Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Drømmen om at blive internationalt orienteret fagperson blev mere konkret #Erfaring med planlægning og gennemførelse af frivilligprogrammer #Indså den uvurderlige værdi af frivilligt arbejde
© Korea gapyear
For mig udgør »frivilligt arbejde« – at tjene andre – størstedelen af mit liv. Derfor tror jeg ikke, at jeg siden mit første år på universitetet har sprunget et eneste semester over uden frivilligt arbejde. Det, der betyder mest for mig, er at hjælpe, opmuntre og tjene andre. Det er en værdi, man kan opdage ved at engagere sig frivilligt for at hjælpe andre. Frivilligt arbejde kræver, at man investerer noget – hvad enten det er arbejdskraft, tid eller penge – og den værdi, man får ud af investeringen, kan ikke erstattes af noget andet. Fordi jeg allerede kender betydningen af den værdi, besluttede jeg mig for at prøve kræfter med frivilligt arbejde i udlandet, noget jeg ikke havde gjort før. Som forventet var den værdi, jeg oplevede denne gang, efter min mening mere dyrebar end nogen anden. Jeg deltog i frivilligt arbejde i udlandet, fordi jeg kender den værdi og gerne ville opleve den.
- Frivillige aktiviteter i Bangkok, en varm by, hvor NGO'er fra hele verden samles / Lee Jae-yeon, Gap Year-deltager |
Spørgsmål.Vil du præsentere dig selv?
Svar.Hej. Jeg hedder Lee Jae-yeon, er 25 år og universitetsstuderende ved Yeungnam University.
I stedet for en klichépræget og selvfølgelige præsentation, som alle kunne give, synes jeg, at de tillægsord, der beskriver mig, er: »en, der gerne vil give alle en overvældende og betingelsesløs kærlighed«, »en, der redder liv blandt verdens folk«, »en global borger med et køligt hoved, et varmt hjerte og flittige hænder og fødder«, »en, der kæmper for at udvikle sig og gør sit bedste for at blive ægte« og »en, der kan tage hvor som helst hen«. Det er måske de ord, der kendetegner Lee Jae-yeon.Jeg hedder Lee Jae-yeon og er universitetsstuderende. Jeg forbereder mig på at blive en international fagperson med et klart formål: at redde liv. Selv nu inspirerer selve titlen »universitetsstuderende« mig.
Spørgsmål.Jeg besluttede at bruge et sabbatår på frivilligt arbejde i Thailand. Hvad fik dig til at deltage i frivilligt arbejde i udlandet?
Svar. Uanset om det er frivilligt arbejde herhjemme eller i udlandet, fylder »tjeneste« – at tjene andre – det meste af mit liv. Derfor tror jeg ikke, at der siden mit første år på universitetet har været et eneste semester, hvor jeg ikke udførte frivilligt arbejde. Det, der betyder mest for mig, er at hjælpe mennesker, styrke dem og tjene dem. Det er en værdi, man kan opdage ved at engagere sig frivilligt for at hjælpe andre. Frivilligt arbejde kræver, at man investerer noget – hvad enten det er arbejdskraft, tid eller penge – og den værdi, man får ud af investeringen, kan ikke erstattes af noget andet. Da jeg kendte betydningen af dette, besluttede jeg mig for at prøve frivilligt arbejde i udlandet, noget jeg ikke havde gjort før. Som forventet var den værdi, jeg oplevede denne gang, mere dyrebar end nogen anden. Jeg deltog i frivilligt arbejde i udlandet, fordi jeg kender den værdi og gerne ville opleve den.
© Korea gapyear
Spørgsmål. Hvordan hørte du om et sabbatår?
Var der en særlig grund til, at du valgte frivilligprogrammet i Bangkok blandt de forskellige programmer?
Svar. I mine universitetsår,var frivilligt arbejde i udlandet et punkt på min ønskelisteDet var det. Så en sommer i 2013 søgte jeg gennem universitetet om at deltage i et frivilligprogram i Afrika og fik besked om, at jeg var blevet endeligt udvalgt til turen – der var kun plads til fire. Men den glædelige nyhed varede ikke længe: På grund af mine forældres modstand mod, at jeg tog til Afrika, og helbredsproblemer måtte jeg opgive turen. Jeg var meget skuffet, men dagen efter, at jeg havde opgivet Afrikaturen, begyndte jeg straks at lede efter andre muligheder for frivilligt arbejde i udlandet. Den sociale virksomhed, jeg fandt, hed »Gap Year« og passede perfekt til mig. Den havde flere fordele.
I modsætning til andre frivilligprogrammer i udlandet kunne man blive udsendt alene og selv tilrettelægge programmet. Det var mere økonomisk, jeg kunne høre mentorernes fortællinger, og der var åbne og kreative muligheder i stedet for et fast program. Derfor søgte jeg med det samme.
Der var to grunde til, at jeg specifikt valgte frivilligprogrammet i Bangkok. For det første læser jeg International Studies som bifag, og sidste semester havde jeg fag som Kommunikation og kultur i Sydøstasien, kolonialisme og asiatisk nationalisme. Det gjorde mig nysgerrig på Thailand. Thailand – især Bangkok – er det mest populære rejsemål, som alle gerne vil besøge. Det er det eneste land i Sydøstasien, der aldrig blev koloniseret, og det er et land med mange ressourcer og stort potentiale. Så hvorfor har det ikke udviklet sig? Hvorfor lever folk ikke godt? Det var jeg nysgerrig efter at finde ud af. Hvis forklaringen skulle findes et sted, måtte det være i folks »bevidsthed«, og jeg ville virkelig gerne forstå thailændernes tankegang. Jeg ville tale med folk der, opleve den thailandske kultur og engagere mig i den.
For det andet hang det sammen med mine drømme og min vision om NGO'er og børn. Jeg elsker børn og vil gerne hjælpe dem, og jeg ønskede ikke blot at kommunikere på engelsk, som jeg holder af, men også at få et indirekte indblik i NGO'ers praktiske arbejde. Frivilligprogrammet i Bangkok føltes, som om det var skabt til mig – et program, der var skræddersyet til mig.
I løbet af sabbatåret at møde nye mennesker,at møde forskellige kulturer,
at kommunikere og opleve –at være bange for det
i mine tyvere, mens jeg er ung,tror jeg ville være noget, jeg ville fortryde.
Spørgsmål.Jeg besluttede at holde et sabbatår på omkring en måned. Har du tidligere erfaring med frivilligt arbejde i udlandet? Var du ikke bange for at deltage?
Svar.Det var første gang, jeg udførte frivilligt arbejde i udlandet i cirka en måned.I 2012 boede jeg et år i New York i USA for at modtage missionærtræning. Jeg husker, at jeg i min fritid deltog i programmet »Kitchen Soup«, som uddelte gratis måltider til lavtlønnede arbejdere. Det gjorde mig ked af at se, at New York ikke kun er det velhavende og glamourøse »Manhattan«, som mange kender, men også har en anden side, vi ikke kender så godt, hvor mange mennesker er i nød. Jeg indså, at der ikke findes nogen by eller noget land uden fattigdom. Jeg vil aldrig glemme oplevelsen af at tjene arbejderne i New York, som ikke kunne bade eller spise ordentligt, og tilbringe tid sammen med dem.
Jeg har holdt forskellige sabbatår på forskellige måder og i forskellige længder, siden jeg var ung, så jeg var slet ikke bange for at deltage. Tværtimod var jeg nervøs, spændt og glædede mig til det!Jeg tror, jeg ville have fortrudt det i mine unge tyvere, hvis jeg havde været bange for at møde nye mennesker, møde andre kulturer, kommunikere og få oplevelser i løbet af et sabbatår. ^^;
Spørgsmål.Hvordan reagerede folk omkring dig, da du fortalte, at du skulle til Thailand på sabbatår?
