Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fik en følelse af formål og gik fra en passiv til en mere aktiv indstilling #Et nyt perspektiv, der gjorde op med stereotyper #En dyrebar tid og en mulighed for at forstå mig selv
[Frivilligt arbejde/aktivitet i udlandet] Genopladning med varm kærlighed sammen med børn i Hanoi, Vietnam Kim Da-hye, på sabbatår (25 år, tog sabbatår efter at have sagt op) / 8 ugers sabbatår
|
# Ved at tilpasse mig andre og leve som alle andre fik jeg stærk motivation og mål med mit sabbatår!
Hej. Jeg er 25-årige Kim Da-hye. Efter at have afsluttet universitetet sagde jeg mit job op efter cirka halvandet år i en branche relateret til mit fag og valgte at tage et sabbatår for at opleve et nyt miljø.
Min måde at leve på var at følge andre, stræbe efter et konventionelt liv og leve helt almindeligt.Så jeg blev færdiguddannet, fik et job og sparede lidt penge op ligesom alle andre, men det var ikke sjovt. Tværtimod føltes det kvælende og hårdt, og jeg spekulerede på, hvorfor jeg levede sådan.
Så besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, og efter et to måneders projekt med mottoet ''ingen stress, nyd det, læs engelsk, og så er det det!'' deltog jeg i dette projekt i yderligere to måneder.
Fordi mit første projekt var så sjovt, deltog jeg i dette projekt med store forventninger. Jeg glædede mig til at se, hvilke nye mennesker jeg ville møde, og hvad jeg ville opleve og føle. Tiden på Filippinerne lærte mig, at jeg virkelig holder af mennesker, og at jeg har et stort behov for at udtrykke mig og kommunikere med dem, så
Gennem dette projekt ville jeg tale med flere venner og skabe glade minder.Jeg ville også lære mere om, hvad jeg kan lide, og hvad jeg har brug for, og eftersom jeg skulle beslutte, hvad jeg ville gøre, når jeg vendte tilbage til Korea, ville jeg træffe den beslutning.
Når man hører det, lyder jeg måske ret udadvendt og som en, der let bliver venner med andre. På universitetet meldte jeg mig aldrig engang ind i de typiske klubber, tilbragte for det meste mine fridage derhjemme og foretrak at følge med de andre. Jeg syntes ikke, det var særlig sjovt at møde mennesker.
Og jeg troede, at de træk var forsvundet efter det glade projekt på Filippinerne, som jeg nævnte tidligere,Jeg kom til Vietnam med stærk motivation og klare mål og sagde til mig selv: ''Nu er der ikke noget, jeg skal være bange for.''
* Korea Gap Year tilbyder undervisningsmateriale såsom ''introduktionsmateriale, tjeklister, sabbatårsmissioner, sabbatårsnoter og sabbatårsstipendier'' for at hjælpe deltagerne med at falde til lokalt og udvikle sig personligt.
For det første var der mange ting, jeg oplevede i børnehaven, hvor vi udførte det frivillige arbejde.Det var krævende at undervise under det frivillige arbejde, men jeg fik masser af energi af at tilbringe tid med børnene og lege med dem.På indkvarteringsstedet følte jeg mig hele tiden intimideret blandt vennerne, og det sted, der burde have været et sted til hvile, føltes som et sted, hvor min energi konstant blev drænet. Men i børnehaven kom børnene hen til mig igen og igen uden at blive trætte, selvom vi ikke havde et fælles sprog, og det gav mig endnu mere energi at lege med dem.
Børnene løb hele tiden hen til mig, ville bæres og bad mig lege med dem.Jo tættere jeg kom på børnene, desto gladere og mere lykkelig følte jeg mig. Det var de stunder, der støttede mig, mens jeg havde svært ved at falde til i begyndelsen.
