Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Forvandlede frygten for nye oplevelser til begejstring #Redning af en havskildpadde i Grækenland, uforglemmelige minder og venner #Overvældet (af følelser), glæde, taknemmelighed
»At skælve af frygt og at skælve af begejstring er på en måde det samme. Noglemennesker tror, at de skælver, fordi de er bange, mens andre tror, at de skælver, fordi de er begejstrede. Det eren meget lille forskel i opfattelsen, men resultatet er enormt forskelligt.« Efter at dette frivilligprojekt sluttede, besluttede jeg at håndtere rystelserne før en ny oplevelse på en anden måde. Grækenland, redningsaktion i Middelhavet for tilskadekomne skildpadder Jang Doohyun, deltager i Gap Year Tribe (25 år, universitetsstuderende) / 4 ugers sabbatår |
# Minder, jeg aldrig vil glemme
Hej, jeg hedder Jang Doohyun og studerer i Japan. Jeg læser økonomi. Mit japansk er på modersmålsniveau, og mit engelsk er godt nok til dagligdags samtaler.Jeg søgte om at deltage i dette sabbatårsprojekt og blev optaget med de penge, jeg havde sparet op fra deltidsarbejde, mens jeg studerede i Japan.
Jeg har altid elsket dyr. Hjemme hos mine forældre i Korea har vi haft forskellige dyr som katte, hunde og høns, og jeg har altid været meget interesseret i dem. Derfor tænkte jeg over, hvilket arbejde med dyr jeg kunne udføre i udlandet, samtidig med at jeg fik nye venner. Det førte til, at jeg valgte dette frivilligprojekt med havskildpadder.
Grunden til, at jeg deltog i projektet, var, at jeg i fremtiden gerne vil arbejde primært i udlandet og derfor gerne ville opleve at møde forskellige mennesker fra hele verden på forhånd. Jeg ville også forbedre mine engelskkundskaber til samtale af den grund.
Projektet havde to hovedmål:For det første at skabe uforglemmelige minder og for det andet at få venner. Heldigvis tror jeg, at jeg nåede begge mål.Undervejs ville jeg også udfordre mig selv på mange måder og forsøge at overvinde udfordringerne.
* Til Jang Doohyun, der ønskede nye oplevelser og at udforske karrieremuligheder,blev der hver dag stillet opgaver, som udfordrede vanetænkningen, samt personligt tilpassede 1:1-opgaver med nye oplevelser og udfordringer. Derudover fik han en Gap Year Note til refleksion og planlægning.
# Vi to snakkede i skumringen om, hvor smukt det var.
Jeg var frivillig et sted i Grækenland, der hedder Kyprosia.
(* Redaktørens bemærkning: Projektet foregår forskellige steder i Grækenland.)
Området var et af stederne, hvor man kunne være frivillig for at beskytte havskildpadder. Kiprosia har en lang strand på omkring 20 km, så der var meget at tage sig af. Men fordi vi ikke var så mange, kunne alle prøve de forskellige vagter (opgaver) mindst én gang. Vagterne omfattede morgentællinger, kiosk, afskærmning, udgravning, madlavning, rengøring af lejren, indkøb, databasearbejde, promovering af hotellet og meget mere. Min første vagt var i kiosken.
Da jeg først fik en vagt, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg stod bare forvirret og fulgte efter en ven, der havde samme vagt.Kioskvagten gik ud på at passe frivilliggruppens bod og sælge forskellige varer.
Mens jeg arbejdede, lærte jeg græske hilsner og hilste på folk fra området og rejsende. Jeg fortalte også om havskildpadder til dem, der spurgte.Når der ikke var kunder, sad vi to i den lille bod og snakkede stille sammen på gebrokkent engelsk.
Kiosken åbnede, da solen begyndte at gå ned, og holdt åbent til sent om aftenen.Fra kiosken, der lå et sted med fri udsigt over havet, så vi sammen på aftenhimlen og snakkede om, hvor utrolig smuk den var. Efterhånden begyndte jeg at vænne mig til de forskellige frivilligvagter.
Morgentællingerne gik ud på hver morgen at undersøge skildpaddernes spor og reder. Ved udgravninger gravede vi reder, hvor udklækningen var afsluttet, op for at tælle de udklækkede æg og åbnede æg, der ikke var klækket, for at undersøge hvorfor. Ved afskærmning satte vi kasser omkring rederne, så skildpadderne ikke kunne komme ud på vejene, og holdt vagt over dem hele natten. Efter at have gentaget alle vagterne flere gange kendte jeg dem rigtig godt.
