Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Forandring i den følelsesmæssige tilstand; bekymringen for fremtiden lettede #Et tæt bånd til børnene; udveksling med studerende fra lokale universiteter #Børnenes uskyld og rørende øjeblikke; vietnamesiske unges engagement
Jeg husker børnene, som allerede ved vores allerførste møde kom varmt hen til mig, mens de sagde mit navn, selvom jeg var en fremmed, de aldrig havde set før. Det var ingen andre end børnene, der udtalte mit navn mest præcist.
- Frivilligt arbejde for børn med handicap i Vietnam, der bliver til håb for sårede børn / Jang Ji-eun, deltager på sabbatår / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket er Sydkorea et land, hvor
60.000 elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne hvert år dropper ud, 346.000 mennesker i 20'erne går rundt uden mål og drømme, og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende ikke er tilfredse med studielivet, og over 80 % af kontoransatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse problemet, hvor der mangler konkrete metoder og støtte, vil vi introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Sabbatår«er en periode, hvor man holder en pause eller kombinerer studier og arbejde, og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller iværksætterikan man finde retning for fremtiden. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre lande.
Tid til at forberede fremtiden efter at have sagt jobbet op: sabbatår
Hej. Jeg hedder Jang Ji-eun. I slutningen af november sidste år sagde jeg mit job op efter at have arbejdet i virksomheden i over ti år. Jeg ville give mig selv en pause efter at have arbejdet hårdt og få tid til at forberede mig på fremtiden, så jeg tog et sabbatår.
Det, jeg ønskede at ændre, var min sindstilstand: bekymringer om fremtiden, et liv uden fritid, utålmodigheden over at føle, at jeg skulle få mest muligt ud af hver dag, og en tørst, der aldrig blev stillet...Jeg ville give mig selv, efter over ti års hårdt arbejde, den gave det er at hvile og få tid til at finde ud af, hvad jeg gerne vil gøre fremover, og forberede mig på det.
Efter at have gennemført et tre måneders sabbatårsprogram i Hanoi i Vietnam deltager jeg nu i endnu et sabbatårsprogram i Phnom Penh i Cambodja.
Jeg havde aldrig været i Vietnam før, og projektet så ud til at kunne hjælpe børnene. Samtidig tænkte jeg, at min tidligere erfaring med børnepasning kunne være nyttig, så jeg valgte det uden de store betænkeligheder.
Hvad angår det at bo i udlandet, havde jeg også erfaring med at bo i Frankrig i et år og fire måneder under universitetstiden, og siden havde jeg rejst alene på flere kortere ture, så jeg var ikke bekymret. Til gengæld følte jeg mig presset af, at jeg på grund af planlægningen skulle afslutte arbejdet i den virksomhed, jeg var ansat i.
#Forberedelser inden afrejse
Jeg besluttede mig for at tage så lidt bagage med som muligt, så jeg skar ned til et minimum og pakkede tøj, jeg kunne undvære. Fordi jeg gerne ville rejse meget, købte jeg en guidebog fra Lonely Planet og læste i den gennem hele forberedelsesperioden.Jeg kiggede på materialer til kunstterapi, som kunne hjælpe børnene, og læste også bøger om undervisning i koreansk, hvis de skulle bede om koreanskundervisning.
Jeg købte ordkort, men de var for tunge, så jeg endte med ikke at tage dem med. (Til gengæld kunne jeg klare det selv med tegninger, fordi jeg havde lært POP-bogstaver.) AJeg ville gerne have souvenirs med, der var typiske for mit land, så jeg købte klistermærker med hanbok, et blyantsæt, Pororo-klistermærker osv. og også et sæt gonggi (et traditionelt koreansk børnespil). Jeg øvede mit engelsk ved at se britiske og amerikanske tv-serier, men det hjalp ikke ret meget. Jeg blev ved med at læse beretninger om sabbatår for at finde ro.
#Dagene i Vietnam
Første projekt | Andet projekt |
06.30 Vågne og gøre sig klar 07.30 På vej til arbejde, med to busomskiftninger 08.30 Ankomst til centret. Undervisningen om formiddagen begynder 10.30 Frokost og pause 14.00 Undervisningen om eftermiddagen begynder 16.00 Undervisningen om eftermiddagen slutter. Arbejdsdagen er slut. 17.00 Ankomst til overnatningsstedet. Hvile. 18.00 Aftensmad. Fritid. 23.00 Sengetid. | 07.30 Vågne og gøre sig klar. 08.45 Tage bussen til arbejde. 09.30 Ankomst til hospitalsskolen. Undervisningen om formiddagen begynder. 11.00 Arbejdet om formiddagen slutter. Tilbage til overnatningsstedet. 12.00 Frokost på overnatningsstedet og hvile. 13.00 Afgang til undervisningen om eftermiddagen. 14.00 Undervisningen om eftermiddagen begynder. 16.00 Undervisningen om eftermiddagen slutter. 17.00 Hjem. Hvile og derefter aftensmad. Resten af dagen forløber som ved det første projekt. |
I det første projekt var jeg hjælpelærer på et hold, hvor børnene lærte madlavning og praktiske færdigheder.Hvis børnene havde lyst, underviste jeg dem i engelsk eller matematik, og jeg hjalp læreren med at lave undervisningsmaterialer, fremstille hjælpemidler og udsmykke klasseværelset. Programmet var som regel opdelt i formiddags- og eftermiddagstimer. Om formiddagen var der madlavning, hvor børnene selv lavede lokal mad, delte den og ryddede op bagefter. Der var som regel opgaver med madlavning og oprydning, så de børn, der ikke lavede mad, tegnede eller studerede engelsk og lignende.
