Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Smiler mere; er blevet mere afslappet #Selvtillid til at rejse på egen hånd; erfaring med at bo i et fællesskab #Stolthed over at have tilpasset sig et nyt miljø; værdien af »fællesskabet før mig selv«
Jeg besluttede mig for at tage på en rejse på egen hånd. Det vigtigste mål med mit sabbatår var først og fremmest at genfinde min indre ro. Derudover ville jeg gennem mange samtaler med mig selv komme et skridt nærmere ærlighed og nyde rejsens glæder fuldt ud.
-Et praktikophold i et græsk landsbyfællesskab fyldt med afslapning og glæde / Shin Hyun-hee, deltager på sabbatår / 6 ugers sabbatår |
I øjeblikket er Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud af skolen; 346.000 personer i tyverne går bare rundt uden at foretage sig noget, fordi de ikke har nogen drømme; og andelen, der forlader deres job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med livet på campus, og over 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.
Mange siger til dem, at de skal drømme, men uden konkrete metoder eller støtte til at løse dette problem,har vi som mål også at introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår (Gapyear)''henviser til at tage sig tid til enten at kombinere studier og arbejde eller sætte dem på pause midlertidigt og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og iværksætteri,bruge tiden på at lægge en retning for fremtiden; det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Det gik op for mig, at jeg havde brug for tid for mig selv
Jeg arbejdede i 15 år hos en IT-softwarevirksomhed og længtes efter ro i sindet på grund af hyppige forretningsrejser og projekter. For nylig indså jeg, hvor mine egne grænser på arbejdet gik, og opdagede, at jeg var bundet af arbejdet og klamrede mig til det uden tid til at reflektere over mig selv. Det seneste år blev jeg ved med at stille mig selv spørgsmål og vandrede formålsløst omkring på jagt efter vage løsninger...Efter alle de spørgsmål følte jeg, at jeg først og fremmest havde brug for tid, der kun var min egen.
Det første skridt var at sige mit job op. Og jeg besluttede mig for at tage på en rejse på egen hånd. Hvis der var et mål med sabbatåret,var det først og fremmest at genfinde min indre ro. Derudover ville jeg gennem mange samtaler med mig selv,komme et skridt nærmere ærlighed og nyde rejsens glæder fuldt ud.
#At finde et sabbatår, der passede til mit temperament
Efter at have besluttet mig for at sige mit job op og mens jeg samlede rejsemateriale, fandt jeg Korea Gap Year på internettet og fik en individuel rådgivningssamtale.1.: selvevaluering; 2.: en rejseretning tilpasset mit temperamenti to trin,deltog jeg i dette program efter rådgivningssamtalerne.
Jeg havde ikke meget tid for mig selv, fordi jeg både skulle forberede afrejsen og overdrage mine arbejdsopgaver i forbindelse med min opsigelse.
Jeg forberedte mig ud fra rejseudstyret og tjeklisten, som Korea Gap Year havde sendt på forhånd.
Gennem dette program lærte jeg ikke kun at rejse på egen hånd med selvtillid, men fandt også en indre ro.
#En typisk dag i Grækenland
Jeg arbejdede som praktikant med ansvar for fællesskabet og boede der som medhjælper i en selvforsynende hverdag med forskellige opgaver (madlavning, havearbejde, rengøring). Hver uge fik jeg tildelt opgaver inden for de forskellige områder, som jeg udførte.
En typisk dag så sådan ud: yoga → morgenmaden blev gjort klar→personalemøde→tilberedning af frokost / andre opgaver→tid på stranden→tilberedning af aftensmad / andre opgaver→fællesskab / tid til afslapning→SengetidDet var det hele.
#Jeg fandt ud af, at jeg var ved at tilpasse mig et nyt miljø
Før jeg deltog i dette program, var jeg på et to måneders sprogkursus i Filippinerne. Alligevel var jeg i begyndelsenDa jeg kom hertil, blev jeg virkelig overrasket over de forskellige engelske accenter fra hvert land.I omkring en uge følte jeg mig virkelig som Alice i Eventyrland.Jeg blev meget forvirret over det pludselige miljøskifte, men forsøgte at tilpasse mig med en positiv indstilling.
