Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg blev stærkere og mere positiv og fik klarere overbevisninger #Jeg fandt min karriereretning og fik slappet lidt af #Jeg ville gerne hjælpe børnene
"Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne være en bedre lærer, og jeg er virkelig taknemmelig for, at I var de bedste elever! På den sidste dag løb børnene hen til mig og krammede mig, så snart de så mig, og jeg brød bare sammen i gråd. Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før.. Vi gav hinanden et vagt løfte om at ses igen om et år, og jeg vil virkelig gerne se dem igen!"
[Extracurricular/Overseas Volunteer] Volunteering as a childcare teacher in Cambodia! Park Seong-hwa, deltager på sabbatår (27 år, sabbatår efter opsigelse) / 8 ugers sabbatår
|
# Mål for sabbatåret: finde min næste karrierevej, hvile mig og belønne mig selv for strabadserne i arbejdslivet
Efter jeg sagde op, kunne jeg ikke beslutte mig for en karrierevej, så jeg fik rådgivning og deltog i et projekt, som rådgiveren anbefalede.Mine mål for sabbatåret er at finde min næste karrierevej, hvile mig og kompensere mig selv for det hårde arbejde, jeg havde udført på arbejdspladsen.
Mit sabbatår i 2018, som skulle blive et af de mest dyrebare øjeblikke i mit liv, begyndte med to måneders frivilligt arbejde i Cambodja. Da jeg først ankom til lufthavnen og tog en tuk-tuk, følte jeg mig virkelig godt tilpas. Mens vi kørte i den åbne tuk-tuk med den varme vind blæsende omkring os på vej til overnatningsstedet, var jeg spændt og nervøs for at se, hvordan mine to måneder ville forme sig.
Men den første uge efter sabbatårets begyndelse var ikke helt behagelig. Det første værelse, jeg fik anvist, var så trangt og mørkt, og hver dag kom der to kakerlakker frem... Sådan et værelse var det. Jeg bad lederen af overnatningsstedet om at skifte værelse og kunne flytte til et rent og behageligt værelse.
Et andet problem skyldtes sprog og kultur: Jeg var den eneste asiatiske, mens alle de andre var fra europæiske lande. Derfor var der begrænsede emner, vi kunne tale om, og de andre kom så godt ud af det med hinanden, at jeg nogle gange følte mig udenfor. Jeg var fysisk syg og havde ingen at knytte mig til følelsesmæssigt, så det føltes lidt hjerteskærende... Mine venner i Korea var ikke nogen, der kunne forstå, hvad jeg sagde eller følte, eller som måske havde haft lignende oplevelser.
Så jeg græd og følte, at det var mere, end jeg kunne klare alene, og jeg forklarede sabbatårskoordinatoren detaljeret om de følelsesmæssige problemer, jeg oplevede. De gav mig varme råd via e-mail.Med de råd i baghovedet undgik jeg ikke situationen, da den opstod igen, men konfronterede den. Jeg tog mere initiativ, stillede spørgsmål, smilede bredt og delte ærligt min egen historie først.Hvis jeg bare havde kæmpet alene og undgået det dengang, ville det være blevet en side i min pinlige fortid..
Fra da af kunne jeg, når der kom nye frivillige, vise dem gode steder og fortælle om mit frivillige arbejde, så de kunne føle sig godt tilpas og ikke blive skræmt. Jeg havde jo været i Phnom Penh længere end dem. Når jeg så på dem, gik det op for mig...Når folk lige er ankommet, er det naturligt, at de fleste gennemgår en lignende periode, hvor de føler sig lidt udenfor, fordi der ikke er noget fælles samtaleemne. Jeg sukkede lettet, da jeg indså, at jeg ikke var den eneste, og fordi jeg ikke bare kunne se på, tog jeg mere kontakt til dem og tog mig af dem.
