Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#En mulighed for at acceptere mig selv og finde større fodfæste #Personlig udvikling gennem nærheden til børnene #Værdifuld tid; fortrydelse og længsel
Når du nu skal til Vietnam, så husk at nyde det rigtig meget! Det, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg så mine udenlandske venner, var at de både nød at have det sjovt og at være frivillige. At fylde hjertet med varm kærlighed sammen med børn i Hanoi, Vietnam Jo Hye-min — familiedeltager på Gap Year (26 år, universitetsstuderende) / 4 ugers sabbatår |
# Når jeg ser tilbage nu, var det endnu en dyrebar tid, der vækker både fortrydelse og længsel.
Hej! Jeg hedder Jo Hye-min, og jeg deltager i Gap Year-projektet for anden gang!Dette projekt gav mig mulighed for at tænke grundigt over og overveje, hvilken retning jeg vil gå i fremover.
Som nævnt i missionen gav det første projekt (sprogstudier på Malta) mig rammerne og tiden til at lære at holde af mig selv,mens det andet projekt (frivilligt arbejde i en børnehave) blev en periode, hvor jeg kunne acceptere mig selv, som jeg er, og styrke mig selv.
Måske var det derfor, at dette projekt faktisk var lidt svært (griner), menNår jeg ser tilbage nu, var det endnu en dyrebar tid, der vækker både fortrydelse og længsel.
* Til Jo Hye-min, der havde et stærkt ønske om at forandre sig selv, blev der tilrettelagt en personlig 1:1-daglig mission med fokus på udtryksevne og nye oplevelser. Hun fik også en Gap Year-notesbog til at reflektere over sig selv og lægge planer.
# Ved at mærke efter lærte jeg, hvad jeg kan lide og ikke kan lide.
Jeg valgte dette projekt, fordi jeg gerne ville prøve at løse de bekymringer, jeg havde omkring mig selv.Da jeg fik rådgivning om Gap Year, anbefalede rådgiveren projektet, men i begyndelsen tøvede jeg.Dengang var det en udfordring at kaste mig ud i noget nyt, som jeg ikke havde overvejet før, så jeg var meget bange,og jeg kunne ikke se, hvordan frivilligt arbejde kunne hjælpe med at løse det, jeg var bekymret for.
Men jeg besluttede mig for at tage på Gap Year,og jeg valgte at gøre det, fordi jeg var nysgerrig efter at se, hvordan jeg ville forandre mig. Når jeg ser tilbage nu, synes jeg virkelig, at det var det rigtige valg.Mine fem måneder i udlandet (inklusive sprogstudier) løste selvfølgelig ikke alle mine bekymringer, menjeg blev bedre til at se objektivt på mig selv.Faktisk er jeg ikke særlig god til at sætte ord på mig selv,og mit mål med dette projekt var at blive bedre til at udtrykke mine følelser over for andre.
Så jeg lagde ikke bånd på mine følelser. Nogle gange fik jeg klodset nok udtrykt dem, som de var, men ved at øve mig på den mådelærte jeg gennem mine egne følelser, hvad jeg kan lide og ikke kan lide.
Børnene i børnehaven hjalp mig også rigtig meget!!Fordi børnene oprigtigt fortalte mig, hvad de følte, svarede jeg på samme måde. Efterhånden som vi knyttede bånd og kom tættere på hinanden, voksede vores hengivenhed.Selvom det kun var en kort periode på én måned, var det en god tid. Jeg håber, at jeg fremover kan blive bedre til at udtrykke mine følelser på en mere moden og naturlig måde (griner).
# Jeg kom tættest på mine bofæller.
Da jeg rejste til Hanoi, var det det andet fremmede land, jeg havde besøgt. Derfor var jeg tryg, fordi jeg havde en nogenlunde god fornemmelse af, hvordan jeg ville tænke og handle under et længere ophold i udlandet, og hvilke ting jeg ville få brug for – eller ikke få brug for.
