Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev fri for tvangen til at føle, at jeg „skal“ #Fik gjort alt det, jeg gerne ville, i Paris #En følelse af tilfredshed; oplevede forskellige måder at leve på
Men når det gælder om at besøge steder, man bare må se, og opspore berømte restauranter, tænkte jeg: »Skal jeg virkelig nyde det hele? Hvad er der galt med at gå glip af et par ting?« Det blev min indstilling.
Selv hvis man ser den samme udsigt igen og igen, er vejret anderledes hver gang, de mennesker, man ser den sammen med, er andre, og vægten af de minder, man har samlet, er anderledes — så hvis jeg vælger at sidde og stirre ud i luften ved Seinen hele dagen, hvem kan så sige noget til det? Bonjour! En måned i Paris, Frankrig Jeong Ji-young, deltager i sabbatår (gapper) (26, kontoransat) / 4 ugers sabbatår |
# Jeg skal til Paris. Jeg siger mit job op.
Opsigelse. Sikke et stort ord. Er det, fordi »unge mennesker nu om dage« mangler vedholdenhed? Flere og flere afleverer modigt deres opsigelse og beslutter sig for at bo et andet sted i en måned.Jeg tror, at den (ikke helt) nye trend med at bo et sted i en måned kan hænge sammen med, at unge siger op tidligt.
Selvom jeg brugte ordet »opsigelse«, var det strengt taget en »kontraktudløb«. En midlertidigt ansats opsigelse er ikke særlig glamourøs. Selv »kontraktudløbet« efter et år var blevet forlænget fra de oprindelige fem måneder til tre måneder, så to måneder, så én måned og endnu en måned. Det var en kontrakt, jeg var træt af og gerne ville afslutte. Hvorfor blev jeg så ved med at forlænge den? Fordi jeg var så loyal en »medarbejder« — med andre ord en, der lod sig træde på.
Udmattet af den gentagne cyklus, hvor jeg håbede, det snart ville være slut, og gang på gang blev skuffet, besluttede jeg at tage til Paris med den sidste kontraktforlængelse.»Jeg har allerede besluttet at rejse, så der bliver ikke flere kontraktforlængelser.« Det gjorde jeg helt klart. Beslutningen om at tage til Paris blev truffet med det samme. På Facebook-siden Korea Gap Year så jeg»Bonjour, bo en måned i Paris, Frankrig!«— de ord.
* Til Ji-young, som ønskede at genfinde roen, blev der hver dag stillet personlige 1:1-opgaver til rådighed, skræddersyet til selvrefleksion og indre ro. Hun fik også en sabbatårskladdebog, så hun kunne reflektere og lægge planer.
# Hver gang jeg følte mig udmattet og gerne ville væk, blev jeg ved med at besøge sabbatårshjemmesiden.
For tre år siden, mens jeg rejste rundt i Europa, stødte jeg tilfældigt på en veninde på en gade i Rom. Hun fortalte, at hun skulle bo i Frankrig i to måneder gennem et sabbatårsprojekt. Hun kunne selv bestemme, hvornår hun ville booke sine flybilletter, så hun ville rejse til andre lande, inden hun tog til Paris.
Det var første gang, jeg hørte om Korea Gap Year.Siden da blev jeg ved med at besøge sabbatårshjemmesiden, hver gang jeg følte mig træt og gerne ville væk.Halv au pair i Canada, sprogstudier på Malta, italiensk møbelakademi ... Der var så mange spændende programmer. Men jeg havde ingen penge. Efter at have brugt hele min opsparing på Europarejsen nærmede min banksaldo sig ofte nul. Studerende Ji-young havde forliget sig med det.
Jeg fik et kontraktjob i en virksomhed, jeg godt kunne lide, et sted, jeg godt kunne lide. For mig, der havde arbejdet på deltid, mens jeg søgte job, var det en god karrieremulighed. Men kontraktperioden betød, at jeg ville gå glip af den åbne rekrutteringsrunde, så jeg planlagde at bruge de penge, jeg tjente på fem måneder, på at rejse rundt i Sydøstasien. Derfor troede jeg, at mine muligheder for at opfylde punktet »rejse med min mor« på min ønskeliste var begrænset til Asien.
Jeg vidste, at min mors ønske, eftersom hun næsten aldrig havde rejst til udlandet, var at besøge Versailles. Min mor drømmer stadig om det sted, hun beundrede som pige, mens hun så tegnefilmen »Versaillesrosen«, og hun er en pige inderst inde. Hun havde ladet sin datter tage på studierejser til USA og rejse rundt i Europa med venner, men hun havde aldrig selv været nogen steder. Jeg ville gerne rejse sammen med min mor.