# Frivilligt arbejde, hvor jeg aktivt gav min mening til kende og tog styringen, fordi jeg gerne ville hjælpe børnene
Da jeg tænkte på frivilligt arbejde med børn, forventede jeg at skulle give børnene mad og bade dem (som i en daginstitution),men min hovedopgave var engelskundervisning. Alt i alt var jeg mere tilfreds, fordi jeg underviste i engelsk.På den første dag hos den frivillige organisation blev jeg placeret i klassen for 4-5-årige, men det var svært, fordi hverken børnene eller lærerne kunne kommunikere på engelsk. Forholdene var dårlige, så der var ikke noget system, og der var næsten intet, lige fra skriveredskaber til undervisningsmaterialer. Jeg spekulerede på, hvad jeg lavede her... Det føltes som spild af min tid og energi, og som om jeg ikke gjorde en positiv forskel for børnene.
Så bad jeg om at skifte klasse og blev flyttet til den yngre gruppe med 3-årige, men jeg kunne ikke forestille mig at gøre det i to måneder, og de første to dage var virkelig hårde. Jeg samlede mod til at bede om endnu et skift og kom med i klassen for 8-12-årige. Endelig fandt jeg en klasse, der passede til mig; børnene havde ingen større problemer med at kommunikere på engelsk. Det gik også fint med at kommunikere med lærerne.
Der var jeg assistent i stedet for at stå for undervisningen, og til at begynde med tænkte jeg: "De har egentlig ikke brug for mig her." Derfor prøvede jeg i de første tre uger at bruge mere meningsfuld tid sammen med de venner, jeg boede med, i stedet for at fokusere på det frivillige arbejde. Så...Jeg følte, at der ville mangle noget, hvis jeg fortsatte sådan, og frem for alt ville jeg virkelig gerne hjælpe børnene. Derfor gav jeg aktivt min mening til kende over for klasselæreren, og endte næsten med selv at stå for undervisningen. Gennem det begyndte jeg virkelig at nyde det og kunne fordybe mig i det.
Der er 20 minutters gang fra overnatningsstedet til stedet, hvor jeg arbejdede frivilligt. De andre tog tuk-tuk frem og tilbage hver dag og brugte omkring 4-6 dollars om dagen på transport. Man kan spare mere ved at dele med andre.Jeg gik til og fra arbejde hver dag. Frokostpausen varer tre timer; selvom man kunne spise frokost på stedet, hvor man arbejdede frivilligt, tog jeg altid tilbage til overnatningsstedet for at spise og hvile mig.
Hvis man spiser frokost på stedet, ender man med at være der i ni timer. Til gengæld kan man tilbringe tid sammen med de lokale lærere og frivillige, der bor på organisationens område. I frokostpausen giver man børnene mad, børster deres tænder og putter dem. Jeg deltog i frokostordningen tre gange i alt; det var en god oplevelse, men ikke noget, jeg kunne gøre hver dag.
Toiletterne på stedet var så dårlige, at jeg én gang tog tidligt hjem på grund af dem. Det er bedst at medbringe sit eget toiletpapir, og nogle gange gik jeg cirka fem minutter til en nærliggende café for at bruge toilettet. Organisationen hjælper både børn fra meget fattige kår og børn fra almindelige familier. Helt bogstaveligt var omkring halvdelen børn, der var blevet reddet fra gaden, mens resten var almindelige børn. Med andre ord betalte den ene halvdel, mens den anden halvdel deltog gratis.
De fleste er udadvendte og kan virkelig godt lide udlændinge. De virker ivrige efter at lære af udlændinge.
Den frivillige organisation tilbyder ingen særlige fag ud over engelsk. Efter morgentimerne tager børnene i lokale skoler, og de børn, der har gået i lokale skoler om morgenen, kommer om eftermiddagen. Selv i den samme klasse er der stor aldersforskel og store forskelle i det faglige niveau. De fleste lærere er tilknyttet den frivillige organisation og har aldrig fået ordentlig uddannelse. I stedet for at undervise i noget nyt bliver de ved med at undervise i de samme ting.
I pauserne leger børnene mest. I begyndelsen sad jeg bare med min smartphone og lavede ingenting, men efterhånden begyndte jeg at lege med dem. Jeg lærte dem legen "369", og de elskede den. Det var et givende øjeblik.
