Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#En ændret bevidsthed om miljøbeskyttelse; en mere afslappet indstilling #At klare sig selv i Patagonien; følelsen af at være „i live“ #En følelse af stabilitet fra naturen; et fordomsfrit perspektiv
Der spiste jeg det, der var til rådighed, sorterede mit affald korrekt, brugte ting, der kunne holde så længe som muligt, og der var ingen engangsartikler. Det ændrede min måde at tænke på at se mennesker leve sådan. Jeg indså, at man kan leve med den form for tilfredshed. Jeg plejede at hade at røre ved jord, men det føltes virkelig behageligt. Jeg følte mig "i live".
- Praktikophold i Chile / Park Dalhae, rejsende på sabbatår / 4 måneders sabbatår |
I Sydkorea er der i øjeblikket
hvert år 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne, der dropper ud, 346.000 mennesker i 20'erne, der bare går i stå, fordi de ikke har nogen drømme, og andelen, der skifter job inden for et år efter ansættelsen, er kommet op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.
Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,vil vi introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår'' betegner en periode, hvor man sætter studier eller arbejde på pause eller finder en balance mellem dem for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse eller iværksætteri,en tid til at finde retning for fremtiden — en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Jeg opfyldte mit ønske om at tage til Sydamerika.
Hej. Jeg hedder Park Dalhae.
Jeg er studerende og meget interesseret i Sydamerika. For at lære spansk og opleve den latinske kultur tog jeg til Patagonien i det sydlige Chile,hvor jeg var i praktik i fire måneder med miljøarbejde som træbeskyttelse og småopgaver (så frø, høste, passe får osv.).
Fra gymnasiet og indtil lige før mit sabbatår havde jeg aldrig rigtig holdt fri, og jeg var også udmattet af mine relationer, så jeg følte ofte et desperat behov for at hvile mig et stille sted.
Mens jeg ledte efter måder at komme til Sydamerika på under min orlov, fandt jeg sabbatårswebstedet. Der går mange rygter om, at Sydamerika er farligt for koreanere, så det var svært at finde praktikophold, men på sabbatårswebstedet var der en hel del programmer i Sydamerika. Jeg valgte et praktikophold, hvor jeg kunne lære sproget og kulturen.
#Forberedelse: Jeg lærte spansk
Jeg studerede det grundlæggende i spansk, inden jeg tog af sted..Jeg havde allerede stor interesse for fremmedsprog, og efter at mine venner kom hjem fra pilgrimsruten Caminoen og sagde, at de godt kunne lide Spanien, fik jeg virkelig lyst til at tage dertil. Spanien var ved at blive populært dengang, og eftersom jeg skulle bruge spansk der, tænkte jeg, at jeg burde lære lidt af sproget, så jeg studerede det ivrigt.
#Uden mobiltelefon læste jeg bøger og skrev.
Patagonien var et sted, jeg virkelig gerne ville besøge, men mit første indtryk var ikke særlig godt. Det sted, jeg besøgte i august, var meget koldt. Da jeg ankom til Patagonien, var vejret overskyet og regnfuldt, og eftersom jeg i forvejen ikke kan lide regn, var jeg ikke i godt humør. Desuden er der ikke mange østasiater i Patagonien, så folk stirrede nysgerrigt på mig og stillede mig spørgsmål... Jeg var udmattet, så det sted, jeg havde troet ville være dejligt, føltes til at begynde med helt ligegyldigt.
Jeg ankom træt; der var så stille, og selv wi-fi'en var dårlig. Jeg havde været klistret til min telefon hele mit liv, så der var intet at lave. Vi fyrede med brænde uden en kedel, og de spartanske forhold føltes overvældende i begyndelsen.
Menjo længere jeg blev, desto mere kom jeg til at holde af den ro, naturen gav mig, og den selvforsynende livsstil under de spartanske forhold.Uden mobiltelefon læste jeg bøger eller skrev om aftenen, og nogle gange besøgte jeg venner. Følelsen af kedsomhed forsvandt gradvist, og til sidst var jeg ked af at skulle rejse.
