Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Tilpasningsevne i nye omgivelser, selvstændighed #Forbedrede engelskkundskaber, personlig indsigt #Udvikling gennem nye oplevelser
|
At bryde gennem murene omkring min komfortzone og gå alene ad en vej, jeg aldrig havde betrådt før, gav mig styrken til på egen hånd at møde og overvinde den angst og bekymring over en usikker fremtid, som jeg ofte vil opleve, mens jeg forbereder mig til konkurrenceprægede eksamener i Korea.Jeg føler, at jeg er vokset fra at være en, der fandt tryghed i at høre til og nøjedes med kun at opleve det velkendte. Jeg har fået mod til at konfrontere fremtidens frygt som samfundsborger.
Spændende frivilligt arbejde med naturbeskyttelse i New Zealands natur sammen med venner fra hele verden Anmeldelse fra deltager på sabbatår, Byeon Seo-jeong |
# Jeg søgte om at deltage i sabbatårsprojektet for at få tid til at reflektere over mig selv og hvile.
Jeg er i øjeblikket fjerdeårsstuderende på et universitet i Seoul. Gennem Korea Gap Year deltog jeg i frivilligt miljøarbejde i Wellington i New Zealand.
Som det sidste skridt, inden jeg for alvor begynder at forberede mig på optagelse på jurastudiet efter universitetet søgte jeg om at deltage i sabbatårsprojektet for at give mig selv tid til at reflektere over mig selv og hvile.. Fordi jeg havde brugt de seneste tre år på at studere uden pauser, var jeg ked af tanken om, at jeg efter endt uddannelse ville se tilbage på mit universitetsliv uden mindeværdige oplevelser. Derfor besluttede jeg at tage på udveksling i vintersemesteret i januar 2025. Da værtsuniversitetet lå i Australien, tænkte jeg, at nu hvor jeg var rejst hele vejen til Oceanien...Nu hvor jeg var rejst hele vejen til Oceanien, ville jeg gerne samle på særlige oplevelser og minder, som jeg kun kunne få her. Mens jeg ledte efter muligheder for frivilligt arbejde i udlandet, fandt jeg et frivilligprogram i New Zealand på Korea Gap Year og søgte om at deltage.
Det var første gang, jeg skulle bo alene i udlandet i så lang tid, så dagen før afrejsen havde jeg mange bekymringer og, for at være ærlig, også en vis fortrydelse. Jeg var meget bekymret for, at jeg havde spildt penge og tid, og at jeg bare burde være blevet hjemme og hvilet. Men inden frivilligprogrammet i New Zealand begyndte, deltog jeg i undervisning på et australsk universitet i en måned som udvekslingsstuderende. Jeg tog på ture med medstuderende, boede på kollegium og fik udenlandske venner. Bagefter følte jeg, at jeg også gik på universitet i Australien, og det beroligede mig. Da udvekslingsundervisningen var slut, og inden frivilligprogrammet begyndte, ankom jeg alene til New Zealand. Jeg kunne hurtigt vænne mig til livet der ved blandt andet at tage rundt på egen hånd og spise lokal mad alene.
* Inden en vigtig eksamen, der kan ændre livet, anbefaler jeg fru Byeon Seo-jeong at deltage i frivilligt arbejde med naturbeskyttelse i New Zealand, så hun kan reflektere over sig selv og få særlige oplevelser!Hvis du ønsker en skræddersyet plan for, hvor og hvordan du skal begynde at skabe forandring, anbefaler jeg på det varmeste individuel rådgivning med en sabbatårsspecialist!
En sikker måde at ændre mit liv på: individuel rådgivning om sabbatår
# Mit sande jeg, opdaget i et fremmed land.
Mit hovedmål var at bo alene i udlandet, reflektere over, hvilken slags person jeg er, opdage ting, jeg ikke vidste om mig selv, og forbedre mine engelskkundskaber. At bo alene i udlandet og dele bolig og måltider med udenlandske venner gjorde det tydeligt for mig, hvilke dele af min dagligdagsengelsk der var svage, ogDa jeg boede sammen med mennesker, jeg slet ikke kendte, og mærkede mine egne reaktioner og rutiner, blev jeg klar over, hvilken slags person jeg er.
Desuden var jeg vant til at bo i en storby i Korea,og jeg ville bruge tid på at se nærmere på omgivelserne og naturen og nyde New Zealands uberørte, vidtstrakte landskaber. Gennem det frivillige miljøarbejde i New Zealand kom jeg i kontakt med naturen og følte en samhørighed, som om jeg kommunikerede med New Zealands jord. Jeg oplevede også en følelse af at kunne gøre en forskel for miljøet.
# At finde ro i billedskønne omgivelser og give mit hjerte et hvil.
Alle de lokale i New Zealand, jeg mødte, respekterede deres traditioner og naturen. De værdsatte deres land og var samtidig venlige over for udlændinge og turister.Det var ikke farligt for en ung østasiatisk kvinde at rejse alene. Tværtimod tog mange venligt kontakt og indledte en samtale. Personalet i frivilligorganisationenforstod også, at mit engelsk ikke var så godt. De havde øjenkontakt og ventede, til jeg havde fået sagt det, jeg ville, selv når jeg talte langsomt, og de lyttede altid og sørgede for, at jeg havde det godt.Selvom personalet sikkert havde mødt og taget afsked med mange udenlandske frivillige som mig, var de oprigtigt kede af det, da programmet sluttede, og vi skulle skilles. De gav mig endda et håndskrevet brev.
Newzealandsk engelsk adskiller sig meget i udtryk og intonation fra det amerikanske engelsk, man almindeligvis underviser i i Korea. Derfor tror jeg, det er svært at forstå uden selv at høre, tale og opleve sproget i det lokale miljø.Fordi jeg i New Zealand var nødt til udelukkende at lytte, tale, læse og skrive på engelsk og leve på engelsk, blev mine engelskkundskaber automatisk bedre.
