Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større indre ro og selvstændighed #Nye madoplevelser #Følte tilfredshed og fortrydelse
- Ud i naturens grønne charme! Et sabbatår på en gård i Hokkaido, Japan Kim Youngshin, sabbatårsrejsende / 4 ugers sabbatår
|
# Det begyndte ganske enkelt med et ønske om at prøve at gøre noget alene.
Det begyndte ganske enkelt med et ønske om at prøve at gøre noget alene. Gennem mit eget sabbatårville jeg ændre min ensformige, dovne livsstil, og målet med sabbatåret var at slippe af med min afhængige tankegangvar.
På den første dag fik jeg en masse hjælp i lufthavnen, oplevede lidt af hvert og ankom til Shirataki Station. Så snart jeg ankom, mødte jeg Akito-san, og vi kørte i bil til huset. Det var sent, da vi kom hjem, så det så ud til, at alle sov. Efter en kort introduktion til huset gik jeg ind på mit værelse. Da værelserne på anden sal var optaget, boede jeg indtil videre i tatamirummet i stueetagen. De uvante omgivelser gjorde mig både spændt og på en eller anden måde bange den første nat.
# Når jeg først vænner mig til arbejdet, kommer tiden her til at føles kort, og jeg vil fortryde, at jeg ikke fik mere ud af den.
Næste morgen spiste jeg mit første måltid her. De andre retter smagte godt, og tomatgryderetten var virkelig lækker. Efter morgenmaden gik jeg ud på markerne med Jaesung, som var flyttet hertil en måned før mig. Om morgenen genplantede vi døde sukkerroer.
Efter frokost plantede vi kartofler på kartoffelmarken. Mens kartoffellæggeren kørte, fyldte vi de tomme steder ud med kartofler. Jeg tænkte, at de kartofler, vi plantede på de få timer den dag, var flere, end jeg havde spist i hele mit liv.
Jeg var også i en varm kilde for første gang i mit liv. Min krop var træt efter det uvante arbejde, men efter badet i den varme kilde føltes den meget lettere. Marken, der havde føltes så langt væk første gang, jeg gik derud, virkede nærmere, efterhånden som jeg vænnede mig til den.Det var en dag, der føltes som en uge, men efterhånden som tiden gik, og arbejdet blev velkendt, kom tiden her til at føles kort, og jeg ville stå tilbage med fortrydelse.
# Siden jeg kom hertil, har jeg prøvet mange nye madvarer.
På den tredje dag regnede det, så vi havde fri. Mens jeg slappede af på mit værelse, ryddede Yoko-san, Ashley fra Singapore og jeg haven sammen. Derefter gik vi ud på marken og høstede asparges. Jeg så også bynke her, hvilket jeg aldrig havde forventet. Vi gravede bynke op, plukkede smukke blomster og høstede citronmelisseblade. Vi drak te foran huset og gik derefter til kartoffellageret for at hente nogle kartofler. Der var lilla kartofler, grå kartofler, kartofler jeg kendte, og flere, der lignede søde kartofler.
Da jeg kom hjem og vaskede mig, var farverne så smukke. Til frokost lavede Yoko-san spaghetti med oliven og tun samt kogte kartofler. Maden her er virkelig lækker. Til dessert fik vi kartoffelis, mochi lavet af bynken, vi tidligere havde gravet op, og en blanding af mandarin og ananas – en kombination, jeg aldrig havde prøvet før, men den var både sund og lækker.
Siden jeg kom hertil, har jeg prøvet mange nye madvarer. Før aftensmaden gik jeg en tur rundt om huset med Nonoka. Når jeg arbejder, sover jeg godt, alle måltiderne smager godt, og min fordøjelse fungerer fint, så min krop føles let og godt tilpas.
# Jeg var virkelig taknemmelig og glad for at få lov til at være med til Nonokas femårs fødselsdag.
Lørdag havde Nonoka fødselsdag. Såjeg kan ikke japansk, men ved hjælp af en oversætter skrev jeg et brev til Nonoka.Yoko-san lavede en kage af kartofler, tilberedte Nonokas yndlingsretter, og vi satte os alle sammen for at spise. Vi satte lys i kagen, som Nonoka havde lavet, sang og fejrede hende.
Jeg var virkelig taknemmelig og glad for at få lov til at være med til Nonokas femårs fødselsdag.
# Det var en stjerneklar nat, jeg vil huske i lang tid.
Mandag regnede det, så Ezras familie, Jaeseong og jeg tog alle sammen til Asahikawa. Ezras familie tog sammen til Nonokas legeværelse, mens Jaeseong og jeg udforskede området i nærheden. Vi gik rundt i gaderne, købte kage og spiste donuts. Derefter mødtes vi med Ezras familie igen og tog ud for at spise sushi. Vi spiste en masse og blev meget mætte. Jeg tænkte, at hvis jeg rejser hertil igen, vil jeg helt sikkert gerne tage derhen igen.