Jeg så Mælkevejen hver aften, noget jeg aldrig havde set i Korea.
Morgentællingen betød, at vi tog til stranden klokken 6 om morgenen og gik langs den indtil frokost for at finde havskildpaddernes reder og undersøge de spor, ungerne havde lavet i løbet af natten. Men det var uundgåeligt udmattende at gå flere kilometer på en strand under den brændende sol fra tidlig morgen, mens sandet sugede sig fast om fødderne.
Men synet af de hundredvis af spor, som de hundredvis af unger havde efterladt, da de klækkede i løbet af natten og begav sig mod havet, kunne nogle gange gøre mig helt rørt. Omvendt gjorde det ondt i hjertet, når jeg fandt spor, der viste, at unger var kommet ud af æggene, men var blevet ædt af vilde hunde, ræve eller fugle, før de nåede havet.
(* Redaktørens bemærkning: Efter klækningen kravler skildpaddeungerne ud mod havet. Deres vej hen over stranden efterlader spor, som kaldes spor.)
Når jeg var færdig med morgentællingen og kom udmattet tilbage til lejren,var det nok til at fjerne al min træthed at lave frokost med friske æg og tomatsalat og falde i søvn i en hængekøje i skyggen.
Udgravning krævede flest fysiske kræfter, så vi kunne ikke gøre det, når solen stod højt. Derfor foretog vi hovedsageligt udgravninger tidligt om morgenen, kort efter solopgang, i pauserne under morgenrunderingen eller når solen begyndte at gå ned.
Ved udgravning gravede vi havskildpaddereder op for at finde æggene; vi måtte grave os gennem adskillige tiere centimeter sand for at finde rederne.Det var svært at finde rederne, og det var også svært at tage æggene ud og knække de udrugede æg for at undersøge indholdet — det var virkelig hårdt.
I begyndelsen var det sjovt at grave gennem sandet for at finde reder, men efter at have fundet og gravet snesevis af reder op om dagen blev man uundgåeligt mentalt og fysisk udmattet. Alligevel skete det indimellem...Når vi fandt skildpaddeunger, der var klækket inde i reden, men ikke kunne komme ud, og vi kunne hjælpe dem ud i havet, følte jeg, at mit arbejde bar frugt.
Når vi foretog udgravninger, kunne vi ikke fortsætte, efter mørket faldt på, så vi måtte vende tilbage til lejren. Derforså vi ofte solnedgange, mens vi gravede, og hver eneste var så smuk, at man måtte gispe af beundring.OgStjernehavet, der åbenbarede sig, når solen var gået helt ned, og der ikke var lys i nærheden, var blændende smukt.Jeg så Mælkevejen hver aften — noget, jeg aldrig havde set i Korea.Derfor tegnede jeg stjernebilleder i luften med fingeren, som jeg kun havde hørt om, men aldrig set, og jeg fik endda engang øje på Mars, der glødede rødt i det fjerne.
# Jeg kunne mærke den lille skildpaddes stærke livskraft direkte gennem mine hænder.
At sætte kasser op betyder, at man spærrer reden af med kasser, så skildpadder, der klækkes i løbet af natten, ikke kan komme ud på vejen.Da skildpaddeungerne, der kom ud af reden, ikke måtte blive fanget i kassen for længe, gik vi frem og tilbage langs flere kilometer strand mere end ti gange i løbet af natten for at finde reder med kasser, samle ungerne op og sætte dem ud i havet på steder uden lys.
Nogle gange klækkede der helt op til hundrede skildpadder, og de Når jeg løftede skildpadderne op én efter én med hænderne og bar dem ud til havet, kunne jeg mærke de små skildpadders stærke livskraft direkte gennem mine hænder.Skildpadderne skal uden undtagelse selv finde vej til havet, så de kan udvikle evnen til at overleve i havet.
Derfor satte vi skildpadderne ud et par meter fra havet for at lokke dem mod vandet, Synet af omkring hundrede skildpadder, der bevægede sig på række mod havet, stod klart prentet i mine øjne, selv midt i den bælgmørke nat, hvor man ikke kunne se en hånd for sig.Og fordi vagterne varede hele natten, tog jeg ofte en lille lur i bilen, At snakke om alt muligt, sludre og grine i bilen fik mig nogle gange til at glemme trætheden efter en hel nat uden søvn.
