41. GapperOh Young-yeol
Sabår: 2015 – nu
Efter at have deltaget i randonneurløb på cykel er han i dagrepræsentant for »Promise Bicycle«, en organisation, der tilbyder undervisning gennem cykling.
#1. Da livet tog en ny drejning.
Looking back to my school days, I was a student who struggled to survive the competitive college entrance exam system.Mine lærere sagde ganske vist, at det er en glæde at lære, men jeg spekulerede på, hvordan det kunne være sandt. Jeg havde selvfølgelig ingen drømme, og mine forældre sagde bare: »Hvis du kommer på universitetet, kan du gøre alt det, du vil.«
Efter at have taget optagelsesprøven til universitetet og brugt endnu et år på at forberede mig kom jeg endelig ind på universitetet.
Selv da jeg skulle begynde på universitetet, valgte jeg den skole, som min underviser på privateksamen havde matchet med mine karakterer, frem for et studium, jeg selv ønskede.Det føltes, som om jeg var blevet kastet ud midt i en ørken, da jeg satte mine ben på universitetet for første gang.
Da jeg forsøgte at lægge undervisningen på privateksamen, der kun fokuserede på nøglepunkter, bag mig og studere på egen hånd, vidste jeg ikke engang, hvordan jeg skulle gribe det an. At jeg gik på et studium, der ikke passede til mig, gjorde kun min interesse for at studere endnu mindre. De sagde, at man kunne gøre alt det, man ville, når man først kom på universitetet, men jeg havde ikke engang nogen fornemmelse af, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle begynde.
Jeg fortsatte med at flakke omkring, og da tiden kom, meldte jeg mig til militærtjeneste.Jeg gjorde tjeneste som værnepligtig politibetjent, og i den periode oplevede jeg et vendepunkt i mit liv.Gangnam-området, hvor jeg arbejdede, så velstående ud på overfladen, men i virkeligheden blomstrede prostitutionen. Reklamer for voksenindhold lå pinligt spredt overalt på jorden, så mange, at man sparkede dem til side, mens man gik.
Men det virkelig ironiske var, at der lå mange børnehaver samt grundskoler, mellemskoler og gymnasier i nærheden. Hvad mon de børn, der var ved at vokse op, tænkte, når de så flyers, der var spredt ud for at tilfredsstille voksnes lyster? Jeg besluttede mig for at slå ned på prostitutionsvirksomhederne i området.Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne som værnepligtig, og endte med at have foretaget flest anholdelser blandt de værnepligtige politibetjente.
Gennem anholdelser, hvor jeg satte kroppen på spil – ved at køre ind i motorcykler eller komme i slagsmål – fik jeg tillid til, at jeg kan klare alt, hvis jeg virkelig går ind for det, ogjeg blev overbevist om, at én persons indsats kan ændre mange mennesker.(Efterhånden som vi fortsatte med anholdelserne, begyndte alle på et tidspunkt frivilligt at foretage anholdelser på stedet.)
#2. Begyndelsen på kampen med mig selv
Da min selvtillid var stor, besluttede jeg mig for at prøve at cykle tværs gennem landet i min ferie.
Jeg kan virkelig godt lide at dyrke motion, og jeg elsker især at cykle. Glæden ved at skære gennem vinden og den særlige tiltrækning ved selv at drive mig frem med pedalkraft fangede mig.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forberede mig på min første cykeltur tværs gennem landet, så jeg tog af sted på cyklen, jeg havde derhjemme, med en enkelt taske og fulgte cykelstierne. Jeg kan stadig ikke glemme spændingen ved at stole på cyklen alene, når jeg skulle tilbagelægge lange afstande. Jeg rystede, fordi jeg ikke kunne finde et sted at sove ved daggry, og svedte voldsomt, mens jeg kæmpede mig op ad bjergene. Men efter at have kæmpet mig hele vejen til Gyeongsang-provinsen tænkte jeg: »Det kan altså lade sig gøre.«
På lange cykelture får man vidunderlige udsigter og oplever naturens skønhed, men samtidig sidder man alene i sadlen og må kæmpe med sig selv.