#Dage i Patagonien
Der er ikke engang et eneste supermarked i Patagonien. Man skal med bussen i 7-8 timer for at komme ud og købe forsyninger.
Så på den ene fridag om måneden købte jeg mad til en hel måned og opbevarede den, så jeg kunne spise af den.
Til at begynde med tænkte jeg: ''Hvordan kan de leve sådan? Er det overhovedet muligt?'' Men alle klarede sig fint.
Hvis jeg så noget spiseligt langs vejen, gravede jeg det op og spiste det eller plukkede det og spiste det.Jeg prøvede det én gang, og det var virkelig lækkert. Vi drak vand, der var smeltet fra gletsjere, badede i det og brugte det til alt. Efter at have drukket det vand tog jeg til Buenos Aires, og dér smagte vandet anderledes. Jeg tænkte: ''Hvordan kan folk købe det her?'' Jeg var imponeret — smeltevandet fra gletsjerne smagte så godt.
Om morgenen samledes vi i et lagerlignende lokale og fulgtes med den ansvarlige indtil omkring kl. 8.00-8.30. De daglige opgaver varierede. Om morgenen undersøgte vi fårenes tilstand, satte navneskilte på nyfødte lams ører, hjalp med injektioner og trimmede klovene. Om eftermiddagen gik vi ud for at se til træerne eller besøge fårene.
Når fårene havde spist alt græsset på et område, flyttede vi hegnet, så de ikke græssede dér længere — det gjorde vi hver dag.
Det var hårdt arbejde, så jeg kunne ikke klare det i begyndelsen, men efterhånden blev det lettere :)
Næsten alt foregik udendørs. Jeg gik ud i haven for at vande og så frø, og jeg arbejdede også med at passe markerne.
#At føle sig "i live" i Patagonien
Før var jeg faktisk lidt anspændt. Jeg brød mig virkelig ikke om ubehag. Når det gjaldt miljøbeskyttelse, troede jeg, at jeg skulle være en vigtig person og udforme politikker for at ændre folks adfærd.I Patagonien var miljøbeskyttelse ikke noget så storslået eller ophøjet.Der beskærer eller fælder de ikke træer, sådan som vi gør; de lader dem bare være. De lader naturen gå sin gang.
De spiste det, der voksede dér, sorterede deres affald godt, brugte så vidt muligt ting, der kunne holde længe, og der var ingen engangsartikler.
Det ændrede min måde at tænke på at se mennesker leve sådan. Jeg indså, at det er muligt at leve sådan og være tilfreds.
Jeg kunne oprindeligt ikke engang lide at røre ved jord, men det føltes virkelig behageligt. Jeg følte mig ''i live''.
#Jeg tænker på dem hver dag — den familie.
Helt ærligt tænker jeg på alle dem, jeg boede sammen med i Patagonien, hver eneste dag.Der er ingen bygninger, der spærrer for udsigten dér. Det, jeg godt kunne lide ved dem, var, at de talte om andre ting. Når jeg taler med mine venner derhjemme, hører jeg ofte: ''Livet er så hårdt for tiden.'' Det hadede jeg virkelig.
De har selvfølgelig børn og bekymrer sig sikkert om at finde arbejde, men de deler ikke de svære bekymringer med familien.Hver aften spiste de sammen og fortalte hinanden helt almindelige historier — ting, de havde set i fjernsynet, begivenheder på gården og den slags.Jeg plejede at så frø sammen med kvinden i familien, og fordi hun holdt så meget af det arbejde, talte vi, mens vi spiste, om ting som: ''Hvornår blomstrer frugterne? Vi får brug for en masse regn...'' og så videre.
Jeg nød hver eneste aften der.
De giver ikke luft for deres vrede eller bander, når de diskuterer komplicerede politiske emner, sådan som folk gør i vores land. Jeg følte, at de fokuserede mere på deres eget liv. Deres løn er ikke høj, men fordi omgivelserne giver dem mulighed for at leve, virker de tilfredse. Jeg har aldrig set dem bekymre sig om penge.
Jeg førte dagbog hver dag, mens jeg var der, og det var det, jeg skrev.