Gennem den selvforsynende ordning med arbejdsdeling kunne jeg mærke, at jeg hørte til, og gennem sessionerne med afslapning og fællesskab fik jeg nye oplevelser. Fællesskabsaktiviteterne var ikke begrænset til samtaler, men omfattede også spil, dans og sang. Især på stranden kunne man virkelig mærke, hvordan man slappede af, når man svømmede, lyttede til musik, solede sig eller læste en bog. Gennem dette projektopdagede jeg, at jeg kunne tilpasse mig et nyt miljø, blev stolt og kom til at sætte pris på hverdagens dyrebarhed.
#At mærke et fællesskab bygget på ''vi'' og ''hinanden'' frem for ''mig''
Takket være en mentor, der støttede mig følelsesmæssigt og praktisk som en mor, selvom jeg ikke kunne tale engelsk,kunne jeg klare det. Der var mange muligheder for at tale sammen i temabaserede fællesskabsaktiviteter. Det føltes belastende på det tidspunkt, men jeg kunne mærke, at jeg kom tættere på de andre deltagere.Engang, da vi talte om »det mest dyrebare«, fortalte jeg om min familiehistorie og min mor. De blev endda rørt til tårer og trøstede mig.
På stranden lærte nogen mig at svømme, da jeg ikke kunne, og der var en, der tog ud at spise med mig, da jeg havde lyst til kød.Selvom vi ikke havde så mange dybe samtaler, kunne jeg mærke et fællesskab af »vi« og »hinanden« snarere end »mig«.Det var også en dyrebar tid, hvor jeg for første gang boede sammen med mennesker fra forskellige lande (USA, Storbritannien, Spanien, Italien, Danmark ...). Desuden bragte hyppig fysisk kontakt som kram eller kindkys, når man hilste på hinanden, folk tættere sammen og føltes som begyndelsen på en samtale. Jeg kunne også rigtig godt lide den naturlige fysiske hengivenhed.
#At møde dejlige og vidunderlige mennesker
Først var der Vikton fra Danmark, min mentor. En, der altid var en pålidelig støtte.Susan fra Storbritannien var dejlig og arbejdede virkelig hårdt med havearbejdet.Vikton og Susan var nogle gange mine værelseskammerater, og på fridage nød vi at tage på vandreture sammen. De tog sig altid af mig.
Dernæst var der deltagerne Renata og Pet. De delte glæderne ved havearbejde, vandreture og måltider med mig som venner og nærmest som forældre. Der var også italieneren Mirko og englænderen Claire, et par – det smukkeste og mest beundringsværdige par, jeg nogensinde har set. De to vidste, hvordan man helhjertet kunne nyde både heling og fællesskab, og især lærte Claire mig at svømme, selvom jeg er bange for vand. Gennem programmet fik jeg mulighed for at møde andre dejlige og vidunderlige venner.
#Jeg smiler mere nu
Kort sagt begyndte jeg at smile mere.Mit smil blev til en afslappet tryghed, der fik mig til at tage initiativ til kontakt med andre.Det opdagede jeg om mig selv.Efter jeg havde afsluttet programmet og senere rejste på egen hånd, blev det drivkraften, der gjorde det muligt for mig at omgås fremmede på ukendte steder på en tryg og fornøjelig måde. Jo mere barsk nogen så ud, desto varmere reagerede de, når jeg talte med et smil, og jeg følte mig endnu mere velkommen.
#Min personlige rejserute, som jeg opdagede i mit sabbatår
Volos har mange meget rene strande. Damohari-stranden, hvor filmen Mamma Mia blev optaget. Cirka 10 minutters kørsel fra Kalikarlos-instituttet ligger Papanero-stranden og en anden strand på hver side. Rene og fredelige strande kan være det perfekte sted at slappe af.
