Jeg føler, at jeg er blevet mere rodfæstet. Når man er på et frivilligsted, har man meget mere tid end i Korea. Man får mere tid til at tænke alene, og gennem samtaler med de andre frivillige indså jeg mest om mig selv — sider af mig selv, jeg ikke kendte. Jeg spekulerer på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var taget af sted.
[Overseas Volunteering/Extracurricular] Enjoyable English teaching volunteer activity in Chiang Rai, Thailand with international friends Seoneul — deltager på sabbatår (25 år, jobsøgende) / 12 ugers sabbatår |
# »Frivilligt arbejde som engelsklærer« – et punkt på min ønskeliste, hvor man virkelig giver andre det, man selv har lært
Hej, jeg hedder Seoneul og er 25 år. Jeg blev færdiguddannet fra universitetet i december sidste år. Jeg har gennemført et 12-ugers program som engelskundervisningsfrivillig i Chiang Rai i Thailand og er nu vendt hjem.
Jeg tog til Chiang Rai i Thailand. Jeg valgte Thailand, fordi jeg altid havde været interesseret i landet. Jeg har thailandske venner, og gennem dem blev jeg interesseret. Jeg kan også rigtig godt lide thaimad (haha), og mange omkring mig rejser dertil, men jeg indså, at jeg ikke vidste ret meget om selve landet. Jeg ville gerne lære mere.
I Thailand underviste jeg børn i engelsk.Frivilligt arbejde som engelsklærer havde altid været et punkt på min ønskeliste, som jeg gerne ville prøve. Det handler virkelig om at give andre det, man selv har lært. Jeg havde nok bare en vag idé om, at det var »sejt«.
Jeg var ikke særligt bekymret for at opholde mig længe i udlandet. Jeg var snarere bekymret for at være i et land, jeg aldrig havde besøgt — Thailand — i de særlige rammer, som frivilligt arbejde giver, og i en forholdsvis lang periode på tre måneder. Men frem for alt var min største bekymring: »Kan jeg finde ud af det?«
Er det i orden at tage på frivilligt arbejde i stedet for at forberede sig på et job? Kan jeg gøre det godt der? Det var dét, jeg bekymrede mig om. Jeg tænkte på det helt frem til lige inden afrejsen. Når jeg ser tilbage nu, var det dog ikke en særlig meningsfuld bekymring!
Jeg tog mig god tid til at forberede afrejsen. Først læste jeg informationsmaterialet, jeg havde fået fra Korea Gap Year, og søgte på internettet. Med hensyn til vaccinationer fik jeg de stik, de anbefalede, som anvist. Det er svært at få alle vaccinationerne på én gang, så jeg lavede en liste over det, jeg skulle have gjort på forhånd, og krydsede af, efterhånden som jeg fik det ordnet.
Jeg pakkede mine ting, og når jeg havde spørgsmål undervejs, skrev jeg en e-mail til koordinatoren. Jeg modtog også alle de vigtige dokumenter via e-mail. Ved første øjekast virkede det, som om der var meget at gøre,men hvis man følger vejledningen fra koordinatoren hos Korea Gap Year, er det ikke så kompliceret, som det ser ud.
Introduktionen inden afrejsen til stedet var især nyttig. Jeg havde en introduktionssamtale med koordinatoren på Skype, og jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det.Der var mange ting, jeg ikke ville have kendt til, hvis jeg ikke havde gjort det. Jeg fik forskellige gode råd, og jeg tror, at jeg blev bedre forberedt mentalt.
# På sabbatår for at komme igennem den forvirrende tid efter universitetet!
Målet med mit sabbatår var at lære mig selv at kende.Jeg havde ikke brug for en stor forandring i livet, men begyndte at spekulere på, om de sider af mig selv, jeg kendte, var alt, hvad jeg rummede. Kunne jeg virkelig ikke være andet end det?
Jeg begyndte med en samtale hos Korea Gap Year, og gennem den indså jeg: »Nå, jeg har nogle følelsesmæssige byrder med mig.« Jeg tænkte, at mit syn på mig selv måske ikke var fuldstændigt og kunne være forvrænget. Det gjorde mig nysgerrig på, hvem jeg virkelig er — hvilke andre sider jeg måske har — og sådan endte jeg med at tage til Thailand.
Efter jeg blev færdiguddannet fra universitetet, kom jeg ind i en forvirrende periode. Selvom jeg er voksen, vidste jeg ikke, hvad jeg virkelig ville, eller hvilken retning jeg skulle gå i.Indtil da havde jeg støt gjort det, samfundet forventer — studeret og gået på universitetet — og nu var det tid til at få et job, men jeg var ikke sikker på, om det virkelig var det rigtige for mig.
Hvem er jeg? Hvad vil jeg, og hvad er jeg god til? Skal jeg bare begynde at tjene penge og tænke over det senere? Hvis det er sådan, hvorfor vender så mange tilbage til udgangspunktet, selv efter at have fået et job, og siger: »Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil«? Jeg følte, at jeg måtte tænke mig bedre om, før jeg bandt mig til et arbejde.
