Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen.jpg "hong (1).jpg")
40-årig sabbatårselevPark Joo-hong
Et halvandet år langt sabbatår
Erfaring fra sabbatåret: Praktikophold hos en NGO
Mit 20-årige jeg, der vandrede i tæt tåge: Den bremse, jeg havde brug for
»Virkeligheden i mit universitetsliv var helt anderledes – ikke kun end andres forventninger, men også end mine egne.«
Som 20-årig var jeg bare en helt almindelig pige, der havde afsluttet optagelsesprøverne og var begyndt på universitetet med de karakterer, jeg havde fået.Sådan var jeg. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at jeg pludselig begyndte på universitetslivet, mens jeg stadig var umoden og endnu ikke forstod forskellen på at være 19 og 20. Måske var det derfor, mit universitetsliv ikke nåede op på det, man kunne kalde »gennemsnitligt«. Det var ikke så meget, fordi jeg klarede mig dårligt, som fordi jeg simpelthen lå under gennemsnittet.
Jeg kunne naturligt godt lide at tage føringen og give klart udtryk for mine meninger. Derfor troede jeg, at jeg skulle arbejde hårdere end alle andre, og folk omkring mig betragtede mig som en lovende studerende. Jeg kunne godt lide det mærkat. For hvem sætter ikke pris på opmuntring og respekt fra mange mennesker?
Men virkeligheden i mit universitetsliv var helt anderledes end både andres forventninger og mine egne. Jeg begyndte på en uddannelse, der virkede sjov, fordi mine karakterer rakte til den, selvom der ikke var noget bestemt, jeg havde lyst til at lave, og jeg tror, min utilfredshed begyndte dér. Undervisningen på engelsk var sværere at følge, end jeg havde forventet (uddannelsens kurser foregik på engelsk), så jeg sad i hver eneste time og stirrede på underviseren og begyndte at stille grundlæggende spørgsmål som: »Hvad vil jeg egentlig med mit liv? Hvorfor valgte jeg denne uddannelse?«
Denne indre vildfarelse rystede mit liv. En landsbypiges følelse af fremmedgørelse i byen, det barnlige og kvælende klasseværelse, min selvtillid helt i bund, andres oprigtige følelser, som jeg ikke ville tage imod, og et liv, der flød videre uden at vide, hvor det var på vej hen – selvom det måske var bekymringer, der følger med ungdommen, føltes de tunge.
Derfor tog jeg orlov umiddelbart efter mine afsluttende eksamener på første år.Jeg ville ikke lade mit liv glide forbi; jeg ville vagt finde en ledetråd til det. I den tætte tåge tænkte jeg, at det, jeg havde brug for, var en bremse.Jeg havde ingen planer, men besluttede, at jeg midlertidigt burde glemme et universitetsliv, der føltes som tøj, der ikke passede.
# Den, der ikke arbejder, skal heller ikke spise: Det »job«, jeg begyndte på for at blive økonomisk uafhængig
»Det var en tid, hvor jeg så let kunne lægge min »indsats« steder, der ikke lovede nogen fremtid; jeg blev så let bekymret og kunne ikke finde fodfæste.«
Det første, jeg begyndte på, efter at jeg havde taget orlov fra studiet, var et deltidsjob.Jeg tænkte, at jeg ikke engang kunne bede mine forældre om hjælp, når jeg var arbejdsløs, så jeg formanede mig selv med ordene: »Den, der ikke arbejder, skal heller ikke spise.«Jeg havde allerede siden barndommen planlagt at være økonomisk uafhængig, når jeg fyldte 20, så jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det at arbejde.
De job, en kvinde i begyndelsen af 20'erne nemt kunne få, var for det meste inden for servicebranchen. Derfor arbejdede jeg mest i stormagasiner, japanske restauranter, som privatunderviser, på familierestauranter, hoteller og undervisningscentre – jeg sagde ikke nej til noget. Jeg var ikke i en position, hvor jeg kunne være kræsen.
Personligt lærte jeg mest af arbejdet på familierestauranten. Arbejdsgangene var velorganiserede, oplæringen af personalet var struktureret, og jeg fik mulighed for at opleve forskellige mellemmenneskelige relationer og et arbejdsliv. Vigtigst af alt var der på det tidspunkt ikke mange steder, der betalte en bedre timeløn end familierestauranterne. Det var derfor et yderst stabilt job, som hjalp mig med at udvikle mig, og jeg kan huske, at jeg arbejdede der i ganske lang tid.
Det var omkring den tid, hvor familierestaurantens karakteristiske madlugte begyndte at føles velkendte og trygge.Da jeg havde opnået den uafhængighed, jeg ønskede, forsvandt mit mål måske, og jeg gled tilbage i vanen med at »tænke«. Når jeg ser tilbage, hverken legede eller slappede jeg af; jeg var opslugt af arbejdet. Sådan var mine tidlige tyvere en tid, hvor jeg så let kunne hellige mig steder, der ikke lovede nogen fremtid, hvor jeg så let blev bekymret og ikke kunne finde fodfæste.