Det, jeg helt naturligt fik ud af at bo i New Zealand, var ikke kun engelsk, men også kærlighed til naturen og ro til at nyde landskabet omkring mig. Gennem det frivillige arbejde blev jeg mere opmærksom på naturbeskyttelse og miljøforandringer.I modsætning til Sydkorea, hvor man bor blandt højhuse og støjende bymidter, fandtes der ikke høje bygninger i New Zealand,og når jeg så mig omkring, var alle udsigter fyldt med smukke fritliggende huse, der lignede noget fra et maleri, og frodigt grønt. Når jeg gik rundt, forsvandt mine forstyrrende tanker, og jeg blev fyldt med en følelse af ro.
Varmere forbindelser i New Zealand end selv naturen 😃
Alle dem, jeg mødte, mens jeg arbejdede frivilligt i New Zealand, er dyrebare minder, men den, jeg husker bedst, var en midaldrende kvinde ved navn Kiri, som var teamleder og overordnet ansvarlig. Hun var maorier, og den dag jeg først ankom til indkvarteringen, tog hun sig tid i en travl hverdag til at byde mig velkommen efter maorisk tradition og spise middag med mig. Under måltidet fortalte hun mig om New Zealand og lærte mig endda maori direkte. Hun føltes som en varm mor og udstrålede samtidig en leders professionalisme og omtanke.
En anden imponerende teamleder var en kvinde ved navn Gemma med britisk accent. Hun var så varm og venlig, at hun skrev håndskrevne breve, og hun arbejdede også som dyrepasser i Wellington Zoo lige ved siden af vores indkvartering. Efter at vi havde arbejdet frivilligt sammen og lært hinanden at kende, viste hun os sin venlighed ved uden tøven at give os gratis adgangsbilletter og invitere alle til at besøge den zoologiske have, hvor hun arbejdede.
Vi var i alt fire frivillige, der deltog og delte indkvartering med mig. Selvom vi havde forskellige nationaliteter og baggrunde, var vi oprigtigt knyttet til hinanden. To af dem var et hollandsk par, der var kommet til New Zealand for at rejse verden rundt efter endt universitet, og den tredje var en fransk kvinde på min alder.
Vi respekterede hinandens kulturer, lyttede til hinanden og var villige til at dele med hinanden. I den periode, lang eller kort, levede vi virkelig som venner og familie. I begyndelsen føltes det akavet hver morgen at smalltalke og spørge, om vi havde sovet godt, men med tiden vænnede jeg mig til smalltalkkulturen og begyndte selv at hilse først om morgenen. Så faldt jeg til og nød livet i New Zealand sammen med de andre. Til aftensmad skiftedes vi til at lave mad fra vores hjemlande. Når vi sad omkring bordet og fortalte om dagen, føltes det som en rigtig familie. Da det blev min tur til at lave mad, lavede jeg tørret tang, krydret tun med chili, kylling stegt med sojasauce og stegte ris med æg. Mine bofæller sagde, at det smagte virkelig godt, og spiste op, hvilket gjorde mig meget stolt.
Det var en lille vink, men det øjeblik blev til sidst mit varmeste minde.
Faktisk opstod der en lille, uventet udfordring, inden jeg deltog i det frivillige miljøarbejde.Først søgte jeg om at komme med på Auckland-programmet, ikke Wellington-programmet, men dagen før frivilligarbejdet begyndte, aflyste alle ansøgerne til Auckland pludselig, og jeg modtog en e-mail om, at jeg var den eneste ansøger, der var tilbage til Auckland. De tilbød også, at jeg kunne tage til Wellington, hvor der var andre frivillige, hvis jeg havde lyst.
Jeg var ret forvirret og bekymret, fordi alle mine oprindelige planer var faldet fra hinanden, men da jeg ankom til kontoret i Auckland næste dag, tog personalet varmt imod mig og sagde, at jeg selv kunne vælge, hvad jeg havde lyst til, og fortælle dem, hvor jeg gerne ville bo.
Jeg vidste ikke, hvordan der var i Wellington, hvordan indkvarteringen ville være, eller hvem de andre var, så jeg følte mig nervøs og bekymret, men alligevel besluttede jeg mig til sidst for at tage til Wellington. De hjalp mig med at komme derhen, og selvom afhentning i lufthavnen normalt ikke var inkluderet, kom Kiri personligt og hentede mig, så snart jeg landede i Wellington Lufthavn, fordi situationen var særlig,og for at berolige mig snakkede hun meget med mig i bilen på vej til indkvarteringen – hun fortalte om Wellington, forklarede om de andre frivillige og spurgte ind til Korea – så jeg kunne slappe af.
En anden udfordring, jeg oplevede under frivilligarbejdet, var, at det var svært at forstå engelsk med newzealandsk accent.Holdlederen eller den ansvarlige på stedet forklarede dagens aktiviteter på engelsk og viste os, hvad vi skulle gøre, men de talte hurtigt og med en tydelig intonation, så jeg kun forstod omkring halvdelen. Hver gang spurgte jeg først mine bofæller, om de havde hørt, hvad der lige var blevet forklaret. Når jeg fortalte dem, at mit engelsk ikke var så godt, og at jeg stadig havde svært ved at forstå, lagde de bofæller, der havde forstået det, mærke til mit forvirrede ansigtsudtryk og forklarede det igen langsommere. De tog virkelig meget hensyn til mig.Når det er svært at forstå engelsk, og du ikke forstår det, der bliver forklaret, eller føler dig utryg, fordi situationen er uvant, er det en god idé at tage mod til sig og først spørge dem omkring dig. Du kan også gentage det, du har forstået, eller bede dem om at bekræfte, at du har forstået det rigtigt.
Hvilket råd vil jeg give til kommende gap-year-deltagere, der forbereder sig på et miljøfrivilligt år i New Zealand?
