Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større selvtillid, bredere horisont og mere indre ro #Et punkt på ønskelisten opfyldt; at leve som en lokal i Paris #Lettelse over unødige bekymringer; betydningen af at tro på sig selv
|
En af grundene til, at jeg besluttede mig for at tage et sabbatår, var faktisk, at jeg gerne ville tænke over, hvilken slags liv jeg ville leve i fremtiden. Men jeg endte med helt at glemme selv de bekymringer og fik tilsyneladende mere ud af at nyde hvert øjeblik. I sidste ende var bekymringerne om min fremtid ikke andet end unødig angst.Jeg skulle bare stole på mig selv og finde ud af, hvem jeg virkelig er.
-Paris, Frankrig — sabbatårsophold / Park Yoonji (sabbatårsdeltager) / 8 ugers sabbatår
|
I Sydkorea er der i øjeblikket,
60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne dropper ud hvert år, 346.000 mennesker i tyverne driver bare rundt uden drømme, og andelen, der skifter job inden for et år efter ansættelsen, er kommet op på over 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de ansatte fortæller, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, sigter vi mod at introducere ''sabbatår'' i Sydkorea.
''Sabbatår (gap year)''er en periode, hvor man enten kan skabe balance mellem studier og arbejde eller holde en kort pause og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af en virksomhed,finde retningen for sin videre færd — en kulturel praksis, der opmuntres i lande som USA, Europa og Japan.
Jeg valgte <sabbatårsopholdet i Paris> for at styrke mit selvværd og udvide min horisont
.jpg "1 (2).jpg")
Der var gået et år, siden jeg blev færdig på universitetet, men fordi jeg ikke havde fundet fodfæste nogen steder, var mit selvværd dalet på grund af angst. Før jeg tog mine første skridt ud i samfundet, ville jeg bruge noget værdifuld tid på at beslutte, hvilke skridt jeg skulle tage, så jeg søgte om at deltage. Jeg blev en del af dette projekt for at få tid helt for mig selv og tænke over mine egne bekymringer.
Frem for alt havde jeg endnu ikke opfyldt min livs ønskeliste, men ét punkt var »at bo i Paris i mere end tre uger«. Selvom jeg havde skrevet det på min ønskeliste, vidste jeg faktisk næsten intet om Frankrig eller Paris. Jeg tænkte, at jeg ikke behøvede andet — ''Jeg bliver lykkelig bare af at se Eiffeltårnet hver dag.''
Da jeg først ankom til Paris, følte jeg, at jeg bare kradsede i overfladen.Når jeg så berømte seværdigheder: »Wow~«, og imponerende bygninger: »Wow~«. Det var fint i begyndelsen, men jo længere jeg blev, desto mere indså jeg, at der var mere end det.Jeg syntes virkelig, at Paris var en by, man kunne blive ved med at betragte — lille, men stilfuld i hver eneste lille gyde.
Der var ikke noget, jeg ville gå glip af; selv ikke at betragte det hele var nok. Jeg elskede den afslappede stemning, som byen selv udstrålede.Jeg kom på et tidspunkt, hvor jeg var træt af den samme rutine og havde fået nok af den. Derfor føltes selv små ting måske særlige én efter én, og fordi jeg selv gerne ville blive mere afslappet, tror jeg, at jeg af og til misundte pariserne deres afslappede liv.
Et liv som lokal i den romantiske by Paris — ikke bare som almindelig turist
Uanset hvad var livet i Paris, en så romantisk og fortryllende by, uundgåeligt dejligt. Arbejdet på gæstehuset var ikke så svært, som jeg havde forventet, og fordi jeg virkelig godt kan lide at møde mennesker, var det dejligt at lære mange at kende gennem samtaler. Jeg griner meget og har en positiv personlighed, så ejeren roste mig ofte for at sprede godt humør, og jeg havde ingen særlige problemer med mine arbejdsopgaver.