Som tiden gik, lignede hvert klasselokale i børnehaven et lille mikrokosmos af samfundet. Børnenes adfærd og den måde, de behandlede hinanden på, mindede om voksnes relationer. De børn, der kom godt ud af det med vennerne og nemt kom hen til mig, virkede altid glade og som om, de klarede sig godt i børnehaven. Det er ligesom i enhver gruppe: Mennesker med gode relationer til andre kan lettere falde til, være tilfredse og leve sundt.
Blandt dem var der et barn, som ikke var begyndt i børnehaven for længe siden og ikke kunne falde til; barnet græd bogstaveligt talt hele dagen. Det kunne ikke komme tæt på de andre børn. Jeg fik virkelig ondt af barnet. ''Hvad er så svært, siden barnet græder sådan? Hvis det ikke var bange og bare legede med vennerne, pjattede, dansede, når musikken spillede, og spiste godt ved måltiderne, ville det være nok.'' Jeg følte, at barnets situation var præcis som min.
Mens jeg arbejdede i en virksomhed og gik på universitetet, følte jeg mig aldrig tilpas blandt andre mennesker. Jeg var altid på vagt, mistænksom, bange eller utilpas. Selv på indkvarteringsstedet, hvor jeg boede sammen med venner fra Vesten, havde jeg alle mulige komplicerede tanker – ville jeg virke mærkelig, ville de blive frustrerede, fordi de ikke kunne forstå mig? Derfor kunne jeg ikke slappe af sammen med dem.
Men mens jeg så på det barn,tænkte jeg: ''Det, jeg har brug for, er ganske enkelt modet til at komme tæt på mennesker; komplicerede tvivl og forbehold er det, der får mig til at kæmpe og føle mig ængstelig.''At se barnet motiverede mig til at holde op med at bekymre mig unødigt og prøve at komme mere naturligt i kontakt med vennerne.
Som følge heraf blev jeg ikke ekstremt tæt med mange venner, menjeg blev lidt tættere med et lille antal venner, og jeg tror, at jeg kunne slappe mere af uden at bekymre mig så meget om, hvad andre tænkte.Det var ikke en koreansk børnehave, og børnene talte ikke samme sprog, så jeg tror, at disse situationer gjorde særligt indtryk på mig.
Dernæst blev jeg i stand til at se objektivt på, hvordan jeg håndterer problemer.Som jeg nævnte tidligere, havde jeg det svært i begyndelsen af projektet, fordi jeg boede sammen med venner fra Vesten og følte presset ved at skulle undervise i engelsk (selvom niveauet var meget enkelt). På det tidspunkt var jeg overvældet af meget nedtrykte og komplicerede følelser, og da jeg tænkte over det, virkede det mærkeligt. Jeg spekulerede: ''Er det her virkelig en situation, man skal blive så nedtrykt over? Jeg laver det, jeg selv har valgt, og jeg begyndte på det her med mod, fordi jeg gerne ville – burde det være så svært?'' De tanker gjorde mig lidt forvirret.
Efter at have tænkt længe indså jeg, at de nedtrykte følelser og komplicerede tanker i sidste ende var den eneste metode, jeg kendte og havde brugt til at undgå og flygte fra svære perioder. Hver gang der opstod vanskelige situationer, blev jeg let nedtrykt og frustreret over min egen hjælpeløshed og tænkte: ''I sidste ende kan jeg ikke mere end det her.'' Så ville jeg stoppe aktiviteten eller bare sidde og vente på, at tiden gik.
Hvis den samme situation var opstået i Korea, ville jeg have fundet på en masse undskyldninger oven i de nedtrykte følelser og tænkt: ''Jeg kan ikke klare det her længere på grund af det ene og det andet.'' Men på det sted og på det tidspunkt, hvor der ikke var flere undskyldninger, kunne jeg se, at de følelser blot var den eneste metode, jeg havde brugt til at undgå problemet.
Så i stedet for at lide sådan her,besluttede jeg mig for at handle og bringe situationen videre.Hvis timerne føltes belastende, var det faktisk ikke nok bare at føle sig trist og nedtrykt – jeg kunne have brugt lidt mere tid på at forberede undervisningen.