I eftermiddagstimerne arbejdede børnene selv med opgaver, der passede til deres individuelle intellektuelle niveau. Læreren havde lagt undervisningsplanen, så børnene fandt materialerne frem, åbnede deres hæfter og gjorde sig klar på egen hånd. Jeg sad ved siden af hvert barn – nogle øvede stavning, andre tal eller ville lære engelsk – viste dem, hvad de skulle gøre, og øvede sammen med dem.
Af og til lavede jeg lærebøger eller undervisningsmaterialer, som læreren bad om. I januar kom fem lokale universitetsstuderende i socialt arbejde i praktik. Tre af dem var hjælpelærere, mens de to andre og jeg udsmykkede klasseværelset, lavede navneskilte til børnene og hjalp med andre forskønnelsesopgaver. Jeg nød tiden sammen med børnene og de lokale studerende. Takket være de studerende fik jeg også stor hjælp til at lære det lokale sprog.
Det første projekt måtte holde pause i omkring en måned på grund af organisationens forhold, så jeg ledte efter et andet sted at arbejde. Derfor blev jeg inviteret til at deltage i et nystartet projekt i organisationen, og jeg gik i gang med det.
Det andet projekt varJeg arbejdede på en hospitalskole, der drives af socialafdelingen på National Children’s Hospital.Den hedder »Hope Class«.
Hver dag planlagde vi på forhånd undervisningsindhold med aktiviteter, som børnene kunne lave og lege med, og forberedte og gennemførte det derefter. Klassens program blev udarbejdet på et møde hver tirsdag eftermiddag, hvor de lokale medarbejdere og frivillige gennemgik indholdet og lavede programmet sammen. Jeg deltog også og kom med forslag. Ofte stod der kun et emne på programmet, så vi måtte selv undersøge metoder og materialer. Da jeg havde ansvaret for at lede aktiviteterne som underviser, var mine erfaringer fra det første projekt til stor hjælp.
På hospitalskolen var aktiviteterne rettet mod langtidssindlagte patienter og børn, der let kunne bevæge sig rundt. Selv på den korte tid nåede børnene at genkende mig, hilse på mig først og følge godt med, og det gjorde mig glad.
I begge projekter deltog lokale støtter – frivillige tilknyttet organisationen, for det meste studerende fra lokale universiteter – i undervisningen og hjalp mig. Jeg kunne ikke tale det lokale sprog, og eleverne i klassen kunne ikke tale engelsk, så de frivillige var uundværlige som mellemled. Jeg fik også stor hjælp ved at tale engelsk med dem.
Rørende øjeblikke i Vietnam
Jeg husker børnene, der allerede ved vores første møde kom varmt hen til mig og fortalte mig deres navne, selvom jeg var en fremmed, de aldrig havde mødt før. De, der udtalte mit navn mest præcist, var ingen andre end vores børn.Selv læreren kaldte mig »Yuneui« (de udtalte »Eun« sådan), men kun børnene udtalte mit navn korrekt som »Ji-eun«.
Selv børn, der slet ikke kunne tale, var meget søde ved mig – de krammede mig, når jeg kom, eller tog mig i hånden og bad mig sætte mig ved siden af dem. Da dagen, hvor jeg skulle rejse, nærmede sig, sagde de, at de var kede af det, og bad mig om ikke at glemme dem. Det rørte mig dybt.Hvert øjeblik, jeg tilbragte sammen med børnene, var rørende.
Også under det andet projekt så et barn, der havde deltaget i vores undervisning to gange, mig og vinkede først, da jeg gik ind på afdelingen for at hente børnene. Et andet barn fik øje på mig på gangen, kom hen til mig først og tog mig i hånden. Jeg var så, så taknemmelig over, at børnene selv kom hen til mig.Selvom vi ikke kunne forstå hinandens ord, var jeg glad for at tilbringe tid sammen med børnene.
Det var også et uforglemmeligt minde at møde de lokale universitetsstuderende og andre unge.