Derefter tog vi til et stort supermarked i nærheden for at kigge os omkring og købe forskellige ting, vi havde brug for. Jeg tror, jeg købte et produkt, der hedder »Hyujokjigan«, den dag – det ser ud til at have været et rigtig godt køb. Det var meget nyttigt. Derefter tog vi til en varm kilde. Det var et ældre sted end det, vi havde været på før, men varme kilder er skønne, uanset hvor man tager hen. Efter badet i den varme kilde tog vi ud for at spise den tonkatsu, jeg gerne ville prøve.
De sagde, at der var en menu, som kun kvinder kunne bestille, så jeg bestilte den. Den bestod af friteret aubergine og masser af forskellige grøntsager, så jeg tænkte, at det var derfor, de kaldte den »kvindemenuen«. Den var sprød og virkelig lækker.
Vi kom først hjem om aftenen. Jeg steg ud af bilen, mens jeg var ved at døse hen, ogdet var første gang i mit liv, jeg havde set sådan et syn. Det så ud, som om stjernerne regnede ned. Nej – jeg så en nattehimmel, hvor det virkede, som om en masse stjerner regnede ned.Jeg lånte et kamera af Akito, tog billeder af nattehimlen sammen med Jaeseong, fotograferede hinanden, installerede en stjerneapp for at finde ud af, hvilke stjerner det var, og så på stjernerne i meget lang tid – så længe, at vi havde ondt i nakken næste dag.
Det var en stjerneklar nat, der vil blive i min hukommelse i lang tid.
#Fordi der er mange ting, man kan mærke uden at skulle sætte ord på dem alle.
Omkring en uge senere satte vi et hegn op om morgenen og blev færdige med at plukke majs den dag. Til frokost fik vi shio-ramen. Der var smør i ramenen, hvilket gav den mere smag, og bouillonen var mild og meget behagelig. Om eftermiddagen tog vi til sukkerroemarken for at sprede gødning langs siderne og flytte de store sten, der kunne hæmme sukkerroernes vækst.
Det var lidt af en tung opgave for mig at flytte stenene. Mine håndled, ankler, talje og skuldre værkede, men jeg var meget stolt og glad indeni. Arbejdet var færdigt omkring klokken fire, og vi tog ud at handle sammen. Det var første gang, siden jeg ankom, at jeg besøgte handelsgaden nær Shirataki Station. Alle bygningerne var så smukke, og farverne virkede meget varme.
Om aftenen købte vi masser af oksekød, lammekød og svinekød til en grillfest, smuttede forbi supermarkedet for at købe alkohol og snacks, hentede Nonoka hjem og gjorde klar til grillfesten. Vi sad alle sammen, grillede og spiste kød og snakkede,Jeg forstod næsten ikke japansk, så jeg kunne ikke deltage i samtalerne eller sætte mig ind i, hvad de andre sagde, men jeg nød stadig stemningen. Der er mange ting, man kan mærke uden at skulle sætte ord på dem alle..
Efter grillfesten ryddede vi op, satte os ind i stuen, og alle snakkede sammen. Mens jeg lyttede, tænkte jeg: »Jeg ville ønske, at mine japanskkundskaber blev meget bedre.« »Selv efter jeg er vendt tilbage til Korea, vil jeg gerne blive ved med at studere japansk, så jeg ikke glemmer det, og så jeg kan tale mere med Yoko-san, Akito-san og Nonoka, næste gang jeg kommer hertil.«
#Der kom gæster fra Kyoto.
Omkring to uger efter min ankomst kom der gæster fra Kyoto. Til aftensmad lavede jeg en koreansk kimchigryderet med okseribben, som jeg havde lært af min mor, og Jaeseong lavede Huahua. Yoko-san lavede kartoffelsalat, kartoffelpizza og andre retter. De stegte også bambusskud, som de havde taget med fra Kyoto, og de var virkelig lækre.
Næste dag arbejdede gæsterne også sammen med os. I morgenpausen fik vi matcha og jordbærmochi, som gæsterne fra Kyoto havde taget med, samt rejsechips, jeg havde taget med. Jeg tænkte, at jeg gerne ville besøge Kyoto en dag, bare for at prøve den matchamochi, de havde med. Derefter tog vi i drivhuset, gjorde markerne klar og plantede småplanter som tomater og agurker.
Om eftermiddagen luede vi alle sammen. Mens vi luede, lærte jeg en masse om Kyoto-dialekten. Næste dag lovede vi at tage på ski her sammen til vinter, og så tog gæsterne fra Kyoto af sted.
#Jeg håber, at mine følelser blev formidlet godt.