En tid, hvor jeg kunne bryde med stereotyper ved at bo sammen med venner fra Vesten
Det, jeg kun havde oplevet som stress,Jeg lærte mange ting ved at bo sammen med venner fra Vesten. De venner satte pris på andre ting end dem, jeg havde anset for vigtige.Jeg fulgte en konventionel vej sammen med folk omkring mig, lyttede til deres tanker og synspunkter om mine meninger, og når jeg skulle vælge, lod jeg som regel deres meninger spille en stor rolle i mine beslutninger. Jeg troede, at sådan skulle man leve godt, at det var den vej, jeg burde følge – den rigtige vej, det korrekte svar. I centrum for mine valg stod altid standarden ''andre''.
Men efter at have truffet valg, der passede til deres standarder, og troet, at det var de valg, jeg selv ønskede, fik jeg et job og fandt livet kvælende. Jeg følte ikke, at det var det, jeg virkelig ønskede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, efter jeg havde fået jobbet.
Men disse venner virkede til at tænke grundigt over, om det virkelig var det, de ønskede, før de begyndte på universitetet eller tog et job. De brugte tid på at tænke sig om og vælge deres livsvej ved at prøve forskellige oplevelser. Derfor havde de fleste af dem taget sabbatår i længere perioder.
SåJeg besluttede at give mig selv tid nok. Jeg satte mig for at gøre de ting, jeg gerne ville, én ad gangen. Selv helt ligegyldige ting, som jeg gerne havde villet gøre, men tidligere havde syntes var meningsløse – hvis jeg havde lyst til at gøre dem, besluttede jeg bare at gøre det.
Og efterhånden som jeg mødte dem én efter én, blev jeg interesseret i lande, jeg ikke tidligere havde skænket en tanke, og tænkte: »Nå, der findes lande, hvor folk lever med den slags tanker – måske kunne jeg også leve sådan.« Gennem de venner mærkede jeg, at verden er stor, og at der findes forskellige mennesker, som lever på måder, der rækker ud over mine fordomme.
Tag dig tid til at være modig på egne vegne og tænke på dig selv!
Grunden til, at jeg fortæller dig dette, er, at jeg gerne vil sige, at hvis jeg bare var blevet dér – ved et skrivebord i det firma, i min families favn, ved siden af de mennesker, jeg kendte – ville jeg ikke have set, følt eller oplevet de ting, som jeg kunne se, føle og tænke over i løbet af mit sabbatår.
At komme væk fra det samfund og de overbevisninger, jeg voksede op med, og befinde mig i et nyt miljø gjorde mine tanker og handlinger tydeligere, og det blev lettere at forstå mig selv.Det betyder ikke, at jeg opdagede et fantastisk jeg eller fandt min drøm gennem sabbatåret. Jeg fik blot styr på mange af de komplekse tanker, der var dukket op efter hinanden, og det var en tid, hvor jeg bedre kunne forstå mig selv og udvikle mig.
Lige nu arbejder jeg deltid i en tøjbutik. Tidligere ville jeg måske have tænkt: »Det ser sjovt ud at arbejde i en tøjbutik, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det lidt, men hvad er meningen?« Men nu er det i sig selv motivation nok, at det er noget, jeg bare har lidt lyst til at gøre, og selvom andre måske synes, det ikke er noget særligt, føler jeg en tilfredshed ved at kunne udføre det arbejde, som jeg ikke har oplevet før.
Og fordi jeg har prøvet det arbejde, føler jeg, at jeg måske kan bevæge mig videre til næste fase på baggrund af den erfaring, og jeg tror, at de oplevelser vil hobe sig op, så jeg en dag bliver den person, jeg virkelig gerne vil være.
Nogle gange spekulerer jeg på, om det, der skete i løbet af de seneste fire måneder, virkelig er noget, jeg har oplevet. Men de dyrebare forbindelser, jeg skabte undervejs, får mig til at føle, at de drømmeagtige fire måneder ikke var en drøm, men virkelighed. Takket være dem kunne jeg tage et skridt videre i min måde at tænke på. Jeg håber, at mange mennesker, der ligesom jeg lever med forskellige bekymringer, får sådan en værdifuld tid.
