Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Navn: Shin-hye Lee
Sabbatårsperiode: 2012 ~ 2014 (i alt 21 måneder)
Nuværende arbejde: Arbejder i et marketingfirma
Spørgsmål.Fortæl os, hvad der fik dig til at tage et sabbatår, eller hvordan du forberedte dig på det.
»Og så, en dag, helt pludselig«
I min barndomdrømmeJeg tror, jeg havde noget, der mindede om drømme: forestillinger om, hvordan jeg ville leve som voksen, eller hvad jeg gerne ville blive.
Da jeg gik på universitetet,planerJeg havde noget, man kaldte planer: at jeg ved 30-årsalderen ville have skabt et vist fundament i livet, og at jeg ved 40-årsalderen ville forberede mig på disse ting.
Men efter endt uddannelse og med virkeligheden i hælene, da jeg begyndte at arbejde, tror jeg, at jeg levede uden at tænke på alle mine drømme og planer.
I januar tjekkede jeg kalenderens røde dage, og selv hvis en måned føltes som et helvede, blev jeg glad på lønningsdagen. Jeg ville altid gerne væk, men kroppen sad fast foran skærmen; i modsætning til mine forestillinger var intet klart, heller ikke da jeg blev 30, og selvom jeg kæmpede med det, blev jeg trukket videre gennem livet, skridt for skridt.
Så en dag fik jeg et chok, da jeg så min udmattede chef foran mig og tænkte, at det ville blive min fremtid. En så forudsigelig fremtid, et liv uden spænding – sådan havde jeg virkelig ikke lyst til at leve.
Så en dag gjorde jeg det pludselig – jeg tog på sabbatår.
ⓒKorea Gapyear
Spørgsmål.Fortæl os om din oplevelse med sabbatåret.
»Mit sabbatår begyndte med et arbejdsferieophold i Australien.«
Det var den hurtigste og nemmeste mulighed, og jeg valgte den, fordi jeg tænkte, at hvor som helst måtte være bedre end her. Og jeg havde det så sjovt i løbet af det halvandet år, jeg tilbragte i Australien.Jeg mødte venner af forskellige nationaliteter og aldre, gik ud på gaden for sjov og prøvede at sælge ting, og planlagde endda et socialt projekt, hvor vi skulle »sælge lykke«. Jeg begyndte at drømme igen, mens jeg mødtes regelmæssigt med venner, der tænkte som jeg, og brainstormede over, »hvad sjovt skal vi prøve næste gang?«. Selv når jeg var udmattet efter deltidsjob og havde ben som bly,var humøret aldrig tungt.
ⓒKorea Gapyear
Da mit arbejdsferieophold nærmede sig sin afslutning, fik jeg lyst til at lære spansk, som jeg havde udskudt. Jeg ville gerne kunne tale med flere mennesker og følte, at jeg burde gøre det, mens jeg stadig kunne. Jeg ville også opleve fodbold, som jeg elsker, helt tæt på i Brasilien. Så gjorde jeg det igen – jeg kastede mig ud i det!
»Spansk? Min første sydamerikanske by: Santiago i Chile.«
Min plan om at studere på forhånd var kun ønsketænkning; jeg ankom til Santiago i Chile uden engang at kunne sige hej, og overalt, hvor jeg kom, var jeg den eneste asiatiske person. Der findes selvfølgelig koreanske kvarterer og mange kinesere i Chile, men det føltes alligevel særligt – helt ærligt var det ret fantastisk. I Santiago mødte jeg familien til en ven, der kom derfra.
ⓒKorea Gapyear
Mit spansk var på kravlestadiet, og jeg handlede og spiste sammen med en vens mor, som ikke kunne et ord engelsk, og vi kommunikerede med en blanding af fagter. I weekenderne tog vi busser til udkanten af Santiago for at se os omkring. I Elqui-dalen (Valle del Elqui), der er kendt som verdens centrum, tog jeg på en astronomitur og kiggede op på stjernerne, der så ud, som om de var ved at regne ned – jeg roste mig selv for at være taget til Sydamerika. Én ting fortryder jeg: Mit spansk blev ikke så godt, som jeg havde håbet.
»Og så flyttede jeg til Cusco i Peru«
Cusco er kort sagt fantastisk! En by, man ikke kan lade være med at holde af.