Det var lidt svært at lære børnene korrekt engelsk udtale. Jeg kunne undervise dem ti gange, og så havde de glemt det næste dag... Men da jeg lærte enkle italienske og franske ord af de europæiske børn, var deres udtale virkelig svær, og uanset hvor mange gange jeg prøvede, kunne jeg ikke få det rigtigt, hvilket fik mig til at grine. Da jeg tænkte over det fra den anden side, indså jeg, hvor svært det måtte være for børnene. Fra da af begyndte jeg at forstå dem.
# En kultur, jeg aldrig havde oplevet før — at bo sammen med frivillige fra forskellige lande, som gav mig daglige kulturchok
Jeg nød at opleve en kultur, jeg aldrig før havde mødt, mens jeg arbejdede frivilligt i Cambodja.Jeg havde altid gerne villet besøge Cambodja, men kendte ikke til andet end Angkor Wat. Efter at have boet der i to måneder var jeg glad for at opdage, at landet ud over Angkor Wat er så mangfoldigt og fascinerende. Politik, økonomi, uddannelse, miljø — alt var så nyt og chokerende... det var fantastisk.
OgDa jeg boede sammen med frivillige fra forskellige lande, blev jeg virkelig... næsten dagligt ramt af kulturchok. Det er for omfattende og chokerende til at sætte ord på. Men jeg kunne godt lide det, det var altid sjovt, og jeg blev bedre til at forstå andre.
I løbet af perioden kom der mange frivillige, og det, jeg husker bedst, er rejserne til andre egne sammen med venner. Det gjorde ondt i hjertet, hver gang vennerne rejste videre én efter én... Vi sagde "vi ses næste gang", og det var ikke bare tomme ord — jeg kommer helt sikkert til at se dem igen!
Min første roommate, den 39-årige Elizabeth, og 52-årige Chris, en ugift kvinde, der elsker at cykle (jeg nævner deres alder for at vise, at alder ikke betyder noget på sådan en rejse),
Emilia fra Letland, som forelskede sig under et udvekslingsophold i Spanien og endte med at blive gift, og den unge mexicaner Pasto! (Han forlod sin karriere som advokat i Mexico City for at arbejde i en ngo i Cambodja, og nu har de begge arbejde på et hotel i Cambodja og er ved at skabe sig et liv.)
Shiori, en japansk ven, der læser på Yonsei Universitet! Laura, der arbejdede som farmaceut i Irland, men sagde det hele op for at udforske verden i over et år, før hun fyldte 30; Filippo, der læser økonomi i Italien; og Amy fra Nederlandene, der boede hos en lokal organisation og arbejdede ulønnet i omkring fem måneder med stor entusiasme fra kl. 7 til 19, selv i weekenderne,
Venner fra Danmark, som jeg kort mødte på en pub — jeg kan ikke huske, hvad de hed, men de var på sabbatår!Da jeg spurgte: "Hvad laver I derhjemme? Studerer I?" og hørte svaret: "Jeg holder sabbatår", blev jeg virkelig overrasket!Og selv i Danmark er der både fordele og ulemper ved sabbatår. Nogle siger, at det er spild af tid. Da jeg så det, følte jeg, at folk lever på samme måde overalt~ Man behøver ikke tage til udlandet for at lave noget; nogle gange holder folk bare fri og laver ingenting. Personligt syntes jeg, det var virkelig fascinerende.
Min charmerende anden roommate Clara fra Frankrig; Liza, en kinesisk ven, jeg mødte på en rejse i Siem Reap; Alex fra Italien! (Jeg mødte Alex i Siem Reap, og vi så hinanden igen, da han besøgte Phnom Penh.) Og selvom vi ikke kunne tale sammen, var Melissa, en dejlig medarbejder på gæstehuset, som altid smilede og kommunikerede perfekt med kropssprog — alle var så dyrebare og mindeværdige.
