Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
나답게, 단단하게, 즐겁게
''Humaniora'' er i sig selv et fagområde, der skal berige menneskelivet, og udgangspunktet er selvet — det er begyndelsen på denne forelæsning. På kurset undersøger vi derfor løbende, hvad jeg virkelig ønsker, og hvordan jeg kan blive lykkelig.
Donghwa Humanities Discussion, 1. hold / Jang Hyun-jung, Gap-Year Community Gapper |
I øjeblikket er Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 unge i 20'erne driver rundt uden mål, fordi de ikke har nogen drømme, og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med deres studieliv, og mere end 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange opfordrer andre til at drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,hos Gap Yearhar vi som mål at introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår (gap year)''er en praksis, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en pause for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse eller iværksætteri,og fungerer som en periode, hvor man kan finde retningen for fremtiden — en kultur, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Humaniora virkede svært og kedeligt, men begyndte med ''mig''.
Jeg tog dette kursus i begyndelsen af min orlov med beslutsomheden: ''Lad os bruge tiden meningsfuldt.'' Det betyder ikke, at jeg var særligt interesseret i ''humaniora''. Jeg opfattede snarere ''humaniora'' som et rent akademisk fagområde og havde en fordom om, at det ville være svært og kedeligt. Men humaniora er jo så moderne for tiden, så jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage kurset ... og med bekymringer som ''hvad nu, hvis det er for svært ...'' gik jeg i gang med forelæsningen.
Forelæsningens indhold var ikke så svært, som jeg havde frygtet — faktisk var det let. Det betyder dog ikke, at indholdet var overfladisk, for kurset handler direkte om ''mit liv''.''Humaniora'' er i sig selv et fagområde, der skal berige menneskelivet, og udgangspunktet er selvet — det er forelæsningens begyndelse.På kurset undersøger vi derfor løbende, hvad jeg virkelig ønsker, og hvordan jeg kan blive lykkelig.
# De seks ønskekort, jeg ville beholde
Den første aktivitet var at udfylde ønskekort. Som navnet antyder, skulle vi skrive vores ønsker på kort — ting, jeg gerne vil spise, steder, jeg gerne vil besøge, og mennesker, jeg gerne vil møde. Men kortene blev ikke så let fyldt ud i mit tilfælde. Når jeg ser tilbage, hænger det vist sammen med min personlighed. Jeg bekymrer mig meget, er ubeslutsom og forsagt, og jeg har en tendens til at prioritere andres ønsker over mine egne. Og når jeg forsøgte at skrive, hvad jeg ville gøre, følte jeg, at der skulle være bestemte betingelser for at gøre det, og at der måtte være en eller anden stor grund.
Mens jeg blev ved med at tænke på alt muligt, var der egentlig ikke noget, jeg særligt havde lyst til at spise, steder, jeg særligt ville besøge, eller mennesker, jeg særligt ville møde. Jeg spekulerede længe over det, men underviseren sagde: ''Hvorfor gør du det så svært? Tænk ikke på nogen betingelser, skriv bare, hvad du har lyst til.'' Måske var det først dér,at jeg kunne skrive ned, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg kunne lide, uden at finde på store begrundelser. Og jeg besluttede at tage kortene med mig og beholde dem som en liste over ting, jeg skulle gøre.
# Det viste sig, at jeg kunne lide mange ting og havde mange drømme
Vi blev ofte spurgt om vores drømme. Når nogen spurgte mig, hvad min drøm var, kunne jeg faktisk ikke svare med det samme. Jeg troede, at en drøm kun kunne være et arbejde, og mente derfor, at der ikke var noget, jeg virkelig havde lyst til at gøre. Det samme gjaldt, når jeg blev spurgt om, hvad jeg kunne lide — jeg kunne godt lide ting, men ikke så intenst som andre, så jeg tøvede med at sige med sikkerhed, at jeg kunne lide noget.
