|
I slutningen af ugen holdt de en enkel afskedsmiddag, og alle samledes for at spise sammen i fællesrummet. Jeg gjorde egentlig ikke så meget, men både frivilligkoordinatoren og folkene på indkvarteringsstedet tog afsked med mig så hjerteligt, at jeg, selvom jeg var lidt ked af det, også blev glad.
[Landdistrikterne i Japan/frivilligt arbejde i udlandet] Et enkelt hverdagsliv i naturen – frivilligt arbejde med herreløse dyr i Tokushima, Japan
Lee Min-hyuk, koreansk deltager i et sabbatår (24 år, universitetsstuderende) / 8 ugers sabbatår
|
# Den første dag med voldsom regn, og herreløse dyr, der var stærkere og flere end forventet
Da jeg ankom, regnede det kraftigt. Derfor ankom jeg omkring 15 minutter senere end forventet, og fordi jeg ikke havde et SIM-kort, kunne jeg ikke kontakte nogen og var lidt urolig. Heldigvis blev jeg hentet uden problemer, og på vejen stoppede vi ved en dagligvarebutik, hvor jeg købte noget brød. Indtil da havde jeg troet, at der ville være flere steder at købe dagligvarer, for eksempel et supermarked.
Indkvarteringen var enklere end forventet, og selvom det var nat, og jeg ikke kunne se så godt, var det virkelig ude på landet.På det tidspunkt var der i hvert fald ikke varmt vand, og jeg vidste ikke, hvordan varmeapparatet på mit værelse fungerede, så jeg frøs, indtil jeg faldt i søvn og vågnede næste morgen.
Dagen efter tog jeg på arbejde for første gang, og regnen fortsatte hele dagen. Køretøjet, der skulle hente mig, kom lidt senere end planlagt, og da jeg ankom til arbejdsstedet, fik jeg det at vide af en koreaner, der boede samme sted som personalet.Allerede den første dag gjorde regnen arbejdet ekstremt hårdt. Ikke alene blev mine sko ødelagt, men der var også flere hunde, end jeg havde forestillet mig, og de var overraskende stærke.
# At gå tur med 20 hunde om dagen og nyde de skønne fridage tre gange om ugen
Jeg tror, jeg gik tur med omkring 20 hunde om dagen.Jeg talte dem ikke præcist, men der så ud til at være omkring 80–90 hunde i alt. Det tog mig lidt tid at vænne mig til den konstante gøen fra alle hundene.
Når jeg var færdig med arbejdet og kom tilbage til indkvarteringen omkring kl. 18, lavede jeg aftensmad, vaskede tøj og slappede lidt af, inden det var sengetid. Det var ikke ligefrem et travlt sted, så der var ikke rigtig noget at tage hen til, og det var ikke en mulighed at tage et sted hen efter arbejde.
Jeg havde fri tre dage om ugen, fredag, lørdag og søndag. Ligesom da jeg gik i skole, var det mentalt rart at arbejde fire dage i træk og derefter have tre fridage i træk. Den første weekend brugte jeg for det meste på at udforske området.
Om fredagen og lørdagen gik jeg selv til dagligvarebutikken, men jeg er elendig til at finde vej, og mange steder var ikke markeret ordentligt på kortet, så jeg brugte lang tid på bare at prøve at finde den rigtige vej. Første gang havde jeg ikke regnet med, at det ville tage så lang tid, og selv turen til dagligvarebutikken var lang. Der var ingen ordentlige supermarkeder, hvilket var ret frustrerende.
Om søndagen tog jeg sammen med personen fra værelset ved siden af mit til et sted, der hedder »Salon«, i det nærliggende Kamiyama. Man kunne måske tro, at det var en traditionel koreansk salon, men her så det bare ud til at betyde et sted, hvor man serverede enkle snacks sammen med almindelig kaffe eller te.
Mens jeg så en video med landskaber fra Kamiyama og nogle kunstværker, fik jeg lidt brød og mochi sammen med den kaffe, de serverede. Jeg ved ikke, om det er almindeligt, men de tog ikke betaling for det.
# Et kirsebærblomstersyn, man kun ser i tegnefilm
I den anden uge besluttede jeg, at jeg endelig ville tage til stationen. Jeg tog af sted fredag og lørdag og bestilte endda et hotel nær stationen. Det var en stor beslutning, fordi busbilletten tur-retur kostede omkring 15.000 won. Dertil kom, at hotellet kostede omkring 60.000 won, så det tog en stor del af mit budget.
Noget andet, jeg ikke havde lagt mærke til, mens jeg boede på indkvarteringsstedet, var, at måltiderne var ret dyre, og selv en tur med svævebanen kostede mere end et måltid, hvilket blev lidt af en belastning. Jeg vil dog ikke rigtig anbefale svævebanen.
