"Det fik mig til at indse, at relationer mellem mennesker altid er ligeværdige, og mens jeg modtog meget mere kærlighed, end jeg havde forventet, prøver jeg lidt efter lidt at nærme mig børnenes renhed, hvor de giver deres hjerter uden at spekulere: ’Hvad nu, hvis denne person ikke kan lide mig lige så meget, som jeg kan lide dem?’" [Extracurricular/Overseas Volunteer Work] Recharging Warm Love with Children in Hanoi, Vietnam Park Sejin — sabbatårsstuderende (21 år, holder et sabbatår før universitetet) / 4 ugers sabbatår |
# Jeg kunne ikke lide børn, men besluttede mig for at prøve at arbejde frivilligt med dem i mit sabbatår
Jeg holder nu et sabbatår på et år, før jeg begynder på universitetet Jeg hedder Park Sejin. Dette projekt var mit andet sabbatårsprojekt. Helt ærligt kunne jeg ikke rigtig lide børn. Jeg kunne godt se dem kort på gaden, men tanken om at passe børn gjorde mig udmattet. Alligevel ville jeg på en eller anden måde gerne prøve at arbejde frivilligt med børnepasning i mit sabbatår.
Jeg følte, at jeg var vokset op med mange fordele og en god uddannelse, så jeg ville gerne hjælpe børn, der havde fået færre muligheder, bare en lille smule. Blandt de projekter, jeg blev anbefalet under vejledningen om sabbatår, var dette i Hanoi.
# Jeg blev dybt rørt over, at børnene gav kærlighed uden betingelser
Det, der virkelig overraskede mig, var — måske er det en arrogant tanke, men før jeg kom hertil, troede jeg, at jeg skulle give noget til børnene. Men da jeg først var kommet og havde leget med dem og undervist dem, indså jeg, at det, jeg fik fra børnene, var at jeg modtog mere, end jeg gav. Det lyder måske som en kliché, men det var sandt.
Der var børn, som var så lyse og strålende, at jeg spekulerede på, om jeg også havde været sådan og genoplevede min egen barndom. Og der var børn, som trods deres unge alder var så selvstændige, at de prøvede ting, før jeg nåede at hjælpe. Nogle var over ti år yngre end mig, men havde stadig noget at lære mig. Det fik mig til at tænke, at alle relationer er ligeværdige, uanset alder eller status.
Jeg begyndte at tænke, at der ikke findes relationer, hvor den ene part ensidigt kan give eller undervise.Personligt tror jeg ikke, at jeg nogensinde underviste børnene ud fra en idé om, at jeg var bedre eller mere overlegen end dem. Jeg genlærte faktisk mange ting, jeg havde glemt.
På samme måde blev jeg, da jeg rejste alene til Ha Long-bugten, venner med nogle pensionerede amerikanske bedstemødre på krydstogtet, og jeg følte, at de behandlede mig, der var meget yngre, som en ligeværdig. Det var virkelig dejligt. Det var en så overraskende oplevelse.Det var både forbløffende, trygt og varmt at være i ligeværdige relationer med børn, der var meget yngre end mig, og bedstemødre, der virkede ældre end mine egne bedsteforældre.
Og frem for alt var det så rørende, at børnene virkelig gav kærlighed uden betingelser.Jeg troede faktisk, at børnene måske ville være lidt reserverede over for mig. Frivillige kommer og går hele tiden, så jeg tænkte, at de måske var trætte af at knytte sig til folk.
Men der var børn, der kastede sig i mine arme fra første færd, og børnene var altid søde og smilede strålende. Kunne jeg virkelig efterlade de børn? Jo tættere jeg kom på dem, desto mere voksede den tanke, og det blev svært.De smilede bare ved øjenkontakt, råbte "Lærer!", når jeg gik forbi, og hilste på mig, krammede mig, tog mig i hånden og gav mig kys.
I begyndelsen var der nogle få generte børn, som ikke reagerede, uanset hvor meget jeg talte til dem eller smilede til dem. Men da de efterhånden åbnede sig over for mig, smilede, kom hen til mig og krammede mig, var jeg virkelig rørt. Til sidst føltes hver dag så dyrebar. Selv nu savner jeg børnene så meget, når jeg ser deres billeder og videoer.