Efter dette program rejste jeg på egen hånd i fem måneder.
De græske øer (Kreta, Santorini, Mykonos)→Tyrkiet (Selçuk, Fethiye, Kappadokien, Pamukkale, Istanbul)→Italien (Rom, Firenze, Assisi)→Frankrig (Nice)→Monaco→Spanien (Barcelona, Madrid, Sevilla, San Sebastián)→Frankrig (Paris)→Storbritannien (London)→Irland (Dublin)→USA (Los Angeles, San Diego, Monument Valley, Grand Canyon, Las Vegas, Death Valley, Yosemite, San Francisco)→Mexico (Mexico City, Guadalajara, San Cristóbal, Cancún)→Cuba (Havana, Varadero, Santa Clara, Trinidad, Cienfuegos, Viñales – Havana)→Peru (Lima, Ica, Cajamarca, Chachapoyas, Cusco, Machu Picchu)→Bolivia (Titicacasøen, La Paz, Uyuni)→Argentina (Salta, Buenos Aires, Iguazú)→Brasilien (Rio de Janeiro)
Hver destination var ny for mig, hvilket gjorde den endnu mere dyrebar, og det var et glædesfyldt eventyr i højt tempo.Fra den bedste vandretur på Santorini til landsbyen Oia; spændende paragliding i Fethiye; Firenze, der bugnede af smuk arkitektur og gademusikanter; Barcelona, hvor jeg blev fuldstændig betaget af arkitekten Gaudí og flamenco; en tapasrundtur i det gastronomiske paradis San Sebastián; Paris som et maleri; i London oplevede jeg mit livs mest luksuriøse jazzforestilling og mødte vidunderlige venner; Grand Canyon, som jeg knap nok kunne tro på, selv da jeg så den med egne øjne; en vild festtur i det mest glitrende Las Vegas; Guadalajara, der hver aften flød over med tequila og mariachi; Malecón, som jeg kunne stirre på i timevis uden at kede mig, og Havana, hvor salsaen lyder fra morgenstunden; Varadero, hvor jeg nød Caribien fuldt ud; Cajamarca i højlandet – jeg havde det ikke så godt, men så en utrolig klar himmel; Machu Picchu, hvor inkacivilisationen fik mig til at føle mig ydmyg; Buenos Aires med tango, vin og en særlig reserveret charme; og Rio de Janeiro, mit livs mest blændende by, hvor hele byen var fyldt med sambafestivalens feber.
I Europa rejste jeg hovedsageligt alene og mødte lokale eller folk gennem lokale ture. I USA deltog jeg i en pakkerejse i det vestlige USA og rejste sammen med omkring 12 yngre venner fra forskellige lande. På Cuba, som jeg tog til på en indskydelse, mødte jeg et singaporeansk par, Laifen og Chen, og rejste med dem i en blanding af fællesskab og selvstændige rejser.
Fra Peru til Brasilien mødte jeg koreanske venner på min egen alder, Myeong-hee og Seon-mi, og vi snakkede og grinede i det uendelige og delte indimellem rejsens strabadser. Jeg var heldig at opleve både solorejser og rejser med rejsefæller på denne tur. Jeg er stolt af mig selv og giver mig selv et lille klap på skulderen for at have kunnet rejse sikkert og med glæde helt til slut.
Mit sabbatår var...
Oplevelse★★★★★
Det var en fantastisk oplevelse at møde mennesker fra hele Europa og opleve mangfoldige fællesskaber.
Læring★★★★☆
Gennem fællesskaber lærte jeg at finde ro og så skønheden i at gå foran med et godt eksempel.
Miljø★★★★☆
Ulemperne ved at bo sammen i et fællesskab gjorde mig mere flittig.
Sikkerhed★★★★☆
Alle aspekter af livet var åbne, så det føltes tryggere.
