Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
I dag tager mange på sprogophold i udlandet. Vi har en tendens til at tro, at sprogophold kun er for folk i tyverne eller universitetsstuderende, men ser man nærmere efter, tager mange i trediverne og fyrrerne også af sted. Alle har deres egne grunde, men generelt er motivationen at forbedre jobmulighederne, bo i udlandet i en længere periode, fordi man føler, at man bør kunne mindst ét fremmedsprog mere, møde udenlandske venner eller simpelthen fordi alle omkring én har gjort det. På det seneste tager flere venner af sted for at immigrere eller arbejde i udlandet. Et interessant fænomen er, at mange tager af sted i begyndelsen af tyverne, men de, der tager af sted så tidligt, beslutter ofte ikke selv at gøre det – det er deres forældre, der anbefaler eller opmuntrer dem til at tage på sprogophold i udlandet. Grunden er enkel: Ud fra deres erfaring synes venner, der taler fremmedsprog, at leve bedre end dem, der ikke gør; efter selv at have boet i udlandet siger de, at det at tale et fremmedsprog hjælper med forfremmelser og med at tage styringen over sit eget liv. Der er noget om snakken, men det gælder ikke alle.
Hvilket land passer til mig?
Det er virkelig svært at vælge et land til et sprogophold. Man bør som minimum tage af sted i seks måneder, og hvis man regner med omkring 2 millioner won om måneden inklusive lommepenge, bliver det cirka 12 millioner won – nok til at udskifte de fleste husholdningsapparater i et hjem. Velhavende familier tænker måske, at pengene alligevel ville blive brugt, selv hvis man blev i Korea, så det er ingen byrde, men i de fleste tilfælde er man nødt til at være yderst forsigtig. Jeg bliver nødt til at fokusere på engelsk, fordi det er uundgåeligt, men venner, der gerne vil lære spansk, kinesisk eller japansk, bør også læse med. Mit perspektiv er anderledes end de sædvanlige måder at vælge land til sprogstudier på, så det vil helt sikkert være nyttigt.
De lande, folk typisk tager til for at lære engelsk, er USA, Storbritannien, Canada, Filippinerne, Australien og Malta. Der findes også steder som Indien, Malaysia, Indonesien og endda Cypern – et land, mange ikke kender – men jeg vil fokusere på de vigtigste destinationer.
De fleste foretrækker at tage på sprogophold i et land, de kan lide eller beundrer. De, der prioriterer sikkerhed, vælger Canada; de, der mener, at der kun findes ét bedste valg i livet, tager til USA; og de, der tiltrækkes af prestige og britisk udtale, vælger Storbritannien. Jeg vil ikke sige, at det er forkert at vælge land ud fra disse kriterier, men jeg synes ikke nødvendigvis, det er den bedste fremgangsmåde. Det lyder måske som ordkløveri, men hør mig lige ud.
Svaret er personlighed.
(Afhængigt af om der tilbydes 1:1-undervisning: Canada, Storbritannien, USA, Australien kontra Filippinerne, Malta, Indien, Malaysia)
Dette er et yderst vigtigt punkt, så tag det med i dine overvejelser, når du planlægger. Opdelingen mellem Canada, Storbritannien, USA og Australien på den ene side og Filippinerne, Malta, Indien og Malaysia på den anden kan ved første øjekast ligne en opdeling mellem mindre og mere populære engelsktalende lande. Men den egentlige forskel er, om de tilbyder enetimer (1:1) eller ej. Har du råd til det, kan du også få enetimer i USA, men det vil koste en formue at gøre det i flere måneder. Hvorfor er enetimer vigtige? Fra en ung alder identificerer vi os som introverte eller ekstroverte; dette træk er en afgørende faktor, når man skal vælge land til sprogstudier. Først konklusionen, og derefter forklaringen ...Hvis du betragter dig selv som introvert, eller hvis du lærer et sprog ved at leve i det og tilegne dig det frem for gennem bøger, anbefaler jeg på det kraftigste, at du tager omkring tre måneders undervisning i et land, der tilbyder enetimer, før du rejser videre.Hvis du derimod tror, at du vil klare dig godt i et land, du godt kan lide, er jeg imod det af følgende grunde.