»Grunden til, at disse mennesker er glade, er, at de får alt, hvad de behøver.« I vores land er der ikke et sted at bo, lige ved hånden.For at gøre et sted klar, hvor jeg kan bo...Det koster så mange penge. Der bor arbejderne i kollegielignende boliger, så det koster ikke meget. De bruger heller ikke gas, så de bruger heller ikke penge på det.
De har ikke meget tøj. Der bor fem familier, og der var kun én kommode med seks skuffer. De lever med det absolut nødvendige.
Så jeg tror, de er glade.Jeg levede også med det absolut nødvendige der. Alligevel var det til at leve med. Det var helt fint.
#Menneskene, der var »sammen«
Der arbejdede to mekanikere der og en storebror fra familien – de tre stod hinanden nær. En dag så jeg dem alle tre på afstand. Jeg tænkte ikke videre over det, men senere samme aften gik jeg kort udenfor og mødte storebroren. Han sagde, at jeg skulle komme forbi senere. Den dag så de tre forpjuskede ud. Da jeg spurgte hvorfor, sagde han, at de havde været ude at fiske på havet, men ikke havde bemærket, at tidevandet var på vej ind. Mens de fiskede, strømmede vandet pludselig ind, og de blev strandet. Det var en så trist situation, men jeg husker, at det var så morsomt, at jeg bare grinede.
Der var også masser af arrangementer. Da det var sæsonen, hvor gårdejeren skiftede, holdt vi afskedsfester, fejrede nationale helligdage og holdt mange fester.Sammenlignet med Korea var kulturen ikke så klikedelt, som den er i vores land, selv når mange mennesker var samlet.
I vores land taler folk som regel med dem, der sidder på samme side, når de sidder samlet ét sted.
Vi holdt en grillfest, hvor folk stod i kø, tog deres portion grillmad, når det blev deres tur, og derefter gik rundt og snakkede med forskellige mennesker.Jeg blev imponeret over en kultur, hvor alle – uanset alder eller køn – legede sammen og hyggede sig sammen.
#For mig er et sabbatår »farveblyanter«.
For mig er et sabbatår»farveblyanter«, tror jeg.Fordi jeg kunne farvelægge mit livs blanke lærred med mange farver.
Hvor jeg før kun kendte rød og blå, kan jeg nu også se grøn. Jeg indså, at rød ikke bare er rød – der findes nuancer som karminrød og skarlagenrød.
Det gode ved forandringen var, at et afslappet liv gjorde mig mere rolig, så jeg ikke blev stresset over småting. Jeg havde masser af tid til mig selv og lærte, hvilken slags person jeg er, og hvad jeg er god til. Ved at møde mange forskellige mennesker holdt jeg op med at sætte folk i kategorier. Jeg tror, at fordomme begynder med kategorisering.
Da jeg så de hjemløse og hippierne der, var de meget selvsikre og kom godt ud af det med andre.
I begyndelsen var jeg virkelig bange for at tale med de mennesker, men efterhånden tog jeg mig selv i bare at tale med »mennesker«.Man kan sige, at jeg lærte at respektere livets mangfoldighed.
Mit sabbatår er..
Oplevelse★★★★★Det var dejligt at kunne være sammen med naturen.
Læring★★★★★Det er ting, man ikke kan lære andre steder.
Omgivelser★★★★★Omgivelserne kunne ikke have været bedre.
Sikkerhed★★★★★Det er meget trygt, fordi alle kender hinanden :)
Fritid★★★★☆Der syntes ikke at være stor variation i fritidsaktiviteterne, hverken hvad angår steder eller andet. Selve livet syntes at være fritiden.
<Kampagne for god tone>
Vores Sabbatår elsker de 100 sabbatårsrejsende!
Selv hvis sabbatårsrejsendes aktiviteter eller oplevelser i løbet af deres sabbatår er anderledes end det, du selv mener...Ondsindede kommentarer er ikke tilladt.!:(
For at beskytte sabbatårsrejsendes værdighed og rettighedervil vilkårlige ondsindede kommentarer om sabbatårsrejsende
ikke blot blive håndteret og slettet internt, men ogsåaktivt og resolut imødegåetDet vil vi.