I den romantiske by Paris følte jeg mig ikke bare som turist, men mere som en lokal. Jeg behøvede ikke skynde mig gennem turistruterne, og jeg kunne besøge de steder, jeg kunne lide, flere gange. Det var det bedste.Jeg var stolt over, at jeg havde lært så meget om Paris, at jeg kunne anbefale ruter til gæsterne og forklare dem om transport og vejvisning! Det var min første gang i Europa, og når gæsterne besøgte steder, jeg havde anbefalet, og sagde, at de kunne lide dem eller syntes, maden var god, følte jeg mig virkelig stolt over at have bidraget til, at de fik en god dag. Når gæsterne tjekkede ud og skrev i gæstebogen eller gav mig gaver, blev jeg oprigtigt rørt.
Da jeg arbejdede på gæstehuset, var der kun koreanske gæster, så jeg følte ikke rigtig, at jeg havde brug for sprogfærdigheder. Det var nok at kunne nogle enkle hilsner, som man kunne bruge i butikker eller på restauranter, for at klare sig uden større problemer. Ogfordi det var et hus, hvor gæster og andre ansatte boede sammen, var jeg i begyndelsen flov over at vise mig uden makeup, men efterhånden blev jeg helt tryg ved det. Desudenlavede værtinden så god mad, at jeg var fuldt ud tilfreds med måltiderne. Når jeg spiste koreansk mad hver dag, savnede jeg ikke andre retter særligt meget, men jeg havde virkelig lyst til gopchang, makchang og kyllingefødder. Alt i alt kunne jeg under mit ophold på gæstehuset føle mig lige så godt tilpas, som hvis jeg var hjemme.
Det mest mindeværdige fra mit arbejde på gæstehuset var, da ejeren sendte mig på en udflugt til Mont-Saint-Michel!! Det havde jeg ikke forventet, og jeg var så taknemmelig. Heldigvis var vejret klart, så det blev en virkelig fantastisk oplevelse!Og fordi der slet ikke var nogen gæster, tog vi tre ansatte helt uventet alle sammen på ferie til Disneyland. Da vi arbejdede på skift, havde jeg ikke regnet med, at vi alle kunne holde fri sammen, så det var skønt at more os i Disneyland.
Det betyder ikke, at der kun skete gode ting hele tiden.Gæsterne var ikke altid nogen, jeg kom perfekt ud af det med.Nogle gange kom jeg ikke godt ud af det med en gæst, og andre gange gik jeg i panik og håndterede ikke et problem særlig godt. Når den slags skete, kunne jeg ikke lade være med at blive nedtrykt eller gå og være ked af det alene, men takket være de prøvelser...lærte jeg at reagere fleksibelt i mange forskellige situationer og over for nye mennesker,og jeg tror, at jeg blev stærkere. Jeg tror også, at de oplevelser gjorde livet i Paris mere fornøjeligt.Både de lykkelige og de svære stunder var ekstra dyrebare, fordi jeg på dette fjerne sted, uden familie eller venner, kun kunne stole på mig selv for at komme igennem dem.
Det, jeg indså gennem disse mange forskellige situationer, var... ''Lev enkelt i en kompliceret verden. Lev på min egen måde.''
# Steder i Paris, som jeg elskede og husker
Ruten, jeg tog den første dag, hvor jeg udforskede det centrale Paris, gjorde det nemt at få et overblik over byen.Stå af ved Trocadéro og se Eiffeltårnet – Triumfbuen – Champs-Élysées – Place de la Concorde – Grand Palais, Petit Palais – Pont Alexandre III – Place de la Concorde – Tuilerierne – Louvre – Île de la Cité – Notre-Dame-katedralen, og tag derefter hjem fra stationen Châtelet. Man kunne få et godt indtryk af det centrale Paris på omkring fire timer til fods.
Mit personlige yndlingssted var Île de la Cité. Stemningen hos Shakespeare and Company var dejlig, og himlen over Notre-Dame var så smuk. Fra Île de la Cité kan man se Notre-Dame og gå langs Seinen, og derefter også se Conciergeriet og Sainte-Chapelle. Pont Neuf og Pont des Arts ligger tæt på, så man kan gå rundt i ro og mag. Mit lykkeligste minde var at se solnedgangshimlen fra Pont Neuf.
