Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større lyst til at tage udfordringer op; opdagede en mere initiativrig side af mig selv #Forbedret engelsk udtale; nye oplevelser #Det gik op for mig, at jeg bare havde fundet mig i tingene
Da jeg kom hjem, følte jeg meget; jeg indså helt klart, at jeg havde fundet mig i alt for meget. Efter at have været på Filippinerne tror jeg ikke, at jeg nogensinde ville kunne leve sådan igen. Og min indre udfordringslyst er blevet genoplivet.. Jeg synes, at koreanere har en tendens til at være lidt mere initiativrige. Derfor kom jeg ofte til at træde frem uden selv at lægge mærke til det. Jeg føler, at jeg har opdaget en ny side af mig selv.
- Hvis du lærer engelsk på en sjov måde og uden stress, er det det hele værd! / Yang Hye-young, gapper fra Gapyear-familien / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket i Sydkorea:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på gymnasiet ud, 346.000 mennesker i tyverne står uden arbejde og drømme, og andelen, der skifter job inden for det første ansættelsesår, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, ønsker vi også at introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Gap Year (sabbatår)«betyder, at man holder en pause fra studier og arbejde eller kombinerer dem med forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af egen virksomhed,som en periode til at finde retning for fremtiden. Det er en kultur, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Jeg søgte på et indfald med tanken: »Hvis jeg tager af sted, bliver resultatet anderledes.«
Hej. Jeg er jobsøgende og er lige blevet færdiguddannet fra universitetet. Jeg læste restaurant- og madlavningsfag i fire år, og allerede før jeg begyndte på universitetet, fulgte jeg en fastlagt karrierevej uden at overveje andre muligheder.Da jeg faktisk nåede til sidste studieår, indså jeg, at mit fag ikke interesserede mig.Mens jeg spekulerede på, hvad jeg ellers kunne lave, hørte jeg om »Korea Gap Year« og endte helt naturligt med at få karriererådgivning.
Jeg fik først rådgivning om sabbatår. I en dyster periode, hvor jeg bekymrede mig om min karrierevej, valgte jeg det efter rådgiverens stærke anbefaling.Da jeg hørte, at hvis jeg ikke gennemførte et løsningsprojekt nu, ville jeg sandsynligvis alligevel ende med senere at søge rådgivning hos den slags organisationer, besluttede jeg at kaste mig ud i det og gribe den sidste halmstrå.Jeg skulle snart dimittere, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv.Jeg søgte impulsivt med tanken: »Hvis jeg tager af sted, bliver tingene anderledes.«
Jeg havde aldrig boet alene i udlandet før, så jeg var meget bange, og mine forældre var ekstremt bekymrede, hvilket gjorde mig tilbageholdende med at prøve. Men for at mindske usikkerheden om min fremtid tog jeg springet, og da afrejsedatoen nærmede sig, følte jeg ikke længere den angst.
Jeg ville gerne studere engelsk lidt, inden jeg tog af sted, men jeg skulle rejse lige efter sidste semester på mit sidste studieår, så jeg havde personligt meget travlt og var overvældet. Jeg var bekymret for mine afsluttende studiepoint. Jeg havde planlagt at gøre det sideløbende med et andet projekt, men jeg blev ikke optaget, og det gjorde mig endnu mere urolig. Jeg fik ofte lyst til at få pengene tilbage, men jeg måtte vente til august med at få mit eksamensbevis, og jeg brød mig endnu mindre om den ventetid, så jeg fik endnu stærkere lyst til at komme hurtigt af sted.
# Jeg indså, at jeg havde fundet mig i alt for meget, mens jeg boede i Korea.
Efter at være vendt tilbage til Korea gik det virkelig op for mig, at jeg havde de typiske vaner, man forbinder med koreanere. Når jeg var sammen med venner af forskellige nationaliteter, blev jeg frustreret og ville have tingene gjort hurtigt og smidigt.
OgsåJeg indså, at jeg havde fundet mig i alt for meget, mens jeg boede i Korea. På Filippinerne blandede ingen sig rigtig i, hvad jeg foretog mig, ingen skældte mig ud, hvis jeg ikke lavede mine lektier, og det selvstændige miljø var virkelig dejligt. Jeg behøvede ikke at leve og bekymre mig om, hvad andre tænkte. Da jeg kom tilbage, sagde rådgiveren, at en af mine barrierer var blevet brudt ned.
Mit engelsk blev meget bedre, og især min udtale forbedredes betydeligt. Jeg tror, det skyldtes, at jeg så amerikanske tv-serier derovre og straks kunne bruge engelske udtryk i hverdagen.
