Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Lærte altruistiske værdier #Erfaring med at tage sig af børn med svære handicap #Forlegenhed, fortrydelse og dyb bevægelse
Mine dage gik med travlhed for mig selv og min familie. Af og til, når jeg havde overskud, tænkte jeg, at det var givende at være frivillig og hjælpe en, der havde det svært.Når jeg så mig omkring, handlede verden mindre om, at nogen hjalp andre, og mere om et sted, hvor mennesker venligt støtter hinanden og vokser sammen. Lad os give de cambodjanske børn med handicap, som har mistet deres vinger, nye vinger. Yang Geum-suk, familiemedlem på sabbatår (52, kontoransat) / sabbatår på 4 uger |
# Lever jeg mit liv, som jeg bør?
I de seneste fire år, mens jeg sammen med min søn og datter – som nu går på universitetet – bekymrede mig om og forberedte mig på deres karriereveje, tænkte jeg inderst inde ...Jeg begyndte at spekulere på, om jeg virkelig levede mit liv, som jeg burde, efter en langvarig og ensformig hverdag.
Ved denne lejlighed ville jeg se tilbage på de drømme, mål og værdier, jeg havde, mens mine børn voksede op, efter at have arbejdet 27 år som speciallærer, og på den tillid til mig selv og mine omgivelser, som jeg ikke må miste på den vej, jeg skal gå i de kommende år, og ...Jeg ville overveje, om jeg virkelig havde gået denne vej med glæde, og om jeg også fremover kan fortsætte med at gå den med glæde.
* Til fru Yang Geum-suk, der havde et stærkt ønske om at se tilbage på sit liv, blev der hver dag udarbejdet en skræddersyet personlig mission med fokus på selvrefleksion, nye udfordringer og oplevelser. Hun fik også en sabbatårskladdebog til at reflektere over sig selv og lægge planer.
# Jeg ville sætte mit hidtidige liv på pause og opleve forår, sommer, efterår og vinter.
Efter 27 år på arbejdsmarkedet tog jeg orlov og havde brug for en mulighed for at se på mig selv, mit arbejde, de børn, jeg ville vende tilbage til, og mine omgivelser med friske øjne. Som speciallærer i folkeskolen har jeg i de seneste 27 år taget mig af elever med handicap, mens jeg fik løn.
Jeg havde altid spekuleret på, hvad det ville sige at være sammen med elever med handicap ud over at passe et arbejde. Et års ulønnet orlov. Selvfølgelig vil jeg bruge al den tid på »mig selv«.
Det skal jeg vide for at kunne gøre det.
Jeg vil tilbringe en måned sammen med elever med handicap uden at få »løn« og med friske øjne overveje mig selv, mit arbejde og de børn, jeg skal være sammen med.
Efter en langvarig og ensformig hverdag ...I min tid som »lærer« var målet med dette sabbatår at få den umodenhed eller passion frem og lade den modnes, som var skjult bag overdreven pligtfølelse eller autoritet.
Efter at have besluttet at gøre dette år til en slags hvilende side i mit liv,ville jeg sætte mit hidtidige liv på pause og opleve de årstider, jeg ikke havde oplevet – forår, sommer, efterår og vinter.
# Hvor var børnene dog engleagtige ...
Gruppen, jeg valgte, bestod af 23 af de børn på institutionen, der var hårdest ramt. De fleste havde alvorlige handicap, som gjorde det svært selv at spise eller gå på toilettet uden hjælp fra omsorgspersoner eller lærere, for slet ikke at tale om at komme ud at gå.
Alle medarbejderne på institutionen virkede til at forstå de frivilliges evner, styrker og svagheder godt og reagerede hensigtsmæssigt.I begyndelsen masserede jeg børnenes arme med olie og satte dem i kørestole for at gå en tur i haven nedenunder.