Blandt de lokale støtter var der en ven ved navn LinH, som ikke kun var sød ved de udenlandske frivillige, men også passede sine frivilligopgaver godt. Derfor var hun populær blandt børnene i organisationen. Nogle støtter kommer, som om deres mål er at »få udenlandske venner«, og snakker bare under hele undervisningen, inden de går igen. Men denne ven var frivillig og hjalp os, så læreren havde et godt indtryk af hende.
Ud over undervisningen hjalp de mig meget – for eksempel ved at køre mig til mit logi, når jeg havde problemer med bussen, eller ved at skynde sig hen til mig, når jeg stod af det forkerte sted og ringede. En fantastisk ung person, der altid bekymrer sig om sit lands udvikling og siger, at han håber, udenlandske frivillige kun tager gode minder med sig fra landet. Takket være de lokale støtter kunne vi gennemføre projektet uden de store vanskeligheder.
Samtalerne med disse venner fik mig til at spekulere på, om folk i mit land nogensinde har bekymret sig så meget for deres land og tænkt så grundigt over det.Takket være disse engagerede unge mennesker, der reflekterer, studerer og arbejder hårdt, følte jeg, at Vietnams fremtid er lys.
Dette sabbatår gav mig mulighed for at skabe så gode internationale forbindelser og gennem frivilligt arbejde i områder, hvor der var behov for hjælp, mærke både smerten og håbet gennem de unge mennesker.Det var en tid, jeg ikke ville have oplevet, hvis ikke det havde været for sabbatåret. CAM ON!! (Kham on!! — vietnamesisk for »tak«~!)
#Mennesker, der var sammen med mig i sabbatåret
Lærerne og eleverne på den første institution, de lokale støtter og vietnamesiske universitetsstuderende, som øvede sammen med mig. Lan, den første vietnameser, jeg mødte på min første rejse. Mange andre bekendtskaber fra forskellige rejsemål, blandt andre min thailandske ven Sin. De unge fra den koreanske kirke. Vennerne på vores logi, som tog sabbatåret sammen, og personalet dér.
Min vietnamesiske ven Lan, som jeg mødte på min første rejse. Hun studerede koreansk i fem år og tog senere til Thailand som statsstipendiat, så hun er en dygtig ven, der taler både koreansk og thai flydende. Vi endte tilfældigvis ved siden af hinanden på det første rejsemål og blev gode venner. Hun inviterede mig hjem til en julefest, hvor jeg fik lov til at mærke varmen i en vietnamesisk familie. Vi sagde farvel den dag, jeg rejste, og lovede at mødes igen næste gang i Korea – jeg vil helt sikkert gerne se hende igen.
Når vi nu taler om de unge på vores logi,fik jeg mulighed for at møde venner fra forskellige lande.Melissa, den hollandske ven, der sagde, at hun kunne lide koreansk barbecue, og som tog alle med på en koreansk restaurant den sidste dag, inden vi rejste. Martin, den slovakiske ven, der fortalte, at han havde arbejdet på en Kia-fabrik i sin by og havde et godt indtryk af koreanske virksomheder. Ida, den danske ven, der var som en storesøster på vores logi og var et forbillede i alt.
Mighty, der hørte, at jeg havde lært fransk, og fra den første dag, vi mødtes, insisterede på at tale fransk med mig og blev min fransklærer; Melody, en anden meget sød fransklærer; Maggie, en sær fransk pige, der helt alvorligt spurgte mig, hvorfor koreanere ikke burde mødes med nordkoreanere; og Sara, en fransk ven, der kendte koreanske druklege endnu bedre end jeg og lærte de andre dem.
Selvom vores engelske værelseskammerat Samantha kun boede der i tre uger, var hun altid sød, når nogen spurgte hende om noget, og hun fortalte så sjove vittigheder, at alle kunne lide hende, og så videre. Uanset om de var der kort eller længe, var alle kommet for at »gøre en indsats for andre«, så jeg husker dem som søde, venlige og fantastiske mennesker.
Jeg husker også min britiske ven Lucy, som var med mig på det sidste projekt. Efter gymnasiet og inden hun begyndte på universitetet tog hun et sabbatår og underviste i engelsk i Cambodja i fem uger. Efter at hun var flyttet til Vietnam, havde hun og jeg ansvaret for Hope Class. Hun fortalte, at hun havde haft fem deltidsjob for at spare op til sabbatåret. Da jeg spurgte, om hun stadig var ung og kunne få hjælp af sine forældre, svarede hun selvsikkert, at hun ikke længere var et barn og gerne ville klare forberedelserne selv.