Et par dage senere arbejdede vi om formiddagen og havde fri om eftermiddagen, så Jaeseong og jeg cyklede ind til byen og tilbage igen. Vi besøgte en helligdom, tog til en bane til gateball og gik en tur i området.På vejen hjem handlede vi lidt ind, og jeg lavede den stegte ris, jeg havde lært at lave af Baek Jong-won. Den blev lidt for mildt krydret og smagte derfor en smule fersk, men alle spiste den med god appetit, så det var jeg taknemmelig for.
Næste dag havde vi også fri, og vejret var vidunderligt. Så vi tog alle sammen ud. Vi tog til Biei, spiste is, købte budding og købte snacks med kartofler og majs lavet af helt friske råvarer. Alt, hvad der blev solgt i Biei, så friskt og indbydende ud. Efter at have set os omkring i Biei tog vi ud for at spise suppekarry. Jeg fortalte, hvad jeg havde lyst til at spise, og Akito genkendte retten og tog os med derhen.
Jeg er altid taknemmelig for den slags omtanke. Maden smagte lige så godt, som jeg havde håbet, og grøntsagerne var virkelig lækre. Siden jeg kom hertil, synes jeg, at jeg har spist mange grøntsager. Jeg vidste ikke, at broccoli kunne smage så godt. Efter frokost tog vi til Furano. Langs en skovsti ligger der flere træhytter, hvor folk sælger deres håndlavede produkter. De solgte udskårne trædyr, der spiller på klaver eller trommer, papirarbejder med motiver af Furanos landskaber, indrammede landskabsmalerier, lædertasker, ringe og mange andre ting.
Jeg købte to ark brevpapir, som jeg ville give til Ezra og Jaeseong, samt et maleri, der bedst afspejlede de landskaber i Furano og lokalområdet, jeg havde set, til at hænge på mit værelse. Derefter tog vi til en ostefabrik for at se, hvordan ost bliver lavet, og smage på forskellige slags ost. Mens Yoko shoppede, gik jeg rundt i Furano. Der var virkelig stille, og husene var så smukke. Det føltes mærkeligt og måske uhøfligt at fotografere andres huse, men pludselig opdagede jeg, at jeg havde taget billeder uden at tænke over det. Det var virkelig et fredeligt og smukt sted, hvor man havde lyst til at gå en tur.
I bilen satte Akito koreanske sange på, så vi lyttede til dem — der blev spillet mange gamle sange af Wonder Girls, Big Bang og Kara. Soundtracket fra Boys Over Flowers og soundtracket fra Winter Sonata blev også spillet. Det føltes endnu mere særligt at høre dem her. Vi tog til en varm kilde. Jeg havde været i flere, men det sted, vi besøgte denne gang, var det bedste. Der var mange forskellige bade, og især stemningen i friluftsbadet var vidunderlig.
Himlen var smuk, træerne var smukke, og træerne og blomsterne ved siden af badet var virkelig dejlige.Her forsvandt meget af min træthed. Når jeg vender tilbage til Korea, tror jeg, at jeg kommer til at savne de varme kilder meget.Til aftensmad tog vi ud for at spise shabu-shabu. Vi spiste rigtig meget, det smagte virkelig godt, og vi blev helt mætte. Da vi havde spist og var kommet hjem, var klokken næsten 11 om aftenen. Jeg var meget taknemmelig over for Akito-san, som havde kørt så længe sent om aftenen.
Der var nu kun to dage til afrejsen, og om aftenen skrev jeg breve til Jaeseong og Ezra-san.
Jeg håber, at mine følelser blev formidlet godt.
#Uanset om det regnede, eller solen skinnede, var det altid smukt, så jeg tog billeder. Men det er så ærgerligt, at de ikke blev, som det så ud med mine egne øjne.
Dagen før begyndte som alle andre dage. Jeg stod op, skiftede tøj og gik ned på første sal for at spise morgenmad. Jeg spiste den morgenmad, Yoko-san havde lavet, og mens Jaeseong tog opvasken, tørrede jeg de vaskede tallerkener og satte dem på plads. Jeg plejer at tage på arbejde klokken 8, men i dag var det en fridag, så jeg gik op på mit værelse og pakkede.
Jeg gik nedenunder for at vaske mig, og Nonoka sagde, at hun ville lave en ring, så vi lavede ringe sammen. Vi lavede også frugtecrepes, som vi kunne dele. Bagefter så vi en animeret film, der hed Monster Hotel. Der var ingen undertekster, så jeg lyttede bare på japansk. Jeg forstod det meste ikke, men jeg kunne følge historien.
Efter at have set filmen og vasket mig tog jeg mit kamera og gik udenfor.Mens jeg tog billeder, så jeg, at meget af sneen var smeltet, og at mange nye skud var kommet frem siden min ankomst. Uanset om det regnede, eller solen skinnede, var det altid smukt, og jeg ville gerne bevare det længe, så jeg tog billeder. Men det er så ærgerligt, at de ikke blev, som det så ud for mine øjne.