Jeg var lidt uerfaren med at håndtere børn med fysiske handicap på en ordentlig måde, men da jeg indså, at min erfaring med at opdrage et barn gjorde mig i stand til på små måder at imødekomme behovene hos børn, der ikke kunne kommunikere verbalt, fik jeg gradvist lov til at udføre flere omsorgsopgaver som at skifte bleer, give dem snacks og flytte børnene fra kørestolene over på liggeunderlag, så de kunne ligge og hvile sig,
Når der var noget, der generede børnene, og som jeg ikke havde lagt mærke til, mens jeg kørte dem rundt i kørestolene, gjorde de venligt og omhyggeligt opmærksom på det,så det blev en slags oplæring for mig i praktisk pleje af børn med alvorlige handicap – noget, jeg ikke havde prøvet før.
De fysiske rammer på centret var dårlige, så der var mange ting, der trængte til hjælp. Kørestolene var gamle og i stykker, og jeg så endda et barn komme til skade på foden og bløde, da det blev flyttet, hvilket gjorde mig ulykkelig. Men medarbejderne fortsatte utrætteligt med det hårde arbejde med at pleje børn med alvorlige handicap ...Medarbejdernes vedvarende venlighed, selv mens de gentagne gange udførte det hårde arbejde, gjorde konstant indtryk på mig.
Børnene var så engleagtige ... hver gang vores blikke mødtes, sendte de mig store, strålende smil.Når jeg begyndte at skubbe kørestolen for at gå en tur, kunne man mærke deres begejstring og glæde i hele kroppen.
Jeg besluttede at spare nogle af de lommepenge, jeg havde med, og foreslog at købe de ting, børnene havde brug for, selv om det kun var et lille beløb ... Det var ikke noget stort beløb for mig, men jeg følte en smule tilfredshed ved at tage på det lokale marked sammen med medarbejderne og købe en masse ting.
Jeg føjer et glædeligt og rørende øjeblik – som om jeg havde set et lille drama om at blive voksen – til en side i mit liv.
Jeg kendte kun Cambodja som et meget varmt og fattigt land, der bærer på den ulykkelige historie om De Røde Khmerers folkemord. Da jeg afsluttede det frivillige arbejde, som jeg var begyndt på med et ønske om at hjælpe de fattige og ulykkeligt stillede børn i et fattigt land ...I mit hjerte fyldte skam og en følelse af at måtte bede om tilgivelse mere end stolthed.
For det første skyldtes det, at de cambodjanere, jeg mødte, tydeligt bar præg af et fattigt land og en ulykkelig historie, men alligevel gav mig indtryk af at bevæge sig mod fremtiden med en venlig sindsligevægt.Jeg følte, at de systematisk tog imod den hjælp, de havde brug for, og hele tiden med åbent sind forsøgte at finde en ny retning for deres roller og fremtid.Det blev tydeligt gennem de frivilliges aktiviteter, mens de kom og gik i løbet af de fire uger, og gennem medarbejderne i den lokale frivilligorganisation.
En koreansk organisation havde leveret kørestole til børn med alvorlige handicap, og jeg fik at vide, at Japan yder megen økonomisk støtte. (En dag kom en japansk tandlæge på besøg og foretog rutinemæssige undersøgelser.) Mange mennesker fra både Vesten og Østen yder løbende støtte som frivillige. De besøger centret for at lege med børnene og undervise dem og laver frit projekter som at male vægmalerier.
På den sidste dag som frivillig tænkte lederen og lærerne i den gruppe, jeg arbejdede med ...på bedre aktiviteter for børnene ud over almindelig omsorg, ved at synge for dem og lege med vand,Nu, hvor jeg er vendt tilbage til Korea, er der blevet lagt billeder af de glade børn op på Facebook – de har fået en ny, sjov aktivitet, hvor de maler ansigter.
For det andet gjorde de mange unge frivillige, jeg mødte på frivilligindkvarteringen, indtryk på mig. I stedet for en vag medfølelse eller en humanitær ansvarsfølelse over for et land, der led uretfærdige ulykker som følge af krig og plyndring,var deres ønske om at praktisere en menneskelighed, hvor vi lever godt sammen, virkelig smukt.