Kontraktperioden blev forlænget fra fem måneder til et år,og jeg oplevede på egen krop, hvad det vil sige at være en arbejdende person, der har penge, men ikke tid til at bruge dem.Jeg begyndte på arbejde klokken syv om morgenen og arbejdede over, som om det var et måltid, mens jeg sparede op. Den sidste forlængede måned var en grådkvalt måned, hvor jeg kæmpede for at få fratrædelsesgodtgørelse. Forlængelsen var planlagt til at slutte 12 dage før etårsdagen, hvilket betød, at jeg lige for øjnene af mig selv ville gå glip af fratrædelsesgodtgørelsen. Jeg hadede jobbet så meget, men jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis jeg sagde op og ikke fik godtgørelsen for de 12 dage. Så holdt jeg ud og fik godtgørelsen. Endelig var jeg klar til at tage af sted.
»Mor, kom til Paris.«
# Jeg lovede mig selv at bo her i en måned, gøre alt det, jeg havde lyst til, uden at holde mig tilbage, og så rejse igen.
Hvis jeg kun skulle være kort tid i Paris, ville jeg have brugt engelsk. Franskmændene vil ikke engang sige enkle hilsner som »hej« og »tak« på engelsk. Frankrig er et stolt land. Stolthed over revolutionen? Stolthed over at være en stormagt? Det føltes, som om de sagde: »Det her er Frankrig, så du skal tale fransk.«
Allerede den første dag efter ankomsten gik jeg i panik i supermarkedet, fordi jeg ikke kunne forstå fransk ved kassen. Så snart jeg kom hjem fra butikken, begyndte jeg på et franskkursus på Si***. Lektion 1, lektion 2. Efter to lektioner lukkede jeg min bærbare. Nej — det kan jeg ikke.
Ud over den uvante udtale var fransk grammatik et helt særligt syn. Når man laver en nægtelse, sættes der bogstaver både foran og efter verbet. I det øjeblik »ne ... pas« dukkede op, gav jeg op. Jeg lærte kun småting som, at »r« lyder som et h, og at »i« lyder som et a, og så droppede jeg lektionen. Det var kun en prøveperiode på fem dage, så mit fransk ville alligevel ikke blive markant bedre på fem dage. Jeg lærte kun et par sætninger udenad, som jeg troede, jeg ofte ville få brug for.
Hvor er toiletterne? (Où se trouve les toilettes?) Hvor er toilettet?
Paris er en by, hvor man simpelthen ikke kan finde toiletter. I modsætning til herhjemme, hvor man kan finde rene toiletter, så snart man går ind på en metrostation, er det svært at finde et ordentligt toilet i Paris. På nogle caféer skulle man endda bruge mønter for at benytte toilettet. De offentlige toiletbåse på gaden havde ingen toiletsæder og flød nogle gange over. Jeg besluttede, at det var bedre at betale for at bruge et cafetoilet end at benytte de offentlige toiletter.
Jeg havde ikke engang noget imod det uvenlige Paris, hvor metroen næsten ikke havde nogen elevatorer eller rulletrapper.Selv om metroen var fuld af snavs, elskede jeg, at det var Paris. Romantikkens by, Paris! Når man går, bliver det til endeløse gåture — 20.000 eller 30.000 skridt om dagen. Det Paris, jeg havde set på Google Earth i forbindelse med mit arkitekturkursus — jeg gik rundt i det på mine egne to fødder.Det kunne jeg godt lide.Jeg lovede mig selv, at jeg i løbet af den måned, jeg boede her, ville nå alt det, jeg havde lyst til, inden jeg rejste.
# Jeg havde også prøvet den slags rejse, og denne gang havde jeg ikke lyst til det.
»Kun Paris i en måned? Er det ikke alt for lang tid?«
»Jeg syntes ikke, der var så meget at se i Paris; jeg tror, fire dage ville være nok til at se det hele.«
Når jeg fortalte folk, at jeg skulle til Paris i en måned, reagerede de med »En hel måned?« og »Kun Paris?«. Mange rejser rundt med en kuffert og flytter næsten hver dag, fordi de har den typisk koreanske indstilling, at man skal have mest muligt ud af sin flybillet til Europa. Jeg havde også prøvet den slags rejse, og denne gang havde jeg ikke lyst til det.
»Mine tanker på dag 3 i Paris«
I stedet for en tur, der kun handlede om at tage ét poseret billede, kunne jeg nyde en afslappet rejse, hvor jeg spiste morgenmad, lagde mig ned og spurgte: »Hvor skal jeg tage hen i dag?« — og så besluttede det. Selv hvis det kun er en måned, er det stadig »at bo« et sted!
Vejret var for godt til at tage direkte til mit logi, så jeg gik over en bro, og der lå Notre-Dame; gyderne var smukke, og mens jeg gik, fandt jeg boghandlen Shakespeare and Company — hverdagsliv!