IsærVenner fra Frankrig, der bor på et andet gæstehus, kom forbi og lavede mad i omkring tre timer — jeg var meget interesseret i fransk madlavning, så jeg kiggede på, fulgte med og hyggede mig; det er det, jeg husker. På en dag, hvor skolen var lukket, kørte vi også rundt i kvarteret på lærerens scooter for at finde gratis legepladser, spillede fodbold og volleyball med børnene, og på vejen gjorde vi holdt ved lærerens hjem for at møde familien og fik endda cola.Disse oplevelser gav mig virkelig indblik i, hvordan de lokale lever, og det var en af de mest fornøjelige oplevelser.Det var det.
Når jeg sammenligner mig selv før og efter sabbatåret på baggrund af disse oplevelser, synes jeg, at jeg blev stærkere og mere positiv, og at mine egne overbevisninger blev tydeligere.
# På den sidste dag brød jeg virkelig sammen i gråd. Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før.
Trods de dårlige forhold deltog børnene virkelig ivrigt i undervisningen og ville gerne fremlægge, men kunne ikke.Hvis jeg havde midlerne, ville jeg bruge en masse penge på dem, tage dem med til Korea, give dem bedre mad og tøj og sørge for, at de fik en uddannelse. De her børn er så passionerede, men kan ikke gøre fremskridt, fordi deres omgivelser ikke støtter dem ... Det er så trist. De var virkelig uskyldige, og det var fantastisk, at de ikke blev vrede eller kom op at slås indbyrdes.
De børn skrabede deres lommepenge sammen for at holde en overraskelsesfest for mig — det var utroligt rørende ... Jeg husker kun alt det, jeg ikke kunne gøre for dem, så jeg får endnu mere dårlig samvittighed ... Jeg vil finde et nyt job, spare op og sende donerede varer hurtigst muligt!!
Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne være en bedre lærer, og jeg er virkelig taknemmelig for, at de var de bedste elever! Den sidste dag løb de hen til mig og krammede mig, så snart de så mig, og jeg brød ud i gråd. Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før ... Vi gav hinanden et løst løfte om at mødes igen om et år, og jeg vil virkelig gerne se dem igen!
"Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne være en bedre lærer, og jeg er virkelig taknemmelig for, at I var de bedste elever! På den sidste dag løb børnene hen til mig og krammede mig, så snart de så mig, og jeg brød bare sammen i gråd. Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før.. Vi gav hinanden et vagt løfte om at ses igen om et år, og jeg vil virkelig gerne se dem igen!"
[Extracurricular/Overseas Volunteer] Volunteering as a childcare teacher in Cambodia! Park Seong-hwa, deltager på sabbatår (27 år, sabbatår efter opsigelse) / 8 ugers sabbatår
|
# Mål for sabbatåret: finde min næste karrierevej, hvile mig og belønne mig selv for strabadserne i arbejdslivet
Efter jeg sagde op, kunne jeg ikke beslutte mig for en karrierevej, så jeg fik rådgivning og deltog i et projekt, som rådgiveren anbefalede.Mine mål for sabbatåret er at finde min næste karrierevej, hvile mig og kompensere mig selv for det hårde arbejde, jeg havde udført på arbejdspladsen.
Mit sabbatår i 2018, som skulle blive et af de mest dyrebare øjeblikke i mit liv, begyndte med to måneders frivilligt arbejde i Cambodja. Da jeg først ankom til lufthavnen og tog en tuk-tuk, følte jeg mig virkelig godt tilpas. Mens vi kørte i den åbne tuk-tuk med den varme vind blæsende omkring os på vej til overnatningsstedet, var jeg spændt og nervøs for at se, hvordan mine to måneder ville forme sig.
Men den første uge efter sabbatårets begyndelse var ikke helt behagelig. Det første værelse, jeg fik anvist, var så trangt og mørkt, og hver dag kom der to kakerlakker frem... Sådan et værelse var det. Jeg bad lederen af overnatningsstedet om at skifte værelse og kunne flytte til et rent og behageligt værelse.
