Jeg afsluttede kurset med en blanding af en smule tomhed og glæde. Som ved afslutningen på ethvert kursus udvekslede vi Facebook-profiler og kontaktoplysninger med de nye venner, vi havde fået. De to uger var præget af både smerte, frustration og glæde, men nu hvor de er forbi, føler jeg, at alle minderne er blevet næring til min udvikling. Under alle omstændigheder er jeg fyldt med taknemmelighed og glæde over at have fået denne oplevelse. – De 5 hemmeligheder bag deres popularitet i Australien :: Bartenderskole / 2 ugers sabbatår |
– Officielt sprog:Engelsk
Mit engelskniveau før deltagelsen varGrundlæggende hverdagssamtale
På deltagelsestidspunktet:Nogle vanskeligheder
– Ting, det var besværligt at undvære:Ingen
– Ting, der var praktiske at have med:Adapter
– Hvad vil du personligt anbefale fremtidige deltagere at tage med?
De fleste ting kan købes lokalt, og priserne er ikke så anderledes. Så i stedet for at lade dig rive med af rygter og købe alt for mange nødvendige ting, anbefaler jeg, at du pakker let og køber det, du mangler, når du har fundet ud af, hvor du skal bo.
– Blandt Korea Gapyears mange programmer, hvorfor besluttede du dig for at tilbringe dit sabbatår på Bartenderskolen?
Jeg har altid været interesseret i cocktail- og kaffekultur, og fordi jeg kunne lære om det i praksis i udlandet og få et certifikat, valgte jeg dette program.
– Bartenderskolens programHvilken indflydelse havde det på dine drømme?
Et af mine fremtidige mål er at åbne min egen café, og jeg tror, at det vil være en stor hjælp at lære om den australske servicekultur og de lokale færdigheder på egen hånd.
– Hvordan var Bartenderskolens program opbygget og sammensat?
Det meste af den første uge gik med at lære og afprøve de nødvendige færdigheder bag baren, og den anden uge var tilrettelagt med fokus på at lære og afprøve færdigheder inden for kaffe, restauranter og andre fag.
– Hvilke råd vil du som tidligere deltager give til dem, der skal deltage i sabbatårsprogrammet?
Selv hvis du mangler at forberede andre ting, så sørg for at forberede dig sprogligt. Især lytteforståelsen...Den er meget anderledes end lytteforståelsen i de eksamener, du tidligere har taget, så forbered dig grundigt.
– Fortæl os om din egen rejserute under sabbatåret.
Da selve byen er en turistattraktion, er det godt at have en guidebog med. Selv uden en guidebog anbefaler jeg, at du udforsker hele byen.Det kan jeg anbefale, og personligt vil jeg foreslå Victoria Market. Der findes varer fra hele verden side om side med australske varer.
– Min fortælling om sabbatåret i Melbourne
Mandag den 28. april. Fordi jeg var kommet dagen før og havde tjekket stedet, fór jeg ikke vild og kom heller ikke for sent. Jeg ankom cirka 15 minutter før undervisningen begyndte kl. 9, og da jeg så mig omkring, fik jeg øje på folk, der var ved at tilmelde sig, folk, der allerede var tilmeldt og ventede roligt, og alle mulige andre. Det var lidt overraskende, at der næsten ikke var andre asiater end mig – de fleste var lokale. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg, om jeg var korrekt tilmeldt, og til min store skuffelse stod mit navn ikke på listen. Uanset om det skyldtes et problem med papirarbejdet eller en administrativ fejl, tjekkede jeg flere gange, men kunne ikke finde mit navn. På gebrokkent engelsk viste jeg mit pas til personalet og bad dem undersøge det, men fik kun negative svar. Jeg kontaktede hurtigt den ansvarlige for sabbatårsprogrammet, og vi fik lige akkurat løst situationen… Det var en begivenhedsrig start helt fra begyndelsen.
Som følge heraf kom jeg cirka 15 minutter for sent til undervisningen. Heldigvis havde Dan, underviseren, allerede set mig sidde der, så det gav ingen problemer, at jeg kom ind i klassen. Selve undervisningens indhold var ikke svært. Vi havde fået lærebogen på forhånd, så jeg kunne gennemgå stoffet inden, og når jeg ikke forstod noget eller gik glip af noget, gjorde Dan mig opmærksom på det og førte undervisningen videre. I timerne lavede vi rollespil, hvor vi spillede bartendere, mens de andre var kunder. Alle tog hensyn til, at jeg ikke talte engelsk så flydende, så jeg kunne nyde undervisningen.