På solrige dage var det dejligt bare at sidde i parker som Tuilerierne, Luxembourg-haven, Parc Montsouris og Parc de Bercy. Jeg elskede også udsigten over Paris fra Montmartre-bakken om dagen, i skumringen og om natten.
# En tid, hvor jeg kunne opfylde et punkt på min ønskeliste, som jeg længe havde drømt om
Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg var, før jeg tog af sted på sabbatår, indser jeg, at jeg plejede at bekymre mig om, hvad andre tænkte om mig, og levede med frustration og angst. Selvom jeg havde afsluttet universitetet, havde jeg ikke fundet fodfæste og var træt af et ensformigt liv uden fremskridt. Men livet i Paris føltes, som om jeg boede et sted, hvor jeg kun var mig selv: Ingen, der skældte ud, og ingen bekendte, der akavet spurgte til unødvendige ting.
Stemningen og livsstilen var det stik modsatte af Koreas, og det var endda et land, hvor engelsk ikke rigtig slog til. Et fremmed land, fremmede mennesker, et fremmed sprog — det føltes, som om jeg var blevet kastet alene ind i en helt ny verden. Efterhånden som jeg vænnede mig til det, var der ikke længere noget omkring mig at bekymre mig om, og alle de unødvendige bekymringer, jeg havde taget med fra Korea, forsvandt helt af sig selv. Jeg havde alt for travlt med at nyde tiden, og det var overvældende på en god måde kun at fokusere på mig selv.
En af grundene til, at jeg tog på sabbatår, var faktisk, at jeg ville tænke over, hvilken slags liv jeg ønskede at leve i fremtiden. Men jeg endte med at glemme selv de bekymringer og fik mere ud af at nyde hvert øjeblik. I sidste ende var mine bekymringer om fremtiden bare unødig angst.Jeg indså, at jeg blot skulle stole på mig selv og lære mig selv at kende, som jeg er; det var den grundlæggende løsning.Alt, jeg behøvede at gøre, var at få styr på mine egne målestokke og følge dem. Men indtil da havde jeg holdt fast i alt for mange målestokke og famlet rundt uden at vide, hvilken jeg skulle tilpasse mig.
Da jeg slap de mange målestokke, som jeg ubevidst havde levet efter, følte jeg mig mere fri. Jeg kunne se og acceptere mere. Jeg begyndte også helt naturligt at acceptere mit sande jeg — det, jeg havde skjult og undgået, mens jeg sagde ''det her er ikke rigtigt, det dér er ikke rigtigt'' ud fra andres målestokke.Jeg bliver ikke længere stresset af sådanne drænende tanker, fordi jeg indså, at de i sidste ende var spild af følelser og tid. Nu er jeg mere afslappet og har fået større mental modstandskraft.
Jeg vil aldrig kunne glemme livet i Paris. Jeg tog af sted for at få tid helt for mig selv, og det var en periode, hvor jeg gjorde mange erkendelser om mig selv. Men jeg tænkte og indså ikke alting helt på egen hånd — hvis jeg havde været alene om det, var jeg nok ikke nået så langt.Da jeg arbejdede på pensionatet, talte jeg hver dag med mange mennesker om mange forskellige emner. Blandt de mange gæster havde hver enkelt helt forskellige værdier og måder at tænke på. Når jeg hørte deres historier, gjorde det stort indtryk på mig, og nogle gange satte det mine tanker i gang.
Jeg er også meget taknemmelig for de kolleger, jeg arbejdede sammen med. På et sted uden familie eller venner var de eneste, jeg kunne støtte mig til, tilsyneladende mine kolleger, ejerne og mosteren. De delte min glæde, når jeg var glad, og når jeg havde det svært eller var bekymret, var de altid der for at trøste mig, give mig råd og tage sig af mig. Takket være dem tror jeg, at jeg overvandt prøvelserne og gennemførte mit sabbatårsophold uden problemer.