Indtil jeg ankom til indkvarteringen for de frivillige, forestillede jeg mig, hvordan dagene ville forløbe, og hvilke mennesker jeg ville møde. Jeg var bange og fortrød endda, at jeg ikke var blevet i Korea, men til sidstDa frivilligarbejdet var slut, og jeg så tilbage, havde jeg skabt så mange minder, at jeg næsten ikke havde lyst til at vende tilbage til Korea.Og isærJeg anbefaler, at de, der ligesom jeg gerne vil forbedre deres engelsk gennem frivilligt arbejde i udlandet, får praktisk erfaring ved at kaste sig ud i det og fordybe sig i omgivelserne. Fremmedsprog som engelsk bliver bedre, når man får selvtillid og møder flere forskellige sproglige situationer. Derfor hjælper det ikke på ens engelsk at gemme sig, fordi man ikke er god til engelsk, bevidst undgå samtaler eller kun opholde sig i sin indkvartering.
Da jeg indså, at ingen her kendte den udgave af mig, som folk kendte i Korea, kunne jeg lægge min tidligere tilbagetrukne side bag mig i New Zealand, selv tage initiativ til en snak, lave jokes på engelsk og slappe af.Det koster en del at forberede sig på programmet. Derudover er der de psykiske omkostninger, tiden det tager at bo i udlandet og alternativomkostningerne ved alt det, man kunne have gjort, hvis man var blevet i Korea. Til gengæld... Jeg kan med sikkerhed sige, at hvis du selv tager kontakt til folk omkring dig og gør en indsats for at opleve den lokale kultur og få nye erfaringer og indsigter, kan du også få et vendepunkt i livet i New Zealand, ligesom jeg gjorde.
Et varmt og uforglemmeligt hverdagsliv i New Zealand – og den ro og modstandskraft, jeg lærte der
Hele mit liv havde jeg kun lært engelsk i Korea. Jeg havde endda undervist i engelsk i Korea og været stolt af mine færdigheder, men erfaringen med at leve helt på engelsk i New Zealand hjalp mig med at udvikle mig og fik mig til at reflektere over, hvor uvidende jeg havde været. Det teoretiske engelsk, jeg havde lært ved et skrivebord ved at løse opgaver, føltes meget anderledes end det praktiske engelsk, man bruger i virkeligheden.I Korea var jeg løber, men det føltes, som om jeg skulle lære at gå igen, da jeg kom til New Zealand. Alligevel styrkede det faktisk min selvtillid at indse, at ingen i New Zealand kendte mig som løberen fra Korea. Ved at havne i forskellige situationer her og der med mit begrænsede engelsk blev mine færdigheder naturligt bedre. Jeg havde også været udvekslingsstudent i Australien, før jeg deltog i frivilligprogrammet i New Zealand, men jeg havde aldrig før boet alene i udlandet så længe. Ved selv at stå for alle forberedelser uden at være afhængig af andre og tilpasse mig et uvant miljø på egen hånd følte jeg, at jeg blev stærkere.
At træde ud af min komfortzone og gå ad en vej, jeg aldrig før havde gået alene, gav mig styrken til at udholde og overvinde den usikkerhed og bekymring, som en uvis fremtid medfører. Det er følelser, jeg ofte vil møde, mens jeg forbereder mig til eksamener i Korea. Jeg har udviklet mig fra at være en, der fandt tryghed i at høre til og nøjedes med det, jeg allerede kendte, og det virker, som om jeg har fået modet til at møde fremtidens bekymringer som en del af samfundet.
Når folk tænker på at rejse til udlandet, forestiller de sig som regel Europa eller Amerika, så New Zealand i Oceanien bliver ikke besøgt lige så ofte. Men Efter denne oplevelse anbefaler jeg nu selvsikkert New Zealand til venner, der overvejer, hvor de skal rejse hen i udlandet. Da jeg først besluttede mig for at tage af sted som frivillig, og afrejsedagen nærmede sig, tøvede jeg med alt, men resultatet blev...Dette gap-year-projekt blev et minde, jeg aldrig vil glemme.
Det gav mig mulighed for at træde væk fra en travl og kompliceret hverdag og reflektere over mig selv. Jeg lærte at finde en rolig form for fritid, hvor man ikke hele tiden har travlt. Jeg oplevede en værdifuld udvikling, der gjorde mig stærkere indeni. Minderne om at besøge New Zealands landskaber, som er så anderledes end dem i vores land, gav mig nogle erfaringer og tanker, jeg aldrig kunne have fået, hvis jeg kun var vokset op i Korea. Gennem frivilligarbejdet – hvor jeg bidrog til naturen og planeten og kom i kontakt med lokale mennesker – mærkede jeg forbindelsen mellem mennesker og Jorden samt en følelse af at kunne gøre en forskel. Det gav mig selvtillid til alle de udfordringer, jeg kommer til at møde fremover.
Hvis jeg får muligheden, vil jeg helt sikkert gerne deltage i et frivilligprogram i New Zealand igen, når jeg er færdiguddannet. Frivilligarbejdet i Wellington står tilbage i mit hjerte som et dyrebart og varmt minde. At rejse på egen hånd i New Zealand, udføre frivilligt arbejde til gavn for naturen, lave aftensmad med mine bofæller, køre langs kysten med holdlederen og slappe af på stranden, gå alene rundt i byen på en fridag for at se seværdighederne, møde de venlige og hensynsfulde newzealændere og indånde den friske luft i de majestætiske skove, som ikke findes i Korea – alt dette nærede mig og hjalp mig med at slå dybe rødder i livet.Jeg tog afsked med det uforglemmelige hverdagsliv i New Zealand med vemod.
Hvordan ser en typisk dag med frivilligt arbejde inden for naturbevarelse i New Zealand ud?