Selv om frivilligboligen var ubekvem, var de altid smilende og fandt sig villigt i udgifterne og besværet ved at køre tuk-tuk til og fra arbejdsstederne,og de strålede af glæde over små sedler, som børnene kejtet viste dem, med beskeder som »Jeg elsker dig, Sara«,og når jeg så dem diskutere og dele idéer til bedre projekter,kunne jeg ikke undgå at skamme mig lidt over dengang, jeg kun søgte tilfredsstillelse i min egen og min families trivsel.
De frivillige og medarbejderne på frivilligcentret, der støttede dem, stod sammen som én gruppe, reflekterede over sig selv og fandt en vej frem sammen,og jeg føjer et glædeligt og rørende øjeblik – som om jeg havde set en lille fortælling om personlig vækst – til en side i mit liv.
# Mennesker, jeg tilbragte tid sammen med i løbet af mit sabbatår
Alle medarbejderne på frivilligindkvarteringen virkede til at håndtere de frivilliges aktivitetsplaner og personlige behov både kompetent og hurtigt. Det var en rigtig dejlig oplevelse at se de unge frivillige fra mange forskellige lande og deres livlige tilstedeværelse. Selvom jeg havde svært ved at kommunikere frit på engelsk, kunne jeg nyde måltiderne, pauserne og tiden med mine værelseskammerater i en afslappet og åbenhjertig atmosfære.
Til denne forlegne tante, der ikke kunne huske børnenes navne og værelsesnumre før den sidste dag ...Jeg takker børnene og medarbejderne, som blev hos mig med strålende smil til det sidste, og jeg håber, at alle bliver gladere og gladere for hver eneste dag.
Min værelseskammerat Sarah Ann Morley tog natbussen til Siem Reap efter at have fuldført programmet den sidste dag ... I løbet af de seneste fire uger blev mine mund og ører mere og mere vant til den uvante britiske engelske accent. Gradvist begyndte britisk engelsk at give mening for mig ... og nu er det tid til at sige farvel. Det var en ære at dele værelse med de søde, venlige og vidunderlige unge britiske kvinder. Tak, fordi I altid mødte denne kvinde i halvtredserne, der ikke er god til engelsk, med et varmt smil.
# Efter hjemkomsten fra mit sabbatår
Min hverdag havde kun været travl med hensyn til mig selv og min familie. Af og til tænkte jeg, når jeg havde overskud, at det ville være givende at udføre frivilligt arbejde for en person, der havde det svært.Når jeg ser tilbage, handler verden mindre om, at én hjælper en anden, og mere om et sted, hvor mennesker støtter sig til hinanden med venlighed og vokser sammen.
# Mine personlige rejsemål i Cambodja
Der var en nordkoreansk restaurant i Phnom Penh. På dage uden planlagte aktiviteter kunne man opleve optrædener med nordkoreanske medarbejdere og smage kolde nudler fra Pyongyang. I ferien besøgte jeg ruinerne ved Angkor Wat i Siem Reap. Om lørdagen og søndagen kan man tage på delfin- eller elefantsafari, og efter programmet tog jeg et smut forbi Ho Chi Minh-byen i nærheden og Laos.
# Mine personlige tips til sabbatåret
- Sådan kommer du derhen
Jeg ankom til Phnom Penh lufthavn sent om aftenen. Da jeg kom ud, fandt jeg uden problemer chaufføren, der holdt et skilt med teksten Gap Year, og tog en tuk-tuk til frivilligindkvarteringen sammen med en fransk studerende, der var ankommet tidligere.
- Sprog
Til komplicerede eller længere samtaler brugte jeg nogle gange en oversættelsesapp, men som regel kunne vi uden større besvær kommunikere det, vi havde brug for, med blot et ord eller to, øjenkontakt og fagter. Jeg tror, det var muligt, fordi de frivillige kom fra mange forskellige lande og var åbensindede, kommunikerede aktivt og viste hensyn over for dem, der talte andre sprog.