# At begynde forfra et ukendt sted: En filippinsk NGO
»Så denne gang besluttede jeg mig for at vakle igen.«
Så foreslog en, jeg kendte, at jeg prøvede at arbejde for en filippinsk NGO. Jeg sagde let ja uden at tænke nærmere over det. Selv hvis man blot ser på det sådan, var det måske naturligt, at jeg, som var vokset op i en lille by og havde kæmpet hårdt for at komme til Seoul, var interesseret i »de store vande« og fremmede kulturer. Og siden jeg fra barndommen havde ønsket at hjælpe andre og være til nytte for samfundet, virkede en NGO som en fremragende og ny udfordring. Så også denne gang besluttede jeg mig for at vakle igen. Og derfor begav jeg mig igen af sted på jagt efter en flugt fra livets tyngde.
Jeg retfærdiggjorde det over for mig selv og tænkte, at det måske var i orden at flygte fra virkeligheden endnu en gang.
Jeg rejste til Filippinerne, og straks efter ankomsten besøgte jeg et område i Manila. Måske fordi det var dagen efter et kraftigt regnvejr, vaskede og badede folk overalt. Lugten af vaskemiddel var stærk. Mellem de tætliggende huse på begge sider af vejen (de var bygget af træ eller planker, der var lappet sammen – de var knap nok huse, men der var ingen anden måde at beskrive dem på) så beboerne nysgerrigt på mig. Jeg følte en blanding af komplicerede følelser.
Mit arbejde dér bestod hovedsageligt af feltarbejde og kontorarbejde. Stedet, jeg blev anbefalet til, var en lokal NGO, der arbejdede med international nødhjælp. Da de havde mange koreanske donorer, havde de brug for en koreaner til at tage sig af dem, og derfor blev jeg sendt derhen. På hverdage håndterede jeg således donorpleje, reklame og markedsføring, projektplanlægning samt projektovervågning og -styring på kontoret, og om fredagen og lørdagen besøgte jeg selv forskellige steder for at overvåge projekter og lignende.Dengang var det en lille NGO, der ikke havde eksisteret længe, så jeg fik lov til at prøve alt fra diverse småopgaver til større opgaver som projektplanlægning.Nogle gange skulle jeg også rejse til afsidesliggende områder i Filippinerne eller til udlandet for at lave feltundersøgelser. Og fordi jeg skulle opbygge relationer til lokale med mange forskellige baggrunde, måtte jeg hurtigt vænne mig til deres kulturer og skikke. For sådan en som mig, der godt kan lide at arbejde hårdt, var hver dag utrolig sjov og spændende.
# Sabbatåret i Filippinerne og drømmen, der tog form
»Den vildfarelse og længsel efter et svar på livet, som jeg følte dengang, blev gennem denne bønnestund, som fulgte efter mange forskellige oplevelser, forvandlet til en »genoprettelse af mig selv«.«
Hvis nogen spørger, hvornår jeg nød Filippinerne mest, dukker utallige billeder op i mit sind.
Smagen af kokosnødden, jeg spiste efter at have oplevet, hvordan børnene i bjerglandsbyen gik to timer hjem,
En afsidesliggende landsby, vi nåede frem til efter at have taget en båd, en bus og endda en motorcykel ad snoede veje,
En fest, hvor mine lokale venner og jeg legede med billigt fyrværkeri, men hvor der i stedet for gnister kun kom tyk røg, og vi grinede sammen,
Mindet om første gang, jeg så en bunke griseøjne på det lokale marked og i en periode ikke kunne spise svinekød,
Lugten af vand overalt, mens vi gjorde kontoret, der også fungerede som bolig, grundigt rent efter en oversvømmelse,
Den stille aften, hvor jeg flittigt studerede koreansk for at undervise de lokale,
En spontan udflugt, jeg tog på med de lokale medarbejdere, mens arbejdet blev lagt til side ...
Der skete så meget, at jeg ikke kunne fortælle det hele på én gang, og hvert øjeblik rummede sine egne glæder og sorger. Men når jeg tænker på alle minderne, står synet af himlen, som jeg så fra altanen på mit værelse hver morgen og aften, stadig svagt i mit hjerte. Jeg bad til Gud hver morgen og aften. Jeg brugte ordet »guddom« for at få det til at lyde mere romantisk, men jeg er kristen. Så det ville være mere præcist at sige, at jeg bad til Gud. Jeg kunne godt tænke mig at beskrive det som en samtale med universet for at finde hemmeligheden bag mit liv (griner), men det var ikke så højtideligt. Morgen og aften betragtede jeg filippinernes liv og mumlede mine tanker om små, men forskellige, emner i livet.Den vildfarelse og desperation, jeg dengang følte omkring livet, blev gennem denne bønnestund, som fulgte efter mange forskellige oplevelser,tilsyneladende forvandlet til »en genoprettelse af mig selv«.