Ejer Yang, ejer Gu, mosteren og mine kolleger Yujeong, Yeonsu, Hyoseon, Hajung unnie, Hyerim unnie og Hyeri unnie!!!Blandt de mange gæster på pensionatet var der nogle, jeg blev rigtig tæt med. Seona unnie og Hanae, som jeg støttede mig meget til følelsesmæssigt, når jeg havde det svært, og som jeg talte med om mine bekymringer. Vi fik at vide, at vi skulle holde en grænse mellem personale og gæster, men det gik ikke helt som planlagt, og vi blev ret tætte personligt. Selvfølgelig er vi det stadig!Jeg kan ikke glemme nogen af gæsterne, men jeg mødte så mange mennesker, som jeg så meget og lærte meget af.Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for alle gæsterne, personalet, ejerne og mosteren, som var der for mig.
Da opslaget om rekrutteringen blev offentliggjort, ville jeg ikke gå glip af den enestående mulighed. Jeg tænkte, at jeg måske ikke kunne gøre det, hvis ikke nu, så jeg søgte på et indfald. Til sidst lykkedes det, og det alene gjorde mig meget glad.Sabbatårsopholdet i Paris var en oplevelse, jeg er taknemmelig for – jeg kunne på så fantastisk vis opfylde et af mine drømmeønsker.
# Tips til kommende deltagere
Hvis du ser film, der foregår i Paris, som Midnight in Paris eller Amélie, inden du tager af sted, får du en ny, sentimental følelse.To måneder føles virkelig meget kort. Jeg håber, du tager dig tid til at tænke grundigt over, hvorfor du holder sabbatår, og hvorfor du tager hele vejen til Paris for at tilbringe denne tid!
<Kampagne for en god tone>
Vi hos GapYear holder af alle, der tager et sabbatår!
Selv hvis sabbatårsdeltagernes aktiviteter eller oplevelser i løbet af deres sabbatår
er anderledes end dine egne synspunkter,så skriv ikke ondsindede kommentarer.!:(
For at beskytte sabbatårsdeltagernes værdighed og rettighedervil vilkårlige ondsindede kommentarer rettet mod sabbatårsdeltagere
ikke blot blive håndteret og slettet internt, menvi vil også reagere aktivt og kontant.
|
En af grundene til, at jeg besluttede mig for at tage et sabbatår, var faktisk, at jeg gerne ville tænke over, hvilken slags liv jeg ville leve i fremtiden. Men jeg endte med helt at glemme selv de bekymringer og fik tilsyneladende mere ud af at nyde hvert øjeblik. I sidste ende var bekymringerne om min fremtid ikke andet end unødig angst.Jeg skulle bare stole på mig selv og finde ud af, hvem jeg virkelig er.
-Paris, Frankrig — sabbatårsophold / Park Yoonji (sabbatårsdeltager) / 8 ugers sabbatår
|
I Sydkorea er der i øjeblikket,
60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne dropper ud hvert år, 346.000 mennesker i tyverne driver bare rundt uden drømme, og andelen, der skifter job inden for et år efter ansættelsen, er kommet op på over 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de ansatte fortæller, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, sigter vi mod at introducere ''sabbatår'' i Sydkorea.
''Sabbatår (gap year)''er en periode, hvor man enten kan skabe balance mellem studier og arbejde eller holde en kort pause og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af en virksomhed,finde retningen for sin videre færd — en kulturel praksis, der opmuntres i lande som USA, Europa og Japan.
Jeg valgte <sabbatårsopholdet i Paris> for at styrke mit selvværd og udvide min horisont
Der var gået et år, siden jeg blev færdig på universitetet, men fordi jeg ikke havde fundet fodfæste nogen steder, var mit selvværd dalet på grund af angst. Før jeg tog mine første skridt ud i samfundet, ville jeg bruge noget værdifuld tid på at beslutte, hvilke skridt jeg skulle tage, så jeg søgte om at deltage. Jeg blev en del af dette projekt for at få tid helt for mig selv og tænke over mine egne bekymringer.