* Seoneul bekymrede sig meget om sig selv og sin karriere. Derfor fik hun daglige, personlige en-til-en-opgaver til selvrefleksion, nye perspektiver og udfordringer samt en notesbog til sabbatåret, hvor hun kunne reflektere og lægge planer.
# Børnene, der virkelig holdt af os, og de internationale venner, som delte forskellige værdier
En typisk dag: morgenmad kl. 8, beskeder kl. 8.30, og omkring kl. 9 tager vi fra frivilligkollegiet til skolen. Undervisningen begynder omkring kl. 9.30–10. Vi har timer om formiddagen, spiser frokost og går derefter til eftermiddagstimerne. De slutter som regel omkring kl. 15.
Når eftermiddagstimerne er slut, og vi er kommet tilbage, holder vi et møde. Vi evaluerer, hvordan timerne gik: Hvilke ting forstod børnene godt, hvilke forstod de ikke, og hvordan reagerede de på en bestemt leg — selv små ting — og taler om, hvordan vi kan gennemføre undervisningen bedre næste gang.
Bagefter forbereder vi undervisningen til næste dag. Så spiser vi aftensmad kl. 17, og hvis der er opgaver, vi ikke er færdige med, ordner vi dem bagefter, men som regel er der ikke noget tilbage på det tidspunkt. Så jeg slappede mest af, spillede brætspil eller kort med børnene, satte musik på og skrev dagbog.
På skolen er der undervisning fra tirsdag eftermiddag til og med onsdag, torsdag, fredag og lørdag formiddag. Vi har fri lørdag eftermiddag, søndag og mandag og tager tilbage til skolen om tirsdagen.
Mit sabbatår var virkelig ... fantastisk. Jeg lærte så meget om sider af mig selv, jeg ikke kendte. Det var mit mål, da jeg begyndte på sabbatåret — at lære mig selv at kende. Jeg opdagede mange nye ting om mig selv i Thailand.
Thailand er et virkelig charmerende land. Folk er venlige. Øgenavnet »Smilets land« er velfortjent. Uanset om jeg tager på markedet eller i skole, smiler folk altid til mig, fordi jeg er udlænding.
Når jeg tænker på frivilligt arbejde, er det først og fremmest børnene, jeg kommer til at tænke på! At undervise børnene. Thailandske elever har ofte stor respekt for deres lærere. Vi underviste på flere skoler, og selv hvis man kun ser eleverne én gang om ugen ...De tog oprigtigt imod os og holdt af os. Med tiden blev jeg knyttet til dem, og det var svært at sige farvel.
Der var især ét barn, jeg husker, som ikke kunne koncentrere sig i timerne. Det var ikke, fordi barnet ikke kunne følge med, men fordi undervisningen var for let, så barnet kedede sig. Jeg kunne ikke tilpasse alt til det ene barn, så jeg kom i tvivl og tænkte: »Gør jeg det her rigtigt?«
Men den sidste måned rakte barnet armene ud og krammede mig, hver gang det så mig. Det ville ikke være væk fra min side. Fra det øjeblik jeg kom ind i klassen, kaldte barnet på mig og holdt sig tæt til mig, og det rørte mig virkelig. Jeg fik så meget kærlighed.
På en måde var vi frivillige lidt improviserede og småsjuskede lærere, men børnene tog imod os og kunne lide os, som vi var. Simpelthen fordi vi var lærere.
En anden ting: Mine frivilligvenner var så uvurderlige! Man får sjældent mulighed for at møde mennesker fra mange lande samlet på ét sted. Vi havde meget forskellige erfaringer og kom fra vidt forskellige steder, men vi delte meget lignende bekymringer.
Det føltes, som om vi kom tættere på hinanden ved at dele ting som »Du bekymrer dig også om det« eller »Du kom for at arbejde frivilligt med den slags tanker.« Især ...Jeg tilbragte tre måneder der og mødte venner fra mange lande. Hver gang blev mine øjne åbnet, og jeg lærte at være mere ydmyg.
# Jeg forandrede mig tydeligt før og efter mit sabbatår — hvad nu, hvis jeg ikke var taget af sted!
Til kommende sabbatårsdeltagere, der skal herhen, vil jeg understrege, hvor vigtigt engelsk er!!!! Man kan ikke understrege det nok. Vi skal jo ikke kun undervise på engelsk eller bruge det til nødvendig kommunikation, vel? Når vi spiser sammen med det lokale personale og de andre frivillige, deler vi vores interesser, taler sammen, hygger os, laver sjov og snakker om vores bekymringer. Men alt det foregår på engelsk. Kun engelsk.
Når jeg siger, at man skal være god til engelsk, mener jeg selvtillid mere end flydende sprog. Det handler om ikke at være bange for at bruge engelsk!Jeg har mødt mange, der ikke har engelsk som modersmål, og som ikke tøver med at tale, selvom de ikke taler flydende. Grammatikken kan være helt forkert, men de taler bare løs uden hæmninger. De venner får let nye venner og er ikke bange for det. Man skal kunne udtrykke sine tanker med selvtillid.