Der spiste jeg det, der var til rådighed, sorterede mit affald korrekt, brugte ting, der kunne holde så længe som muligt, og der var ingen engangsartikler. Det ændrede min måde at tænke på at se mennesker leve sådan. Jeg indså, at man kan leve med den form for tilfredshed. Jeg plejede at hade at røre ved jord, men det føltes virkelig behageligt. Jeg følte mig "i live".
- Praktikophold i Chile / Park Dalhae, rejsende på sabbatår / 4 måneders sabbatår |
I Sydkorea er der i øjeblikket
hvert år 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne, der dropper ud, 346.000 mennesker i 20'erne, der bare går i stå, fordi de ikke har nogen drømme, og andelen, der skifter job inden for et år efter ansættelsen, er kommet op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.
Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,vil vi introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår'' betegner en periode, hvor man sætter studier eller arbejde på pause eller finder en balance mellem dem for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse eller iværksætteri,en tid til at finde retning for fremtiden — en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Jeg opfyldte mit ønske om at tage til Sydamerika.
Hej. Jeg hedder Park Dalhae.
Jeg er studerende og meget interesseret i Sydamerika. For at lære spansk og opleve den latinske kultur tog jeg til Patagonien i det sydlige Chile,hvor jeg var i praktik i fire måneder med miljøarbejde som træbeskyttelse og småopgaver (så frø, høste, passe får osv.).
Fra gymnasiet og indtil lige før mit sabbatår havde jeg aldrig rigtig holdt fri, og jeg var også udmattet af mine relationer, så jeg følte ofte et desperat behov for at hvile mig et stille sted.
Mens jeg ledte efter måder at komme til Sydamerika på under min orlov, fandt jeg sabbatårswebstedet. Der går mange rygter om, at Sydamerika er farligt for koreanere, så det var svært at finde praktikophold, men på sabbatårswebstedet var der en hel del programmer i Sydamerika. Jeg valgte et praktikophold, hvor jeg kunne lære sproget og kulturen.
#Forberedelse: Jeg lærte spansk
Jeg studerede det grundlæggende i spansk, inden jeg tog af sted..Jeg havde allerede stor interesse for fremmedsprog, og efter at mine venner kom hjem fra pilgrimsruten Caminoen og sagde, at de godt kunne lide Spanien, fik jeg virkelig lyst til at tage dertil. Spanien var ved at blive populært dengang, og eftersom jeg skulle bruge spansk der, tænkte jeg, at jeg burde lære lidt af sproget, så jeg studerede det ivrigt.
#Uden mobiltelefon læste jeg bøger og skrev.
Patagonien var et sted, jeg virkelig gerne ville besøge, men mit første indtryk var ikke særlig godt. Det sted, jeg besøgte i august, var meget koldt. Da jeg ankom til Patagonien, var vejret overskyet og regnfuldt, og eftersom jeg i forvejen ikke kan lide regn, var jeg ikke i godt humør. Desuden er der ikke mange østasiater i Patagonien, så folk stirrede nysgerrigt på mig og stillede mig spørgsmål... Jeg var udmattet, så det sted, jeg havde troet ville være dejligt, føltes til at begynde med helt ligegyldigt.
Jeg ankom træt; der var så stille, og selv wi-fi'en var dårlig. Jeg havde været klistret til min telefon hele mit liv, så der var intet at lave. Vi fyrede med brænde uden en kedel, og de spartanske forhold føltes overvældende i begyndelsen.
Menjo længere jeg blev, desto mere kom jeg til at holde af den ro, naturen gav mig, og den selvforsynende livsstil under de spartanske forhold.Uden mobiltelefon læste jeg bøger eller skrev om aftenen, og nogle gange besøgte jeg venner. Følelsen af kedsomhed forsvandt gradvist, og til sidst var jeg ked af at skulle rejse.
#Dage i Patagonien
Der er ikke engang et eneste supermarked i Patagonien. Man skal med bussen i 7-8 timer for at komme ud og købe forsyninger.