Et andet problem skyldtes sprog og kultur: Jeg var den eneste asiatiske, mens alle de andre var fra europæiske lande. Derfor var der begrænsede emner, vi kunne tale om, og de andre kom så godt ud af det med hinanden, at jeg nogle gange følte mig udenfor. Jeg var fysisk syg og havde ingen at knytte mig til følelsesmæssigt, så det føltes lidt hjerteskærende... Mine venner i Korea var ikke nogen, der kunne forstå, hvad jeg sagde eller følte, eller som måske havde haft lignende oplevelser.
Så jeg græd og følte, at det var mere, end jeg kunne klare alene, og jeg forklarede sabbatårskoordinatoren detaljeret om de følelsesmæssige problemer, jeg oplevede. De gav mig varme råd via e-mail.Med de råd i baghovedet undgik jeg ikke situationen, da den opstod igen, men konfronterede den. Jeg tog mere initiativ, stillede spørgsmål, smilede bredt og delte ærligt min egen historie først.Hvis jeg bare havde kæmpet alene og undgået det dengang, ville det være blevet en side i min pinlige fortid..
Fra da af kunne jeg, når der kom nye frivillige, vise dem gode steder og fortælle om mit frivillige arbejde, så de kunne føle sig godt tilpas og ikke blive skræmt. Jeg havde jo været i Phnom Penh længere end dem. Når jeg så på dem, gik det op for mig...Når folk lige er ankommet, er det naturligt, at de fleste gennemgår en lignende periode, hvor de føler sig lidt udenfor, fordi der ikke er noget fælles samtaleemne. Jeg sukkede lettet, da jeg indså, at jeg ikke var den eneste, og fordi jeg ikke bare kunne se på, tog jeg mere kontakt til dem og tog mig af dem.
# Frivilligt arbejde, hvor jeg aktivt gav min mening til kende og tog styringen, fordi jeg gerne ville hjælpe børnene
Da jeg tænkte på frivilligt arbejde med børn, forventede jeg at skulle give børnene mad og bade dem (som i en daginstitution),men min hovedopgave var engelskundervisning. Alt i alt var jeg mere tilfreds, fordi jeg underviste i engelsk.På den første dag hos den frivillige organisation blev jeg placeret i klassen for 4-5-årige, men det var svært, fordi hverken børnene eller lærerne kunne kommunikere på engelsk. Forholdene var dårlige, så der var ikke noget system, og der var næsten intet, lige fra skriveredskaber til undervisningsmaterialer. Jeg spekulerede på, hvad jeg lavede her... Det føltes som spild af min tid og energi, og som om jeg ikke gjorde en positiv forskel for børnene.
Så bad jeg om at skifte klasse og blev flyttet til den yngre gruppe med 3-årige, men jeg kunne ikke forestille mig at gøre det i to måneder, og de første to dage var virkelig hårde. Jeg samlede mod til at bede om endnu et skift og kom med i klassen for 8-12-årige. Endelig fandt jeg en klasse, der passede til mig; børnene havde ingen større problemer med at kommunikere på engelsk. Det gik også fint med at kommunikere med lærerne.
Der var jeg assistent i stedet for at stå for undervisningen, og til at begynde med tænkte jeg: "De har egentlig ikke brug for mig her." Derfor prøvede jeg i de første tre uger at bruge mere meningsfuld tid sammen med de venner, jeg boede med, i stedet for at fokusere på det frivillige arbejde. Så...Jeg følte, at der ville mangle noget, hvis jeg fortsatte sådan, og frem for alt ville jeg virkelig gerne hjælpe børnene. Derfor gav jeg aktivt min mening til kende over for klasselæreren, og endte næsten med selv at stå for undervisningen. Gennem det begyndte jeg virkelig at nyde det og kunne fordybe mig i det.
Der er 20 minutters gang fra overnatningsstedet til stedet, hvor jeg arbejdede frivilligt. De andre tog tuk-tuk frem og tilbage hver dag og brugte omkring 4-6 dollars om dagen på transport. Man kan spare mere ved at dele med andre.Jeg gik til og fra arbejde hver dag. Frokostpausen varer tre timer; selvom man kunne spise frokost på stedet, hvor man arbejdede frivilligt, tog jeg altid tilbage til overnatningsstedet for at spise og hvile mig.