Da jeg spurgte, om hun savnede sin familie, sagde hun, at det gik fint, fordi hun talte med dem på Skype hver dag, og at hun var glad nu. Der er altså europæiske venner, der tager et sabbatår efter gymnasiet, nogle, der kommer i praktik, inden de er færdige på universitetet, og andre, der kommer, inden de begynder på en videregående uddannelse.Jeg mødte venner fra mange lande verden over – Europa, USA, Australien, New Zealand og så videre – som virkelig nyder deres »sabbatår«.
Der var også folk, som rejste rundt i forskellige asiatiske lande og kom til institutionen for at sige, at de ville være frivillige i to uger. For dem var frivilligt arbejde ikke noget, de havde planlagt særskilt, men snarere noget, der naturligt passede ind i deres rejser. Blandt dem var to folkeskolelærere fra USA, en kandidatstuderende ved navn Angelina fra Italien og en kvinde i halvtredserne, Susan, fra Australien.Selve idéen om at være frivillig, mens man rejser, var forfriskende.
Selvom frivilligt arbejde er en særlig oplevelse for dem, fik deres syn på det – at det ikke er en særlig begivenhed, men noget, der er flettet ind i hverdagen – også mig til at ønske, at jeg kunne bruge min tid dér, hvor der er brug for hjælp, når jeg vender tilbage til Korea. På min næste rejse vil jeg også gerne tilbringe bare en dag eller to et sted, hvor der er brug for hjælp. Takket være dem har jeg også lyst til at prøve en rejse, der kombinerer rejseoplevelser og frivilligt arbejde.
#Mig før og efter sabbatåret
1.Verden er stor, der er så meget at lave, og der findes mange forskellige slags jobs.Derfor ville jeg, uanset om jeg var i Vietnam eller Cambodja, få lyst til at blive længere og arbejde, hvis der var et job.
2. Jeg ser yngre ud, end jeg er. Når folk hører min faktiske alder, bliver de overraskede og behandler mig, som om jeg var i tyverne. Takket være de søde venner er presset over min alder blevet meget mindre. Derfor,skal du ikke blive alt for nedslået over, at du nærmer dig de fyrre.
3.Man behøver ikke at have færdigheder på professionelt niveau.. Ligesom mine ganske almindelige tegninger blev rost og brugt på mange måder, skal du ikke tro, at du ikke kan gøre det – sig bare ja til alt, og prøv dig frem. Den sætning, jeg sagde mest her, var »Okay. Jeg prøver.«
4.Det er okay, hvis det ikke er den vej.Du kan vælge en anden vej. Der findes andre metoder, så hvis én måde ikke virker, kan du prøve nogle andre. Og giv det et forsøg.
5. Tilbage til begyndelsen: Verden er virkelig, virkelig stor.Jeg har stadig mange ting, jeg gerne vil gøre, og mange steder, jeg gerne vil besøge.Så jeg vil gerne være en, der kan dele det, jeg har lært.
#Mine personlige rejseruter, som jeg opdagede i sabbatåret
Hvis du får mulighed for at bo hos en lokal familie, mens du rejser i Sapa i det nordlige Vietnam, så gør det endelig.
Den dag, jeg tog af sted, var en af Sapás sjældne snevejrsdage. I kulden, med sne og regn hele dagen, gled vi og faldt på den fire timer lange vandretur og nåede knap nok frem til homestayet.
Der var næsten ingen elektricitet eller lys, og det var mørkt. Det traditionelle hus havde ventilationsåbninger under loftet, som lod kulden udefra trænge ind, men alle samledes i det varme køkken for at tørre vådt tøj og sneakers ved komfuret, sidde omkring et lille fyrfad og spise aftensmad samt være sammen. Der var ikke andet at lave, og det var for koldt uden for køkkenet, så både værtsfamilien og de rejsende samledes helt naturligt i køkkenet.
HoDen aften spillede vi kort, tegnede og legede andre lege, som Bong, værtsfamiliens treårige datter, fandt på. Vi var fire: min veninde Hyojeong, som var rejst med mig, mig selv og min australske ven Shamus. De to hunde var også sammen med os. Det var en uforglemmelig »fredfyldt stund«.Den stund, hvor vi, uden andet at tage os til, sad tæt sammen omkring et lille ildsted under lyspæren og legede med barnet.Det var så koldt, at vi ikke kunne vaske ansigt. Vi pakkede os ind i alt det tøj, vi havde, og sov under mere end tre tæpper, men vågnede uden at være blevet forkølede, og de vietnamesiske nudler, vi fik til morgenmad, smagte lækkert. Det var den eneste gang, jeg kom væk fra byens glamour, tv og sociale medier.
#Tips til kommende deltagere i sabbatårsprojektet.
Det er en fordel, hvis du kan lide at lege med børn, er åben over for lokal mad og kan smile, uanset hvilke strabadser busturen måtte byde på. Hvis du kan tegne lidt eller kan lide at lave håndarbejde, vil du være til stor hjælp.Uanset hvilken situation der opstår, så tag imod den med en positiv indstilling.. Du kan arbejde med glæde.