Så på den ene fridag om måneden købte jeg mad til en hel måned og opbevarede den, så jeg kunne spise af den.
Til at begynde med tænkte jeg: ''Hvordan kan de leve sådan? Er det overhovedet muligt?'' Men alle klarede sig fint.
Hvis jeg så noget spiseligt langs vejen, gravede jeg det op og spiste det eller plukkede det og spiste det.Jeg prøvede det én gang, og det var virkelig lækkert. Vi drak vand, der var smeltet fra gletsjere, badede i det og brugte det til alt. Efter at have drukket det vand tog jeg til Buenos Aires, og dér smagte vandet anderledes. Jeg tænkte: ''Hvordan kan folk købe det her?'' Jeg var imponeret — smeltevandet fra gletsjerne smagte så godt.
Om morgenen samledes vi i et lagerlignende lokale og fulgtes med den ansvarlige indtil omkring kl. 8.00-8.30. De daglige opgaver varierede. Om morgenen undersøgte vi fårenes tilstand, satte navneskilte på nyfødte lams ører, hjalp med injektioner og trimmede klovene. Om eftermiddagen gik vi ud for at se til træerne eller besøge fårene.
Når fårene havde spist alt græsset på et område, flyttede vi hegnet, så de ikke græssede dér længere — det gjorde vi hver dag.
Det var hårdt arbejde, så jeg kunne ikke klare det i begyndelsen, men efterhånden blev det lettere :)
Næsten alt foregik udendørs. Jeg gik ud i haven for at vande og så frø, og jeg arbejdede også med at passe markerne.
#At føle sig "i live" i Patagonien
Før var jeg faktisk lidt anspændt. Jeg brød mig virkelig ikke om ubehag. Når det gjaldt miljøbeskyttelse, troede jeg, at jeg skulle være en vigtig person og udforme politikker for at ændre folks adfærd.I Patagonien var miljøbeskyttelse ikke noget så storslået eller ophøjet.Der beskærer eller fælder de ikke træer, sådan som vi gør; de lader dem bare være. De lader naturen gå sin gang.
De spiste det, der voksede dér, sorterede deres affald godt, brugte så vidt muligt ting, der kunne holde længe, og der var ingen engangsartikler.
Det ændrede min måde at tænke på at se mennesker leve sådan. Jeg indså, at det er muligt at leve sådan og være tilfreds.
Jeg kunne oprindeligt ikke engang lide at røre ved jord, men det føltes virkelig behageligt. Jeg følte mig ''i live''.
#Jeg tænker på dem hver dag — den familie.
Helt ærligt tænker jeg på alle dem, jeg boede sammen med i Patagonien, hver eneste dag.Der er ingen bygninger, der spærrer for udsigten dér. Det, jeg godt kunne lide ved dem, var, at de talte om andre ting. Når jeg taler med mine venner derhjemme, hører jeg ofte: ''Livet er så hårdt for tiden.'' Det hadede jeg virkelig.
De har selvfølgelig børn og bekymrer sig sikkert om at finde arbejde, men de deler ikke de svære bekymringer med familien.Hver aften spiste de sammen og fortalte hinanden helt almindelige historier — ting, de havde set i fjernsynet, begivenheder på gården og den slags.Jeg plejede at så frø sammen med kvinden i familien, og fordi hun holdt så meget af det arbejde, talte vi, mens vi spiste, om ting som: ''Hvornår blomstrer frugterne? Vi får brug for en masse regn...'' og så videre.
Jeg nød hver eneste aften der.
De giver ikke luft for deres vrede eller bander, når de diskuterer komplicerede politiske emner, sådan som folk gør i vores land. Jeg følte, at de fokuserede mere på deres eget liv. Deres løn er ikke høj, men fordi omgivelserne giver dem mulighed for at leve, virker de tilfredse. Jeg har aldrig set dem bekymre sig om penge.
Jeg førte dagbog hver dag, mens jeg var der, og det var det, jeg skrev.