Efter min hjemsendelse fra militæret tog jeg orlov fra universitetet og dannede en cykelklub, hvor jeg regelmæssigt cyklede rundt i landet med andre. Mens jeg fortsatte med at cykle, blev jeg i april sidste år inviteret til at deltage i projektet »Fredagshilsen«, en mindetur på cykel for færgekatastrofen ved Sewol. Projektet gik ud på at cykle omkring 400 km fra Seoul til Paengmok-havnen på Jindo med et gult bånd på hjelmen. Jeg kunne godt lide idéen om at mindes Sewol-katastrofen på cyklisternes egen måde, så jeg besluttede mig for at deltage.
Det var første gang, jeg cyklede mere end 200 km, og der opstod mange prøvelser. Jeg blev ramt af hypotermi i den kolde morgengry, og jeg glemmer stadig ikke, hvordan jeg trådte i pedalerne, mens jeg rystede. Jeg punkterede på en vej med mange forbipasserende dumpere og risikerede at reparere dækket dér. Som om det ikke var nok, begyndte det at regne, så jeg dækkede mig med en affaldspose og fortsatte fremad. Da vi efter alle de strabadser nåede frem til Paengmok-havnen, blev vi mødt af gule flag, der blafrede i vinden.
Dengang fik jeg to ting med mig: For det første inspirerede turen andre cyklister. Mange sagde, at de gerne ville være med næste gang. For det andet fik jeg selvtillid til at cykle lange distancer.Ud over formålet med turen skal man tilbagelægge lange afstande alene i sadlen og kæmpe hårdt med sig selv.Efterhånden som jeg overvandt det, fik jeg lyst til at udfordre mig selv med endnu længere distancer.
Mens jeg undersøgte de forskellige muligheder, faldt jeg tilfældigvis over randonneurløb, verdens førende langdistancecykelløb.Randonneurløb er ture på mellem 200 og 1.200 km – eller endnu længere – som man gennemfører udelukkende ved egen kraft og uden hjælp udefra. Jeg kunne virkelig godt lide, at beskrivelsen af løbet understregede, at det ikke er et konkurrencepræget løb.I randonneurløb får alle, der gennemfører inden for tidsgrænsen, et gennemførelsesbevis.
Randonneurløb kan afholdes i alle lande, hvor der er registrerede randonneurer, og i Korea har løbene været afholdt siden 2010. Jeg besluttede mig, tilmeldte mig løbet og trænede hver dag. Så begyndte mit første løb: Seoul 400 km.
#3. På vej mod verdens største langdistanceløb på cykel: »Randonneurs«
Randonneurløb er verdens førende langdistancecykelløb, så der er meget, man skal forberede. For at klare barske ruter og lange distancer skal man have en forholdsvis hurtig cykel og de nødvendige færdigheder.
Efter min hjemsendelse tog jeg straks orlov fra universitetet og arbejdede som sikkerhedsvagt i en bank i omkring fem måneder. Min månedsløn var cirka 1.000.000 won, og for de penge, jeg sparede op, købte jeg en racercykel til begyndere samt det udstyr, der var angivet i reglerne (en forlygte, to baglygter, en refleksvest, refleksbånd til anklerne og dokumentation for forsikring).
Af hensyn til sikkerheden på natlige cykelture bør man købe en forlygte med kraftigt lys, selvom den er dyr. Baglygter skal blot vise, at der er en cyklist, så her kan billigere modeller sagtens bruges. Refleksvest og refleksbånd til anklerne kan være af enhver slags. Derudover er en cykeltrøje, hjelm, cykelsko, sportsflaske, minipumpe og ekstra værktøj og slanger til lapning nyttige på lange ture. Turister kan tage en rygsæk med, men folk som mig, der udfordrer sig selv med langdistanceløb, bør bruge en lille taske, der kan fastgøres til cyklen, i stedet for at bære en rygsæk.
Dernæst skal man opbygge den udholdenhed, der kræves til lange distancer. Randonneurruter strækker sig fra mindst 200 km til højst 1.200 km. Hver etape har en tidsgrænse, og kuperede bjergområder er en naturlig del af ruten. Jo længere ruten er, desto flere bjergetaper indeholder den.