Man kan nyde Paris ligesom når man på vej til bussen efter at have mødt en ven i Seoul får et glimt af Gyeongbokgung-paladset — det kunne næsten ikke være bedre.Hver dag i Paris gjorde mig glad, fordi jeg kunne tænke: »Jeg kommer tilbage næste gang«, »Jeg kommer med en ven« og »Jeg kommer med min mor« :)
Kan du mærke min begejstring i dagbogsnotatet fra min tredje dag i Paris? Jeg var helt fyldt af ro; det gjorde mig glad at vågne hver dag uden nogen planer.
»Mine tanker på dag 13 i Paris«
Hvis du fik mulighed for at bo i Paris i en måned, hvad ville du så gerne lave?
Når jeg ser på listen, jeg skrev, inden jeg tog til Paris, stod der blandt andet »tilbringe hele dagen på et museum og kigge mig langsomt omkring«, »sidde ved Seinen hele dagen og stirre ud i luften« og »gå rundt uden mål«. Jeg tror, jeg romantiserede det at nyde tiden og stedet fuldt ud uden tidsbegrænsninger. Fælles for det hele synes at være et ønske om at nyde »hvile« uden at tænke på noget.
Kort sagt prøvede jeg det hele. Virkelig. Alt sammen. I Paris var det faktisk ikke noget særligt.
Mens jeg skrev blogindlægget på dag 13 i Paris, kom jeg i tanke om den dag, hvor jeg sad ved Seinen og stirrede ud i luften i to timer og skrev om det.
Faktisk besøgte jeg ikke alle turistattraktionerne i Paris.Men jeg begyndte at tænke: »Behøver jeg nyde det hele? Hvad så, hvis jeg går glip af noget?« når det gjaldt besøg på steder, man »bare skal se«, og jagten på berømte restauranter.
Selv hvis man ser den samme udsigt igen og igen, er vejret forskelligt hver gang, man er sammen med forskellige mennesker, og tyngden af de ophobede minder er forskellig – hvis jeg vælger at tilbringe en hel dag med at sidde og stirre ud i luften ved Seinen, hvem kan så klage?
# Det var ikke bare en rejse – det var et sabbatår, så jeg ville fokusere på mig selv.
En kvinde alene i Paris, der er berygtet for sin dårlige sikkerhed. Mange spurgte, om jeg virkelig ville være sikker alene, og om jeg ville komme til at kede mig.Faktisk havde jeg lyst til at være lidt alene, stille mig selv spørgsmål og nyde eftertænksomheden. Det var ikke bare en rejse – det var et sabbatår, så jeg ville fokusere på mig selv.
Måske fordi jeg er frygtløs, bekymrede jeg mig slet ikke om sikkerheden. Jeg tænkte, at det var nok at være forsigtig i rimelig grad. (Selvfølgelig kan man blive offer for lommetyve i Paris, uanset hvor forsigtig man er, hvis man bliver udset som mål.)
Allerede den første dag, jeg ankom til Paris, tog jeg min bærbare computer frem og begyndte at blogge. Jeg satte mig på bænken på balkonen, kiggede ud over gården og begyndte at skrive. I det øjeblik kom folkene fra pensionatet tilbage med is. De inviterede mig til at spise med.
Før jeg kom til Paris,Mit hjerte var udmattet, så i Paris havde jeg ikke lyst til nogen form for stimulering, og jeg var meget skeptisk over for relationer.Jeg var allerede fuldstændig træt af mennesker og havde ikke lyst til at bruge energi på at komme tæt på nye.
Men jeg endte med at komme tæt på nogen. På bare to dage.
Folk, der havde tilmeldt sig et sabbatårsprogram for at bo i Frankrig en måned, samledes på det samme overnatningssted. Da jeg ankom sidst i maj, boede der otte langtidsbeboere på vores logi. Deltagerne i månedsopholdet, studerende, der forberedte sig på at studere i udlandet – alle havde forskellige grunde til at blive i Paris i længere tid, men fordi mennesker på omtrent samme alder boede sammen i et fremmed land og tilbragte tid sammen, knyttede vi hurtigt bånd.
Det hjalp også, at de fleste af os havde det til fælles, at vi enten havde sagt vores job op eller søgte arbejde.Den happy hour (vinkom-sammen), der begyndte hver aften klokken ni, så aldrig ud til at slutte.Bortset fra mig havde de fleste boet på stedet siden begyndelsen eller midten af maj, og så snart jeg ankom, begyndte de én efter én at gøre sig klar til at vende tilbage til Korea, så hver dag føltes som en afskedsfest. Jeg festede også, som om der ikke kom nogen dag i morgen. Faktisk kom der virkelig ikke nogen dag i morgen :)
I ti dage gik vi ud sammen både dag og nat, og selv efter at sabbatårsrejsende var taget af sted, var der stadig venner blandt de internationale studerende. Vi mødtes en gang om ugen for at se Eiffeltårnet glimte klokken et om natten og lave tteokbokki sammen. Jeg tilbragte dagene med at mødes med venner, ligesom i Korea – det eneste, der var anderledes, var, at vi var i Paris.