Fritid★★★☆☆
I fritiden tog vi til stranden eller vandrede. Fordi livet var centreret omkring fællesskabet, var der mindre fritid, end jeg havde forventet.
Jeg besluttede mig for at tage på en rejse på egen hånd. Det vigtigste mål med mit sabbatår var først og fremmest at genfinde min indre ro. Derudover ville jeg gennem mange samtaler med mig selv komme et skridt nærmere ærlighed og nyde rejsens glæder fuldt ud.
-Et praktikophold i et græsk landsbyfællesskab fyldt med afslapning og glæde / Shin Hyun-hee, deltager på sabbatår / 6 ugers sabbatår |
I øjeblikket er Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud af skolen; 346.000 personer i tyverne går bare rundt uden at foretage sig noget, fordi de ikke har nogen drømme; og andelen, der forlader deres job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med livet på campus, og over 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.
Mange siger til dem, at de skal drømme, men uden konkrete metoder eller støtte til at løse dette problem,har vi som mål også at introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår (Gapyear)''henviser til at tage sig tid til enten at kombinere studier og arbejde eller sætte dem på pause midlertidigt og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og iværksætteri,bruge tiden på at lægge en retning for fremtiden; det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Det gik op for mig, at jeg havde brug for tid for mig selv
Jeg arbejdede i 15 år hos en IT-softwarevirksomhed og længtes efter ro i sindet på grund af hyppige forretningsrejser og projekter. For nylig indså jeg, hvor mine egne grænser på arbejdet gik, og opdagede, at jeg var bundet af arbejdet og klamrede mig til det uden tid til at reflektere over mig selv. Det seneste år blev jeg ved med at stille mig selv spørgsmål og vandrede formålsløst omkring på jagt efter vage løsninger...Efter alle de spørgsmål følte jeg, at jeg først og fremmest havde brug for tid, der kun var min egen.
Det første skridt var at sige mit job op. Og jeg besluttede mig for at tage på en rejse på egen hånd. Hvis der var et mål med sabbatåret,var det først og fremmest at genfinde min indre ro. Derudover ville jeg gennem mange samtaler med mig selv,komme et skridt nærmere ærlighed og nyde rejsens glæder fuldt ud.
#At finde et sabbatår, der passede til mit temperament
Efter at have besluttet mig for at sige mit job op og mens jeg samlede rejsemateriale, fandt jeg Korea Gap Year på internettet og fik en individuel rådgivningssamtale.1.: selvevaluering; 2.: en rejseretning tilpasset mit temperamenti to trin,deltog jeg i dette program efter rådgivningssamtalerne.
Jeg havde ikke meget tid for mig selv, fordi jeg både skulle forberede afrejsen og overdrage mine arbejdsopgaver i forbindelse med min opsigelse.
Jeg forberedte mig ud fra rejseudstyret og tjeklisten, som Korea Gap Year havde sendt på forhånd.
Gennem dette program lærte jeg ikke kun at rejse på egen hånd med selvtillid, men fandt også en indre ro.
#En typisk dag i Grækenland
Jeg arbejdede som praktikant med ansvar for fællesskabet og boede der som medhjælper i en selvforsynende hverdag med forskellige opgaver (madlavning, havearbejde, rengøring). Hver uge fik jeg tildelt opgaver inden for de forskellige områder, som jeg udførte.
En typisk dag så sådan ud: yoga → morgenmaden blev gjort klar→personalemøde→tilberedning af frokost / andre opgaver→tid på stranden→tilberedning af aftensmad / andre opgaver→fællesskab / tid til afslapning→SengetidDet var det hele.
#Jeg fandt ud af, at jeg var ved at tilpasse mig et nyt miljø
Før jeg deltog i dette program, var jeg på et to måneders sprogkursus i Filippinerne. Alligevel var jeg i begyndelsenDa jeg kom hertil, blev jeg virkelig overrasket over de forskellige engelske accenter fra hvert land.I omkring en uge følte jeg mig virkelig som Alice i Eventyrland.Jeg blev meget forvirret over det pludselige miljøskifte, men forsøgte at tilpasse mig med en positiv indstilling.