Så jeg sagde afslappet farvel til mine forældre og venner, som om jeg skulle på en kort tur: »Det skal nok gå. Jeg har prøvet det før, så I behøver ikke bekymre jer så meget«, og tog af sted. Men man ved aldrig, hvad der kan ske – jeg havde forventet en afslappet og fredelig hverdag som på Malta, men endte med at leve hver dag som en rutsjebanetur fuld af spænding :-)
Når jeg tænker over hvorfor, skyldtes det nok, at jeg arbejdede og boede sammen med mange forskellige mennesker. Uanset om jeg var frivillig, spiste på overnatningsstedet eller slappede af på mit værelse, var der altid nogen i nærheden.Derfor skete der naturligvis en masse små uheld og episoder (griner). For eksempel så jeg mine roommates, som delte værelse med mig, skændes på engelsk, og det føltes som at se et udenlandsk drama. Det blev en anledning til endnu en gang at indse, hvor ens menneskers liv er.
Jeg delte værelse med ti personer, så der var mange forskelle på grund af de mange nationaliteter og personligheder.Alligevel kom jeg tættest på mine bofæller. Vi rejste sammen, gik ud at få noget at drikke, drak kaffe og snakkede til de tidlige morgentimer, inden vi faldt i søvn.
# En dag i Vietnam
For at fortælle lidt om det lokale projekt: Jeg underviste børnene i engelsk og passede dem i en børnehave. I modsætning til andre børnehaver havde den børnehave, jeg arbejdede i, to afdelinger. Derfor var jeg i »Børnehave 1« om mandagen og onsdagen og i »Børnehave 2« om tirsdagen og torsdagen.
Begge børnehaver startede kl. 9, og frem til kl. 11 gik vi ind i den tildelte klasse for at give børnene mad, undervise dem i engelsk og lege med dem. Derefter var der frokost og hvile fra kl. 11.00 til 14.30. Fra kl. 14.30 til 16.00 arbejdede vi i en anden klasse end om morgenen. (Tiderne kan variere alt efter, hvilken børnehave du bliver tilknyttet!)
Vi tog som regel bussen til børnehaven. (Nogle gange tog kollegerne en taxa sammen, hvis vi var kommet for sent op, eller det regnede kraftigt.) En ting mere: Den børnehave, jeg blev tilknyttet, havde ikke samarbejdet med den lokale organisation ret længe, i modsætning til de andre børnehaver, så tingene var ikke særlig velorganiserede.
Derfor var jeg ikke fast tilknyttet en bestemt klasse. Hver morgen eller efter behov tjekkede den lokale kontaktperson (lokal koordinator) og fandt en klasse, hvor jeg kunne undervise eller hjælpe lærerne. Det var lidt upraktisk.
Men jeg har talt med den lokale ansvarlige om dette,så det burde være bedre organiseret for de deltagere, der kommer efter mig.(Det håber jeg ☺)(*Ansvarlig: Er i øjeblikket i dialog med den lokale organisation.)
Nå ja! Og fordi engelsk ikke er det officielle sprog i Vietnam, er mange børnehavelærere ikke så gode til engelsk, så en lokal kontaktperson (lokal koordinator) følger med os :)
# Jeg fik plads til at fokusere på mig selv.
Til dem, der skal deltage i dette projekt, vil jeg sige, at det virkelig er vigtigt at »give slip«.Under introduktionen understregede personalet fra Korea Gap Year igen og igen, hvor vigtigt det var at give slip. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men efter at have boet der forstod jeg, hvad det betød.
Øhm... i stedet for at prøve alt for hårdt på at gøre alting perfekt håber jeg, at du vil leve på en måde, der falder naturligt ind i situationen, omgivelserne og menneskene omkring dig.Hvis du prøver at acceptere, forstå og anerkende tingene, bliver hver dag virkelig dejlig.
I begyndelsen havde jeg svært ved at tilegne mig denne tankegang og bekymrede mig meget, men på et tidspunkt accepterede og anerkendte jeg tingene, og så kunne jeg nyde det.Nå, men nu hvor du skal til Vietnam, så håber jeg, at du får en rigtig god oplevelse!Det, der imponerede mig mest ved mine udenlandske venner, var, at de både nød at feste og at være frivillige.
De rejste meget for deres egen fornøjelses skyld, og tog ofte med vennerne hen i nærheden af overnatningsstedet eller til den gamle bydel for at drikke, danse og være ude til sent, men alligevel gjorde de også en stor indsats som frivillige.»De ved virkelig, hvordan man får balance i livet.«Jeg blev misundelig. Så giv den gas som frivillig, og fest løs!!