Jeg håber, at du tager dig tid – med mod – til dig selv og tænker grundigt over, hvem du er. Og hvis du har modet, håber jeg, at du hele tiden reflekterer over dig selv, mærker efter og får meget ud af processen.
# Mit tip til sabbatåret
(Sådan kommer du derhen)
Da jeg havde forladt lufthavnen, mødte jeg den person, der skulle hente mig, og kom nemt frem til overnatningsstedet.
(Sprog)
Personalet i frivilligorganisationen og på overnatningsstedet talte alle engelsk, så det gik fint. Men børnehavelærerne, der stod for frivilligaktiviteterne, kunne ikke tale engelsk, så jeg kunne ikke rigtig tale med dem. Jeg udførte bare mine opgaver og tog af sted.
I den offentlige transport og på almindelige restauranter er folk ikke gode til engelsk, men hvis du taler enkelt engelsk, er det ikke så svært at klare sig. Vi lærte nogle enkle vietnamesiske sætninger under introduktionen til frivilligarbejdet, så jeg lærte og brugte et par stykker dér.
(Overnatning)
Som regel deler seks personer et værelse, så du skal være forberedt på at bo sammen med andre. Mænd og kvinder bruger den samme bygning, men værelserne er opdelt efter køn.
(Måltider)
Alle tre måltider serveres på overnatningsstedet, og maden, du køber ude, er lækker og billig, så tag ud og prøv en masse!
(Hvad du skal medbringe)
Jeg tog nogle klistermærker med til børnene, og de kunne rigtig godt lide dem.
Da det er et varmt land, pakkede jeg for det meste kun shorts,men man må ikke have shorts på i børnehaven.Så jeg købte et billigt par på natmarkedet og havde dem på. Du kan tage et par med eller købe et billigt par, ligesom jeg gjorde.
Mit sabbatår:
Oplevelse ★★★★☆
Læring ★★★★☆
Miljø ★★★☆☆
Sikkerhed ★★★★☆
Fritid ★★★★☆
[Frivilligt arbejde/aktivitet i udlandet] Genopladning med varm kærlighed sammen med børn i Hanoi, Vietnam Kim Da-hye, på sabbatår (25 år, tog sabbatår efter at have sagt op) / 8 ugers sabbatår
|
# Ved at tilpasse mig andre og leve som alle andre fik jeg stærk motivation og mål med mit sabbatår!
Hej. Jeg er 25-årige Kim Da-hye. Efter at have afsluttet universitetet sagde jeg mit job op efter cirka halvandet år i en branche relateret til mit fag og valgte at tage et sabbatår for at opleve et nyt miljø.
Min måde at leve på var at følge andre, stræbe efter et konventionelt liv og leve helt almindeligt.Så jeg blev færdiguddannet, fik et job og sparede lidt penge op ligesom alle andre, men det var ikke sjovt. Tværtimod føltes det kvælende og hårdt, og jeg spekulerede på, hvorfor jeg levede sådan.
Så besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, og efter et to måneders projekt med mottoet ''ingen stress, nyd det, læs engelsk, og så er det det!'' deltog jeg i dette projekt i yderligere to måneder.
Fordi mit første projekt var så sjovt, deltog jeg i dette projekt med store forventninger. Jeg glædede mig til at se, hvilke nye mennesker jeg ville møde, og hvad jeg ville opleve og føle. Tiden på Filippinerne lærte mig, at jeg virkelig holder af mennesker, og at jeg har et stort behov for at udtrykke mig og kommunikere med dem, så
Gennem dette projekt ville jeg tale med flere venner og skabe glade minder.Jeg ville også lære mere om, hvad jeg kan lide, og hvad jeg har brug for, og eftersom jeg skulle beslutte, hvad jeg ville gøre, når jeg vendte tilbage til Korea, ville jeg træffe den beslutning.