Jeg mødte faktisk koreanske venner i Paris – tre venner kom på besøg i løbet af måneden. Jeg opførte mig som en lokal, viste dem forskellige dele af Paris og tog dem med til mine yndlingsrestauranter, så for dem var jeg allerede en parisisk kvinde.
Jeg mødte også mange mennesker gennem fællesskaber. Nogle gange ledte jeg bare efter nogen at tilbringe tid sammen med, men oftere knyttede jeg bånd gennem fællesskaberne, og vi hjalp hinanden. En person i arbejde, der går op i fotografering, tilbød at tage gratis billeder, så vi tog til Fontainebleau-slottet for at fotografere, og jeg lånte min ekstra telefon ud til en, hvis telefon var blevet stjålet af lommetyve i Storbritannien. (Jeg havde taget en ekstra telefon med i tilfælde af, at jeg mistede min.) De mennesker mødes stadig, når vi vender tilbage til Korea, og udveksler ting, så de føles slet ikke længere som fremmede.
Måske tænker du: »Du tog hele vejen til Paris og mødte kun koreanere – fik du slet ingen udenlandske venner?« Men i virkeligheden er det ikke nemt at møde lokale venner i programmer, hvor man ikke laver aktiviteter sammen med udlændinge – for eksempel sprogskoler eller frivillige programmer. Det kan også være min egen skyld, fordi jeg af frygt for lommetyve afviste alle venlige tilnærmelser. Men hvad betyder det, om de er udlændinge eller koreanere? Der findes mennesker, som deler minderne fra mit Paris.
# Jeg stak brystet frem og sagde, at jeg havde planlagt hele vores tur.
Min mor kom til Paris. Det var tid til at vise hende det Paris, jeg havde vandret rundt i en hel måned. Vi tog også hen til hendes ønskemål – Versailles-slottet!
Ville min mor, der sover let, kunne sove godt på kollegieværelset, hvor jeg boede? Hvad hvis maden ikke passede hende? Hvad hvis hun blev skuffet og syntes, at det ikke var så godt, som hun havde forventet?
Men min mor er jo min mor. Hun havde langt mere udholdenhed og viljestyrke end jeg, og hun klagede ikke en eneste gang. Hun stolede fuldstændig på mig, der havde planlagt turen, og var tilfreds uanset hvad.Folk spurgte, hvordan vi havde rejst, og jeg trak stolt på skuldrene og sagde, at jeg havde planlagt hele turen.
# Jeg er trods alt mig, og jeg kommer ikke til at ændre mig. I stedet udvider jeg blot antallet af liv, jeg ser og oplever.
En måned i Paris, tre ugers rejse gennem Europa. I alt tilbragte jeg 52 dage i Europa. For en jobsøgende er juni og juli gyldne måneder til dag for dag at forbedre sine kvalifikationer – sprogstudier, certificeringer, egnethedsprøver, virksomhedsresearch – inden efterårets rekruttering. Man må finde måder at gøre sig bemærket på, bare en smule, når der kun er nålestiksagtigt få ledige stillinger i de store virksomheder.
Var det rejsetræthed? Jeg havde forventet, at det ville tage lang tid at komme over det, men eftervirkningerne af Europarejsen var betydelige.
Det var ikke bare en simpel længsel efter, at »det var så fantastisk«. Hvorfor skal jeg forberede mig på at få et arbejde lige netop nu? Hvorfor bliver en 26-årig i Korea dømt, hvis vedkommende ikke forsøger at få et fuldtidsjob? Kunne jeg være sådan en, der siger op som 30-årig, rejser verden rundt og skriver en bog om det? Er det egoistisk at leve med kun mig selv i tankerne i stedet for at tænke på samfundets status? Jeg elsker at rejse, dokumentere og møde mennesker – skal jeg virkelig finde et job, hvor jeg skal pendle til et kontor?
Måske vil jeg bare ikke forberede mig på at få et arbejde eller studere, og prøver at finde en undskyldning for mig selv. Jeg sugede udenlandske oplevelser til mig og installerede på to måneder en europæisk mentalitetsopdatering, men så vendte jeg tilbage til Korea. Virkeligheden. Jeg hengav mig til bekymringsløs sjov og råbte »YOLO«, men snart måtte jeg finde et arbejde, der kunne udfylde både hullet i mit CV og hullet på min bankkonto.
Det ville være en stor fejl at tro, at et sabbatår ville give mig svarene. Allerede inden jeg tog af sted, spekulerede jeg næsten hver dag på, hvilken slags arbejde jeg skulle have, og hvordan jeg skulle leve; hvis et sabbatår på bare en måned skulle give mig svarene, ville jeg ikke have gået og bekymret mig så meget.Jeg er trods alt mig, og jeg ændrer mig ikke. I stedet udvider jeg blot de måder, jeg kan se og opleve forskellige liv på.
Og ud over det en måned lange »sabbatårsprogram« havde jeg planer om at gøre hele året til mit sabbatår.Mit sabbatår er ikke slut endnu, så det er helt i orden at flakke lidt længere omkring!
