Deltager på 38-års sabbatårPark Yong-jun
I alt otte måneder på sabbatår
Gennemførte et ørkenmaraton for Nepal efter at have sagt op
Hej. Jeg hedder Park Yong-jun, »den unge mand, der løb gennem ørkenen for Nepal«. Jeg var en helt almindelig ansat i en offentlig institution, men i sommeren 2015 sagde jeg mit job op og har nu været på sabbatår i omkring otte måneder. I løbet af sabbatåret planlagde og gennemførte jeg et socialt indsamlingsprojekt kaldet #JEG SKAL TIL NEPAL, og for at samle ind til støtte for ofrene for jordskælvet i Nepal gennemførte jeg Atacama Crossing-ørkenmaratonet i Chile.
»Eventyret ved at sige op lige før man fylder tredive«
Jeg havde været en »mønsterelev« siden barndommen. Jeg læste flittigt, kom ind på et anset universitet og brugte dagene på at opbygge det, folk kalder gode »meritter«. Derfor blev jeg ansat i den virksomhed, jeg ønskede, allerede inden jeg dimitterede. Jeg var glad for at udføre det arbejde, jeg gerne ville, og jeg knoklede på jobbet.
Men virkeligheden var hård. Trods min »indsats« blev jeg dybt skuffet over prangende arbejdsgange, ineffektive procedurer, tomme formaliteter og forventningen om lange arbejdsdage, som er typisk for koreanske arbejdspladser. Dagene, hvor jeg blev til midnat og udførte opgaver, hvis formål jeg ikke kunne forstå, gentog sig igen og igen. Jeg havde arbejdet hårdt og gjort mit bedste, men jeg var ikke lykkelig. Forvirring og mismod over livet. Utallige bekymringer, lige så mange som mine overarbejdstimer.Fordi det var et job, jeg havde kæmpet hårdt for at få, var det en enorm risiko for mig at sige op. Men i sommeren på mit tredje år tog jeg mod til mig. Jeg besluttede at sætte livet på kort pause og prøve at forestille mig en anden fremtid.
Da jeg sagde op, havde jeg faktisk ikke besluttet, hvad jeg ville gøre. Jeg var så udmattet og havde mistet meget af min selvtillid, så jeg havde ingen konkret plan.Jeg ville bare tage en bemærkelsesværdig udfordring op, inden jeg fyldte tredive – en udfordring, jeg ikke ville fortryde resten af livet.
»En ung mand, der elsker Nepal, beslutter sig for at løbe for Nepal«
Kan du huske jordskælvet med en styrke på 7,8, der ramte Nepal i april sidste år? I 2010 var jeg udlandsfrivillig i Nepal i ti måneder. Jeg ankom til Nepal fuld af spænding og frygt. Der arbejdede jeg på en skole under navnet »Vijay«, hvor jeg underviste elever og stod for undervisningsaktiviteter på et børnehjem. Derfor var jordskælvet en virkelig hjerteskærende tragedie for mig, for jeg var begyndt at betragte Nepal som mit andet hjem.
Omkring en måned efter at jeg sagde op, mens jeg gik og spekulerede på, hvad jeg kunne gøre for Nepal, fangede et »ørkenmaraton« mit blik. Jeg læste på nettet, at »Atacama Crossing« skulle afholdes i oktober 2015 i Atacamaørkenen i Chile. Det er et ultramaraton, hvor deltagerne skal tilbagelægge 250 km i ørkenen uden hjælp udefra. Det havde faktisk længe været en af de udfordringer, jeg drømte om. I det øjeblik slog en tanke mig pludselig.»Jeg vil tage en ekstrem udfordring op og løbe et ørkenmaraton for Nepal, samle penge ind ved at bede folk sponsorere min gennemførelse og donere pengene til nødhjælp efter jordskælvet!« Det var dér, »den unge mand, der løber gennem ørkenen for Nepal«, blev født.
»Crowdfundingprojektet #JEG SKAL TIL NEPAL bliver til«
I slutningen af juli 2015 tog en lille idé gradvist form, mens jeg drøftede den med dygtige venner. Jeg dannede et hold sammen med tidligere kolleger med ekspertise inden for planlægning, indhold og promovering, og vi talte om, hvordan min personlige udfordring med ørkenmaratonet kunne kobles sammen med en indsamling til nødhjælp efter jordskælvet i Nepal. Det var vigtigt at samle penge ind til Nepal, men først og fremmest var det svært at beslutte, hvad pengene skulle bruges til, og hvem der skulle modtage dem. For at finde en egnet modtager og partner brugte jeg mine færdigheder fra tiden før min opsigelse til at skrive et forslag. Jeg reviderede det gentagne gange med feedback fra kolleger og sendte det til sydkoreanske socialøkonomiske virksomheder og ngo'er, der kunne være interesserede i projektet.
