Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg blev modigere på ukendte steder og holdt fast i min intuition #Jeg nåede mit mål om en rejse for min egen skyld #Den bedste luksusudgift i mit liv
"Det var så godt, at jeg undrer mig over, hvorfor jeg bekymrede mig så længe. Efter jeg kom hjem, blev jeg ofte spurgt: ''Hvordan var Paris?'' Hver gang svarer jeg uden tøven, at det var mit livs største udskeielse. Det var et kort, men langt sabbatår. Jeg vil helt sikkert gerne tilbage til det faste sted, jeg fandt i et fremmed land."
-Bonjour! One month living in Paris, France Shin YujeongSabbatårs-stammen Sabbatårsdeltager/ 30 år, sabbatår efter at have sagt op / 30 dageKort deltagelse
|
# Af mig, ved mig, for mig
Jeg begyndte trediverne med en følelse af både genkendelighed og usikkerhed. Det var anderledes end begyndelsen af tyverne, hvor friheden strømmede ind. Jeg så bekendte gå rundt, mens de trådte ind i trediverne, og blev bekymret. Hvordan skulle jeg tage imod det? Eller rettere: Hvordan skulle jeg hvile?
Jeg havde aldrig rigtig holdt fri før. Jeg vidste ikke, hvordan man morede sig, så jeg lavede altid et eller andet. I hverdagene opbyggede jeg mine kvalifikationer, og i weekenderne arbejdede jeg på deltid. Takket være det var mit CV fyldt, men jeg følte mig altid tom. Jeg tilbragte tyverne med at mangle 2 %. Så blev jeg pludselig 29.Jeg havde ondt af mig selv – jeg havde ingen fremtid at bevæge mig mod og ingen minder at se tilbage på.
Europa havde faktisk længe været min drøm. En hårdere og smukkere drøm, fordi jeg ikke kendte stedet godt. En drøm, der brast, hver gang jeg prøvede at tage af sted. Måske ville jeg endnu mere af sted, fordi det blev ved med at ske. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg først fik lyst til at tage af sted. Jeg fortrød det utallige gange, når jeg så europæiske rejseprogrammer.
MenJeg holdt fast i så meget. Derfor kunne jeg ikke gribe fat i noget nyt. Det tog mig ni år at indse det.Jeg tænkte, at jeg måske aldrig ville komme af sted, hvis det fortsatte sådan. Så kom muligheden. Faktisk kunne jeg være taget af sted et år tidligere. Men selv som 28-årig var jeg lige så bange som en 18-årig. Efter ni år fyldt med bekymringer tog jeg endelig af sted.
Som med enhver begyndelse var der mange bjerge, der skulle bestiges. Selvom det var mit liv, kunne jeg ikke beslutte det alene. Jeg måtte overtale folk omkring mig. Jeg kunne bare være taget af sted. Alligevel havde jeg ikke lyst til at rejse på den måde. Jeg ville af sted, når de mennesker, der stod mig nær, havde det på samme måde som mig.
Jeg var også nødt til at sige op. Jeg tøvede, fordi jeg havde kæmpet for at komme i gang med mit arbejdsliv. Så tog jeg den fjollede filosofi til mig: Man må tømme sig for at kunne fyldes op. Det tog tre måneder at nå dertil – præcis den tid, det tager for en bjørn at blive til et menneske. Fra da af var jeg beslutsom. Jeg tænkte, at jeg absolut måtte tage af sted og sørge for, at det blev en god rejse.
# At jeg er en, der bliver modig på ukendte steder,
Paris er ikke en by for bløde, forsagte mennesker. Det er et sted, hvor tsundere-typer lever med ryet for at være uvenlige.Det er et sted, hvor mange små overskridelser samler sig og bliver en del af hverdagen. I hvert fald var det sådan for mig. Flere gange om dagen begyndte det pludselig at regne.
Solen kunne skinne 500 meter længere fremme, mens det regnede over mit hoved. Selv hvis jeg havde lyst til at slå paraplyen op, måtte jeg lade, som om jeg var cool, og holde det ud. For at passe på min pengepung måtte jeg lade, som om jeg ikke var turist. Nogle gange spillede jeg rollen så godt, at folk troede, jeg var roma. Den ældre kvinde ved siden af mig strammede grebet om sin taske, da hun så på mig. På dage, hvor jeg gik ad ujævne veje, så jeg forfærdelig ud. Alligevel blev jeg ikke vred, som jeg plejer. Jeg fortsatte bare, beskidt som jeg var.
