Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#At sige nej og leve for min egen skyld #Overvandt frygt, opnåede stabilitet og fik et bredere perspektiv #Jeg tog mig tid til at reflektere over mig selv
Oprindeligt kunne jeg ikke sige det, når jeg følte, at noget var »nej«, men efter at jeg var taget af sted, begyndte jeg tydeligt at sige fra, når noget ikke var okay,Jeg blev i stand til at leve lidt mere afslappet og for min egen skyld. -Lær klassisk engelsk billigt i London, Storbritannien / Im Minjis sabbatår / 12 ugers sabbatår |
# Det var uvant, svært og skræmmende.
Hej. Jeg er den 25-årige universitetsstuderende Im Minji. :) Jeg kom til Storbritannien efter at have deltaget i et sprogstudieprojekt i Filippinerne.Under projektet i Filippinerne oplevede og gjorde jeg mange ting, så det var nemt at samle dem og skrive om dem, men det føltes lidt anderledes at skrive om projektet i London.
For mig var Storbritannien et sted, hvor jeg selv skulle klare alt fra A til Z; det var uvant, svært og skræmmende. Da jeg tog af sted i den tro, at jeg var ret god til engelsk, var det meget svært at forstå det britiske engelsk, jeg hørte for første gang, og undervejs tror jeg, at jeg kom til at gøre flere mennesker utilpasse.
Så den selvtillid, jeg havde opbygget i Filippinerne, forsvandt, og min selvlede vendte tilbage, så jeg begyndte at trække mig ind i mig selv. Det var svært at få venner på sprogskolen, og det hele – tilvænningen, måden folk talte på, vejret, transporten og værtsfamilien – føltes overvældende. Oven i hjemveen tror jeg, at jeg græd de første to uger.
# »Ingen løser det for dig.«
Der var tidspunkter, hvor jeg ikke havde lyst til at gå nogen steder og bare lukkede mig inde på mit værelse.Det, jeg tænkte dengang, var: »Ingen løser det for dig. I sidste ende må du selv se tingene i øjnene og komme videre.«Sådan var det. Så snart jeg tænkte det, begyndte jeg igen at gå på sprogskolen, som jeg havde holdt pause fra. Da jeg gengældte den samme attitude over for de klassekammerater, der ignorerede mig, blev jeg mindre stresset.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg med at gå ture i nærheden af mit overnatningssted og begyndte at komme ud.»Hvis modersmålstalende bliver irriterede eller ser utilfredse ud, fordi jeg ikke forstår dem, så er det dem, der er mærkelige, ikke mig.«Det tænkte jeg, og fra da af gik jeg ud med selvtillid.
På sprogskolen rykkede jeg også et niveau op efter lærerens anbefaling. Jeg tænkte: »Nå, det var folkene i min gamle klasse, der var mærkelige; jeg er altså ikke mærkelig.« Omkring en måned før kurset sluttede begyndte jeg at nyde skolen og blev gode venner med mine klassekammerater.
Da jeg begyndte at komme ud, begyndte jeg at lægge mærke til nye ting. Da jeg så scener, man ikke finder i Korea – køer, festivaler, gallerier og museer – gik det op for mig: »Jeg er i London.« Fordi jeg havde følgesvende, kunne jeg ikke få tid og tempo for mig selv, så det stressede mig lidt, menJeg fandt mere ro og stabilitet.
# En dag i Storbritannien
Jeg står op klokken 6, vasker mig, gør mig klar og tager i skole klokken 8.30.Efter tre timers undervisning fordelt på to dele er klokken 12. Jeg køber som regel noget mad i nærheden og spiser alene eller tager det med hjem. I omkring halvanden måned sad jeg indespærret derhjemme og var besat af at holde kontakt med Korea, men
Derefter, begyndende i området nær sprogskolen,begyndte jeg at gå rundt her og der og bruge min fritid.
# Mine tips til sabbatåret
(Sprog)
EngelskNår man studerer i London, Storbritannien, synes jeg, det er nødvendigt at øve sig i at lytte til britisk engelsk. Udtalen af »t« er anderledes end i amerikansk engelsk, og når jeg mødte nogen, der talte autentisk britisk engelsk, gik jeg ofte helt i stå. Det kan især føles svært under telefonsamtaler.
(Mad)
Britisk mad var ikke så lækker, som rygtet sagde. Det er dyrt at spise ude, og råvarerne er billige, så jeg anbefaler, at man laver mad selv.Hos min værtsfamilie fik jeg for det meste færdigretter, men de sidste to måneder købte jeg råvarer og lavede min egen mad.
(Forsyninger)
Når det gælder dagligvarer, anbefaler jeg, at du kun tager en lille mængde af det med, du straks får brug for, og køber resten lokalt (for at spare vægt og plads).
