Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
37. mellemårKim Ye-eun
Et seksårigt mellemår præget af passion for og længsel efter hanbok.
Design og drift af Road Hanbok-brandet.
# Seks år formet af passion for og længsel efter hanbok
Jeg designer i øjeblikket moderne tøj inspireret af hanbok som road-hanbok-designer og driver brandet Road Hanbokyen. Det krævede mange skridt at nå frem til den form, jeg har i dag, men jeg gennemgik processen med ét enkelt mål for øje: passion for og længsel efter hanbok.I den proces fulgte jeg en vej, der var lidt anderledes end det mellemår, man måske forventer, men jeg havde en lignende oplevelse, så jeg vil fortælle om den del.
Faktisk tænker jeg, at de fire år på universitetet og de to år, hvor jeg arbejdede på Chilbo Middle School i Suwon — i alt seks år — kan betragtes som mine mellemår. De seks år gjorde det muligt for mig at leve det liv, jeg har nu, som road-hanbok-designer.Som jeg nævnte før, var grunden til denne lange periode på seks år ét enkelt mål: passion for og længsel efter hanbokDet var.
For mig var forberedelserne gennem de fire år på universitetet og de to år, hvor jeg arbejdede på en mellemskole — som en slags mellemårsperiode — ikke særligt specielle.På anbefaling af vores kirkes præst, som sagde, at det var et fagområde med gode fremtidsmuligheder, begyndte jeg på socialrådgiveruddannelsen uden den store tøven (jeg søgte kun ind på den ene uddannelse, så det siger vist noget om, hvor lidt jeg bekymrede mig ^^;). Efter at have studeret der følte jeg stærkt, at det ikke var min vej. Såbegyndte jeg at tænke over, hvad jeg var god til, hvad jeg kunne lide, og hvad jeg gerne ville arbejde med. Før jeg vidste af det, kom jeg til at tænke på hanbok, som jeg havde været besat af i mellemskolen, og jeg følte stærkt, at jeg skulle arbejde med hanbok.
Da jeg dengang gik på universitetets første år, planlagde jeg at begynde på et universitet, hvor jeg kunne lære om hanbok. Desuden var jeg begyndt på universitetet et år tidligere end mine jævnaldrende, efter at jeg var gået ud af gymnasiet, så hvis jeg begyndte på universitetet igen, ville jeg komme til at studere sammen med jævnaldrende på samme alder. Det gjorde mig endnu mere interesseret i at begynde på en ny uddannelse.
# Forældrenes modstand og et voksende ønske om road-hanbok
Men jeg mødte modstand fra mine forældre.Min far sagde: "Hvordan kan du afgøre, om et fagområde passer til dig, uden at have studeret det i bare et år? Hvis du stadig virkelig gerne vil arbejde med hanbok, når du har afsluttet fire års studier, vil jeg ikke modsætte mig, at du begynder på en ny uddannelse eller rejser til udlandet."Min mor sagde: "Ved du, hvor snæver og vanskelig vejen inden for hanbok er? Hvis du virkelig vil arbejde med hanbok, så færdiggør socialrådgiveruddannelsen, få en socialrådgiverautorisation på niveau 1, og tag læreruddannelsen undervejs. Hvis du opfylder de betingelser, vil jeg ikke modsætte mig, at du arbejder med hanbok." Hun ville have mig til at sikre mig en måde at tjene til livets ophold på, hvis arbejdet med hanbok ikke gik godt.
Dengang var den uddannelse i socialt arbejde, jeg gik på, oprindeligt blevet oprettet som en uddannelse i familievelfærd, og læreruddannelsen blev kun tilbudt frem til vores årgang.
Derfor gjorde jeg mit bedste for at holde mine karakterer oppe gennem de fire år på universitetet, og jeg blev en af de fire studerende, der gennemførte læreruddannelsen.Når det er sagt,blegnede min passion for hanbok ikke, mens jeg gik på universitetet. Jeg havde det altid i tankerne; nogle gange følte jeg, at tiden gik til spilde, og blev utålmodig.Så jeg sparede mine lommepenge op og lærte at sy hanbok på et kulturcenter. Mine lommepenge rakte slet ikke til både undervisningsgebyrer og materialer, så fra mit andet år på universitetet og frem til dimissionen tror jeg ikke, at jeg nogensinde holdt pause fra deltidsarbejde.Jeg arbejdede som kassedame i en skolekantine, gjorde rent tidligt om morgenen på en tandklinik, underviste som tutor, holdt fritidsundervisning på et velfærdscenter, tog forskellige kortvarige jobs og arbejdede endda ved Busans første arrangement med kvindelige styltegangere...