Faktisk arbejdede jeg virkelig hårdt, mens jeg var i Filippinerne. Jeg arbejdede fra morgen til aften uden at tage nogen genveje. Arbejdet var i sig selv både sjovt og meningsfuldt, så jeg havde ikke noget at klage over. Jeg fik så mange forskellige erfaringer i organisationen, at der næsten ikke var nogen opgave, jeg ikke havde prøvet, og fordi jeg arbejdede flittigt, kunne jeg opbygge varig tillid hos mange mennesker. Gennem disseutallige oplevelser og øjeblikke med selvrefleksion kom jeg til at forstå, hvem jeg virkelig var, og mine egne standarder for livet tog naturligt form. På grund af det fik jegdet, der virkede som et rum til at se tilbage på mig selv endnu en gang (med et positivt eller udviklingsorienteret blik).
Disse standarder gav ikke et klart og konkret svar på, »hvad jeg burde blive«. Men endnu vigtigere gjorde de det muligt for mig selv at beslutte, hvad jeg skulle leve for. Da retningen i mit liv blev klar, og jeg accepterede mig selv, lagde de vinde, der havde raset i mit hjerte, sig.
# Efter sabbatåret var virkeligheden uændret, men »jeg« havde forandret mig
"Efterhånden som semesteret skred frem, blev jeg en dygtig studerende på en anden måde."
Jeg besluttede mig for at vende tilbage til studierne og afsluttede mine aktiviteter i NGO'en. Intet stod klart, og jeg følte stadig, at jeg befandt mig i en tåge. Men hvis noget havde ændret sig, var det, at jeg havde fået mere selvtillid. Da jeg først havde 'besluttet' mig for, hvilken retning jeg ville gå i, bekymrede de svære fag og de ændrede omgivelser mig ikke længere. Jeg begyndte faktisk at glæde mig til det, der skulle komme.
Selvfølgelig var vejen, der åbnede sig efter mit sabbatår, ikke lutter romantik. Sådan er livet altid – virkeligheden kan være noget rod (griner). Ligesom andre studerende, der vender tilbage efter en pause, føltes studielivet efter tre år virkelig fremmed for mig. Mens jeg var væk, var instituttets bygning endda blevet flyttet til et helt andet sted, så jeg kunne ikke finde mine undervisningslokaler, og fordi jeg ikke havde nogen medstuderende på min egen alder, blev jeg pålagt opgaver, blot fordi jeg var blandt de ældre studerende; samtidig tyngede de svære fag mig.Selvom jeg havde et bjerg af daglige opgaver, blev jeg mere engageret som studerende på egen hånd. Jeg havde grunde til at gøre mig umage, og det hele var sjovt.Efterhånden som semesteret skred frem, blev jeg en dygtig studerende på en anden måde.
# Jeg startede en virksomhed for at gøre min drøm til virkelighed
"Pausen i mit sabbatår gav mig faktisk flere muligheder."
Jeg driver i øjeblikket en startup inden for den sociale økonomi. Det skyldes, at jeg var meget interesseret i social innovation. I begyndelsen interesserede den sociale økonomi mig ikke. Men takket være min erfaring med at arbejde for en NGO i udlandet kunne jeg deltage i forskellige frivillige aktiviteter i ind- og udland, både på og uden for campus, mens jeg studerede. Den erfaring, jeg fik, gjorde det muligt for mig at få et job inden for internationalt udviklingssamarbejde uden nogen særlige certificeringer. Mens jeg arbejdede sådan...Lærte jeg om den sociale økonomi, og fordi jeg gerne ville opleve den sociale forandring, jeg ønskede, på egen hånd, startede jeg en virksomhedDet endte jeg med at gøre.
Livet er uforudsigeligt, men jeg tør godt sige, at mit sabbatår førte mig hertil. Det skyldes, at jeg stadig forsøger at gøre det billede af mit liv, som jeg tegnede under sabbatåret, til virkelighed.
Et sabbatår kunne have været en flugt for mig. Men pausen gav mig faktisk flere muligheder. Mine oplevelser i begyndelsen af tyverne formede de sociale omgivelser i midten af tyverne og påvirkede begyndelsen af mine tredivere. Så selvom vi ikke kan kende fremtiden, er det vel rimeligt at konkludere, at de oplevelser og følelser, jeg havde i løbet af mit sabbatår, har præget mit liv frem til nu?Derfor synes jeg, at det er en værdifuld investering selvsikkert at træde et skridt væk fra virkeligheden for at finde 'dig selv'. Det er måske ikke alles svar på livet, sådan som det var for mig, men jeg vil gerne slå fast, at det er en fornuftig tilgang at tage en modig pause fra livet mindst én gang.
Vi modtager altid gerne anbefalinger og ansøgninger til deltagerne i 100 Gap Year. Marketingchef Haein Cho (dorothy224@koreagapyear.com)Send hende en e-mail. |
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