Kort efter sluttede »Beautiful Coffee Fair Trade«, der driver en fairtrade-kaffeforretning i Nepal, sig til vores sag, og projektet <#JEG SKAL TIL NEPAL> gik i gang.»Beautiful Coffee« indvilligede i at stå for indsamlingen ved hjælp af sin egen infrastruktur, og jeg besluttede at donere de indsamlede penge til kaffedyrkende familier, der var blevet ramt af jordskælvet, i Shindupalchok, et kaffeproducerende område i Nepal. Jeg kunne især godt lide, at nepalesisk fairtrade-kaffe som tak for støtten ikke blot ville være en donation, men også ville introducere støtterne til nepalesisk kaffe og dermed gøre hjælpen mere bæredygtig. De medarbejdere, der stod for driften, forstod også min historie og de værdier, jeg gerne ville fremme. Kort efter blev Facebook-siden (www.facebook.com/imgoing2nepal)lanceret, og promoveringen gik i gang. 
Derudover promoverede mange mennesker, som længe havde interesseret sig for Nepal, projektet uden at få noget for det. Min nære nepalesiske ven Sujan Shakya, der blev kendt fra programmer som Non-Summit og Where Is My Friend's Home?, sluttede sig til og hjalp i høj grad med alt fra planlægningen til projektets afslutning. Sean Hepburn, skuespillerinden Audrey Hepburns søn og formand for Audrey Hepburn Foundation; den populære komiker Lee Guk-joo; musicalskuespilleren Kim Ho-young, ambassadør for Beautiful Coffee; og sangeren Jo Jung-min støttede alle projektet personligt.
»Den benhårde træning begynder, så jeg kan gennemføre mit første ørkenmaraton«
Mens projektet skred frem takket være hjælpen fra mange mennesker, begyndte jeg for alvor at træne til maratonet og komme i form. Jeg havde faktisk løbet i ganske lang tid, og selv mens jeg arbejdede, fik jeg presset motion ind for at håndtere stress. Men fordi jeg aldrig i mit liv havde løbet den enorme distance på 250 km, besluttede jeg at lægge en grundig plan og forberede mig omhyggeligt.
Først løb jeg mindst 10–20 km næsten hver dag. Når løb blev for kedeligt eller hårdt, cyklede jeg eller styrketrænede i fitnesscentret. Da maratonet skulle foregå i ørkenterræn i stedet for på asfalterede veje og også indebar bakkeløb, løb jeg bevidst på ujævne grusstier og gik i bjergene. Jeg trænede tre gange om dagen – morgen, middag og aften – og det var virkelig hårdt at løbe udendørs i det varme, fugtige augustvejr i to timer.
Men jeg havde mere ro i hjertet end nogensinde. Tanken om, at hvert sekund af min træning og hvert skridt, jeg tog, var for Nepal, fik mig til at smile, selv når jeg hev efter vejret. Det var ikke blot en personlig drøm; tanken om, at jeg kunne hjælpe mit andet hjem, Nepal, fik anstrengelserne til at føles lette.Dag efter dag svedte jeg for at nå et klart mål, og den positive livsenergi, som jeg længe havde mistet på grund af arbejdsstress...blev vakt til live igen.Sådan løb jeg mindst 300 km i løbet af august.
»Som sabbatårsrejsende med job betalte jeg selv hele startgebyret til ørkenmaratonet«
Det koster en hel del at deltage i et ørkenmaraton. Startgebyret på omkring 4 millioner won og en returbillet til Sydamerika til cirka 2 millioner won er de grundlæggende udgifter. Det kan koste over 1 million won at købe det forskellige udstyr, arrangørerne kræver, og man skal også tage højde for leveomkostningerne i Chile, et af Sydamerikas dyreste lande. Da jeg løber og vandrer regelmæssigt, behøvede jeg ikke købe alt udstyret, ogjeg brugte også mine bonuspoint til at få en billigere flybillet, men det virkede stadig som en betragtelig udgift.