- Indkvartering
Det er ikke som at bo på hotel, så du skal selv tage dig af affaldet og skifte madrasbetrækket i hånden. Det er ikke særlig svært.
- Måltider
Morgenmaden består af brød og frugt; madpakker skal bestilles aftenen før. Til aftensmad serveres der ris og en eller to hovedretter. Nogle gange fik jeg lyst til varm suppe og spiste på restauranter i nærheden. Khmer-inspireret kødsuppe med et skvæt lime var fremragende til at lindre trætheden efter varmen.
- Ting, du skal medbringe
Det er meget varmt, så du får brug for at skifte tøj ofte, og det er svært at vaske tøj på frivilligindkvarteringen, så du bliver nødt til at bruge et nærliggende vaskeri. Tag flere lette stykker tøj med. Lokalt tøj er forholdsvis billigt, så det er også en mulighed at købe tøj på et nærliggende marked.
- Til kommende deltagere
Hvis du har bare én særlig evne, som at synge, danse eller spille et instrument ... vil børnene og lærerne virkelig sætte pris på det. Jeg var misundelig, fordi jeg ikke havde nogen ... men jeg er god til at smile til alle, så jeg blev taget godt imod, selvom jeg ikke havde andre evner.
Mit sabbatår var
Oplevelse ★★★★★
Det var en bedre oplevelse, end jeg havde håbet på.
Læring ★★★★★
Jeg lærte også mere, end jeg havde forventet.
Forhold ★★★★☆
Indkvarteringen er lidt spartansk, men det er ikke noget stort problem at bo der. Jeg giver den 4 stjerner, fordi mine søn og datter måske ville finde det lidt ubehageligt.
Sikkerhed ★★★★★
Der ser ikke ud til at være problemer med sikkerheden, så længe man ikke går ud alene sent om aftenen.
Fritid ★★★★★
Leveomkostningerne er forholdsvis lave, og fordi landet grænser op til flere andre lande, er det nemt at planlægge oplevelsesrejser.
Mine dage gik med travlhed for mig selv og min familie. Af og til, når jeg havde overskud, tænkte jeg, at det var givende at være frivillig og hjælpe en, der havde det svært.Når jeg så mig omkring, handlede verden mindre om, at nogen hjalp andre, og mere om et sted, hvor mennesker venligt støtter hinanden og vokser sammen. Lad os give de cambodjanske børn med handicap, som har mistet deres vinger, nye vinger. Yang Geum-suk, familiemedlem på sabbatår (52, kontoransat) / sabbatår på 4 uger |
# Lever jeg mit liv, som jeg bør?
I de seneste fire år, mens jeg sammen med min søn og datter – som nu går på universitetet – bekymrede mig om og forberedte mig på deres karriereveje, tænkte jeg inderst inde ...Jeg begyndte at spekulere på, om jeg virkelig levede mit liv, som jeg burde, efter en langvarig og ensformig hverdag.
Ved denne lejlighed ville jeg se tilbage på de drømme, mål og værdier, jeg havde, mens mine børn voksede op, efter at have arbejdet 27 år som speciallærer, og på den tillid til mig selv og mine omgivelser, som jeg ikke må miste på den vej, jeg skal gå i de kommende år, og ...Jeg ville overveje, om jeg virkelig havde gået denne vej med glæde, og om jeg også fremover kan fortsætte med at gå den med glæde.
* Til fru Yang Geum-suk, der havde et stærkt ønske om at se tilbage på sit liv, blev der hver dag udarbejdet en skræddersyet personlig mission med fokus på selvrefleksion, nye udfordringer og oplevelser. Hun fik også en sabbatårskladdebog til at reflektere over sig selv og lægge planer.