Når man hører det, lyder jeg måske ret udadvendt og som en, der let bliver venner med andre. På universitetet meldte jeg mig aldrig engang ind i de typiske klubber, tilbragte for det meste mine fridage derhjemme og foretrak at følge med de andre. Jeg syntes ikke, det var særlig sjovt at møde mennesker.
Og jeg troede, at de træk var forsvundet efter det glade projekt på Filippinerne, som jeg nævnte tidligere,Jeg kom til Vietnam med stærk motivation og klare mål og sagde til mig selv: ''Nu er der ikke noget, jeg skal være bange for.''
* Korea Gap Year tilbyder undervisningsmateriale såsom ''introduktionsmateriale, tjeklister, sabbatårsmissioner, sabbatårsnoter og sabbatårsstipendier'' for at hjælpe deltagerne med at falde til lokalt og udvikle sig personligt.
For det første var der mange ting, jeg oplevede i børnehaven, hvor vi udførte det frivillige arbejde.Det var krævende at undervise under det frivillige arbejde, men jeg fik masser af energi af at tilbringe tid med børnene og lege med dem.På indkvarteringsstedet følte jeg mig hele tiden intimideret blandt vennerne, og det sted, der burde have været et sted til hvile, føltes som et sted, hvor min energi konstant blev drænet. Men i børnehaven kom børnene hen til mig igen og igen uden at blive trætte, selvom vi ikke havde et fælles sprog, og det gav mig endnu mere energi at lege med dem.
Børnene løb hele tiden hen til mig, ville bæres og bad mig lege med dem.Jo tættere jeg kom på børnene, desto gladere og mere lykkelig følte jeg mig. Det var de stunder, der støttede mig, mens jeg havde svært ved at falde til i begyndelsen.
Som tiden gik, lignede hvert klasselokale i børnehaven et lille mikrokosmos af samfundet. Børnenes adfærd og den måde, de behandlede hinanden på, mindede om voksnes relationer. De børn, der kom godt ud af det med vennerne og nemt kom hen til mig, virkede altid glade og som om, de klarede sig godt i børnehaven. Det er ligesom i enhver gruppe: Mennesker med gode relationer til andre kan lettere falde til, være tilfredse og leve sundt.
Blandt dem var der et barn, som ikke var begyndt i børnehaven for længe siden og ikke kunne falde til; barnet græd bogstaveligt talt hele dagen. Det kunne ikke komme tæt på de andre børn. Jeg fik virkelig ondt af barnet. ''Hvad er så svært, siden barnet græder sådan? Hvis det ikke var bange og bare legede med vennerne, pjattede, dansede, når musikken spillede, og spiste godt ved måltiderne, ville det være nok.'' Jeg følte, at barnets situation var præcis som min.
Mens jeg arbejdede i en virksomhed og gik på universitetet, følte jeg mig aldrig tilpas blandt andre mennesker. Jeg var altid på vagt, mistænksom, bange eller utilpas. Selv på indkvarteringsstedet, hvor jeg boede sammen med venner fra Vesten, havde jeg alle mulige komplicerede tanker – ville jeg virke mærkelig, ville de blive frustrerede, fordi de ikke kunne forstå mig? Derfor kunne jeg ikke slappe af sammen med dem.
Men mens jeg så på det barn,tænkte jeg: ''Det, jeg har brug for, er ganske enkelt modet til at komme tæt på mennesker; komplicerede tvivl og forbehold er det, der får mig til at kæmpe og føle mig ængstelig.''At se barnet motiverede mig til at holde op med at bekymre mig unødigt og prøve at komme mere naturligt i kontakt med vennerne.
Som følge heraf blev jeg ikke ekstremt tæt med mange venner, menjeg blev lidt tættere med et lille antal venner, og jeg tror, at jeg kunne slappe mere af uden at bekymre mig så meget om, hvad andre tænkte.Det var ikke en koreansk børnehave, og børnene talte ikke samme sprog, så jeg tror, at disse situationer gjorde særligt indtryk på mig.