Jeg overvejede derfor at starte en crowdfundingindsamling til mig selv. Men jeg er ikke en økonomisk trængt studerende, og i løbet af mine mere end to år på arbejde havde jeg sparet en hel del op ved at leve sparsommelig. Desuden begyndte projektet oprindeligt som en udfordring for at opfylde min personlige drøm, så jeg syntes ikke, det ville være passende også at samle penge ind til startgebyret. Derfor dækkede jeg selv alle udgifterne til udfordringen.
»Sammen med Nepal tager jeg udfordringen op: 250 km i Atacama Crossing«
I begyndelsen af oktober ankom jeg til løbsstedet, San Pedro de Atacama i Chile, efter at have gjort alle forberedelserne færdige. Efter udstyrskontrol og en orientering tog vi med en arrangeret bus ud i Atacamaørkenen til løbet, der skulle starte næste morgen. Den aften oplevede jeg ørkennatten for første gang. Jeg husker, at jeg stod ved bålet, mens alle andre var gået ind i deres telte før det første løb, og tænkte på tiden fra jeg sagde op, til jeg ankom til denne ørken i Sydamerika. Jeg blev dog lidt overrasket – jeg havde godt nok forventet det, men ørkennatten var lige så kold som en koreansk vinter.
Næste morgen stod jeg med bankende hjerte ved startlinjen midt i Atacamaørkenen. Atacama Crossing er sammen med Gobi- og Sahara-maratonerne et af de mest kendte ørkenmaratoner. Det er et benhårdt løb, hvor man skal bære alle de fornødenheder, man skal bruge for at overleve, i sin rygsæk og løbe 250 km fordelt over seks nætter og syv dage. Atacama er især berømt som en af Jordens tørreste ørkener, hvor det næsten aldrig regner.
»Et ekstremt løb, der blev en kamp mod mig selv«
Da startsignalet lød, råbte omkring 160 løbere fra forskellige lande og satte i løb ud i ørkenen. Jeg kiggede også på #JEG SKAL TIL NEPAL-mærket på brystet og startede løbet med stolthed. Ørkenmaratonet er et etapeløb: Man løber en fast distance hver dag, som næsten hver dag svarer til et helt maraton på omkring 40 km.
Men det »ørkenmaraton«, jeg faktisk oplevede, var på et helt andet niveau end et almindeligt maraton. Problemet var rygsækken. Det var hurtigt udmattende at løbe med en tung rygsæk fuld af mad og udstyr. Desuden havde jeg grådigt taget ekstra snacks med og havde tungere udstyr end de andre, så min rygsæk vejede 3–4 kg mere end de øvrige løberes. Efter tre timers løb var begge mine skuldre stive som sten. Det tog mig over otte timer at gennemføre det første løb – det var et chok.
På andendagen krydsede vi et iskoldt vandløb, kom gennem en rød kløft, der lignede Mars, og løb ned ad en enorm sandklit, som om vi fløj. Selvom tasken stadig var tung, havde kroppen vænnet sig til det, og jeg satte farten op. På den forholdsvis korte tredjedag fik jeg endda lyst til at rykke op på resultatlisten, satte tempoet lidt op og kunne komme hurtigt i mål som nummer 65 ud af 158. Efterhånden som jeg spiste den mad, jeg havde medbragt, blev rygsækken lettere, og med placeringerne 88, 75 og derefter cirka ti pladser bedre hver gang begyndte jeg at slappe lidt af og nød endda løbet.
»Fjerde løb – rystet af ønsket om at komme højere op på resultatlisten«
Men mit overmodige ønske om en bedre placering skabte problemer. Jeg satte mig som mål at komme blandt de 60 bedste i det fjerde løb og lagde for hårdt ud. Selvom jeg nåede det første 10-kilometerpunkt omkring en 50.-plads, som forventet, blev jeg alt for hurtigt udmattet og kunne ikke længere løbe. Jeg var urolig, men benene ville ikke bevæge sig. Jeg havde det virkelig forfærdeligt.
På fjerdedagen gik ruten for det meste over saltsletter, hvor saltkrystallerne var hærdet som sten og stak op i knolde. Det er en berygtet strækning, som tidligere deltagere kalder »Djævlens klo«, fordi den er svær at komme igennem, og man kan forstuve foden ved den mindste uforsigtighed. Men fordi jeg havde for travlt, vred jeg anklen voldsomt om dér. Det skete endda tre gange på samme måde. Solen var desuden så skarp, at jeg omkring middag gik i næsten fire-fem timer hen over den samme solbagte saltslette uden skygge og begyndte at blive svimmel og få kvalme af et mildt hedeslag.