Jeg trænede til langdistancecykling ved at cykle 100 km på én dag en gang om ugen, og jeg lavede regelmæssigt øvelser for kroppens kernemuskulatur.Øvelser for kernemuskulaturen: På cykelture kan man hvile sig eller sætte farten ned, når det bliver hårdt, men i langdistanceløb cykler man hurtigt og kan ikke holde pause, så kropsbalancen er vigtig. Jeg cyklede også regelmæssigt op og ned ad Bukaksan for at træne på bjergruter.MenEndnu vigtigere er det dog, at cykling bliver en naturlig del af hverdagen.Det er bedst at gøre det til en fast del af hverdagen.
Billedet ovenfor viser ruten dengang, og de røde ballonformede markører er kontrolposter. Man skal stemple ved hver angivne post og få sin gennemførelse bekræftet ved målstregen, før turen tæller. Efter en kort procedure ved starten begyndte jeg at træde energisk i pedalerne, da løbet gik i gang. De første 100 km var forholdsvis lette, fordi jeg havde trænet. Det var meget nemmere at komme frem, når jeg cyklede i en gruppe med andre, der havde samme tempo.
Efter et stykke tid, da jeg havde passeret 100 km og var på vej mod 200 km, blev vejret meget varmt. Jeg har let ved at få det varmt, så min vejrtrækning blev hurtigt besværet, og jeg begyndte at miste kræfterne. Selvom jeg hele tiden drak væske og tilpassede tempoet, var det stadig hårdt. Jeg kastede endda op, mens jeg cyklede.
Da jeg havde passeret 200 km, begyndte løbets sværeste strækning – bjergterrænet. Min krop og mit sind var allerede udmattede, så farten faldt kraftigt. Jeg ville dog ikke give op og fortsatte, men for hvert bjergpas kunne jeg mærke, hvor meget jeg kæmpede. Til sidst stoppede jeg på vej op ad det fjerde pas og besluttede at udgå af løbet.
Jeg lænede mig op ad en forfalden bygning i bjergene, skældte mig selv endeløst ud og var lige ved at ringe til løbsarrangørerne for at meddele, at jeg trak mig, da jeg pludselig fik øje på telefonnummeret til en, der stod mig nær.Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg ringede til personen lige dér, men så snart vedkommende tog telefonen, begyndte jeg at græde voldsomt.
Hvem skulle have troet, hvor trøstende det ville være at høre stemmen fra en, man holder af, når man har det svært? Jeg blev ved med at græde, mens personen trøstede mig og forsikrede mig om, at det nok skulle gå. Personen sagde også dette til mig.
'Hvis du føler, at du har gjort dit bedste, er det okay at give op. Og hvis du kørte for at imponere andre, ville jeg blive skuffet. Tænk over, hvorfor du cykler.'
Efter at have lagt på og tænkt længe prøvede jeg at samle mig og huske, hvorfor jeg ville køre dette løb. Jeg cyklede ikke for at se godt ud over for andre. Jeg cyklede for at overvinde mine egne begrænsninger og skabe dyrebare minder med min cykel. Havde jeg gjort mit bedste? Mine to ben kunne stadig bære mig. Jeg havde stadig kræfter tilbage.
I det øjeblik mærkede jeg en uforklarlig bølge af energi i kroppen. Jeg tog en dyb indånding og greb mig igen til brystet. Med den opløftende tanke: »Hvis jeg gør det én gang til, kan jeg gøre det igen«, begyndte jeg at træde i pedalerne igen. Mine ben gjorde selvfølgelig ondt, men i modsætning til før kunne jeg træde med et smil på læben.Så kom jeg sikkert gennem bjergområdet, hvor jeg cyklede uden pause i 23 timer, og nåede endelig målstregen.
Deltagerne i dette løb har virkelig dyre cykler og udstyr af høj kvalitet. Mit udstyr var i den billige ende sammenlignet med deres, men det vigtigste var min beslutsomhed om at cykle. Efter løbet tilbragte jeg omkring tre dage liggende.