Jeg havde ingen problemer med at falde til. De vietnamesiske venner, jeg først mødte som værelseskammerater, var virkelig søde, så jeg faldt let til. Lærerne underviste godt, og selvom to måneder er kort tid til at få venner, var jeg i de tre måneder, jeg var der, i det mindste glad på grund af menneskene omkring mig.
I disse dage savner jeg mest de venner, jeg kom tæt på under rejsen. Den sidste måned var jeg udmattet af at studere engelsk og ville virkelig gerne tilbage til Korea, og jeg havde næsten ingen lommepenge tilbage, så jeg var bekymret allerede inden rejsen. Desuden var vi ikke nære venner, så jeg kunne ikke tage af sted i særligt godt humør.
Da jeg først kom derhen, viste det sig, at jeg var en af dem, der var bedre til engelsk, og måske fordi koreanere har en tendens til at være initiativrige, skabte jeg den sidste aften en stemning, hvor alle kunne hygge sig sammen, og vi fik nogle virkelig uforglemmelige minder.Venner fra andre lande plejer som regel at hænge ud med folk fra deres eget land, men vi brød med det, og for første gang blandede alle sig med hinanden og hyggede sig sammen.
Mine fire værelseskammerater (Cam, Ersa, Mayu, Jenny) og de venner, jeg rejste med til sidst, står tydeligst i min erindring. De koreanske venner var enten yngre end mig (Paul) eller lidt ældre søskende (Yoon, Jay, Jason), men alle var venlige, og det var virkelig dejligt at nyde livet sammen.
Det taiwanske par (Mia, Dank) var også meget søde, og jeg hang mest ud med de studentermedarbejdere, der var bedre til engelsk end mig (Tee, Yves), og deres venner (Hana). Lærerne var også meget venlige. Da jeg er lidt tilbageholdende og ikke taler så meget, hjalp de mig med at tale så meget som muligt i eneundervisningen og på små hold.
Der var også Kayla fra et sabbatårsprogram. Hun var den første koreanske ven, jeg mødte, og selvom hun var yngre end mig, var hun mere moden og talte godt engelsk, så jeg kom til at støtte mig en hel del til hende. Kaylas nære veninde og værelseskammerat, den taiwanske »storesøster« Alice, var ældre end os, men kom godt ud af det med os yngre. Takket være hende faldt jeg godt til i livet på Filippinerne. Hendes indflydelse gjorde også, at jeg senere kunne hjælpe andre venner endnu mere, da jeg påtog mig en lederrolle.
Mit anbefalede rejsemål!
Jeg bestiller som regel rejser gennem et rejsebureau. Alle tager på øture i weekenderne, så rejsetiden er lang, men Bantayan Island var den bedste tur, jeg var på. Vi tilbringer også ofte tid på overnatningsstedet sammen med venner, så det er en god idé at tage spil med, som alle kan være med til.
Japanske og taiwanske venner har en tendens til kun at hænge ud med deres egne grupper, så i de situationer vil de andre sandsynligvis følge med, hvis koreanerne tager initiativet.
Mit tip til sabbatåret
(Varighed)
To måneder virker mest passende. Tre måneder var for lang tid.
(Sprog)
Jeg valgte med vilje et trepersonersværelse for at få mange værelseskammerater af forskellige nationaliteter. Jeg sørgede bevidst for kun at tale engelsk og holdt mig sammen med mine værelseskammerater, så jeg ikke hang ud med koreanere. Personligt hjalp det mig mere at gå ud og tale med udenlandske venner end at studere alene.
Når jeg havde fritid, så jeg amerikanske tv-serier. Det hjalp helt sikkert, fordi jeg straks kunne bruge de udtryk, jeg hørte i undervisningen. Lærerne roste min udtale. Da jeg først ankom, var den ikke særlig god, men den blev gradvist bedre, og ved den afsluttende prøve var mine resultater på niveau med en modersmålstalendes. Jeg tror, hemmeligheden var at se de serier.
Jeg brugte aldrig mere end en til to timer på selvstudier. Jeg blev bedre af at tale med venner end af at studere alene. Da jeg skulle bruge en TOEIC-score, fokuserede jeg hovedsageligt på del 7, og i stedet for at lære lange ordlister udenad slog jeg kun betydningen op på ord, jeg ikke kendte.
Når jeg læste bøger højt, overdrev jeg bevidst og prøvede at læse som en modersmålstalende. Derfor kunne jeg senere tage et kursus i amerikansk udtale, hvor man skulle bestå en prøve for at blive optaget.