Jeg husker børnene, som allerede ved vores allerførste møde kom varmt hen til mig, mens de sagde mit navn, selvom jeg var en fremmed, de aldrig havde set før. Det var ingen andre end børnene, der udtalte mit navn mest præcist.
- Frivilligt arbejde for børn med handicap i Vietnam, der bliver til håb for sårede børn / Jang Ji-eun, deltager på sabbatår / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket er Sydkorea et land, hvor
60.000 elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne hvert år dropper ud, 346.000 mennesker i 20'erne går rundt uden mål og drømme, og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende ikke er tilfredse med studielivet, og over 80 % af kontoransatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse problemet, hvor der mangler konkrete metoder og støtte, vil vi introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Sabbatår«er en periode, hvor man holder en pause eller kombinerer studier og arbejde, og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller iværksætterikan man finde retning for fremtiden. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre lande.
Tid til at forberede fremtiden efter at have sagt jobbet op: sabbatår
Hej. Jeg hedder Jang Ji-eun. I slutningen af november sidste år sagde jeg mit job op efter at have arbejdet i virksomheden i over ti år. Jeg ville give mig selv en pause efter at have arbejdet hårdt og få tid til at forberede mig på fremtiden, så jeg tog et sabbatår.
Det, jeg ønskede at ændre, var min sindstilstand: bekymringer om fremtiden, et liv uden fritid, utålmodigheden over at føle, at jeg skulle få mest muligt ud af hver dag, og en tørst, der aldrig blev stillet...Jeg ville give mig selv, efter over ti års hårdt arbejde, den gave det er at hvile og få tid til at finde ud af, hvad jeg gerne vil gøre fremover, og forberede mig på det.
Efter at have gennemført et tre måneders sabbatårsprogram i Hanoi i Vietnam deltager jeg nu i endnu et sabbatårsprogram i Phnom Penh i Cambodja.
Jeg havde aldrig været i Vietnam før, og projektet så ud til at kunne hjælpe børnene. Samtidig tænkte jeg, at min tidligere erfaring med børnepasning kunne være nyttig, så jeg valgte det uden de store betænkeligheder.
Hvad angår det at bo i udlandet, havde jeg også erfaring med at bo i Frankrig i et år og fire måneder under universitetstiden, og siden havde jeg rejst alene på flere kortere ture, så jeg var ikke bekymret. Til gengæld følte jeg mig presset af, at jeg på grund af planlægningen skulle afslutte arbejdet i den virksomhed, jeg var ansat i.
#Forberedelser inden afrejse
Jeg besluttede mig for at tage så lidt bagage med som muligt, så jeg skar ned til et minimum og pakkede tøj, jeg kunne undvære. Fordi jeg gerne ville rejse meget, købte jeg en guidebog fra Lonely Planet og læste i den gennem hele forberedelsesperioden.Jeg kiggede på materialer til kunstterapi, som kunne hjælpe børnene, og læste også bøger om undervisning i koreansk, hvis de skulle bede om koreanskundervisning.
Jeg købte ordkort, men de var for tunge, så jeg endte med ikke at tage dem med. (Til gengæld kunne jeg klare det selv med tegninger, fordi jeg havde lært POP-bogstaver.) AJeg ville gerne have souvenirs med, der var typiske for mit land, så jeg købte klistermærker med hanbok, et blyantsæt, Pororo-klistermærker osv. og også et sæt gonggi (et traditionelt koreansk børnespil). Jeg øvede mit engelsk ved at se britiske og amerikanske tv-serier, men det hjalp ikke ret meget. Jeg blev ved med at læse beretninger om sabbatår for at finde ro.
#Dagene i Vietnam
Første projekt | Andet projekt |
06.30 Vågne og gøre sig klar 07.30 På vej til arbejde, med to busomskiftninger 08.30 Ankomst til centret. Undervisningen om formiddagen begynder 10.30 Frokost og pause 14.00 Undervisningen om eftermiddagen begynder 16.00 Undervisningen om eftermiddagen slutter. Arbejdsdagen er slut. 17.00 Ankomst til overnatningsstedet. Hvile. 18.00 Aftensmad. Fritid. 23.00 Sengetid. | 07.30 Vågne og gøre sig klar. 08.45 Tage bussen til arbejde. 09.30 Ankomst til hospitalsskolen. Undervisningen om formiddagen begynder. 11.00 Arbejdet om formiddagen slutter. Tilbage til overnatningsstedet. 12.00 Frokost på overnatningsstedet og hvile. 13.00 Afgang til undervisningen om eftermiddagen. 14.00 Undervisningen om eftermiddagen begynder. 16.00 Undervisningen om eftermiddagen slutter. 17.00 Hjem. Hvile og derefter aftensmad. Resten af dagen forløber som ved det første projekt. |
I det første projekt var jeg hjælpelærer på et hold, hvor børnene lærte madlavning og praktiske færdigheder.Hvis børnene havde lyst, underviste jeg dem i engelsk eller matematik, og jeg hjalp læreren med at lave undervisningsmaterialer, fremstille hjælpemidler og udsmykke klasseværelset. Programmet var som regel opdelt i formiddags- og eftermiddagstimer. Om formiddagen var der madlavning, hvor børnene selv lavede lokal mad, delte den og ryddede op bagefter. Der var som regel opgaver med madlavning og oprydning, så de børn, der ikke lavede mad, tegnede eller studerede engelsk og lignende.