Jeg nød især at holde fødselsdagsfester med børnene. To dage i træk var der fødselsdage, så vi holdt fest efter fest, og det husker jeg bedst. Jeg husker også, at jeg så film eller koreanske dramaer og spillede spil med de andre udenlandske frivillige på overnatningsstedet.
# For første gang syntes jeg, det var en lettelse, selvom jeg ikke var nogens førsteprioritet
Og For første gang følte jeg, at det var helt i orden, hvis den kærlighed, jeg gav, ikke var lige så stor som den, jeg modtog.Jeg er den ældste derhjemme, og ligesom de fleste børn med søskende har man som barn nogle gange den barnlige tanke: ’Mor og far kan bedre lide den anden’, uanset hvad ens forældre egentlig mener. Da der ikke er så stor aldersforskel på mig og min yngre søskende, voksede jeg ofte op med den følelse, uanset hvad mine forældre faktisk følte. Selv hvis man ’ved’, at det ikke er sådan, hjælper den viden ikke meget, når man først ’føler’ sig såret.
Måske var det derfor, at jeg, både i venskaber og andre relationer, blev virkelig såret, når jeg ikke følte, at jeg var den første for en, jeg holdt af. Men nogle dage før jeg skulle tilbage til Korea, kom to nye, ældre piger, og børnene knyttede sig til dem allerede fra første dag. Normalt var de generte børn og de fleste andre børn mere knyttet til mig, fordi de havde kendt mig længere, men nogle legede mere med de ældre piger og pjattede med dem. Det ville være løgn at sige, at jeg slet ikke blev ked af det, menfor næsten første gang i mit liv tænkte jeg, at det var en lettelse, at jeg ikke var nogens førstevalg.
Lige nu er det kun nogle få, men når jeg tager af sted, vil de sikkert knytte sig endnu mere til de ældre piger. Selvom det måske virker latterligt barnligt, ville jeg tidligere være blevet meget ked af det. Denne gang følte jeg mig imidlertid lettet og tænkte: ’Hvis det er sådan, bliver børnene ikke så kede af det, når jeg tager af sted, og de kan sagtens tage i børnehave.’ Jeg blev overrasket over, at de følelser opstod helt naturligt. Det var en forandring, jeg ikke havde forventet.
Denne oplevelse på en måned fik mig selvfølgelig ikke til helt at give slip — jeg bekymrer mig stadig om andre og er opmærksom på deres følelser — men jeg tror, at jeg nu kan tænke lidt mere afslappet over tingene. Det går mig stadig på, at jeg ikke kunne give alle børnene lige så meget kærlighed, som de gav mig, men ligesom tingene ikke gik, som jeg ønskede, kan nogle børn måske have holdt mindre af mig, end jeg holdt af dem. Jeg kom til at tænke, at det ikke nødvendigvis er noget, jeg behøver at blive såret eller ked af.
Jeg følte mig også dum, fordi jeg gjorde den kærlighed, jeg gav, op mod de følelser, jeg modtog, og blev ked af det. Da jeg så børn, der slet ikke målte den slags, tænkte jeg, at der ikke var nogen grund til det. Det eneste, der betyder noget, er, at de mennesker, jeg holder af, lever lykkeligt og glad.
# ”Lad dig ikke påvirke af andres vurderinger; gør det, du har lyst til”
Jeg lærte også meget af de andre mennesker, jeg mødte her.Jeg er en meget ængstelig person. Selvom jeg er så bange, er jeg faktisk ved at vælge en lidt anderledes vej end andre. Mit valg af studieretning, at studere i udlandet og at holde sabbatår — fordi det ikke er særligt almindelige valg, bliver jeg nogle gange pludselig bange, når jeg ser på mine venner.
Burde jeg bare have valgt en mere almindelig vej ligesom de her piger? Hvordan ville det have været, hvis jeg, når nogen spurgte, hvor og hvad jeg studerede, kunne nævne et velkendt koreansk universitet i stedet for et ukendt udenlandsk, havde valgt en mere almindelig studieretning eller i det mindste allerede var begyndt på universitetet? Måske ville det have været den bedre vej?
Men det gav mig mere mod at tale med en koreansk, lidt ældre kvinde, jeg mødte i Vietnam. Jeg er altid usikker på de valg, jeg har truffet, men hun var typen, der altid tog ansvar for sine valg og førte dem ud i livet. Det syntes jeg var virkelig sejt, og jeg misundte hendes mod til at engagere sig fuldt ud i det, hun gerne ville.Hendes ord: ’Gør det, du har lyst til. Lad dig ikke slå for meget ud af andres vurderinger’, var virkelig opmuntrende.