# Jeg ville sætte mit hidtidige liv på pause og opleve forår, sommer, efterår og vinter.
Efter 27 år på arbejdsmarkedet tog jeg orlov og havde brug for en mulighed for at se på mig selv, mit arbejde, de børn, jeg ville vende tilbage til, og mine omgivelser med friske øjne. Som speciallærer i folkeskolen har jeg i de seneste 27 år taget mig af elever med handicap, mens jeg fik løn.
Jeg havde altid spekuleret på, hvad det ville sige at være sammen med elever med handicap ud over at passe et arbejde. Et års ulønnet orlov. Selvfølgelig vil jeg bruge al den tid på »mig selv«.
Det skal jeg vide for at kunne gøre det.
Jeg vil tilbringe en måned sammen med elever med handicap uden at få »løn« og med friske øjne overveje mig selv, mit arbejde og de børn, jeg skal være sammen med.
Efter en langvarig og ensformig hverdag ...I min tid som »lærer« var målet med dette sabbatår at få den umodenhed eller passion frem og lade den modnes, som var skjult bag overdreven pligtfølelse eller autoritet.
Efter at have besluttet at gøre dette år til en slags hvilende side i mit liv,ville jeg sætte mit hidtidige liv på pause og opleve de årstider, jeg ikke havde oplevet – forår, sommer, efterår og vinter.
# Hvor var børnene dog engleagtige ...
Gruppen, jeg valgte, bestod af 23 af de børn på institutionen, der var hårdest ramt. De fleste havde alvorlige handicap, som gjorde det svært selv at spise eller gå på toilettet uden hjælp fra omsorgspersoner eller lærere, for slet ikke at tale om at komme ud at gå.
Alle medarbejderne på institutionen virkede til at forstå de frivilliges evner, styrker og svagheder godt og reagerede hensigtsmæssigt.I begyndelsen masserede jeg børnenes arme med olie og satte dem i kørestole for at gå en tur i haven nedenunder.
Jeg var lidt uerfaren med at håndtere børn med fysiske handicap på en ordentlig måde, men da jeg indså, at min erfaring med at opdrage et barn gjorde mig i stand til på små måder at imødekomme behovene hos børn, der ikke kunne kommunikere verbalt, fik jeg gradvist lov til at udføre flere omsorgsopgaver som at skifte bleer, give dem snacks og flytte børnene fra kørestolene over på liggeunderlag, så de kunne ligge og hvile sig,
Når der var noget, der generede børnene, og som jeg ikke havde lagt mærke til, mens jeg kørte dem rundt i kørestolene, gjorde de venligt og omhyggeligt opmærksom på det,så det blev en slags oplæring for mig i praktisk pleje af børn med alvorlige handicap – noget, jeg ikke havde prøvet før.
De fysiske rammer på centret var dårlige, så der var mange ting, der trængte til hjælp. Kørestolene var gamle og i stykker, og jeg så endda et barn komme til skade på foden og bløde, da det blev flyttet, hvilket gjorde mig ulykkelig. Men medarbejderne fortsatte utrætteligt med det hårde arbejde med at pleje børn med alvorlige handicap ...Medarbejdernes vedvarende venlighed, selv mens de gentagne gange udførte det hårde arbejde, gjorde konstant indtryk på mig.
Børnene var så engleagtige ... hver gang vores blikke mødtes, sendte de mig store, strålende smil.Når jeg begyndte at skubbe kørestolen for at gå en tur, kunne man mærke deres begejstring og glæde i hele kroppen.
Jeg besluttede at spare nogle af de lommepenge, jeg havde med, og foreslog at købe de ting, børnene havde brug for, selv om det kun var et lille beløb ... Det var ikke noget stort beløb for mig, men jeg følte en smule tilfredshed ved at tage på det lokale marked sammen med medarbejderne og købe en masse ting.
Jeg føjer et glædeligt og rørende øjeblik – som om jeg havde set et lille drama om at blive voksen – til en side i mit liv.
