Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
43. gappperJo Min-seok
Et sabbatår på 20 måneder
Forbereder mig på at studere luftfart i udlandet for at forfølge pilotdrømmen, som jeg genfandt i løbet af mit sabbatår.
Efter gymnasiet arbejdede jeg i tre år i en virksomhed som teknisk industriarbejder (værnepligtserstatning). Lidt over et år efter jeg var begyndt i virksomheden, tænkte jeg over, om jeg var tilfreds med det arbejde, jeg udførte. Hver dag gik på samme måde, og jeg arbejdede, som om jeg var blevet en maskine.Jeg begyndte at spekulere på, om jeg skulle blive ved med at arbejde sådan, selv efter at perioden med værnepligtserstatning var slut.
Efter kun et år på arbejdsmarkedet var jeg 21. Jeg skal arbejde, til jeg mindst fylder 60, og tanken om at arbejde 40 år mere fik mig til at tænke: »Hvad er glæden ved at leve...?«
Jeg følte ikke, at jeg ville komme bagud, hvis jeg tog et par år væk fra arbejdet for at lave noget andet.
OgJeg havde ikke lyst til at leve mit liv med at arbejde som en robot.Hvis arbejdet havde været givende og sjovt, ville jeg ikke have tænkt sådan, men at udføre de samme ensformige opgaver på fabrikken hver dag føltes mere som et robotliv end et menneskeliv. Vi blev ikke født kun for at arbejde. Men eftersom jeg skulle tilbringe tre år i virksomheden for at få styr på min værnepligt, besluttede jeg mig for at bruge tiden på at tænke over, hvad jeg ville gøre, når perioden med værnepligtserstatning var slut.
Først tænkte jeg: »Måske skulle jeg prøve at gå på universitetet«, men jeg havde egentlig ikke lyst til at vælge et fag og lære noget lige nu. Hvis der havde været noget, jeg virkelig gerne ville lære, ville det ikke have været en dårlig idé at læse videre på universitetet.
Efter at have tænkt over det igen og igen kom jeg pludselig til at tænke på at rejse.Jeg syntes, at det ville være virkelig sjovt at tage på en jordomrejse.
En jordomrejse lyder som regel storslået, men den virkede ikke så svær. Jeg holder virkelig af at lære nye ting, så jeg tænkte, at en rejse rundt i verden ville give mig mulighed for at møde og lære om mange nye kulturer. Derfor begyndte jeg at forberede mig på jordomrejsen næsten to år i forvejen. Dengang troede jeg faktisk, at jeg ville blive en af de første fra mit land, der rejste jorden rundt...!
Da jeg søgte på internettet, fandt jeg ud af, at der allerede var mange, der havde rejst jorden rundt. Jeg vidste ikke, at der var så mange jordomrejsende.
Så jeg kunne finde masser af information i blogs og bøger skrevet af rejsende, der allerede havde været på jordomrejse.
Grunden til, at jeg tog på jordomrejse, var ganske enkelt, at jeg gerne ville leve et dejligt liv.Jeg tænkte, at livet ville være kedeligt, hvis alt gik alt for glat.
#Arbejdslivet skubbede mig endnu mere i retning af at tage af sted.
Efter gymnasiet begyndte jeg i en virksomhed som industriarbejder inden for teknik. Jeg arbejdede der i tre år, og jeg tror, at jeg fik sparet nok op til rejsen. Min hjemby er Tongyeong i Gyeongsangnam-do, men virksomheden lå i Ansan i Gyeonggi-do, så jeg boede på virksomhedens kollegium. Kollegiet var et lille anneks på venstre side af fabriksbygningen, så det føltes, som om jeg boede på arbejdet hver dag.
Om jeg var på vej til arbejde eller på vej hjem, var jeg altid på virksomhedens område. Når arbejdet hobede sig op, blev vi, der boede på kollegiet, ofte sent for at gøre det færdigt. Selv når jeg slappede af efter arbejde, kunne der pludselig opstå hastesager, som krævede ekstra arbejde. Nogle gange blev jeg kaldt ind i weekenden, mens jeg holdt fri, fordi der var opstået noget.
Konstant fangetJeg tror, at det, at jeg kun levede for at arbejde og var bundet til virksomheden, faktisk fik mig til at rejse.Jo mere overarbejde jeg havde, desto mere spekulerede jeg på, hvorfor jeg skulle leve sådan. Jeg arbejdede så meget, at jeg ikke havde tid til at bruge penge, og min bankkonto voksede bare. Jeg sled mig ikke op for at spare penge sammen til rejsen. Jeg tog bare det overarbejde og de ekstra vagter, virksomheden bad mig om, uden at tænke nærmere over det, og derfor kunne jeg spare mange penge op.