Hvis man spiser frokost på stedet, ender man med at være der i ni timer. Til gengæld kan man tilbringe tid sammen med de lokale lærere og frivillige, der bor på organisationens område. I frokostpausen giver man børnene mad, børster deres tænder og putter dem. Jeg deltog i frokostordningen tre gange i alt; det var en god oplevelse, men ikke noget, jeg kunne gøre hver dag.
Toiletterne på stedet var så dårlige, at jeg én gang tog tidligt hjem på grund af dem. Det er bedst at medbringe sit eget toiletpapir, og nogle gange gik jeg cirka fem minutter til en nærliggende café for at bruge toilettet. Organisationen hjælper både børn fra meget fattige kår og børn fra almindelige familier. Helt bogstaveligt var omkring halvdelen børn, der var blevet reddet fra gaden, mens resten var almindelige børn. Med andre ord betalte den ene halvdel, mens den anden halvdel deltog gratis.
De fleste er udadvendte og kan virkelig godt lide udlændinge. De virker ivrige efter at lære af udlændinge.
Den frivillige organisation tilbyder ingen særlige fag ud over engelsk. Efter morgentimerne tager børnene i lokale skoler, og de børn, der har gået i lokale skoler om morgenen, kommer om eftermiddagen. Selv i den samme klasse er der stor aldersforskel og store forskelle i det faglige niveau. De fleste lærere er tilknyttet den frivillige organisation og har aldrig fået ordentlig uddannelse. I stedet for at undervise i noget nyt bliver de ved med at undervise i de samme ting.
I pauserne leger børnene mest. I begyndelsen sad jeg bare med min smartphone og lavede ingenting, men efterhånden begyndte jeg at lege med dem. Jeg lærte dem legen "369", og de elskede den. Det var et givende øjeblik.
Det var lidt svært at lære børnene korrekt engelsk udtale. Jeg kunne undervise dem ti gange, og så havde de glemt det næste dag... Men da jeg lærte enkle italienske og franske ord af de europæiske børn, var deres udtale virkelig svær, og uanset hvor mange gange jeg prøvede, kunne jeg ikke få det rigtigt, hvilket fik mig til at grine. Da jeg tænkte over det fra den anden side, indså jeg, hvor svært det måtte være for børnene. Fra da af begyndte jeg at forstå dem.
# En kultur, jeg aldrig havde oplevet før — at bo sammen med frivillige fra forskellige lande, som gav mig daglige kulturchok
Jeg nød at opleve en kultur, jeg aldrig før havde mødt, mens jeg arbejdede frivilligt i Cambodja.Jeg havde altid gerne villet besøge Cambodja, men kendte ikke til andet end Angkor Wat. Efter at have boet der i to måneder var jeg glad for at opdage, at landet ud over Angkor Wat er så mangfoldigt og fascinerende. Politik, økonomi, uddannelse, miljø — alt var så nyt og chokerende... det var fantastisk.
OgDa jeg boede sammen med frivillige fra forskellige lande, blev jeg virkelig... næsten dagligt ramt af kulturchok. Det er for omfattende og chokerende til at sætte ord på. Men jeg kunne godt lide det, det var altid sjovt, og jeg blev bedre til at forstå andre.
I løbet af perioden kom der mange frivillige, og det, jeg husker bedst, er rejserne til andre egne sammen med venner. Det gjorde ondt i hjertet, hver gang vennerne rejste videre én efter én... Vi sagde "vi ses næste gang", og det var ikke bare tomme ord — jeg kommer helt sikkert til at se dem igen!