Paris var helt sikkert en by fuld af lugte.I metroen var der en klam, indelukket lugt. Efter et bad lugtede håndklædet svagt af fisket kalk. Når man gik gennem byen, var der alle mulige parfumedufte. Når man gik forbi en café, kunne man mærke en kraftig aroma af espresso. Rundt om hvert hjørne kunne man lugte banan- og Nutella-crêpes.
Den første uge spærrede jeg hele tiden øjnene op, fordi alt var så nyt. I den anden uge vænnede jeg mig til det og kunne forudsige dem fem sekunder i forvejen. I den tredje uge savnede jeg endda de lugte, mens jeg var i Spanien – selvom de slet ikke mindede om lugtene hjemmefra. I den sidste uge føltes det, som om lugtene sad på mig.
Jeg gik hver eneste dag. Mindst 15.000 skridt, højst 30.000. Hvis jeg fandt et sted, jeg kunne lide, mens jeg gik, gik jeg ind. Hvis jeg var træt, stoppede jeg; hvis jeg havde lyst til at tage af sted, gik jeg. Nogle gange havde jeg selskab et stykke tid. Så var jeg pludselig alene. Når jeg var alene, mødte jeg faktisk flere mennesker.
Jeg stillede mig selv mange spørgsmål. Er dette sted godt lige nu? Smager den mad, jeg spiser, godt?Når jeg var i godt humør, sang jeg på koreansk. Når jeg var vred, mumlede jeg grove bandeord for mig selv. Ting, jeg aldrig ville have gjort i Korea. Den måned levede jeg efter mine instinkter.
Jeg prøvede mange nye ting. Brødet, jeg spiste i Paris, smagte ikke, som jeg kendte det. Det samme gjaldt øllet. Jeg opsøgte mange retter, som man kun spiser i det pågældende land.Jeg studerede fransk for at kunne spise bedre. Pomme, banane, bœuf, poulet, thon, saumon, fromage. Jeg tog billeder af madvarer, hvis navne var svære at udtale.
Så indså jeg det: Jeg er sådan en, der bliver modig på ukendte steder. Jeg spiste mange ting, som jeg ikke engang ville røre i Korea. Og nogle gange kom jeg tidligt tilbage til vandrerhjemmet og spiste koreansk mad. Jeg havde levet med refluksøsofagitis, men i en hel måned havde jeg det godt i maven.
# Paris, et sted jeg uden tøven kan kalde ''mit livs største udskeielse''
Selvfølgelig var der et par kriser. Jeg ville straks tilbage til Korea.En dag føltes Paris pludselig så fremmed, at jeg græd på gaden. På den slags dage afsluttede jeg dagen tidligt.Jeg gennemførte den ene planlagte aktivitet og vendte tilbage til mit overnatningssted. Da jeg var omkring to uger inde i mit sabbatår, trøstede det mig ikke engang længere.
En dag gik min plan helt skævt fra morgenstunden. Jeg nåede med nød og næppe frem til det naturvidenskabelige museum, jeg havde planlagt at besøge den dag. Jeg tog en lang rulletrappe og nåede indgangen, da en fransk mor råbte til mig fra den anden side. Det var på fransk, men ud fra sammenhængen virkede det, som om hun ville have mig til at hjælpe barnet ved siden af mig ned. Jeg tog det bange barns hånd og gik om bord på rulletrappen. Indtil lige før havde jeg det selv skidt, men jeg spurgte barnet på engelsk, om det var okay. Det var et kort øjeblik, men barnets varme krop blev faktisk en stor trøst for mig. Barnets mor blev ved med at takke mig, men sandheden var, at det var mig, der var mest taknemmelig. Hvis det ikke var sket, havde jeg ikke indset, hvor ensom jeg havde været.
Jeg tilbragte den sidste uge sammen med min kæreste. Min kæreste, som ikke havde sagt op, tog en uges ferie. Det var bestemt et bjerg, vi skulle over, inden jeg tog af sted, men da sabbatåret først var begyndt, var han min mest solide støtte. Det er altid rart at møde en anden koreaner i udlandet. Jeg var ubeskriveligt taknemmelig for, at han tog en 12-timers flyvetur bare for at se mig. Takket være ham tilbragte jeg den sidste uge uden at føle mig ensom – ikke bare ved at bilde mig selv noget andet ind.
Der var også mange andre sjove ting. Jeg havde næsten lyst til at aflyse min returbillet.Det var så godt, at jeg spekulerede på, hvorfor jeg havde bekymret mig så længe. Efter jeg kom hjem, blev jeg ofte spurgt: ''Hvordan var Paris?'' Hver gang svarede jeg uden tøven: ''Mit livs største udskeielse.''Sådan svarede jeg. Det var et kort, men langt sabbatår. Jeg vil virkelig gerne tilbage til det yndlingssted, jeg fandt på det ukendte sted.