Svar.Faktisk var reaktionerne fra folk omkring mig ikke særlig positive. De fleste voksne og venner var imod det. Ikke bare fordi det var Thailand, eller fordi jeg skulle udføre frivilligt arbejde, men fordi »protesterne« i Thailand var på sit højeste. Jeg tror dog, at jeg ville have fortrudt det meget, hvis jeg ikke var taget af sted trods deres indvendinger. De protester i Thailand, som jeg oplevede på egen hånd, var ikke så voldelige eller farlige, som medierne fremstillede dem. De udgjorde ingen fare for udlændinge. Tværtimod samledes mange mennesker i en festlig stemning og afholdt forskellige arrangementer. Det var en fantastisk oplevelse, som kun kunne fås på det tidspunkt.
Spørgsmål.Hvilke forskelle er der mellem traditionelle frivilligprogrammer i udlandet og Gap Years frivilligprogram?
Svar.Som jeg nævnte tidligere, synes jeg, at Gap Years frivilligprogram i udlandet har fordele, der adskiller sig markant fra andre frivilligprogrammer. Jeg bryder mig ikke om begrænsninger eller alt for faste rammer. Jeg synes, at de frivilligprogrammer i udlandet, vi almindeligvis kender, har deres begrænsninger. Programmerne er fastlagt på forhånd, man skal bekymre sig om, hvem man skal rejse med, og både varighed og destination er fastsat vilkårligt. Desuden er en rejse med frivilligt arbejde i udlandet på så kort tid som en eller to uger så kort, at det næsten føles forkert overhovedet at kalde det frivilligt arbejde – jeg føler endda med de mennesker der, som faktisk skulle modtage reel hjælp.
MenEn stor fordel ved Gap Years frivilligprogram var, at man kunne møde mentorer inden afrejsen og selv tilrettelægge sit program. Jeg brugte min uddannelse inden for familievelfærd, hvor vi hvert semester beskæftiger os med seksualitet og familie, til at planlægge et seksualundervisningsprogram.Da jeg havde planlagt programmet, syntes jeg, det var sjovt, og jeg blev også lidt ambitiøs med hensyn til selve projektet. Derfor planlagde jeg på egen hånd et hygiejneundervisningsprogram. Det hygiejneundervisningsprojekt, jeg forberedte og tog med mig, blev gennemført for børn i en cambodjansk flygtningelejr i Thailand og kom både modtagerne, de frivillige og organisationen til gavn. Det betød meget for mig selv at planlægge programmet og derefter gennemføre det. Inden jeg rejste til Thailand, udformede jeg først frivilligprogrammet ud fra min viden om og forståelse for landet og målgruppen. Det var fascinerende at se, hvilken effekt planen havde, da den blev ført ud i livet der.
© Korea gapyear
Sp.Var der noget, du selv forberedte, inden du deltog i dit sabbatår?
Sv. Jeg bruger ofte »VANK«. VANK (Voluntary Agency Network of Korea) er en cyberbaseret, privat diplomatisk organisation, der promoverer vores land verden over og reagerer på globale spørgsmål. Hvis du fortæller om dit formål med at rejse til udlandet og dine aktiviteter dér, kan du gratis få koreanske informationsmaterialer. Jeg bruger ofte dette websted til at få gratis koreanske informationsmaterialer og præsentere Korea for udenlandske venner på skolen og på mine rejser i udlandet.www.prkorea.com/start.html)
Jeg forberedte også programplaner. I stedet for at skrive projektforslaget alene forberedte jeg det ved at tale med og dele en masse med mentorerne på sabbatårsopholdet under introduktionsforløbet inden afrejsen. Da jeg lærte organisationerne og den lokale kultur at kende og analyserede forskellene mellem organisationerne og det sted, hvor jeg bor nu, begyndte projektidéerne at dukke op én efter én. Det viste sig at være sjovere, end jeg havde forventet, at indsnævre og konkretisere idéerne, strukturere mål og intentioner samt skrive analyser og forventede resultater. Jeg planlagde primært et frivilligprogram med seksualundervisning. Jeg læser familievelfærd, og hvert semester studerer jeg emner relateret til sex og ægteskab, så jeg tænkte, at det kunne være nyttigt for børnene i Thailand. Efterhånden som projektet udviklede sig, blev jeg også mere ambitiøs og brugte forskellige materialer til at planlægge noget undervisning i hygiejne.
© Korea gapyear
Hvis jeg forberedte andet særskilt, var det koreanske souvenirs og gaver. Når jeg rejser til udlandet, køber jeg billige gaver på nærliggende traditionelle markeder eller i butikker, der sælger koreanske souvenirs, og tænker på de mennesker, jeg skal møde. I Thailand blev de venner, jeg tilbragte tid sammen med, husbestyreren og kontorpersonalet meget glade, da jeg gav dem gaver sammen med koreanske postkort. Desuden laver en kvinde, jeg er gode venner med, håndlavet sæbe. Hun lavede omkring 50 sæber i flotte former til en lav pris, og jeg gav dem til thailandske børn og cambodjanske flygtningebørn, mens jeg underviste i hygiejne — de blev så glade. Det gjorde mig stolt at se, og jeg tænkte, at jeg havde forberedt mig godt.
Sp.Hvilke opgaver havde du ansvar for i frivilligorganisationen? Jeg vil gerne høre om de aktiviteter, du deltog i.
Sv.
9.00–11.00: Børnehaveassistent / engelskundervisning på centret
12.30–14.30: Engelskundervisning i en cambodjansk flygtningelejr
16.00–17.00: Lektiehjælp
17.00–17.30: Privatundervisning for en elev på en international skole
Jeg havde en mere tætpakket tidsplan, end jeg havde forventet. Jeg havde hovedsageligt ansvar for engelskundervisningen. Centret har normalt åbent fra kl. 9 til 17. I mit tilfælde arbejdede jeg fra kl. 9 til 17.30 mandag til fredag. Fra kl. 9 til 11 arbejdede jeg som hjælpelærer i børnehaven, der tager sig af centrets forældreløse børn. Fra morgenstunden hjalp jeg de søde børn med at vaske ansigt, få pudder på og drikke mælk. Da hovedlæreren overtog undervisningen, hjalp jeg til i baggrunden. Omkring tre gange om ugen stod jeg selv for engelskundervisningen med fokus på ordforråd, farvelægning og håndarbejde. Timerne varede omkring 30–40 minutter, men det var ikke let at undervise 38 børn og forsøge at møde dem på deres niveau. Efter undervisningen spiste børnene frokost og tog en lur, og da det var svært for kun to lærere at klare det, hjalp jeg også til. I den sidste uge arbejdede jeg også frivilligt i spisesalen med at gøre frugt klar til børnene. Jeg glemmer aldrig at skrælle mangoer og papayaer om morgenen.
© Korea gapyear
Bagefter spiste vi frokost sammen med de frivillige og centrets personale og gik i gang med eftermiddagens program. Tre gange om ugen tog jeg ud for at møde børnene i den cambodjanske flygtningelejr, som centret tog sig af. Cirka ti minutters kørsel på motorcykel derfra lå en flygtningelejr, hvor cambodjanske flygtninge boede. Jeg havde fået at vide, at der var en skole dér, så jeg tog af sted og tænkte: »Nå, der er en separat skole.«
Når vi tænker på en skole i Korea, forestiller vi os som regel en stor bygning, en klokke og klasselokaler. Men da jeg kom til det, som de cambodjanske flygtninge kaldte en »skole«, blev jeg både chokeret og ked af det. Intet af det, jeg forbandt med en skole, var der. De kaldte det en skole, men der var kun en måtte, et skrivebord og en stol. Omkring den lå flygtningehjem, bunker af affald og masser af insekter ... Personligt syntes jeg, at det frivillige arbejde i flygtningelejren tre gange om ugen var mere meningsfuldt end arbejdet på centret. De cambodjanske børn var renere af sind og mere ivrige efter at lære engelsk end alle de børn, jeg havde mødt indtil da. Hvis jeg skulle beskrive børnene med en farve, ville jeg sige, at de ikke var hvide, men gennemsigtige/farveløse. De var så uskyldige og søde, og jeg savner dem stadig meget.