Alligevel holdt jeg ud, mens jeg tænkte på projektet og Nepal. Først tæt på klokken fem om eftermiddagen nåede jeg målstregen, og så snart jeg ankom, lagde jeg mig længe i skyggen. Senere fandt jeg ud af, at næsten 20 deltagere allerede havde udgået af løbet den dag.
»Den benhårde lange etape – øjeblikket, hvor jeg ville give op«
Femtedagen var den længe ventede lange etape. Det var ørkenmaratonets største udfordring: 74 km på én dag, dobbelt så langt som den sædvanlige løbsdistance. Jeg husker den som den hårdeste dag. Min form, inklusive min venstre ankel, var langt fra god efter strabadserne på fjerdedagen. Oven i det var løbeskoene, jeg havde købt til løbet, ved at svigte – de var blevet voldsomt slidte på bare få dage. Omkring en time efter løbets start rev en del af sålen på den ene sko sig pludselig løs – helt absurd. Set i bakspejlet viser det, hvor brutal strækningen »Djævlens klo« var. Uden sålen var mine fødder i ubalance, og den allerede forstuvede ankel blev belastet endnu mere. Mit mod sank helt.
Jeg gik og gik, indtil jeg ikke længere troede, jeg kunne fortsætte. Så stoppede jeg løbet, gemte mig i skyggen af et træ, hvor de andre deltagere ikke kunne se mig, og græd af fortvivlelse. Hele kroppen gjorde ondt, og jeg var så udmattet, at jeg havde lyst til at opgive alt. Jeg blev overvældet af tvivl – hvorfor var jeg rejst hele vejen til det fjerne Sydamerika og havde betalt millioner af won i startgebyr for at lide sådan her? Jeg sad dér og hulkegræd i omkring en halv time. Efter at have grædt fik jeg det lidt bedre.
Da jeg så på sloganet <#JEG SKAL TIL NEPAL> og Nepals flag på brystet, kom jeg til at tænke på Nepal i 2010 og på nepaleserne, der fik mig, 24 år gammel, til både at græde og le. De viste mig, som var ung og naiv og kun var kommet for at give, ubetinget venlighed og kærlighed. De var altid venlige, ærlige og værdige – fantastiske mennesker. Jeg mindedes deres enkle ansigter og varme smil, når de uden fordomme kaldte mig »B.J.«. Jeg måtte fortsætte for Nepal. Og for at gøre det måtte jeg på en eller anden måde reparere mine løbesko.Jeg fandt en flad sten, lagde den ind i skoen og begyndte at halte videre. Så fandt jeg, som om himlen hjalp mig, en løsrevet sål, som nogen havde tabt, mens de gik. (Andre løbere havde lignende problemer.) Heldigvis lagde jeg sålen mod bunden af min løbesko og viklede den stramt fast med tape, som en anden løber gav mig. Det hjalp mig med at genvinde noget af balancen.
Det var omkring midnat. Vejen foran mig virkede uendelig. Jeg blev ved med at gå gennem den hvide saltørken, gennem sandklitter, hvor fødderne sank dybt ned, og hen over sletter, der blev hærget af kraftige vinde. Da natten faldt på, blev vejret så køligt, at man kunne se min ånde. Jeg blev ved med at bevæge mig mod målet uden at standse. Sådan holdt jeg ud uden at give op i hele 17 timer, indtil klokken et næste morgen.
Da det sidste løb dagen efter kun var 10 km, var løbet stort set overstået, da den lange dag var forbi.Jeg var dog så udmattet, at jeg krydsede målstregen som en zombie uden at sige et ord og kollapsede, så snart jeg kom ind i teltet.
"At gennemføre ørkenmaratonet – et af de bedste øjeblikke i mit liv"
På den syvende dag, den 10. oktober, løb jeg de sidste 10 km med et afslappet smil. Jeg havde glemt smerten fra den lange dag og følte, at det hele var overstået. Jeg løb uden at stoppe en eneste gang. Til sidst lykkedes det mig at gennemføre og komme på en 73. plads ud af 158. Da jeg krydsede målstregen, viftede jeg stolt med banneret <#JEG SKAL TIL NEPAL>, der var plettet af sved og støv fra ugens løb. Jeg var stolt af mig selv over at have løbet gennem ørkenen for Nepal og ikke givet op før til sidst. Det var et øjeblik, hvor jeg forstod, hvordan det føles, når hjertet svulmer af stolthed.