Frem for alt havde jeg endnu ikke opfyldt min livs ønskeliste, men ét punkt var »at bo i Paris i mere end tre uger«. Selvom jeg havde skrevet det på min ønskeliste, vidste jeg faktisk næsten intet om Frankrig eller Paris. Jeg tænkte, at jeg ikke behøvede andet — ''Jeg bliver lykkelig bare af at se Eiffeltårnet hver dag.''
Da jeg først ankom til Paris, følte jeg, at jeg bare kradsede i overfladen.Når jeg så berømte seværdigheder: »Wow~«, og imponerende bygninger: »Wow~«. Det var fint i begyndelsen, men jo længere jeg blev, desto mere indså jeg, at der var mere end det.Jeg syntes virkelig, at Paris var en by, man kunne blive ved med at betragte — lille, men stilfuld i hver eneste lille gyde.
Der var ikke noget, jeg ville gå glip af; selv ikke at betragte det hele var nok. Jeg elskede den afslappede stemning, som byen selv udstrålede.Jeg kom på et tidspunkt, hvor jeg var træt af den samme rutine og havde fået nok af den. Derfor føltes selv små ting måske særlige én efter én, og fordi jeg selv gerne ville blive mere afslappet, tror jeg, at jeg af og til misundte pariserne deres afslappede liv.
Et liv som lokal i den romantiske by Paris — ikke bare som almindelig turist
Uanset hvad var livet i Paris, en så romantisk og fortryllende by, uundgåeligt dejligt. Arbejdet på gæstehuset var ikke så svært, som jeg havde forventet, og fordi jeg virkelig godt kan lide at møde mennesker, var det dejligt at lære mange at kende gennem samtaler. Jeg griner meget og har en positiv personlighed, så ejeren roste mig ofte for at sprede godt humør, og jeg havde ingen særlige problemer med mine arbejdsopgaver.
I den romantiske by Paris følte jeg mig ikke bare som turist, men mere som en lokal. Jeg behøvede ikke skynde mig gennem turistruterne, og jeg kunne besøge de steder, jeg kunne lide, flere gange. Det var det bedste.Jeg var stolt over, at jeg havde lært så meget om Paris, at jeg kunne anbefale ruter til gæsterne og forklare dem om transport og vejvisning! Det var min første gang i Europa, og når gæsterne besøgte steder, jeg havde anbefalet, og sagde, at de kunne lide dem eller syntes, maden var god, følte jeg mig virkelig stolt over at have bidraget til, at de fik en god dag. Når gæsterne tjekkede ud og skrev i gæstebogen eller gav mig gaver, blev jeg oprigtigt rørt.
Da jeg arbejdede på gæstehuset, var der kun koreanske gæster, så jeg følte ikke rigtig, at jeg havde brug for sprogfærdigheder. Det var nok at kunne nogle enkle hilsner, som man kunne bruge i butikker eller på restauranter, for at klare sig uden større problemer. Ogfordi det var et hus, hvor gæster og andre ansatte boede sammen, var jeg i begyndelsen flov over at vise mig uden makeup, men efterhånden blev jeg helt tryg ved det. Desudenlavede værtinden så god mad, at jeg var fuldt ud tilfreds med måltiderne. Når jeg spiste koreansk mad hver dag, savnede jeg ikke andre retter særligt meget, men jeg havde virkelig lyst til gopchang, makchang og kyllingefødder. Alt i alt kunne jeg under mit ophold på gæstehuset føle mig lige så godt tilpas, som hvis jeg var hjemme.
Det mest mindeværdige fra mit arbejde på gæstehuset var, da ejeren sendte mig på en udflugt til Mont-Saint-Michel!! Det havde jeg ikke forventet, og jeg var så taknemmelig. Heldigvis var vejret klart, så det blev en virkelig fantastisk oplevelse!Og fordi der slet ikke var nogen gæster, tog vi tre ansatte helt uventet alle sammen på ferie til Disneyland. Da vi arbejdede på skift, havde jeg ikke regnet med, at vi alle kunne holde fri sammen, så det var skønt at more os i Disneyland.