Konklusion: Sprogophold i udlandet bør være sjove og behagelige. Man lærer ikke kun på en sprogskole. Typisk foregår det meste af undervisningen på et sprogcenter frem til omkring kl. 14–15; nogle gange slutter timerne allerede ved middagstid. Hvis du udnytter tiden bagefter, kan du endda halvere længden på dit ophold. Siden 1950'erne har mange lingvister og de amerikanske udvalg for fremmedsprogsundervisning faktisk anslået, at amerikanere har brug for 2.400–2.760 undervisningstimer for at nå et niveau, hvor de kan arbejde som tolke eller advokater på et fremmedsprog. Vi behøver ikke at blive advokater, men det er vigtigt at være meget i kontakt med målsproget og tale det – det forstår alle både intellektuelt og rent praktisk. Når undervisningen slutter om eftermiddagen, bør du naturligvis tale med andre, hænge ud og hygge dig sammen med dem. Hvis du ikke gør det, vil dit sprogophold vare mere end dobbelt så længe, og du bliver sandsynligvis ulykkelig og begynder at savne Korea, hvilket kan få dig til at ville give op. Derfor bør det være sjovt. Hvis du er introvert og ikke har nogen at være sammen med efter undervisningen, eller hvis du synes, det er svært at få venner, får du det hårdere og møder flere udfordringer.Tag derfor helt sikkert undervisning i et land, der tilbyder enetimer, før du rejser til det land, hvor du i sidste ende vil studere.
Det gennemsnitlige antal elever pr. lærer på et hold ligger mellem 10 og 25. Steder, der tager lidt mere, men har tydelige undervisningsmål, holder ofte tallet omkring 15. Grunden bliver klar, når man ser på tiden. En undervisningstime varer i gennemsnit 45 minutter. Den tid, én lærer kan tale med én elev, er 3 minutter (45 minutter / 15 elever = 3 minutter). Hvis du har fem timer om dagen, har læreren kun omkring 15 minutter om dagen til at lytte til dig og rette din grammatik og udtale. På 22 undervisningsdage om måneden (weekenderne fraregnet) bliver det i alt 330 minutter. Til sammenligning giver to timers enetimer om dagen 90 minutter (45 minutter gange to timer) dagligt; ganget med 22 dage bliver det 1.980 minutter. En direkte sammenligning viser altså en forskel på omkring seks gange: 330 mod 1.980. Hvis du får fire timers enetimer, er forskellen tolv gange; seks timer giver en forskel på atten gange. Sprogskoler tilbyder desuden også hold med én lærer for hver fire eller ti elever. Grundlæggende er der mindst en størrelsesorden til forskel på den tid, en lærer bruger på at rette din grammatik og udtale. Det er en af grundene til, at jeg anbefaler enetimer til folk, der er introverte og har svært ved at være sociale efter undervisningen. Desværre er der sikkerhedsproblemer i mange engelsktalende lande, hvor man kan få lange enetimer, og Malta er det eneste sted, hvor man trygt og til en overkommelig pris kan få omkring to timers enetimer. Filippinerne er meget tilfredsstillende på dette område, og mange programmer tilbyder omkring fire timers enetimer om dagen, men siden præsidentskiftet er der opstået stigende bekymringer om sikkerheden set fra en udlændings perspektiv. Lokalbefolkningen siger måske, at landet er blevet sikrere, men udlændinge kan føle sig utrygge. Folk, der har og ikke har været i Malaysia og Indien, vil beskrive sikkerheden forskelligt, men der er også reelle sikkerhedsproblemer. Hvis du vælger Filippinerne, Indien eller Malaysia som destination, bør du overveje både den nationale sikkerhed og sikkerheden i byerne. Når man vurderer sikkerheden i en by, kan turist- og rejsemål være sikrere end landets generelle sikkerhedsniveau.
Uanset om vi er ekstroverte eller introverte, har vi alle brug for en følelse af fællesskab og venlighed. Nogle har allerede et solidt fundament i fremmedsprog og skal blot bygge videre på det, men de fleste begynder på usikker grund og må opbygge deres sprogfærdigheder fra bunden. For koreanere kan det være meget svært konsekvent at bede andre om at påpege deres svagheder og fejl. Fordi mange koreanere synes, det er svært at stille spørgsmål og udtrykke sig, er enetimer meget behagelige og gavnlige. Efter omkring tre måneder får du mere selvtillid og når et niveau, hvor det er okay at være lidt frembrusende; på det tidspunkt bliver det naturligt et behageligt og fornuftigt valg for både introverte og ekstroverte at tale og stille spørgsmål.
* Bemærk: Jeg er ikke nogen guru inden for sprogophold i udlandet. I løbet af de flere år, jeg har arbejdet med dette, har jeg været mere forsigtig og opmærksom end andre og fulgt resultaterne for at finde ud af, hvordan man kan opnå gode resultater på en behagelig måde. Efter at have skrevet dette følte jeg, at det måske kunne skabe en fastlåst forestilling om, at enetimer er den eneste vej, så jeg skrev denne sætning for at gøre det klart, at det måske ikke er det eneste rigtige svar. Jeg er ikke nogen guru inden for sprogophold i udlandet. |
Hvor længe bør man tage af sted?