"Det var så godt, at jeg undrer mig over, hvorfor jeg bekymrede mig så længe. Efter jeg kom hjem, blev jeg ofte spurgt: ''Hvordan var Paris?'' Hver gang svarer jeg uden tøven, at det var mit livs største udskeielse. Det var et kort, men langt sabbatår. Jeg vil helt sikkert gerne tilbage til det faste sted, jeg fandt i et fremmed land."
-Bonjour! One month living in Paris, France Shin YujeongSabbatårs-stammen Sabbatårsdeltager/ 30 år, sabbatår efter at have sagt op / 30 dageKort deltagelse
|
# Af mig, ved mig, for mig
Jeg begyndte trediverne med en følelse af både genkendelighed og usikkerhed. Det var anderledes end begyndelsen af tyverne, hvor friheden strømmede ind. Jeg så bekendte gå rundt, mens de trådte ind i trediverne, og blev bekymret. Hvordan skulle jeg tage imod det? Eller rettere: Hvordan skulle jeg hvile?
Jeg havde aldrig rigtig holdt fri før. Jeg vidste ikke, hvordan man morede sig, så jeg lavede altid et eller andet. I hverdagene opbyggede jeg mine kvalifikationer, og i weekenderne arbejdede jeg på deltid. Takket være det var mit CV fyldt, men jeg følte mig altid tom. Jeg tilbragte tyverne med at mangle 2 %. Så blev jeg pludselig 29.Jeg havde ondt af mig selv – jeg havde ingen fremtid at bevæge mig mod og ingen minder at se tilbage på.
Europa havde faktisk længe været min drøm. En hårdere og smukkere drøm, fordi jeg ikke kendte stedet godt. En drøm, der brast, hver gang jeg prøvede at tage af sted. Måske ville jeg endnu mere af sted, fordi det blev ved med at ske. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg først fik lyst til at tage af sted. Jeg fortrød det utallige gange, når jeg så europæiske rejseprogrammer.
MenJeg holdt fast i så meget. Derfor kunne jeg ikke gribe fat i noget nyt. Det tog mig ni år at indse det.Jeg tænkte, at jeg måske aldrig ville komme af sted, hvis det fortsatte sådan. Så kom muligheden. Faktisk kunne jeg være taget af sted et år tidligere. Men selv som 28-årig var jeg lige så bange som en 18-årig. Efter ni år fyldt med bekymringer tog jeg endelig af sted.
Som med enhver begyndelse var der mange bjerge, der skulle bestiges. Selvom det var mit liv, kunne jeg ikke beslutte det alene. Jeg måtte overtale folk omkring mig. Jeg kunne bare være taget af sted. Alligevel havde jeg ikke lyst til at rejse på den måde. Jeg ville af sted, når de mennesker, der stod mig nær, havde det på samme måde som mig.
Jeg var også nødt til at sige op. Jeg tøvede, fordi jeg havde kæmpet for at komme i gang med mit arbejdsliv. Så tog jeg den fjollede filosofi til mig: Man må tømme sig for at kunne fyldes op. Det tog tre måneder at nå dertil – præcis den tid, det tager for en bjørn at blive til et menneske. Fra da af var jeg beslutsom. Jeg tænkte, at jeg absolut måtte tage af sted og sørge for, at det blev en god rejse.
# At jeg er en, der bliver modig på ukendte steder,
Paris er ikke en by for bløde, forsagte mennesker. Det er et sted, hvor tsundere-typer lever med ryet for at være uvenlige.Det er et sted, hvor mange små overskridelser samler sig og bliver en del af hverdagen. I hvert fald var det sådan for mig. Flere gange om dagen begyndte det pludselig at regne.
Solen kunne skinne 500 meter længere fremme, mens det regnede over mit hoved. Selv hvis jeg havde lyst til at slå paraplyen op, måtte jeg lade, som om jeg var cool, og holde det ud. For at passe på min pengepung måtte jeg lade, som om jeg ikke var turist. Nogle gange spillede jeg rollen så godt, at folk troede, jeg var roma. Den ældre kvinde ved siden af mig strammede grebet om sin taske, da hun så på mig. På dage, hvor jeg gik ad ujævne veje, så jeg forfærdelig ud. Alligevel blev jeg ikke vred, som jeg plejer. Jeg fortsatte bare, beskidt som jeg var.
Paris var helt sikkert en by fuld af lugte.I metroen var der en klam, indelukket lugt. Efter et bad lugtede håndklædet svagt af fisket kalk. Når man gik gennem byen, var der alle mulige parfumedufte. Når man gik forbi en café, kunne man mærke en kraftig aroma af espresso. Rundt om hvert hjørne kunne man lugte banan- og Nutella-crêpes.
