"Til sidst blev mit tomme hjerte som menneske fyldt gennem andre mennesker. Jeg blev overbevist om livets værdi og om, hvad jeg bør stræbe efter. Og jeg fandt modet til at drømme." Frivilligt arbejde i Bangkok i Thailand, en varm by, hvor NGO’er fra hele verden samles Kim Da-bin, deltager på sabbatår (20 år, universitetsstuderende) / 8 ugers sabbatår |
# Forventningen, jeg følte, når jeg tænkte tilbage på tiden dér, stod så klart, og jeg var meget taknemmelig.
Hej, jeg hedder Kim Da-bin, og jeg er nu tyve år. Med dette indlægvil jeg dele de følelser, værdier og sider af mig selv, som har ændret sig og udviklet sig gennem mit eget sabbatår.
Sidste sommer tilbragte jeg to måneder af mit sabbatår som engelsklærer for børn hos en NGO i Bangkok – med andre ord som frivillig i en NGO.
Ud fra den korte introduktion tænker du måske, at jeg prøvede noget stort og usædvanligt. Men jeg vil gerne sige, at det slet ikke var tilfældet. Jeg stødte på Korea Gap Year af en helt banal grund.
I 2016 deltog jeg i et offentligt udvekslingsprogram i USA, hvor jeg bekymrede mig over den lange amerikanske sommerferie, der ventede. På det tidspunkt gav mine forældre, som altid har interesseret sig for og bekymret sig om unges passion, og som selv ønsker at leve ungdommeligt, mig noget at overveje og bad mig tænke selv.
Det, de gav mig, var »Korea Gap Year«. Et sabbatår. Jeg ville ikke drive omkring i den lange ferie i USA, så jeg indsamlede aktivt information.
Den begejstring, jeg følte, da jeg valgte programmet for frivillige engelskundervisere i Bangkok, mens jeg forestillede mig, at jeg om få uger ville give mig selv dyb mening og dyrebare forbindelser, stod så klart. Og jeg var meget taknemmelig for forventningen, jeg følte, når jeg tænkte tilbage på tiden dér.
Med den taknemmelige følelse søgte jeg efter programmer, hvor jeg kunne bruge min tid godt, og besluttede mig for et klart mål: »Som engelsklærer for børnene vil jeg tage ansvar og nyde det – og skabe en oplevelse, jeg aldrig får igen.«
# Jeg indså, at jeg havde brug for min egen undervisningsmetode.
Jeg ankom til Suvarnabhumi Lufthavn i Thailand. I modsætning til dengang, jeg var der på en familietur, føltes luften i lufthavnen lidt overvældende og fremmed.Først kom den koreanske storesøster, som allerede var på sabbatår i Bangkok, organisationens koordinator og eleverne for at møde mig. Det var sent, så jeg havde dårlig samvittighed, men endnu mere følte jeg mig tryg og taknemmelig.
Dagen efter gik det hurtigt. Jeg brugte tid på at lære organisationens medarbejdere at kende, tale med dem og tilpasse tidsplanerne. Jeg følte mig lidt mere tryg. Frem for alt var jeg taknemmelig for at kunne støtte mig til den koreanske storesøster, som boede samme sted som mig.
For mig, der ikke kunne køre på motorcykel, var det en stor udfordring at undervise på en skole langt væk. Derfor talte jeg meget med forskellige mennesker for at koordinere med skolen og få styr på tidsplanerne. Så kom den officielle første undervisningstime. Jeg skulle selv planlægge og gennemføre undervisning og lege, og jeg tænkte grundigt over, hvilke aktiviteter der kunne fange børnenes opmærksomhed og få dem til at deltage aktivt.
Jeg syntes, jeg havde opnået et tilfredsstillende resultat, men det viste sig, at den børneundervisningsansvarlige, som havde overværet timen, slet ikke var enig. ^^; Kritikken og rådene rystede mig, men blev til erfaringer, jeg tog til mig.
Jeg følte, at jeg havde brug for min egen undervisningsmetode.Jeg ville undervise i det, jeg gerne ville formidle, i det, jeg håbede, børnene ville lære, og i ting, som børnene og jeg kunne lære, mens vi havde det sjovt sammen.
# Børnene havde brug for kærlighed.
Børnene kunne godt lide lege og sange. For børn, der var vant til at lære med fokus på ord, skrev jeg sangteksterne om, så de kunne bruge det, de havde lært, og arrangerede lege, de ville synes om.