Efter frokost tog Akito-san, Jaeseong, Nonoka og jeg ud for at købe frø. Vi tog også til et stort supermarked og købte mange af de ting, vi gerne ville have. Derhjemme lavede Yoko-san min yndlingsret, tomatgryde, og Jaeseong lavede pizza. Vi spiste så meget, at vi blev helt proppet, og inden det blev mørkt, gik vi ud for at lege med fyrværkeri.
Vi brugte den slags, der syder og popper, når man tænder dem, samt stjernekastere på pinde. Akito-san tog nogle rigtig flotte billeder. Vi tegnede også fine hjerter, og efter det smukke fyrværkeri var slut, gik vi hjem og tog opvasken. Så havde Jaeseong købt en virkelig lækker budding, som vi fik til dessert. Jeg satte pris på, at han havde tænkt på at købe den.
#Jeg var taknemmelig for hvert eneste øjeblik. Jeg kommer helt sikkert igen!
Den sidste dag spiste vi alle morgenmad sammen, pakkede vores tasker og tog til Shirataki Station. På vejen afleverede jeg brevene, og Yoko-san købte også drikkevarer til os. Vi vinkede, da toget kom. Da dørene lukkede, og Nonoka løb, gik det for alvor op for mig, at vi tog afsked.
Her lærte jeg at fokusere på at leve i nuet. Og takket være de gode mennesker her har jeg fået mange gode minder.Det er altid trist at tage afsked, men når jeg ved, at Ezra-san altid vil være her, og at jeg kan møde ham når som helst, bliver jeg ikke ked af det. Tværtimod blev jeg gladere. Selv da jeg tog af sted, glædede jeg mig ved tanken om at komme tilbage hertil senere sammen med mine nærmeste.
Næste gang vil jeg helt sikkert være god til japansk og gerne tale en masse. Det er så gode og smukke minder for mig, så jeg håber, at Ezra-sans familie, Jaeseong, Uchi-san og gæsterne fra Kyoto, som kom på besøg, vil huske tiden sammen med mig med glæde. Jeg var taknemmelig for hvert eneste øjeblik. Jeg kommer helt sikkert igen!
#Mine personlige råd til et sabbatår
(Sprog)
Da jeg deltog i projektet, mødte jeg en, der arbejdede på projektet og talte godt japansk. Personen tolkede for mig, hvilket var en stor hjælp i arbejdet. Når personen ikke var der......forklarede de det meste på engelsk, og når noget var svært at forstå, forklarede de det med fagter, så der opstod ingen større problemer på arbejdet.
Alligevel tror jeg, at du får en bedre oplevelse, hvis du lærer lidt japansk på forhånd.
(Indkvartering)
Huset var rent, og stemningen var så rar, at jeg ikke oplevede nogen gener under mit ophold.
(Måltider)
Jeg har normalt dårlig fordøjelse og føler mig ofte oppustet, men siden jeg kom hertil, har jeg ikke haft ondt i maven en eneste gang.De var så gode til at lave mad, at jeg altid fik lækre måltider.Og når jeg en gang imellem lavede koreansk mad til dem, blev de utrolig glade. Jeg anbefaler, at du øver dig på mindst én ret, du kan servere for dem.
(Hvad du skal medbringe)
På grund af en tidligere ankelskade brugte jeg sportstape, mens jeg arbejdede. Når jeg tog i supermarkedet, købte jeg også et plaster mod trætte fødder og satte det på om aftenen — det hjalp mig meget.
(Til kommende deltagere)
Det, jeg fortrød, var, at jeg ikke fik så mange samtaler, som jeg havde håbet på. Jeg bliver ved med at tænke: »Jeg ville ønske, jeg havde været bedre til japansk«, så nu, hvor jeg er kommet hjem, studerer jeg japansk mere seriøst og glæder mig til næste gang, vi ses.
Og fordi der er flere krævende opgaver, end man måske forventer, kan en person som mig......få det lidt svært i begyndelsen, hvis man tror, at det er nemt. Alligevel er det noget, alle kan klare godt. Der er så mange andre store fordele, at man ikke bør tøve, bare fordi arbejdet virker svært.
#Det var en tid, hvor jeg tænkte meget over mig selv.
Før mit sabbatår havde jeg ikke noget mentalt pusterum og levede med en masse bekymringer.
Da jeg deltog i dette projekt, havde jeg ingen distraherende tanker, mens jeg arbejdede, og takket være det afslappede, langsomme tempo blev det en tid, hvor jeg reflekterede meget over mig selv.
Nu, omkring en uge efter at jeg er kommet hjem, har jeg forandret mig så meget, at jeg næsten føler mig fremmed for mig selv.