Sammenligning før og efter deltagelsen: Før jeg begyndte som frivillig, varierede mine handlinger og følelser alt efter situationen, og de var uklare og svære at forstå. Men nu kan jeg i nogen grad sætte ord på dem, og jeg ved, hvorfor jeg har det sådan,så jeg fik overskud til at fokusere på mig selv.
Jeg føler, at jeg er ved at lære mig selv bedre at kende. Jeg tager dog stadig kun små skridt fremad.Jeg var stolt over, at jeg med egne kræfter bevægede mig fremad skridt for skridt!
# Jeg håber, at du virkelig mærker og nyder alt det, du kan, i den tid, du har fået!
Når jeg tænker tilbage på mit sabbatår, var Vietnam helt anderledes end Malta med hensyn til omgivelser, vejr, indkvartering og endda mennesker. Derfor tog det mig længere tid at vænne mig til det end i Malta. Så det første, jeg tænkte, da jeg ankom, var...»Hold da op... kan jeg virkelig klare at bo i Vietnam?!« (griner)
Og den dag, jeg begyndte, var tilfældigvis den dag, hvor den lokale organisation havde flest frivillige. Derfor mødte jeg folk fra mange forskellige lande; de fleste var fra Europa, og omkring halvdelen af dem var britiske. Da mange havde engelsk som modersmål, var samtaleemnerne, de anvendte ord og accenterne helt klart meget forskellige.
Så det føltes vel lidt som at være i en lille britisk by. Takket være det lærte jeg en masse praktisk engelsk til hverdagsbrug. Der var forholdsvis flere ting, jeg skulle vænne mig til, og...Dengang var det hårdt og udmattende, men når jeg ser tilbage nu, husker jeg mange gode minder og ting, jeg ville ønske havde været anderledes.
Så til kommende deltagere: læg bekymringerne til side et stykke tid, ogmærk og nyd virkelig alt det, du kan, i den tid, du har fået!
# Mine råd til sabbatåret
- Sprog
Da du skal dele bolig og bo sammen med venner fra forskellige lande, er engelsk nødvendigt. Mens du deltager i projektet, skal du tale med medarbejdere og kolleger, så det er en god idé at studere engelsk, inden du kommer.
Jeg tog et tremåneders sprogkursus, inden jeg deltog i projektet, så det var lettere at vænne mig til det. Selv hvis du ikke tager et sprogkursus, vil det være en stor hjælp, hvis du kan klare almindelige samtaler i hverdagen, inden du tager af sted. Derfor er det bedst at fokusere på at tale frem for alt andet! Hvad angår lytteforståelse, varierer accenterne så meget, at det er bedst at lære gennem eksponering og ved at træne øret.
- Indkvartering
Værelserne er opdelt efter køn, men man bor sammen på indkvarteringsstedet. Ligesom i Korea går man ikke med sko indenfor i Vietnam. Gulvene kan dog være beskidte, så det er en god idé at tage hjemmesko med til indendørs brug!
- Måltider
Maden, der serveres på indkvarteringsstedet, indeholder ikke mange krydderier, så den var nem at spise. Men eftersom det er vietnamesisk mad, var der stadig mange, der ikke kunne vænne sig til den. Hvis du prøver maden og ikke bryder dig om den, er der masser af koreanske restauranter i nærheden og lækker gademad, så du kan sagtens købe mad ude! Jeg er ikke særlig kræsen, så bortset fra når jeg havde planer eller lyst til noget andet, spiste jeg den mad, der blev serveret.
- Ting, du skal tage med
Det, jeg manglede og savnede, var et mundbind. Der er meget udstødning fra køretøjer i Vietnam, så de lokale går altid med mundbind. Hvis du tager et ordentligt mundbind mod støv og udstødning med, kan du beskytte halsen, når du tager på arbejde.
En praktisk ting var hjemmesko. Man skal tage skoene af indenfor, men gulvene er ikke lige så rene som i Korea, så fødderne bliver hurtigt beskidte, hvis man ikke har hjemmesko på (lol). Derfor gik jeg altid med hjemmesko på indkvarteringsstedet. Desuden regner det meget i Vietnam i juli, men det er sommer, så solen er stærk. Derfor er det praktisk at tage noget med, der både kan bruges som parasol og paraply, når du går ud.