I eftermiddagstimerne arbejdede børnene selv med opgaver, der passede til deres individuelle intellektuelle niveau. Læreren havde lagt undervisningsplanen, så børnene fandt materialerne frem, åbnede deres hæfter og gjorde sig klar på egen hånd. Jeg sad ved siden af hvert barn – nogle øvede stavning, andre tal eller ville lære engelsk – viste dem, hvad de skulle gøre, og øvede sammen med dem.
Af og til lavede jeg lærebøger eller undervisningsmaterialer, som læreren bad om. I januar kom fem lokale universitetsstuderende i socialt arbejde i praktik. Tre af dem var hjælpelærere, mens de to andre og jeg udsmykkede klasseværelset, lavede navneskilte til børnene og hjalp med andre forskønnelsesopgaver. Jeg nød tiden sammen med børnene og de lokale studerende. Takket være de studerende fik jeg også stor hjælp til at lære det lokale sprog.
Det første projekt måtte holde pause i omkring en måned på grund af organisationens forhold, så jeg ledte efter et andet sted at arbejde. Derfor blev jeg inviteret til at deltage i et nystartet projekt i organisationen, og jeg gik i gang med det.
Det andet projekt varJeg arbejdede på en hospitalskole, der drives af socialafdelingen på National Children’s Hospital.Den hedder »Hope Class«.
Hver dag planlagde vi på forhånd undervisningsindhold med aktiviteter, som børnene kunne lave og lege med, og forberedte og gennemførte det derefter. Klassens program blev udarbejdet på et møde hver tirsdag eftermiddag, hvor de lokale medarbejdere og frivillige gennemgik indholdet og lavede programmet sammen. Jeg deltog også og kom med forslag. Ofte stod der kun et emne på programmet, så vi måtte selv undersøge metoder og materialer. Da jeg havde ansvaret for at lede aktiviteterne som underviser, var mine erfaringer fra det første projekt til stor hjælp.
På hospitalskolen var aktiviteterne rettet mod langtidssindlagte patienter og børn, der let kunne bevæge sig rundt. Selv på den korte tid nåede børnene at genkende mig, hilse på mig først og følge godt med, og det gjorde mig glad.
I begge projekter deltog lokale støtter – frivillige tilknyttet organisationen, for det meste studerende fra lokale universiteter – i undervisningen og hjalp mig. Jeg kunne ikke tale det lokale sprog, og eleverne i klassen kunne ikke tale engelsk, så de frivillige var uundværlige som mellemled. Jeg fik også stor hjælp ved at tale engelsk med dem.
Rørende øjeblikke i Vietnam
Jeg husker børnene, der allerede ved vores første møde kom varmt hen til mig og fortalte mig deres navne, selvom jeg var en fremmed, de aldrig havde mødt før. De, der udtalte mit navn mest præcist, var ingen andre end vores børn.Selv læreren kaldte mig »Yuneui« (de udtalte »Eun« sådan), men kun børnene udtalte mit navn korrekt som »Ji-eun«.
Selv børn, der slet ikke kunne tale, var meget søde ved mig – de krammede mig, når jeg kom, eller tog mig i hånden og bad mig sætte mig ved siden af dem. Da dagen, hvor jeg skulle rejse, nærmede sig, sagde de, at de var kede af det, og bad mig om ikke at glemme dem. Det rørte mig dybt.Hvert øjeblik, jeg tilbragte sammen med børnene, var rørende.
Også under det andet projekt så et barn, der havde deltaget i vores undervisning to gange, mig og vinkede først, da jeg gik ind på afdelingen for at hente børnene. Et andet barn fik øje på mig på gangen, kom hen til mig først og tog mig i hånden. Jeg var så, så taknemmelig over, at børnene selv kom hen til mig.Selvom vi ikke kunne forstå hinandens ord, var jeg glad for at tilbringe tid sammen med børnene.
Det var også et uforglemmeligt minde at møde de lokale universitetsstuderende og andre unge.