Dernæst blev jeg i stand til at se objektivt på, hvordan jeg håndterer problemer.Som jeg nævnte tidligere, havde jeg det svært i begyndelsen af projektet, fordi jeg boede sammen med venner fra Vesten og følte presset ved at skulle undervise i engelsk (selvom niveauet var meget enkelt). På det tidspunkt var jeg overvældet af meget nedtrykte og komplicerede følelser, og da jeg tænkte over det, virkede det mærkeligt. Jeg spekulerede: ''Er det her virkelig en situation, man skal blive så nedtrykt over? Jeg laver det, jeg selv har valgt, og jeg begyndte på det her med mod, fordi jeg gerne ville – burde det være så svært?'' De tanker gjorde mig lidt forvirret.
Efter at have tænkt længe indså jeg, at de nedtrykte følelser og komplicerede tanker i sidste ende var den eneste metode, jeg kendte og havde brugt til at undgå og flygte fra svære perioder. Hver gang der opstod vanskelige situationer, blev jeg let nedtrykt og frustreret over min egen hjælpeløshed og tænkte: ''I sidste ende kan jeg ikke mere end det her.'' Så ville jeg stoppe aktiviteten eller bare sidde og vente på, at tiden gik.
Hvis den samme situation var opstået i Korea, ville jeg have fundet på en masse undskyldninger oven i de nedtrykte følelser og tænkt: ''Jeg kan ikke klare det her længere på grund af det ene og det andet.'' Men på det sted og på det tidspunkt, hvor der ikke var flere undskyldninger, kunne jeg se, at de følelser blot var den eneste metode, jeg havde brugt til at undgå problemet.
Så i stedet for at lide sådan her,besluttede jeg mig for at handle og bringe situationen videre.Hvis timerne føltes belastende, var det faktisk ikke nok bare at føle sig trist og nedtrykt – jeg kunne have brugt lidt mere tid på at forberede undervisningen.
En tid, hvor jeg kunne bryde med stereotyper ved at bo sammen med venner fra Vesten
Det, jeg kun havde oplevet som stress,Jeg lærte mange ting ved at bo sammen med venner fra Vesten. De venner satte pris på andre ting end dem, jeg havde anset for vigtige.Jeg fulgte en konventionel vej sammen med folk omkring mig, lyttede til deres tanker og synspunkter om mine meninger, og når jeg skulle vælge, lod jeg som regel deres meninger spille en stor rolle i mine beslutninger. Jeg troede, at sådan skulle man leve godt, at det var den vej, jeg burde følge – den rigtige vej, det korrekte svar. I centrum for mine valg stod altid standarden ''andre''.
Men efter at have truffet valg, der passede til deres standarder, og troet, at det var de valg, jeg selv ønskede, fik jeg et job og fandt livet kvælende. Jeg følte ikke, at det var det, jeg virkelig ønskede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, efter jeg havde fået jobbet.
Men disse venner virkede til at tænke grundigt over, om det virkelig var det, de ønskede, før de begyndte på universitetet eller tog et job. De brugte tid på at tænke sig om og vælge deres livsvej ved at prøve forskellige oplevelser. Derfor havde de fleste af dem taget sabbatår i længere perioder.
SåJeg besluttede at give mig selv tid nok. Jeg satte mig for at gøre de ting, jeg gerne ville, én ad gangen. Selv helt ligegyldige ting, som jeg gerne havde villet gøre, men tidligere havde syntes var meningsløse – hvis jeg havde lyst til at gøre dem, besluttede jeg bare at gøre det.
Og efterhånden som jeg mødte dem én efter én, blev jeg interesseret i lande, jeg ikke tidligere havde skænket en tanke, og tænkte: »Nå, der findes lande, hvor folk lever med den slags tanker – måske kunne jeg også leve sådan.« Gennem de venner mærkede jeg, at verden er stor, og at der findes forskellige mennesker, som lever på måder, der rækker ud over mine fordomme.
Tag dig tid til at være modig på egne vegne og tænke på dig selv!