(Overnatning)
Der dukker nogle gange insekter op, så det er en god idé at tage insektmiddel med.
(Måltider)
Koreanske instantnudler og gim (tang) er uundværlige. Husk at tage dem med.
(Bagage)
Det er en god idé at tage tøj med, som du ikke har noget imod at smide ud, for at minimere bagagen. Jeg troede, at jeg ville tage mange noter, og tog derfor mange notesbøger med, men én er nok. Det kan nogle gange være svært at forstå grammatik på engelsk, så det er en hjælp at slå op i en koreansk grammatikbog i de tilfælde.
#Jeg mærkede tydeligt, at jeg havde fundet mig i rigtig meget. Efter at være kommet hjem fra Filippinerne tror jeg ikke, at jeg kunne leve sådan længere. Desuden blev min indre udfordringsånd genoplivet.
I begyndelsen tænkte jeg mest, at jeg bare måtte tage af sted uden at overtænke det.Konsulenten sagde også, at mine omgivelser havde undertrykt mig og holdt mig alt for meget tilbage. Jeg havde brug for et proaktivt miljøskifte.Og fordi jeg følte mig fortabt med hensyn til min karrierevej, tænkte jeg: "Jeg tager af sted først, så kommer resultaterne senere."
Efter jeg kom hjem, tænkte jeg meget over det; jeg indså helt klart, at jeg havde holdt ud i rigtig meget. Efter opholdet i Filippinerne tror jeg ikke, at jeg kunne leve sådan længere. Og min indre udfordringsånd kom til live.Jeg tror, at koreanere har en tendens til at være lidt mere proaktive. Derfor kom jeg oftere til at træde frem, uden at det var med vilje. Jeg føler, at jeg opdagede en ny side af mig selv.
Mit sabbatår er
Erfaring★★★★★
For en, der næsten ingen erfaring havde med udlandet, var det måske en tid, jeg virkelig havde brug for.
Læring★★★★★
Jeg lærte helt sikkert meget – om engelsk, om at tilpasse mig forskellige omgivelser og om mig selv.
Omgivelser★★★☆☆
Da jeg for det meste opholdt mig på sprogskolen, blev det nogle gange kedeligt.
Sikkerhed★★★☆☆
Filippinerne kan være farlige; man skal altid være forsigtig.
Fritid★★★☆☆
Der er ikke meget at lave i nærheden af sprogskolen.
Da jeg kom hjem, følte jeg meget; jeg indså helt klart, at jeg havde fundet mig i alt for meget. Efter at have været på Filippinerne tror jeg ikke, at jeg nogensinde ville kunne leve sådan igen. Og min indre udfordringslyst er blevet genoplivet.. Jeg synes, at koreanere har en tendens til at være lidt mere initiativrige. Derfor kom jeg ofte til at træde frem uden selv at lægge mærke til det. Jeg føler, at jeg har opdaget en ny side af mig selv.
- Hvis du lærer engelsk på en sjov måde og uden stress, er det det hele værd! / Yang Hye-young, gapper fra Gapyear-familien / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket i Sydkorea:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på gymnasiet ud, 346.000 mennesker i tyverne står uden arbejde og drømme, og andelen, der skifter job inden for det første ansættelsesår, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, ønsker vi også at introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Gap Year (sabbatår)«betyder, at man holder en pause fra studier og arbejde eller kombinerer dem med forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af egen virksomhed,som en periode til at finde retning for fremtiden. Det er en kultur, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Jeg søgte på et indfald med tanken: »Hvis jeg tager af sted, bliver resultatet anderledes.«
Hej. Jeg er jobsøgende og er lige blevet færdiguddannet fra universitetet. Jeg læste restaurant- og madlavningsfag i fire år, og allerede før jeg begyndte på universitetet, fulgte jeg en fastlagt karrierevej uden at overveje andre muligheder.Da jeg faktisk nåede til sidste studieår, indså jeg, at mit fag ikke interesserede mig.Mens jeg spekulerede på, hvad jeg ellers kunne lave, hørte jeg om »Korea Gap Year« og endte helt naturligt med at få karriererådgivning.