"Tilbage i Nepal fem år efter at have gennemført ørkenmaratonet"
Efter at have gennemført ørkenmaratonet og være kommet hjem led jeg i mere end en uge af eftervirkningerne og udmattelsen efter maratonet. Alligevel deltog jeg sammen med min nepalesiske søster Susan i indsamlingsarrangementet [Din kop kaffe til Nepal], som blev arrangeret af 'Beautiful Coffee' for at samle penge ind til Nepal. Efter to måneders indsamling blev der samlet omkring 10 millioner won ind. Hele beløbet blev overdraget til jordskælvsramte landmænd i Sindhupalchok gennem vores sponsorpartner 'Beautiful Coffee'.
Og i midten af december kunne jeg med støtte fra Beautiful Coffee besøge Nepal igen – et sted, jeg havde drømt om at vende tilbage til. Der var gået fem år, siden jeg rejste derfra efter mit frivillige arbejde i 2010. På denne tur, der blev arrangeret sammen med Beautiful Coffees hovedkontor i Korea og Beautiful Coffee Nepal, besøgte jeg personligt det jordskælvsramte område i Sindhupalchok, som mit projekt støttede, og mødte beboerne. Vi kørte op ad bjerget i jeep ad ujævne, snoede grusveje, og turen til hver landsby tog to til tre timer frem og tilbage og var ret udmattende. Seks måneder efter jordskælvet og jordskreddene så ødelæggelsernes spor ud til at være helet lidt, men det gjorde ondt i hjertet at se sammenstyrtede huse og mure samt nødhjælpsteltene fra forskellige internationale hjælpeorganisationer, som nogle af beboerne stadig brugte.
Jeg præsenterede mig selv og vores projekt med en forberedt tale på nepalesisk og takkede for deres gæstfrihed. Som det ofte er tilfældet i landsbyer på landet, var folk generte til at begynde med, men vi fik talt sammen flere gange, om end ikke særlig dybtgående. Især de ældre beboere, som ikke helt forstod, at jeg løb for at samle sponsormidler ind, tog efter tur min hånd for at vise deres taknemmelighed. I deres stærke, men venlige øjne kunne jeg mærke deres oprigtige taknemmelighed, og det gjorde mig virkelig glad.
Vi gik rundt i landsbyerne, og jeg fik mulighed for at se de køkkenhaver, som projektmidlerne havde støttet. For bjerglandsbyernes beboere, der må holde ud gennem en barsk vinter, bliver grøntsager som kartofler, radiser og blomkål en vigtig fødekilde. Den omsorg, I alle har bidraget med, var allerede begyndt at bære frugt i form af snehvide blomkålshoveder, som blev en stor hjælp for de nepalesiske landmænd, der kæmper videre trods skaderne efter jordskælvet. Jeg blev stolt over at se, hvor begejstret de viste os haverne, og jeg var taknemmelig. Selvom det ikke var lige så meget, som jeg selv havde fået, var jeg meget glad for, at jeg kunne bruge mine evner til gavn for Nepal, som jeg elsker, og at vores projekt kunne hjælpe dem bare en smule.
"Forandringer før og efter et sabbatår"
Da jeg gik i skole, var jeg et positivt menneske med store drømme. Jeg troede på mine evner og mit potentiale. Derfor troede jeg, at hårdt arbejde ville føre til lykke, og jeg gjorde mit bedste. Men i det job, jeg fik gennem den indsats, blev jeg gradvist en mindre udgave af mig selv. Det job, jeg havde drømt om – jeg troede uden tvivl, at jeg ville blive glad, hvis jeg fik det og arbejdede hårdt, men virkeligheden var en anden, og jeg følte en dyb frustration. At se mig selv sidde ved en computer fra morgen til midnat og udføre arbejde, jeg ikke troede på, føltes som at være en maskine med en ødelagt slukknap. Faktisk oplever mange unge i Korea lignende frustration over de fastlagte samfundsforventninger og livsforløb. Men når man støder mod virkelighedens mur, er det svært at overveje andre muligheder på grund af fremtidsplaner og andres forventninger. Jeg gik også med den slags bekymringer i omkring et år, før jeg sagde mit job op.