Jeg synes helt klart, at det var det rigtige at gøre for min egen skyld.
- Ud i naturens grønne charme! Et sabbatår på en gård i Hokkaido, Japan Kim Youngshin, sabbatårsrejsende / 4 ugers sabbatår
|
# Det begyndte ganske enkelt med et ønske om at prøve at gøre noget alene.
Det begyndte ganske enkelt med et ønske om at prøve at gøre noget alene. Gennem mit eget sabbatårville jeg ændre min ensformige, dovne livsstil, og målet med sabbatåret var at slippe af med min afhængige tankegangvar.
På den første dag fik jeg en masse hjælp i lufthavnen, oplevede lidt af hvert og ankom til Shirataki Station. Så snart jeg ankom, mødte jeg Akito-san, og vi kørte i bil til huset. Det var sent, da vi kom hjem, så det så ud til, at alle sov. Efter en kort introduktion til huset gik jeg ind på mit værelse. Da værelserne på anden sal var optaget, boede jeg indtil videre i tatamirummet i stueetagen. De uvante omgivelser gjorde mig både spændt og på en eller anden måde bange den første nat.
# Når jeg først vænner mig til arbejdet, kommer tiden her til at føles kort, og jeg vil fortryde, at jeg ikke fik mere ud af den.
Næste morgen spiste jeg mit første måltid her. De andre retter smagte godt, og tomatgryderetten var virkelig lækker. Efter morgenmaden gik jeg ud på markerne med Jaesung, som var flyttet hertil en måned før mig. Om morgenen genplantede vi døde sukkerroer.
Efter frokost plantede vi kartofler på kartoffelmarken. Mens kartoffellæggeren kørte, fyldte vi de tomme steder ud med kartofler. Jeg tænkte, at de kartofler, vi plantede på de få timer den dag, var flere, end jeg havde spist i hele mit liv.
Jeg var også i en varm kilde for første gang i mit liv. Min krop var træt efter det uvante arbejde, men efter badet i den varme kilde føltes den meget lettere. Marken, der havde føltes så langt væk første gang, jeg gik derud, virkede nærmere, efterhånden som jeg vænnede mig til den.Det var en dag, der føltes som en uge, men efterhånden som tiden gik, og arbejdet blev velkendt, kom tiden her til at føles kort, og jeg ville stå tilbage med fortrydelse.
# Siden jeg kom hertil, har jeg prøvet mange nye madvarer.
På den tredje dag regnede det, så vi havde fri. Mens jeg slappede af på mit værelse, ryddede Yoko-san, Ashley fra Singapore og jeg haven sammen. Derefter gik vi ud på marken og høstede asparges. Jeg så også bynke her, hvilket jeg aldrig havde forventet. Vi gravede bynke op, plukkede smukke blomster og høstede citronmelisseblade. Vi drak te foran huset og gik derefter til kartoffellageret for at hente nogle kartofler. Der var lilla kartofler, grå kartofler, kartofler jeg kendte, og flere, der lignede søde kartofler.
Da jeg kom hjem og vaskede mig, var farverne så smukke. Til frokost lavede Yoko-san spaghetti med oliven og tun samt kogte kartofler. Maden her er virkelig lækker. Til dessert fik vi kartoffelis, mochi lavet af bynken, vi tidligere havde gravet op, og en blanding af mandarin og ananas – en kombination, jeg aldrig havde prøvet før, men den var både sund og lækker.
Siden jeg kom hertil, har jeg prøvet mange nye madvarer. Før aftensmaden gik jeg en tur rundt om huset med Nonoka. Når jeg arbejder, sover jeg godt, alle måltiderne smager godt, og min fordøjelse fungerer fint, så min krop føles let og godt tilpas.
# Jeg var virkelig taknemmelig og glad for at få lov til at være med til Nonokas femårs fødselsdag.
Lørdag havde Nonoka fødselsdag. Såjeg kan ikke japansk, men ved hjælp af en oversætter skrev jeg et brev til Nonoka.Yoko-san lavede en kage af kartofler, tilberedte Nonokas yndlingsretter, og vi satte os alle sammen for at spise. Vi satte lys i kagen, som Nonoka havde lavet, sang og fejrede hende.
Jeg var virkelig taknemmelig og glad for at få lov til at være med til Nonokas femårs fødselsdag.
# Det var en stjerneklar nat, jeg vil huske i lang tid.
Mandag regnede det, så Ezras familie, Jaeseong og jeg tog alle sammen til Asahikawa. Ezras familie tog sammen til Nonokas legeværelse, mens Jaeseong og jeg udforskede området i nærheden. Vi gik rundt i gaderne, købte kage og spiste donuts. Derefter mødtes vi med Ezras familie igen og tog ud for at spise sushi. Vi spiste en masse og blev meget mætte. Jeg tænkte, at hvis jeg rejser hertil igen, vil jeg helt sikkert gerne tage derhen igen.
