Dyk ned i naturens grønne charme! Et sabbatårsophold på en gård i Hokkaido, Japan | Større selvtillid og selvværd; overvandt bekymringen for, hvad andre tænkte.

#Større selvtillid og selvværd; overvandt bekymringen for, hvad andre tænkte. #Internationale venner; oplevelser med japansk kultur. #Erkendelsen af, at enhver erfaring er værdifuld.

Forfatter: Jo Hee-jin
Land / by: Asien/Japan/Hokkaido
Visninger : 3721

Det sabbatår, jeg søgte om, kunne have været en måde at flygte på i de sværeste tider, men nu er jeg fuld af begejstring og spekulerer på, hvilke andre verdener der findes, mens jeg planlægger endnu et sabbatår.Jeg er så taknemmelig for de mennesker, jeg mødte i løbet af sabbatåret, og for familiemedlemmerne og de frivillige, jeg traf under projekterne. Jeg vil aldrig glemme den sommer, hvor jeg var 22 år. Tak!

- Fordyb dig i det grønnes charme! Sabbatårsophold på en gård i Hokkaido, Japan

Jo Hee-jin, koreansk sabbatårsrejsende / 8 ugers sabbatår

# Det var spændende og lød, som om det ville blive sjovt.

Jeg hørte første gang om sabbatår gennem min storesøsters anbefaling. Efter en rådgivningssamtale voksede lysten til at tage et sted hen. Mens jeg søgte, blev jeg interesseret i minimalisme og livet på landet, og det var dér, jeg opdagede gårdopholdet i Hokkaido, Japan.

Jeg deltog, fordi jeg elsker naturen og Japans særlige atmosfære og stemning.

Jeg mangler som regel selvtillid og har sjældent tilbragt tid sammen med fremmede. Så var jeg spændt og syntes, det ville blive sjovt.Derfor ville jeg gerne få mere selvtillid og blive venner med mennesker fra andre lande uden at tøve.
Med dette sabbatår ville jeg opbygge selvtillid og selvværd. Jeg ville ikke længere lade mig påvirke af, hvad andre siger, og ville have tillid til det, jeg gør, og det, jeg gerne vil gøre.

# Alt var nyt og sjovt.

Da jeg først ankom til Hokkaido, var landskabet så smukt. Skyerne og de små landsbyer, som jeg kun havde set i japanske animefilm, gjorde mig begejstret. Så snart jeg ankom, tilbragte jeg en dag i Sapporo, og næste morgen tog jeg til Shirataki, men jeg missede toget og endte med at stå af på den næste station. Akito sagde dog, at det var helt i orden, og bad mig vente der. Så kom han med et stort smil og gav mig

min første hilsen.　

Jeg husker stadig det første møde. Det var en landsby på landet, endnu mere afsides, end jeg havde forventet. Men det føltes lidt anderledes end landsbyerne på landet i Korea. Der var utallige bjerge omkring os, og i det fjerne gik malkekøer på markerne.Alt var nyt og interessant.Første gang jeg mødte Yoko-san, blev jeg overrasket over hendes evner i køkkenet.

Jeg havde prøvet japansk mad i Korea før, men det var første gang, jeg fik et ægte japansk hjemmelavet måltid, og det var så lækkert. Jeg følte, at jeg måske ville tage på. Selvom hun er lille af statur, er hun som en superkvinde.

Arbejdet på gården viste sig at være hårdere og mindre sjovt, end jeg havde forestillet mig. Ved 21-tiden faldt jeg i søvn, og jeg bemærkede slet ikke, hvordan tiden gik. I weekenderne tog jeg i nærheden for at se vandfald, zoologiske haver og blomsterhaver. Det var dér, jeg virkelig følte, at jeg var i et andet land.

Efterhånden som tiden gik, mødte jeg nye mennesker. I begyndelsen var det akavet at arbejde og bo sammen med folk fra andre lande, og jeg kunne ikke engang få startet en samtale.Jeg spurgte bare om helt enkle ting som: »Hvor er det her?« og »Har du lyst til at spise?« Når jeg manglede selvtillid og følte mig lidt overvældet, hjalp Yoko-san mig meget. Hun tog initiativ til samtaler og hjalp mig endda med at lære engelsk.

# Jeg kunne tage billeder sammen med de frivillige, tale med dem og også opbygge min selvtillid.

Hvis det ikke havde været for Yoko-san, ville det have været 100 gange sværere at bo i Japan.

I den periode kunne jeg tage billeder sammen med de frivillige, tale med dem og få mere selvtillid. Der var mange sproglige vanskeligheder. Jeg var ikke god til japansk, og jeg var heller ikke god til engelsk, så jeg havde mange bekymringer. Det var svært, fordi jeg ikke kunne udtrykke de følelser, jeg gerne ville formidle, på en ordentlig måde.