Gennem den selvforsynende ordning med arbejdsdeling kunne jeg mærke, at jeg hørte til, og gennem sessionerne med afslapning og fællesskab fik jeg nye oplevelser. Fællesskabsaktiviteterne var ikke begrænset til samtaler, men omfattede også spil, dans og sang. Især på stranden kunne man virkelig mærke, hvordan man slappede af, når man svømmede, lyttede til musik, solede sig eller læste en bog. Gennem dette projektopdagede jeg, at jeg kunne tilpasse mig et nyt miljø, blev stolt og kom til at sætte pris på hverdagens dyrebarhed.
#At mærke et fællesskab bygget på ''vi'' og ''hinanden'' frem for ''mig''
Takket være en mentor, der støttede mig følelsesmæssigt og praktisk som en mor, selvom jeg ikke kunne tale engelsk,kunne jeg klare det. Der var mange muligheder for at tale sammen i temabaserede fællesskabsaktiviteter. Det føltes belastende på det tidspunkt, men jeg kunne mærke, at jeg kom tættere på de andre deltagere.Engang, da vi talte om »det mest dyrebare«, fortalte jeg om min familiehistorie og min mor. De blev endda rørt til tårer og trøstede mig.
På stranden lærte nogen mig at svømme, da jeg ikke kunne, og der var en, der tog ud at spise med mig, da jeg havde lyst til kød.Selvom vi ikke havde så mange dybe samtaler, kunne jeg mærke et fællesskab af »vi« og »hinanden« snarere end »mig«.Det var også en dyrebar tid, hvor jeg for første gang boede sammen med mennesker fra forskellige lande (USA, Storbritannien, Spanien, Italien, Danmark ...). Desuden bragte hyppig fysisk kontakt som kram eller kindkys, når man hilste på hinanden, folk tættere sammen og føltes som begyndelsen på en samtale. Jeg kunne også rigtig godt lide den naturlige fysiske hengivenhed.
#At møde dejlige og vidunderlige mennesker
Først var der Vikton fra Danmark, min mentor. En, der altid var en pålidelig støtte.Susan fra Storbritannien var dejlig og arbejdede virkelig hårdt med havearbejdet.Vikton og Susan var nogle gange mine værelseskammerater, og på fridage nød vi at tage på vandreture sammen. De tog sig altid af mig.
Dernæst var der deltagerne Renata og Pet. De delte glæderne ved havearbejde, vandreture og måltider med mig som venner og nærmest som forældre. Der var også italieneren Mirko og englænderen Claire, et par – det smukkeste og mest beundringsværdige par, jeg nogensinde har set. De to vidste, hvordan man helhjertet kunne nyde både heling og fællesskab, og især lærte Claire mig at svømme, selvom jeg er bange for vand. Gennem programmet fik jeg mulighed for at møde andre dejlige og vidunderlige venner.
#Jeg smiler mere nu
Kort sagt begyndte jeg at smile mere.Mit smil blev til en afslappet tryghed, der fik mig til at tage initiativ til kontakt med andre.Det opdagede jeg om mig selv.Efter jeg havde afsluttet programmet og senere rejste på egen hånd, blev det drivkraften, der gjorde det muligt for mig at omgås fremmede på ukendte steder på en tryg og fornøjelig måde. Jo mere barsk nogen så ud, desto varmere reagerede de, når jeg talte med et smil, og jeg følte mig endnu mere velkommen.
#Min personlige rejserute, som jeg opdagede i mit sabbatår
Volos har mange meget rene strande. Damohari-stranden, hvor filmen Mamma Mia blev optaget. Cirka 10 minutters kørsel fra Kalikarlos-instituttet ligger Papanero-stranden og en anden strand på hver side. Rene og fredelige strande kan være det perfekte sted at slappe af.
Efter dette program rejste jeg på egen hånd i fem måneder.
