En sjov oplevelse som frivillig engelsklærer i Chiang Rai i Thailand sammen med mine venner i mit sabbatår | At prioritere mig selv, problemløsning

#At prioritere mig selv, problemløsning #Selvforståelse, at opdage lykken #Erkendelsen af, at lykken findes i de små ting

Forfatter: Jo Min-jeong
Land / by: Asien/Thailand/Chiang Rai
Visninger : 4440

Lykke kommer ikke af at gøre noget ekstraordinært; i stedet lærte jeg at finde lykken i de små ting.

Jeg var i stand til at finde måder at opleve glæde på.

Et sabbatår gør dig ikke automatisk lykkelig. Men det gav mig mulighed for at blive lykkelig.

Jeg indså, at jeg ikke var virkelig lykkelig, og denne erkendelse gjorde det muligt for mig at foretage ændringer.

En glædelig oplevelse med at undervise i engelsk sammen med udenlandske venner i Chiang Rai i Thailand

Jo Min-jeong, deltager i Korea GapYear (27 år, sabbatår med fokus på karriereplanlægning) / 12 ugers sabbatår

# »Når du træffer valg fremover, så gør det bare sådan~«

En solorejse for at få afløb for min frustration over ikke at forstå mine følelser. Jeg mødte en yngre ven, der arbejdede på et gæstehus, og som introducerede mig til begrebet »sabbatår«.

Jeg vendte tilbage til min hverdag. Fordi jeg gerne ville på en længere rejse, brugte jeg hele dagen på at lede efter noget, jeg kunne lave. Første gang jeg skulle stå på egne ben – jeg var overvældet og vidste ikke, hvor jeg skulle begynde.

På det tidspunkt kom tanken om et sabbatår pludselig til mig. Jeg kiggede på hjemmesiden og fandt rådgivning til »dem, der ikke ved, hvad de skal gøre«.

Da jeg boede på Jeju, havde jeg min første rådgivningssamtale over telefonen. Jeg følte, at jeg gerne ville møde op personligt, så jeg bestilte en personlig samtale og tog derhen. Hen imod slutningen af samtalen stillede lederen af sabbatårsprogrammet mig et spørgsmål.

»Hvad tænkte du på, da du besluttede dig for at komme her?«

»Jeg følte bare, at jeg var nødt til at komme, så jeg tog af sted med det samme.«

»Når du træffer valg fra nu af, så gør det sådan.«

Jeg havde aldrig haft tillid til mine egne valg. Da jeg hørte de ord, tænkte jeg: »Nå, jeg traf faktisk et selvsikkert valg, gjorde jeg ikke? Det kan jeg godt.« Jeg blev i stand til at opbygge styrken til at træffe beslutninger ved at huske den udgave af mig selv, der traf valg uden tøven.

# Denne gang var »mig« min eneste prioritet.

Hej, jeg hedder Baek Jo Min-jung, er 27 år og er i øjeblikket på arbejdsferie i Seoul. Jeg tilbragte ni måneder på sabbatår, hvor jeg deltog i forskellige aktiviteter, blandt andet et sprogkursus i Filippinerne, frivilligt engelskarbejde i Thailand og et praktikophold i Grækenland med fokus på psykologisk terapi for ældre med demens.

Jeg havde altid drømt om at tage på en frivilligrejserejse i udlandet. Jeg besluttede mig for at tage lidt tid til mig selv. Jeg skabte tid ved at tage orlov fra studiet, og under en rådgivningssamtale om sabbatår blev jeg anbefalet et program, der virkede som det rette for mig. Men da afrejsen nærmede sig, tøvede jeg. Det virkede dyrt, jeg havde ikke tillid til mine engelskkundskaber, og frem for alt var jeg bange for at »spilde tiden på noget meningsløst«.

Jeg drøftede mine bekymringer med sabbatårsrådgiveren. Kunne jeg forbedre mine engelskkundskaber? Hvem ville give feedback efter timerne? Ville det virkelig være pengene og tiden værd? Jeg blev ved med at stille spørgsmål efter spørgsmål.

De beroligede mig: Jeg ville lære engelsk, få undervisning på engelsk og hovedsageligt omgås personer med engelsk som modersmål, så jeg ville hele tiden være i et miljø, hvor jeg brugte engelsk. Alle, der havde været af sted før mig, havde tøvet, men de var alle endt med at være tilfredse. Da de frivillige planlagde det hele, ville jeg få meget ud af oplevelsen. De besvarede hvert eneste spørgsmål, jeg havde, og denne gang tænkte jeg: »Skal jeg virkelig tage af sted?« Jeg spurgte igen.