Frivilligplanen varierede altid alt efter det lokale frivilligsted.På de dage, hvor vi begyndte tidligt, skulle vi være klar omkring klokken 8, og på de sene dage skulle vi nogle gange være klar helt til klokken 11. Når vi havde pakket og gjort det udstyr klar, vi skulle bruge til dagens aktiviteter, steg vi ind i den ventende varevogn og kørte af sted til dagens frivilligsted sammen med holdlederen og de andre frivillige. Når vi ankom, mødte vi ikke kun folk, der ligesom os deltog i frivilligarbejdet gennem længere tid, men også forskellige lokale, der havde tilmeldt sig en enkelt dags frivilligarbejde via organisationens hjemmeside. Jeg blev hurtigt venner med en japaner, som ofte deltog i de daglige aktiviteter, og vi udvekslede kontaktoplysninger, haha. Opgaverne var forskellige: Vi fjernede invasive arter og ukrudt fra sandklitter nær skove eller havet, skar invasive slyngplanter væk i sumpområder (hvilket desværre ikke var let), fjernede invasive planter ved en hundebørnehave og plantede frøplanter af hjemmehørende arter og meget mere. Holdlederen holdt dog ikke øje med os hele dagen. Hvis man blev træt, kunne man holde pause efter behov, så arbejdet føltes ikke overvældende fysisk udmattende. Når vi arbejdede steder som i sumpområder, kunne sokkerne dog blive gennemblødte af mudder, selvom man havde støvler på. Og når man trak slyngplanter op, der var sunket ned i jorden, fløj der sværme af møl op på tøjet. Derfor kan det være ret hårdt for dem, der bare ønsker en ren og pæn kulturoplevelse.
Omkring middag holdt vi altid en tepause. Holdlederen sørgede for te, kaffe, snacks, gelé, energibarer og så videre. Vi sad sammen, snakkede og hvilede os, så man kunne klare sig med lette snacks, selv hvis man ikke havde en hel frokost med. Der var mange mennesker, så frivilligarbejdet krævede ikke mange timers arbejde. Efter tepausen arbejdede vi som regel omkring to timer mere, før vi blev færdige og vendte tilbage til indkvarteringen. Normalt kørte vi alle sammen tilbage i varevognen, men en gang tog vi efter frivilligarbejdet til en nærliggende strand for at slappe af, og en anden gang købte vi ind sammen, før vi tog tilbage. Vi var altid hjemme om eftermiddagen, så man kunne tage ud på egen hånd, hvis man havde lyst. Men min indkvartering lå langt fra centrum, og jeg var træt og doven, så jeg tog ikke ud efter arbejdet. Til orientering var der ingen frivilligaktiviteter på New Zealands helligdage – de dage havde vi bare fri.
Mine personlige tips til at forberede sig på frivilligt arbejde med naturbevarelse i New Zealand!
Jeg skulle forberede mig på både at være udvekslingsstudent og på frivilligarbejdet. For at undgå forvirring lavede jeg derfor på forhånd en liste over, hvad jeg skulle pakke, hvilke frister jeg skulle overholde, og hvad jeg skulle indsende, så jeg ikke glemte noget. Jeg var særligt opmærksom på de vigtigste ting: flybilletter, pas og onlineformularen til indrejse. Jeg havde også hørt, at toldkontrollen af fødevarer er streng i Australien og New Zealand, så jeg skrev på koreansk og engelsk, hvilke madvarer og hvilken medicin jeg havde pakket i min kuffert, og havde noten ved hånden, så jeg kunne vise den, hvis det blev nødvendigt.
Da dette frivilligprogram handler om naturbevarelse og indebærer en masse fysisk arbejde, var jeg på hverdage med frivilligaktiviteter som regel alt for udmattet til at tage ud efter arbejdet. Alligevel anbefaler jeg på det kraftigste, at man også på de trætte dage tager sig tid til at gå en tur i nærheden og udforske byen.
Indkvarteringen i Wellington var indrettet i fødehjemmet for en historisk newzealandsk skikkelse og lå i udkanten af en lille, skovklædt landsby et stykke fra byen. Bag indkvarteringen er der en sti, der fører ind i skoven. Følger man den lille, snoede sti, kan man gå i fred mellem de majestætiske fyrretræer – perfekt til at klare tankerne og finde ro i kroppen og sindet efter en dag med samtaler på fremmede sprog. Hvis man fortsætter, finder man ikke turistattraktioner, men snarere en lille beboelsesby. Det er hyggeligt bare at gå rundt i gaderne, og det var en dejlig oplevelse at se de særlige huse, der lignede noget fra en eventyrbog. Min bofælle fra Frankrig elskede havet, så efter frivilligarbejdet gik hun ofte alene en tur på den nærliggende strand. Jeg anbefaler en gåtur i det fredelige og maleriske område, hvor man både kan opleve bjerge og hav.
På newzealandske helligdage, hvor jeg ikke var frivillig, tog jeg også bussen til Wellington Zoo. Det er ikke en typisk zoologisk have, der er lukket inde bag hegn; den er naturnær med gangstier, der er udformet som skovstier, så man føler, at man går en tur i skoven for at udforske dyrene. Den er også børnevenlig med masser at se og lave, og der var så meget at opleve, selv da jeg besøgte den alene. Jeg kan især anbefale at se de søde oddere, kapivarer og små pingviner. Der er også kiwifugle, men de er nataktive, så jeg kunne ikke se dem, da jeg besøgte stedet om dagen — men jeg var stadig meget glad!
Mit sabbatår som frivillig inden for naturbevarelse i New Zealand var!
Oplevelse★★★★★
: Det var en perfekt oplevelse.
Læring★★★★★
: Jeg så og hørte meget, og det fik mig til at reflektere over mig selv.
Miljø★★★★★
:Som man kunne forvente af det berømte New Zealand, kunne jeg mærke naturens rene grønne frodighed med hele kroppen.
Tryghed★★★★★
: New Zealand er kendt verden over for sin tryghed. Byerne er meget mindre og fredeligere end i Australien, der rangerer som et land med høj livskvalitet, og folk tager godt imod besøgende.
Fritid ★★★★★
: Overnatningsstedet lå langt fra byen, og det frivillige arbejde var fysisk krævende, så det var svært at tage ud efter arbejdet, medmindre det var en hel fridag.
Byeon Seo-jeongat du deltog i frivilligprojektet inden for naturbevarelse i New Zealand Vil du vide mere?!