I modsætning til centrets tematiske, læseplansbaserede engelskundervisning kunne jeg selv planlægge og stå for timerne i flygtningelejren, som jeg syntes bedst. Derfor fandt jeg på mere kreative og effektive undervisningsmetoder til den korte tid, vi havde. Jeg tænkte, at børnene ville sætte pris på den hygiejneundervisning, jeg havde forberedt i Korea, så jeg underviste dem i, hvornår og hvordan man vasker sig, ved selv at vaske sammen med dem og lade dem prøve at bruge sæbe. Engelskundervisningen var hovedsageligt for børn på 6–7 år, så i de to timer brugte jeg lege, engelske remser, farvelægning, håndarbejde og gentagelser for at holde dem engagerede. Den sidste dag kunne børnene huske de fleste ord og det meste af undervisningsstoffet, og som engelsklærer følte jeg mig virkelig stolt og glad.
Om fredagen, hvor vi ikke tog til flygtningelejren, holdt vi kulturundervisning på en skole ved siden af centret. Vi underviste i koreansk og fortalte om koreansk kultur. Nogle af børnene havde brug for ekstra følelsesmæssig støtte, så vi fokuserede på enkle lektioner. Ud over koreansk spillede vi spil, lærte ukulele sammen og havde sjove timer med blandt andet engelsk og håndarbejde.
Fra mandag til fredag holdt jeg privatundervisning fra kl. 16 til 17.30. I omkring en time hjalp jeg piger i mellemskolealderen med grundlæggende engelsk og brugte håndarbejde og lege til at vække deres interesse for sproget. Da jeg så eleverne næsten hver dag, havde vi brug for tid til at opbygge et godt forhold i løbet af den første uge, så jeg gjorde mig umage for at komme tæt på dem. Da vi var blevet ret tætte, holdt jeg endda en lille forberedt lektion i seksualundervisning for dem. De var generte, og eftersom holdninger til sex er forskellige i Thailand, og undervisningen skulle foregå på engelsk, var det ikke let at gøre indholdet forståeligt for dem. Da alle timerne var slut, skrev børnene breve, og ved afskeden sagde de »tak« og fortalte, at læreren betød meget for dem. Jeg følte mig meget taknemmelig og stolt.
Fra klokken fem hjalp jeg i omkring 30 minutter en pige, der går på en international skole, med hendes lektier, og vi læste en engelsk billedbog sammen. Elevens mor arbejdede på centret og holdt af Korea. Hun tog sig rigtig godt af mig — jeg ved ikke, hvor taknemmelig jeg var.
© Korea gapyear
Sp.Var der nogen, du mødte under det frivillige arbejde, eller nogen, der gjorde særligt indtryk på dig?
Sv.Jeg er meget menneskeorienteret, så hvem jeg møder i mit liv, betyder virkelig meget. Jeg knyttede også værdifulde bånd på denne tur til Bangkok, menjeg tror, at den person, jeg husker bedst, nok er koordinatoren, jeg arbejdede sammen med.Koordinatoren har primært ansvar for at administrere udenlandske frivillige og tage sig af dem. Min koordinator var mere pertentlig og håndterede tingene mere minutiøst end nogen, jeg havde mødt før, så det var faktisk lidt svært for mig. Koordinatoren var blevet udskiftet pludseligt inden afrejsen, hvilket også spillede ind, men når det gjaldt arbejdet og evnen til at omgås andre, var vedkommende den type, som alle syntes var svær at have med at gøre.
Det var ikke kun mig, men også mange andre udlændinge, der kæmpede med det. Jeg følte dog, at hvis jeg blev ved med at tænke, at det var svært eller ikke kunne lide det, ville det kun gå ud over mig selv. Derfor prøvede jeg med tiden at komme så godt ud af det med koordinatoren som muligt og se situationen fra en anden vinkel. Senere fandt jeg ud af, at koordinatoren var transkønnet — det overraskede mig virkelig. Alligevel var denne særlige oplevelse forfriskende, for jeg ville nok ikke have oplevet noget lignende på noget andet tidspunkt. Nu, hvor jeg forbereder mig på at komme ud på arbejdsmarkedet, gav det mig endda selvtillid til, at jeg kan acceptere enhver slags chef, uanset hvilket job jeg får, haha.
For det andet, giDe mennesker, der gjorde indtryk på mig, var lederne og de frivillige, jeg arbejdede sammen med på centret.De fleste af børnehavelærerne på centret samt arbejdslederen og husbestyreren var utroligt gavmilde og venlige over for mig. Især viste hovedlæreren i børnehaven mig stor omsorg ved hver dag at stege et æg til mig til frokost, fordi hun var bekymret for, at jeg måske ikke kunne lide maden. Jeg glemmer aldrig den gave, hun gav mig, da jeg rejste hjem til Korea, eller tårerne, hun fældede. De venner, jeg arbejdede frivilligt sammen med, var to norske piger. Vi underviste sammen, rejste for det meste sammen, boede sammen og delte mange dyrebare oplevelser. Vi læste samme fag og tænkte på lignende måder, og jeg ...
Jeg havde personligt så meget at lære.De var på et længere sabbatårsophold som frivillige i fire måneder, længere end mit.Gennem mine norske venner fik jeg et indirekte indblik i de nordiske velfærdssystemer. De lavede også et videoprojekt for at promovere deres center, og sammenlignet med koreanske studerende var de mere initiativrige. Jeg lærte af deres åbne tilgang til sabbatår og deres lederevner. Efter universitetet var de ikke kommet til Bangkok af frygt for at finde et job, men fordi de var modige og nysgerrige på verden og gerne ville arbejde frivilligt. Jeg inviterede dem engang på koreansk mad, og de var helt vilde med det. Det blev helt naturligt en kulturudveksling, og det var virkelig hyggeligt.
En anden dyrebar forbindelse var mine thailandske venner fra kirken. Jeg var meget taknemmelig for, hvor interesserede de var i Korea, og hvor godt de tog sig af mig. Vi rejste sammen, og gennem dem lærte jeg om thailandsk kultur, mennesker og skikke. Fordi de var thailændere, var jeg glad for at opleve lokale områder frem for turiststeder, der henvender sig til koreanere. Jeg følte, at jeg virkelig var ved at blive thailænder. De tog sig så godt af mig — så godt, at jeg spekulerede på, om jeg fortjente det — så jeg kaldte altid mine thailandske venner for engle.
© Korea gapyear
Sp.Hvordan var din fritid ved siden af det frivillige arbejde? (Hverdagsliv og rejser)
Sv.Jeg er faktisk typen, der nyder at have det sjovt og spise godt, uanset hvor jeg er — jeg ville være flov over at være næstbedst til det! Selvom frivilligt arbejde og en indsats er vigtigt, synes jeg også, at det er vigtigt for en sabbatårsdeltager at opleve, rejse rundt i og se Thailand. Derfor rejste jeg, når jeg havde fri. Jeg besøgte ikke kun berømte templer og populære restauranter, som turister tager til, men cyklede også til det flydende marked med thailandske venner. Jeg tog på bådture, læste bøger i parken og forberedte undervisning. Som kristen deltog jeg i gudstjeneste hver søndag sammen med thailandske venner. Jeg nød også fritidsaktiviteter som at prøve kendte restauranter og shoppe.
Det overraskende var, at der omkring fem minutter fra det sted, hvor jeg boede, lå et skib, der hed Logos Hope, fra GBA Ships, som har hovedkvarter i Tyskland (www.gbaships.org/) eret stort skib, der ligger til kaj dér. Skibet er et missionsskib med bogmesse, som rejser rundt i verden og sælger bøger. Jeg købte bøger på skibet, mødte og talte med missionærer fra omkring 50 forskellige lande, og det var en virkelig dyrebar oplevelse.
Noget andet mindeværdigt er, at jeg for nylig blev interesseret i madlavning og gik på en kokkeskole. På skolen brugte vi tiden på at lave berømte thailandske retter som tom yum, pad thai og grøn karry. Thailand er kendt for sine smagsoplevelser og sin mad, så det var en fantastisk oplevelse at prøve dem. Når jeg kommer hjem, planlægger jeg at lave nogle af retterne til min familie og mine venner med nogle af ingredienserne!
Sp.Var der nogen udfordringer under dit ophold? (f.eks. relationer, kultur, mad osv.)