Derefter tog vi til et stort supermarked i nærheden for at kigge os omkring og købe forskellige ting, vi havde brug for. Jeg tror, jeg købte et produkt, der hedder »Hyujokjigan«, den dag – det ser ud til at have været et rigtig godt køb. Det var meget nyttigt. Derefter tog vi til en varm kilde. Det var et ældre sted end det, vi havde været på før, men varme kilder er skønne, uanset hvor man tager hen. Efter badet i den varme kilde tog vi ud for at spise den tonkatsu, jeg gerne ville prøve.
De sagde, at der var en menu, som kun kvinder kunne bestille, så jeg bestilte den. Den bestod af friteret aubergine og masser af forskellige grøntsager, så jeg tænkte, at det var derfor, de kaldte den »kvindemenuen«. Den var sprød og virkelig lækker.
Vi kom først hjem om aftenen. Jeg steg ud af bilen, mens jeg var ved at døse hen, ogdet var første gang i mit liv, jeg havde set sådan et syn. Det så ud, som om stjernerne regnede ned. Nej – jeg så en nattehimmel, hvor det virkede, som om en masse stjerner regnede ned.Jeg lånte et kamera af Akito, tog billeder af nattehimlen sammen med Jaeseong, fotograferede hinanden, installerede en stjerneapp for at finde ud af, hvilke stjerner det var, og så på stjernerne i meget lang tid – så længe, at vi havde ondt i nakken næste dag.
Det var en stjerneklar nat, der vil blive i min hukommelse i lang tid.
#Fordi der er mange ting, man kan mærke uden at skulle sætte ord på dem alle.
Omkring en uge senere satte vi et hegn op om morgenen og blev færdige med at plukke majs den dag. Til frokost fik vi shio-ramen. Der var smør i ramenen, hvilket gav den mere smag, og bouillonen var mild og meget behagelig. Om eftermiddagen tog vi til sukkerroemarken for at sprede gødning langs siderne og flytte de store sten, der kunne hæmme sukkerroernes vækst.
Det var lidt af en tung opgave for mig at flytte stenene. Mine håndled, ankler, talje og skuldre værkede, men jeg var meget stolt og glad indeni. Arbejdet var færdigt omkring klokken fire, og vi tog ud at handle sammen. Det var første gang, siden jeg ankom, at jeg besøgte handelsgaden nær Shirataki Station. Alle bygningerne var så smukke, og farverne virkede meget varme.
Om aftenen købte vi masser af oksekød, lammekød og svinekød til en grillfest, smuttede forbi supermarkedet for at købe alkohol og snacks, hentede Nonoka hjem og gjorde klar til grillfesten. Vi sad alle sammen, grillede og spiste kød og snakkede,Jeg forstod næsten ikke japansk, så jeg kunne ikke deltage i samtalerne eller sætte mig ind i, hvad de andre sagde, men jeg nød stadig stemningen. Der er mange ting, man kan mærke uden at skulle sætte ord på dem alle..
Efter grillfesten ryddede vi op, satte os ind i stuen, og alle snakkede sammen. Mens jeg lyttede, tænkte jeg: »Jeg ville ønske, at mine japanskkundskaber blev meget bedre.« »Selv efter jeg er vendt tilbage til Korea, vil jeg gerne blive ved med at studere japansk, så jeg ikke glemmer det, og så jeg kan tale mere med Yoko-san, Akito-san og Nonoka, næste gang jeg kommer hertil.«
#Der kom gæster fra Kyoto.
Omkring to uger efter min ankomst kom der gæster fra Kyoto. Til aftensmad lavede jeg en koreansk kimchigryderet med okseribben, som jeg havde lært af min mor, og Jaeseong lavede Huahua. Yoko-san lavede kartoffelsalat, kartoffelpizza og andre retter. De stegte også bambusskud, som de havde taget med fra Kyoto, og de var virkelig lækre.
Næste dag arbejdede gæsterne også sammen med os. I morgenpausen fik vi matcha og jordbærmochi, som gæsterne fra Kyoto havde taget med, samt rejsechips, jeg havde taget med. Jeg tænkte, at jeg gerne ville besøge Kyoto en dag, bare for at prøve den matchamochi, de havde med. Derefter tog vi i drivhuset, gjorde markerne klar og plantede småplanter som tomater og agurker.
Om eftermiddagen luede vi alle sammen. Mens vi luede, lærte jeg en masse om Kyoto-dialekten. Næste dag lovede vi at tage på ski her sammen til vinter, og så tog gæsterne fra Kyoto af sted.
#Jeg håber, at mine følelser blev formidlet godt.