I forbindelse med forberedelserne søgte jeg på Naver efter »jordomrejse« og »rundt om jorden« og læste mange blogs skrevet af folk, der allerede havde rejst jorden rundt.Med en lang forberedelsesperiode på to år kunne jeg i ro og mag søge på internettet efter, hvordan jeg skulle forberede mig på rejsen, hvordan jeg skulle få visum, og hvad jeg ellers havde brug for. I begyndelsen føltes det, som om der var så meget, der skulle ordnes, og det virkede både svært og uoverskueligt, men ved at tage én ting ad gangen fik jeg gjort alle forberedelserne færdige.
#En rejse, hvor jeg stolede på mig selv og ikke følte mig presset
Jeg havde mange bekymringer og var bange, inden jeg tog af sted.Indtil en måned før rejsen var jeg kun spændt og forventningsfuld, men da afrejsen virkelig nærmede sig, kom bekymringerne og uroen også... »Klarer jeg det...? Bliver det farligt...?«Jeg havde mange bekymringer, men jeg troede stadig på mig selv.Jeg kan godt!
Og jeg lagde ikke pres på mig selv. Inden jeg tog af sted, så en jordomrejse så sjov ud, men jeg tænkte, at hvis rejsen ikke blev, som jeg havde forestillet mig, kunne jeg bare tage tilbage til Korea. Der var ingen grund til at føle sig presset. I stedet for mål som »Jeg rejser jorden rundt og skriver en bog«, »Jeg studerer verden og kommer tilbage« eller »Jeg kommer tilbage som et andet menneske« tog jeg af sted med det enkle mål »Jeg vil leve og nyde livet«, så hvis det viste sig at være mindre sjovt end at være i Korea...Hvis det ikke var sjovt, tænkte jeg, at det ikke var den rette vej for mig, og at jeg kunne vende hjem når som helst. Derfor tog jeg af sted uden at føle mig presset.
Da der kun var få dage til rejsen, blev min uro og bekymring meget stærkere, men da jeg først var taget af sted, forsvandt alle de følelser.Frygt ser ud til at vokse i fantasien, jo mere man frygter noget. I virkeligheden er der ofte ikke noget at være så bange for.
At prøve noget for første gang er...Som at være i et lyst rum og så gå ind i et mørkt rum.
Når man kigger fra et lyst sted ind i et mørkt sted, ser det virkelig mørkt ud, og man føler, at man ikke kan se noget. Når man først går ind i det mørke rum, kan man faktisk ikke se noget og tænker måske, at man bør gå tilbage til det lyse sted. Men efterhånden vænner man sig til omgivelserne, og der begynder at blive lysere.
#Oplevelser, jeg ikke kunne få i Koreanye oplevelser
Når man rejser, sker der utallige uforudsigelige ting. Jeg tror, det er en del af glæden ved at rejse.Jeg føler, at jeg lærer mig selv bedre at kende gennem oplevelser, jeg ikke kunne få, mens jeg boede i Korea.Der skete nogle spændende ting, mens jeg rejste.
I Indien kom en person hen til mig og sagde, at han gerne ville være min ven. Vi tilbragte en hyggelig dag sammen, men det viste sig, at han var en tyv, der havde opsøgt mig for at stjæle mine ting. Jeg fandt endda tyven, fangede ham og afleverede ham på politistationen. (Haha)
I Georgien i Østeuropa tog jeg også alene på vandretur i Borjomi Nationalpark. Undervejs mødte jeg ikke en eneste anden vandrer. Jeg troede, at jeg ville møde nogen på vej op til hytten i 1.800 meters højde, men da mørket faldt på, og jeg nåede frem til hytten, var der ingen. Til sidst overnattede jeg alene i hytten.
I Egypten svømmede jeg engang over Nilen sammen med en japansk ven. Det tog omkring en time at svømme over, og fordi vi ikke havde planlagt, hvordan vi skulle komme tilbage, endte vi med at spørge en bådfører, om han kunne sejle os tilbage. Det gjorde han. I Etiopien overnattede jeg engang hos Banna-folket, en oprindelig stamme, jeg tilfældigt mødte på vejen.
Også i Afrika, hvor jeg gerne ville udforske en ny rute, kiggede jeg bare på Google Maps, valgte en landsby ude på landet, som jeg gerne ville besøge, og rejste derhen.Når jeg kom ud til afsidesliggende landsbyer i Afrika, var der ingen overnatningssteder eller restauranter, kun nogle få bittesmå butikker. Derfor var det svært at finde et sted at sove eller få noget at spise, men hver gang dukkede der en løsning op. Nogle gange tilbød landsbyens høvding mig et sted at slå telt op, og andre gange gav ejeren af en lille butik mig et sted at overnatte.