Jeg kendte kun Cambodja som et meget varmt og fattigt land, der bærer på den ulykkelige historie om De Røde Khmerers folkemord. Da jeg afsluttede det frivillige arbejde, som jeg var begyndt på med et ønske om at hjælpe de fattige og ulykkeligt stillede børn i et fattigt land ...I mit hjerte fyldte skam og en følelse af at måtte bede om tilgivelse mere end stolthed.
For det første skyldtes det, at de cambodjanere, jeg mødte, tydeligt bar præg af et fattigt land og en ulykkelig historie, men alligevel gav mig indtryk af at bevæge sig mod fremtiden med en venlig sindsligevægt.Jeg følte, at de systematisk tog imod den hjælp, de havde brug for, og hele tiden med åbent sind forsøgte at finde en ny retning for deres roller og fremtid.Det blev tydeligt gennem de frivilliges aktiviteter, mens de kom og gik i løbet af de fire uger, og gennem medarbejderne i den lokale frivilligorganisation.
En koreansk organisation havde leveret kørestole til børn med alvorlige handicap, og jeg fik at vide, at Japan yder megen økonomisk støtte. (En dag kom en japansk tandlæge på besøg og foretog rutinemæssige undersøgelser.) Mange mennesker fra både Vesten og Østen yder løbende støtte som frivillige. De besøger centret for at lege med børnene og undervise dem og laver frit projekter som at male vægmalerier.
På den sidste dag som frivillig tænkte lederen og lærerne i den gruppe, jeg arbejdede med ...på bedre aktiviteter for børnene ud over almindelig omsorg, ved at synge for dem og lege med vand,Nu, hvor jeg er vendt tilbage til Korea, er der blevet lagt billeder af de glade børn op på Facebook – de har fået en ny, sjov aktivitet, hvor de maler ansigter.
For det andet gjorde de mange unge frivillige, jeg mødte på frivilligindkvarteringen, indtryk på mig. I stedet for en vag medfølelse eller en humanitær ansvarsfølelse over for et land, der led uretfærdige ulykker som følge af krig og plyndring,var deres ønske om at praktisere en menneskelighed, hvor vi lever godt sammen, virkelig smukt.
Selv om frivilligboligen var ubekvem, var de altid smilende og fandt sig villigt i udgifterne og besværet ved at køre tuk-tuk til og fra arbejdsstederne,og de strålede af glæde over små sedler, som børnene kejtet viste dem, med beskeder som »Jeg elsker dig, Sara«,og når jeg så dem diskutere og dele idéer til bedre projekter,kunne jeg ikke undgå at skamme mig lidt over dengang, jeg kun søgte tilfredsstillelse i min egen og min families trivsel.
De frivillige og medarbejderne på frivilligcentret, der støttede dem, stod sammen som én gruppe, reflekterede over sig selv og fandt en vej frem sammen,og jeg føjer et glædeligt og rørende øjeblik – som om jeg havde set en lille fortælling om personlig vækst – til en side i mit liv.
# Mennesker, jeg tilbragte tid sammen med i løbet af mit sabbatår
Alle medarbejderne på frivilligindkvarteringen virkede til at håndtere de frivilliges aktivitetsplaner og personlige behov både kompetent og hurtigt. Det var en rigtig dejlig oplevelse at se de unge frivillige fra mange forskellige lande og deres livlige tilstedeværelse. Selvom jeg havde svært ved at kommunikere frit på engelsk, kunne jeg nyde måltiderne, pauserne og tiden med mine værelseskammerater i en afslappet og åbenhjertig atmosfære.
Til denne forlegne tante, der ikke kunne huske børnenes navne og værelsesnumre før den sidste dag ...Jeg takker børnene og medarbejderne, som blev hos mig med strålende smil til det sidste, og jeg håber, at alle bliver gladere og gladere for hver eneste dag.
Min værelseskammerat Sarah Ann Morley tog natbussen til Siem Reap efter at have fuldført programmet den sidste dag ... I løbet af de seneste fire uger blev mine mund og ører mere og mere vant til den uvante britiske engelske accent. Gradvist begyndte britisk engelsk at give mening for mig ... og nu er det tid til at sige farvel. Det var en ære at dele værelse med de søde, venlige og vidunderlige unge britiske kvinder. Tak, fordi I altid mødte denne kvinde i halvtredserne, der ikke er god til engelsk, med et varmt smil.