Lederen sagde så: »Hvorfor tager du ikke et år på sprogstudier i Canada?« Det gik op for mig. Jeg indså, at jeg ikke bad om en oplevelse kun for min egen skyld, men snarere for at pynte på mit CV. Selvfølgelig er det også vigtigt, men denne gang var »mig« min eneste prioritet.

»Hvis jeg gør det for min egen skyld, hvornår får jeg så ellers mulighed for at tage på den frivilligrejserejse i udlandet, som jeg altid har ønsket mig?« besluttede jeg.

* Forud for projektet fik Minjung Cho, som havde et stærkt ønske om personlig udvikling, et personligt tilpasset dagligt mål med fokus på selvstændighed og selvrefleksion samt en sabbatårsdagbog til at lægge planer og reflektere over sig selv.

>> Korea GapYear-opgave

# Det var svært at vænne sig til i starten.

Det var virkelig svært at vænne sig til i starten. Før jeg tog af sted som frivillig, fulgte jeg et sprogkursus, og jeg følte mig ret sikker på mit engelsk. Men under den første dags introduktion forstod jeg ikke et ord. Det hele fór hen over hovedet på mig – den uvante accent og det hurtige engelske tempo. Jeg kunne ikke engang følge enkle instruktioner. Jeg var fyldt med bekymringer om, hvad jeg skulle gøre bagefter. Bekymringerne voksede hele tiden.

Jeg bebrejdede bare mig selv, at jeg ikke kunne engelsk. Jeg blev mere modløs og havde ikke lyst til at prøve noget. Når jeg sammenlignede mig med andre, fik det mig kun til at føle mig endnu dårligere til engelsk.

I det øjeblik indså jeg, at det ikke ville gavne mig at sammenligne mig med andre hele tiden, men kun ville svække min selvtillid. »Det er rigtigt, jeg er ikke særlig god til engelsk. Det er jo ikke engang mit modersmål, så det er okay. Hvad kan jeg gøre for at blive bedre herfra?«

Jeg begyndte med det, jeg kunne. Når mine venner talte sammen, lod jeg, som om jeg var med i en film, og lyttede bare. To uger senere var der et morgenmøde, og jeg forstod det hele. Normalt gættede jeg mig bare frem og fulgte med, så jeg var så stolt, at jeg råbte: »Jeg forstod det!«, da mødet var slut.

I starten turde jeg ikke stå for undervisningen, så jeg blev bagest i lokalet og holdt øje med børnene. Gradvist tilbragte jeg mere tid foran klassen. Til sidst stod jeg selv for undervisningen og sang endda med! Det var udfordrende, men jeg vænnede mig til det, fordi jeg ikke gav op.

Jeg plejede at føle mig hjælpeløs og spørge mig selv: »Hvad skal jeg gøre?« Men nu tænker jeg: »Hvordan kan jeg løse det på en god måde?« Jeg lærte, at jeg ikke behøver at sammenligne mig med andre, men bare kan fokusere på at fylde mit liv med ting, jeg rent faktisk kan gøre.

Jeg håber, at alle, der deltager i sabbatårsprojektet, kan tro på sig selv og finde modet i sig selv, selv når de føler sig utilstrækkelige!

# Hvordan ville jeg have det, hvis jeg gjorde sådan?

Gennem dette projekt begyndte jeg at spørge mig selv »Hvordan ville jeg have det, hvis jeg gjorde sådan?« for før plejede jeg at tænke: »Hvordan ville den anden person have det, hvis jeg gjorde det her?«

En dag sluttede min undervisning tidligt. Værten på gæstehuset tilbød at vise mig en park med aber, så jeg tog med. Desværre angreb en abe mig, og jeg måtte have lægehjælp og få regelmæssige vaccinationer i en periode.

Efter behandlingen bad personalet på gæstehuset mig om at holde det hemmeligt for den frivilligansvarlige, for hvis de fandt ud af det, kunne de i fremtiden forbyde personalet at vise de frivillige rundt, og den pågældende medarbejder kunne også komme i problemer.