Klik på banneret nedenforTak!
▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼
|
At bryde gennem murene omkring min komfortzone og gå alene ad en vej, jeg aldrig havde betrådt før, gav mig styrken til på egen hånd at møde og overvinde den angst og bekymring over en usikker fremtid, som jeg ofte vil opleve, mens jeg forbereder mig til konkurrenceprægede eksamener i Korea.Jeg føler, at jeg er vokset fra at være en, der fandt tryghed i at høre til og nøjedes med kun at opleve det velkendte. Jeg har fået mod til at konfrontere fremtidens frygt som samfundsborger.
Spændende frivilligt arbejde med naturbeskyttelse i New Zealands natur sammen med venner fra hele verden Anmeldelse fra deltager på sabbatår, Byeon Seo-jeong |
# Jeg søgte om at deltage i sabbatårsprojektet for at få tid til at reflektere over mig selv og hvile.
Jeg er i øjeblikket fjerdeårsstuderende på et universitet i Seoul. Gennem Korea Gap Year deltog jeg i frivilligt miljøarbejde i Wellington i New Zealand.
Som det sidste skridt, inden jeg for alvor begynder at forberede mig på optagelse på jurastudiet efter universitetet søgte jeg om at deltage i sabbatårsprojektet for at give mig selv tid til at reflektere over mig selv og hvile.. Fordi jeg havde brugt de seneste tre år på at studere uden pauser, var jeg ked af tanken om, at jeg efter endt uddannelse ville se tilbage på mit universitetsliv uden mindeværdige oplevelser. Derfor besluttede jeg at tage på udveksling i vintersemesteret i januar 2025. Da værtsuniversitetet lå i Australien, tænkte jeg, at nu hvor jeg var rejst hele vejen til Oceanien...Nu hvor jeg var rejst hele vejen til Oceanien, ville jeg gerne samle på særlige oplevelser og minder, som jeg kun kunne få her. Mens jeg ledte efter muligheder for frivilligt arbejde i udlandet, fandt jeg et frivilligprogram i New Zealand på Korea Gap Year og søgte om at deltage.
Det var første gang, jeg skulle bo alene i udlandet i så lang tid, så dagen før afrejsen havde jeg mange bekymringer og, for at være ærlig, også en vis fortrydelse. Jeg var meget bekymret for, at jeg havde spildt penge og tid, og at jeg bare burde være blevet hjemme og hvilet. Men inden frivilligprogrammet i New Zealand begyndte, deltog jeg i undervisning på et australsk universitet i en måned som udvekslingsstuderende. Jeg tog på ture med medstuderende, boede på kollegium og fik udenlandske venner. Bagefter følte jeg, at jeg også gik på universitet i Australien, og det beroligede mig. Da udvekslingsundervisningen var slut, og inden frivilligprogrammet begyndte, ankom jeg alene til New Zealand. Jeg kunne hurtigt vænne mig til livet der ved blandt andet at tage rundt på egen hånd og spise lokal mad alene.
* Inden en vigtig eksamen, der kan ændre livet, anbefaler jeg fru Byeon Seo-jeong at deltage i frivilligt arbejde med naturbeskyttelse i New Zealand, så hun kan reflektere over sig selv og få særlige oplevelser!Hvis du ønsker en skræddersyet plan for, hvor og hvordan du skal begynde at skabe forandring, anbefaler jeg på det varmeste individuel rådgivning med en sabbatårsspecialist!
En sikker måde at ændre mit liv på: individuel rådgivning om sabbatår
# Mit sande jeg, opdaget i et fremmed land.
Mit hovedmål var at bo alene i udlandet, reflektere over, hvilken slags person jeg er, opdage ting, jeg ikke vidste om mig selv, og forbedre mine engelskkundskaber. At bo alene i udlandet og dele bolig og måltider med udenlandske venner gjorde det tydeligt for mig, hvilke dele af min dagligdagsengelsk der var svage, ogDa jeg boede sammen med mennesker, jeg slet ikke kendte, og mærkede mine egne reaktioner og rutiner, blev jeg klar over, hvilken slags person jeg er.
Desuden var jeg vant til at bo i en storby i Korea,og jeg ville bruge tid på at se nærmere på omgivelserne og naturen og nyde New Zealands uberørte, vidtstrakte landskaber. Gennem det frivillige miljøarbejde i New Zealand kom jeg i kontakt med naturen og følte en samhørighed, som om jeg kommunikerede med New Zealands jord. Jeg oplevede også en følelse af at kunne gøre en forskel for miljøet.
# At finde ro i billedskønne omgivelser og give mit hjerte et hvil.
Alle de lokale i New Zealand, jeg mødte, respekterede deres traditioner og naturen. De værdsatte deres land og var samtidig venlige over for udlændinge og turister.Det var ikke farligt for en ung østasiatisk kvinde at rejse alene. Tværtimod tog mange venligt kontakt og indledte en samtale. Personalet i frivilligorganisationenforstod også, at mit engelsk ikke var så godt. De havde øjenkontakt og ventede, til jeg havde fået sagt det, jeg ville, selv når jeg talte langsomt, og de lyttede altid og sørgede for, at jeg havde det godt.Selvom personalet sikkert havde mødt og taget afsked med mange udenlandske frivillige som mig, var de oprigtigt kede af det, da programmet sluttede, og vi skulle skilles. De gav mig endda et håndskrevet brev.
Newzealandsk engelsk adskiller sig meget i udtryk og intonation fra det amerikanske engelsk, man almindeligvis underviser i i Korea. Derfor tror jeg, det er svært at forstå uden selv at høre, tale og opleve sproget i det lokale miljø.Fordi jeg i New Zealand var nødt til udelukkende at lytte, tale, læse og skrive på engelsk og leve på engelsk, blev mine engelskkundskaber automatisk bedre.
