Navn: Son Jae-eun
Periode for sabbatår: sep. 2013 – jul. 2014
Lande, jeg opholdt mig i under sabbatåret: Cambodja, Thailand, Italien
Øjeblik
Jeg tilbragte omkring et år på sabbatår og rejste fra Cambodja og Thailand via Korea til Italien.
Det kan betragtes som lang tid, men det føltes kort.
I hvert fald for mig gik tiden med fem centimeter i sekundet.
Det betyder ikke, at tiden gik, bare fordi det var sjovt. Jo sjovere det var, desto større strabadser måtte jeg udholde.
Det hele begyndte ganske enkelt. På et tidspunkt syntes jeg bare, at livet var kedeligt. Selv efter jeg var begyndt på universitetet, blev den endeløse rutine med eksamensforberedelse, de fritidsaktiviteter, som alle deltager i, og studielivet ensformigt, og mine dage blev helt almindelige. Så jeg forberedte mig hurtigt på et sabbatår, så godt jeg kunne. Resultatet var, at jeg boede i Cambodja blot to en halv uge efter beslutningen.
Folk spørger ofte, hvordan mine forældre reagerede på så stor en beslutning.
Faktisk var mine forældres mening ikke vigtig for mig, da jeg traf min beslutning. Jeg syntes, det var en stor beslutning i mit liv. Jeg tænkte kun på mig selv og mit liv, jeg stolede på mig selv. Da jeg bagefter spurgte mine forældre, var jeg meget heldig at få deres villige tilladelse.
Først senere fandt jeg ud af, at mine forældre troede på mig, fordi jeg allerede selv stolede på mig.
© KoreaGapyear
Cambodja
Det kan opsummeres med tre ord: engelsk, samtale, rejser.
For det første,Mine engelskkundskaber var ikke gode. Men jeg var nødt til at bruge engelsk døgnet rundt. I begyndelsen følte jeg et enormt pres og stress, og jeg kunne ikke forstå de indfødte taleres accenter. Jeg græd meget. Men på et tidspunkt begyndte jeg at forstå og tale sproget. Jeg tror, det skete, efter at jeg overvandt min frygt og bare begyndte at tale. Senere blev det virkelig sjovt at præsentere Korea på engelsk.
For det andet,Det handlede om samtaler. Jeg arbejdede for en international NGO, og vennerne på det sted, hvor jeg boede, arbejdede også for NGO'er. Derfor handlede de fleste samtaler om globale spørgsmål. Det var hverdagskost at diskutere en enkelt bemærkning fra Obama, og vi havde travlt med at give vores mening til kende om terrorangrebet i Kenya, der var sket på det tidspunkt. Frokost med kolleger, middag med bofæller. Jeg blev overrumplet af emner, som jeg aldrig før havde mødt eller interesseret mig for. Men efterhånden som jeg tilbragte tid sammen med vennerne, blev jeg interesseret i den slags spørgsmål. Jeg begyndte at læse Wall Street Journal om morgenen, diskutere, give mine meninger til kende og udvide mit perspektiv. Takket være det blev det en vane at finde artikler om sådanne emner og samle mine tanker. Jeg lærte, at man kan udvide sit perspektiv blot ved at interessere sig for noget og samle sine tanker.
For det tredje,Det handlede om rejser. Det særlige ved at rejse i Cambodja er, at landet stadig er råt og uberørt. Da der endnu ikke kommer mange turister, kan man se natur, der føles levende. Hvis man er heldig, kan man endda få øje på vilde elefanter. Jeg blev engang helt opslugt af trekking i junglen. Takket være det fik jeg brugt alle de malariapiller, jeg havde taget med. Men når man først har set naturens storhed og storslåethed, kan man ikke undgå at blive betaget af den. Jeg var virkelig heldig at få oplevet, hvor vidunderligt det kan være at forsvinde ind i sådan en natur og mærke dens under.
ⓒKoreaGapyear
Thailand
»Mellem modgang, modstand og professionalisme«
Ærligt talt var Thailand bare hårdt. Ah, det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor hårdt det virkelig var.
I Thailand brugte jeg en motorcykel til at komme på arbejde, da jeg arbejdede for en NGO.
En dag, da jeg skulle dreje om et hjørne, begik jeg en fejl og kørte med et brag lige ned i en grøft! Det var første gang i mit liv, at jeg blev kørt væk i en ambulance, og første gang, jeg blødte så meget. Det var dér, jeg indså, at man virkelig ikke ved, hvornår man kan dø.
Det blev virkelig et ret vigtigtvendepunkti mit liv. Livet er virkelig uforudsigeligt.Jeg bør bruge den tid, jeg har fået, på en måde, der passer til mig, og om muligt nyde den.Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at tænke sådan.
Jeg tror dog, at selv uden at opleve noget farligt vil det alene ændre ens syn på livet meget, hvis man husker den tanke og lever efter den.
Da jeg arbejdede for NGO'en i Thailand, havde jeg en supervisor.
Supervisoren havde arbejdet som en kendt international konsulent og journalist og var kinesisk-amerikaner, der talte seks sprog flydende. Han var halvpensioneret og var kommet til NGO'en for at hjælpe til. Jeg havde stor respekt for hans professionalisme og evner. Samtidig var han dog den person, der gjorde de to værste måneder i mit liv til virkelighed.