(Til kommende deltagere)
Det her vil jeg virkelig gerne sige til folk, der er så generte og let bliver skræmt som jeg.Lad dig ikke skræmme. Engelsk er trods alt bare et sprog, og de ville reagere på samme måde, når de lærte koreansk for første gang.(Jeg havde det svært, fordi jeg ikke kunne forstå dem ... hehe)
# Mine personlige yndlingssteder i London
I begyndelsen af mit liv i London havde jeg det så svært, at jeg i stedet for at følge en sightseeingrute gik rundt i nærheden af mit homestay. Det, jeg husker bedst, er Arsenals fodboldstadion. På kampdage udspillede der sig scener, man ikke kan se i Korea.
# Det var fritid, hvile og læring.
Når jeg tænker på projektet i London, forbinder jeg det stærkt med et »mislykket projekt«, og minderne var så svære, at jeg ikke havde lyst til at genkalde dem. Men da jeg nænsomt gennemgik mine tanker og minder for at skrive denne beretning,var projektet i London for mig fritid, hvile og læring.
Jeg havde masser af tid alene til at tænke over mig selv og mærke efter, og jeg prøvede også at møde tingene uden frygt.Det var en tid, hvor jeg var fri for andres blikke.Jeg indså, at Korea, det sted jeg kommer fra, er meget lille, og at jeg ikke behøver at forme mig selv, så jeg passer ind.
Jeg plejede at være bange for steder med mange mennesker og undgik dem. Men i London så jeg mig selv som »mig blandt mange mennesker«. Det gav mig en mærkelig følelse af tryghed. Selv nu føler jeg en uforklarlig uro, når jeg befinder mig et stille sted.
Til sidst håber jeg, at ingen bebrejder sig selv og trækker sig ind i sig selv, blot fordi de ikke kan tilpasse sig projektet. Jeg kan stadig ikke tage imod andres kritik og er bange for mennesker. Men når jeg ser tilbage og skriver denne beretning, så er selve projektet måske vigtigt,men er det, jeg prøvede og følte, ikke vigtigere?Det var sådan, jeg havde det.Jeg håber, at tilbageholdende mennesker som mig, der nemt trækker sig, ikke skader sig selv.
Før kunne jeg ikke sige nej, når jeg følte, at noget ikke var rigtigt, men efter jeg kom tilbage, begyndte jeg at udtrykke mig tydeligt og sige nej, og jeg blev i stand til at leve lidt mere afslappet og på mine egne præmisser.
Oprindeligt kunne jeg ikke sige det, når jeg følte, at noget var »nej«, men efter at jeg var taget af sted, begyndte jeg tydeligt at sige fra, når noget ikke var okay,Jeg blev i stand til at leve lidt mere afslappet og for min egen skyld. -Lær klassisk engelsk billigt i London, Storbritannien / Im Minjis sabbatår / 12 ugers sabbatår |
# Det var uvant, svært og skræmmende.
Hej. Jeg er den 25-årige universitetsstuderende Im Minji. :) Jeg kom til Storbritannien efter at have deltaget i et sprogstudieprojekt i Filippinerne.Under projektet i Filippinerne oplevede og gjorde jeg mange ting, så det var nemt at samle dem og skrive om dem, men det føltes lidt anderledes at skrive om projektet i London.
For mig var Storbritannien et sted, hvor jeg selv skulle klare alt fra A til Z; det var uvant, svært og skræmmende. Da jeg tog af sted i den tro, at jeg var ret god til engelsk, var det meget svært at forstå det britiske engelsk, jeg hørte for første gang, og undervejs tror jeg, at jeg kom til at gøre flere mennesker utilpasse.
Så den selvtillid, jeg havde opbygget i Filippinerne, forsvandt, og min selvlede vendte tilbage, så jeg begyndte at trække mig ind i mig selv. Det var svært at få venner på sprogskolen, og det hele – tilvænningen, måden folk talte på, vejret, transporten og værtsfamilien – føltes overvældende. Oven i hjemveen tror jeg, at jeg græd de første to uger.
# »Ingen løser det for dig.«
Der var tidspunkter, hvor jeg ikke havde lyst til at gå nogen steder og bare lukkede mig inde på mit værelse.Det, jeg tænkte dengang, var: »Ingen løser det for dig. I sidste ende må du selv se tingene i øjnene og komme videre.«Sådan var det. Så snart jeg tænkte det, begyndte jeg igen at gå på sprogskolen, som jeg havde holdt pause fra. Da jeg gengældte den samme attitude over for de klassekammerater, der ignorerede mig, blev jeg mindre stresset.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg med at gå ture i nærheden af mit overnatningssted og begyndte at komme ud.»Hvis modersmålstalende bliver irriterede eller ser utilfredse ud, fordi jeg ikke forstår dem, så er det dem, der er mærkelige, ikke mig.«Det tænkte jeg, og fra da af gik jeg ud med selvtillid.