Hospitalet lå langt væk, og jeg skulle til undervisning, så jeg var bange og spekulerede på, om noget ville gå galt. Jeg tænkte, at jeg kunne få hjælp, hvis jeg fortalte det til organisationen, men da jeg tænkte på personalet, indså jeg, at de gjorde det for vores skyld...

De bad mig om at holde det hemmeligt, og jeg havde dårlig samvittighed, men de andre frivillige syntes at mene, at det var bedst at tie...

Jeg tog alene på hospitalet i weekenden, og på vej tilbage til overnatningsstedet vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg græd i smug i bussen, uden at mine venner vidste det.

Efter mange overvejelser kontaktede jeg Gap Year. De sagde, at jeg for en gangs skyld skulle tænke på mig selv. De sagde, at det var okay at tænke på mig selv nu, at jeg ikke altid behøvede at tage hensyn til andre, og at det ikke var ment negativt, men positivt.

Mens jeg blev ved med at tale, indså jeg, at jeg burde sige fra – ikke kun for min egen skyld, men også så folk som mig ikke skulle igennem det samme.

Jeg fortalte organisationen sandheden. Da jeg havde fortalt det, hjalp de mig, og jeg kunne nemt få behandling. Selvom personalet på gæstehuset fik en advarsel, kunne de frivillige fortsat tage på udflugter.

Gennem denne hændelse indså jeg, at jeg havde forsømt mig selv ved altid at tænke på andre. Det blev også en anledning til at vise hensyn til mig selv.

Når jeg føler, at jeg ikke tænker på mig selv, stopper jeg op et øjeblik. Og som et mantra siger jeg til mig selv: »Hvordan ville jeg have det, hvis jeg gjorde sådan?«

# At leve i nuet

Før jeg tog til Thailand, når jeg var træt af at læse engelsk på Filippinerne, eller når jeg var syg, plejede jeg at tænke: »Hvis jeg bare kan komme igennem det her, bliver alting bedre, ikke? Jeg bliver glad, når jeg kommer til Thailand.«

Men da jeg først kom til Thailand, var det ikke helt så fantastisk, selvom det var sjovt. Det var hårdt at tale engelsk, jeg kunne ikke falde til, og hver gang jeg løste et problem, dukkede et nyt op. Som jeg nævnte før, kom jeg endda til skade, og jeg begyndte at savne Filippinerne, kontakte venner og tænke: »Åh, jeg ville gerne til Grækenland, mit næste rejsemål.«

Men da jeg så på mig selv, tænkte jeg, at hvis jeg tog til Grækenland, ville jeg sikkert savne dette øjeblik, ligesom jeg nu savner Filippinerne. Jeg indså, at det ville være så ærgerligt at lade dette øjeblik gå tabt. I stedet for bare at bekymre mig besluttede jeg at gøre noget for at gøre mig selv glad lige nu. Derefter kunne jeg nyde nuet og være glad.

Fredag aften var den sidste chance for de frivillige til at nyde byen, og alle glædede sig og gjorde sig klar til at tage ud. Pludselig brød en storm løs, og vi kunne ikke få fat i en bil. Alt lyset gik ud, og vi stod i en situation, hvor der ikke var noget, vi kunne gøre. Jeg tænkte: »Hvordan kan vi få mest muligt ud af dette øjeblik?« og foreslog børnene, at vi skulle se en gyserfilm. Det var skuffende, at vi ikke kunne komme ud, men vi fik mulighed for at nyde de bedst tænkelige omgivelser til at se en gyserfilm lige dér.

# Sådan står jeg ved det, jeg vil

Når jeg skal til undervisning langt fra den frivillige organisation, bor jeg på et vandrehjem. En dag havde jeg det ikke godt, så jeg blev tilbage og tog ikke til undervisning. Da jeg senere følte mig rask igen, sagde jeg, at jeg også ville tage af sted. Men lederen sagde, at jeg stadig havde brug for mere hvile, og bad mig blive til ugens slutning. Jeg tænkte: »Der er ikke noget, jeg kan gøre,« og var lige ved at opgive at tage med som frivillig.

Så forsvandt mine venners latter pludselig, og de spurgte mig alvorligt:

»Vil du af sted eller ej?«

»Jeg vil gerne af sted, men ... de sagde, at vi kunne hvile her ... og det er måske heller ikke så dumt at hvile.«

»Nej, sig bare, hvad du gerne vil.«

»Helt ærligt, jeg har ikke lyst til at tage af sted.«

»Du har ret til selv at vælge. Vi hjælper dig med at tale med lederne igen.«

Med de ord hjalp de mig selvsikkert med at tage hen til lederne og tale med dem igen, og jeg kunne tage af sted sammen med dem.