Det var omtrent sådan, min primære vagt så ud. De andre vagter var små variationer over det ovenstående eller bestod i rengøring, madlavning og lignende.
# Til festerne, der blev holdt flere gange om ugen, bragede musikken løs, og vi festede virkelig som nogle tosser.
De usædvanlige retter, som venner fra forskellige europæiske lande lavede, udvidede min snævre kulinariske horisont, og den leg, vi spillede sent om aftenen, glemmer jeg aldrig.Til festerne, der blev holdt flere gange om ugen, bragede musikken løs, og vi festede virkelig som nogle tosser.
Pizzafester, filmaftener, udklædningsfester, drikkegilder — jeg kan ikke glemme nogen af dem.En fest er noget, man skal nyde. Så hvordan skal man feste for at få det sjovt? Det var en tid, hvor jeg lærte at more mig.Vi snakkede som børn om fjollede, barnlige væddemål og samledes i grupper for at lege druklege — drik og drik igen,Vi svøbte os alle i tæpper, satte os sammen og grinede, mens vi så en film, som vi havde stemt om.
I Grækenland var der altid liv og glade dage, uanset hvad vi lavede, og vi spillede sange, hvor jeg ikke engang kunne gætte, hvilket land de kom fra. Nogle gange sang vi med på rytmen, andre gange dansede vi, mens vi arbejdede, og indimellem tog nogen en akustisk guitar eller ukulele og spillede en melodi.Når vi tog en guitar og spillede nogle enkle akkorder, og alle sang LAZYSONG sammen, lød vores harmonier overraskende godt, og bagefter grinede vi af det.
# Jeg var ikke ensom, for jeg havde venner, som altid tog sig af mig og blev hos mig.
Da september gik på hæld, begyndte havskildpaddeprojektet også at nærme sig sin afslutning. En efter en tog folk afsked og efterlod lange breve på engelsk i gæstebogen, inden de rejste. Vagterne blev gradvist færre, og teltene, der før havde virket fulde, begyndte at stå mere tomme.
Selv den græske sommer, der altid havde været varm, så ud til at gøre sig klar til at drage bort; vejret blev ved med at være lidt køligt. Måske var det for at glemme ensomheden.Efterhånden som afslutningen nærmede sig, holdt vi oftere fester i lejren og larmede, mens vi spillede spil. Alligevel rykkede afslutningen stadig nærmere.
Kiproisia, hvor det ikke havde regnet en dråbe hele måneden, blev ramt af et voldsomt regnvejr dagen før min afrejse. Derfor blev teltene, tøjet og håndklæderne våde. Så jeg havde store problemer med at pakke på afrejsedagen.
Da alle samledes for at tage afsked med mig, inden jeg rejste,gav de mig hver især et kram, sagde, at de havde haft det sjovt takket være mig, og takkede mig.Men det var faktisk mig, der havde kunnet nyde livet langt hjemmefra i Grækenland takket være dem.
De forstod alle, hvor meget mod det kræver at udføre den slags frivilligt arbejde alene, og sagde, at jeg var fantastisk og modig. Menvar de venner, der først kom hen til mig, da jeg var nervøs og ikke kunne tale ordentligt engelsk, langt modigere.Uanset om vi spillede spil sammen, snakkede eller tog et sted hen for at hygge os,fordi der var venner, som altid passede på mig og var sammen med mig, behøvede jeg ikke at føle mig ensom.
Jeg besluttede at fortolke bæven før en ny oplevelse på en anden måde.
På den sidste dag inden afrejsen spekulerede jeg på: Havde jeg virkelig gjort mit bedste? Havde jeg fået noget ud af at være nået så langt? Havde jeg overhovedet forandret mig? Jeg følte fortrydelse. Jeg kunne have gjort det bedre – mine vagter, mine relationer. Jeg burde selv have taget mere initiativ, bare nogle få gange mere; jeg burde have talt mere med folk, jeg ikke var så tæt på, og være kommet tættere på dem.
Selvom disse fortrydelser blev hængende og gjorde ondt,synes jeg stadig, det var godt, at jeg kom her. Hvis jeg nogensinde får tid og mulighed for at være frivillig her igen, vil jeg bestille en flybillet og tage af sted uden tøven.På fridage fra vagterne tog mine venner og jeg til stranden, mærkede havbrisen og så solen gå ned over havet, mens vi havde denne samtale.