Dette er også en alvorlig bekymring. Nogle siger tre måneder, andre siger seks, ni eller tolv måneder, og når man søger på internettet, finder man så mange forskellige meninger, at venner eller ældre bekendte helt ubekymret siger ting som: »Selv tolv måneder får dig ikke til at blive bedre« eller »Betragt det bare som en rejse«. For mig er det en kæmpe udfordring og et svært valg, og når de taler så let om det, kommer jeg til at tænke på, hvor meget mit engelsk blev bedre gennem folkeskolen, mellemskolen, gymnasiet og universitetet – og konkluderer, at det ikke blev ret meget bedre. Det får mig til at tvivle på mig selv og tænke, at jeg heller ikke bliver bedre, selvom jeg tager af sted denne gang. Men hvis du når frem til, at du er nødt til at blive bedre, fordi du investerer denne tid, begynder du uundgåeligt på en grundig analyse.
Den rigtige fremgangsmåde er at skifte hver tredje måned.
Det rigtige svar er at skifte omgivelser hver tredje måned. Hvis du besøger mange sprogcentre, møder du mange langtidselever – folk, der har studeret det samme sted i meget lang tid. De virker alle lige apatiske og sløve, og når man taler med dem, siger de, at det ikke var sådan, da de først ankom. I begyndelsen var de glade for at se deres engelskkarakterer stige og begejstrede over, at de begyndte at tale mere flydende, men med tiden gjorde det dem trætte at blive det samme sted. De kunne ikke se, om deres sprogfærdigheder blev bedre, venner, de var blevet tætte med, begyndte at rejse én efter én, og det virkede nytteløst at få nye venner, så de trak sig fra det sociale samvær. Deres motivation faldt naturligt, og fordi klassekammeraterne allerede havde været sammen i seks eller syv måneder, blev skellene og grupperingerne tydelige, hvilket drænede dem yderligere for begejstring.
I virkeligheden tror vi, at vores sproglige udvikling stiger i en lige linje som den røde graf – jo mere tid vi investerer, desto mere stiger den. Med andre ord forventer vi, at vores sprogfærdigheder bliver bedre, jo mere tid og kræfter vi lægger i dem. Men i virkeligheden følger udviklingen den grønne graf til højre. Mens vi studerer engelsk, forestiller vi os den røde graf og har høje forventninger, og vi oplever frustration i samme grad som forventningerne. Jo flere frustrerende øjeblikke vi oplever, desto mere føler vi rent fysisk, at vores sprogstudier er slået fejl, og at vores engelsk ikke bliver bedre. Forfatteren Scott Young, der skriver om produktivitet, siger faktisk følgende om dette emne ...Det er nødvendigt ofte at forsøge at bryde med sine vaner og omgivelser, og gennem sådanne anstrengelser kan man udvikle sig mere.
Kort sagt får du en periode på tre måneder. Du vil udvikle dig hurtigt og være glad for dine fremskridt og din indsats. Men efter omkring tre måneder vil vanen og trygheden ved det sted, hvor du bor og studerer, få dig til at glemme spændingen og anstrengelserne, og du vil opleve øjeblikke, hvor du er utilfreds med, hvor langsomt dit engelsk udvikler sig. Det er dér, du skal handle. Selv hvis du bliver i det samme land, er det tid til at skifte sprogcenter og måske endda land eller måde at lære sproget på. I den forstand kan de koreanske sabbatårsprogrammer, der tilrettelægger og anbefaler sprogophold i tremånedersperioder, ses som en måde at tage hensyn til den studerendes glæde og vejledning på.
Gennem folkeskolen, mellemskolen, gymnasiet og universitetet lærer vi naturligt, hvilken kurve sprogindlæring følger. Der er flere stadier, og lærere og folk omkring os bliver ved med at sige, at kun vedholdende indsats og regelmæssighed i hver enkelt stagnationsfase kan forbedre vores engelsk. Men set fra en anden vinkel: Betyder det, at folk, der ikke kan holde fast i en regelmæssig indsats, vil mislykkes med sprog og fremmedsprog? Hvis det er tilfældet, kan vi så omvendt ikke finde glæde i den vedholdenhed eller komme lettere igennem den?