Den ting, der gav problemer, var SIM-kortet, jeg havde købt på forhånd. På det tidligere projekt var Wi-Fi-forbindelsen på indkvarteringsstedet så god, at vi ikke engang brugte 3 GB om måneden. Derfor købte jeg på forhånd et vietnamesisk SIM-kort med 3 GB om måneden i Incheon Lufthavn, inden jeg tog af sted denne gang. Men det viste sig, at Wi-Fi-forbindelsen på indkvarteringsstedet var ustabil, og jeg endte med at bruge mere data, end mit SIM-kort kunne klare. Så det er ikke nødvendigvis nødvendigt at forberede et på forhånd. Når du ankommer, får du vejledning under introduktionen, og du kan måske få bedre vilkår ved at købe et lokalt.
Vietnam er virkelig glad for Korea. Måske er det derfor, der er mange koreanske restauranter, og man nemt kan købe koreanske instantnudler og snacks i nærbutikker. Så mad bliver ikke et stort problem. Desuden er der ofte mange aftener, hvor man tager ud med vennerne efter arbejde for at drikke eller gå på klub!
Jeg anbefaler også, at du tager tøj og kosmetik med. Om dagen er det varmt, og man klæder sig måske afslappet på til arbejde, men om aftenen gør alle sig virkelig klar til at tage ud og more sig (griner).
Mit sabbatår var
Oplevelse★★★★★
Jeg oplevede mange ting ved at tilbringe hver dag sammen med forskellige mennesker. Det var dejligt at være sammen med børnene, for jeg opdagede sider af mig selv, som jeg ikke kendte.
Læring★★★★☆
I modsætning til det første projekt lærte jeg denne gang meget om mellemmenneskelige relationer. Det var en periode, hvor jeg kunne styrke mig selv yderligere, så jeg giver det 4 stjerner.
Omgivelser ★★☆☆☆
Luftforureningen er alvorlig, og der er mange motorcykler, så man hører en masse tuden. Derfor føles det ikke som et afslappet og behageligt miljø.
Sikkerhed ★★★☆☆
Luften er ikke særlig god på grund af motorcyklerne, og hvis man bliver distraheret på vejen, er der risiko for ulykker. Pas på!
Fritid ★★★★☆
Hanoi var et fantastisk sted at rejse rundt eller hænge ud. I de travle områder finder du de fleste restauranter, og det er nemt at besøge andre dele af Vietnam!
Når du nu skal til Vietnam, så husk at nyde det rigtig meget! Det, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg så mine udenlandske venner, var at de både nød at have det sjovt og at være frivillige. At fylde hjertet med varm kærlighed sammen med børn i Hanoi, Vietnam Jo Hye-min — familiedeltager på Gap Year (26 år, universitetsstuderende) / 4 ugers sabbatår |
# Når jeg ser tilbage nu, var det endnu en dyrebar tid, der vækker både fortrydelse og længsel.
Hej! Jeg hedder Jo Hye-min, og jeg deltager i Gap Year-projektet for anden gang!Dette projekt gav mig mulighed for at tænke grundigt over og overveje, hvilken retning jeg vil gå i fremover.
Som nævnt i missionen gav det første projekt (sprogstudier på Malta) mig rammerne og tiden til at lære at holde af mig selv,mens det andet projekt (frivilligt arbejde i en børnehave) blev en periode, hvor jeg kunne acceptere mig selv, som jeg er, og styrke mig selv.
Måske var det derfor, at dette projekt faktisk var lidt svært (griner), menNår jeg ser tilbage nu, var det endnu en dyrebar tid, der vækker både fortrydelse og længsel.
* Til Jo Hye-min, der havde et stærkt ønske om at forandre sig selv, blev der tilrettelagt en personlig 1:1-daglig mission med fokus på udtryksevne og nye oplevelser. Hun fik også en Gap Year-notesbog til at reflektere over sig selv og lægge planer.
# Ved at mærke efter lærte jeg, hvad jeg kan lide og ikke kan lide.
Jeg valgte dette projekt, fordi jeg gerne ville prøve at løse de bekymringer, jeg havde omkring mig selv.Da jeg fik rådgivning om Gap Year, anbefalede rådgiveren projektet, men i begyndelsen tøvede jeg.Dengang var det en udfordring at kaste mig ud i noget nyt, som jeg ikke havde overvejet før, så jeg var meget bange,og jeg kunne ikke se, hvordan frivilligt arbejde kunne hjælpe med at løse det, jeg var bekymret for.