Den første uge spærrede jeg hele tiden øjnene op, fordi alt var så nyt. I den anden uge vænnede jeg mig til det og kunne forudsige dem fem sekunder i forvejen. I den tredje uge savnede jeg endda de lugte, mens jeg var i Spanien – selvom de slet ikke mindede om lugtene hjemmefra. I den sidste uge føltes det, som om lugtene sad på mig.
Jeg gik hver eneste dag. Mindst 15.000 skridt, højst 30.000. Hvis jeg fandt et sted, jeg kunne lide, mens jeg gik, gik jeg ind. Hvis jeg var træt, stoppede jeg; hvis jeg havde lyst til at tage af sted, gik jeg. Nogle gange havde jeg selskab et stykke tid. Så var jeg pludselig alene. Når jeg var alene, mødte jeg faktisk flere mennesker.
Jeg stillede mig selv mange spørgsmål. Er dette sted godt lige nu? Smager den mad, jeg spiser, godt?Når jeg var i godt humør, sang jeg på koreansk. Når jeg var vred, mumlede jeg grove bandeord for mig selv. Ting, jeg aldrig ville have gjort i Korea. Den måned levede jeg efter mine instinkter.
Jeg prøvede mange nye ting. Brødet, jeg spiste i Paris, smagte ikke, som jeg kendte det. Det samme gjaldt øllet. Jeg opsøgte mange retter, som man kun spiser i det pågældende land.Jeg studerede fransk for at kunne spise bedre. Pomme, banane, bœuf, poulet, thon, saumon, fromage. Jeg tog billeder af madvarer, hvis navne var svære at udtale.
Så indså jeg det: Jeg er sådan en, der bliver modig på ukendte steder. Jeg spiste mange ting, som jeg ikke engang ville røre i Korea. Og nogle gange kom jeg tidligt tilbage til vandrerhjemmet og spiste koreansk mad. Jeg havde levet med refluksøsofagitis, men i en hel måned havde jeg det godt i maven.
# Paris, et sted jeg uden tøven kan kalde ''mit livs største udskeielse''
Selvfølgelig var der et par kriser. Jeg ville straks tilbage til Korea.En dag føltes Paris pludselig så fremmed, at jeg græd på gaden. På den slags dage afsluttede jeg dagen tidligt.Jeg gennemførte den ene planlagte aktivitet og vendte tilbage til mit overnatningssted. Da jeg var omkring to uger inde i mit sabbatår, trøstede det mig ikke engang længere.
En dag gik min plan helt skævt fra morgenstunden. Jeg nåede med nød og næppe frem til det naturvidenskabelige museum, jeg havde planlagt at besøge den dag. Jeg tog en lang rulletrappe og nåede indgangen, da en fransk mor råbte til mig fra den anden side. Det var på fransk, men ud fra sammenhængen virkede det, som om hun ville have mig til at hjælpe barnet ved siden af mig ned. Jeg tog det bange barns hånd og gik om bord på rulletrappen. Indtil lige før havde jeg det selv skidt, men jeg spurgte barnet på engelsk, om det var okay. Det var et kort øjeblik, men barnets varme krop blev faktisk en stor trøst for mig. Barnets mor blev ved med at takke mig, men sandheden var, at det var mig, der var mest taknemmelig. Hvis det ikke var sket, havde jeg ikke indset, hvor ensom jeg havde været.
Jeg tilbragte den sidste uge sammen med min kæreste. Min kæreste, som ikke havde sagt op, tog en uges ferie. Det var bestemt et bjerg, vi skulle over, inden jeg tog af sted, men da sabbatåret først var begyndt, var han min mest solide støtte. Det er altid rart at møde en anden koreaner i udlandet. Jeg var ubeskriveligt taknemmelig for, at han tog en 12-timers flyvetur bare for at se mig. Takket være ham tilbragte jeg den sidste uge uden at føle mig ensom – ikke bare ved at bilde mig selv noget andet ind.
Der var også mange andre sjove ting. Jeg havde næsten lyst til at aflyse min returbillet.Det var så godt, at jeg spekulerede på, hvorfor jeg havde bekymret mig så længe. Efter jeg kom hjem, blev jeg ofte spurgt: ''Hvordan var Paris?'' Hver gang svarede jeg uden tøven: ''Mit livs største udskeielse.''Sådan svarede jeg. Det var et kort, men langt sabbatår. Jeg vil virkelig gerne tilbage til det yndlingssted, jeg fandt på det ukendte sted.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
