Tips til sabbatår i Korea

[People’s Gap Year] »Den unge forlader hønsehuset og bliver direktør for en NGO« Kim Heebeom

Tilbage til listen

Navn: Kim Hee-beom
Nuværende job: NGO-repræsentant (http://www.givueffect.com/)
Aktivitetsperiode: april–december 2012 (i alt 10 måneder)
Lande besøgt: Tyrkiet, Bulgarien, Serbien, Kroatien, Slovenien, Italien, Frankrig, Spanien, Marokko, Tyskland, Nepal, Indien

Spørgsmål: Fortæl os om årsagen til, at du tog et sabbatår, eller om forberedelserne til det.

»Studier, jeg ikke havde lyst til … spild af tid«
Jeg begyndte på universitetet. Jeg troede, det ville være meningsfuldt og lærerigt. Jeg troede, at jeg ville lære at leve godt og lykkeligt. Men i modsætning til mine forventninger var jeg kun blevet lidt ældre siden gymnasiet. Så jeg droppede ud på eget initiativ. Jeg tænkte også, at det ville være bedre sådan. Derfor drev jeg rundt på universitetet og meldte mig til militæret. Jeg meldte mig frivilligt til marinesoldaterne. Jeg meldte mig frivilligt med den beslutsomhed, at jeg ville komme til at lide, men træningen og livet i kasernen var til at holde ud. Det, jeg faktisk oplevede i den periode, var dog noget andet.

Jeg var »en frø i en brønd«. Dengang kendte jeg ikke engang til begreberne pas og visum, og jeg havde kun været på et fly én gang, på en skoletur. Men de venner, jeg mødte dér, var anderledes. Vi var omtrent lige gamle, men vores erfaringer var forskellige. Ingen af mine venner havde været i udlandet, og de havde prøvet en masse forskellige ting. Derfor følte jeg mig så lille. Jeg kunne ikke falde til på universitetet og kom derfor i militæret, men dér følte jeg det samme, så jeg traf en beslutning. Da jeg blev hjemsendt, ville jeg tage på rygsækrejse. Efter hjemsendelsen begyndte jeg at rejse rundt i landet. Senere tog jeg på rygsækrejse rundt i Europa og besøgte mange steder, blandt andet Baekdudaegan. Derefter vendte jeg tilbage til universitetet.

Men nu kan jeg mærke det. Hvad kan jeg godt lide? Jeg begyndte faktisk på elektroteknik, fordi det var nemt at få et job, men det var slet ikke noget, jeg kunne lide. Så traf jeg en stor beslutning: Jeg ville skifte studieretning. Jeg var interesseret i rejser og forretning, så jeg søgte ind på turismeledelse. Men af en eller anden grund ville universitetet ikke optage mig. Jeg spekulerer stadig på, hvorfor jeg ikke kom ind. Der var 10 ledige pladser, men de optog kun 4 og afviste 6. Derfor blev jeg meget utilfreds med universitetet og samfundet generelt, og jeg droppede ud.
Det virkede som spild af tid at studere noget, jeg ikke havde lyst til. Så jeg tog til udlandet på sabbatår. Det var en flugt. Jeg drømte om at rejse jorden rundt i et år. Men hvor ville det være nemt at tage hen? Jeg droppede ud af et godt universitet for at læse turismeledelse, som ikke gav gode jobmuligheder, og sagde, at jeg ville rejse i et år. Så jeg løj for min familie. Jeg sagde, at jeg skulle studere i udlandet. Jeg fik lov og tog til Tyrkiet med en enkeltbillet.

Spørgsmål: Fortæl os om dine oplevelser i sabbatåret.

»At tage af sted uden en plan«
Jeg droppede ud af universitetet og tog af sted på en rejse. Inden jeg tog af sted, var jeg bekymret for, om folk ville opgive, når de havde truffet beslutningen. Jeg fortalte folk, at jeg ville tage på rejse i et år fra næste år. Men jo nærmere dagen kom, desto mere bekymret blev jeg. Jeg havde ingen penge til rejsen og kunne ikke fortælle det til min familie. Men så besluttede jeg mig. Hvis jeg ikke har penge, tager jeg bare af sted og prøver. Mange siger, at de rejser uden penge, så hvorfor kan jeg ikke? Jeg havde masser af tid, men ingen penge, så jeg gik til fods. Fra Istanbul i Tyrkiet, Europas østligste punkt, til Fisterra i Spanien, den vestligste by. Én verdensdel, otte lande og i alt 4.800 km. Jeg brugte aldrig offentlig transport og overnattede aldrig på hoteller eller vandrehjem. Jeg prøvede kun at løse mine problemer ved hjælp af andre mennesker. Efter 170 dages vandring nåede jeg endelig frem. Det er ikke let at bære en rygsæk på 28 kg og gå 35 km hver dag. Det svarer til afstanden mellem Seoul og Busan 10 gange frem og tilbage. Den samlede rejseudgift for 170 dage i Europa var 700.000 won. Det er vanvittigt.