Men jeg besluttede mig for at tage på Gap Year,og jeg valgte at gøre det, fordi jeg var nysgerrig efter at se, hvordan jeg ville forandre mig. Når jeg ser tilbage nu, synes jeg virkelig, at det var det rigtige valg.Mine fem måneder i udlandet (inklusive sprogstudier) løste selvfølgelig ikke alle mine bekymringer, menjeg blev bedre til at se objektivt på mig selv.Faktisk er jeg ikke særlig god til at sætte ord på mig selv,og mit mål med dette projekt var at blive bedre til at udtrykke mine følelser over for andre.
Så jeg lagde ikke bånd på mine følelser. Nogle gange fik jeg klodset nok udtrykt dem, som de var, men ved at øve mig på den mådelærte jeg gennem mine egne følelser, hvad jeg kan lide og ikke kan lide.
Børnene i børnehaven hjalp mig også rigtig meget!!Fordi børnene oprigtigt fortalte mig, hvad de følte, svarede jeg på samme måde. Efterhånden som vi knyttede bånd og kom tættere på hinanden, voksede vores hengivenhed.Selvom det kun var en kort periode på én måned, var det en god tid. Jeg håber, at jeg fremover kan blive bedre til at udtrykke mine følelser på en mere moden og naturlig måde (griner).
# Jeg kom tættest på mine bofæller.
Da jeg rejste til Hanoi, var det det andet fremmede land, jeg havde besøgt. Derfor var jeg tryg, fordi jeg havde en nogenlunde god fornemmelse af, hvordan jeg ville tænke og handle under et længere ophold i udlandet, og hvilke ting jeg ville få brug for – eller ikke få brug for.
Så jeg sagde afslappet farvel til mine forældre og venner, som om jeg skulle på en kort tur: »Det skal nok gå. Jeg har prøvet det før, så I behøver ikke bekymre jer så meget«, og tog af sted. Men man ved aldrig, hvad der kan ske – jeg havde forventet en afslappet og fredelig hverdag som på Malta, men endte med at leve hver dag som en rutsjebanetur fuld af spænding :-)
Når jeg tænker over hvorfor, skyldtes det nok, at jeg arbejdede og boede sammen med mange forskellige mennesker. Uanset om jeg var frivillig, spiste på overnatningsstedet eller slappede af på mit værelse, var der altid nogen i nærheden.Derfor skete der naturligvis en masse små uheld og episoder (griner). For eksempel så jeg mine roommates, som delte værelse med mig, skændes på engelsk, og det føltes som at se et udenlandsk drama. Det blev en anledning til endnu en gang at indse, hvor ens menneskers liv er.
Jeg delte værelse med ti personer, så der var mange forskelle på grund af de mange nationaliteter og personligheder.Alligevel kom jeg tættest på mine bofæller. Vi rejste sammen, gik ud at få noget at drikke, drak kaffe og snakkede til de tidlige morgentimer, inden vi faldt i søvn.
# En dag i Vietnam
For at fortælle lidt om det lokale projekt: Jeg underviste børnene i engelsk og passede dem i en børnehave. I modsætning til andre børnehaver havde den børnehave, jeg arbejdede i, to afdelinger. Derfor var jeg i »Børnehave 1« om mandagen og onsdagen og i »Børnehave 2« om tirsdagen og torsdagen.
Begge børnehaver startede kl. 9, og frem til kl. 11 gik vi ind i den tildelte klasse for at give børnene mad, undervise dem i engelsk og lege med dem. Derefter var der frokost og hvile fra kl. 11.00 til 14.30. Fra kl. 14.30 til 16.00 arbejdede vi i en anden klasse end om morgenen. (Tiderne kan variere alt efter, hvilken børnehave du bliver tilknyttet!)
Vi tog som regel bussen til børnehaven. (Nogle gange tog kollegerne en taxa sammen, hvis vi var kommet for sent op, eller det regnede kraftigt.) En ting mere: Den børnehave, jeg blev tilknyttet, havde ikke samarbejdet med den lokale organisation ret længe, i modsætning til de andre børnehaver, så tingene var ikke særlig velorganiserede.
Derfor var jeg ikke fast tilknyttet en bestemt klasse. Hver morgen eller efter behov tjekkede den lokale kontaktperson (lokal koordinator) og fandt en klasse, hvor jeg kunne undervise eller hjælpe lærerne. Det var lidt upraktisk.