På sprogskolen rykkede jeg også et niveau op efter lærerens anbefaling. Jeg tænkte: »Nå, det var folkene i min gamle klasse, der var mærkelige; jeg er altså ikke mærkelig.« Omkring en måned før kurset sluttede begyndte jeg at nyde skolen og blev gode venner med mine klassekammerater.
Da jeg begyndte at komme ud, begyndte jeg at lægge mærke til nye ting. Da jeg så scener, man ikke finder i Korea – køer, festivaler, gallerier og museer – gik det op for mig: »Jeg er i London.« Fordi jeg havde følgesvende, kunne jeg ikke få tid og tempo for mig selv, så det stressede mig lidt, menJeg fandt mere ro og stabilitet.
# En dag i Storbritannien
Jeg står op klokken 6, vasker mig, gør mig klar og tager i skole klokken 8.30.Efter tre timers undervisning fordelt på to dele er klokken 12. Jeg køber som regel noget mad i nærheden og spiser alene eller tager det med hjem. I omkring halvanden måned sad jeg indespærret derhjemme og var besat af at holde kontakt med Korea, men
Derefter, begyndende i området nær sprogskolen,begyndte jeg at gå rundt her og der og bruge min fritid.
# Mine tips til sabbatåret
(Sprog)
EngelskNår man studerer i London, Storbritannien, synes jeg, det er nødvendigt at øve sig i at lytte til britisk engelsk. Udtalen af »t« er anderledes end i amerikansk engelsk, og når jeg mødte nogen, der talte autentisk britisk engelsk, gik jeg ofte helt i stå. Det kan især føles svært under telefonsamtaler.
(Mad)
Britisk mad var ikke så lækker, som rygtet sagde. Det er dyrt at spise ude, og råvarerne er billige, så jeg anbefaler, at man laver mad selv.Hos min værtsfamilie fik jeg for det meste færdigretter, men de sidste to måneder købte jeg råvarer og lavede min egen mad.
(Forsyninger)
Når det gælder dagligvarer, anbefaler jeg, at du kun tager en lille mængde af det med, du straks får brug for, og køber resten lokalt (for at spare vægt og plads).
(Til kommende deltagere)
Det her vil jeg virkelig gerne sige til folk, der er så generte og let bliver skræmt som jeg.Lad dig ikke skræmme. Engelsk er trods alt bare et sprog, og de ville reagere på samme måde, når de lærte koreansk for første gang.(Jeg havde det svært, fordi jeg ikke kunne forstå dem ... hehe)
# Mine personlige yndlingssteder i London
I begyndelsen af mit liv i London havde jeg det så svært, at jeg i stedet for at følge en sightseeingrute gik rundt i nærheden af mit homestay. Det, jeg husker bedst, er Arsenals fodboldstadion. På kampdage udspillede der sig scener, man ikke kan se i Korea.
# Det var fritid, hvile og læring.
Når jeg tænker på projektet i London, forbinder jeg det stærkt med et »mislykket projekt«, og minderne var så svære, at jeg ikke havde lyst til at genkalde dem. Men da jeg nænsomt gennemgik mine tanker og minder for at skrive denne beretning,var projektet i London for mig fritid, hvile og læring.
Jeg havde masser af tid alene til at tænke over mig selv og mærke efter, og jeg prøvede også at møde tingene uden frygt.Det var en tid, hvor jeg var fri for andres blikke.Jeg indså, at Korea, det sted jeg kommer fra, er meget lille, og at jeg ikke behøver at forme mig selv, så jeg passer ind.
Jeg plejede at være bange for steder med mange mennesker og undgik dem. Men i London så jeg mig selv som »mig blandt mange mennesker«. Det gav mig en mærkelig følelse af tryghed. Selv nu føler jeg en uforklarlig uro, når jeg befinder mig et stille sted.
Til sidst håber jeg, at ingen bebrejder sig selv og trækker sig ind i sig selv, blot fordi de ikke kan tilpasse sig projektet. Jeg kan stadig ikke tage imod andres kritik og er bange for mennesker. Men når jeg ser tilbage og skriver denne beretning, så er selve projektet måske vigtigt,men er det, jeg prøvede og følte, ikke vigtigere?Det var sådan, jeg havde det.Jeg håber, at tilbageholdende mennesker som mig, der nemt trækker sig, ikke skader sig selv.
Før kunne jeg ikke sige nej, når jeg følte, at noget ikke var rigtigt, men efter jeg kom tilbage, begyndte jeg at udtrykke mig tydeligt og sige nej, og jeg blev i stand til at leve lidt mere afslappet og på mine egne præmisser.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