»Grunden til, at disse mennesker er glade, er, at de får alt, hvad de behøver.« I vores land er der ikke et sted at bo, lige ved hånden.For at gøre et sted klar, hvor jeg kan bo...Det koster så mange penge. Der bor arbejderne i kollegielignende boliger, så det koster ikke meget. De bruger heller ikke gas, så de bruger heller ikke penge på det.
De har ikke meget tøj. Der bor fem familier, og der var kun én kommode med seks skuffer. De lever med det absolut nødvendige.
Så jeg tror, de er glade.Jeg levede også med det absolut nødvendige der. Alligevel var det til at leve med. Det var helt fint.
#Menneskene, der var »sammen«
Der arbejdede to mekanikere der og en storebror fra familien – de tre stod hinanden nær. En dag så jeg dem alle tre på afstand. Jeg tænkte ikke videre over det, men senere samme aften gik jeg kort udenfor og mødte storebroren. Han sagde, at jeg skulle komme forbi senere. Den dag så de tre forpjuskede ud. Da jeg spurgte hvorfor, sagde han, at de havde været ude at fiske på havet, men ikke havde bemærket, at tidevandet var på vej ind. Mens de fiskede, strømmede vandet pludselig ind, og de blev strandet. Det var en så trist situation, men jeg husker, at det var så morsomt, at jeg bare grinede.
Der var også masser af arrangementer. Da det var sæsonen, hvor gårdejeren skiftede, holdt vi afskedsfester, fejrede nationale helligdage og holdt mange fester.Sammenlignet med Korea var kulturen ikke så klikedelt, som den er i vores land, selv når mange mennesker var samlet.
I vores land taler folk som regel med dem, der sidder på samme side, når de sidder samlet ét sted.
Vi holdt en grillfest, hvor folk stod i kø, tog deres portion grillmad, når det blev deres tur, og derefter gik rundt og snakkede med forskellige mennesker.Jeg blev imponeret over en kultur, hvor alle – uanset alder eller køn – legede sammen og hyggede sig sammen.
#For mig er et sabbatår »farveblyanter«.
For mig er et sabbatår»farveblyanter«, tror jeg.Fordi jeg kunne farvelægge mit livs blanke lærred med mange farver.
Hvor jeg før kun kendte rød og blå, kan jeg nu også se grøn. Jeg indså, at rød ikke bare er rød – der findes nuancer som karminrød og skarlagenrød.
Det gode ved forandringen var, at et afslappet liv gjorde mig mere rolig, så jeg ikke blev stresset over småting. Jeg havde masser af tid til mig selv og lærte, hvilken slags person jeg er, og hvad jeg er god til. Ved at møde mange forskellige mennesker holdt jeg op med at sætte folk i kategorier. Jeg tror, at fordomme begynder med kategorisering.
Da jeg så de hjemløse og hippierne der, var de meget selvsikre og kom godt ud af det med andre.
I begyndelsen var jeg virkelig bange for at tale med de mennesker, men efterhånden tog jeg mig selv i bare at tale med »mennesker«.Man kan sige, at jeg lærte at respektere livets mangfoldighed.
Mit sabbatår er..
Oplevelse★★★★★Det var dejligt at kunne være sammen med naturen.
Læring★★★★★Det er ting, man ikke kan lære andre steder.
Omgivelser★★★★★Omgivelserne kunne ikke have været bedre.
Sikkerhed★★★★★Det er meget trygt, fordi alle kender hinanden :)
Fritid★★★★☆Der syntes ikke at være stor variation i fritidsaktiviteterne, hverken hvad angår steder eller andet. Selve livet syntes at være fritiden.
<Kampagne for god tone>
Vores Sabbatår elsker de 100 sabbatårsrejsende!
Selv hvis sabbatårsrejsendes aktiviteter eller oplevelser i løbet af deres sabbatår er anderledes end det, du selv mener...Ondsindede kommentarer er ikke tilladt.!:(
For at beskytte sabbatårsrejsendes værdighed og rettighedervil vilkårlige ondsindede kommentarer om sabbatårsrejsende
ikke blot blive håndteret og slettet internt, men ogsåaktivt og resolut imødegåetDet vil vi.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