Men når det gælder om at besøge steder, man bare må se, og opspore berømte restauranter, tænkte jeg: »Skal jeg virkelig nyde det hele? Hvad er der galt med at gå glip af et par ting?« Det blev min indstilling.
Selv hvis man ser den samme udsigt igen og igen, er vejret anderledes hver gang, de mennesker, man ser den sammen med, er andre, og vægten af de minder, man har samlet, er anderledes — så hvis jeg vælger at sidde og stirre ud i luften ved Seinen hele dagen, hvem kan så sige noget til det? Bonjour! En måned i Paris, Frankrig Jeong Ji-young, deltager i sabbatår (gapper) (26, kontoransat) / 4 ugers sabbatår |
# Jeg skal til Paris. Jeg siger mit job op.
Opsigelse. Sikke et stort ord. Er det, fordi »unge mennesker nu om dage« mangler vedholdenhed? Flere og flere afleverer modigt deres opsigelse og beslutter sig for at bo et andet sted i en måned.Jeg tror, at den (ikke helt) nye trend med at bo et sted i en måned kan hænge sammen med, at unge siger op tidligt.
Selvom jeg brugte ordet »opsigelse«, var det strengt taget en »kontraktudløb«. En midlertidigt ansats opsigelse er ikke særlig glamourøs. Selv »kontraktudløbet« efter et år var blevet forlænget fra de oprindelige fem måneder til tre måneder, så to måneder, så én måned og endnu en måned. Det var en kontrakt, jeg var træt af og gerne ville afslutte. Hvorfor blev jeg så ved med at forlænge den? Fordi jeg var så loyal en »medarbejder« — med andre ord en, der lod sig træde på.
Udmattet af den gentagne cyklus, hvor jeg håbede, det snart ville være slut, og gang på gang blev skuffet, besluttede jeg at tage til Paris med den sidste kontraktforlængelse.»Jeg har allerede besluttet at rejse, så der bliver ikke flere kontraktforlængelser.« Det gjorde jeg helt klart. Beslutningen om at tage til Paris blev truffet med det samme. På Facebook-siden Korea Gap Year så jeg»Bonjour, bo en måned i Paris, Frankrig!«— de ord.
* Til Ji-young, som ønskede at genfinde roen, blev der hver dag stillet personlige 1:1-opgaver til rådighed, skræddersyet til selvrefleksion og indre ro. Hun fik også en sabbatårskladdebog, så hun kunne reflektere og lægge planer.
# Hver gang jeg følte mig udmattet og gerne ville væk, blev jeg ved med at besøge sabbatårshjemmesiden.
For tre år siden, mens jeg rejste rundt i Europa, stødte jeg tilfældigt på en veninde på en gade i Rom. Hun fortalte, at hun skulle bo i Frankrig i to måneder gennem et sabbatårsprojekt. Hun kunne selv bestemme, hvornår hun ville booke sine flybilletter, så hun ville rejse til andre lande, inden hun tog til Paris.
Det var første gang, jeg hørte om Korea Gap Year.Siden da blev jeg ved med at besøge sabbatårshjemmesiden, hver gang jeg følte mig træt og gerne ville væk.Halv au pair i Canada, sprogstudier på Malta, italiensk møbelakademi ... Der var så mange spændende programmer. Men jeg havde ingen penge. Efter at have brugt hele min opsparing på Europarejsen nærmede min banksaldo sig ofte nul. Studerende Ji-young havde forliget sig med det.
Jeg fik et kontraktjob i en virksomhed, jeg godt kunne lide, et sted, jeg godt kunne lide. For mig, der havde arbejdet på deltid, mens jeg søgte job, var det en god karrieremulighed. Men kontraktperioden betød, at jeg ville gå glip af den åbne rekrutteringsrunde, så jeg planlagde at bruge de penge, jeg tjente på fem måneder, på at rejse rundt i Sydøstasien. Derfor troede jeg, at mine muligheder for at opfylde punktet »rejse med min mor« på min ønskeliste var begrænset til Asien.
Jeg vidste, at min mors ønske, eftersom hun næsten aldrig havde rejst til udlandet, var at besøge Versailles. Min mor drømmer stadig om det sted, hun beundrede som pige, mens hun så tegnefilmen »Versaillesrosen«, og hun er en pige inderst inde. Hun havde ladet sin datter tage på studierejser til USA og rejse rundt i Europa med venner, men hun havde aldrig selv været nogen steder. Jeg ville gerne rejse sammen med min mor.