»At ryste af frygt og at ryste af begejstring er på en måde det samme.Nogle tror, at de ryster, fordi de er bange, mens andre tror, at de ryster, fordi de er begejstrede. Deter en meget lille forskel i opfattelse, men resultatet er enormt forskelligt.«
Da jeg satte min fod i Grækenland for første gang, var jeg frygtelig nervøs. Jeg tror, det nok var frygten for at opleve noget for første gang. Men dette frivillighedsprojekt, som føltes både langt og kort,efter at frivillighedsprojektet var slut, besluttede jeg at acceptere bæven før en ny oplevelse på en anden måde.
Mennesker, jeg mødte lokalt
Jeg mødte så mange forskellige mennesker, at jeg ikke er sikker på, om jeg kan beskrive det på fem linjer. Ludin fra Frankrig havde engelskkundskaber, der lignede mine meget, så jeg talte mest med dem. Guy fra England havde en virkelig dejlig personlighed og var venlig mod alle, så det var sjovt at være sammen med ham, og jeg delte flest drinks med ham. Ligesom ham ved Nico fra England, hvordan man får folk til at more sig, og han lærte mig mange britiske selskabslege. Sarah og Nike fra Tyskland var også muntre og venlige venner, så jeg lærte meget om arbejdet.
Efter projektet
Jeg lærte at møde mennesker med mere varme. Jeg lærte også på egen hånd at håndtere modgang, svære tider, smerte og ensomhed. Jeg fik mange venner, ogjeg skabte minder, jeg aldrig vil glemme.
Og ved at tale med mange mennesker tænkte jeg meget over min egen fremtid. Før jeg deltog, havde jeg kun en vag fornemmelse af mine mål,Efter deltagelsen kunne jeg lave en konkret plan for, hvordan jeg skulle nå de mål.
# Til kommende deltagere
Først et enkelt råd fra en, der selv har prøvet projektet: Vær ikke bange – gå hen til folk, ræk hånden frem til et håndtryk, og præsentér dig selv; alene det kan hjælpe dig med at skabe mange relationer. Uanset hvor hårdt eller trættende det er, vil folk desuden helt naturligt samles omkring dig, hvis du viser, at du gør dit bedste.
Hvis der er en fest eller festival, vil folk sandsynligvis invitere dig med. I stedet for at afslå, fordi du er træt eller ikke har lyst, synes jeg, det er bedre at deltage og more sig.
# Mine tips til et sabbatår
- Sprog
Det, jeg især lærte af dette frivillige arbejde, er, at engelsk i høj grad handler om selvtillid. Ikke at være bange for at tale med folk, selv at tage initiativ til samtaler, få rettet sine fejl, stille spørgsmål og nogle gange bruge fagter – alt dette blev grundlaget for mine engelskkundskaber. Det er dog en hjælp at lære nogle almindelige dagligdags udtryk, inden man tager af sted.
- Indkvartering
Da du helt sikkert kommer til at bo på en campingplads, er det en rigtig god idé at tage et telt med. Jeg troede, at et enmandstelt ville være nok, men tog for en sikkerheds skyld et lidt stort tremandstelt med. Det var ikke en forkert beslutning. Et telt med god plads gjorde det mere behageligt at hvile og gav mig mulighed for at holde styr på mine ting indenfor, hvilket var praktisk. Soveforholdene er det vigtigste for at komme sig efter træthed, så det er vigtigt at overveje sovegrejet nøje og medbringe det, der gør, at du kan sove så behageligt som muligt. Et kompakt fleecetæppe, en luftpude eller en luftmadras er passende muligheder, og der følger som regel luftpumper med teltene, så de er gode valg.
- Ting, du skal tage med
Når det gælder ting, man skal tage med, er jeg typen, der køber dem, hvis jeg mangler dem, så jeg har ikke så mange råd. Det var rart at have en bog med. Da jeg i begyndelsen ikke kunne falde til og kedede mig alene, kunne jeg få tiden til at gå med at læse, og senere blev det et samtaleemne, når venner spurgte, hvad jeg læste. Vi talte om bøger, vi ikke kendte, og det var virkelig hyggeligt, når vi fandt fælles emner.