Blandt de lokale støtter var der en ven ved navn LinH, som ikke kun var sød ved de udenlandske frivillige, men også passede sine frivilligopgaver godt. Derfor var hun populær blandt børnene i organisationen. Nogle støtter kommer, som om deres mål er at »få udenlandske venner«, og snakker bare under hele undervisningen, inden de går igen. Men denne ven var frivillig og hjalp os, så læreren havde et godt indtryk af hende.
Ud over undervisningen hjalp de mig meget – for eksempel ved at køre mig til mit logi, når jeg havde problemer med bussen, eller ved at skynde sig hen til mig, når jeg stod af det forkerte sted og ringede. En fantastisk ung person, der altid bekymrer sig om sit lands udvikling og siger, at han håber, udenlandske frivillige kun tager gode minder med sig fra landet. Takket være de lokale støtter kunne vi gennemføre projektet uden de store vanskeligheder.
Samtalerne med disse venner fik mig til at spekulere på, om folk i mit land nogensinde har bekymret sig så meget for deres land og tænkt så grundigt over det.Takket være disse engagerede unge mennesker, der reflekterer, studerer og arbejder hårdt, følte jeg, at Vietnams fremtid er lys.
Dette sabbatår gav mig mulighed for at skabe så gode internationale forbindelser og gennem frivilligt arbejde i områder, hvor der var behov for hjælp, mærke både smerten og håbet gennem de unge mennesker.Det var en tid, jeg ikke ville have oplevet, hvis ikke det havde været for sabbatåret. CAM ON!! (Kham on!! — vietnamesisk for »tak«~!)
#Mennesker, der var sammen med mig i sabbatåret
Lærerne og eleverne på den første institution, de lokale støtter og vietnamesiske universitetsstuderende, som øvede sammen med mig. Lan, den første vietnameser, jeg mødte på min første rejse. Mange andre bekendtskaber fra forskellige rejsemål, blandt andre min thailandske ven Sin. De unge fra den koreanske kirke. Vennerne på vores logi, som tog sabbatåret sammen, og personalet dér.
Min vietnamesiske ven Lan, som jeg mødte på min første rejse. Hun studerede koreansk i fem år og tog senere til Thailand som statsstipendiat, så hun er en dygtig ven, der taler både koreansk og thai flydende. Vi endte tilfældigvis ved siden af hinanden på det første rejsemål og blev gode venner. Hun inviterede mig hjem til en julefest, hvor jeg fik lov til at mærke varmen i en vietnamesisk familie. Vi sagde farvel den dag, jeg rejste, og lovede at mødes igen næste gang i Korea – jeg vil helt sikkert gerne se hende igen.
Når vi nu taler om de unge på vores logi,fik jeg mulighed for at møde venner fra forskellige lande.Melissa, den hollandske ven, der sagde, at hun kunne lide koreansk barbecue, og som tog alle med på en koreansk restaurant den sidste dag, inden vi rejste. Martin, den slovakiske ven, der fortalte, at han havde arbejdet på en Kia-fabrik i sin by og havde et godt indtryk af koreanske virksomheder. Ida, den danske ven, der var som en storesøster på vores logi og var et forbillede i alt.
Mighty, der hørte, at jeg havde lært fransk, og fra den første dag, vi mødtes, insisterede på at tale fransk med mig og blev min fransklærer; Melody, en anden meget sød fransklærer; Maggie, en sær fransk pige, der helt alvorligt spurgte mig, hvorfor koreanere ikke burde mødes med nordkoreanere; og Sara, en fransk ven, der kendte koreanske druklege endnu bedre end jeg og lærte de andre dem.
Selvom vores engelske værelseskammerat Samantha kun boede der i tre uger, var hun altid sød, når nogen spurgte hende om noget, og hun fortalte så sjove vittigheder, at alle kunne lide hende, og så videre. Uanset om de var der kort eller længe, var alle kommet for at »gøre en indsats for andre«, så jeg husker dem som søde, venlige og fantastiske mennesker.
Jeg husker også min britiske ven Lucy, som var med mig på det sidste projekt. Efter gymnasiet og inden hun begyndte på universitetet tog hun et sabbatår og underviste i engelsk i Cambodja i fem uger. Efter at hun var flyttet til Vietnam, havde hun og jeg ansvaret for Hope Class. Hun fortalte, at hun havde haft fem deltidsjob for at spare op til sabbatåret. Da jeg spurgte, om hun stadig var ung og kunne få hjælp af sine forældre, svarede hun selvsikkert, at hun ikke længere var et barn og gerne ville klare forberedelserne selv.
Da jeg spurgte, om hun savnede sin familie, sagde hun, at det gik fint, fordi hun talte med dem på Skype hver dag, og at hun var glad nu. Der er altså europæiske venner, der tager et sabbatår efter gymnasiet, nogle, der kommer i praktik, inden de er færdige på universitetet, og andre, der kommer, inden de begynder på en videregående uddannelse.Jeg mødte venner fra mange lande verden over – Europa, USA, Australien, New Zealand og så videre – som virkelig nyder deres »sabbatår«.