Kontraktperioden blev forlænget fra fem måneder til et år,og jeg oplevede på egen krop, hvad det vil sige at være en arbejdende person, der har penge, men ikke tid til at bruge dem.Jeg begyndte på arbejde klokken syv om morgenen og arbejdede over, som om det var et måltid, mens jeg sparede op. Den sidste forlængede måned var en grådkvalt måned, hvor jeg kæmpede for at få fratrædelsesgodtgørelse. Forlængelsen var planlagt til at slutte 12 dage før etårsdagen, hvilket betød, at jeg lige for øjnene af mig selv ville gå glip af fratrædelsesgodtgørelsen. Jeg hadede jobbet så meget, men jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis jeg sagde op og ikke fik godtgørelsen for de 12 dage. Så holdt jeg ud og fik godtgørelsen. Endelig var jeg klar til at tage af sted.
»Mor, kom til Paris.«
# Jeg lovede mig selv at bo her i en måned, gøre alt det, jeg havde lyst til, uden at holde mig tilbage, og så rejse igen.
Hvis jeg kun skulle være kort tid i Paris, ville jeg have brugt engelsk. Franskmændene vil ikke engang sige enkle hilsner som »hej« og »tak« på engelsk. Frankrig er et stolt land. Stolthed over revolutionen? Stolthed over at være en stormagt? Det føltes, som om de sagde: »Det her er Frankrig, så du skal tale fransk.«
Allerede den første dag efter ankomsten gik jeg i panik i supermarkedet, fordi jeg ikke kunne forstå fransk ved kassen. Så snart jeg kom hjem fra butikken, begyndte jeg på et franskkursus på Si***. Lektion 1, lektion 2. Efter to lektioner lukkede jeg min bærbare. Nej — det kan jeg ikke.
Ud over den uvante udtale var fransk grammatik et helt særligt syn. Når man laver en nægtelse, sættes der bogstaver både foran og efter verbet. I det øjeblik »ne ... pas« dukkede op, gav jeg op. Jeg lærte kun småting som, at »r« lyder som et h, og at »i« lyder som et a, og så droppede jeg lektionen. Det var kun en prøveperiode på fem dage, så mit fransk ville alligevel ikke blive markant bedre på fem dage. Jeg lærte kun et par sætninger udenad, som jeg troede, jeg ofte ville få brug for.
Hvor er toiletterne? (Où se trouve les toilettes?) Hvor er toilettet?
Paris er en by, hvor man simpelthen ikke kan finde toiletter. I modsætning til herhjemme, hvor man kan finde rene toiletter, så snart man går ind på en metrostation, er det svært at finde et ordentligt toilet i Paris. På nogle caféer skulle man endda bruge mønter for at benytte toilettet. De offentlige toiletbåse på gaden havde ingen toiletsæder og flød nogle gange over. Jeg besluttede, at det var bedre at betale for at bruge et cafetoilet end at benytte de offentlige toiletter.
Jeg havde ikke engang noget imod det uvenlige Paris, hvor metroen næsten ikke havde nogen elevatorer eller rulletrapper.Selv om metroen var fuld af snavs, elskede jeg, at det var Paris. Romantikkens by, Paris! Når man går, bliver det til endeløse gåture — 20.000 eller 30.000 skridt om dagen. Det Paris, jeg havde set på Google Earth i forbindelse med mit arkitekturkursus — jeg gik rundt i det på mine egne to fødder.Det kunne jeg godt lide.Jeg lovede mig selv, at jeg i løbet af den måned, jeg boede her, ville nå alt det, jeg havde lyst til, inden jeg rejste.
# Jeg havde også prøvet den slags rejse, og denne gang havde jeg ikke lyst til det.
»Kun Paris i en måned? Er det ikke alt for lang tid?«
»Jeg syntes ikke, der var så meget at se i Paris; jeg tror, fire dage ville være nok til at se det hele.«
Når jeg fortalte folk, at jeg skulle til Paris i en måned, reagerede de med »En hel måned?« og »Kun Paris?«. Mange rejser rundt med en kuffert og flytter næsten hver dag, fordi de har den typisk koreanske indstilling, at man skal have mest muligt ud af sin flybillet til Europa. Jeg havde også prøvet den slags rejse, og denne gang havde jeg ikke lyst til det.
»Mine tanker på dag 3 i Paris«
I stedet for en tur, der kun handlede om at tage ét poseret billede, kunne jeg nyde en afslappet rejse, hvor jeg spiste morgenmad, lagde mig ned og spurgte: »Hvor skal jeg tage hen i dag?« — og så besluttede det. Selv hvis det kun er en måned, er det stadig »at bo« et sted!
Vejret var for godt til at tage direkte til mit logi, så jeg gik over en bro, og der lå Notre-Dame; gyderne var smukke, og mens jeg gik, fandt jeg boghandlen Shakespeare and Company — hverdagsliv!
Man kan nyde Paris ligesom når man på vej til bussen efter at have mødt en ven i Seoul får et glimt af Gyeongbokgung-paladset — det kunne næsten ikke være bedre.Hver dag i Paris gjorde mig glad, fordi jeg kunne tænke: »Jeg kommer tilbage næste gang«, »Jeg kommer med en ven« og »Jeg kommer med min mor« :)
Kan du mærke min begejstring i dagbogsnotatet fra min tredje dag i Paris? Jeg var helt fyldt af ro; det gjorde mig glad at vågne hver dag uden nogen planer.