Grunden til, at jeg fortæller dig dette, er, at jeg gerne vil sige, at hvis jeg bare var blevet dér – ved et skrivebord i det firma, i min families favn, ved siden af de mennesker, jeg kendte – ville jeg ikke have set, følt eller oplevet de ting, som jeg kunne se, føle og tænke over i løbet af mit sabbatår.
At komme væk fra det samfund og de overbevisninger, jeg voksede op med, og befinde mig i et nyt miljø gjorde mine tanker og handlinger tydeligere, og det blev lettere at forstå mig selv.Det betyder ikke, at jeg opdagede et fantastisk jeg eller fandt min drøm gennem sabbatåret. Jeg fik blot styr på mange af de komplekse tanker, der var dukket op efter hinanden, og det var en tid, hvor jeg bedre kunne forstå mig selv og udvikle mig.
Lige nu arbejder jeg deltid i en tøjbutik. Tidligere ville jeg måske have tænkt: »Det ser sjovt ud at arbejde i en tøjbutik, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det lidt, men hvad er meningen?« Men nu er det i sig selv motivation nok, at det er noget, jeg bare har lidt lyst til at gøre, og selvom andre måske synes, det ikke er noget særligt, føler jeg en tilfredshed ved at kunne udføre det arbejde, som jeg ikke har oplevet før.
Og fordi jeg har prøvet det arbejde, føler jeg, at jeg måske kan bevæge mig videre til næste fase på baggrund af den erfaring, og jeg tror, at de oplevelser vil hobe sig op, så jeg en dag bliver den person, jeg virkelig gerne vil være.
Nogle gange spekulerer jeg på, om det, der skete i løbet af de seneste fire måneder, virkelig er noget, jeg har oplevet. Men de dyrebare forbindelser, jeg skabte undervejs, får mig til at føle, at de drømmeagtige fire måneder ikke var en drøm, men virkelighed. Takket være dem kunne jeg tage et skridt videre i min måde at tænke på. Jeg håber, at mange mennesker, der ligesom jeg lever med forskellige bekymringer, får sådan en værdifuld tid.
Jeg håber, at du tager dig tid – med mod – til dig selv og tænker grundigt over, hvem du er. Og hvis du har modet, håber jeg, at du hele tiden reflekterer over dig selv, mærker efter og får meget ud af processen.
# Mit tip til sabbatåret
(Sådan kommer du derhen)
Da jeg havde forladt lufthavnen, mødte jeg den person, der skulle hente mig, og kom nemt frem til overnatningsstedet.
(Sprog)
Personalet i frivilligorganisationen og på overnatningsstedet talte alle engelsk, så det gik fint. Men børnehavelærerne, der stod for frivilligaktiviteterne, kunne ikke tale engelsk, så jeg kunne ikke rigtig tale med dem. Jeg udførte bare mine opgaver og tog af sted.
I den offentlige transport og på almindelige restauranter er folk ikke gode til engelsk, men hvis du taler enkelt engelsk, er det ikke så svært at klare sig. Vi lærte nogle enkle vietnamesiske sætninger under introduktionen til frivilligarbejdet, så jeg lærte og brugte et par stykker dér.
(Overnatning)
Som regel deler seks personer et værelse, så du skal være forberedt på at bo sammen med andre. Mænd og kvinder bruger den samme bygning, men værelserne er opdelt efter køn.
(Måltider)
Alle tre måltider serveres på overnatningsstedet, og maden, du køber ude, er lækker og billig, så tag ud og prøv en masse!
(Hvad du skal medbringe)
Jeg tog nogle klistermærker med til børnene, og de kunne rigtig godt lide dem.
Da det er et varmt land, pakkede jeg for det meste kun shorts,men man må ikke have shorts på i børnehaven.Så jeg købte et billigt par på natmarkedet og havde dem på. Du kan tage et par med eller købe et billigt par, ligesom jeg gjorde.
Mit sabbatår:
Oplevelse ★★★★☆
Læring ★★★★☆
Miljø ★★★☆☆
Sikkerhed ★★★★☆
Fritid ★★★★☆
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