En ting, der virkelig overraskede mig i Vietnam, var, at selvom jeg var i Vietnam, kom mange af de mennesker, jeg mødte, fra Europa. I modsætning til Singapore var der også mange andre frivillige og mange lejligheder til at tilbringe tid sammen med dem, så indimellem blev vi overraskede over hinandens forskellige kulturer.
Især når ting, der er velkendte for mig, ikke var det for de her kvinder, og ting, der var fremmede for mig, var helt normale for dem. For eksempel havde en af dem dårlig mave og spiste kun brød til alle tre måltider, men når jeg har dårlig mave, rører jeg ikke melprodukter. Men for en, der kommer fra et land, hvor brød er en vigtig del af kosten, kunne det være helt normalt — det syntes jeg var virkelig fascinerende. Det føltes, som om jeg blev slået i hovedet. Det er ikke noget dramatisk, men jeg blev overrasket over, at det, jeg troede var ’sund fornuft’, faktisk kan variere fra kultur til kultur!
Sådanne Når ting, vi ikke kendte til hos hinanden, blev til undskyldninger eller overraskelser, føltes det som en spændende kulturudveksling, og nogle ting gav mig mod.Jeg taler om situationer som den, jeg nævnte tidligere. I Korea skulle jeg, hver gang jeg mødte nogen, forklare en masse, når de spurgte, hvilket universitet jeg gik på, eller hvad jeg læste — lige fra hvilket universitet jeg skulle gå på til grunden til, at jeg holdt sabbatår — og de fleste syntes, det var mærkeligt. Mange glemte det endda og spurgte igen.
Men mange af dem, jeg mødte i Vietnam, satte ikke spørgsmålstegn ved mine valg. Blandt kvinderne fra Danmark var der en, der holdt sit andet sabbatår, og nogle fortalte mig, at sabbatår er almindelige i Danmark. Jeg mødte en, der ligesom jeg holdt sabbatår, før hun begyndte på universitetet, og andre, der ligesom jeg arbejdede frivilligt her uanset deres studieretning. Jeg mødte kvinder, der lige var blevet færdige fra det universitet, jeg skal gå på, og en, der havde overvejet at søge ind på det universitet. For dem var mit universitet, min studieretning og min situation helt normale og ikke fremmede.
Faktisk syntes de fleste omkring mig, bortset fra min familie og mine lærere, at min situation var forvirrende. I Singapore havde jeg næsten ingen mulighed for at møde folk på min egen alder. Deres undren rummede bekymringer om, hvorvidt det var spild af tid, og medlidenhed med, at jeg led og brugte penge, og det gjorde mig også ængstelig at skulle forholde mig til de blikke.
Men Da jeg så menneskene, jeg mødte i Vietnam, følte jeg, at mit valg var helt rimeligt, og det gav mig en masse mod. Måske betyder det, at jeg stadig går op i, hvad andre tænker, men det var betryggende at vide, at jeg ikke er den eneste, der vælger en langsommere vej.
# En drømmeagtig tid i Vietnam — jeg er glad for, at jeg tog en pause!
Det her blev meget langt, men tiden i Vietnam var virkelig som en drøm. Især når jeg ser tilbage på den.Det fik mig til at indse, at relationer mellem mennesker altid er ligeværdige, og mens jeg modtog meget mere kærlighed, end jeg havde forventet, prøver jeg lidt efter lidt at nærme mig børnenes renhed, hvor de giver deres hjerter uden at spekulere: ’Hvad nu, hvis denne person ikke kan lide mig lige så meget, som jeg kan lide dem?’
Det var også en tid, der forsikrede mig om, at jeg ikke er alene. Det fik mig helt sikkert til at føle, at det var det rigtige valg at holde en pause.☺
# Mit personlige tip til sabbatåret
(Transport)
Det var dejligt, at nogen kom og hentede os.However, the visa process took longer than expected, so it took time until we met the driver who came out, so you should take that into account.
(Sprog)
Vietnamesere er ikke særlig gode til engelsk. Det var næsten umuligt at kommunikere på engelsk med vietnamesere, bortset fra personalet på overnatningsstedet. Da du skal bruge engelsk sammen med de andre frivillige på overnatningsstedet, er det godt at være dygtig til engelsk, men i hverdagen og på andre områder vil det være lettere, hvis du kan vietnamesisk.