Jeg troede, at jeg ville se det »ægte« Afrika ved at rejse dertil, men det Afrika, jeg forestillede mig, var gemt på afsidesliggende steder.I dag virker det, som om folk i Afrika har det godt. I små amerikanske byer på landet var overnatning desuden så dyrt, at hvis jeg så et hus med en have, hvor jeg kunne slå mit telt op, mens jeg gik langs vejen, bankede jeg på og spurgte om lov til at overnatte. Men engang kom en anden husejer og jagede mig væk midt om natten.
Selvom jeg ellers sparede, fik jeg en dag bare lyst til at slå mig løs og brugte næsten 800.000 won på én dag i Las Vegas. Jeg sparede, når jeg ville være sparsommelig, og brugte penge, når jeg havde lyst – sådan rejste jeg. I Colombia fandt jeg en fantasiby, som jeg havde drømt om, allerede inden jeg tog af sted, og endte med at blive der i tre måneder.
Først blev jeg der kun en uge og tog videre, men byen blev ved med at dukke op i mine tanker, så jeg tog til Peru. Undervejs fik jeg så meget lyst til at vende tilbage, at jeg rejste tilbage. Jeg er mange gange vendt tilbage af nødvendighed, men det var første og sidste gang, jeg vendte tilbage, fordi jeg havde så meget lyst. Jeg afsluttede min rejse i den by. I Bolivia besteg jeg også et bjerg på 6.088 meter.
At opdage ægte »lykke« gennem mennesker
Det lykkeligste øjeblik var, da jeg var i en fantasiby i Colombia. Landsbyboerne var så glade og venlige, at jeg fik mange venner der.Mange rejsende siger, at det, de husker bedst efter en rejse, er »menneskene«, og jeg tror, det passer.Jeg var næsten hver dag så glad, mens jeg var der. Jeg tror, det skyldtes vennerne, der altid var ved min side.
Og jeg mærkede, hvordan ægte lykke føles.Når man virkelig er lykkelig, har man det så godt, at man kunne græde, og hele verden virker bare smuk. Landsbyboerne behandlede mig som mere end en udlænding. De betragtede mig virkelig som en ven, inviterede mig til fødselsdage og dimissioner, og vi holdt grillfester og skabte mange glade minder sammen. Efter at have været der i to måneder levede jeg virkelig som en lokal.
Når jeg rejser, keder jeg mig som regel hurtigt, hvis jeg bliver længe ét sted, så jeg tager videre til en anden by. Men den her by var som et sort hul. Det var første gang, jeg blev så længe i én by, og jeg spekulerede endda på, om jeg bare var for doven til at komme videre. Så jeg prøvede at slippe væk to gange, men begge gange vendte jeg tilbage dagen efter (haha). Jeg må virkelig godt kunne lide den her by.
Selv hvis du tager det langsomt, så giv ikke op
Den fysisk hårdeste oplevelse var at bestige Huayna Potosí, et bjerg på 6.088 m i Bolivia. Da opstigningen begynder i 4.800 meters højde og kan klares på én nat og to dage, troede jeg ikke, det ville være så svært. Men da jeg næsten var ved toppen, kravlede jeg. Jeg tror, jeg nåede toppen, fordi jeg var besluttet på at komme derop, hvad enten jeg skulle kravle eller rulle.Jeg besteg bjerget med indstillingen: »Giv ikke op, selvom jeg tager det langsomt.« Selvom jeg nåede toppen meget senere end de andre, var jeg virkelig glad for at være kommet helt op.
# Rejsen slutter på det sted, jeg bedst kunne lide undervejs
Den mentalt sværeste tid var, da det føltes fuldstændig meningsløst at rejse.
Det gik først op for mig, da jeg havde rejst i omkring et år. Jeg elskede at få nye venner og nød at besøge nye steder og opleve nye ting. Men når det gentager sig i det uendelige, bliver det udmattende. Når man får venner på en rejse, er der altid én, der rejser videre først. Og når man så får en ny ven, rejser den ven også videre.
Jeg ville gerne lære folk bedre at kende, men det føltes, som om vi bare gentog de samme præsentationer hver gang. Til sidst tog jeg mig selv i at tænke: »Selvom jeg bliver venner med den her person, skilles vi jo igen i morgen …« En af grundene til, at jeg vendte tilbage til den by i Colombia, var tanken om, at jeg måske skulle afslutte min rejse dér og prøve at bo et stykke tid på det sted, jeg bedst kunne lide af alle dem, jeg havde besøgt.
# Den rejse, der gør mig tilfreds, er den rigtige rejse
Mit syn på rejser ændrede sig før og efter min jordomrejse. Der findes ikke én rigtig måde at rejse på. Der er ikke nogen endegyldig »sådan her skal man rejse« eller »det er den rigtige måde at rejse på«. Hver person har sin egen rejsestil og en måde, der passer til vedkommende.Jeg synes, den bedste rejse er den, der gør mig mest tilfreds.