Mit sabbatår er
Oplevelse ★★★★★
Læring ★★★★★
Omgivelser ★★★★★
Sikkerhed ★★★☆☆
Fritid ★★★★☆
»At skælve af frygt og at skælve af begejstring er på en måde det samme. Noglemennesker tror, at de skælver, fordi de er bange, mens andre tror, at de skælver, fordi de er begejstrede. Det eren meget lille forskel i opfattelsen, men resultatet er enormt forskelligt.« Efter at dette frivilligprojekt sluttede, besluttede jeg at håndtere rystelserne før en ny oplevelse på en anden måde. Grækenland, redningsaktion i Middelhavet for tilskadekomne skildpadder Jang Doohyun, deltager i Gap Year Tribe (25 år, universitetsstuderende) / 4 ugers sabbatår |
# Minder, jeg aldrig vil glemme
Hej, jeg hedder Jang Doohyun og studerer i Japan. Jeg læser økonomi. Mit japansk er på modersmålsniveau, og mit engelsk er godt nok til dagligdags samtaler.Jeg søgte om at deltage i dette sabbatårsprojekt og blev optaget med de penge, jeg havde sparet op fra deltidsarbejde, mens jeg studerede i Japan.
Jeg har altid elsket dyr. Hjemme hos mine forældre i Korea har vi haft forskellige dyr som katte, hunde og høns, og jeg har altid været meget interesseret i dem. Derfor tænkte jeg over, hvilket arbejde med dyr jeg kunne udføre i udlandet, samtidig med at jeg fik nye venner. Det førte til, at jeg valgte dette frivilligprojekt med havskildpadder.
Grunden til, at jeg deltog i projektet, var, at jeg i fremtiden gerne vil arbejde primært i udlandet og derfor gerne ville opleve at møde forskellige mennesker fra hele verden på forhånd. Jeg ville også forbedre mine engelskkundskaber til samtale af den grund.
Projektet havde to hovedmål:For det første at skabe uforglemmelige minder og for det andet at få venner. Heldigvis tror jeg, at jeg nåede begge mål.Undervejs ville jeg også udfordre mig selv på mange måder og forsøge at overvinde udfordringerne.
* Til Jang Doohyun, der ønskede nye oplevelser og at udforske karrieremuligheder,blev der hver dag stillet opgaver, som udfordrede vanetænkningen, samt personligt tilpassede 1:1-opgaver med nye oplevelser og udfordringer. Derudover fik han en Gap Year Note til refleksion og planlægning.
# Vi to snakkede i skumringen om, hvor smukt det var.
Jeg var frivillig et sted i Grækenland, der hedder Kyprosia.
(* Redaktørens bemærkning: Projektet foregår forskellige steder i Grækenland.)
Området var et af stederne, hvor man kunne være frivillig for at beskytte havskildpadder. Kiprosia har en lang strand på omkring 20 km, så der var meget at tage sig af. Men fordi vi ikke var så mange, kunne alle prøve de forskellige vagter (opgaver) mindst én gang. Vagterne omfattede morgentællinger, kiosk, afskærmning, udgravning, madlavning, rengøring af lejren, indkøb, databasearbejde, promovering af hotellet og meget mere. Min første vagt var i kiosken.
Da jeg først fik en vagt, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg stod bare forvirret og fulgte efter en ven, der havde samme vagt.Kioskvagten gik ud på at passe frivilliggruppens bod og sælge forskellige varer.
Mens jeg arbejdede, lærte jeg græske hilsner og hilste på folk fra området og rejsende. Jeg fortalte også om havskildpadder til dem, der spurgte.Når der ikke var kunder, sad vi to i den lille bod og snakkede stille sammen på gebrokkent engelsk.
Kiosken åbnede, da solen begyndte at gå ned, og holdt åbent til sent om aftenen.Fra kiosken, der lå et sted med fri udsigt over havet, så vi sammen på aftenhimlen og snakkede om, hvor utrolig smuk den var. Efterhånden begyndte jeg at vænne mig til de forskellige frivilligvagter.
Morgentællingerne gik ud på hver morgen at undersøge skildpaddernes spor og reder. Ved udgravninger gravede vi reder, hvor udklækningen var afsluttet, op for at tælle de udklækkede æg og åbnede æg, der ikke var klækket, for at undersøge hvorfor. Ved afskærmning satte vi kasser omkring rederne, så skildpadderne ikke kunne komme ud på vejene, og holdt vagt over dem hele natten. Efter at have gentaget alle vagterne flere gange kendte jeg dem rigtig godt.