Der var også folk, som rejste rundt i forskellige asiatiske lande og kom til institutionen for at sige, at de ville være frivillige i to uger. For dem var frivilligt arbejde ikke noget, de havde planlagt særskilt, men snarere noget, der naturligt passede ind i deres rejser. Blandt dem var to folkeskolelærere fra USA, en kandidatstuderende ved navn Angelina fra Italien og en kvinde i halvtredserne, Susan, fra Australien.Selve idéen om at være frivillig, mens man rejser, var forfriskende.
Selvom frivilligt arbejde er en særlig oplevelse for dem, fik deres syn på det – at det ikke er en særlig begivenhed, men noget, der er flettet ind i hverdagen – også mig til at ønske, at jeg kunne bruge min tid dér, hvor der er brug for hjælp, når jeg vender tilbage til Korea. På min næste rejse vil jeg også gerne tilbringe bare en dag eller to et sted, hvor der er brug for hjælp. Takket være dem har jeg også lyst til at prøve en rejse, der kombinerer rejseoplevelser og frivilligt arbejde.
#Mig før og efter sabbatåret
1.Verden er stor, der er så meget at lave, og der findes mange forskellige slags jobs.Derfor ville jeg, uanset om jeg var i Vietnam eller Cambodja, få lyst til at blive længere og arbejde, hvis der var et job.
2. Jeg ser yngre ud, end jeg er. Når folk hører min faktiske alder, bliver de overraskede og behandler mig, som om jeg var i tyverne. Takket være de søde venner er presset over min alder blevet meget mindre. Derfor,skal du ikke blive alt for nedslået over, at du nærmer dig de fyrre.
3.Man behøver ikke at have færdigheder på professionelt niveau.. Ligesom mine ganske almindelige tegninger blev rost og brugt på mange måder, skal du ikke tro, at du ikke kan gøre det – sig bare ja til alt, og prøv dig frem. Den sætning, jeg sagde mest her, var »Okay. Jeg prøver.«
4.Det er okay, hvis det ikke er den vej.Du kan vælge en anden vej. Der findes andre metoder, så hvis én måde ikke virker, kan du prøve nogle andre. Og giv det et forsøg.
5. Tilbage til begyndelsen: Verden er virkelig, virkelig stor.Jeg har stadig mange ting, jeg gerne vil gøre, og mange steder, jeg gerne vil besøge.Så jeg vil gerne være en, der kan dele det, jeg har lært.
#Mine personlige rejseruter, som jeg opdagede i sabbatåret
Hvis du får mulighed for at bo hos en lokal familie, mens du rejser i Sapa i det nordlige Vietnam, så gør det endelig.
Den dag, jeg tog af sted, var en af Sapás sjældne snevejrsdage. I kulden, med sne og regn hele dagen, gled vi og faldt på den fire timer lange vandretur og nåede knap nok frem til homestayet.
Der var næsten ingen elektricitet eller lys, og det var mørkt. Det traditionelle hus havde ventilationsåbninger under loftet, som lod kulden udefra trænge ind, men alle samledes i det varme køkken for at tørre vådt tøj og sneakers ved komfuret, sidde omkring et lille fyrfad og spise aftensmad samt være sammen. Der var ikke andet at lave, og det var for koldt uden for køkkenet, så både værtsfamilien og de rejsende samledes helt naturligt i køkkenet.
HoDen aften spillede vi kort, tegnede og legede andre lege, som Bong, værtsfamiliens treårige datter, fandt på. Vi var fire: min veninde Hyojeong, som var rejst med mig, mig selv og min australske ven Shamus. De to hunde var også sammen med os. Det var en uforglemmelig »fredfyldt stund«.Den stund, hvor vi, uden andet at tage os til, sad tæt sammen omkring et lille ildsted under lyspæren og legede med barnet.Det var så koldt, at vi ikke kunne vaske ansigt. Vi pakkede os ind i alt det tøj, vi havde, og sov under mere end tre tæpper, men vågnede uden at være blevet forkølede, og de vietnamesiske nudler, vi fik til morgenmad, smagte lækkert. Det var den eneste gang, jeg kom væk fra byens glamour, tv og sociale medier.
#Tips til kommende deltagere i sabbatårsprojektet.
Det er en fordel, hvis du kan lide at lege med børn, er åben over for lokal mad og kan smile, uanset hvilke strabadser busturen måtte byde på. Hvis du kan tegne lidt eller kan lide at lave håndarbejde, vil du være til stor hjælp.Uanset hvilken situation der opstår, så tag imod den med en positiv indstilling.. Du kan arbejde med glæde.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