Det, jeg helt naturligt fik ud af at bo i New Zealand, var ikke kun engelsk, men også kærlighed til naturen og ro til at nyde landskabet omkring mig. Gennem det frivillige arbejde blev jeg mere opmærksom på naturbeskyttelse og miljøforandringer.I modsætning til Sydkorea, hvor man bor blandt højhuse og støjende bymidter, fandtes der ikke høje bygninger i New Zealand,og når jeg så mig omkring, var alle udsigter fyldt med smukke fritliggende huse, der lignede noget fra et maleri, og frodigt grønt. Når jeg gik rundt, forsvandt mine forstyrrende tanker, og jeg blev fyldt med en følelse af ro.
Varmere forbindelser i New Zealand end selv naturen 😃
Alle dem, jeg mødte, mens jeg arbejdede frivilligt i New Zealand, er dyrebare minder, men den, jeg husker bedst, var en midaldrende kvinde ved navn Kiri, som var teamleder og overordnet ansvarlig. Hun var maorier, og den dag jeg først ankom til indkvarteringen, tog hun sig tid i en travl hverdag til at byde mig velkommen efter maorisk tradition og spise middag med mig. Under måltidet fortalte hun mig om New Zealand og lærte mig endda maori direkte. Hun føltes som en varm mor og udstrålede samtidig en leders professionalisme og omtanke.
En anden imponerende teamleder var en kvinde ved navn Gemma med britisk accent. Hun var så varm og venlig, at hun skrev håndskrevne breve, og hun arbejdede også som dyrepasser i Wellington Zoo lige ved siden af vores indkvartering. Efter at vi havde arbejdet frivilligt sammen og lært hinanden at kende, viste hun os sin venlighed ved uden tøven at give os gratis adgangsbilletter og invitere alle til at besøge den zoologiske have, hvor hun arbejdede.
Vi var i alt fire frivillige, der deltog og delte indkvartering med mig. Selvom vi havde forskellige nationaliteter og baggrunde, var vi oprigtigt knyttet til hinanden. To af dem var et hollandsk par, der var kommet til New Zealand for at rejse verden rundt efter endt universitet, og den tredje var en fransk kvinde på min alder.
Vi respekterede hinandens kulturer, lyttede til hinanden og var villige til at dele med hinanden. I den periode, lang eller kort, levede vi virkelig som venner og familie. I begyndelsen føltes det akavet hver morgen at smalltalke og spørge, om vi havde sovet godt, men med tiden vænnede jeg mig til smalltalkkulturen og begyndte selv at hilse først om morgenen. Så faldt jeg til og nød livet i New Zealand sammen med de andre. Til aftensmad skiftedes vi til at lave mad fra vores hjemlande. Når vi sad omkring bordet og fortalte om dagen, føltes det som en rigtig familie. Da det blev min tur til at lave mad, lavede jeg tørret tang, krydret tun med chili, kylling stegt med sojasauce og stegte ris med æg. Mine bofæller sagde, at det smagte virkelig godt, og spiste op, hvilket gjorde mig meget stolt.
Det var en lille vink, men det øjeblik blev til sidst mit varmeste minde.
Faktisk opstod der en lille, uventet udfordring, inden jeg deltog i det frivillige miljøarbejde.Først søgte jeg om at komme med på Auckland-programmet, ikke Wellington-programmet, men dagen før frivilligarbejdet begyndte, aflyste alle ansøgerne til Auckland pludselig, og jeg modtog en e-mail om, at jeg var den eneste ansøger, der var tilbage til Auckland. De tilbød også, at jeg kunne tage til Wellington, hvor der var andre frivillige, hvis jeg havde lyst.
Jeg var ret forvirret og bekymret, fordi alle mine oprindelige planer var faldet fra hinanden, men da jeg ankom til kontoret i Auckland næste dag, tog personalet varmt imod mig og sagde, at jeg selv kunne vælge, hvad jeg havde lyst til, og fortælle dem, hvor jeg gerne ville bo.
Jeg vidste ikke, hvordan der var i Wellington, hvordan indkvarteringen ville være, eller hvem de andre var, så jeg følte mig nervøs og bekymret, men alligevel besluttede jeg mig til sidst for at tage til Wellington. De hjalp mig med at komme derhen, og selvom afhentning i lufthavnen normalt ikke var inkluderet, kom Kiri personligt og hentede mig, så snart jeg landede i Wellington Lufthavn, fordi situationen var særlig,og for at berolige mig snakkede hun meget med mig i bilen på vej til indkvarteringen – hun fortalte om Wellington, forklarede om de andre frivillige og spurgte ind til Korea – så jeg kunne slappe af.
En anden udfordring, jeg oplevede under frivilligarbejdet, var, at det var svært at forstå engelsk med newzealandsk accent.Holdlederen eller den ansvarlige på stedet forklarede dagens aktiviteter på engelsk og viste os, hvad vi skulle gøre, men de talte hurtigt og med en tydelig intonation, så jeg kun forstod omkring halvdelen. Hver gang spurgte jeg først mine bofæller, om de havde hørt, hvad der lige var blevet forklaret. Når jeg fortalte dem, at mit engelsk ikke var så godt, og at jeg stadig havde svært ved at forstå, lagde de bofæller, der havde forstået det, mærke til mit forvirrede ansigtsudtryk og forklarede det igen langsommere. De tog virkelig meget hensyn til mig.Når det er svært at forstå engelsk, og du ikke forstår det, der bliver forklaret, eller føler dig utryg, fordi situationen er uvant, er det en god idé at tage mod til sig og først spørge dem omkring dig. Du kan også gentage det, du har forstået, eller bede dem om at bekræfte, at du har forstået det rigtigt.
Hvilket råd vil jeg give til kommende gap-year-deltagere, der forbereder sig på et miljøfrivilligt år i New Zealand?