Men man kan jo ikke have praktisk undervisning hele tiden... Nogle gange underviste de i ting, der slet ikke stod i bogen, og gennemgik dem kun mundtligt. Uanset hvor meget jeg koncentrerede mig og prøvede at lytte, var der tidspunkter, hvor jeg ikke kunne forstå undervisningen. Hver gang blev min kinesiske ven Jingjing ved med at hjælpe mig... Jeg har stadig ikke glemt, hvor taknemmelig jeg er over for hende.Så gik en uge, og weekenden kom, men jeg kunne ikke slappe ordentligt af, fordi jeg havde dumpet den afsluttende prøve... Jeg var nødt til at læse desperat. Senere fandt jeg ud af, at der var en hel del andre elever, der også var dumpet.
Jeg havde troet, at alle havde bestået, fordi de ikke så ud til at bekymre sig særligt efter prøven, men sådan var det ikke. På en måde viser det vist forskellen mellem folk herfra og koreanere, når det gælder værdier. I Korea tager man hver eksamen meget alvorligt, og at dumpe bliver betragtet som et tilbageskridt. Her ser folk det bare som en mindre ting. Måske handler det om en vis ro. Dan, læreren, virkede heller ikke særlig bekymret over, at nogen dumpede. Jeg følte mig dum – det var kun mig, der var desperat skuffet og frustreret, og tanken om alle de anstrengelser, jeg havde gjort mig, efterlod mig med en mærkelig tomhed.
Nå, men for at komme til sagen: Efter at have brugt weekenden på at læse bestod jeg lige akkurat omprøven den følgende uge. I den næste uge havde vi undervisning i andre fag end baren. Vi lærte om kaffe – hvordan man betjener maskinen, rækkefølgen og så videre. Underviseren var en anden, men fordi undervisningen også var praktisk orienteret, og jeg havde arbejdet på caféer i Korea i lang tid, var det lettere end noget af det, vi hidtil havde haft. Selvom deres system var lidt anderledes, var de grundlæggende metoder de samme. Derefter kom restaurantundervisningen: borddækning, gafler og skeer, rækkefølgen for at tage imod bestillinger og så videre. Faktisk var det nok den sværeste del på nogle måder.
Menupunkterne var ukendte, og måske fordi bestillingsformen er noget, man sjældent ser i vores land, var det ikke nemt at huske, hvad man skulle gøre, og håndtere ting, som de lokale betragter som rutine. Heldigvis syntes Philip, underviseren, godt om min indstilling i timerne og gav mig venligt individuel vejledning. Han opmuntrede mig hele tiden og sagde, at jeg nok skulle klare det godt. Da undervisningen i kaffe og restaurant var overstået, havde vi et kursus i fødevarehygiejne. Det omfattede et kursus i fødevaresikkerhed, men fordi det var svært at øve sig særskilt på dette, bestod det mest af teori og forklaringer med lidt praktisk arbejde. Derfor var det lidt sværere at forstå end de andre fag.
Og så kom den længe ventede afsluttende prøve på den sidste dag! Jeg klarede mig rigtig godt i de praktiske dele og fik højere karakterer end alle andre, men jeg klarede mig ikke godt i den teoretiske prøve, selvom jeg havde forberedt mig meget. Spørgsmålene krævede nemlig ikke bare simpel udenadslære, men tog udgangspunkt i det lokale hverdagsliv. Jeg følte mig noget modløs og nervøs, da programmet nåede sin afslutning. Jeg var hemmeligt bekymret for, at jeg heller ikke ville bestå denne gang, men til min overraskelse fik alle et kursusbevis. Da jeg undrede mig, forklarede Jingjing, som var blevet min ven, roligt, at selvom jeg ikke havde opnået gode resultater i den skriftlige prøve, skyldtes det blot sproget, og at underviserne mente, at jeg ud fra min præstation i de praktiske øvelser havde forstået stoffet tilstrækkeligt og udført opgaverne korrekt.
Jeg afsluttede kurset med en blanding af tomhed og glæde. Som ved afslutningen på ethvert kursus udvekslede jeg Facebook-oplysninger og kontaktoplysninger med de nye venner, jeg havde fået.
De to uger var præget af både smerte, frustration og glæde, men nu hvor de er slut, føler jeg, at alle minderne er blevet næring til min udvikling. Frem for alt er jeg fyldt med taknemmelighed og glæde over at have fået denne oplevelse.
Hjem