Som trediveårig, hvor det blev sværere at finde et job, og med dårlig samvittighed over for min kærlige familie og kæreste ... var den ukendte fremtid efter opsigelsen virkelig skræmmende. Alligevel er forkert forkert. Jeg tænkte ikke for meget over det, da jeg besluttede at afslutte et meningsløst arbejdsliv og sige op. Jeg ville ikke være ulykkelig længere, og jeg ville bare finde tilbage til det jeg, jeg var ved at miste, inden det var for sent.
Så valgte jeg at tage et sabbatår og løbe et ørkenmaraton for Nepal. Det lykkedes mig at samle et betydeligt beløb ind, og jeg kunne yde en lille, men meningsfuld hjælp til nepalesere, der var blevet ramt af jordskælvet. En lille idé blev sammen med mine kolleger til et projekt: at gennemføre et 250 km langt ekstremt ørkenmaraton og donere pengene til mit andet hjem, Nepal – »Park Yongjun, den unge mand, der løb gennem ørkenen for Nepal«. Nu har jeg selvtillid.Selvom der ikke står meget på min bankkonto, mener jeg, at det var nok at genfinde det »jeg« og den »selvrespekt«, jeg havde mistet i jagten på konkurrence, kvalifikationer og et liv uden aftener. Jeg fortryder slet ikke det sabbatår på cirka et år, der står som et hul i mit CV.
"Et råd til unge i Korea, der overvejer et sabbatår"
Jeg støtter alle, der planlægger et sabbatår, uanset årsagen. Jeg håber dog, at I nøje overvejer og beslutter jer for, hvordan I vil bruge det. Hvad man laver i et sabbatår, kan variere fra person til person, så jeg synes ikke, det betyder noget, hvad man vælger. Men hvis man gør det med en afslappet indstilling om, at »jeg prøver bare det her«, tror jeg, det vil være værre end blot at lave noget for at pynte på sit CV.
Du bør have et klart formål og en plan: Hvorfor har du brug for et sabbatår? Hvorfor skal du gøre netop dette i dit sabbatår, og hvad håber du at opnå med det? Og hvis du beslutter dig for at gøre det, så gør dit bedste, mens du er i gang.Jeg siger ikke, at du blindt skal »tage dig mere sammen«. Hvis dit endelige mål for eksempel er at tage dig tid til at slappe af og planlægge din fremtid, så gør dit bedste for at »tage dig tid til at slappe af« efter din plan. Uanset hvad du planlægger, så sæt dig et mål, og brug sabbatåret på at nå det.(Hvis det er muligt, ville det være endnu bedre, hvis det også kunne have en positiv indvirkning på samfundet og almenvellet. Det er selvfølgelig på ingen måde et krav.)
Jeg er på ingen måde et stort menneske. (Objektivt set er jeg i øjeblikket arbejdsløs.) Og faktisk er jeg meget realistisk anlagt. Jeg bekymrer mig stadig om, hvordan jeg skal forsørge mig selv lige nu. Derfor vil jeg ikke komme med formastelige råd som: »Det, du laver nu, er meningsløst – sig op, og find din sande drøm.« Beslutningen om at tage et sabbatår bør udelukkende bero på din egen vurdering og beslutning, og du må selv tage ansvaret for den. Jeg synes, det er virkelig uansvarligt at råde nogen til at »droppe ud af skolen, sige jobbet op nu og rejse verden rundt«. Jeg ønsker ikke, at læserne af denne tekst skal tænke: »Hold da op, hvor er det fedt – jeg burde også prøve et ørkenmaraton.« Hvis du gør det, fordi andre gør det, og fordi du føler, at du er nødt til at gøre noget, uden først at reflektere grundigt over dig selv og tænke længe over det, vil intet ændre sig, selv når sabbatåret er slut.
Når man løber et ørkenmaraton, er de medløbere, man løber sammen med, dem, man støtter sig mest til. De er dine rivaler, men også dine mest pålidelige støtter. Jeg hepper på dig, fordi du har truffet en så svær beslutning.Som en, der stadig løber det løb, der hedder »virkeligheden«, vil jeg altid støtte dig. Tak.
Se fire måneders dokumentation af »Park Yongjun, den unge mand, der løb gennem ørkenen for Nepal« på YouTube
Følg fortællingen »Den unge mand, der løb gennem ørkenen for Nepal«, som udkommer i føljeton på Daum Kakao Brunch.
< #JEG SKAL TIL NEPAL > Projektets officielle Facebook-side |
Tilbage til listen
Hjem
