voksede.
Fortæl os om din egen rejserute eller steder, du vil anbefale under dit sabbatår.
Firenze er en lille by, så en halv dag er nok til at se den. Derfor rejste jeg ofte til nærliggende byer på dage uden gæster, eller når min værtssøster gav mig en fridag. Ud over Firenze rejste jeg til i alt 16 byer, og de smukke gyder i San Gimignano og Assisi står klarest i min erindring. Hvis du vil til havet, anbefaler jeg Viareggio og Napoli. Jeg anbefaler på det varmeste et besøg i disse fire byer.
Du bør også tilbringe mindst fem dage i Rom. Det er en stor by, så du bruger 2–3 dage på ture som Vatikanrundvisningen og ture til Syditalien. Når rejsetiden er trukket fra, er der kun lidt tid tilbage, så du skal planlægge din rejseplan for Rom omhyggeligt.
Min sabbatårshistorie i Firenze
»Firenze, jeg vil gerne bo der.« Som programmets titel siger, er Firenze så charmerende og smuk, at man virkelig får lyst til at bo der. Man kan se domkirken fra alle gyder, og bare det at se folk frit spille musik og male på gaderne giver en fornemmelse af kunstens puls.
Firenze-domkirken er berømt på grund af »Mellem ro og lidenskab«. Efter at have rejst til mange byer forstod jeg, hvorfor Firenzes domkirke blev valgt som kulisse, og jeg oplevede følelser, jeg ikke kunne få fra bogen eller filmen. Kunne domkirkerne i Milano eller Verona virkelig have skildret Aoi og Junseis dramatiske møde...? Jeg kan med sikkerhed sige, at det kun var muligt i Firenze. Kombinationen af pragt og beskedenhed fik mig til at udbryde i beundring, hver gang jeg så den, og udsigten over domkirken fra toppen af Giottos klokketårn er især virkelig smuk. Det er næsten en skam, at det eneste, jeg kan sige, er »smuk«.
Øverst til venstre (Milanos domkirke), nederst (Veronas domkirke) / øverst til højre og nederst til højre (Firenzes domkirke)ⓒKorea Gapyear
En anden berømt ting i Firenze er læder. Fra det øjeblik, man træder ind på lædermarkedet, hører man »Ciao, bella« utallige gange. På koreansk svarer det til »Hej, smukke« – sælgerne siger det til alle for at sælge deres varer, men af en eller anden grund bliver man glad af at høre det. Når man køber noget, bør man efter min personlige mening altid prutte om prisen for at få mindst 50 % rabat. I begyndelsen var jeg genert og forsigtig med at bede om rabat, men efterhånden som jeg købte mere, begyndte jeg helt naturligt at forhandle med ejerne. Det fik mig til at grine og undre mig, at jeg følte mig stolt over at have købt noget med rabat, som om jeg havde opdaget en ny side af mig selv.
Når jeg taler om Firenzes berømte steder og specialiteter, dukker minderne op, og jeg føler, at jeg er tilbage for tre måneder siden. Det føles, som om det var i går, jeg skrev min ansøgning til sabbatåret ... og nu er tiden gået, og jeg skriver denne anmeldelse. Alle øjeblikkene med utallige bekymringer, der begyndte med »Kan jeg virkelig gøre det her?«, før jeg søgte om sabbatåret, øjeblikket hvor jeg tog mig sammen og besluttede mig for at tage af sted, og øjeblikket hvor jeg lovede mig selv: »Glem aldrig dine mål og din beslutsomhed, og skab din egen ’livshistorie’.« Alle disse øjeblikke blev tilsammen til nutiden og er dyrebare øjeblikke, der kan blive grundlaget for fremtiden.
ⓒKorea Gapyear
Den største gave, disse øjeblikke gav mig, var at lære mig, hvad »fritid og frihed« virkelig betyder. I Korea levede jeg uden at værdsætte værdien af hver dag. Da jeg første gang tog orlov fra studiet, var jeg glad i omkring en uge. At tilbringe hele dage med at se tv, bruge computeren og smartphonen, sove når jeg havde lyst og lege når jeg havde lyst – tiden gik uden, at jeg tænkte over noget, og det føltes virkelig afslappende. Jeg tænkte, at jeg endelig havde fået fritid. Det var ting, jeg altid havde gjort i ferierne, så når jeg ser tilbage, er det både patetisk og absurd, at jeg var så glad, som om jeg oplevede dem for første gang, efter at jeg havde taget orlov. Men den tid blev anledningen til, at jeg søgte om sabbatåret, og gennem det lærte jeg, hvad »fritid og frihed« virkelig er.
Selvfølgelig kan man finde den slags i Korea, hvis man virkelig vil, men der er ting, man slet ikke kan finde eller opleve i Korea. For eksempel gadeoptrædener – man kan godt se dem i Korea, men de foregår ofte i nærheden af travle underholdningsområder eller restauranter, og nogle gange skal man tage til Seoul for at se dem. I Italien foregår de også dér, hvor folk samles, men på steder, hvor folk kan sidde, lytte og nyde det. Man kan lytte til musik, mens man drikker øl, se på mennesker eller lukke øjnene og bare nyde musikken uden at tænke på noget. Hvis man bliver træt af en optrædendes sange, kan man måske endda flytte sig til et andet sted og lytte – der er mange optrædende mange forskellige steder. Når man ser dem interagere med publikum og nyde det sammen, tænker man helt naturligt, at det her er lykke.
En ældre kvinde optræder på gadenⓒKorea Gapyear
Der er én optræden, jeg især husker: en ældre kvinde i et ekstravagant outfit, der dansede og sang. Hvis hun havde gjort det i Korea, ville folk have set skævt til hende og sagt, at hun ikke opførte sig passende for sin alder. Men som man kan se på udtrykket på billedet ovenfor, udtrykker hun sig frit, og tilskuerne nyder også friheden sammen ved at danse og nyde fritiden.
I vores land er der alt for mange arbejdspladser, hvor udseendet vægtes højt. Jeg havde også de fordomme, men jeg brød helt ud af den tankegang og fik nye perspektiver og måder at tænke på.
Mit sabbatår førte mange forandringer med sig og gav mig nye og dyrebare oplevelser. Mit mål var at skabe en almindelig, men særlig »livshistorie«, og jeg er glad for, at jeg nåede det mål, og vil gerne rose mig selv. Desuden fik mødet med nye mennesker, det at høre deres livshistorier og de mange samtaler mig til at indse, hvor dyrebar og lykkelig den tid, jeg tilbringer nu, er.
Det er svært og begrænsende at beskrive alle disse oplevelser på én A4-side, men når jeg skriver dette, vækkes minderne til live, og jeg føler, at jeg er tilbage dengang. Jeg får lyst til at besøge de steder, minderne knytter sig til, én gang til. Og jeg tager helt sikkert af sted igen en dag!!
Hjem