Min første roommate, den 39-årige Elizabeth, og 52-årige Chris, en ugift kvinde, der elsker at cykle (jeg nævner deres alder for at vise, at alder ikke betyder noget på sådan en rejse),
Emilia fra Letland, som forelskede sig under et udvekslingsophold i Spanien og endte med at blive gift, og den unge mexicaner Pasto! (Han forlod sin karriere som advokat i Mexico City for at arbejde i en ngo i Cambodja, og nu har de begge arbejde på et hotel i Cambodja og er ved at skabe sig et liv.)
Shiori, en japansk ven, der læser på Yonsei Universitet! Laura, der arbejdede som farmaceut i Irland, men sagde det hele op for at udforske verden i over et år, før hun fyldte 30; Filippo, der læser økonomi i Italien; og Amy fra Nederlandene, der boede hos en lokal organisation og arbejdede ulønnet i omkring fem måneder med stor entusiasme fra kl. 7 til 19, selv i weekenderne,
Venner fra Danmark, som jeg kort mødte på en pub — jeg kan ikke huske, hvad de hed, men de var på sabbatår!Da jeg spurgte: "Hvad laver I derhjemme? Studerer I?" og hørte svaret: "Jeg holder sabbatår", blev jeg virkelig overrasket!Og selv i Danmark er der både fordele og ulemper ved sabbatår. Nogle siger, at det er spild af tid. Da jeg så det, følte jeg, at folk lever på samme måde overalt~ Man behøver ikke tage til udlandet for at lave noget; nogle gange holder folk bare fri og laver ingenting. Personligt syntes jeg, det var virkelig fascinerende.
Min charmerende anden roommate Clara fra Frankrig; Liza, en kinesisk ven, jeg mødte på en rejse i Siem Reap; Alex fra Italien! (Jeg mødte Alex i Siem Reap, og vi så hinanden igen, da han besøgte Phnom Penh.) Og selvom vi ikke kunne tale sammen, var Melissa, en dejlig medarbejder på gæstehuset, som altid smilede og kommunikerede perfekt med kropssprog — alle var så dyrebare og mindeværdige.
IsærVenner fra Frankrig, der bor på et andet gæstehus, kom forbi og lavede mad i omkring tre timer — jeg var meget interesseret i fransk madlavning, så jeg kiggede på, fulgte med og hyggede mig; det er det, jeg husker. På en dag, hvor skolen var lukket, kørte vi også rundt i kvarteret på lærerens scooter for at finde gratis legepladser, spillede fodbold og volleyball med børnene, og på vejen gjorde vi holdt ved lærerens hjem for at møde familien og fik endda cola.Disse oplevelser gav mig virkelig indblik i, hvordan de lokale lever, og det var en af de mest fornøjelige oplevelser.Det var det.
Når jeg sammenligner mig selv før og efter sabbatåret på baggrund af disse oplevelser, synes jeg, at jeg blev stærkere og mere positiv, og at mine egne overbevisninger blev tydeligere.
# På den sidste dag brød jeg virkelig sammen i gråd. Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før.
Trods de dårlige forhold deltog børnene virkelig ivrigt i undervisningen og ville gerne fremlægge, men kunne ikke.Hvis jeg havde midlerne, ville jeg bruge en masse penge på dem, tage dem med til Korea, give dem bedre mad og tøj og sørge for, at de fik en uddannelse. De her børn er så passionerede, men kan ikke gøre fremskridt, fordi deres omgivelser ikke støtter dem ... Det er så trist. De var virkelig uskyldige, og det var fantastisk, at de ikke blev vrede eller kom op at slås indbyrdes.
De børn skrabede deres lommepenge sammen for at holde en overraskelsesfest for mig — det var utroligt rørende ... Jeg husker kun alt det, jeg ikke kunne gøre for dem, så jeg får endnu mere dårlig samvittighed ... Jeg vil finde et nyt job, spare op og sende donerede varer hurtigst muligt!!
Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne være en bedre lærer, og jeg er virkelig taknemmelig for, at de var de bedste elever! Den sidste dag løb de hen til mig og krammede mig, så snart de så mig, og jeg brød ud i gråd. Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før ... Vi gav hinanden et løst løfte om at mødes igen om et år, og jeg vil virkelig gerne se dem igen!
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