Og selvom dette løb virkelig er et godt arrangement, var det også et løb, jeg aldrig ønskede at deltage i igen. Jeg svor igen og igen: »Jeg deltager aldrig igen.«Tre uger senere stod jeg, før jeg vidste af det, ved startlinjen til »Randonneurs Seoul 600 km«.
#4.Nåede målstregen efter 39 timer og 39 minutter af tidsgrænsen på 40 timer.
På Seoul 400 km-ruten var der mange flade strækninger, men som du kan se på billedet ovenfor, ligger Seoul 600 km-ruten udelukkende i Gangwon-provinsen og er en ekstremt brutal rute, der går over bjerge fra start til slut. Randonneurs-foreningen beskrev den faktisk som en af de sværeste ruter, der findes. Men når først hjulene ruller, standser de ikke, så jeg begyndte at cykle.
Det føles akavet hele tiden at sige, hvor hårdt det var, men dette løb var det sværeste i mit liv.Man siger, at Gangwon-provinsen er et sted, der er svært at komme til selv i bil, og det var ikke let at forsøge at krydse den på cykel.
Det virker lidt anderledes end en typisk cykeltur, ikke? Tidsgrænsen var 40 timer, men på grund af forsinkelser måtte jeg nøjes med en kort lur på to timer og fortsætte med at cykle. De samme smertefulde symptomer som i det foregående løb viste sig, men derudover begyndte knæsmerter at holde mig tilbage. Jeg sprøjtede smertelindrende spray på og brugte kolde omslag for lidt efter lidt at lindre smerten, men det var kun en midlertidig løsning. Jeg kom over et pas ved navn Dolsanryeong, omkring 1.000 meter højt, og det var det mest mindeværdige øjeblik. Det var løbets højeste og stejleste strækning.
Da jeg nåede toppen, havde jeg det så godt, at jeg lagde mig på jorden. Der var stadig 400 km tilbage, men jeg begyndte begejstret at træde i pedalerne, da en medarbejder ved løbet fortalte mig, at der kun var lette strækninger tilbage. Selvfølgelig gik der ikke lang tid, før jeg indså, at det ikke passede.
Jeg fortsatte i hvert fald med at cykle, og da jeg nåede området omkring Sokcho i Gangwon, sov jeg cirka to timer på en kro for at få kræfterne tilbage. Da jeg stod op for at tage af sted, føltes min krop ekstremt tung. Jeg cyklede videre, og før jeg vidste af det, var jeg nået til det sidste kontrolpunkt i Hoengseong i Gangwon-provinsen.
Min hud var blevet rød af solen, og på grund af den konstante vind og trætheden var alle blodkarrene i mine øjne sprunget. Da løbet fandt sted midt på sommeren, drak jeg enorme mængder vand. Der var omkring 100 km tilbage, men med så lidt tid var der ingen mulighed for at hvile. Fra da af råbte jeg, som i en filmscene: »Alle celler i min krop! Bare lidt mere styrke!« mens jeg cyklede videre. Så hvad skete der med mig?
Jeg nåede målstregen efter 39 timer og 39 minutter ud af tidsgrænsen på 40 timer.(Faktisk var jeg nået frem 10 minutter tidligere, men målstregen var blevet flyttet, og jeg brugte tid på at lede efter den.) Før løbet sagde mange: »Det er svært at gennemføre på den cykel«, men jeg klarede det med stolthed.
Jeg havde hørt udtrykket »at vinde kampen mod sig selv« utallige gange og vidste ikke, hvordan jeg skulle overvinde den, men efter løbet forstod jeg dens sande betydning.Det betyder, at den virkelige sejr i kampen mod sig selv er ikke at opgive sine egne overbevisninger.
Jeg fortsatte med at tage nye udfordringer op efter det.
Jeg deltog også i »Happiness Donation Sharing Ride 530 km«, et velgørenhedsløb arrangeret af landets førende klubryttere. Jeg har fortsat med at deltage i arrangementer som Randonneurs. Jeg vil blive ved med at udfordre mig selv sammen med min ven, cyklen. Jeg indså, at den hjælper mig og også kan give andre styrke.
Så længe mit hjerte bliver ved med at slå, bliver pedalerne ved med at dreje.