På det tidspunkt var det bedste ved at tage ind til centrum, at kirsebærtræerne blomstrede overalt i Tokushima Central Park. Det var så smukt, og synet af folk, der nød kirsebærblomsterne – noget, jeg kun havde set i manga – udspillede sig lige for øjnene af mig. Jeg synes, det var meget meningsfuldt at kunne besøge byen lige i kirsebærblomstringssæsonen.
På ugens sidste fridag, søndag, tog jeg til en lille udstilling i Kami-yama-området. Jeg kan ikke huske illustratorens navn, men selvom det var et lille arrangement, gjorde illustrationerne – især illustrationerne i billedbøgerne – stort indtryk. Det sjove var, at jeg mødte en, jeg havde truffet ugen før på salonen, til udstillingen.
Da der kom flere frivillige, måtte jeg flytte til en indkvartering tættere på stationen. Det var lidt besværligt, men fra da af foregik mine aktiviteter i området omkring stationen. Og efterhånden som der kom flere bygninger omkring mig, steg mine udgifter. Der gik lidt tid, før jeg fandt tilbage til mine vaner.
Den største forandring var, at den eneste frivillige, jeg kunne tale koreansk med, rejste, og jeg begyndte at bo sammen med en ny frivillig. Den nye frivillige var fransk, og fordi vi ikke kunne kommunikere frit, kom vi ikke særlig tæt på hinanden.På det tidspunkt følte jeg helt klart, at jeg havde det bedst alene eller sammen med kun én anden person. Men når jeg nu var i udlandet, ville jeg gerne tale med nogle udlændinge, så jeg tog mod til mig og gik ind i fællesrummet.
Jeg tænkte meget over det, før jeg tog med, men heldigvis var alle søde, så jeg fik mulighed for at snakke lidt med dem. Den dag lovede jeg en person fra Rusland at lære vedkommende koreansk. Takket være det fik jeg fra den følgende uge mindre tid til at slappe af efter arbejde, og det gjorde mig lidt træt.
Derudover gav det mange udfordringer at skulle undervise en udlænding i koreansk for første gang, og jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe undervisningen an. Alligevel synes jeg, at det var en særlig oplevelse at kunne undervise en udlænding i koreansk.
Ved at spørge disse mennesker fandt jeg også ud af, hvordan man tilmelder sig en japansk sprogskole, og hvor man skulle tage hen. Derfor kunne jeg fra den femte uge begynde på en japansk sprogskole på pladsen foran stationen.
# En weekend fyldt med festivaler og fester med de frivillige – ingen tid til at kede sig
Den femte weekend faldt sammen med festivalperioden, så på vej hjem fra sprogskolen kunne jeg se optrædener og opleve Awa Odori-dansen i virkeligheden. Men helt ærligt syntes jeg ikke, det var særlig interessant bare at stå og se hele dansen. Efter cirka 15 minutter kedede jeg mig og fik det varmt, så jeg gik hen for at se en anden optræden. Den anden optræden føltes mere som en lille byfest, og den var værd at se.
I den sjette ugesagde en fransk frivillig, der boede samme sted, at det var vedkommendes sidste uge og foreslog, at alle de frivillige, der arbejdede sammen, tog på izakaya. Så fredag aften tog vi alle ud i natten.Det var første gang, jeg var på izakaya eller bar i Japan, og jeg blev overrasket over, at der var et særskilt gebyr for »tsukidashi«, og at entréen på baren blev beregnet pr. person.
Dagen efter, lørdag,kom der to nye frivillige, og vi tog til en workshop for at prøve at lave keramik. Det føltes som et stort held, at et tv-hold var til stede, og vi endte med at blive filmet, mens vi holdt den keramik, vi havde lavet sammen.Det var oplevelser, jeg ikke kunne have fået på egen hånd, og jeg var meget taknemmelig for dem.
Den syvende uge var også lidt særlig for mig. Oprindeligt havde jeg planlagt at besøge Takamatsu og Matsuyama, men budgettet var lidt stramt. Desudenblev der afholdt en animefestival ved navn Machi★Asobi den weekend, så jeg besluttede mig for at udforske festivalen i stedet.Festivalområdet var større, end jeg havde forventet, og der foregik så mange arrangementer, at jeg ikke kunne nå at se dem alle. Men der var masser at opleve, og jeg gik meget rundt.
Selv de normalt stille gyder og gader vrimlede med mennesker, og butikkerne var fulde af liv i denne periode. Cosplayområdet var især sjovt, for uanset hvor man kiggede hen, kunne man se folk i cosplay. Desudenville jeg gerne prøve at få taget et billede med nogle cosplayere mindst én gang, mens jeg var i Japan. I tre dage tøvede jeg og var usikker på, om jeg skulle gøre det eller ej, men søndag lykkedes det endelig at få taget billeder med nogle cosplayere, og jeg var tilfreds.