Når jeg ser på mig selv, kan jeg tydeligt mærke, at jeg har forandret mig før og efter sabbatåret.Måske er jeg begyndt at reflektere mere over mig selv?Jeg plejede at tænke meget negativt om mig selv. Jeg følte, at jeg ikke var god nok til noget, at jeg ikke havde nogen mål, og spekulerede på, hvorfor jeg var så følsom og fuld af klager. Jeg tænkte bare: »Sådan er jeg nok.«
Men livet på frivilligstedet brød med mine fastlåste forestillinger om mig selv. Den nye side af mig kunne bedre lide børn, end jeg havde troet, syntes at undervisning var givende, var ansvarsfuld, kom godt ud af det med andre og smilede meget. Jeg plejede også at hade mig selv, fordi jeg ikke havde nogen mål, men efter rejsen til Thailand blev min tvangsmæssige fiksering på at skulle have mål dæmpet. Jeg fik også mine egne idéer og perspektiver.
Jeg føler mig stærkere og mere rodfæstet. På frivilligstedet har man meget mere tid end i Korea.Jeg havde mere tid til at tænke alene, og gennem samtaler med de andre frivillige indså jeg mest om mig selv — sider, jeg ikke kendte. Jeg bliver ved med at tænke: »Hvad ville der være sket, hvis jeg ikke var taget af sted?«
Til sidst vil jeg sige: »Bare prøv det.«
Det er sådan en kliché, og alle har forskellige bekymringer og tanker, men nogle gange er man nødt til at lukke øjnene og springe ud i det. Men! Hvis du beslutter dig for at udfordre dig selv, så forbered dig ordentligt, inden du tager af sted.
Frem for alt er din indstilling til forandring vigtig. Hvis du ”udfordrer” dig selv uden at være klar til at forandre dig, tænker du sikkert: ”Hvorfor er jeg stadig den samme? Jeg troede, at det ville løse alt at komme her, så hvorfor mærker jeg ingen forandring?” Først og fremmest ...1) Beslut dig for at tage af sted; 2) Forbered dig derefter grundigt og omhyggeligt; 3) Forberedelserne handler om at gøre dig klar til at ”lade dig forandre”.— noget i den retning.
# Mine personlige tips til et sabbatår
(Sådan kommer du dertil)
Mød den ansvarlige, som kommer for at hente dig i lufthavnen.
(Sprog)
Frisk dit mundtlige engelsk op. Det er meget nemmere at tage af sted, når man ikke er bange for udlændinge. Det hjælper også at lytte til en masse musik fra iTunes' hitlister, når du er sammen med de frivillige.
(Indkvartering)
Det er et meget naturskønt sted.
(Måltider)
Der serveres ris med tilbehør hver dag, og der er frugt to gange om dagen! Hovedretterne består af krydret og salt tilbehør, som er typisk for Thailand.
Jeg havde en lille flaske sesamolie med, og når jeg ikke havde appetit, blandede jeg den nogle gange med sojasauce og æg — det smagte himmelsk.
(Hvad du skal tage med)
Husk at tage myggeafvisende armbånd, myggespray og Vermuri (insektmiddel) med! Du får også brug for bukser, som myg har svært ved at stikke igennem, for eksempel joggingbukser eller jeans. Et lille vaskenet er praktisk til at vaske undertøj i.
I stedet for kun at tage en almindelig forkølelsesmedicin med er det praktisk at have medicin mod specifikke symptomer som løbende næse, hovedpine, ondt i halsen og feber. Fra august til oktober er det let at blive forkølet. Puderne på overnatningsstedet er lidt høje, så hvis du skal bo der i mere end en måned, er det en god idé at tage din egen pude med. Jeg klarede mig dog fint med stedets pude!
Tag aldrig malariamedicin med. Det er dyrt (omkring 3.000 won pr. pille) og unødvendigt. Du behøver heller ikke en sovepose. Jeg havde kun brug for en enkelt gang, og jeg lånte en på de frivilliges overnatningssted for 3.000 won.
Læs informationsmaterialet til introduktionen grundigt, og sørg for at deltage i introduktionen — det vil være en stor hjælp!
Mit sabbatår var
Oplevelse★★★★★
En oplevelse, man kun får én gang i livet.
Læring ★★★★★
Jeg havde aldrig forventet at lære så meget på tre måneder.
Miljø★★★☆☆
Der er især mange biler og meget støv i byen. Faciliteterne er til at leve med, men det tager tid at vænne sig til dem.
Sikkerhed★★★★☆
Den offentlige sikkerhed er god, men pas på i de omkringliggende områder (grusveje, motorcykler og gadedyr).
Fritid★★★★☆
På hverdage har du overraskende travlt, og der er ikke så meget at lave, men i weekenderne kan du tage ud og udforske forskellige steder.
Hjem