Et par dage senere arbejdede vi om formiddagen og havde fri om eftermiddagen, så Jaeseong og jeg cyklede ind til byen og tilbage igen. Vi besøgte en helligdom, tog til en bane til gateball og gik en tur i området.På vejen hjem handlede vi lidt ind, og jeg lavede den stegte ris, jeg havde lært at lave af Baek Jong-won. Den blev lidt for mildt krydret og smagte derfor en smule fersk, men alle spiste den med god appetit, så det var jeg taknemmelig for.
Næste dag havde vi også fri, og vejret var vidunderligt. Så vi tog alle sammen ud. Vi tog til Biei, spiste is, købte budding og købte snacks med kartofler og majs lavet af helt friske råvarer. Alt, hvad der blev solgt i Biei, så friskt og indbydende ud. Efter at have set os omkring i Biei tog vi ud for at spise suppekarry. Jeg fortalte, hvad jeg havde lyst til at spise, og Akito genkendte retten og tog os med derhen.
Jeg er altid taknemmelig for den slags omtanke. Maden smagte lige så godt, som jeg havde håbet, og grøntsagerne var virkelig lækre. Siden jeg kom hertil, synes jeg, at jeg har spist mange grøntsager. Jeg vidste ikke, at broccoli kunne smage så godt. Efter frokost tog vi til Furano. Langs en skovsti ligger der flere træhytter, hvor folk sælger deres håndlavede produkter. De solgte udskårne trædyr, der spiller på klaver eller trommer, papirarbejder med motiver af Furanos landskaber, indrammede landskabsmalerier, lædertasker, ringe og mange andre ting.
Jeg købte to ark brevpapir, som jeg ville give til Ezra og Jaeseong, samt et maleri, der bedst afspejlede de landskaber i Furano og lokalområdet, jeg havde set, til at hænge på mit værelse. Derefter tog vi til en ostefabrik for at se, hvordan ost bliver lavet, og smage på forskellige slags ost. Mens Yoko shoppede, gik jeg rundt i Furano. Der var virkelig stille, og husene var så smukke. Det føltes mærkeligt og måske uhøfligt at fotografere andres huse, men pludselig opdagede jeg, at jeg havde taget billeder uden at tænke over det. Det var virkelig et fredeligt og smukt sted, hvor man havde lyst til at gå en tur.
I bilen satte Akito koreanske sange på, så vi lyttede til dem — der blev spillet mange gamle sange af Wonder Girls, Big Bang og Kara. Soundtracket fra Boys Over Flowers og soundtracket fra Winter Sonata blev også spillet. Det føltes endnu mere særligt at høre dem her. Vi tog til en varm kilde. Jeg havde været i flere, men det sted, vi besøgte denne gang, var det bedste. Der var mange forskellige bade, og især stemningen i friluftsbadet var vidunderlig.
Himlen var smuk, træerne var smukke, og træerne og blomsterne ved siden af badet var virkelig dejlige.Her forsvandt meget af min træthed. Når jeg vender tilbage til Korea, tror jeg, at jeg kommer til at savne de varme kilder meget.Til aftensmad tog vi ud for at spise shabu-shabu. Vi spiste rigtig meget, det smagte virkelig godt, og vi blev helt mætte. Da vi havde spist og var kommet hjem, var klokken næsten 11 om aftenen. Jeg var meget taknemmelig over for Akito-san, som havde kørt så længe sent om aftenen.
Der var nu kun to dage til afrejsen, og om aftenen skrev jeg breve til Jaeseong og Ezra-san.
Jeg håber, at mine følelser blev formidlet godt.
#Uanset om det regnede, eller solen skinnede, var det altid smukt, så jeg tog billeder. Men det er så ærgerligt, at de ikke blev, som det så ud med mine egne øjne.
Dagen før begyndte som alle andre dage. Jeg stod op, skiftede tøj og gik ned på første sal for at spise morgenmad. Jeg spiste den morgenmad, Yoko-san havde lavet, og mens Jaeseong tog opvasken, tørrede jeg de vaskede tallerkener og satte dem på plads. Jeg plejer at tage på arbejde klokken 8, men i dag var det en fridag, så jeg gik op på mit værelse og pakkede.
Jeg gik nedenunder for at vaske mig, og Nonoka sagde, at hun ville lave en ring, så vi lavede ringe sammen. Vi lavede også frugtecrepes, som vi kunne dele. Bagefter så vi en animeret film, der hed Monster Hotel. Der var ingen undertekster, så jeg lyttede bare på japansk. Jeg forstod det meste ikke, men jeg kunne følge historien.
Efter at have set filmen og vasket mig tog jeg mit kamera og gik udenfor.Mens jeg tog billeder, så jeg, at meget af sneen var smeltet, og at mange nye skud var kommet frem siden min ankomst. Uanset om det regnede, eller solen skinnede, var det altid smukt, og jeg ville gerne bevare det længe, så jeg tog billeder. Men det er så ærgerligt, at de ikke blev, som det så ud for mine øjne.