Sv.Det sværeste var, som jeg nævnte før, den strenge koordinator. Vedkommende var pertentlig selv med unødvendige opgaver og havde en personlighed, der blandede sig i alt, hvilket gjorde det lidt belastende at arbejde sammen med — alle de frivillige syntes, at koordinatoren var svær at omgås. En anden udfordring var maden. Selvom der er mange lækre retter, bestod frokosten og aftensmaden på centret, som jeg spiste hver dag, af ris, der ikke var så gode at spise hver dag, samt thailandske krydderier og smagsstoffer, der var lidt svære for mig. Retter med kyllingefødder og indmad var almindelige, og dem havde jeg lidt svært ved at vænne mig til.
Hver lørdag pressede koordinatoren, som var fra en katolsk gruppe, os også til at deltage i messen, hvilket jeg virkelig ikke brød mig om. Faktisk tvang ingen os, men jeg hadede at få at vide, at jeg skulle af sted hver uge (jeg tog med én gang og gjorde det så ikke igen, haha). Desuden har jeg min egen religion, så jeg havde virkelig ikke lyst til at deltage i messen.
Noget, der overraskede mig lidt, var også Thailands kultur med fysisk afstraffelse. På skolen i den cambodjanske flygtningelejr var der ikke noget af den slags, men her blev børnene hver morgen på vej i børnehave straffet hårdt med lærernes hænder, hvis de ikke lyttede eller begik selv en lille fejl. Lærerne slog børnene så hårdt, at det kunne høres, og det var hjerteskærende at se dem græde; det fik mig til at indse, hvor vigtig uddannelse er. Læreren fortalte os, at det var en del af kulturen, og at vi skulle forstå det, men det var meget trist at tænke på, at sådan en fysisk afstraffelse kunne få børnene til at slå hinanden og vokse op med voldelige tendenser.
Spørgsmål.Hvad vil du sige er fordelene og ulemperne ved det frivillige arbejde i Bangkok, som du deltog i?
Svar.Hvis jeg skal nævne fordelene, bød dette sabbatår på mange forskellige former for frivilligt arbejde med forskellige målgrupper. Der blev ikke kun undervist i engelsk, men også i seksualundervisning og hygiejne, som planlagt, og modtagerne var ikke kun små børn; jeg mødte børn med intellektuelle handicap, cambodjanske flygtninge, skolebørn og andre aldersgrupper. I en uge arbejdede jeg også i køkkenet, ud over mit undervisningsarbejde, mens børnene var til eksamen. De skrællede 50 mangoer om dagen — jeg følte mig taknemmelig over for og imponeret af kvinderne, der drev restauranten. Så selvom det kun var en kort måned, tror jeg, at jeg gennem mødet med forskellige grupper lærte, hvordan man omgås børn i denne alder, og hvad man skal lære dem og fortælle dem — altså alderssvarende undervisning tilpasset deres niveau.
Hvis jeg skal nævne noget, jeg fortrød, snarere end en ulempe, var det den ene måned, jeg havde afsat til mig selv. Hvis jeg havde haft lidt mere tid, kunne jeg have sluttet mig til mine norske venner i et projekt på det samme center i Ranong/Chiang Mai. Centret foreslog det også, og jeg ville gerne have taget af sted, hvis tiden og omstændighederne havde tilladt det, men i marts skulle jeg følge undervisning på mit sidste semester og havde allerede betalt studieafgiften, så jeg havde ikke andet valg end at takke nej — det var min største fortrydelse.
Spørgsmål. Er der nogen forskel på mig før og efter sabbatåret? De forandringer, jeg mærker i mig selv
Svar.
Hver gang jeg ser på dette billede, tænker jeg på, hvor vigtige oplevelser i ungdommen er. Gennem dette sabbatår mærkede jeg igen, at praktisk erfaring er vigtigere end den viden, jeg har om familie- og børneomsorg, børneopdragelse, socialt arbejde og lignende. Nu hænger den viden, jeg har, sammen gennem erfaringerne fra sabbatåret, så det føles som billedet til højre. Jeg tror, at denne erfaring kan være med til at forandre verden. Så endnu en gang mærkede jeg, hvor værdifuld erfaring er.
Mit syn på verden og min indstilling til frivilligt arbejde ser også ud til at være blevet meget bredere end før. Jeg tror, at jeg igen er blevet klar over, hvad frivilligt arbejde betyder i mit liv, og hvordan jeg bør tjene og leve sammen med andre mennesker gennem hele livet.
Spørgsmål.Du har gennemført dit sabbatår uden problemer og er vendt hjem. Hvad er dine planer fremover?
Svar.Verden har givet mig titlen »en koreansk jobsøgende, der snart bliver færdiguddannet«. Jeg er dog ikke bange for at forberede mig på at søge arbejde. Det ville være løgn at sige, at jeg slet ikke er nervøs, men sammenlignet med mine venner er jeg relativt mindre bekymret. Hvis jeg ikke får et job lige efter endt uddannelse, overvejer jeg at tage endnu et sabbatår på omkring seks måneder efter eksamen (hvis min familie og kæreste giver lov, haha). Min drøm er at lære kinesisk i Kina eller spansk og om sydamerikansk kultur i Latinamerika, tage et praktikophold i udlandet eller deltage i et andet sabbatårsprogram. Jeg håber, at jeg finder et arbejde inden da, men selv hvis jeg ikke gør, vil jeg være taknemmelig for muligheden og nyde mit sabbatår fuldt ud.
Selv når det gælder arbejde, tænker jeg på steder, hvor jeg kan udvikle mine evner og få mere erfaring. Jeg kan godt lide engelsk, så jeg kunne tænke mig et engelsksproget arbejde, hvor jeg kan forbedre mit engelsk, samtidig med at jeg lærer at udføre arbejdet. Eller jeg vil gerne arbejde i en nonprofitorganisation eller socialøkonomisk virksomhed, der beskæftiger sig med internationale relationer og samarbejde, eller lære praktiske færdigheder gennem konkret arbejde. Derefter vil jeg spare flere penge op og læse videre på en kandidatuddannelse inden for international udvikling. Jeg er blevet særligt interesseret i flygtninge og fattigdom ... Det ser især ud til, at mødet med flygtningebørn i Cambodja har gjort min interesse stærkere.
Det, jeg bryder mig allermindst om, er de typiske koreanske unge i 20'erne, der tager et job i en virksomhed udelukkende for at tjene penge, samler meritter for at komme ind i virksomhederne, læser til eksamener og hæver deres TOEIC-resultater. Det gør mig ondt at se folk kæmpe sådan fra deres tyvere uden nogensinde at tænke over grunden til eller formålet med livet. Jeg synes ikke, at sådan en adfærd viser respekt for den dyrebare ungdom i tyverne, som aldrig kommer igen.
En tid til at undersøge mig selv; en tid til at tegne et tydeligere billede af fremtiden.
Spørgsmål. Til sidst: Hvad betyder »sabbatår« for mig?
Svar.I begyndelsen kendte jeg ikke udtrykket »sabbatår«, men gennem denne sabbatårsorganisation lærte jeg om det og indså: »Jeg har faktisk holdt sabbatår på en rigtig god måde!« Det var jeg taknemmelig for. Den slags perioder kan på nogle måder være mere nødvendige end de obligatoriske fag, man tager på skolen, men mange går igennem dem uden at vide det.
© Korea Gapyear
For mig er et sabbatår en tid til at reflektere over mig selv og forestille mig fremtiden tydeligereSådan vil jeg gerne definere det. At tage orlov og midlertidigt sætte studierne på pause betyder ikke, at mit universitetsliv hviler; snarere kan et sabbatår, med de mange ekstra timer, jeg får, være en tid til at overveje, hvem jeg er, hvad formålet med mit liv er, hvordan jeg kan forandre verden, og hvordan jeg kan være til gavn for den. Gennem den proces kan vi sandsynligvis også tegne visionerne for vores fremtid tydeligere. Jeg fik også mulighed for at genfinde og bekræfte de drømme og visioner, jeg havde begrænset, og opdage nye drømme gennem mit sabbatår. Så på en måde kan et sabbatår være endnu mere værdifuldt end de fag, man læser på universitetet.