Det er måske noget, alle ved, men Scott Young siger, at det er vigtigt at få vedvarende opmuntring, ros og positiv feedback i sådanne perioder, hvor man står stille. Hvis jeg studerer engelsk samtale på egen hånd, er det meget svært at få andre til at vurdere mit engelsk uden nogen særlig grund og derefter heppe på og rose mig. Jeg mener, at dette problem også kan løses ved at skifte sprogcenter hver tredje måned. Alle sprogskoler giver nye elever en indplaceringstest og placerer dem derefter på et passende hold. Sprogskoler er også indrettet sådan, at de i begyndelsen viser nye elever ekstra opmærksomhed. Derfor kan den interesse og opmuntring, nye elever får i starten, uanset hvilket hold de bliver placeret på, gøre den periode, hvor man skal blive ved med at arbejde, mere positiv og behagelig. Sammen med muligheden for at møde en ny by, lærere og venner er det en praktisk måde at lære ikke bare de ord og idiomer, du allerede har brugt, men også sprogets mangfoldighed. Du kan også bryde ud af den kedelige rutine med skole-hjem-skole-hjem, som opstår, når man bliver alt for fortrolig med én by.
Folk har forskellige niveauer i engelsk, og hver person ønsker at nå et forskelligt niveau. Så for at drage en grov konklusion:Planlæg mindst seks måneder, og tilmeld dig to sprogprogrammer.Hvis dine fremskridt efter seks måneder går langsomt, kan du søge ind på endnu et sprogprogram i omkring tre måneder. Omvendt kan du, hvis du lærer hurtigt, fortsætte med at bruge engelsk gennem sjovere aktiviteter i stedet for på en sprogskole. Som vi kommer ind på senere, vil det være mere effektivt at vende tilbage til sprogstudierne og fokusere på de svagheder, du har identificeret gennem andre aktiviteter.
Hvilken skole skal du vælge?
Hvilken skole skal du vælge? Det oplagte svar er at vælge en skole, der underviser godt. Det er et meget enkelt spørgsmål og svar, men fordi de fleste af os tager på sprogophold i udlandet for første gang og ikke har besøgt mange skoler eller lande, bliver det et svært problem. I den forbindelse spørger jeg nogle gange mig selv, hvorfor jeg skriver dette. Måske ville det være hurtigere at finde et pålideligt og godt bureau end at læse alt dette. I Jongno 3-ga finder du mange sprogskoler, der kan hjælpe dig med at få gode resultater i fremmedsprogstests. Interessant nok går de fleste elever ikke kun på én skole; de går på skole A i to måneder, skole B i to måneder og skole C i to måneder, indtil de finder det rette sted. Set i bakspejlet er det rigtigt, at deres testresultater bliver bedre undervejs, og den skole, de går på, når resultaterne stiger, bliver den bedste i deres øjne. At sprogundervisning er et selvstændigt fagområde, viser, hvor svært det er at lære et sprog. Derfor er det uundgåeligt svært at finde den undervisningsmetode, der passer til dig. Du bør undersøge og forberede dig på mange ting i forbindelse med undervisningen, men det mest pålidelige kriterium er at huske de forhold, hvor du lærte bedst, og vælge en metode, der svarer til dem – det mindsker risikoen for fejltagelser og er det mest positive valg. Jeg vil give et eksempel for at forklare det nærmere.
Det var i første år af mellemskolen, at mine karakterer blev mest forbedret. Jeg kunne godt lide, hvor venlig naturfagslæreren var. Andre venner sagde, at de bare fulgte undervisningen sådan lidt på må og få, men jeg kunne lide lærerens omsorgsfulde væremåde, som næsten virkede ligeglad. Samtidig havde min mor tilfældigvis et års orlov og lavede god mad, så jeg oplevede en varm atmosfære derhjemme og kunne koncentrere mig udelukkende om at studere. Efterhånden som mine karakterer steg, opstod der naturligt mål, og en rival dukkede op blandt dem, der delte disse mål. Jeg lærte naturligt denne rival at kende og blev til sidst venner med vedkommende. Mine karakterer blev ved med at stige.
Ud fra dette kan vi seKriterier for valg af en skole til sprogstudierer følgende.
- I stedet for et stort og berømt sted er det bedre at vælge et sted, hvor man bliver taget hånd om og kan føle et fællesskab. (Lærernes kompetencer er vigtige, men se også efter lærere, der har arbejdet der længe, eller som viser omsorg.)
- Desuden kan en mindre skole være et bedre valg. (Det kan dog være en dårlig skole, så undersøg, om den har eksisteret i lang tid.)
- Hvis du vælger et homestay, er det bedst at inkludere måltider. (Foretræk værter, der har fokus på at være værtsfamilie, frem for værter, som ofte er ude at arbejde.)