Der var altså nogle svære perioder. Men jeg kunne jo ikke bare bruge min tid her sådan, så jeg gjorde en indsats for at studere igen og forsøge at føre samtaler. Jeg mødte også nogle venner, hvoraf de fleste var japanere. Men eftersom de også kunne tale engelsk, kunne jeg føre enkle samtaler med dem, og vi blev gode venner. Vi rejste endda sammen og tog til en festival iført yukataer.

# Jeg begyndte endda at nynne, mens jeg arbejdede.

Jeg fik altså nogle venner, og efterhånden begyndte livet her at blive sjovere.

Jeg kunne nynne en lille melodi, mens jeg arbejdede. I begyndelsen var det hårdt, men som tiden gik, vænnede jeg mig til det. Eller måske var det, fordi jeg efterhånden havde vænnet mig til det, men det var ikke længere særlig svært. Jeg havde endda tid nok til at lave andre ting efter arbejde.

Så tog jeg på cykeltur for at udforske området. Området bestod mest af marker og bjerge, men lidt længere væk lå der en lille by. Der var en togstation, og børnene var på vej hjem fra skole. Jeg gik rundt for mig selv og tænkte virkelig, at det var en god beslutning at komme hertil.

At cykle, mens jeg lyttede til musik, var ikke nogen særlig meningsfuld aktivitet, men jeg føler, at jeg fik tænkt meget i den periode. Hvis jeg havde været i Korea, ville jeg være vågnet, når solen gik ned, have spist, set film til sent og levet et liv, der føltes meningsløst. Selvfølgelig syntes jeg, at jeg havde det sjovt på min egen måde, men ved at komme hertil, udføre lidt produktivt og meningsfuldt arbejde, stå op om morgenen, gå i seng om aftenen og leve et regelmæssigt liv følte jeg, at jeg havde fået mit helbred tilbage.

# Selvom der kun er gået to måneder, er jeg blevet så knyttet til stedet.

Hver gang jeg tog på tur på min fridag, fulgte Yoko-san mig altid til busstationen.

Det var første gang, jeg rejste alene, og jeg var ret nervøs. Da hun så mit bekymrede ansigt, beroligede hun mig ved at skrive de ting ned, jeg skulle huske, og sige, at jeg skulle kontakte hende, hvis der skete noget. Så så hun mig tage af sted, og Nono fulgte efter bussen.

Jeg kan stadig ikke glemme, hvordan det hele var. Selvom det kun var to korte måneder, blev jeg meget knyttet til stedet. Der skete så meget i løbet af de to måneder. Nogle gange var det hårdt, andre gange sjovt, og der var øjeblikke, hvor jeg gerne ville hjem. Men jeg kom igennem det hele, og netop som det begyndte at blive sjovt og føles velkendt, var det tid til at tage hjem.

I september var det kartoffelhøstsæson, så vi havde travle dage. Akito-san arbejdede dag og nat, så meget, at det næsten var umuligt at se ham. Jeg beundrede virkelig hans dedikation. Derfor hjalp jeg til med kartoffelhøsten lige til det sidste.

# Alt ved dette sted er virkelig dyrebart og meningsfuldt.

Den sidste aften holdt vi en fest sammen. Der var alle mine yndlingsretter ... det føltes uvirkeligt. Efter middagen gav jeg et brev til Yoko-san. Så fandt Yoko-san også noget frem. Det var et brev skrevet på papir, der var lavet af et foto, vi havde taget sammen for længe siden. Da jeg modtog det, føltes det, som om det virkelig var slut, og jeg var lige ved at begynde at græde.Alt her har været så værdifuldt for mig.Uanset om det var godt eller dårligt, tror jeg, at alle minderne vil blive til gode minder med tiden. Det er måske allerede ved at ske, men disse mennesker betyder virkelig meget for mig, og jeg føler, at jeg har skabt uforglemmelige minder og fået uforglemmelige oplevelser.

Før jeg tog til Hokkaido, var jeg fuld af tvivl, men nu virker den tvivl ubetydelig, fordi jeg havde så gode mennesker omkring mig og fik uforglemmelige oplevelser. Nu, hvor jeg er tilbage i Korea, føles det hele som en drøm. Men mens jeg skriver dette, begynder jeg at genkalde mig de øjeblikke og tænke på dem igen.