De tre uger dér fløj af sted. Undervisningen på skolen var virkelig sjov; hver aften deltog jeg i gratis salsatimer, og i weekenderne lyttede jeg til musik på en nærliggende bar. Jeg heppede sammen med de hollandske venner, jeg boede sammen med, mens vi så kampen mellem Spanien og Holland ved VM.
© Korea Gapyear
Jeg brugte også weekenderne på at rejse til Bolivias saltslette Uyuni og Machu Picchu. De venner, man møder på rejser, knytter man stærke bånd til på en helt anden måde.Jeg mødte tilfældigvis mange mennesker, der ligesom jeg havde sagt deres job op og rejst væk; når jeg talte med de venner,at det ikke er hensynsløst at lægge alt bag sig, men snarere et forsøg på at gøre sit bedste for at forstå sig selv og blive lykkeligkunne jeg sætte mig ind i det og få mod.
© Korea Gapyear
Cusco, byen jeg savner. Omgivet af Andesbjergenes robuste bjergkamme tog jeg dybe indåndinger i den tynde luft, mens jeg hver dag vandrede rundt i Cusco og oplevede, hvordan inkaernes efterkommere lever. De tre uger var alt for korte og gav mig lyst til mere.
© Korea Gapyear
Spørgsmål.Hvad har ændret sig for dig, eller hvad har du fået ud af at tage et sabbatår?
»Jeg er blevet mere afslappet.«
Hvorfor det? Jeg er to år ældre, end da jeg rejste, jeg har ikke et ordentligt job, jeg har ingen opsparing, og jeg er langt fra det med »ægteskab og børn«, som min bedstemor altid taler om. Alligevel føler jeg mig afslappet. Fordi jeg...hvad jeg skal gøre for atblivelykkeligNu tror jeg, at jeg så småt ved det. Derfor føler jeg, at jeg bare skal gøre det.
ⓒKorea Gapyear
Før jeg begyndte på mit sabbatår, levede jeg, som om jeg blev jagtet af mål, jeg skulle nå inden en bestemt alder, men jeg var vred over alt, fordi jeg ikke vidste, hvad målene var. Jeg blev mere og mere urolig, som dagene gik.
Men sådan er det ikke længere. Jeg tror, jeg har lært at se tilbage på mig selv, møde forskellige liv, føre samtaler, opdage, blive overrasket og lytte til stemmen indeni mig. Jeg tror, jeg har læst noget i den retning et sted. Man siger, at vi fra fødslen er væsener, der reagerer på andres reaktioner i stedet for selv at vælge og handle.
Som baby opførte jeg mig sådan, hvis mine forældre smilede til mig; som studerende læste jeg for at få ros fra andre. Men når man bliver voksen og pludselig får at vide, at man selv skal vælge, ved man ikke, hvad man skal gøre, og ender med at flakke omkring. Fordi vi ikke ved, hvordan vi skal leve, eller hvordan vi bliver lykkelige, og ingen lærer os det, kommer vi uundgåeligt til at kæmpe med det. Og det er helt naturligt.Derfor tror jeg, at vi er nødt til at øve os i at lytte til vores egen stemme. Og jeg tror, at alle forsøger at overvinde dette på deres egen måde.
Hvad med mig?Jeg gav mig selv et sabbatår. Jeg vil gerne sige, at mit lykkeniveau ændrede sig både før og efter sabbatåret. Så jeg siger dette: At købe en flybillet i 2012 og sige op — det valg, jeg traf den dag, er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv indtil nu.
ⓒKorea Gapyear
Spørgsmål.Til sidst: Hvilket ene råd vil du gerne give unge, der planlægger et sabbatår?
Da jeg studerede engelsk, plejede min lærer at sige: "Vil du tale godt engelsk? Så tal en masse. Vil du læse godt? Så læs en masse. Vil du skrive godt? Så skriv en masse." Det virker, som om der ikke findes nogen genveje eller hurtige løsninger i livet. Hvis du ikke ved, hvad du vil lave, så prøv mange ting, og vælg den, du bedst kan lide. Er du bekymret for, at du bliver gammel af at lave det? Er det ikke bedre end at sige: "Jeg er blevet ældre og ved stadig ikke, hvad der ville være sjovt"?
"Så spring ud i det. Du er nødt til at kaste dig ud i det — det er kun ved at gøre det, at du finder ud af, hvad du skal gøre bagefter!"
Jeg håber, du griber masser af muligheder i løbet af dit sabbatår og bliver ved med det — held og lykke!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