© Korea gapyear
For mig udgør »frivilligt arbejde« – at tjene andre – størstedelen af mit liv. Derfor tror jeg ikke, at jeg siden mit første år på universitetet har sprunget et eneste semester over uden frivilligt arbejde. Det, der betyder mest for mig, er at hjælpe, opmuntre og tjene andre. Det er en værdi, man kan opdage ved at engagere sig frivilligt for at hjælpe andre. Frivilligt arbejde kræver, at man investerer noget – hvad enten det er arbejdskraft, tid eller penge – og den værdi, man får ud af investeringen, kan ikke erstattes af noget andet. Fordi jeg allerede kender betydningen af den værdi, besluttede jeg mig for at prøve kræfter med frivilligt arbejde i udlandet, noget jeg ikke havde gjort før. Som forventet var den værdi, jeg oplevede denne gang, efter min mening mere dyrebar end nogen anden. Jeg deltog i frivilligt arbejde i udlandet, fordi jeg kender den værdi og gerne ville opleve den.
- Frivillige aktiviteter i Bangkok, en varm by, hvor NGO'er fra hele verden samles / Lee Jae-yeon, Gap Year-deltager |
Spørgsmål.Vil du præsentere dig selv?
Svar.Hej. Jeg hedder Lee Jae-yeon, er 25 år og universitetsstuderende ved Yeungnam University.
I stedet for en klichépræget og selvfølgelige præsentation, som alle kunne give, synes jeg, at de tillægsord, der beskriver mig, er: »en, der gerne vil give alle en overvældende og betingelsesløs kærlighed«, »en, der redder liv blandt verdens folk«, »en global borger med et køligt hoved, et varmt hjerte og flittige hænder og fødder«, »en, der kæmper for at udvikle sig og gør sit bedste for at blive ægte« og »en, der kan tage hvor som helst hen«. Det er måske de ord, der kendetegner Lee Jae-yeon.Jeg hedder Lee Jae-yeon og er universitetsstuderende. Jeg forbereder mig på at blive en international fagperson med et klart formål: at redde liv. Selv nu inspirerer selve titlen »universitetsstuderende« mig.
Spørgsmål.Jeg besluttede at bruge et sabbatår på frivilligt arbejde i Thailand. Hvad fik dig til at deltage i frivilligt arbejde i udlandet?
Svar. Uanset om det er frivilligt arbejde herhjemme eller i udlandet, fylder »tjeneste« – at tjene andre – det meste af mit liv. Derfor tror jeg ikke, at der siden mit første år på universitetet har været et eneste semester, hvor jeg ikke udførte frivilligt arbejde. Det, der betyder mest for mig, er at hjælpe mennesker, styrke dem og tjene dem. Det er en værdi, man kan opdage ved at engagere sig frivilligt for at hjælpe andre. Frivilligt arbejde kræver, at man investerer noget – hvad enten det er arbejdskraft, tid eller penge – og den værdi, man får ud af investeringen, kan ikke erstattes af noget andet. Da jeg kendte betydningen af dette, besluttede jeg mig for at prøve frivilligt arbejde i udlandet, noget jeg ikke havde gjort før. Som forventet var den værdi, jeg oplevede denne gang, mere dyrebar end nogen anden. Jeg deltog i frivilligt arbejde i udlandet, fordi jeg kender den værdi og gerne ville opleve den.
© Korea gapyear
Spørgsmål. Hvordan hørte du om et sabbatår?
Var der en særlig grund til, at du valgte frivilligprogrammet i Bangkok blandt de forskellige programmer?
Svar. I mine universitetsår,var frivilligt arbejde i udlandet et punkt på min ønskelisteDet var det. Så en sommer i 2013 søgte jeg gennem universitetet om at deltage i et frivilligprogram i Afrika og fik besked om, at jeg var blevet endeligt udvalgt til turen – der var kun plads til fire. Men den glædelige nyhed varede ikke længe: På grund af mine forældres modstand mod, at jeg tog til Afrika, og helbredsproblemer måtte jeg opgive turen. Jeg var meget skuffet, men dagen efter, at jeg havde opgivet Afrikaturen, begyndte jeg straks at lede efter andre muligheder for frivilligt arbejde i udlandet. Den sociale virksomhed, jeg fandt, hed »Gap Year« og passede perfekt til mig. Den havde flere fordele.
I modsætning til andre frivilligprogrammer i udlandet kunne man blive udsendt alene og selv tilrettelægge programmet. Det var mere økonomisk, jeg kunne høre mentorernes fortællinger, og der var åbne og kreative muligheder i stedet for et fast program. Derfor søgte jeg med det samme.
Der var to grunde til, at jeg specifikt valgte frivilligprogrammet i Bangkok. For det første læser jeg International Studies som bifag, og sidste semester havde jeg fag som Kommunikation og kultur i Sydøstasien, kolonialisme og asiatisk nationalisme. Det gjorde mig nysgerrig på Thailand. Thailand – især Bangkok – er det mest populære rejsemål, som alle gerne vil besøge. Det er det eneste land i Sydøstasien, der aldrig blev koloniseret, og det er et land med mange ressourcer og stort potentiale. Så hvorfor har det ikke udviklet sig? Hvorfor lever folk ikke godt? Det var jeg nysgerrig efter at finde ud af. Hvis forklaringen skulle findes et sted, måtte det være i folks »bevidsthed«, og jeg ville virkelig gerne forstå thailændernes tankegang. Jeg ville tale med folk der, opleve den thailandske kultur og engagere mig i den.
For det andet hang det sammen med mine drømme og min vision om NGO'er og børn. Jeg elsker børn og vil gerne hjælpe dem, og jeg ønskede ikke blot at kommunikere på engelsk, som jeg holder af, men også at få et indirekte indblik i NGO'ers praktiske arbejde. Frivilligprogrammet i Bangkok føltes, som om det var skabt til mig – et program, der var skræddersyet til mig.
I løbet af sabbatåret at møde nye mennesker,at møde forskellige kulturer,
at kommunikere og opleve –at være bange for det
i mine tyvere, mens jeg er ung,tror jeg ville være noget, jeg ville fortryde.
Spørgsmål.Jeg besluttede at holde et sabbatår på omkring en måned. Har du tidligere erfaring med frivilligt arbejde i udlandet? Var du ikke bange for at deltage?
Svar.Det var første gang, jeg udførte frivilligt arbejde i udlandet i cirka en måned.I 2012 boede jeg et år i New York i USA for at modtage missionærtræning. Jeg husker, at jeg i min fritid deltog i programmet »Kitchen Soup«, som uddelte gratis måltider til lavtlønnede arbejdere. Det gjorde mig ked af at se, at New York ikke kun er det velhavende og glamourøse »Manhattan«, som mange kender, men også har en anden side, vi ikke kender så godt, hvor mange mennesker er i nød. Jeg indså, at der ikke findes nogen by eller noget land uden fattigdom. Jeg vil aldrig glemme oplevelsen af at tjene arbejderne i New York, som ikke kunne bade eller spise ordentligt, og tilbringe tid sammen med dem.
Jeg har holdt forskellige sabbatår på forskellige måder og i forskellige længder, siden jeg var ung, så jeg var slet ikke bange for at deltage. Tværtimod var jeg nervøs, spændt og glædede mig til det!Jeg tror, jeg ville have fortrudt det i mine unge tyvere, hvis jeg havde været bange for at møde nye mennesker, møde andre kulturer, kommunikere og få oplevelser i løbet af et sabbatår. ^^;
Spørgsmål.Hvordan reagerede folk omkring dig, da du fortalte, at du skulle til Thailand på sabbatår?
Svar.Faktisk var reaktionerne fra folk omkring mig ikke særlig positive. De fleste voksne og venner var imod det. Ikke bare fordi det var Thailand, eller fordi jeg skulle udføre frivilligt arbejde, men fordi »protesterne« i Thailand var på sit højeste. Jeg tror dog, at jeg ville have fortrudt det meget, hvis jeg ikke var taget af sted trods deres indvendinger. De protester i Thailand, som jeg oplevede på egen hånd, var ikke så voldelige eller farlige, som medierne fremstillede dem. De udgjorde ingen fare for udlændinge. Tværtimod samledes mange mennesker i en festlig stemning og afholdt forskellige arrangementer. Det var en fantastisk oplevelse, som kun kunne fås på det tidspunkt.