- Når du tager hensyn til rivalisering og socialt samvær, er det bedre at have mindst nogle landsmænd omkring sig end slet ingen. (Omvendt kan det også have en effekt, hvis andelen af landsmænd er for høj, så tag det med i overvejelserne.)
Det opsummerer det omtrent. Da dette selvfølgelig kun er et eksempel, kan der mangle kriterier, når du skal vælge. Men hvis du finder den periode i dit liv, hvor du bedst kunne koncentrere dig om at studere, analyserer forholdene dengang og derefter tydeligt fortæller et bureau om dine krav og behov, kan bureauet hjælpe dig med at finde den bedst mulige skole til sprogstudier. De fleste bureauer kender skolerne i detaljer (men ikke alle). De har langt flere oplysninger, end du måske tror: hvor tilfredse eleverne er, i hvilke årstider der af og til kan være vand- eller strømafbrydelser, hvor koldt det er, hvilke skoler der har en bedre atmosfære, og hvordan undervisningsmetoderne varierer fra skole til skole. Men hvis den, der søger hjælp, ikke kender til eller spørger om disse ting, kan bureauet ikke gå i dybden. I et konkret tilfælde brød en ven, jeg rådgav, sig ikke om meget koldt vejr. I hendes tilfælde burde man ikke anbefale Canada eller Storbritannien om vinteren. Men hvis man sendte hende til Canada eller Storbritannien, blot fordi de fleste elever var tilfredse dér, ville det have været meget svært for hende at forbedre sine studier. Selv efter at jeg havde forklaret hendes situation, insisterede hun på, at hun ville til Canada. Hvis hun insisterede på Canada, ville jeg have været nødt til at anbefale relativt mildere steder som Victoria eller Vancouver. Hun tog selvfølgelig til Malta og rejste kun til Canada om sommeren, sådan som hun ønskede. Men i sager som denne er det vigtigt at finde en rådgiver, man kan stole på, eller som har den nødvendige viden.
Hvor skal du sove og bo?
(Homestay kontra bofællesskab kontra lejlighed osv.)
Når du har besluttet dig for landet, skolen og opholdets længde, opstår spørgsmålet naturligt, hvor du skal bo. Som vi kommer ind på senere, er konklusionen med enkelte undtagelser,at »de fleste bor hos en værtsfamilie i mindst to måneder«.Det vil du støde på. Det, du skal lægge mærke til her, er de to måneder. Tidligere sagde jeg tydeligt, at du skulle tage af sted i tre måneder, så hvorfor to? Måske tænker du, at jeg mener, at du kun skal bo dér i to måneder, og selv hvis du planlægger at blive i seks måneder, hvor skal du så bo de resterende fire, hvis du kun bestiller to måneder? Kort sagt siger nogle, at de ikke vil bo hos en værtsfamilie, i et bofællesskab eller i en lejlighed, men de fleste bør vælge en af disse muligheder. Grunden er, at det tager tid at vænne sig til et nyt land – fra en uge til tre uger. Hvis du også skal finde et sted at bo, købe møbler og køkkenudstyr, lave mad, vaske tøj og på andre måder starte dit liv forfra på egen hånd i den periode, bruger du alt for meget tid på blot at tilpasse dig. Det er svært at begynde på sprogundervisningen, før du har vænnet dig til omgivelserne. For at overdrive lidt: På ensomme aftener kan du pludselig finde dig selv grædende, mens du hulker mere og mere ulykkeligt. Det er klogere at gå til undervisning og være sammen med venner i den periode. Hvis du vænner dig til det inden for 1–3 uger, vil du omkring den fjerde uge have mere luft. Så kan du beslutte dig: Hvis værtsmoren passer godt til dig, kan du forlænge dit ophold hos værtsfamilien; hvis du foretrækker mere frihed, kan du flytte ind i en etværelseslejlighed eller en lejlighed; eller hvis du gerne vil bo mere socialt sammen med venner, kan du flytte ind i et bofællesskab. Hvis din eneste prioritet er hurtigt at forbedre dit engelsk, anbefaler jeg, at du bliver hos værtsfamilien. Det kan være lidt dyrere, men så er måltider, tøjvask og rengøring ordnet, og det er mere produktivt at bruge tiden på socialt samvær og læring. Hvis du ikke trives hos værtsfamilien, så skift hurtigt. Endnu en ting: Jeg fraråder på det kraftigste at bo i et bofællesskab, der udelukkende består af koreanere. Unge, ensomme mennesker, der bor sammen langt hjemmefra, vil naturligt foretrække at tale koreansk, underholde sig og sladre frem for at tale engelsk eller studere.