Jeg forberedte mig på at afslutte studiet før tid, fordi jeg gerne ville dimittere og begynde at arbejde med hanbok så hurtigt som muligt. Men jeg havde ikke gennemført de krævede timer som frivillig i undervisningssammenhæng for at få lærerbeviset, så mit andet semester på sidste studieår endte med at være tomt. Jeg havde opfyldt mine studiekreditter og havde endda taget og bestået dimissionseksamen sammen med de studerende på sidste år året før, så der var ingen grund til at blive ved med at gå på universitetet. Men jeg kunne ikke dimittere på grund af de manglende timer som undervisningsfrivillig.
Så snart sommerferien på mit sidste studieår begyndte, fik jeg arbejde i en hanbok-butik i Cheongdam-dong. Egentlig skulle jeg have påbegyndt et praktikophold i udlandet i andet semester. Jeg var blevet optaget på et program arrangeret af universitetet og var ved at forberede mig på praktikopholdet, men efter råd fra en hanbok-designer, jeg tilfældigvis mødte, besluttede jeg at tage et job i en hanbok-butik og aflyste planerne om at rejse til udlandet trods mine forældres indvendinger. Jeg er så taknemmelig for, at en hanbok-butik tog imod mig, selv om jeg ikke havde studeret faget, så jeg flyttede straks til Seoul. Fra juni arbejdede jeg glad i omkring syv måneder med hjertet bankende af spænding. Lønnen var alt for lav, men jeg lejede et lille værelse på et pensionat i nærheden af butikken. Jeg mødte ind to-tre timer før den planlagte arbejdstid for at lave en masse ting, jeg ikke engang var blevet bedt om, og nød glæden og lykken ved at fordybe mig i hanbok.
Som tiden gik, begyndte jeg at bekymre mig, da socialrådgivereksamenen i februar nærmede sig.Faktisk var den hanbok, jeg længe havde drømt om, en slags hverdagstøj, der kunne bæres bekvemt til daglig — ligesom den Road Hanbok, jeg designer nu. Men på min arbejdsplads var hanbok enten bryllupstøj eller traditionelt tøj til særlige lejligheder, og jo længere jeg arbejdede der, desto stærkere blev mit ønske om at skabe den slags hanbok, jeg drømte om.Det er klart, at jeg var blevet mentalt og fysisk udmattet af at bo alene på et studiehjem. Af forskellige årsager forlod jeg til sidst hanbok-butikken og brugte omkring en måned på at forberede mig til socialrådgivereksamenen på niveau 1, som jeg bestod. Jeg havde opfyldt alle de betingelser, min mor havde stillet.
# Glæden ved at undervise børn, men en passion for hanbok, der ikke svandt
Da jeg ville vende tilbage til hanbok, havde jeg mange bekymringer. Jeg indså, at det ville være mere effektivt at komme ind i branchen end at gå på universitetet for at lære om hanbok, så jeg havde brug for et arbejde — men almindelige hanbok-butikker ville hovedsageligt fokusere på traditionelle bryllupshanbok, og jeg kunne ikke bare gå i gang med at lave det tøj, jeg gerne ville skabe.Mens jeg gik og tænkte over det, søgte jeg en stilling som mellemskolelærer med mit lærerbevis på niveau 2, efter forslag fra min tante, der arbejder på en folkeskole. Min tante sagde:'En lærer har forholdsvis mere tid til rådighed og får løn, så kunne det ikke være en god forberedelsesperiode til at gøre det, du gerne vil?'Sådan var det.
Så blev jeg ansat som vikar i faget teknologi og hjemkundskab på Chilbo Middle School i Suwon.Det passede mig langt bedre at undervise, end jeg havde forventet. Det passede perfekt til mine evner, og glæden ved at undervise og være sammen med børnene var større, end jeg havde forestillet mig.Men ved siden af det svandt min passion for hanbok ikke i mit hjerte.Selv mens jeg underviste, fortsatte jeg med at studere hanbok på egen hånd, deltog i forelæsninger og samtaler og prøvede selv at lave forskellige ting, mens jeg holdt liv i min drøm.
# Endelig lancerede jeg mit eget hanbok-brand!
Således lancerede jeg brandet Road Hanbok i 2015.Faktisk byggede jeg ikke brandet op efter en fast plan. Folk reagerede på billeder af den hanbok, jeg havde lavet og selv gik med, og nogle ville gerne købe den. Efterhånden som jeg solgte ét stykke ad gangen, voksede virksomheden gradvist, mine ambitioner voksede, og på en eller anden måde blev jeg ført frem til det sted, jeg er i dag.