Når jeg så ind i børnenes rene, uspolerede øjne og hørte deres glade latter, var jeg så taknemmelig for den tid, jeg tilbragte med at undervise dem og være sammen med dem.Billedet af børnene, der fulgte efter mig efter undervisningen og råbte »Lærer, lærer!« med klare stemmer for at give highfives eller tage billeder, står stadig tydeligt i min erindring.
Jeg fik også små, men meget varme kram. Børnene havde brug for kærlighed – lidt opmærksomhed og omsorg. Selv den lille kærlighed, de fik vist, gjorde dem meget glade, og de gav endnu mere kærlighed tilbage, end de havde fået.
# Jeg var så taknemmelig og syntes, det var dyrebart at have mennesker omkring mig, som kommunikerede med øjne og hjerte.
Ud over tiden med at undervise børnene tilbragte jeg virkelig glade og taknemmelige stunder med mennesker, der betød noget for mig. I begyndelsen var jeg genert og afhængig af andre, menEfterhånden som min kærlighed til organisationen voksede, og mine fortrydelser tog til med tiden, begyndte jeg at få lokale venner.
Der var jævnaldrende, som var blevet oplært af organisationen og senere underviste børnene. Når jeg var sammen med dem, fik jeg mulighed for at fortælle om Korea, og når de allerede vidste meget om landet, spøgte og snakkede vi sammen.
Efter at den koreanske storesøster, som havde været på sabbatår sammen med mig, var rejst, og jeg skulle bo alene på indkvarteringsstedet, blev venner hos mig. Vi spiste mad fra markederne, som kun fandtes i Bangkok, sammen, og jeg blev inviteret hjem for at dele lækre hjemmelavede måltider.
Det var så varmt, at de tog imod og holdt af udenlandske frivillige med forskellige nationaliteter og sprog som venner fra hjembyen og endda som familie. Jeg var meget taknemmelig og syntes, det var dyrebart at have mennesker omkring mig, som kommunikerede med mig gennem deres øjne og hjerter.
Jeg fik også god glæde af weekenderne i Bangkok. Jeg valgte de turiststeder, jeg gerne ville besøge igen, planlagde budget og rute og nød den »solorejse«, jeg altid havde drømt om. Jeg var hele tiden bevidst om, at jeg var alene, og undgik så vidt muligt risici, mens jeg rejste. Jeg huskede også at føre regnskab med mine udgifter og tjekke dem. :-)
Jeg mødte også en thailandsk ven, jeg havde mødt i USA, og nogle af den vens andre venner. Vi havde det hyggeligt sammen. Jeg var så glad og taknemmelig. Det var måske mennesker, jeg kun ville møde én gang, men jeg satte pris på hvert eneste møde med nye mennesker. Møderne fik mig til at tænke over, hvilken retning mit liv skulle tage. Jeg fik også mod til at møde verden på egen hånd.
Om søndagen tog jeg i en koreansk kirke og knyttede flere dyrebare bånd. Jeg mødte teenagere og unge voksne, som gik på lokale skoler eller arbejdede. Selvom det kun var i en kort periode, behandlede de mig kærligt, som om vi var kirkefamilie og havde kendt hinanden længe.
# Jeg fik mod til at drømme.
Under mit sabbatår mødte jeg mennesker, uanset hvor jeg kom hen. De levede alle forskellige liv på hver deres måde. Jeg indså også, at den lykke, hvert enkelt menneske søger i livet, findes i mange forskellige former.
Denne tid, hvor jeg mødte mennesker, lærte mig, at den mening og lykke, jeg kan finde i livet, spænder vidt og virkelig findes.Da jeg var ni år, sagde min klasselærer: »Jeg vil give jer en gave – ’tid’.«
Til sidst gav jeg den gave til mig selv. Takket være »tiden« blev jeg overbevist om, at jeg bør være et menneske, der søger mening og lykke i livet, og ikke blot en, der forbereder sig på at komme ind på universitetet og få et arbejde.
Jeg fik større mod. Det mindede mig om, at meningen med livet vokser, når jeg lader mit eget lys skinne på en anden, og den anden også begynder at stråle.
Til sidst blev mit tomme hjerte som menneske fyldt gennem andre. Jeg blev overbevist om livets værdier og om, hvad jeg bør stræbe efter. Og jeg fik mod til at drømme.
Til jer, der overvejer et sabbatår, kæmper med drømme, livsmål og værdier, eller lever intenst i nuet: Jeg håber, I tager jer et øjeblik til at se jer omkring, møde de andre mennesker, der lever side om side med jer, samle mod og søge og forfølge meningen med og lykken i livet.
Hjem