Opsummering
- De fleste vil vælge et homestay på to måneder (vær ikke modig og tilmeld dig kun én måned; det er hårdt)
- Brug den første måned på at vænne dig til omgivelserne (begynd først i den anden måned at bekymre dig om, hvad der skal ske bagefter)
- Hvis dit eneste fokus er engelsk, så bliv hos værtsfamilien (hvis det ikke fungerer, så skift værtsfamilie; fokuser ikke på prisen – begræns pligterne derhjemme, og brug mere engelsk)
- Hvis du sætter frihed højt, så foretræk en lejlighed eller en etværelseslejlighed
- Hvis du gerne vil bruge mere engelsk sammen med venner, så flyt ind i et bofællesskab (men undgå bofællesskaber, der kun består af koreanere)
Hvordan skal du bo?
Den første tid og det samlede forløb
Det er lidt akavet at kalde det strengt taget den »første« periode, men som nævnt ovenfor kan det følgende være mere valgfrit, hvis du studerer i udlandet i forløb på tre måneder. Først og fremmest: Vær ikke bange. Ligesom alle kan tage bussen alene, er fly indrettet til, at utallige mennesker kan gå om bord og stå af. Selv hvis du aldrig har fløjet før, kan du klare det med lidt forberedelse. Når du ankommer til et nyt land, stopper flyet, og du følger helt naturligt de andre passagerer ud af flyet. Du møder en eller to embedsmænd, der stiller et par spørgsmål, henter din bagage og går mod udgangen ligesom alle andre. Som i dramaer og film står der måske en person med et skilt med dit navn eller navnet på din organisation; når du nærmer dig, siger vedkommende dit navn. Det føles måske lidt akavet og trættende, men bagefter fortæller personen, at der er gjort en bil klar, og beder dig om at følge med. Du sætter dig ind i bilen, støtter dit tunge hoved og kigger dig omkring – med en blanding af spænding og frygt over, hvor anderledes alting er end derhjemme. Efter cirka 30–40 minutter (lufthavne ligger ofte et stykke fra bymidten) stirrer du omtåget ud ad vinduet, mens personen, der hentede dig, stiller spørgsmål, som går ind ad det ene øre og ud ad det andet. Efterhånden som spændingen aftager, ankommer du til dit overnatningssted. Du er træt, men får vist dit værelse og bliver introduceret til husreglerne. Efter en hurtig vask og en tur i seng sover de fleste langt længere end normalt og står først op længe efter det sædvanlige tidspunkt. Når du går ud, finder du måske noget mad i køleskabet eller stuen, som du kan spise. Du snupper lidt, går en tur i nærheden af huset, falder i søvn igen – og sådan begynder dit sprogkursus. Du får Google og et kort af din værtsmor, og når du finder sprogskolen, begynder introduktionen. Du tager en indplaceringstest, går rundt i nabolaget med dine nye klassekammerater, og så er din tredje dag gået. Turen hjem føles tung på grund af jetlag, vedvarende træthed og spændinger, men du føler dig lidt mere rolig. Derhjemme hilser værtsmor på dig med »Kom du godt tilbage?«, og du svarer lidt stift. Når du er tilbage i din seng og har været igennem en følelse af tomhed, har du overvundet den sværeste del af sprogkurset.
Næste dag har du lidt mere energi, lægger mærke til omgivelserne på vej til skolen, og de venner, der føltes akavede dagen før, begynder at virke mere velkendte. En, der jokede med dig, begynder at føles som en ven, du har kendt længe. I løbet af de næste to uger får du gradvist energien tilbage, dine venner bliver mere afslappede, og du slipper også de vaner fra Korea, hvor du er alt for selvbevidst – og bliver mere løssluppen sammen med vennerne. Det nye studieliv, der begynder dér, får folk i slutningen af teenageårene, midt i tyverne og sidst i trediverne til at opføre sig lidt umodent sammen. De klassekammerater, der tidligere tøvede med at invitere dig med på en gåtur eller på café, bliver pludselig rejsekammerater. I bliver oppe hele natten og snakker, roser hinandens hjemlande for det, der er godt ved dem, og besvarer svære spørgsmål om jeres lande – nogle gange med følelsesladede reaktioner og andre gange med et objektivt blik, når I forklarer. De øjeblikke, hvor sproget svigter dig, bliver det, du læser op på næste dag. Efterhånden som I kommer tættere på hinanden, tilbringer I ledige stunder med at gå sammen og laver og spiser mad sammen. Til sidst begynder I at tale om jeres drømme, fortid og ønsker for fremtiden. Chokket over at opdage, at der findes andre måder at tænke og leve på end dem, du kendte som koreaner, får dig til at ville gentænke dit liv. Nysgerrigheden og det, der gjorde indtryk på dig, følger med hjem og ind i dine aftenrutiner og bliver en del af dit liv. Den tid er fredfyldt og enkel, og de små, fredelige øjeblikke hober sig op, indtil du en dag mærker lykken.