Det betyder ikke, at der kun skete gode ting hele tiden.Gæsterne var ikke altid nogen, jeg kom perfekt ud af det med.Nogle gange kom jeg ikke godt ud af det med en gæst, og andre gange gik jeg i panik og håndterede ikke et problem særlig godt. Når den slags skete, kunne jeg ikke lade være med at blive nedtrykt eller gå og være ked af det alene, men takket være de prøvelser...lærte jeg at reagere fleksibelt i mange forskellige situationer og over for nye mennesker,og jeg tror, at jeg blev stærkere. Jeg tror også, at de oplevelser gjorde livet i Paris mere fornøjeligt.Både de lykkelige og de svære stunder var ekstra dyrebare, fordi jeg på dette fjerne sted, uden familie eller venner, kun kunne stole på mig selv for at komme igennem dem.
Det, jeg indså gennem disse mange forskellige situationer, var... ''Lev enkelt i en kompliceret verden. Lev på min egen måde.''
# Steder i Paris, som jeg elskede og husker
Ruten, jeg tog den første dag, hvor jeg udforskede det centrale Paris, gjorde det nemt at få et overblik over byen.Stå af ved Trocadéro og se Eiffeltårnet – Triumfbuen – Champs-Élysées – Place de la Concorde – Grand Palais, Petit Palais – Pont Alexandre III – Place de la Concorde – Tuilerierne – Louvre – Île de la Cité – Notre-Dame-katedralen, og tag derefter hjem fra stationen Châtelet. Man kunne få et godt indtryk af det centrale Paris på omkring fire timer til fods.
Mit personlige yndlingssted var Île de la Cité. Stemningen hos Shakespeare and Company var dejlig, og himlen over Notre-Dame var så smuk. Fra Île de la Cité kan man se Notre-Dame og gå langs Seinen, og derefter også se Conciergeriet og Sainte-Chapelle. Pont Neuf og Pont des Arts ligger tæt på, så man kan gå rundt i ro og mag. Mit lykkeligste minde var at se solnedgangshimlen fra Pont Neuf.
På solrige dage var det dejligt bare at sidde i parker som Tuilerierne, Luxembourg-haven, Parc Montsouris og Parc de Bercy. Jeg elskede også udsigten over Paris fra Montmartre-bakken om dagen, i skumringen og om natten.
# En tid, hvor jeg kunne opfylde et punkt på min ønskeliste, som jeg længe havde drømt om
Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg var, før jeg tog af sted på sabbatår, indser jeg, at jeg plejede at bekymre mig om, hvad andre tænkte om mig, og levede med frustration og angst. Selvom jeg havde afsluttet universitetet, havde jeg ikke fundet fodfæste og var træt af et ensformigt liv uden fremskridt. Men livet i Paris føltes, som om jeg boede et sted, hvor jeg kun var mig selv: Ingen, der skældte ud, og ingen bekendte, der akavet spurgte til unødvendige ting.
Stemningen og livsstilen var det stik modsatte af Koreas, og det var endda et land, hvor engelsk ikke rigtig slog til. Et fremmed land, fremmede mennesker, et fremmed sprog — det føltes, som om jeg var blevet kastet alene ind i en helt ny verden. Efterhånden som jeg vænnede mig til det, var der ikke længere noget omkring mig at bekymre mig om, og alle de unødvendige bekymringer, jeg havde taget med fra Korea, forsvandt helt af sig selv. Jeg havde alt for travlt med at nyde tiden, og det var overvældende på en god måde kun at fokusere på mig selv.
En af grundene til, at jeg tog på sabbatår, var faktisk, at jeg ville tænke over, hvilken slags liv jeg ønskede at leve i fremtiden. Men jeg endte med at glemme selv de bekymringer og fik mere ud af at nyde hvert øjeblik. I sidste ende var mine bekymringer om fremtiden bare unødig angst.Jeg indså, at jeg blot skulle stole på mig selv og lære mig selv at kende, som jeg er; det var den grundlæggende løsning.Alt, jeg behøvede at gøre, var at få styr på mine egne målestokke og følge dem. Men indtil da havde jeg holdt fast i alt for mange målestokke og famlet rundt uden at vide, hvilken jeg skulle tilpasse mig.