»Mine tanker på dag 13 i Paris«
Hvis du fik mulighed for at bo i Paris i en måned, hvad ville du så gerne lave?
Når jeg ser på listen, jeg skrev, inden jeg tog til Paris, stod der blandt andet »tilbringe hele dagen på et museum og kigge mig langsomt omkring«, »sidde ved Seinen hele dagen og stirre ud i luften« og »gå rundt uden mål«. Jeg tror, jeg romantiserede det at nyde tiden og stedet fuldt ud uden tidsbegrænsninger. Fælles for det hele synes at være et ønske om at nyde »hvile« uden at tænke på noget.
Kort sagt prøvede jeg det hele. Virkelig. Alt sammen. I Paris var det faktisk ikke noget særligt.
Mens jeg skrev blogindlægget på dag 13 i Paris, kom jeg i tanke om den dag, hvor jeg sad ved Seinen og stirrede ud i luften i to timer og skrev om det.
Faktisk besøgte jeg ikke alle turistattraktionerne i Paris.Men jeg begyndte at tænke: »Behøver jeg nyde det hele? Hvad så, hvis jeg går glip af noget?« når det gjaldt besøg på steder, man »bare skal se«, og jagten på berømte restauranter.
Selv hvis man ser den samme udsigt igen og igen, er vejret forskelligt hver gang, man er sammen med forskellige mennesker, og tyngden af de ophobede minder er forskellig – hvis jeg vælger at tilbringe en hel dag med at sidde og stirre ud i luften ved Seinen, hvem kan så klage?
# Det var ikke bare en rejse – det var et sabbatår, så jeg ville fokusere på mig selv.
En kvinde alene i Paris, der er berygtet for sin dårlige sikkerhed. Mange spurgte, om jeg virkelig ville være sikker alene, og om jeg ville komme til at kede mig.Faktisk havde jeg lyst til at være lidt alene, stille mig selv spørgsmål og nyde eftertænksomheden. Det var ikke bare en rejse – det var et sabbatår, så jeg ville fokusere på mig selv.
Måske fordi jeg er frygtløs, bekymrede jeg mig slet ikke om sikkerheden. Jeg tænkte, at det var nok at være forsigtig i rimelig grad. (Selvfølgelig kan man blive offer for lommetyve i Paris, uanset hvor forsigtig man er, hvis man bliver udset som mål.)
Allerede den første dag, jeg ankom til Paris, tog jeg min bærbare computer frem og begyndte at blogge. Jeg satte mig på bænken på balkonen, kiggede ud over gården og begyndte at skrive. I det øjeblik kom folkene fra pensionatet tilbage med is. De inviterede mig til at spise med.
Før jeg kom til Paris,Mit hjerte var udmattet, så i Paris havde jeg ikke lyst til nogen form for stimulering, og jeg var meget skeptisk over for relationer.Jeg var allerede fuldstændig træt af mennesker og havde ikke lyst til at bruge energi på at komme tæt på nye.
Men jeg endte med at komme tæt på nogen. På bare to dage.
Folk, der havde tilmeldt sig et sabbatårsprogram for at bo i Frankrig en måned, samledes på det samme overnatningssted. Da jeg ankom sidst i maj, boede der otte langtidsbeboere på vores logi. Deltagerne i månedsopholdet, studerende, der forberedte sig på at studere i udlandet – alle havde forskellige grunde til at blive i Paris i længere tid, men fordi mennesker på omtrent samme alder boede sammen i et fremmed land og tilbragte tid sammen, knyttede vi hurtigt bånd.
Det hjalp også, at de fleste af os havde det til fælles, at vi enten havde sagt vores job op eller søgte arbejde.Den happy hour (vinkom-sammen), der begyndte hver aften klokken ni, så aldrig ud til at slutte.Bortset fra mig havde de fleste boet på stedet siden begyndelsen eller midten af maj, og så snart jeg ankom, begyndte de én efter én at gøre sig klar til at vende tilbage til Korea, så hver dag føltes som en afskedsfest. Jeg festede også, som om der ikke kom nogen dag i morgen. Faktisk kom der virkelig ikke nogen dag i morgen :)
I ti dage gik vi ud sammen både dag og nat, og selv efter at sabbatårsrejsende var taget af sted, var der stadig venner blandt de internationale studerende. Vi mødtes en gang om ugen for at se Eiffeltårnet glimte klokken et om natten og lave tteokbokki sammen. Jeg tilbragte dagene med at mødes med venner, ligesom i Korea – det eneste, der var anderledes, var, at vi var i Paris.
Jeg mødte faktisk koreanske venner i Paris – tre venner kom på besøg i løbet af måneden. Jeg opførte mig som en lokal, viste dem forskellige dele af Paris og tog dem med til mine yndlingsrestauranter, så for dem var jeg allerede en parisisk kvinde.