#5. Selvfølgelig oplevede jeg også perioder med modgang.
Da jeg tog orlov fra studiet og cyklede rundt overalt, forberedte mine jævnaldrende sig på at komme i arbejde, byggede deres cv'er op eller læste til offentlige ansættelsesprøver. Imens,havde jeg fulgt den vej, samfundet fortalte mig, at jeg skulle følge, så det var skræmmende pludselig at vælge en anden vej end alle andre.Jeg var bekymret for, om jeg ville sakke bagud i forhold til andre eller ikke leve op til samfundets forventninger. Og faktisk ramte en lang periode med modgang mig.
Men i sådanne situationer er det vigtige at arbejde hårdere på det, man gerne vil. Hvis nogen siger til mig: »Min TOEIC-score er højere end din«, kan jeg bare svare: »Jeg er bedre til at cykle end dig.« Selv midt i frygten blev jeg ved med at udfordre mig selv på cyklen og skrive om det, og mange reagerede positivt.
Folk ville gerne høre min historie, og jeg fik endda jobtilbud fra virksomheder inden for cykelbranchen.Hvis du bliver ved med at gøre det, du gerne vil, åbner vejen sig. Vær ikke bange – bliv ved med at gå fremad.
#6.Det lykkeligste minde fra mit liv som cyklist
Der findes en cykelrytter ved navn Lee Hyung-mo, som betragtes som landets førende klubrytter. Han er så kendt blandt cyklister, at næsten alle kender ham. Han var den anden person fra Asien, der gennemførte Race Across America (RAAM), et 5.000 km langt løb over 12 dage. Jeg beundrer ham virkelig og ser ham som et forbillede, jeg gerne vil følge.
(Personen til venstre er Lee Hyung-mo. Han var også arrangør af Happiness Donation Sharing Ride.)
Før jeg deltog i Randonneurs, spiste jeg tilfældigvis et måltid sammen med Lee Hyung-mo. Da jeg fortalte ham om mine overbevisninger om cykling og min beslutsomhed om at blive ved med at tage udfordringer op, bad han pludselig mig om at komme hjem til ham. Han rodede i sit klædeskab og sagde, at han ville give mig en trøje, han plejede at bruge.
At jeg, en som mig, skulle modtage en trøje fra en topatlet … Først sagde jeg nej, men han insisterede på, at han gerne ville have, at jeg skulle gå med den, og gav mig mange ting, blandt andet nye sokker og andet cykeludstyr.At efterligneAt få hjælp af en, jeg gerne vil efterligne, er stadig mit lykkeligste minde fra mit liv som cyklist.
#7.Mig før og efter mit sabbatår
Det ville være præcist at sige, at der ikke fandtes noget »jeg« i mit liv.Før mit sabbatår havde jeg aldrig tænkt over mit liv. Vores samfunds grundlæggende struktur er indrettet sådan, at man går i skole, derefter opbygger kvalifikationer efter universitetet og får et arbejde. Inden for denne struktur stræber man efter høje karakterer og imponerende meritter, men der var ingen steder, hvor man kunne tage sig tid til at se tilbage på sit »selv«.
Men,Efter jeg begyndte på mit sabbatår, begyndte jeg gradvist at finde ud af, hvem jeg er.Jeg begyndte med spørgsmål som »Hvad kan jeg lide?«, »Hvad vil jeg gerne prøve?« og »Hvad skal jeg forberede mig på for at blive lykkelig?« og gik videre til at spørge: »Hvad kan jeg bidrage med til verden gennem min egen indsats?« Jeg udviklede mig virkelig meget. Tidligere ville jeg ikke have vidst, hvad jeg skulle skrive, hvis nogen bad mig skrive »Hvem er jeg?« på et blankt ark, men nu tror jeg, at jeg kunne skrive det uden tøven. At finde mig selv er den største forandring fra før til efter mit sabbatår.
Læs videre om Oh Young-yeols sabbatår ▶Klik
Vi modtager altid gerne anbefalinger og indsendelser om 100 deltagere på sabbatår.
Til marketingchef Haein Cho (dorothy224@koreagapyear.com)Send venligst en e-mail.
Tilbage til listen
Hjem
