Efter at have taget orlov og brugt mere end et semester på ingenting tror jeg, at jeg var blevet mere modig uden selv at lægge mærke til det. Fast besluttet på at gøre det liv, jeg havde drømt om, til virkelighed søgte jeg uden at tænke på, hvad der skulle ske bagefter. To måneder på Jeju føltes som meget lang tid for mig, så efter at jeg havde søgt, spekulerede jeg på, om det ville passe mig at leve sådan, når jeg snart skulle begynde på mit sidste studieår. Men jeg havde allerede betalt depositum og købt flybilletten, og da jeg tænkte, at det ville være mere besværligt at aflyse, ventede jeg på, at sabbatåret skulle begynde.
Datoen nærmede sig, og jeg fortalte folk omkring mig, at jeg skulle bo på Jeju de næste to måneder, så de nok ikke ville se mig et stykke tid. De var alle bekymrede og sagde: Burde du ikke forberede dig på at søge job eller læse nu?Dengang blev jeg rystet over deres ord, men nu er jeg så stolt af mig selv og taknemmelig for, at jeg ikke gav efter.
#Jeg lod mig opsluge af den lykke, livet på Jeju gav mig.
Livet på Jeju var så lykkeligt og dejligt, at jeg ikke fortrød noget. Da det var mit tredje besøg på Jeju alene i år, troede jeg ikke, at jeg ville besøge de berømte steder igen, men jeg havde besluttet, at jeg helt sikkert ville til Hallasan og Marado. Fordi jeg tog til Jeju uden de store tanker, blev min aftenrutine at anbefale steder, vi kunne tage hen næste dag, til min ældre kollega.
Efterhånden som jeg vænnede mig til livet på Jeju, blev det en vane at tage af sted uden at have besluttet mig, og på mine fridage tog jeg i det mindste til busstationen.Jeg steg på den første bus, der kørte, og besluttede mig for destinationen undervejs — sådan blev det min daglige rutine.
På arbejdsdage gik jeg ud, når min vagt var slut, og eftersom jeg havde set østkysten i går, besluttede jeg mig for at tage mod vest i dag. Jeg tog bussen mod vest og så solnedgangen. Jeg tog busser uden nogen plan, så på landskabet, indtil jeg faldt i søvn, og stod af, når jeg vågnede, eller fordi bussen var for varm. Mine venner hørte om min rutine og var nogle gange misundelige og andre gange konstant bekymrede, menJeg var så opslugt af den lykke, dette liv gav mig, at andres bekymringer ikke længere nåede mine ører.
#Stedet var Jeju, og jeg var på sabbatår.
I.Jeg tog ikke på sabbatår med et stort mål. Jeg havde kun ét løfte til mig selv: Jeg ville ikke lade en eneste dag af min dyrebare pause fra studierne gå til spilde. Derfor kunne jeg under mit ophold på Jeju være endeløst begejstret uden den utålmodighed eller det pres, jeg havde følt på fastlandet. Jeg kunne udføre det arbejde, jeg fik, og bruge resten af tiden på virkelig at nyde livet og passe på mig selv.
De fleste dage forløb uden planer, men der var ikke en eneste dag, hvor jeg følte tomheden ved at have spildt dagen.En gang tog jeg bussen i omkring halvanden time for at komme til min yndlingsstrand, sad i en halv time og stirrede ud på havet og tog så bussen tilbage — men jeg følte ikke, at tiden var spildt. Stedet var Jeju, og jeg var på sabbatår.
#Jeg var langsomt ved at forandre mig og vokse.
Jeg tog ikke på sabbatår med store mål eller bekymringer, men tiden alene førte helt naturligt til mere tid til eftertanke. Ogefterhånden som jeg mødte flere mennesker, end jeg havde forventet, fik jeg gode råd og komplimenter og tænkte meget over mig selv.Efter tidligere at have haft nogle dårlige oplevelser var jeg bange for at gå ud alene, men under sabbatåret klarede jeg mig fint på egen hånd og besøgte endda alle biograferne i Jeju City for at se flere film.
Uden at lægge mærke til det forandrede jeg mig langsomt og voksede.
Jeg var mere til nytte, end jeg troede, var elsket af flere mennesker, end jeg havde forventet, og gjorde flere mennesker glade, end jeg havde forestillet mig.
#Der var ikke kun fantastiske landskaber, men også mange mennesker.
Grunden til, at livet på Jeju var så lykkeligt, var ikke kun det fantastiske landskab, men også de mange mennesker.
Den ældre kvinde, jeg boede hos, tog sig rigtig godt af mig fra dag ét, og en anden kvinde hjalp mig også med at falde til.
Jeg mødte også mennesker på mine rejser: en person, der var som et lys, og som talte til mig og gav mig brød og mælk, da jeg gik på Seogwipo Olle-ruten, hvor der ikke var nogen butikker, og var ved at sulte. Ved et tilfælde mødte jeg personen igen på Handam-kyststien — det føltes, som om jeg var blevet lokal på Jeju.
Jeg talte også meget med ejeren af den foodtruck-café, jeg ofte besøgte, fik mange gode råd og begyndte at tænke mere over min fremtid. Når jeg sad på caféen med en kop te og snakkede med ejeren, blev jeg venner med andre familier, som gav mig et lift; jeg kunne køre med dem for at se solnedgangen og tale sammen.Jeg fik den dyrebare oplevelse at møde mange mennesker i forskellige aldre, som levede vidt forskellige liv.
Ikke kun de mennesker, jeg mødte på mine rejser, men også venner og ældre brødre og søstre, der kom fra fastlandet for at være sammen med mig: En ven, der kom for at bestige Hallasan med mig, hjalp mig med at genopleve en skolerejse fra fem år tidligere på en tredages tur med to overnatninger; en ældre klubkammerat, der kom til en konference, gjorde mig glad med kylling, sashimi, jokbal og øl; en veninde på forretningsrejse udsatte sin flyafgang, så vi kunne spise sammen og hygge os med en film på en café; og en ven, der kom hen mod slutningen af mit ophold, lejede en bil og hjalp mig med at få luft for frustrationen efter to måneders rejser til fods ved at køre en tur med mig.
Og når ensomheden pludselig meldte sig midt i de lykkelige stunder, kunne jeg mærke, hvor dyrebare min familie, mine venner og mine nærmeste var.Takket være mange mennesker tror jeg, at jeg kunne afslutte mit ophold på Jeju trygt og lykkeligt.
Efter at jeg var kommet hjem og havde skrevet en anmeldelse, så jeg tilbage på de to måneder og indså, at jeg virkelig havde været lykkelig, og at jeg kunne se, hvordan jeg havde forandret mig.
#Romantiske stunder, der aldrig kommer igen.
De største bekymringer, jeg faktisk havde, mens jeg boede der, var, at jeg måske ville blive ensom alene, efter at den kvindelige medarbejder, jeg boede sammen med, var rejst, og at gæstehuset ville give mig en masse vasketøjsproblemer på dage med dårligt vejr.
Bare det, at jeg kunne tilbringe tiden lykkeligt og uden bekymringer, betyder, at jeg ikke fortryder det.
De to måneder, hvor jeg styrtede mod havet de dage, jeg længtes efter at se det, bliver en romantisk periode i mit liv, som jeg kun oplever én gang.
Hjem