ⓒKoreaGapyear
Jeg arbejdede som assistent for ham. Mit projekt overlappede med hans arbejde, så vi endte med at arbejde sammen. Ah ... dagene sammen med den supervisor fyldte mig med ondskab, ondskab og mere ondskab og gjorde dage, der kunne have været behagelige, til et helvede. Hans analytiske evner, kølige tilgang til arbejdet og evne til at identificere problemer var virkelig fremragende, men han havde slet ingen respekt for andre mennesker. Forskellen mellem vores evner, som jeg ikke kunne udligne, uanset hvor hårdt jeg prøvede, kastede mig ud i selvbebrejdelse. Desuden fik hans feedback mig til at miste selvtilliden. Han var så arbejdsnarkomanisk og selvcentreret, at ikke kun jeg, men også de andre frivillige undgik ham. I løbet af tre måneder var der ikke engang et eneste foto af ham sammen med de andre frivillige. Han arbejdede i weekenderne og fortsatte derhjemme efter arbejdstid. Det vidste jeg, fordi han boede lige over for mit værelse. Når jeg hørte ham kalde mit navn, blev jeg næsten neurotisk.
Men takket være ham begyndte jeg at tænke alvorligt over professionalisme. I hvert fald i den måde, han arbejdede på,var der meget at lære– rigtig meget. Jeg prøver stadig ikke at glemme det. Derudover fik jeg den overbevisning, at ethvert arbejdsliv ville være lettere end det. Det var den trøst, alle mine kolleger, der arbejdede sammen med mig, gav mig: De sagde, at man ikke ville have sådan en chef i den virkelige verden. Selvom følelsen af selvbebrejdelse og tabet af selvtillid dengang var ubeskriveligt, kunne jeg takket være det tænke mere alvorligt over og med smerte indse, hvilkenoplevelsedet havde været.
ⓒKoreaGapyear
Korea
»Taknemmelighed«
Efter at have boet i Thailand føltes halvanden måned i Korea som himlen. Hvad mere er der at sige? Det var på ingen måde,Taknemmeligheden og glæden over ting, jeg aldrig ville have kendt til uden de oplevelser, var så stor, at det var svært at sætte ord på.Jeg indså på ny, hvor særlige Korea, hjemmet, familien og vennerne var.
Italien
"Er dette en drøm eller virkelighed?"
Jeg ville prøve at lave en taske. Jeg kunne godt lide læder, så jeg tog hen til et sted, hvor de laver lædertasker.
Jeg blev glad for at opdage den ægte glæde ved at skabe noget. At forstå værdien af at fremstille noget omhyggeligt sting for sting ændrede den måde, jeg så tingene på. Selvfølgelig føltes det som at studere, og jeg indså, at en skole stadig er en skole, hvor man selv skal følge med i det, man lærer, men det, at stedet var et værksted, gjorde det særligt.
Tidligt om morgenen elskede jeg duften af værkstedet og udsigten. Og alt fra måden, værktøjet var lagt frem på, til læderet. Frem for alt var følelsen af at have udrettet noget, hver gang et stykke arbejde var færdigt, ubeskrivelig. Jeg havde aldrig studeret så hårdt før, men mærkeligt nok blev min lyst til læderarbejde ved med atlystdukke op. Så lavede jeg mange prøver og gik rundt og kiggede begejstret på tasker. Det var virkelig vidunderligt at skabe noget og gøre det færdigt. Hvis du har lavet selv en lille ting, ved du, at følelsen af at have udrettet noget gør al stressen og de svære dele det hele værd.
I Italien koncentrerede jeg mig virkelig udelukkende om læderarbejde. Og jeg nød livet i Firenze fuldt ud, som om jeg blev belønnet for alle de strabadser, jeg havde været igennem. Firenze var en smuk by, værkstedet var dejligt, og frem for alt mødte jeg så mange mennesker der. Det gjorde det muligt at nyde hver dag endnu mere.
"Hvordan kunne jeg nærmest fra den ene dag til den anden gå fra Cambodja og Thailand til Italien?" På vej til skole tidligt om morgenen, mens jeg så på domkirken, tænkte jeg ofte sådan. Mit liv var så godt, at jeg var forvirret over, om dette lykkelige liv var en drøm eller virkelighed.Måske var det glæder, jeg ikke ville have kendt til, hvis jeg ikke havde lidt.Det tænkte jeg. Når jeg ser tilbage på alt i Italien, indså jeg, at selvom det var hårdt dengang, kan jeg smile nu på grund af det, og det fik mig til at smile igen.
ⓒKoreaGapyear
Der skete så meget, og jeg savner den rejse på omkring et år, der føltes så kort. Frem for alt tror jeg, det skyldes, at jeg ikke fortryder noget.
Selvom længslen er stor, nyder jeg hver dag nu takket være mit sabbatår.
Måske gik alle de begivenheder og små øjeblikke sammen og blev til det, der findes nu.
Så jeg kan ikke udpege ét bestemt øjeblik som det mest mindeværdige. Alle de sjove øjeblikke og alle de svære øjeblikke gik sammen og førte mig hertil.
Tilbage til listen
Hjem