I løbet af dette sabbatår har der ikke ændret sig så meget, men jeg føler, at jeg har lært at se verden fra et lidt anderledes perspektiv.Jeg er ikke sikker på, om jeg har fået den selvtillid, jeg ønskede, eller om jeg har ændret mig, som jeg havde planlagt, men når jeg tænker på, hvad jeg prøver at gøre nu, og hvilke tanker jeg har, og når jeg stadig holder kontakten med de venner fra dengang,tror jeg, at der i det mindste er sket en vis forandring i mig.

# Mine personlige tips til sabbatåret

(Language)
Når det gælder sprog som japansk, spørger jeg først til betydningen på engelsk og skriver derefter det japansk ned i en notesbog, som jeg tror, jeg får brug for. Det er meget nyttigt at se japanske dramaserier eller film, og det er også vigtigt ofte at lytte til samtaler.
Når det gælder engelsk, er det nyttigt at bruge oversættelsesværktøjer, men jeg prøver også selv at skrive sætninger og sammenligner dem derefter med oversættelserne. Jeg skriver også vigtige dagligdags samtaler, idiomer og ordforråd fra tv-serier, film og YouTube-videoer ned i min notesbog. Det er bedst at skrive dem ned et sted, hvor du nemt kan finde dem, når du får brug for dem.

(Indkvartering)

Da det er et homestay, kan det føles lidt upraktisk, men værelserne er private. I fællesområder som stuen, badeværelset og køkkenet er det vigtigt at føle sig godt tilpas og hjælpe med at rydde op og gøre rent. Hvis alle tager ansvar for deres del, opstår der ingen problemer.

(Måltider)

Jeg havde slet ingen problemer med måltiderne, og da der blev sørget for mad hver gang, bestod min rolle blot i at hjælpe med at rydde op og tilberede maden. Hvis du selv kan lave noget mad, ville det være rart også at tilbyde det til de andre.

(Pakkeliste)

Du får brug for mange sokker, og behageligt tøj som træningstøj eller T-shirts er uundværligt. Det er også en god idé at tage et par sæt tøj med til weekendudflugter, men generelt er afslappet tøj bedst. Da der er store temperaturforskelle, skal du sørge for at pakke forskelligt tøj, herunder kortærmede trøjer og sweatshirts.

(Til fremtidige deltagere)

Der var tidspunkter, hvor jeg stillede spørgsmål ved, hvorfor jeg var kommet her, og om jeg burde gøre alt dette. Men når jeg tænkte tilbage på grundene til, at jeg gerne ville komme her til at begynde med, forsøgte jeg at tænke positivt. Ved at udføre dette arbejde hjælper jeg disse mennesker, og det giver mig en følelse af stolthed.

Jeg vil ikke sige, at jeg kom her for at opnå noget stort. Det er snarere bare dejligt at opleve livet i naturen uden særlige tanker eller planer.

# Jeg ville ikke have oplevet de følelser, jeg gjorde, hvis ikke det havde været for sabbatåret.

Jeg mødte så mange mennesker under mit ophold hos værtsfamilien, de frivillige, jeg arbejdede sammen med, og brødrene og søstrene, jeg mødte på gæstehuset. De var alle vidunderlige mennesker, og jeg fik så meget hjælp fra dem under mit ophold. Jeg er virkelig taknemmelig.

Der er så mange ting, jeg har indset i løbet af dette sabbatår.Først og fremmest indså jeg, at der er så mange mennesker i verden, der lever deres liv flittigt, hver på deres egen måde.Hvis jeg ikke var kommet her, ville jeg ikke have indset, hvor stor denne verden er, og hvor mange fantastiske mennesker der lever så gode liv..

Derfor synes jeg ikke længere, at det er en selvfølge bare at gå på universitetet og følge den »sikre« og »fastlagte« vej. Det er ikke den eneste rigtige vej.Jeg har forstået, at jeg ikke behøver at gøre det samme som andre, bare fordi de gør det. Mit perspektiv er blevet lidt bredere.De følelser, jeg har oplevet, ville ikke have været mulige uden dette sabbatår.

Jeg føler, at mit sind er blevet mere åbent. Jeg har altid følt, at jeg skulle skynde mig med at tænke på fremtiden, men nu synes jeg, det er okay at tage det roligt og gøre flere af de ting, jeg nyder. Der er ingen rigtig eller forkert vej – jeg tror, at hvis jeg gør det, der gør mig glad, så er det den rigtige vej for mig.

Det sabbatår, jeg søgte om, var måske i begyndelsen en flugt fra en svær tid, men nu overvejer jeg at tage endnu et sabbatår, fuld af spænding og nysgerrighed efter at se, hvilke andre verdener der findes.

Jeg er så taknemmelig for alle de mennesker, jeg mødte i løbet af dette sabbatår, og for de familiemedlemmer og frivillige, jeg mødte under projektet. Tak til jer alle!