Spørgsmål.Hvilke forskelle er der mellem traditionelle frivilligprogrammer i udlandet og Gap Years frivilligprogram?
Svar.Som jeg nævnte tidligere, synes jeg, at Gap Years frivilligprogram i udlandet har fordele, der adskiller sig markant fra andre frivilligprogrammer. Jeg bryder mig ikke om begrænsninger eller alt for faste rammer. Jeg synes, at de frivilligprogrammer i udlandet, vi almindeligvis kender, har deres begrænsninger. Programmerne er fastlagt på forhånd, man skal bekymre sig om, hvem man skal rejse med, og både varighed og destination er fastsat vilkårligt. Desuden er en rejse med frivilligt arbejde i udlandet på så kort tid som en eller to uger så kort, at det næsten føles forkert overhovedet at kalde det frivilligt arbejde – jeg føler endda med de mennesker der, som faktisk skulle modtage reel hjælp.
MenEn stor fordel ved Gap Years frivilligprogram var, at man kunne møde mentorer inden afrejsen og selv tilrettelægge sit program. Jeg brugte min uddannelse inden for familievelfærd, hvor vi hvert semester beskæftiger os med seksualitet og familie, til at planlægge et seksualundervisningsprogram.Da jeg havde planlagt programmet, syntes jeg, det var sjovt, og jeg blev også lidt ambitiøs med hensyn til selve projektet. Derfor planlagde jeg på egen hånd et hygiejneundervisningsprogram. Det hygiejneundervisningsprojekt, jeg forberedte og tog med mig, blev gennemført for børn i en cambodjansk flygtningelejr i Thailand og kom både modtagerne, de frivillige og organisationen til gavn. Det betød meget for mig selv at planlægge programmet og derefter gennemføre det. Inden jeg rejste til Thailand, udformede jeg først frivilligprogrammet ud fra min viden om og forståelse for landet og målgruppen. Det var fascinerende at se, hvilken effekt planen havde, da den blev ført ud i livet der.
© Korea gapyear
Sp.Var der noget, du selv forberedte, inden du deltog i dit sabbatår?
Sv. Jeg bruger ofte »VANK«. VANK (Voluntary Agency Network of Korea) er en cyberbaseret, privat diplomatisk organisation, der promoverer vores land verden over og reagerer på globale spørgsmål. Hvis du fortæller om dit formål med at rejse til udlandet og dine aktiviteter dér, kan du gratis få koreanske informationsmaterialer. Jeg bruger ofte dette websted til at få gratis koreanske informationsmaterialer og præsentere Korea for udenlandske venner på skolen og på mine rejser i udlandet.www.prkorea.com/start.html)
Jeg forberedte også programplaner. I stedet for at skrive projektforslaget alene forberedte jeg det ved at tale med og dele en masse med mentorerne på sabbatårsopholdet under introduktionsforløbet inden afrejsen. Da jeg lærte organisationerne og den lokale kultur at kende og analyserede forskellene mellem organisationerne og det sted, hvor jeg bor nu, begyndte projektidéerne at dukke op én efter én. Det viste sig at være sjovere, end jeg havde forventet, at indsnævre og konkretisere idéerne, strukturere mål og intentioner samt skrive analyser og forventede resultater. Jeg planlagde primært et frivilligprogram med seksualundervisning. Jeg læser familievelfærd, og hvert semester studerer jeg emner relateret til sex og ægteskab, så jeg tænkte, at det kunne være nyttigt for børnene i Thailand. Efterhånden som projektet udviklede sig, blev jeg også mere ambitiøs og brugte forskellige materialer til at planlægge noget undervisning i hygiejne.
© Korea gapyear
Hvis jeg forberedte andet særskilt, var det koreanske souvenirs og gaver. Når jeg rejser til udlandet, køber jeg billige gaver på nærliggende traditionelle markeder eller i butikker, der sælger koreanske souvenirs, og tænker på de mennesker, jeg skal møde. I Thailand blev de venner, jeg tilbragte tid sammen med, husbestyreren og kontorpersonalet meget glade, da jeg gav dem gaver sammen med koreanske postkort. Desuden laver en kvinde, jeg er gode venner med, håndlavet sæbe. Hun lavede omkring 50 sæber i flotte former til en lav pris, og jeg gav dem til thailandske børn og cambodjanske flygtningebørn, mens jeg underviste i hygiejne — de blev så glade. Det gjorde mig stolt at se, og jeg tænkte, at jeg havde forberedt mig godt.
Sp.Hvilke opgaver havde du ansvar for i frivilligorganisationen? Jeg vil gerne høre om de aktiviteter, du deltog i.
Sv.
9.00–11.00: Børnehaveassistent / engelskundervisning på centret
12.30–14.30: Engelskundervisning i en cambodjansk flygtningelejr
16.00–17.00: Lektiehjælp
17.00–17.30: Privatundervisning for en elev på en international skole
Jeg havde en mere tætpakket tidsplan, end jeg havde forventet. Jeg havde hovedsageligt ansvar for engelskundervisningen. Centret har normalt åbent fra kl. 9 til 17. I mit tilfælde arbejdede jeg fra kl. 9 til 17.30 mandag til fredag. Fra kl. 9 til 11 arbejdede jeg som hjælpelærer i børnehaven, der tager sig af centrets forældreløse børn. Fra morgenstunden hjalp jeg de søde børn med at vaske ansigt, få pudder på og drikke mælk. Da hovedlæreren overtog undervisningen, hjalp jeg til i baggrunden. Omkring tre gange om ugen stod jeg selv for engelskundervisningen med fokus på ordforråd, farvelægning og håndarbejde. Timerne varede omkring 30–40 minutter, men det var ikke let at undervise 38 børn og forsøge at møde dem på deres niveau. Efter undervisningen spiste børnene frokost og tog en lur, og da det var svært for kun to lærere at klare det, hjalp jeg også til. I den sidste uge arbejdede jeg også frivilligt i spisesalen med at gøre frugt klar til børnene. Jeg glemmer aldrig at skrælle mangoer og papayaer om morgenen.
© Korea gapyear
Bagefter spiste vi frokost sammen med de frivillige og centrets personale og gik i gang med eftermiddagens program. Tre gange om ugen tog jeg ud for at møde børnene i den cambodjanske flygtningelejr, som centret tog sig af. Cirka ti minutters kørsel på motorcykel derfra lå en flygtningelejr, hvor cambodjanske flygtninge boede. Jeg havde fået at vide, at der var en skole dér, så jeg tog af sted og tænkte: »Nå, der er en separat skole.«
Når vi tænker på en skole i Korea, forestiller vi os som regel en stor bygning, en klokke og klasselokaler. Men da jeg kom til det, som de cambodjanske flygtninge kaldte en »skole«, blev jeg både chokeret og ked af det. Intet af det, jeg forbandt med en skole, var der. De kaldte det en skole, men der var kun en måtte, et skrivebord og en stol. Omkring den lå flygtningehjem, bunker af affald og masser af insekter ... Personligt syntes jeg, at det frivillige arbejde i flygtningelejren tre gange om ugen var mere meningsfuldt end arbejdet på centret. De cambodjanske børn var renere af sind og mere ivrige efter at lære engelsk end alle de børn, jeg havde mødt indtil da. Hvis jeg skulle beskrive børnene med en farve, ville jeg sige, at de ikke var hvide, men gennemsigtige/farveløse. De var så uskyldige og søde, og jeg savner dem stadig meget.