# Efter hjemkomsten fra mit sabbatår
Min hverdag havde kun været travl med hensyn til mig selv og min familie. Af og til tænkte jeg, når jeg havde overskud, at det ville være givende at udføre frivilligt arbejde for en person, der havde det svært.Når jeg ser tilbage, handler verden mindre om, at én hjælper en anden, og mere om et sted, hvor mennesker støtter sig til hinanden med venlighed og vokser sammen.
# Mine personlige rejsemål i Cambodja
Der var en nordkoreansk restaurant i Phnom Penh. På dage uden planlagte aktiviteter kunne man opleve optrædener med nordkoreanske medarbejdere og smage kolde nudler fra Pyongyang. I ferien besøgte jeg ruinerne ved Angkor Wat i Siem Reap. Om lørdagen og søndagen kan man tage på delfin- eller elefantsafari, og efter programmet tog jeg et smut forbi Ho Chi Minh-byen i nærheden og Laos.
# Mine personlige tips til sabbatåret
- Sådan kommer du derhen
Jeg ankom til Phnom Penh lufthavn sent om aftenen. Da jeg kom ud, fandt jeg uden problemer chaufføren, der holdt et skilt med teksten Gap Year, og tog en tuk-tuk til frivilligindkvarteringen sammen med en fransk studerende, der var ankommet tidligere.
- Sprog
Til komplicerede eller længere samtaler brugte jeg nogle gange en oversættelsesapp, men som regel kunne vi uden større besvær kommunikere det, vi havde brug for, med blot et ord eller to, øjenkontakt og fagter. Jeg tror, det var muligt, fordi de frivillige kom fra mange forskellige lande og var åbensindede, kommunikerede aktivt og viste hensyn over for dem, der talte andre sprog.
- Indkvartering
Det er ikke som at bo på hotel, så du skal selv tage dig af affaldet og skifte madrasbetrækket i hånden. Det er ikke særlig svært.
- Måltider
Morgenmaden består af brød og frugt; madpakker skal bestilles aftenen før. Til aftensmad serveres der ris og en eller to hovedretter. Nogle gange fik jeg lyst til varm suppe og spiste på restauranter i nærheden. Khmer-inspireret kødsuppe med et skvæt lime var fremragende til at lindre trætheden efter varmen.
- Ting, du skal medbringe
Det er meget varmt, så du får brug for at skifte tøj ofte, og det er svært at vaske tøj på frivilligindkvarteringen, så du bliver nødt til at bruge et nærliggende vaskeri. Tag flere lette stykker tøj med. Lokalt tøj er forholdsvis billigt, så det er også en mulighed at købe tøj på et nærliggende marked.
- Til kommende deltagere
Hvis du har bare én særlig evne, som at synge, danse eller spille et instrument ... vil børnene og lærerne virkelig sætte pris på det. Jeg var misundelig, fordi jeg ikke havde nogen ... men jeg er god til at smile til alle, så jeg blev taget godt imod, selvom jeg ikke havde andre evner.
Mit sabbatår var
Oplevelse ★★★★★
Det var en bedre oplevelse, end jeg havde håbet på.
Læring ★★★★★
Jeg lærte også mere, end jeg havde forventet.
Forhold ★★★★☆
Indkvarteringen er lidt spartansk, men det er ikke noget stort problem at bo der. Jeg giver den 4 stjerner, fordi mine søn og datter måske ville finde det lidt ubehageligt.
Sikkerhed ★★★★★
Der ser ikke ud til at være problemer med sikkerheden, så længe man ikke går ud alene sent om aftenen.
Fritid ★★★★★
Leveomkostningerne er forholdsvis lave, og fordi landet grænser op til flere andre lande, er det nemt at planlægge oplevelsesrejser.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