Jeg havde engang som mål at besøge 87 lande på to år, men mit perspektiv ændrede sig, mens jeg rejste. Rejser er trods alt bare rejser.Hvis jeg havde lyst til at tage af sted,blev jeg længere, hvis jeg havde lyst; tog jeg af sted, hvis jeg ville videre; ogrejste jeg videre efter mit humør.Jeg lod mig ikke begrænse af, hvor lang tid jeg havde, eller hvor mange lande jeg skulle besøge.
Jeg troede, at det kun ville være godt at rejse rundt i verden, men der var også ulemper. På mine rejser mødte jeg mange svindlere og blev ofte snydt, så selv når jeg købte ting i Korea, tænkte jeg tit: »Er det her en overpris …?« Mineting gør mig også utryg, hvis jeg efterlader dem et sted et øjeblik, så jeg har dem altid med mig, ligesom da jeg rejste.
# Sådan ændrede rejser mig
Selvfølgelig kom der også mange gode ting ud af at rejse. Sammenlignet med før jeg tog af sted, blev min personlighed meget lysere, og jeg tror, at jeg blev bedre til at omgås andre.Jeg blev også mere sikker på mig selv, når det gjaldt om at prøve nye ting.
Før var jeg bange for nye udfordringer, men nu har jeg en stærk indstilling om, at »jeg prøver bare«.
Og jeg indså, hvor vigtige mine venner er. På mine rejser tilbragte jeg det meste af tiden alene, så selv når jeg straks havde lyst til at møde nogen, kunne jeg se mig omkring uden at finde en eneste ven, der forstod mig. Det var trist, men jeg elsker, at jeg i Korea kan løbe hen og besøge mine venner, når jeg har lyst.
Før jeg tog af sted, troede jeg, at hvis jeg først så verden, ville jeg vide alt om den?! … Men modsat mine forventninger vendte jeg kun hjem med endnu større nysgerrighed på verden.Selv hvis jeg har set hele verden, tror jeg ikke, at jeg virkelig kender den.Colombia var det land, jeg opholdt mig længst i på rejsen. Jeg tilbragte fire måneder der, men der er stadig meget, jeg ikke ved om landet.Jeg troede, at jeg ville prøve alt det, jeg havde lyst til, på mine rejser, men det at rejse gav mig kun lyst til at gøre endnu mere.
# Sabbatår, og hvad så bagefter …
Efter min rejse fik jeg flere forskellige hobbyer.Dykning, guitarøvelse, spansk og konversationsengelsk. Siden barndommen havde min drøm været at blive pilot, men det virkede altid som en alt for høj og svær barriere at overvinde, så jeg havde opgivet drømmen. Men på mine rejser fløj jeg ofte og mødte mange piloter.
Jeg tog mod til mig og gik hen for at tale med dem. Nogle forklarede venligt tingene grundigt, mens andre ignorerede mig og gik forbi. Nogle gange blev jeg såret, når jeg blev ignoreret, men fordi der også var folk, der gerne forklarede, gik jeg hen til dem hver gang med håb.
En pilot, jeg mødte i USA, var den første, der gav mig mod til at tro på, at jeg også kunne blive pilot.Efter at have mødt den person drømte jeg igen om at blive pilot.
Jeg er nu ved at forberede mig på at studere luftfart i USA.
Da mit mål i livet er at leve lykkeligt, vil jeg prøve alt det, jeg har lyst til.
Jeg vil gerne udgive en bog og holde mange foredrag.
Et ord til unge, der overvejer et sabbatår
Mit sabbatår gav mig mulighed for at udfordre mig selv og gøre det, jeg virkelig havde lyst til.Hvis jeg efter hjemkomsten fra mine rejser ikke havde lyst til at gøre noget nyt, havde jeg planlagt at vende tilbage til det, jeg lavede før. Jeg er ikke helt sikker på, at et sabbatår hjælper én med at finde ud af, hvad man vil, men selv hvis jeg ikke havde fundet det, tror jeg, at jeg ville have været tilfreds, hvis jeg havde brugt tiden på at nyde livet og skabe mange glade minder.
Så, alle sammen,
Tro på dig selv.
Selv hvis du er bange, kan du klare det, hvis du stoler på dig selv og kaster dig ud i det.
Du er stærkere, end du tror.
Jeg er også bange for fremtidige udfordringer, men jeg stoler på mit fremtidige jeg. Jeg ved, at det nok skal gå godt.
Anbefalinger og indsendelser til 100 Gap Year er altid velkomne. Marketingchef Haein Cho (dorothy224@koreagapyear.com)Send hende en e-mail! |
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