Indtil jeg ankom til indkvarteringen for de frivillige, forestillede jeg mig, hvordan dagene ville forløbe, og hvilke mennesker jeg ville møde. Jeg var bange og fortrød endda, at jeg ikke var blevet i Korea, men til sidstDa frivilligarbejdet var slut, og jeg så tilbage, havde jeg skabt så mange minder, at jeg næsten ikke havde lyst til at vende tilbage til Korea.Og isærJeg anbefaler, at de, der ligesom jeg gerne vil forbedre deres engelsk gennem frivilligt arbejde i udlandet, får praktisk erfaring ved at kaste sig ud i det og fordybe sig i omgivelserne. Fremmedsprog som engelsk bliver bedre, når man får selvtillid og møder flere forskellige sproglige situationer. Derfor hjælper det ikke på ens engelsk at gemme sig, fordi man ikke er god til engelsk, bevidst undgå samtaler eller kun opholde sig i sin indkvartering.
Da jeg indså, at ingen her kendte den udgave af mig, som folk kendte i Korea, kunne jeg lægge min tidligere tilbagetrukne side bag mig i New Zealand, selv tage initiativ til en snak, lave jokes på engelsk og slappe af.Det koster en del at forberede sig på programmet. Derudover er der de psykiske omkostninger, tiden det tager at bo i udlandet og alternativomkostningerne ved alt det, man kunne have gjort, hvis man var blevet i Korea. Til gengæld... Jeg kan med sikkerhed sige, at hvis du selv tager kontakt til folk omkring dig og gør en indsats for at opleve den lokale kultur og få nye erfaringer og indsigter, kan du også få et vendepunkt i livet i New Zealand, ligesom jeg gjorde.
Et varmt og uforglemmeligt hverdagsliv i New Zealand – og den ro og modstandskraft, jeg lærte der
Hele mit liv havde jeg kun lært engelsk i Korea. Jeg havde endda undervist i engelsk i Korea og været stolt af mine færdigheder, men erfaringen med at leve helt på engelsk i New Zealand hjalp mig med at udvikle mig og fik mig til at reflektere over, hvor uvidende jeg havde været. Det teoretiske engelsk, jeg havde lært ved et skrivebord ved at løse opgaver, føltes meget anderledes end det praktiske engelsk, man bruger i virkeligheden.I Korea var jeg løber, men det føltes, som om jeg skulle lære at gå igen, da jeg kom til New Zealand. Alligevel styrkede det faktisk min selvtillid at indse, at ingen i New Zealand kendte mig som løberen fra Korea. Ved at havne i forskellige situationer her og der med mit begrænsede engelsk blev mine færdigheder naturligt bedre. Jeg havde også været udvekslingsstudent i Australien, før jeg deltog i frivilligprogrammet i New Zealand, men jeg havde aldrig før boet alene i udlandet så længe. Ved selv at stå for alle forberedelser uden at være afhængig af andre og tilpasse mig et uvant miljø på egen hånd følte jeg, at jeg blev stærkere.
At træde ud af min komfortzone og gå ad en vej, jeg aldrig før havde gået alene, gav mig styrken til at udholde og overvinde den usikkerhed og bekymring, som en uvis fremtid medfører. Det er følelser, jeg ofte vil møde, mens jeg forbereder mig til eksamener i Korea. Jeg har udviklet mig fra at være en, der fandt tryghed i at høre til og nøjedes med det, jeg allerede kendte, og det virker, som om jeg har fået modet til at møde fremtidens bekymringer som en del af samfundet.
Når folk tænker på at rejse til udlandet, forestiller de sig som regel Europa eller Amerika, så New Zealand i Oceanien bliver ikke besøgt lige så ofte. Men Efter denne oplevelse anbefaler jeg nu selvsikkert New Zealand til venner, der overvejer, hvor de skal rejse hen i udlandet. Da jeg først besluttede mig for at tage af sted som frivillig, og afrejsedagen nærmede sig, tøvede jeg med alt, men resultatet blev...Dette gap-year-projekt blev et minde, jeg aldrig vil glemme.
Det gav mig mulighed for at træde væk fra en travl og kompliceret hverdag og reflektere over mig selv. Jeg lærte at finde en rolig form for fritid, hvor man ikke hele tiden har travlt. Jeg oplevede en værdifuld udvikling, der gjorde mig stærkere indeni. Minderne om at besøge New Zealands landskaber, som er så anderledes end dem i vores land, gav mig nogle erfaringer og tanker, jeg aldrig kunne have fået, hvis jeg kun var vokset op i Korea. Gennem frivilligarbejdet – hvor jeg bidrog til naturen og planeten og kom i kontakt med lokale mennesker – mærkede jeg forbindelsen mellem mennesker og Jorden samt en følelse af at kunne gøre en forskel. Det gav mig selvtillid til alle de udfordringer, jeg kommer til at møde fremover.
Hvis jeg får muligheden, vil jeg helt sikkert gerne deltage i et frivilligprogram i New Zealand igen, når jeg er færdiguddannet. Frivilligarbejdet i Wellington står tilbage i mit hjerte som et dyrebart og varmt minde. At rejse på egen hånd i New Zealand, udføre frivilligt arbejde til gavn for naturen, lave aftensmad med mine bofæller, køre langs kysten med holdlederen og slappe af på stranden, gå alene rundt i byen på en fridag for at se seværdighederne, møde de venlige og hensynsfulde newzealændere og indånde den friske luft i de majestætiske skove, som ikke findes i Korea – alt dette nærede mig og hjalp mig med at slå dybe rødder i livet.Jeg tog afsked med det uforglemmelige hverdagsliv i New Zealand med vemod.
Hvordan ser en typisk dag med frivilligt arbejde inden for naturbevarelse i New Zealand ud?