Mit mellemår var ikke noget, jeg skabte alene. Det var faktisk en periode præget af valg fra øjeblik til øjeblik, påvirket af mit ønske om i et vist omfang at imødekomme mine forældres krav, ønsker og forventninger samt min tantes opmuntring.Jeg tror, at grunden til, at jeg ikke mistede retningen i den lange periode, var, at jeg havde et klart og præcist mål.
# Ufortrødne anstrengelser for at overvinde angst, frygt og dalende selvværd
Faktisk var min største frygt: 'Hvad nu, hvis jeg sakker bagud i forhold til andre?'Selv mens jeg studerede dette mærkelige fag, tog kvalifikationer, der intet havde med min drøm at gøre, og arbejdede i et job, der heller ikke havde noget med min drøm at gøre, var der sikkert andre, som gjorde en ufattelig indsats for at designe bedre hanbok og udviklede sig derefter... Frygten for, at jeg ville sakke bagud i forhold til dem, ramte mig ofte så hårdt, at mit selvværd blev mindre.
Men når jeg ser tilbage nu, var den tid på ingen måde spildt. Jeg indser tydeligt, at grundlaget for, at jeg nu kan designe og drive et brand, blev lagt i de seks år.Men dengang prøvede jeg, mens jeg var bange, at dæmpe min angst ved at gøre det, jeg kunne, inden for den tid, jeg havde.Det var en indsats for min drøm. Jeg søgte efter forskellige materialer om hanbok, deltog i forelæsninger og lærte at sy hanbok. Gennem det genvandt jeg mit selvværd.
For mange bliver et mellemår også en bekymring for de nærmeste og for forældrene. Derfor vil man spørge sig selv, om det virkelig er det rigtige valg at tage sig denne tid.Men jeg var anderledes. Folkene omkring mig og mine forældre støttede fuldt ud de seks år, hvor jeg holdt sabbatår. Især de to år, hvor jeg arbejdede som lærer, var en periode, hvor familie, venner og endda fremmede roste og støttede mig. De ønskede faktisk, at det skulle blive mit livslange arbejde i stedet for et sabbatår. Derfor måtte jeg hele tiden gøre en indsats for ikke at blive selvtilfreds i løbet af mit sabbatår.
Især det at skuffe min families forventninger — som mine bedsteforældre, der dansede af glæde og blev ved med at takke mig, da de hørte, at jeg havde fået et lærerjob — vennerne, der ville se bekymret på mig og forsøge at tale mig fra det, hvis jeg sagde, at jeg ville stoppe med at undervise for at arbejde med hanbok, de unge elever, der kalder mig »lærer« og nyder mine timer, den faste løn, den sociale status, der følger med at være lærer, og så videre ...Det var ikke let hele tiden at spørge mig selv, hvad jeg virkelig ønskede, og hvilket liv jeg ville leve, og at minde mig selv om det i så mange trygge situationer.Men efterhånden som tiden gik, blev det klart, hvad jeg virkelig var nødt til at gøre. Mit hjerte fortalte mig det.
# Tid til at forberede mig på at forfølge min drøm – sabbatår
Den største forskel er, at jeg er nogenlunde forberedt — forberedt på at forfølge min drøm.Selvom jeg stadig mangler meget, blev det grundlæggende fundament, der gjorde det muligt for mig at forfølge min drøm, i sidste ende skabt gennem seks års sabbatår.Dengang følte jeg, at jeg stod stille, og var bange for at sakke bagud, men den periode var en opvarmning, så jeg kunne løbe stærkere.
Nogle siger: Giv afkald på alt for din drøm. De siger, at du må bringe ofre for din drøm.Men det er ikke nødvendigvis en lykkelig vej. Det er afgørende at bruge en periode på realistisk at finde ud af, hvad du virkelig har brug for for at nå din drøm, og forberede dig på det. Ligesom du først må lære at lave lækker mad og skaffe kapital til at åbne en restaurant, er et minimum af grundlæggende forberedelse uundværligt.Hvis dit mål er klart, så bare rolig. Vær ikke bekymret over følelsen af at være blevet efterladt. Selv hvis det virker, som om du står stille, varmer du op i løbet af et sabbatår, så du kan løbe med fuld fart.Jeg vil altid heppe på dig, mens du får tid til at møde dit sande jeg.
Vi modtager altid gerne anbefalinger og bidrag til »100 Gap Year«. Skriv en kommentar eller send en besked, eller send en e-mail til marketingchef Choi Dayoung (choi@koreagapyear.com)! |
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