Men jeg har talt med den lokale ansvarlige om dette,så det burde være bedre organiseret for de deltagere, der kommer efter mig.(Det håber jeg ☺)(*Ansvarlig: Er i øjeblikket i dialog med den lokale organisation.)
Nå ja! Og fordi engelsk ikke er det officielle sprog i Vietnam, er mange børnehavelærere ikke så gode til engelsk, så en lokal kontaktperson (lokal koordinator) følger med os :)
# Jeg fik plads til at fokusere på mig selv.
Til dem, der skal deltage i dette projekt, vil jeg sige, at det virkelig er vigtigt at »give slip«.Under introduktionen understregede personalet fra Korea Gap Year igen og igen, hvor vigtigt det var at give slip. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men efter at have boet der forstod jeg, hvad det betød.
Øhm... i stedet for at prøve alt for hårdt på at gøre alting perfekt håber jeg, at du vil leve på en måde, der falder naturligt ind i situationen, omgivelserne og menneskene omkring dig.Hvis du prøver at acceptere, forstå og anerkende tingene, bliver hver dag virkelig dejlig.
I begyndelsen havde jeg svært ved at tilegne mig denne tankegang og bekymrede mig meget, men på et tidspunkt accepterede og anerkendte jeg tingene, og så kunne jeg nyde det.Nå, men nu hvor du skal til Vietnam, så håber jeg, at du får en rigtig god oplevelse!Det, der imponerede mig mest ved mine udenlandske venner, var, at de både nød at feste og at være frivillige.
De rejste meget for deres egen fornøjelses skyld, og tog ofte med vennerne hen i nærheden af overnatningsstedet eller til den gamle bydel for at drikke, danse og være ude til sent, men alligevel gjorde de også en stor indsats som frivillige.»De ved virkelig, hvordan man får balance i livet.«Jeg blev misundelig. Så giv den gas som frivillig, og fest løs!!
Sammenligning før og efter deltagelsen: Før jeg begyndte som frivillig, varierede mine handlinger og følelser alt efter situationen, og de var uklare og svære at forstå. Men nu kan jeg i nogen grad sætte ord på dem, og jeg ved, hvorfor jeg har det sådan,så jeg fik overskud til at fokusere på mig selv.
Jeg føler, at jeg er ved at lære mig selv bedre at kende. Jeg tager dog stadig kun små skridt fremad.Jeg var stolt over, at jeg med egne kræfter bevægede mig fremad skridt for skridt!
# Jeg håber, at du virkelig mærker og nyder alt det, du kan, i den tid, du har fået!
Når jeg tænker tilbage på mit sabbatår, var Vietnam helt anderledes end Malta med hensyn til omgivelser, vejr, indkvartering og endda mennesker. Derfor tog det mig længere tid at vænne mig til det end i Malta. Så det første, jeg tænkte, da jeg ankom, var...»Hold da op... kan jeg virkelig klare at bo i Vietnam?!« (griner)
Og den dag, jeg begyndte, var tilfældigvis den dag, hvor den lokale organisation havde flest frivillige. Derfor mødte jeg folk fra mange forskellige lande; de fleste var fra Europa, og omkring halvdelen af dem var britiske. Da mange havde engelsk som modersmål, var samtaleemnerne, de anvendte ord og accenterne helt klart meget forskellige.
Så det føltes vel lidt som at være i en lille britisk by. Takket være det lærte jeg en masse praktisk engelsk til hverdagsbrug. Der var forholdsvis flere ting, jeg skulle vænne mig til, og...Dengang var det hårdt og udmattende, men når jeg ser tilbage nu, husker jeg mange gode minder og ting, jeg ville ønske havde været anderledes.
Så til kommende deltagere: læg bekymringerne til side et stykke tid, ogmærk og nyd virkelig alt det, du kan, i den tid, du har fået!
# Mine råd til sabbatåret
- Sprog
Da du skal dele bolig og bo sammen med venner fra forskellige lande, er engelsk nødvendigt. Mens du deltager i projektet, skal du tale med medarbejdere og kolleger, så det er en god idé at studere engelsk, inden du kommer.