Men da jeg tog dette kursus, indså jeg, at jeg faktisk kunne lide mange ting og havde mange drømme. Jeg sagde det ikke, fordi jeg ikke havde en guitar, men min drøm er at spille guitar. Jeg betragtede ikke det at blive sanger som en drøm, fordi jeg troede, jeg ikke kunne blive det, men jeg kan godt lide at synge, og det er en drøm at blive én, der synger. Jeg er ikke god til at tegne, men jeg kan godt lide at tegne, og det var også en drøm at blive én, der tegner.Selvom jeg kunne lide mange ting, troede jeg ikke, at de havde noget med arbejde at gøre, og jeg antog, at jeg ville sakke bagud i forhold til andre, hvis jeg fulgte det, jeg havde lyst til. Derfor forsømte jeg dem.
Men efter denne forelæsning begyndte jeg at tænke: Det er alligevel svært at leve af noget, man ikke har lyst til at lave, så når det er svært at tjene til livets ophold, hvorfor så ikke prøve at leve af det, jeg gerne vil — måske lykkes det. Det blev mit livsmotto. Retningslinjerne for dette motto tog form ud fra de ønskekort, jeg skrev på den første dag.
# Gennem kurset fik jeg et livssyn, der gør det værd at leve et mere interessant liv
Dette kursus gav mig faktisk ikke en stor mængde viden om humaniora og forandrede heller ikke mit liv eller verdenssyn radikalt. Det blev ganske enkelt en anledning til at komme tættere på mig selv, og ved at slappe lidt mere af fik jeg et mindre kedeligt og mere fornøjeligt syn på livet — det er den største gave, jeg fik ud af denne forelæsning.Hvis der er nogen som mig, der ikke har nogen drømme og driver omkring, mens de lever et meningsløst liv ved at følge andre, er dette en forelæsning, jeg gerne vil tage sammen med dem.
▼▼▼Vil du se flere projekter?▼▼▼
▼▼▼I tvivl om, hvilket sabbatår der passer bedst til dig?▼▼▼
''Humaniora'' er i sig selv et fagområde, der skal berige menneskelivet, og udgangspunktet er selvet — det er begyndelsen på denne forelæsning. På kurset undersøger vi derfor løbende, hvad jeg virkelig ønsker, og hvordan jeg kan blive lykkelig.
Donghwa Humanities Discussion, 1. hold / Jang Hyun-jung, Gap-Year Community Gapper |
I øjeblikket er Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 unge i 20'erne driver rundt uden mål, fordi de ikke har nogen drømme, og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med deres studieliv, og mere end 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange opfordrer andre til at drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,hos Gap Yearhar vi som mål at introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår (gap year)''er en praksis, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en pause for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse eller iværksætteri,og fungerer som en periode, hvor man kan finde retningen for fremtiden — en kultur, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Humaniora virkede svært og kedeligt, men begyndte med ''mig''.
Jeg tog dette kursus i begyndelsen af min orlov med beslutsomheden: ''Lad os bruge tiden meningsfuldt.'' Det betyder ikke, at jeg var særligt interesseret i ''humaniora''. Jeg opfattede snarere ''humaniora'' som et rent akademisk fagområde og havde en fordom om, at det ville være svært og kedeligt. Men humaniora er jo så moderne for tiden, så jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage kurset ... og med bekymringer som ''hvad nu, hvis det er for svært ...'' gik jeg i gang med forelæsningen.
Forelæsningens indhold var ikke så svært, som jeg havde frygtet — faktisk var det let. Det betyder dog ikke, at indholdet var overfladisk, for kurset handler direkte om ''mit liv''.''Humaniora'' er i sig selv et fagområde, der skal berige menneskelivet, og udgangspunktet er selvet — det er forelæsningens begyndelse.På kurset undersøger vi derfor løbende, hvad jeg virkelig ønsker, og hvordan jeg kan blive lykkelig.