Jeg så Mælkevejen hver aften, noget jeg aldrig havde set i Korea.
Morgentællingen betød, at vi tog til stranden klokken 6 om morgenen og gik langs den indtil frokost for at finde havskildpaddernes reder og undersøge de spor, ungerne havde lavet i løbet af natten. Men det var uundgåeligt udmattende at gå flere kilometer på en strand under den brændende sol fra tidlig morgen, mens sandet sugede sig fast om fødderne.
Men synet af de hundredvis af spor, som de hundredvis af unger havde efterladt, da de klækkede i løbet af natten og begav sig mod havet, kunne nogle gange gøre mig helt rørt. Omvendt gjorde det ondt i hjertet, når jeg fandt spor, der viste, at unger var kommet ud af æggene, men var blevet ædt af vilde hunde, ræve eller fugle, før de nåede havet.
(* Redaktørens bemærkning: Efter klækningen kravler skildpaddeungerne ud mod havet. Deres vej hen over stranden efterlader spor, som kaldes spor.)
Når jeg var færdig med morgentællingen og kom udmattet tilbage til lejren,var det nok til at fjerne al min træthed at lave frokost med friske æg og tomatsalat og falde i søvn i en hængekøje i skyggen.
Udgravning krævede flest fysiske kræfter, så vi kunne ikke gøre det, når solen stod højt. Derfor foretog vi hovedsageligt udgravninger tidligt om morgenen, kort efter solopgang, i pauserne under morgenrunderingen eller når solen begyndte at gå ned.
Ved udgravning gravede vi havskildpaddereder op for at finde æggene; vi måtte grave os gennem adskillige tiere centimeter sand for at finde rederne.Det var svært at finde rederne, og det var også svært at tage æggene ud og knække de udrugede æg for at undersøge indholdet — det var virkelig hårdt.
I begyndelsen var det sjovt at grave gennem sandet for at finde reder, men efter at have fundet og gravet snesevis af reder op om dagen blev man uundgåeligt mentalt og fysisk udmattet. Alligevel skete det indimellem...Når vi fandt skildpaddeunger, der var klækket inde i reden, men ikke kunne komme ud, og vi kunne hjælpe dem ud i havet, følte jeg, at mit arbejde bar frugt.
Når vi foretog udgravninger, kunne vi ikke fortsætte, efter mørket faldt på, så vi måtte vende tilbage til lejren. Derforså vi ofte solnedgange, mens vi gravede, og hver eneste var så smuk, at man måtte gispe af beundring.OgStjernehavet, der åbenbarede sig, når solen var gået helt ned, og der ikke var lys i nærheden, var blændende smukt.Jeg så Mælkevejen hver aften — noget, jeg aldrig havde set i Korea.Derfor tegnede jeg stjernebilleder i luften med fingeren, som jeg kun havde hørt om, men aldrig set, og jeg fik endda engang øje på Mars, der glødede rødt i det fjerne.
# Jeg kunne mærke den lille skildpaddes stærke livskraft direkte gennem mine hænder.
At sætte kasser op betyder, at man spærrer reden af med kasser, så skildpadder, der klækkes i løbet af natten, ikke kan komme ud på vejen.Da skildpaddeungerne, der kom ud af reden, ikke måtte blive fanget i kassen for længe, gik vi frem og tilbage langs flere kilometer strand mere end ti gange i løbet af natten for at finde reder med kasser, samle ungerne op og sætte dem ud i havet på steder uden lys.
Nogle gange klækkede der helt op til hundrede skildpadder, og de Når jeg løftede skildpadderne op én efter én med hænderne og bar dem ud til havet, kunne jeg mærke de små skildpadders stærke livskraft direkte gennem mine hænder.Skildpadderne skal uden undtagelse selv finde vej til havet, så de kan udvikle evnen til at overleve i havet.
Derfor satte vi skildpadderne ud et par meter fra havet for at lokke dem mod vandet, Synet af omkring hundrede skildpadder, der bevægede sig på række mod havet, stod klart prentet i mine øjne, selv midt i den bælgmørke nat, hvor man ikke kunne se en hånd for sig.Og fordi vagterne varede hele natten, tog jeg ofte en lille lur i bilen, At snakke om alt muligt, sludre og grine i bilen fik mig nogle gange til at glemme trætheden efter en hel nat uden søvn.