Senere talte jeg med to koreanske venner, der sad ved siden af mig. Vi tænkte alle sammen, også jeg: »Det er ærgerligt, men vi må acceptere det.« De udenlandske venner tænkte alle: »Lad os sige fra og prøve at ændre det.«

Det, der gjorde indtryk på mig, var ikke at acceptere den andens mening, men at få dem til at acceptere min egen mening. I det øjeblik indså jeg, at tingene kan ændre sig, og at man kan ændre dem, hvis man siger sin mening.

# Det er okay ikke at have en plan

I bilen, der var i bevægelse, spurgte en ven kvinden, der hang bag på bilen:

»Hvad har du tænkt dig at gøre, når det frivillige arbejde er slut?«

»Det ved jeg ikke. Jeg rejser bare, indtil jeg løber tør for penge, og så tænker jeg over det, når jeg kommer hjem.«

sagde hun ubekymret. Hun virkede fri. Jeg blev imponeret over, at hun ikke var nedtrykt over ikke at have nogen planer, og indså, at det er okay, selvom man ikke har en bestemt retning.

Jeg syntes, det var en god beslutning at tage af sted, men jeg var også bekymret for den usikre fremtid. Da jeg så på hende, tænkte jeg: »Jeg behøver ikke tænke på det nu. Jeg kan tænke på det senere.«

# Intet er givet på forhånd.

På institutionens kollegium var der øgler, kæmpestore edderkopper og andre insekter. Der var ikke varmt vand. Badeværelset skulle man selv gøre rent, wi-fi var langsomt, og hvis vejret var dårligt, virkede tjenesten ikke. Det var ikke en selvfølge, at wi-fi fungerede godt, at jeg kunne tage et varmt bad, at der var solide vægge, som beskyttede mod sandstorme, eller at wi-fi var hurtigt. Intet af det, jeg havde taget for givet, var garanteret.

Da jeg indså, at selv de små ting ikke er givet på forhånd, blev jeg taknemmelig for selv de mindste ting.

# Kan jeg være lykkelig?

Det var slutningen på den første undervisningsuge, og jeg var på vej tilbage til kollegiet. En munk kom hen til mig og sagde: »Du ser ikke glad ud.« Jeg blev forvirret og smilede. Spørgsmålet blev ved med at rumstere i mit hoved. »De siger bare, at jeg ikke ser glad ud, men måske passer det ikke.«

Så spurgte jeg mig selv: »Gør det, jeg laver lige nu, mig faktisk glad?« Men jeg kunne ikke svare. Jeg troede egentlig, at jeg ville blive glad, så snart jeg tog af sted på mit sabbatår. Men det gjorde jeg ikke. Jeg troede, at jeg ville blive glad i det øjeblik, jeg tog af sted, men sådan gik det ikke ^-^.. Haha. Men det hjalp mig med at udvikle mig, at jeg indså det.

Det handler ikke om at gøre »noget« for at komme tættere på lykken.

Derefter begyndte jeg at spekulere på: »Hvordan bliver jeg lykkelig?« og »Kan jeg blive lykkelig?«

Gennem min tid i Thailand oplevede og indså jeg, atlykke ikke kommer af at gøre noget særligt, men af de små ting, der gør én glad Jeg var i stand til at finde måder at søge lykken på.

At tage af sted på sabbatår gør dig ikke straks lykkelig. Men det skaber en mulighed for det. Jeg kunne forandre mig, da jeg indså, at jeg ikke havde været lykkelig før.

Hvis en anden spørger: »Kan jeg tage af sted, hvis jeg har lyst?«,

ville jeg svare uden tøven.

»JA«

»Det tiltalende ved dette projekt, som jeg deltog i og selv oplevede«

# Jeg genfandt den følelse, jeg havde som barn.

Da jeg var 9 år og legede på legepladsen med mine venner, mærkede jeg den. Jeg genfandt den uskyld, jeg havde glemt. Vi dystede om, hvem der kunne tegne den bedste pirat på ét minut. »Vil du drikke det stillestående vand eller kysse en edderkop?« »Jeg vælger edderkoppen.« »Jeg vælger vandet!«

Vi samledes om lejrbålet og stillede spørgsmål, mens tankerne flød frit. Vi gik gennem den mørke skov om natten og fortalte uhyggelige historier. Vi legede en leg, hvor man siger en sætning som »Der var engang, jeg ...« eller »Der var engang, jeg ... spiste ris« eller »Der var engang, jeg ... spiste ris – pyoong!« Den leg leger man, mens man sidder omkring lejrbålet.