Jeg fik først rådgivning om sabbatår. I en dyster periode, hvor jeg bekymrede mig om min karrierevej, valgte jeg det efter rådgiverens stærke anbefaling.Da jeg hørte, at hvis jeg ikke gennemførte et løsningsprojekt nu, ville jeg sandsynligvis alligevel ende med senere at søge rådgivning hos den slags organisationer, besluttede jeg at kaste mig ud i det og gribe den sidste halmstrå.Jeg skulle snart dimittere, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv.Jeg søgte impulsivt med tanken: »Hvis jeg tager af sted, bliver tingene anderledes.«
Jeg havde aldrig boet alene i udlandet før, så jeg var meget bange, og mine forældre var ekstremt bekymrede, hvilket gjorde mig tilbageholdende med at prøve. Men for at mindske usikkerheden om min fremtid tog jeg springet, og da afrejsedatoen nærmede sig, følte jeg ikke længere den angst.
Jeg ville gerne studere engelsk lidt, inden jeg tog af sted, men jeg skulle rejse lige efter sidste semester på mit sidste studieår, så jeg havde personligt meget travlt og var overvældet. Jeg var bekymret for mine afsluttende studiepoint. Jeg havde planlagt at gøre det sideløbende med et andet projekt, men jeg blev ikke optaget, og det gjorde mig endnu mere urolig. Jeg fik ofte lyst til at få pengene tilbage, men jeg måtte vente til august med at få mit eksamensbevis, og jeg brød mig endnu mindre om den ventetid, så jeg fik endnu stærkere lyst til at komme hurtigt af sted.
# Jeg indså, at jeg havde fundet mig i alt for meget, mens jeg boede i Korea.
Efter at være vendt tilbage til Korea gik det virkelig op for mig, at jeg havde de typiske vaner, man forbinder med koreanere. Når jeg var sammen med venner af forskellige nationaliteter, blev jeg frustreret og ville have tingene gjort hurtigt og smidigt.
OgsåJeg indså, at jeg havde fundet mig i alt for meget, mens jeg boede i Korea. På Filippinerne blandede ingen sig rigtig i, hvad jeg foretog mig, ingen skældte mig ud, hvis jeg ikke lavede mine lektier, og det selvstændige miljø var virkelig dejligt. Jeg behøvede ikke at leve og bekymre mig om, hvad andre tænkte. Da jeg kom tilbage, sagde rådgiveren, at en af mine barrierer var blevet brudt ned.
Mit engelsk blev meget bedre, og især min udtale forbedredes betydeligt. Jeg tror, det skyldtes, at jeg så amerikanske tv-serier derovre og straks kunne bruge engelske udtryk i hverdagen.
Jeg havde ingen problemer med at falde til. De vietnamesiske venner, jeg først mødte som værelseskammerater, var virkelig søde, så jeg faldt let til. Lærerne underviste godt, og selvom to måneder er kort tid til at få venner, var jeg i de tre måneder, jeg var der, i det mindste glad på grund af menneskene omkring mig.
I disse dage savner jeg mest de venner, jeg kom tæt på under rejsen. Den sidste måned var jeg udmattet af at studere engelsk og ville virkelig gerne tilbage til Korea, og jeg havde næsten ingen lommepenge tilbage, så jeg var bekymret allerede inden rejsen. Desuden var vi ikke nære venner, så jeg kunne ikke tage af sted i særligt godt humør.
Da jeg først kom derhen, viste det sig, at jeg var en af dem, der var bedre til engelsk, og måske fordi koreanere har en tendens til at være initiativrige, skabte jeg den sidste aften en stemning, hvor alle kunne hygge sig sammen, og vi fik nogle virkelig uforglemmelige minder.Venner fra andre lande plejer som regel at hænge ud med folk fra deres eget land, men vi brød med det, og for første gang blandede alle sig med hinanden og hyggede sig sammen.
Mine fire værelseskammerater (Cam, Ersa, Mayu, Jenny) og de venner, jeg rejste med til sidst, står tydeligst i min erindring. De koreanske venner var enten yngre end mig (Paul) eller lidt ældre søskende (Yoon, Jay, Jason), men alle var venlige, og det var virkelig dejligt at nyde livet sammen.
Det taiwanske par (Mia, Dank) var også meget søde, og jeg hang mest ud med de studentermedarbejdere, der var bedre til engelsk end mig (Tee, Yves), og deres venner (Hana). Lærerne var også meget venlige. Da jeg er lidt tilbageholdende og ikke taler så meget, hjalp de mig med at tale så meget som muligt i eneundervisningen og på små hold.
Der var også Kayla fra et sabbatårsprogram. Hun var den første koreanske ven, jeg mødte, og selvom hun var yngre end mig, var hun mere moden og talte godt engelsk, så jeg kom til at støtte mig en hel del til hende. Kaylas nære veninde og værelseskammerat, den taiwanske »storesøster« Alice, var ældre end os, men kom godt ud af det med os yngre. Takket være hende faldt jeg godt til i livet på Filippinerne. Hendes indflydelse gjorde også, at jeg senere kunne hjælpe andre venner endnu mere, da jeg påtog mig en lederrolle.