(Overnatning)
Overnatningsstedet var ikke særlig ubehageligt. Afhængigt af værelset kunne op til ti personer dog dele værelse, så det var lidt ærgerligt, at der ikke var plads til at være alene. Jeg var glad for, at der blev indrettet en lounge, mens jeg var der! Der er et sted, hvor alle kan samles og hygge sig.
Og husk endelig at tage hjemmesko med. Man skal tage skoene af indenfor på overnatningsstedet, og når jeg gik barfodet, blev mine fødder virkelig beskidte.
(Måltider)
Maden var generelt lækker. Der var dog ikke så meget frugt, så hvis du kan lide frugt, er det en god idé at købe noget på markedet eller i supermarkedet ☺
(Hvad du skal tage med)
I begyndelsen syntes jeg virkelig, det var meget ubehageligt ikke at have hjemmesko, så jeg endte med at købe et par! Jeg overvejede at tage min bærbare computer med, men lod den blive hjemme, og det er jeg glad for. Hvis du ikke har noget, du absolut skal lave på en bærbar computer, er den bare ekstra bagage. Det er en værdifuld ting, så du vil alligevel bekymre dig om den. Derfor er det bedre at lade den blive hjemme, medmindre du har brug for den.
Der var vådservietter, og de var praktiske. Det besværlige var det tøj, man ikke kunne have på. Når man skulle i børnehaven, måtte man ikke have korte nederdele eller shorts på, og ærmeløse toppe var heller ikke tilladt. Desuden holder man hele tiden på børn, der hiver i ens tøj, og der bliver ofte spildt mad på tøjet, når man hjælper dem med at spise. Derfor har man ikke lyst til at gå i flagrende eller lidt dyrt tøj. Tag kun et par pænere sæt med til weekender eller byture, og pak mest behageligt tøj, som du ikke har noget imod bliver beskidt. Til sidst købte jeg selv et par sæt af den slags »slid-og-smid-væk«-tøj haha.
Husk endelig at tage hjemmesko med, og pak mest behageligt tøj! Det ville også være rigtig, rigtig godt at planlægge på forhånd, så du kan tage materialer med til flere forskellige aktiviteter med børnene.
Mit sabbatår
Oplevelse ★★★★★
Først og fremmest elskede jeg virkelig børnene. Det var en fantastisk oplevelse at tilbringe tid med børnene og de andre frivillige.
Læring ★★★★★
Det var en fantastisk lærerig mulighed at møde mange forskellige mennesker, og jeg kunne også lære noget af de små børn!
Omgivelser ★★★★☆
Der var ikke noget særligt upraktisk, men det var ikke altid behageligt, når mange skulle dele badeværelse. Det afhænger vist lidt af, hvem man deler det med. De roomies, der var der i starten, holdt værelset pænt, men dem, der kom cirka to dage før, jeg rejste hjem til Korea, rodede meget på værelset, og det var lidt svært.
Sikkerhed ★★★☆☆
Der er så mange motorcykler, at det er lidt nervepirrende at krydse gaden. Motorcykler er virkelig praktiske og et udmærket transportmiddel, men jeg havde et mindre uheld en gang. Der er mange rigtig søde mennesker, men indimellem prøver nogle at snyde dig eller tage overpris; nogle har endda taget alle dine penge, når du er blevet forvirret, og diskret stukket et par sedler i lommen.
Men hvis du passer på, går det som regel fint! (Måske var jeg bare ikke så gadevant!) Alt i alt virkede den offentlige sikkerhed god. Jeg hørte, at der er sikrere end i andre lande i Sydøstasien, så vi gik ud om aftenen, så længe vi var sammen med andre.
Fritid ★★★★★
Fire en halv stjerne. Jeg trak en halv stjerne fra, fordi stederne uden for Hanoi var hyggeligere end selve Hanoi haha. Det kostede ikke meget at tage på sightseeing i Hanoi – besøge forskellige gode restauranter, museer og natmarkedet – så det er fint at bruge en weekend eller deromkring på det. Men helt ærligt synes jeg, det var bedre at rejse uden for Hanoi! Jeg besøgte Ha Long-bugten, Da Nang og Hoi An, og jeg elskede dem alle sammen!
Hjem