Ud over det hørte jeg selvfølgelig også nogle ukendte mennesker synge og så interviews blive optaget.Mens jeg samlede stempler, fik jeg en illustrationsbog med anime som præmie og købte nogle gaver til mine venner, mens jeg gik rundt.Når jeg ser tilbage, lavede jeg ikke så meget i løbet af de tre dage, men jeg var hele tiden i bevægelse. Jeg er glad for, at der var forskellige arrangementer og mennesker, jeg kunne møde under mit ophold.
Selv i den sidste ugearrangerede de en enkel afskedsfest, hvor vi lavede aftensmad og spiste sammen med folkene i fællesrummet. Selvom jeg ikke bidrog med særlig meget, sagde både frivilligkoordinatoren og folkene på indkvarteringsstedet entusiastisk farvel til mig, og det gjorde mig både ked af det og glad.
Og fordi det ville have føltes trist at tage direkte hjem, bestilte jeg på forhånd indkvartering i Osaka og Kyoto, gik på opdagelse i tre dage og rejste derefter tilbage til Korea.
# Mine tips til sabbatåret
(Sådan kommer du dertil)
Tag en bus fra Kansai Lufthavn. På rejsedagen regnede det, og bussen ankom omkring 15 minutter senere end planlagt.
(Sprog)
Det er en fordel at være god til enten engelsk eller japansk. Hvis det er muligt, så tag et SIM-kort med, så du kan bruge en oversættelses- eller ordbogsapp.
(Indkvartering)
Du må gerne bruge alle faciliteterne, men husk at tjekke holdbarhedsdatoerne på madvarer og krydderier. Alt andet er som regel fint, men forvent ikke for meget af varme- eller køleanlæggene.
(Måltider)
Hvis du bor i et afsides område som Sanagouchi, må du klare dig med mad fra nærbutikker eller lave mad med ingredienser, du køber i nærheden af stationen. Det er en god idé at tage et internationalt kørekort med, så du kan leje en bil og lettere komme rundt. Hvis du bor tæt på stationen, kan du spise ude eller lave mad i et sted med køkken. Når du køber ingredienser, bør du tjekke deres oprindelse, inden du køber dem.
(Ting, du skal forberede)
Jeg fik flere små snitsår, end jeg havde forventet, mens jeg arbejdede, men jeg havde kun plaster med og ingen salve, hvilket var lidt upraktisk. Vandtætte plastre havde været et bedre valg. Da det var årstidernes skiften (marts til april), pakkede jeg tøj fra tykke jakker til kortærmede trøjer, men det var egentlig ikke nødvendigt at tage kortærmede trøjer med. Til gengæld var det en god beslutning at pakke overtøj på grund af de store temperaturforskelle mellem dag og nat. Desuden var det utroligt nyttigt at installere Maps.me-appen på min telefon.
Hvis du planlægger at rejse meget rundt, anbefaler jeg, at du tager rigeligt med penge med. Et 3-dages Shikoku Rail Pass koster omkring 9.000 yen, så hvis du vil besøge steder uden for Tokushima, som Takamatsu eller Matsuyama, skal du planlægge grundigt og være indstillet på udgifterne. Det kan også være en god idé at tage en bærbar computer med. Derudover skal du bare tage det med, som du selv mener, du får brug for.
Mit sabbatår var
Oplevelse ★★★★☆
Jeg lavede mange forskellige ting. Jeg tog til en nærliggende by og besøgte tebutikker, nød kirsebærblomsterne og prøvede endda at lave keramik på en workshop. Når jeg ser tilbage, rejste jeg virkelig meget i weekenderne. En ting, jeg fortryder, er, at de fleste aktiviteter blev foreslået eller arrangeret af andre, i stedet for at være noget, jeg selv tog initiativ til.
Læring ★★☆☆☆
Helt ærligt er jeg ikke sikker. Jeg boede der i to måneder, men selvom jeg begyndte på en japansk sprogskole, blev jeg placeret på et begynderhold på grund af skemaet, og mange timer blev aflyst på grund af japanske helligdage. Bortset fra det føler jeg ikke, at jeg lærte ret meget.
Omgivelser ★★★☆☆
Jeg synes, det var lige tilpas til at kunne bo komfortabelt. Bortset fra at jeg måtte vaske håret i koldt vand hver vintermorgen, fordi der ikke var varmt vand, var alle de nødvendige ting der.
Sikkerhed ★★★☆☆
Da det lå i et landområde, var der ikke mange sikkerhedsproblemer forårsaget af mennesker. Når man gik tur med hundene, var der dog altid risiko for at blive bidt, og eftersom frivilligstedet lå tæt på et bjerg, kunne man møde vilde dyr. Jeg så faktisk en abe i naturen.
Fritid ★★★★☆
Efter at være flyttet tættere på stationen fik jeg mulighed for at opleve mange festivaler og besøge en masse parker og restauranter, så jeg synes, at min fritid var rigtig god. Det, jeg fandt skuffende, var manglen på spillehaller eller internetcaféer, som jeg gerne ville have besøgt mindst én gang.
Hjem