Mit anbefalede rejsemål!
Jeg bestiller som regel rejser gennem et rejsebureau. Alle tager på øture i weekenderne, så rejsetiden er lang, men Bantayan Island var den bedste tur, jeg var på. Vi tilbringer også ofte tid på overnatningsstedet sammen med venner, så det er en god idé at tage spil med, som alle kan være med til.
Japanske og taiwanske venner har en tendens til kun at hænge ud med deres egne grupper, så i de situationer vil de andre sandsynligvis følge med, hvis koreanerne tager initiativet.
Mit tip til sabbatåret
(Varighed)
To måneder virker mest passende. Tre måneder var for lang tid.
(Sprog)
Jeg valgte med vilje et trepersonersværelse for at få mange værelseskammerater af forskellige nationaliteter. Jeg sørgede bevidst for kun at tale engelsk og holdt mig sammen med mine værelseskammerater, så jeg ikke hang ud med koreanere. Personligt hjalp det mig mere at gå ud og tale med udenlandske venner end at studere alene.
Når jeg havde fritid, så jeg amerikanske tv-serier. Det hjalp helt sikkert, fordi jeg straks kunne bruge de udtryk, jeg hørte i undervisningen. Lærerne roste min udtale. Da jeg først ankom, var den ikke særlig god, men den blev gradvist bedre, og ved den afsluttende prøve var mine resultater på niveau med en modersmålstalendes. Jeg tror, hemmeligheden var at se de serier.
Jeg brugte aldrig mere end en til to timer på selvstudier. Jeg blev bedre af at tale med venner end af at studere alene. Da jeg skulle bruge en TOEIC-score, fokuserede jeg hovedsageligt på del 7, og i stedet for at lære lange ordlister udenad slog jeg kun betydningen op på ord, jeg ikke kendte.
Når jeg læste bøger højt, overdrev jeg bevidst og prøvede at læse som en modersmålstalende. Derfor kunne jeg senere tage et kursus i amerikansk udtale, hvor man skulle bestå en prøve for at blive optaget.
(Overnatning)
Der dukker nogle gange insekter op, så det er en god idé at tage insektmiddel med.
(Måltider)
Koreanske instantnudler og gim (tang) er uundværlige. Husk at tage dem med.
(Bagage)
Det er en god idé at tage tøj med, som du ikke har noget imod at smide ud, for at minimere bagagen. Jeg troede, at jeg ville tage mange noter, og tog derfor mange notesbøger med, men én er nok. Det kan nogle gange være svært at forstå grammatik på engelsk, så det er en hjælp at slå op i en koreansk grammatikbog i de tilfælde.
#Jeg mærkede tydeligt, at jeg havde fundet mig i rigtig meget. Efter at være kommet hjem fra Filippinerne tror jeg ikke, at jeg kunne leve sådan længere. Desuden blev min indre udfordringsånd genoplivet.
I begyndelsen tænkte jeg mest, at jeg bare måtte tage af sted uden at overtænke det.Konsulenten sagde også, at mine omgivelser havde undertrykt mig og holdt mig alt for meget tilbage. Jeg havde brug for et proaktivt miljøskifte.Og fordi jeg følte mig fortabt med hensyn til min karrierevej, tænkte jeg: "Jeg tager af sted først, så kommer resultaterne senere."
Efter jeg kom hjem, tænkte jeg meget over det; jeg indså helt klart, at jeg havde holdt ud i rigtig meget. Efter opholdet i Filippinerne tror jeg ikke, at jeg kunne leve sådan længere. Og min indre udfordringsånd kom til live.Jeg tror, at koreanere har en tendens til at være lidt mere proaktive. Derfor kom jeg oftere til at træde frem, uden at det var med vilje. Jeg føler, at jeg opdagede en ny side af mig selv.
Mit sabbatår er
Erfaring★★★★★
For en, der næsten ingen erfaring havde med udlandet, var det måske en tid, jeg virkelig havde brug for.
Læring★★★★★
Jeg lærte helt sikkert meget – om engelsk, om at tilpasse mig forskellige omgivelser og om mig selv.
Omgivelser★★★☆☆
Da jeg for det meste opholdt mig på sprogskolen, blev det nogle gange kedeligt.
Sikkerhed★★★☆☆
Filippinerne kan være farlige; man skal altid være forsigtig.
Fritid★★★☆☆
Der er ikke meget at lave i nærheden af sprogskolen.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