# De seks ønskekort, jeg ville beholde
Den første aktivitet var at udfylde ønskekort. Som navnet antyder, skulle vi skrive vores ønsker på kort — ting, jeg gerne vil spise, steder, jeg gerne vil besøge, og mennesker, jeg gerne vil møde. Men kortene blev ikke så let fyldt ud i mit tilfælde. Når jeg ser tilbage, hænger det vist sammen med min personlighed. Jeg bekymrer mig meget, er ubeslutsom og forsagt, og jeg har en tendens til at prioritere andres ønsker over mine egne. Og når jeg forsøgte at skrive, hvad jeg ville gøre, følte jeg, at der skulle være bestemte betingelser for at gøre det, og at der måtte være en eller anden stor grund.
Mens jeg blev ved med at tænke på alt muligt, var der egentlig ikke noget, jeg særligt havde lyst til at spise, steder, jeg særligt ville besøge, eller mennesker, jeg særligt ville møde. Jeg spekulerede længe over det, men underviseren sagde: ''Hvorfor gør du det så svært? Tænk ikke på nogen betingelser, skriv bare, hvad du har lyst til.'' Måske var det først dér,at jeg kunne skrive ned, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg kunne lide, uden at finde på store begrundelser. Og jeg besluttede at tage kortene med mig og beholde dem som en liste over ting, jeg skulle gøre.
# Det viste sig, at jeg kunne lide mange ting og havde mange drømme
Vi blev ofte spurgt om vores drømme. Når nogen spurgte mig, hvad min drøm var, kunne jeg faktisk ikke svare med det samme. Jeg troede, at en drøm kun kunne være et arbejde, og mente derfor, at der ikke var noget, jeg virkelig havde lyst til at gøre. Det samme gjaldt, når jeg blev spurgt om, hvad jeg kunne lide — jeg kunne godt lide ting, men ikke så intenst som andre, så jeg tøvede med at sige med sikkerhed, at jeg kunne lide noget.
Men da jeg tog dette kursus, indså jeg, at jeg faktisk kunne lide mange ting og havde mange drømme. Jeg sagde det ikke, fordi jeg ikke havde en guitar, men min drøm er at spille guitar. Jeg betragtede ikke det at blive sanger som en drøm, fordi jeg troede, jeg ikke kunne blive det, men jeg kan godt lide at synge, og det er en drøm at blive én, der synger. Jeg er ikke god til at tegne, men jeg kan godt lide at tegne, og det var også en drøm at blive én, der tegner.Selvom jeg kunne lide mange ting, troede jeg ikke, at de havde noget med arbejde at gøre, og jeg antog, at jeg ville sakke bagud i forhold til andre, hvis jeg fulgte det, jeg havde lyst til. Derfor forsømte jeg dem.
Men efter denne forelæsning begyndte jeg at tænke: Det er alligevel svært at leve af noget, man ikke har lyst til at lave, så når det er svært at tjene til livets ophold, hvorfor så ikke prøve at leve af det, jeg gerne vil — måske lykkes det. Det blev mit livsmotto. Retningslinjerne for dette motto tog form ud fra de ønskekort, jeg skrev på den første dag.
# Gennem kurset fik jeg et livssyn, der gør det værd at leve et mere interessant liv
Dette kursus gav mig faktisk ikke en stor mængde viden om humaniora og forandrede heller ikke mit liv eller verdenssyn radikalt. Det blev ganske enkelt en anledning til at komme tættere på mig selv, og ved at slappe lidt mere af fik jeg et mindre kedeligt og mere fornøjeligt syn på livet — det er den største gave, jeg fik ud af denne forelæsning.Hvis der er nogen som mig, der ikke har nogen drømme og driver omkring, mens de lever et meningsløst liv ved at følge andre, er dette en forelæsning, jeg gerne vil tage sammen med dem.
▼▼▼Vil du se flere projekter?▼▼▼
▼▼▼I tvivl om, hvilket sabbatår der passer bedst til dig?▼▼▼
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