Jeg tog et tremåneders sprogkursus, inden jeg deltog i projektet, så det var lettere at vænne mig til det. Selv hvis du ikke tager et sprogkursus, vil det være en stor hjælp, hvis du kan klare almindelige samtaler i hverdagen, inden du tager af sted. Derfor er det bedst at fokusere på at tale frem for alt andet! Hvad angår lytteforståelse, varierer accenterne så meget, at det er bedst at lære gennem eksponering og ved at træne øret.
- Indkvartering
Værelserne er opdelt efter køn, men man bor sammen på indkvarteringsstedet. Ligesom i Korea går man ikke med sko indenfor i Vietnam. Gulvene kan dog være beskidte, så det er en god idé at tage hjemmesko med til indendørs brug!
- Måltider
Maden, der serveres på indkvarteringsstedet, indeholder ikke mange krydderier, så den var nem at spise. Men eftersom det er vietnamesisk mad, var der stadig mange, der ikke kunne vænne sig til den. Hvis du prøver maden og ikke bryder dig om den, er der masser af koreanske restauranter i nærheden og lækker gademad, så du kan sagtens købe mad ude! Jeg er ikke særlig kræsen, så bortset fra når jeg havde planer eller lyst til noget andet, spiste jeg den mad, der blev serveret.
- Ting, du skal tage med
Det, jeg manglede og savnede, var et mundbind. Der er meget udstødning fra køretøjer i Vietnam, så de lokale går altid med mundbind. Hvis du tager et ordentligt mundbind mod støv og udstødning med, kan du beskytte halsen, når du tager på arbejde.
En praktisk ting var hjemmesko. Man skal tage skoene af indenfor, men gulvene er ikke lige så rene som i Korea, så fødderne bliver hurtigt beskidte, hvis man ikke har hjemmesko på (lol). Derfor gik jeg altid med hjemmesko på indkvarteringsstedet. Desuden regner det meget i Vietnam i juli, men det er sommer, så solen er stærk. Derfor er det praktisk at tage noget med, der både kan bruges som parasol og paraply, når du går ud.
Den ting, der gav problemer, var SIM-kortet, jeg havde købt på forhånd. På det tidligere projekt var Wi-Fi-forbindelsen på indkvarteringsstedet så god, at vi ikke engang brugte 3 GB om måneden. Derfor købte jeg på forhånd et vietnamesisk SIM-kort med 3 GB om måneden i Incheon Lufthavn, inden jeg tog af sted denne gang. Men det viste sig, at Wi-Fi-forbindelsen på indkvarteringsstedet var ustabil, og jeg endte med at bruge mere data, end mit SIM-kort kunne klare. Så det er ikke nødvendigvis nødvendigt at forberede et på forhånd. Når du ankommer, får du vejledning under introduktionen, og du kan måske få bedre vilkår ved at købe et lokalt.
Vietnam er virkelig glad for Korea. Måske er det derfor, der er mange koreanske restauranter, og man nemt kan købe koreanske instantnudler og snacks i nærbutikker. Så mad bliver ikke et stort problem. Desuden er der ofte mange aftener, hvor man tager ud med vennerne efter arbejde for at drikke eller gå på klub!
Jeg anbefaler også, at du tager tøj og kosmetik med. Om dagen er det varmt, og man klæder sig måske afslappet på til arbejde, men om aftenen gør alle sig virkelig klar til at tage ud og more sig (griner).
Mit sabbatår var
Oplevelse★★★★★
Jeg oplevede mange ting ved at tilbringe hver dag sammen med forskellige mennesker. Det var dejligt at være sammen med børnene, for jeg opdagede sider af mig selv, som jeg ikke kendte.
Læring★★★★☆
I modsætning til det første projekt lærte jeg denne gang meget om mellemmenneskelige relationer. Det var en periode, hvor jeg kunne styrke mig selv yderligere, så jeg giver det 4 stjerner.
Omgivelser ★★☆☆☆
Luftforureningen er alvorlig, og der er mange motorcykler, så man hører en masse tuden. Derfor føles det ikke som et afslappet og behageligt miljø.
Sikkerhed ★★★☆☆
Luften er ikke særlig god på grund af motorcyklerne, og hvis man bliver distraheret på vejen, er der risiko for ulykker. Pas på!
Fritid ★★★★☆
Hanoi var et fantastisk sted at rejse rundt eller hænge ud. I de travle områder finder du de fleste restauranter, og det er nemt at besøge andre dele af Vietnam!
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