I modsætning til centrets tematiske, læseplansbaserede engelskundervisning kunne jeg selv planlægge og stå for timerne i flygtningelejren, som jeg syntes bedst. Derfor fandt jeg på mere kreative og effektive undervisningsmetoder til den korte tid, vi havde. Jeg tænkte, at børnene ville sætte pris på den hygiejneundervisning, jeg havde forberedt i Korea, så jeg underviste dem i, hvornår og hvordan man vasker sig, ved selv at vaske sammen med dem og lade dem prøve at bruge sæbe. Engelskundervisningen var hovedsageligt for børn på 6–7 år, så i de to timer brugte jeg lege, engelske remser, farvelægning, håndarbejde og gentagelser for at holde dem engagerede. Den sidste dag kunne børnene huske de fleste ord og det meste af undervisningsstoffet, og som engelsklærer følte jeg mig virkelig stolt og glad.
Om fredagen, hvor vi ikke tog til flygtningelejren, holdt vi kulturundervisning på en skole ved siden af centret. Vi underviste i koreansk og fortalte om koreansk kultur. Nogle af børnene havde brug for ekstra følelsesmæssig støtte, så vi fokuserede på enkle lektioner. Ud over koreansk spillede vi spil, lærte ukulele sammen og havde sjove timer med blandt andet engelsk og håndarbejde.
Fra mandag til fredag holdt jeg privatundervisning fra kl. 16 til 17.30. I omkring en time hjalp jeg piger i mellemskolealderen med grundlæggende engelsk og brugte håndarbejde og lege til at vække deres interesse for sproget. Da jeg så eleverne næsten hver dag, havde vi brug for tid til at opbygge et godt forhold i løbet af den første uge, så jeg gjorde mig umage for at komme tæt på dem. Da vi var blevet ret tætte, holdt jeg endda en lille forberedt lektion i seksualundervisning for dem. De var generte, og eftersom holdninger til sex er forskellige i Thailand, og undervisningen skulle foregå på engelsk, var det ikke let at gøre indholdet forståeligt for dem. Da alle timerne var slut, skrev børnene breve, og ved afskeden sagde de »tak« og fortalte, at læreren betød meget for dem. Jeg følte mig meget taknemmelig og stolt.
Fra klokken fem hjalp jeg i omkring 30 minutter en pige, der går på en international skole, med hendes lektier, og vi læste en engelsk billedbog sammen. Elevens mor arbejdede på centret og holdt af Korea. Hun tog sig rigtig godt af mig — jeg ved ikke, hvor taknemmelig jeg var.
© Korea gapyear
Sp.Var der nogen, du mødte under det frivillige arbejde, eller nogen, der gjorde særligt indtryk på dig?
Sv.Jeg er meget menneskeorienteret, så hvem jeg møder i mit liv, betyder virkelig meget. Jeg knyttede også værdifulde bånd på denne tur til Bangkok, menjeg tror, at den person, jeg husker bedst, nok er koordinatoren, jeg arbejdede sammen med.Koordinatoren har primært ansvar for at administrere udenlandske frivillige og tage sig af dem. Min koordinator var mere pertentlig og håndterede tingene mere minutiøst end nogen, jeg havde mødt før, så det var faktisk lidt svært for mig. Koordinatoren var blevet udskiftet pludseligt inden afrejsen, hvilket også spillede ind, men når det gjaldt arbejdet og evnen til at omgås andre, var vedkommende den type, som alle syntes var svær at have med at gøre.
Det var ikke kun mig, men også mange andre udlændinge, der kæmpede med det. Jeg følte dog, at hvis jeg blev ved med at tænke, at det var svært eller ikke kunne lide det, ville det kun gå ud over mig selv. Derfor prøvede jeg med tiden at komme så godt ud af det med koordinatoren som muligt og se situationen fra en anden vinkel. Senere fandt jeg ud af, at koordinatoren var transkønnet — det overraskede mig virkelig. Alligevel var denne særlige oplevelse forfriskende, for jeg ville nok ikke have oplevet noget lignende på noget andet tidspunkt. Nu, hvor jeg forbereder mig på at komme ud på arbejdsmarkedet, gav det mig endda selvtillid til, at jeg kan acceptere enhver slags chef, uanset hvilket job jeg får, haha.
For det andet, giDe mennesker, der gjorde indtryk på mig, var lederne og de frivillige, jeg arbejdede sammen med på centret.De fleste af børnehavelærerne på centret samt arbejdslederen og husbestyreren var utroligt gavmilde og venlige over for mig. Især viste hovedlæreren i børnehaven mig stor omsorg ved hver dag at stege et æg til mig til frokost, fordi hun var bekymret for, at jeg måske ikke kunne lide maden. Jeg glemmer aldrig den gave, hun gav mig, da jeg rejste hjem til Korea, eller tårerne, hun fældede. De venner, jeg arbejdede frivilligt sammen med, var to norske piger. Vi underviste sammen, rejste for det meste sammen, boede sammen og delte mange dyrebare oplevelser. Vi læste samme fag og tænkte på lignende måder, og jeg ...
Jeg havde personligt så meget at lære.De var på et længere sabbatårsophold som frivillige i fire måneder, længere end mit.Gennem mine norske venner fik jeg et indirekte indblik i de nordiske velfærdssystemer. De lavede også et videoprojekt for at promovere deres center, og sammenlignet med koreanske studerende var de mere initiativrige. Jeg lærte af deres åbne tilgang til sabbatår og deres lederevner. Efter universitetet var de ikke kommet til Bangkok af frygt for at finde et job, men fordi de var modige og nysgerrige på verden og gerne ville arbejde frivilligt. Jeg inviterede dem engang på koreansk mad, og de var helt vilde med det. Det blev helt naturligt en kulturudveksling, og det var virkelig hyggeligt.
En anden dyrebar forbindelse var mine thailandske venner fra kirken. Jeg var meget taknemmelig for, hvor interesserede de var i Korea, og hvor godt de tog sig af mig. Vi rejste sammen, og gennem dem lærte jeg om thailandsk kultur, mennesker og skikke. Fordi de var thailændere, var jeg glad for at opleve lokale områder frem for turiststeder, der henvender sig til koreanere. Jeg følte, at jeg virkelig var ved at blive thailænder. De tog sig så godt af mig — så godt, at jeg spekulerede på, om jeg fortjente det — så jeg kaldte altid mine thailandske venner for engle.
© Korea gapyear
Sp.Hvordan var din fritid ved siden af det frivillige arbejde? (Hverdagsliv og rejser)
Sv.Jeg er faktisk typen, der nyder at have det sjovt og spise godt, uanset hvor jeg er — jeg ville være flov over at være næstbedst til det! Selvom frivilligt arbejde og en indsats er vigtigt, synes jeg også, at det er vigtigt for en sabbatårsdeltager at opleve, rejse rundt i og se Thailand. Derfor rejste jeg, når jeg havde fri. Jeg besøgte ikke kun berømte templer og populære restauranter, som turister tager til, men cyklede også til det flydende marked med thailandske venner. Jeg tog på bådture, læste bøger i parken og forberedte undervisning. Som kristen deltog jeg i gudstjeneste hver søndag sammen med thailandske venner. Jeg nød også fritidsaktiviteter som at prøve kendte restauranter og shoppe.
Det overraskende var, at der omkring fem minutter fra det sted, hvor jeg boede, lå et skib, der hed Logos Hope, fra GBA Ships, som har hovedkvarter i Tyskland (www.gbaships.org/) eret stort skib, der ligger til kaj dér. Skibet er et missionsskib med bogmesse, som rejser rundt i verden og sælger bøger. Jeg købte bøger på skibet, mødte og talte med missionærer fra omkring 50 forskellige lande, og det var en virkelig dyrebar oplevelse.
Noget andet mindeværdigt er, at jeg for nylig blev interesseret i madlavning og gik på en kokkeskole. På skolen brugte vi tiden på at lave berømte thailandske retter som tom yum, pad thai og grøn karry. Thailand er kendt for sine smagsoplevelser og sin mad, så det var en fantastisk oplevelse at prøve dem. Når jeg kommer hjem, planlægger jeg at lave nogle af retterne til min familie og mine venner med nogle af ingredienserne!
Sp.Var der nogen udfordringer under dit ophold? (f.eks. relationer, kultur, mad osv.)