Det var omtrent sådan, min primære vagt så ud. De andre vagter var små variationer over det ovenstående eller bestod i rengøring, madlavning og lignende.
# Til festerne, der blev holdt flere gange om ugen, bragede musikken løs, og vi festede virkelig som nogle tosser.
De usædvanlige retter, som venner fra forskellige europæiske lande lavede, udvidede min snævre kulinariske horisont, og den leg, vi spillede sent om aftenen, glemmer jeg aldrig.Til festerne, der blev holdt flere gange om ugen, bragede musikken løs, og vi festede virkelig som nogle tosser.
Pizzafester, filmaftener, udklædningsfester, drikkegilder — jeg kan ikke glemme nogen af dem.En fest er noget, man skal nyde. Så hvordan skal man feste for at få det sjovt? Det var en tid, hvor jeg lærte at more mig.Vi snakkede som børn om fjollede, barnlige væddemål og samledes i grupper for at lege druklege — drik og drik igen,Vi svøbte os alle i tæpper, satte os sammen og grinede, mens vi så en film, som vi havde stemt om.
I Grækenland var der altid liv og glade dage, uanset hvad vi lavede, og vi spillede sange, hvor jeg ikke engang kunne gætte, hvilket land de kom fra. Nogle gange sang vi med på rytmen, andre gange dansede vi, mens vi arbejdede, og indimellem tog nogen en akustisk guitar eller ukulele og spillede en melodi.Når vi tog en guitar og spillede nogle enkle akkorder, og alle sang LAZYSONG sammen, lød vores harmonier overraskende godt, og bagefter grinede vi af det.
# Jeg var ikke ensom, for jeg havde venner, som altid tog sig af mig og blev hos mig.
Da september gik på hæld, begyndte havskildpaddeprojektet også at nærme sig sin afslutning. En efter en tog folk afsked og efterlod lange breve på engelsk i gæstebogen, inden de rejste. Vagterne blev gradvist færre, og teltene, der før havde virket fulde, begyndte at stå mere tomme.
Selv den græske sommer, der altid havde været varm, så ud til at gøre sig klar til at drage bort; vejret blev ved med at være lidt køligt. Måske var det for at glemme ensomheden.Efterhånden som afslutningen nærmede sig, holdt vi oftere fester i lejren og larmede, mens vi spillede spil. Alligevel rykkede afslutningen stadig nærmere.
Kiproisia, hvor det ikke havde regnet en dråbe hele måneden, blev ramt af et voldsomt regnvejr dagen før min afrejse. Derfor blev teltene, tøjet og håndklæderne våde. Så jeg havde store problemer med at pakke på afrejsedagen.
Da alle samledes for at tage afsked med mig, inden jeg rejste,gav de mig hver især et kram, sagde, at de havde haft det sjovt takket være mig, og takkede mig.Men det var faktisk mig, der havde kunnet nyde livet langt hjemmefra i Grækenland takket være dem.
De forstod alle, hvor meget mod det kræver at udføre den slags frivilligt arbejde alene, og sagde, at jeg var fantastisk og modig. Menvar de venner, der først kom hen til mig, da jeg var nervøs og ikke kunne tale ordentligt engelsk, langt modigere.Uanset om vi spillede spil sammen, snakkede eller tog et sted hen for at hygge os,fordi der var venner, som altid passede på mig og var sammen med mig, behøvede jeg ikke at føle mig ensom.
Jeg besluttede at fortolke bæven før en ny oplevelse på en anden måde.
På den sidste dag inden afrejsen spekulerede jeg på: Havde jeg virkelig gjort mit bedste? Havde jeg fået noget ud af at være nået så langt? Havde jeg overhovedet forandret mig? Jeg følte fortrydelse. Jeg kunne have gjort det bedre – mine vagter, mine relationer. Jeg burde selv have taget mere initiativ, bare nogle få gange mere; jeg burde have talt mere med folk, jeg ikke var så tæt på, og være kommet tættere på dem.
Selvom disse fortrydelser blev hængende og gjorde ondt,synes jeg stadig, det var godt, at jeg kom her. Hvis jeg nogensinde får tid og mulighed for at være frivillig her igen, vil jeg bestille en flybillet og tage af sted uden tøven.På fridage fra vagterne tog mine venner og jeg til stranden, mærkede havbrisen og så solen gå ned over havet, mens vi havde denne samtale.