»De mennesker og børn, jeg mødte«
Der skete så mange ting og ulykker. Jeg fik over 300 udenlandske venner og mødte mange koreanske venner. Det største, jeg tog med mig efter 170 dages rejse i Europa, var »mennesker«. Jeg troede stærkt på, at alt ville gå godt, hvis jeg bare gjorde det godt og arbejdede hårdt, men sådan var det ikke. Vi er nødt til at møde mennesker for at leve i samfundet, og det pudsige er, at pengene kommer fra mennesker. Det indså jeg, og jeg fandt en retning for mit liv. Efter seks måneders rejse i Europa tog jeg til Marokko, rejste videre til Tyskland, Nepal og Indien og vendte tilbage til Korea. Jeg ville til Nepal og Indien, de fattigste lande i Europa. Jeg ville se det med egne øjne. De rigeste og de fattigste lande. Jeg ville se, hvordan forskellige ting skete på samme tid. Det var virkelig forfærdeligt. En gang meldte jeg mig frivilligt til at servere morgenmad, og hundredvis af børn kom for at spise. Nogle af dem gik i to timer for at få morgenmad og gik derefter to timer hjem igen. Jeg så, hvad jeg måtte gøre. Jeg tænkte, at jeg i det mindste burde tage tilbage til Korea uden at klage. Jeg var så opslugt af forbrugerkulturen, at jeg ikke engang vidste, hvad der var værdifuldt, men synet af de børn fik mig til at reflektere over mig selv. Efter omkring 10 måneders rejse vendte jeg tilbage til Korea.

Spørgsmål: Til sidst, hvad vil du gerne sige til unge, der planlægger at tage et sabbatår?

»Man kan kun være en kylling i et hønsehus.«
Jeg begyndte på elektroteknik, simpelthen fordi det var nemt at få et job. Jeg læste selvfølgelig og fik gode karakterer og et stipendium. Hvis jeg var blevet færdig på den måde, kunne jeg have fået et job hvor som helst. Men da jeg var 24 år og på mit fjerde semester, stillede jeg mig selv dette spørgsmål: »Hee-beom, du er stadig ung. Burde du ikke gøre det, du gerne vil?« Alle mennesker bliver født som høge, der sigter efter bytte 30 meter væk, men universitetet og samfundet gør os til kyllinger, der jager ting 30 centimeter væk. Universitetet er et hønsehus. Man kan kun være en kylling i et hønsehus. Da jeg stillede mig selv det spørgsmål, lovede jeg mig selv, at jeg virkelig måtte gøre det, jeg kunne lide, mens jeg stadig var ung.

Jeg er faktisk bekymret. Det, jeg virkelig kunne lide, var et fagområde, der lå langt fra gode jobmuligheder og ikke gav særlig mange penge. Ovenikøbet pegede folk på mig og sagde: »Hvorfor laver du sådan noget?« Men tænk grundigt over det. Du lever dit eget liv, ikke andres. Du skal gøre noget, du selv nyder. Hvis du gør noget, du nyder, blot for at vise dig frem for andre, vil du til sidst gå i stykker. Derfor siger folk, der klarer sig godt i store virksomheder, op, og jeg gjorde det samme. Da jeg sagde, at jeg ville læse turismeledelse, prøvede alle at tale mig fra det. De sagde, at jeg bare skulle blive færdig og få et job.

Men hvad er resultatet nu? Jeg blev ikke engang færdig på universitetet, og jeg har ingen kvalifikationer eller TOEIC-resultater, men nu bliver jeg inviteret til at holde foredrag i virksomheder og bliver kontaktet af flere virksomheder med jobtilbud. Selvfølgelig får jeg løn fra en stor virksomhed. Pointen er: Find noget, du kan lide. Hvis du finder noget, du virkelig kan lide, nyder det og arbejder hårdt, skal pengene nok følge med. Hvis du endnu ikke har fundet noget, du kan lide, så tag et sabbatår.
Træk det ikke i langdrag. Tag en pause fra studierne nu, og prøv alt muligt.
Man skal møde mange mennesker for at finde gode mennesker. Hvorfor skulle det være anderledes, når man leder efter et godt job? Prøv en masse ting.