Sv.Det sværeste var, som jeg nævnte før, den strenge koordinator. Vedkommende var pertentlig selv med unødvendige opgaver og havde en personlighed, der blandede sig i alt, hvilket gjorde det lidt belastende at arbejde sammen med — alle de frivillige syntes, at koordinatoren var svær at omgås. En anden udfordring var maden. Selvom der er mange lækre retter, bestod frokosten og aftensmaden på centret, som jeg spiste hver dag, af ris, der ikke var så gode at spise hver dag, samt thailandske krydderier og smagsstoffer, der var lidt svære for mig. Retter med kyllingefødder og indmad var almindelige, og dem havde jeg lidt svært ved at vænne mig til.
Hver lørdag pressede koordinatoren, som var fra en katolsk gruppe, os også til at deltage i messen, hvilket jeg virkelig ikke brød mig om. Faktisk tvang ingen os, men jeg hadede at få at vide, at jeg skulle af sted hver uge (jeg tog med én gang og gjorde det så ikke igen, haha). Desuden har jeg min egen religion, så jeg havde virkelig ikke lyst til at deltage i messen.
Noget, der overraskede mig lidt, var også Thailands kultur med fysisk afstraffelse. På skolen i den cambodjanske flygtningelejr var der ikke noget af den slags, men her blev børnene hver morgen på vej i børnehave straffet hårdt med lærernes hænder, hvis de ikke lyttede eller begik selv en lille fejl. Lærerne slog børnene så hårdt, at det kunne høres, og det var hjerteskærende at se dem græde; det fik mig til at indse, hvor vigtig uddannelse er. Læreren fortalte os, at det var en del af kulturen, og at vi skulle forstå det, men det var meget trist at tænke på, at sådan en fysisk afstraffelse kunne få børnene til at slå hinanden og vokse op med voldelige tendenser.
Spørgsmål.Hvad vil du sige er fordelene og ulemperne ved det frivillige arbejde i Bangkok, som du deltog i?
Svar.Hvis jeg skal nævne fordelene, bød dette sabbatår på mange forskellige former for frivilligt arbejde med forskellige målgrupper. Der blev ikke kun undervist i engelsk, men også i seksualundervisning og hygiejne, som planlagt, og modtagerne var ikke kun små børn; jeg mødte børn med intellektuelle handicap, cambodjanske flygtninge, skolebørn og andre aldersgrupper. I en uge arbejdede jeg også i køkkenet, ud over mit undervisningsarbejde, mens børnene var til eksamen. De skrællede 50 mangoer om dagen — jeg følte mig taknemmelig over for og imponeret af kvinderne, der drev restauranten. Så selvom det kun var en kort måned, tror jeg, at jeg gennem mødet med forskellige grupper lærte, hvordan man omgås børn i denne alder, og hvad man skal lære dem og fortælle dem — altså alderssvarende undervisning tilpasset deres niveau.
Hvis jeg skal nævne noget, jeg fortrød, snarere end en ulempe, var det den ene måned, jeg havde afsat til mig selv. Hvis jeg havde haft lidt mere tid, kunne jeg have sluttet mig til mine norske venner i et projekt på det samme center i Ranong/Chiang Mai. Centret foreslog det også, og jeg ville gerne have taget af sted, hvis tiden og omstændighederne havde tilladt det, men i marts skulle jeg følge undervisning på mit sidste semester og havde allerede betalt studieafgiften, så jeg havde ikke andet valg end at takke nej — det var min største fortrydelse.
Spørgsmål. Er der nogen forskel på mig før og efter sabbatåret? De forandringer, jeg mærker i mig selv
Svar.
Hver gang jeg ser på dette billede, tænker jeg på, hvor vigtige oplevelser i ungdommen er. Gennem dette sabbatår mærkede jeg igen, at praktisk erfaring er vigtigere end den viden, jeg har om familie- og børneomsorg, børneopdragelse, socialt arbejde og lignende. Nu hænger den viden, jeg har, sammen gennem erfaringerne fra sabbatåret, så det føles som billedet til højre. Jeg tror, at denne erfaring kan være med til at forandre verden. Så endnu en gang mærkede jeg, hvor værdifuld erfaring er.
Mit syn på verden og min indstilling til frivilligt arbejde ser også ud til at være blevet meget bredere end før. Jeg tror, at jeg igen er blevet klar over, hvad frivilligt arbejde betyder i mit liv, og hvordan jeg bør tjene og leve sammen med andre mennesker gennem hele livet.
Spørgsmål.Du har gennemført dit sabbatår uden problemer og er vendt hjem. Hvad er dine planer fremover?
Svar.Verden har givet mig titlen »en koreansk jobsøgende, der snart bliver færdiguddannet«. Jeg er dog ikke bange for at forberede mig på at søge arbejde. Det ville være løgn at sige, at jeg slet ikke er nervøs, men sammenlignet med mine venner er jeg relativt mindre bekymret. Hvis jeg ikke får et job lige efter endt uddannelse, overvejer jeg at tage endnu et sabbatår på omkring seks måneder efter eksamen (hvis min familie og kæreste giver lov, haha). Min drøm er at lære kinesisk i Kina eller spansk og om sydamerikansk kultur i Latinamerika, tage et praktikophold i udlandet eller deltage i et andet sabbatårsprogram. Jeg håber, at jeg finder et arbejde inden da, men selv hvis jeg ikke gør, vil jeg være taknemmelig for muligheden og nyde mit sabbatår fuldt ud.
Selv når det gælder arbejde, tænker jeg på steder, hvor jeg kan udvikle mine evner og få mere erfaring. Jeg kan godt lide engelsk, så jeg kunne tænke mig et engelsksproget arbejde, hvor jeg kan forbedre mit engelsk, samtidig med at jeg lærer at udføre arbejdet. Eller jeg vil gerne arbejde i en nonprofitorganisation eller socialøkonomisk virksomhed, der beskæftiger sig med internationale relationer og samarbejde, eller lære praktiske færdigheder gennem konkret arbejde. Derefter vil jeg spare flere penge op og læse videre på en kandidatuddannelse inden for international udvikling. Jeg er blevet særligt interesseret i flygtninge og fattigdom ... Det ser især ud til, at mødet med flygtningebørn i Cambodja har gjort min interesse stærkere.
Det, jeg bryder mig allermindst om, er de typiske koreanske unge i 20'erne, der tager et job i en virksomhed udelukkende for at tjene penge, samler meritter for at komme ind i virksomhederne, læser til eksamener og hæver deres TOEIC-resultater. Det gør mig ondt at se folk kæmpe sådan fra deres tyvere uden nogensinde at tænke over grunden til eller formålet med livet. Jeg synes ikke, at sådan en adfærd viser respekt for den dyrebare ungdom i tyverne, som aldrig kommer igen.
En tid til at undersøge mig selv; en tid til at tegne et tydeligere billede af fremtiden.
Spørgsmål. Til sidst: Hvad betyder »sabbatår« for mig?
Svar.I begyndelsen kendte jeg ikke udtrykket »sabbatår«, men gennem denne sabbatårsorganisation lærte jeg om det og indså: »Jeg har faktisk holdt sabbatår på en rigtig god måde!« Det var jeg taknemmelig for. Den slags perioder kan på nogle måder være mere nødvendige end de obligatoriske fag, man tager på skolen, men mange går igennem dem uden at vide det.
© Korea Gapyear
For mig er et sabbatår en tid til at reflektere over mig selv og forestille mig fremtiden tydeligereSådan vil jeg gerne definere det. At tage orlov og midlertidigt sætte studierne på pause betyder ikke, at mit universitetsliv hviler; snarere kan et sabbatår, med de mange ekstra timer, jeg får, være en tid til at overveje, hvem jeg er, hvad formålet med mit liv er, hvordan jeg kan forandre verden, og hvordan jeg kan være til gavn for den. Gennem den proces kan vi sandsynligvis også tegne visionerne for vores fremtid tydeligere. Jeg fik også mulighed for at genfinde og bekræfte de drømme og visioner, jeg havde begrænset, og opdage nye drømme gennem mit sabbatår. Så på en måde kan et sabbatår være endnu mere værdifuldt end de fag, man læser på universitetet.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