»At ryste af frygt og at ryste af begejstring er på en måde det samme.Nogle tror, at de ryster, fordi de er bange, mens andre tror, at de ryster, fordi de er begejstrede. Deter en meget lille forskel i opfattelse, men resultatet er enormt forskelligt.«
Da jeg satte min fod i Grækenland for første gang, var jeg frygtelig nervøs. Jeg tror, det nok var frygten for at opleve noget for første gang. Men dette frivillighedsprojekt, som føltes både langt og kort,efter at frivillighedsprojektet var slut, besluttede jeg at acceptere bæven før en ny oplevelse på en anden måde.
Mennesker, jeg mødte lokalt
Jeg mødte så mange forskellige mennesker, at jeg ikke er sikker på, om jeg kan beskrive det på fem linjer. Ludin fra Frankrig havde engelskkundskaber, der lignede mine meget, så jeg talte mest med dem. Guy fra England havde en virkelig dejlig personlighed og var venlig mod alle, så det var sjovt at være sammen med ham, og jeg delte flest drinks med ham. Ligesom ham ved Nico fra England, hvordan man får folk til at more sig, og han lærte mig mange britiske selskabslege. Sarah og Nike fra Tyskland var også muntre og venlige venner, så jeg lærte meget om arbejdet.
Efter projektet
Jeg lærte at møde mennesker med mere varme. Jeg lærte også på egen hånd at håndtere modgang, svære tider, smerte og ensomhed. Jeg fik mange venner, ogjeg skabte minder, jeg aldrig vil glemme.
Og ved at tale med mange mennesker tænkte jeg meget over min egen fremtid. Før jeg deltog, havde jeg kun en vag fornemmelse af mine mål,Efter deltagelsen kunne jeg lave en konkret plan for, hvordan jeg skulle nå de mål.
# Til kommende deltagere
Først et enkelt råd fra en, der selv har prøvet projektet: Vær ikke bange – gå hen til folk, ræk hånden frem til et håndtryk, og præsentér dig selv; alene det kan hjælpe dig med at skabe mange relationer. Uanset hvor hårdt eller trættende det er, vil folk desuden helt naturligt samles omkring dig, hvis du viser, at du gør dit bedste.
Hvis der er en fest eller festival, vil folk sandsynligvis invitere dig med. I stedet for at afslå, fordi du er træt eller ikke har lyst, synes jeg, det er bedre at deltage og more sig.
# Mine tips til et sabbatår
- Sprog
Det, jeg især lærte af dette frivillige arbejde, er, at engelsk i høj grad handler om selvtillid. Ikke at være bange for at tale med folk, selv at tage initiativ til samtaler, få rettet sine fejl, stille spørgsmål og nogle gange bruge fagter – alt dette blev grundlaget for mine engelskkundskaber. Det er dog en hjælp at lære nogle almindelige dagligdags udtryk, inden man tager af sted.
- Indkvartering
Da du helt sikkert kommer til at bo på en campingplads, er det en rigtig god idé at tage et telt med. Jeg troede, at et enmandstelt ville være nok, men tog for en sikkerheds skyld et lidt stort tremandstelt med. Det var ikke en forkert beslutning. Et telt med god plads gjorde det mere behageligt at hvile og gav mig mulighed for at holde styr på mine ting indenfor, hvilket var praktisk. Soveforholdene er det vigtigste for at komme sig efter træthed, så det er vigtigt at overveje sovegrejet nøje og medbringe det, der gør, at du kan sove så behageligt som muligt. Et kompakt fleecetæppe, en luftpude eller en luftmadras er passende muligheder, og der følger som regel luftpumper med teltene, så de er gode valg.
- Ting, du skal tage med
Når det gælder ting, man skal tage med, er jeg typen, der køber dem, hvis jeg mangler dem, så jeg har ikke så mange råd. Det var rart at have en bog med. Da jeg i begyndelsen ikke kunne falde til og kedede mig alene, kunne jeg få tiden til at gå med at læse, og senere blev det et samtaleemne, når venner spurgte, hvad jeg læste. Vi talte om bøger, vi ikke kendte, og det var virkelig hyggeligt, når vi fandt fælles emner.
Mit sabbatår er
Oplevelse ★★★★★
Læring ★★★★★
Omgivelser ★★★★★
Sikkerhed ★★★☆☆
Fritid ★★★★☆
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