Frivilligplanen varierede altid alt efter det lokale frivilligsted.På de dage, hvor vi begyndte tidligt, skulle vi være klar omkring klokken 8, og på de sene dage skulle vi nogle gange være klar helt til klokken 11. Når vi havde pakket og gjort det udstyr klar, vi skulle bruge til dagens aktiviteter, steg vi ind i den ventende varevogn og kørte af sted til dagens frivilligsted sammen med holdlederen og de andre frivillige. Når vi ankom, mødte vi ikke kun folk, der ligesom os deltog i frivilligarbejdet gennem længere tid, men også forskellige lokale, der havde tilmeldt sig en enkelt dags frivilligarbejde via organisationens hjemmeside. Jeg blev hurtigt venner med en japaner, som ofte deltog i de daglige aktiviteter, og vi udvekslede kontaktoplysninger, haha. Opgaverne var forskellige: Vi fjernede invasive arter og ukrudt fra sandklitter nær skove eller havet, skar invasive slyngplanter væk i sumpområder (hvilket desværre ikke var let), fjernede invasive planter ved en hundebørnehave og plantede frøplanter af hjemmehørende arter og meget mere. Holdlederen holdt dog ikke øje med os hele dagen. Hvis man blev træt, kunne man holde pause efter behov, så arbejdet føltes ikke overvældende fysisk udmattende. Når vi arbejdede steder som i sumpområder, kunne sokkerne dog blive gennemblødte af mudder, selvom man havde støvler på. Og når man trak slyngplanter op, der var sunket ned i jorden, fløj der sværme af møl op på tøjet. Derfor kan det være ret hårdt for dem, der bare ønsker en ren og pæn kulturoplevelse.
Omkring middag holdt vi altid en tepause. Holdlederen sørgede for te, kaffe, snacks, gelé, energibarer og så videre. Vi sad sammen, snakkede og hvilede os, så man kunne klare sig med lette snacks, selv hvis man ikke havde en hel frokost med. Der var mange mennesker, så frivilligarbejdet krævede ikke mange timers arbejde. Efter tepausen arbejdede vi som regel omkring to timer mere, før vi blev færdige og vendte tilbage til indkvarteringen. Normalt kørte vi alle sammen tilbage i varevognen, men en gang tog vi efter frivilligarbejdet til en nærliggende strand for at slappe af, og en anden gang købte vi ind sammen, før vi tog tilbage. Vi var altid hjemme om eftermiddagen, så man kunne tage ud på egen hånd, hvis man havde lyst. Men min indkvartering lå langt fra centrum, og jeg var træt og doven, så jeg tog ikke ud efter arbejdet. Til orientering var der ingen frivilligaktiviteter på New Zealands helligdage – de dage havde vi bare fri.
Mine personlige tips til at forberede sig på frivilligt arbejde med naturbevarelse i New Zealand!
Jeg skulle forberede mig på både at være udvekslingsstudent og på frivilligarbejdet. For at undgå forvirring lavede jeg derfor på forhånd en liste over, hvad jeg skulle pakke, hvilke frister jeg skulle overholde, og hvad jeg skulle indsende, så jeg ikke glemte noget. Jeg var særligt opmærksom på de vigtigste ting: flybilletter, pas og onlineformularen til indrejse. Jeg havde også hørt, at toldkontrollen af fødevarer er streng i Australien og New Zealand, så jeg skrev på koreansk og engelsk, hvilke madvarer og hvilken medicin jeg havde pakket i min kuffert, og havde noten ved hånden, så jeg kunne vise den, hvis det blev nødvendigt.
Da dette frivilligprogram handler om naturbevarelse og indebærer en masse fysisk arbejde, var jeg på hverdage med frivilligaktiviteter som regel alt for udmattet til at tage ud efter arbejdet. Alligevel anbefaler jeg på det kraftigste, at man også på de trætte dage tager sig tid til at gå en tur i nærheden og udforske byen.
Indkvarteringen i Wellington var indrettet i fødehjemmet for en historisk newzealandsk skikkelse og lå i udkanten af en lille, skovklædt landsby et stykke fra byen. Bag indkvarteringen er der en sti, der fører ind i skoven. Følger man den lille, snoede sti, kan man gå i fred mellem de majestætiske fyrretræer – perfekt til at klare tankerne og finde ro i kroppen og sindet efter en dag med samtaler på fremmede sprog. Hvis man fortsætter, finder man ikke turistattraktioner, men snarere en lille beboelsesby. Det er hyggeligt bare at gå rundt i gaderne, og det var en dejlig oplevelse at se de særlige huse, der lignede noget fra en eventyrbog. Min bofælle fra Frankrig elskede havet, så efter frivilligarbejdet gik hun ofte alene en tur på den nærliggende strand. Jeg anbefaler en gåtur i det fredelige og maleriske område, hvor man både kan opleve bjerge og hav.
På newzealandske helligdage, hvor jeg ikke var frivillig, tog jeg også bussen til Wellington Zoo. Det er ikke en typisk zoologisk have, der er lukket inde bag hegn; den er naturnær med gangstier, der er udformet som skovstier, så man føler, at man går en tur i skoven for at udforske dyrene. Den er også børnevenlig med masser at se og lave, og der var så meget at opleve, selv da jeg besøgte den alene. Jeg kan især anbefale at se de søde oddere, kapivarer og små pingviner. Der er også kiwifugle, men de er nataktive, så jeg kunne ikke se dem, da jeg besøgte stedet om dagen — men jeg var stadig meget glad!
Mit sabbatår som frivillig inden for naturbevarelse i New Zealand var!
Oplevelse★★★★★
: Det var en perfekt oplevelse.
Læring★★★★★
: Jeg så og hørte meget, og det fik mig til at reflektere over mig selv.
Miljø★★★★★
:Som man kunne forvente af det berømte New Zealand, kunne jeg mærke naturens rene grønne frodighed med hele kroppen.
Tryghed★★★★★
: New Zealand er kendt verden over for sin tryghed. Byerne er meget mindre og fredeligere end i Australien, der rangerer som et land med høj livskvalitet, og folk tager godt imod besøgende.
Fritid ★★★★★
: Overnatningsstedet lå langt fra byen, og det frivillige arbejde var fysisk krævende, så det var svært at tage ud efter arbejdet, medmindre det var en hel fridag.
Byeon Seo-jeongat du deltog i frivilligprojektet inden for naturbevarelse i New Zealand Vil du vide mere?!
Klik på banneret nedenforTak!
▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