De græske øer (Kreta, Santorini, Mykonos)→Tyrkiet (Selçuk, Fethiye, Kappadokien, Pamukkale, Istanbul)→Italien (Rom, Firenze, Assisi)→Frankrig (Nice)→Monaco→Spanien (Barcelona, Madrid, Sevilla, San Sebastián)→Frankrig (Paris)→Storbritannien (London)→Irland (Dublin)→USA (Los Angeles, San Diego, Monument Valley, Grand Canyon, Las Vegas, Death Valley, Yosemite, San Francisco)→Mexico (Mexico City, Guadalajara, San Cristóbal, Cancún)→Cuba (Havana, Varadero, Santa Clara, Trinidad, Cienfuegos, Viñales – Havana)→Peru (Lima, Ica, Cajamarca, Chachapoyas, Cusco, Machu Picchu)→Bolivia (Titicacasøen, La Paz, Uyuni)→Argentina (Salta, Buenos Aires, Iguazú)→Brasilien (Rio de Janeiro)
Hver destination var ny for mig, hvilket gjorde den endnu mere dyrebar, og det var et glædesfyldt eventyr i højt tempo.Fra den bedste vandretur på Santorini til landsbyen Oia; spændende paragliding i Fethiye; Firenze, der bugnede af smuk arkitektur og gademusikanter; Barcelona, hvor jeg blev fuldstændig betaget af arkitekten Gaudí og flamenco; en tapasrundtur i det gastronomiske paradis San Sebastián; Paris som et maleri; i London oplevede jeg mit livs mest luksuriøse jazzforestilling og mødte vidunderlige venner; Grand Canyon, som jeg knap nok kunne tro på, selv da jeg så den med egne øjne; en vild festtur i det mest glitrende Las Vegas; Guadalajara, der hver aften flød over med tequila og mariachi; Malecón, som jeg kunne stirre på i timevis uden at kede mig, og Havana, hvor salsaen lyder fra morgenstunden; Varadero, hvor jeg nød Caribien fuldt ud; Cajamarca i højlandet – jeg havde det ikke så godt, men så en utrolig klar himmel; Machu Picchu, hvor inkacivilisationen fik mig til at føle mig ydmyg; Buenos Aires med tango, vin og en særlig reserveret charme; og Rio de Janeiro, mit livs mest blændende by, hvor hele byen var fyldt med sambafestivalens feber.
I Europa rejste jeg hovedsageligt alene og mødte lokale eller folk gennem lokale ture. I USA deltog jeg i en pakkerejse i det vestlige USA og rejste sammen med omkring 12 yngre venner fra forskellige lande. På Cuba, som jeg tog til på en indskydelse, mødte jeg et singaporeansk par, Laifen og Chen, og rejste med dem i en blanding af fællesskab og selvstændige rejser.
Fra Peru til Brasilien mødte jeg koreanske venner på min egen alder, Myeong-hee og Seon-mi, og vi snakkede og grinede i det uendelige og delte indimellem rejsens strabadser. Jeg var heldig at opleve både solorejser og rejser med rejsefæller på denne tur. Jeg er stolt af mig selv og giver mig selv et lille klap på skulderen for at have kunnet rejse sikkert og med glæde helt til slut.
Mit sabbatår var...
Oplevelse★★★★★
Det var en fantastisk oplevelse at møde mennesker fra hele Europa og opleve mangfoldige fællesskaber.
Læring★★★★☆
Gennem fællesskaber lærte jeg at finde ro og så skønheden i at gå foran med et godt eksempel.
Miljø★★★★☆
Ulemperne ved at bo sammen i et fællesskab gjorde mig mere flittig.
Sikkerhed★★★★☆
Alle aspekter af livet var åbne, så det føltes tryggere.
Fritid★★★☆☆
I fritiden tog vi til stranden eller vandrede. Fordi livet var centreret omkring fællesskabet, var der mindre fritid, end jeg havde forventet.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