Da jeg slap de mange målestokke, som jeg ubevidst havde levet efter, følte jeg mig mere fri. Jeg kunne se og acceptere mere. Jeg begyndte også helt naturligt at acceptere mit sande jeg — det, jeg havde skjult og undgået, mens jeg sagde ''det her er ikke rigtigt, det dér er ikke rigtigt'' ud fra andres målestokke.Jeg bliver ikke længere stresset af sådanne drænende tanker, fordi jeg indså, at de i sidste ende var spild af følelser og tid. Nu er jeg mere afslappet og har fået større mental modstandskraft.
Jeg vil aldrig kunne glemme livet i Paris. Jeg tog af sted for at få tid helt for mig selv, og det var en periode, hvor jeg gjorde mange erkendelser om mig selv. Men jeg tænkte og indså ikke alting helt på egen hånd — hvis jeg havde været alene om det, var jeg nok ikke nået så langt.Da jeg arbejdede på pensionatet, talte jeg hver dag med mange mennesker om mange forskellige emner. Blandt de mange gæster havde hver enkelt helt forskellige værdier og måder at tænke på. Når jeg hørte deres historier, gjorde det stort indtryk på mig, og nogle gange satte det mine tanker i gang.
Jeg er også meget taknemmelig for de kolleger, jeg arbejdede sammen med. På et sted uden familie eller venner var de eneste, jeg kunne støtte mig til, tilsyneladende mine kolleger, ejerne og mosteren. De delte min glæde, når jeg var glad, og når jeg havde det svært eller var bekymret, var de altid der for at trøste mig, give mig råd og tage sig af mig. Takket være dem tror jeg, at jeg overvandt prøvelserne og gennemførte mit sabbatårsophold uden problemer.
Ejer Yang, ejer Gu, mosteren og mine kolleger Yujeong, Yeonsu, Hyoseon, Hajung unnie, Hyerim unnie og Hyeri unnie!!!Blandt de mange gæster på pensionatet var der nogle, jeg blev rigtig tæt med. Seona unnie og Hanae, som jeg støttede mig meget til følelsesmæssigt, når jeg havde det svært, og som jeg talte med om mine bekymringer. Vi fik at vide, at vi skulle holde en grænse mellem personale og gæster, men det gik ikke helt som planlagt, og vi blev ret tætte personligt. Selvfølgelig er vi det stadig!Jeg kan ikke glemme nogen af gæsterne, men jeg mødte så mange mennesker, som jeg så meget og lærte meget af.Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for alle gæsterne, personalet, ejerne og mosteren, som var der for mig.
Da opslaget om rekrutteringen blev offentliggjort, ville jeg ikke gå glip af den enestående mulighed. Jeg tænkte, at jeg måske ikke kunne gøre det, hvis ikke nu, så jeg søgte på et indfald. Til sidst lykkedes det, og det alene gjorde mig meget glad.Sabbatårsopholdet i Paris var en oplevelse, jeg er taknemmelig for – jeg kunne på så fantastisk vis opfylde et af mine drømmeønsker.
# Tips til kommende deltagere
Hvis du ser film, der foregår i Paris, som Midnight in Paris eller Amélie, inden du tager af sted, får du en ny, sentimental følelse.To måneder føles virkelig meget kort. Jeg håber, du tager dig tid til at tænke grundigt over, hvorfor du holder sabbatår, og hvorfor du tager hele vejen til Paris for at tilbringe denne tid!
<Kampagne for en god tone>
Vi hos GapYear holder af alle, der tager et sabbatår!
Selv hvis sabbatårsdeltagernes aktiviteter eller oplevelser i løbet af deres sabbatår
er anderledes end dine egne synspunkter,så skriv ikke ondsindede kommentarer.!:(
For at beskytte sabbatårsdeltagernes værdighed og rettighedervil vilkårlige ondsindede kommentarer rettet mod sabbatårsdeltagere
ikke blot blive håndteret og slettet internt, menvi vil også reagere aktivt og kontant.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
.png&w=1080&q=75)