Efter frokost tog Akito-san, Jaeseong, Nonoka og jeg ud for at købe frø. Vi tog også til et stort supermarked og købte mange af de ting, vi gerne ville have. Derhjemme lavede Yoko-san min yndlingsret, tomatgryde, og Jaeseong lavede pizza. Vi spiste så meget, at vi blev helt proppet, og inden det blev mørkt, gik vi ud for at lege med fyrværkeri.
Vi brugte den slags, der syder og popper, når man tænder dem, samt stjernekastere på pinde. Akito-san tog nogle rigtig flotte billeder. Vi tegnede også fine hjerter, og efter det smukke fyrværkeri var slut, gik vi hjem og tog opvasken. Så havde Jaeseong købt en virkelig lækker budding, som vi fik til dessert. Jeg satte pris på, at han havde tænkt på at købe den.
#Jeg var taknemmelig for hvert eneste øjeblik. Jeg kommer helt sikkert igen!
Den sidste dag spiste vi alle morgenmad sammen, pakkede vores tasker og tog til Shirataki Station. På vejen afleverede jeg brevene, og Yoko-san købte også drikkevarer til os. Vi vinkede, da toget kom. Da dørene lukkede, og Nonoka løb, gik det for alvor op for mig, at vi tog afsked.
Her lærte jeg at fokusere på at leve i nuet. Og takket være de gode mennesker her har jeg fået mange gode minder.Det er altid trist at tage afsked, men når jeg ved, at Ezra-san altid vil være her, og at jeg kan møde ham når som helst, bliver jeg ikke ked af det. Tværtimod blev jeg gladere. Selv da jeg tog af sted, glædede jeg mig ved tanken om at komme tilbage hertil senere sammen med mine nærmeste.
Næste gang vil jeg helt sikkert være god til japansk og gerne tale en masse. Det er så gode og smukke minder for mig, så jeg håber, at Ezra-sans familie, Jaeseong, Uchi-san og gæsterne fra Kyoto, som kom på besøg, vil huske tiden sammen med mig med glæde. Jeg var taknemmelig for hvert eneste øjeblik. Jeg kommer helt sikkert igen!
#Mine personlige råd til et sabbatår
(Sprog)
Da jeg deltog i projektet, mødte jeg en, der arbejdede på projektet og talte godt japansk. Personen tolkede for mig, hvilket var en stor hjælp i arbejdet. Når personen ikke var der......forklarede de det meste på engelsk, og når noget var svært at forstå, forklarede de det med fagter, så der opstod ingen større problemer på arbejdet.
Alligevel tror jeg, at du får en bedre oplevelse, hvis du lærer lidt japansk på forhånd.
(Indkvartering)
Huset var rent, og stemningen var så rar, at jeg ikke oplevede nogen gener under mit ophold.
(Måltider)
Jeg har normalt dårlig fordøjelse og føler mig ofte oppustet, men siden jeg kom hertil, har jeg ikke haft ondt i maven en eneste gang.De var så gode til at lave mad, at jeg altid fik lækre måltider.Og når jeg en gang imellem lavede koreansk mad til dem, blev de utrolig glade. Jeg anbefaler, at du øver dig på mindst én ret, du kan servere for dem.
(Hvad du skal medbringe)
På grund af en tidligere ankelskade brugte jeg sportstape, mens jeg arbejdede. Når jeg tog i supermarkedet, købte jeg også et plaster mod trætte fødder og satte det på om aftenen — det hjalp mig meget.
(Til kommende deltagere)
Det, jeg fortrød, var, at jeg ikke fik så mange samtaler, som jeg havde håbet på. Jeg bliver ved med at tænke: »Jeg ville ønske, jeg havde været bedre til japansk«, så nu, hvor jeg er kommet hjem, studerer jeg japansk mere seriøst og glæder mig til næste gang, vi ses.
Og fordi der er flere krævende opgaver, end man måske forventer, kan en person som mig......få det lidt svært i begyndelsen, hvis man tror, at det er nemt. Alligevel er det noget, alle kan klare godt. Der er så mange andre store fordele, at man ikke bør tøve, bare fordi arbejdet virker svært.
#Det var en tid, hvor jeg tænkte meget over mig selv.
Før mit sabbatår havde jeg ikke noget mentalt pusterum og levede med en masse bekymringer.
Da jeg deltog i dette projekt, havde jeg ingen distraherende tanker, mens jeg arbejdede, og takket være det afslappede, langsomme tempo blev det en tid, hvor jeg reflekterede meget over mig selv.
Nu, omkring en uge efter at jeg er kommet hjem, har jeg forandret mig så meget, at jeg næsten føler mig fremmed for mig selv.
Jeg synes helt klart, at det var det rigtige at gøre for min egen skyld.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