Jeg mødte også mange mennesker gennem fællesskaber. Nogle gange ledte jeg bare efter nogen at tilbringe tid sammen med, men oftere knyttede jeg bånd gennem fællesskaberne, og vi hjalp hinanden. En person i arbejde, der går op i fotografering, tilbød at tage gratis billeder, så vi tog til Fontainebleau-slottet for at fotografere, og jeg lånte min ekstra telefon ud til en, hvis telefon var blevet stjålet af lommetyve i Storbritannien. (Jeg havde taget en ekstra telefon med i tilfælde af, at jeg mistede min.) De mennesker mødes stadig, når vi vender tilbage til Korea, og udveksler ting, så de føles slet ikke længere som fremmede.
Måske tænker du: »Du tog hele vejen til Paris og mødte kun koreanere – fik du slet ingen udenlandske venner?« Men i virkeligheden er det ikke nemt at møde lokale venner i programmer, hvor man ikke laver aktiviteter sammen med udlændinge – for eksempel sprogskoler eller frivillige programmer. Det kan også være min egen skyld, fordi jeg af frygt for lommetyve afviste alle venlige tilnærmelser. Men hvad betyder det, om de er udlændinge eller koreanere? Der findes mennesker, som deler minderne fra mit Paris.
# Jeg stak brystet frem og sagde, at jeg havde planlagt hele vores tur.
Min mor kom til Paris. Det var tid til at vise hende det Paris, jeg havde vandret rundt i en hel måned. Vi tog også hen til hendes ønskemål – Versailles-slottet!
Ville min mor, der sover let, kunne sove godt på kollegieværelset, hvor jeg boede? Hvad hvis maden ikke passede hende? Hvad hvis hun blev skuffet og syntes, at det ikke var så godt, som hun havde forventet?
Men min mor er jo min mor. Hun havde langt mere udholdenhed og viljestyrke end jeg, og hun klagede ikke en eneste gang. Hun stolede fuldstændig på mig, der havde planlagt turen, og var tilfreds uanset hvad.Folk spurgte, hvordan vi havde rejst, og jeg trak stolt på skuldrene og sagde, at jeg havde planlagt hele turen.
# Jeg er trods alt mig, og jeg kommer ikke til at ændre mig. I stedet udvider jeg blot antallet af liv, jeg ser og oplever.
En måned i Paris, tre ugers rejse gennem Europa. I alt tilbragte jeg 52 dage i Europa. For en jobsøgende er juni og juli gyldne måneder til dag for dag at forbedre sine kvalifikationer – sprogstudier, certificeringer, egnethedsprøver, virksomhedsresearch – inden efterårets rekruttering. Man må finde måder at gøre sig bemærket på, bare en smule, når der kun er nålestiksagtigt få ledige stillinger i de store virksomheder.
Var det rejsetræthed? Jeg havde forventet, at det ville tage lang tid at komme over det, men eftervirkningerne af Europarejsen var betydelige.
Det var ikke bare en simpel længsel efter, at »det var så fantastisk«. Hvorfor skal jeg forberede mig på at få et arbejde lige netop nu? Hvorfor bliver en 26-årig i Korea dømt, hvis vedkommende ikke forsøger at få et fuldtidsjob? Kunne jeg være sådan en, der siger op som 30-årig, rejser verden rundt og skriver en bog om det? Er det egoistisk at leve med kun mig selv i tankerne i stedet for at tænke på samfundets status? Jeg elsker at rejse, dokumentere og møde mennesker – skal jeg virkelig finde et job, hvor jeg skal pendle til et kontor?
Måske vil jeg bare ikke forberede mig på at få et arbejde eller studere, og prøver at finde en undskyldning for mig selv. Jeg sugede udenlandske oplevelser til mig og installerede på to måneder en europæisk mentalitetsopdatering, men så vendte jeg tilbage til Korea. Virkeligheden. Jeg hengav mig til bekymringsløs sjov og råbte »YOLO«, men snart måtte jeg finde et arbejde, der kunne udfylde både hullet i mit CV og hullet på min bankkonto.
Det ville være en stor fejl at tro, at et sabbatår ville give mig svarene. Allerede inden jeg tog af sted, spekulerede jeg næsten hver dag på, hvilken slags arbejde jeg skulle have, og hvordan jeg skulle leve; hvis et sabbatår på bare en måned skulle give mig svarene, ville jeg ikke have gået og bekymret mig så meget.Jeg er trods alt mig, og jeg ændrer mig ikke. I stedet udvider jeg blot de måder, jeg kan se og opleve forskellige liv på.
Og ud over det en måned lange »sabbatårsprogram« havde jeg planer om at gøre hele året til mit sabbatår.Mit sabbatår er ikke slut endnu, så det er helt i orden at flakke lidt længere omkring!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