At få venner
Som nævnt tidligere består sprogstudier typisk af omkring syv timers undervisning om dagen, og det gør en stor forskel, hvordan du bruger de resterende syv timer. Selv hvis det ikke er dit hovedmål at blive bedre til engelsk, skal du blive venner med nogen for at få mest muligt ud af de syv timer – hvad enten det er ved at opleve det lokale liv eller være sammen med andre internationale studerende. På vores virksomheds introduktionsmøde anbefaler vi som den anden metode til at komme tættere på folk: »JA«.
Sig »ja«
Fordi mange af os fra teenageårene og frem til trediverne allerede har fundet ud af, hvilke typer mennesker vi kan lide og ikke kan lide, har vi en tendens til at sortere i folk og vælge, hvem vi vil være venner med, selv når vi er i udlandet. Det er ikke nødvendigvis forkert at vælge sine venner, men når mennesker med forskellige sprog, nationaliteter og kulturer mødes, går man glip af en mulighed, hvis man hurtigt dømmer og afskriver andre uden at give det tid. Desuden afslår man ofte invitationer lettere, fordi man føler, at man skal knokle, mens man er i udlandet, og føler sig akavet eller anspændt. I Korea er der en kultur for at spørge to eller tre gange, så efter et første afslag kan der stadig komme en ny mulighed. I andre kulturer kan gentagne invitationer virke uhøflige, så folk spørger ofte ikke igen.Medmindre det er noget virkelig absurd eller farligt, så prøv at sige ja.Hvis du gør det, finder du ud af, hvem du kommer tæt på, og dine oplevelser vil brede sig til områder og retninger, du aldrig havde forventet. Uanset om det handler om en gåtur, en øl eller hjælp til at handle, så sig ja i stedet for automatisk at afslå af gammel vane.
En person, der tydeligvis har masser af fritid
Jeg boede engang sammen med en franskmand og en taiwaneser. Vi var alle tre hjemmemennesker. Vores taiwanske ven var spiludvikler og forlod sjældent sit værelse, og den franske ven havde tydeligvis masser af fritid. Derfor blev vi helt naturligt tætte og brugte tiden på at dele alle mulige historier om Frankrig og Korea. Efter et stykke tid vil du bevæge dig rundt i et større område, og du vil helt naturligt lægge mærke til dem – både ældre mennesker og teenagere – der altid sidder det samme sted og ser ud, som om de ikke har noget at lave.Gå hen og tal med dem først! Præsenter dig bare! Og fortæl dem helt ærligt, hvorfor du begyndte at tale med dem.Then.Du får mulighed for at lære om den verden, de lever i, og som du ikke kendte til. (Vær dog forsigtig: Nogle steder, for eksempel biblioteker eller skoler, er der lokale mænd, som flirter med østasiatiske kvinder, så tag de nødvendige forholdsregler.)
Hvad skal du lave i weekenden?
Kort sagt: Uanset om du fester igennem fredag eller lørdag aften, så kom ud og hav det sjovt.Det er reglen. Byer som London, Vancouver, Los Angeles, New York, Cebu og Malta er almindelige destinationer for sprogstudier, så der er kendte steder at besøge. Med andre ord findes der omkring 8–12 udflugtsmål, som passer til ture på en eller to dage. Spørg de lokale, venner, du møder, eller koreanere, der ankom tidligere, så fortæller de dig, hvor de har været, og hvor de skal hen. Nogle grupper, der dannes på skolen, er rigtig gode til at planlægge ugentlige udflugter. Stil ikke spørgsmål – tag med dem. Medmindre du har haft en ekstremt udmattende uge, er det at se en masse og tale en masse den hurtigste måde at forbedre dine sprogfærdigheder på. Og jo flere venner du får, desto flere har du at tale med efter undervisningen. For at føje lidt til: Velrenommerede skoler tilbyder ofte ugentlige eller månedlige kulturelle udflugter og aktiviteter i picnicstil. Hvis skolen ikke bare prøver at tjene penge, er gruppeoplevelserne som regel billigere end at tage af sted alene, så jeg anbefaler, at du deltager.
Hvor mange penge skal du bruge?