Jeg kunne genkalde mig den barndomsfølelse, jeg havde glemt. Jeg prøver at holde fast i denne følelse. Synge sange, tegne billeder, spille små spil. Jeg kunne gøre ting, som jeg kendte, men havde glemt.

# Venner, steder og minder, jeg ikke ville have mødt, hvis det ikke havde været for dette sted

At tage på natmarkedet og danse traditionelle danse med min bedstemor, drikke en øl med Super Family, når jeg går forbi, og de velkendte butikker, der altid hilser på mig. Vores stamsted, Coconut Bar, hvor vi kom hver fredag, og den mærkelige landsby, hvor alle beboerne gik i seng kl. 22 og stod op kl. 5.

Tiden brugt på at spille spil med børnene fra nabolaget indtil sengetid. Når jeg lukker øjnene, dukker Chiang Rai op i mine tanker, fuld af varme minder.

Du kan ikke kun besøge de populære turistattraktioner, men også opleve hvert et hjørne af Chiang Rai. Uden dette projekt ville jeg ikke have mødt de venner, besøgt de steder og skabt de minder, som jeg gjorde.

# Du kan hjælpe børnene.

At kunne tale engelsk giver i sig selv børnene jobmuligheder og er en måde at forbedre deres livskvalitet på. Der er ikke mange muligheder for at lære engelsk. Vi kan skabe tid til, at de kan lære. Vi er stolte over blot at vide, at vi kan hjælpe børnene.

# Undervisningen, jeg skaber

Det hele planlægges og gennemføres af de frivillige selv.

Det var første gang, jeg fik mulighed for at prøve noget på egen hånd fra start til slut! Jeg gik fra »Kan jeg det her?« til »Det kan jeg godt!«

Jeg var vant til altid at få at vide, hvad jeg skulle gøre, så det var svært for mig at gøre ting uden andres instruktioner. Men denne oplevelse gav mig mulighed for at prøve at gøre noget på egen hånd.

Jeg troede, at jeg opgav jobrelaterede kvalifikationer, men disse oplevelser blev sjove at skrive på mit CV.

# Learning While Socializing with Friends

Der kommer nye venner til hver anden uge.

Melissa, der ikke var bange for at gøre sig til grin med sjove ansigtsudtryk for at engagere børnene; Muscle Queen, der arbejdede hårdt selv i pauserne for at holde mavemusklerne i form; den livlige Joshua, der havde mere energi end nogen anden; Rebecca, sprog- og madronningen, der mestrede alt fra koreansk til koreansk mad; Sofia, den elegante kvinde, der prøvede kræfter med frivilligt byggearbejde, før hun begyndte på kontoret, og to venner fra London, der sammen holdt 18 måneders sabbatår; Page, dronningen af notater, der dokumenterede alt. Folk, der rejste rundt, mens de arbejdede frivilligt, fra Bali til Indien og derefter Thailand.

Det var fantastisk at få en meningsfuld rejse, og jeg tænkte, at jeg også burde prøve det. Fordi det var et miljø, hvor jeg kunne møde mange forskellige mennesker og venner, var der så meget at lære af hver enkelt.

# Mine anbefalede rejsemål

Chiang Mai – Elephant Jungle Sanctuary

Dette sted hjælper elefanter med at slippe væk fra mishandling og leve frit. Du kan give dem bananer, lege i mudderet, bade dem og gå ture med dem. Du kan knytte bånd til elefanter, der griner af glæde.

I modsætning til dyr som heste har elefanter en knoglestruktur, der ikke egner sig til at bære ting på ryggen. Elefantridning siges at være resultatet af mishandling, som kan føre til deformering af knoglerne.

Dette er allerede blevet en stor forretning, og den eneste måde at stoppe den på er at vælge en vej, som folk ikke følger.

Jeg anbefaler "Chiang Mai Elephant Sanctuary", hvor både vi kan more os og skabe minder, og elefanterne kan være glade.