Når du har betalt for sprogskole, fly og indkvartering, vil du naturligvis spekulere på, hvor meget du kommer til at bruge om måneden, og hvor mange penge du skal have med til nødsituationer. Kort sagt vil du sandsynligvis bruge omtrent det samme som i Korea. For ti år siden eller mere var priserne i Korea ikke så høje, så du regnede måske med at skulle bruge flere penge i udlandet, men leveomkostningerne i Korea er siden steget. Derfor …Medmindre du skal til New York, vil du bruge omtrent det samme som i Korea, hvis du lever nogenlunde sparsommeligt.Måske spekulerer du så på steder som Filippinerne, Indien, Malta eller Malaysia, hvor priserne er relativt lavere. Du kommer ikke til at spise, sove og handle som de lokale, så du ender med at forbruge på et højere niveau i de lande. For eksempel kan en filippiner få et måltid for 500 won, men du spiser nok ikke på den måde og ender måske med at bestille en bøf til 7.000 won i stedet. Det samme sker i Indien, Malta og Malaysia. På den anden side kan det højere forbrugsniveau dér føre til mange forskellige oplevelser. Hvis du planlægger at rejse videre til et land, hvor priserne er højere, skal du regne med at bruge lidt mere end normalt den første måned. Hvis du planlægger aktiviteter som en nordlystur i Canada, en rejse fra London til Paris eller et dykkercertifikat i Filippinerne, er det særskilte udgifter til fritidsaktiviteter eller rejser. Læg derfor ekstra penge til side til dem i stedet for at regne dem med i lommepengene.
Hvad skal du gøre, når dit sprogophold i udlandet er slut?
Når det ni eller seks måneder lange sprogprogram, du havde sat dig for, slutter, får du travlt med at besøge indkøbscentre ét efter ét for at købe gaver til familien. Din bagage vokser til en stor bunke, og når tasken er fyldt med medicin til din far og mor samt de nødvendige ting, de insisterede på, at du skulle købe, vil forskellige tanker helt naturligt melde sig. Kan jeg stadig tale godt engelsk i et andet land? Hvilken score får jeg, hvis jeg tager en test lige efter, at jeg er kommet tilbage til Korea? Og så videre. Men bortset fra de spørgsmål synes jeg også, at det er en mulighed at nyde livet i udlandet lidt længere, og jeg vil gerne anbefale et par ting.
Rejser
Blandt internationale studerende vælger de, der kan lide at rejse eller er eventyrlystne, ture, der krydser landet eller går på tværs af det. Det går fint med fire personer, tre personer eller alene. Grupper lejer som regel en bil, mens dem, der rejser alene, bruger offentlig transport. Det anbefaler jeg. Jeg tror, du vil få større tillid til, at dit engelsk kan bruges ude i verden, og samtidig opdage områder, hvor du skal blive bedre.
Frivilligt arbejde
Frivilligt arbejde i vores land er ofte alt for højtideligt og meget krævende. For at sige det lidt bramfrit fokuserer det ofte på arbejde eller pligt. I de fleste lande er frivillige aktiviteter dog noget, man deltager i af egen lyst og som en fritidsbeskæftigelse, ikke en konkurrence. Der findes for eksempel mange muligheder for frivilligt arbejde, hvor man arbejder, hvis man har lyst, og holder pause, hvis man har lyst. Det virker hverken mærkeligt eller bliver misforstået, hvis nogle arbejder, mens andre snakker. Jeg håber også, at du vil nyde det frivillige arbejde, få forskellige oplevelser og lære det praktiske arbejdssprog, som folk fra forskellige lande bruger.
Arbejdsferie
Personligt synes jeg, at arbejdsferier er meget hårde. Hvis dine sprogkundskaber ikke er stærke, kan det føles svært både at arbejde sammen med andre og udføre arbejdet godt, samtidig med at du skal klare husarbejde og ansvaret, der følger med at stå på egne ben i udlandet. Hvis du har studeret sproget nok og føler dig tryg ved det, anbefaler jeg, at du arbejder eller tager et deltidsjob i cirka tre til fire måneder – ikke alt for længe – for at prøve at tjene nogle af pengene tilbage, som du brugte på sprogprogrammet.
Tilbage til Korea
Uanset om du tog af sted for at studere sprog eller af en anden grund, håber jeg, at du tager en mundtlig prøve, når du er kommet hjem. Du bliver måske skuffet, eller også bliver du overrasket over en højere score end forventet, men efter alle anstrengelserne og besværlighederne kan det være nu, du er bedst til at bruge et fremmedsprog. Vær ikke for hård ved dig selv – tilmeld dig prøven, og prøv den mindst én gang i en weekend.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
