Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg ændrede indstilling og begyndte aktivt at udfordre mig selv og konfrontere forhindringer #Positiv energi; venskaber med folk fra andre lande #Det var sjovt, præcis som projektets titel »Cheerful«
Aftenen før jeg rejste, stillede min mor mig et spørgsmål: "Hvad håber du at få ud af det?" Da jeg prøvede at svare, blev jeg mere ængstelig og forvirret over, om det, jeg gjorde, var det rigtige. Alligevel var det en stor beslutning, jeg allerede havde truffet. Næste morgen rejste jeg.
- Et muntert frivilligprojekt med engelskundervisning sammen med udenlandske venner / Lee Ji-seon, familie på sabbatår / 8 ugers sabbatår |
Et »muntert« projekt fyldt med ting, jeg kunne lide og gerne ville lave.
Jeg læste til folkeskolelærer og havde afsluttet første semester på fjerde år, og jeg stod over for at skulle tage lærereksamen. Uddannelserne på læreruddannelsen fører faktisk ofte ad en tydelig karrierevej med klare forberedelser, så de fleste løber direkte mod deres mål, og det kan betragtes som spild af tid at lade sig distrahere.
Men i stedet for straks at forberede mig til eksamen,JobEn mulighed for at udvikle mig gennem nye oplevelser og udfordringer, før jeg fik et job.Det ville jeg gerne have.
Mere præcist var jeg lige før afrejsen udmattet og nedtrykt efter en lang periode, hvor jeg havde knoklet, og jeg ville fylde min krop og mit sind med positiv energi.Hvis jeg skal nævne nogle mindre mål,»Blive venner med udlændinge, rejse med dem og besøge deres lande«,»»Introducere mine venner til koreansk kultur«Jeg længtes efter at møde forskellige mennesker og opleve kulturer i udlandet, sådan noget.
Og i den procesville jeg være en, der tog mere initiativ til udfordringer og mødte tingene direkte.Jeg ville møde den udgave af mig selv.Sådan enJeg ville dyrke den tilgang til livet.
Blandt mulighederne valgte jeg projektet »Et muntert frivilligprojekt med engelskundervisning sammen med udenlandske venner i Chiang Rai, Thailand«.
Jeg tænkte, at det var det projekt, der havde den bedste forbindelse til mit studieområde. Ved at få relevant erfaring i udlandet kunne jeg, mere end blot at få kvalifikationer,få en særlig mulighed for at tænke over min karrierevej.Det tænkte jeg.
Og lidt mærkeligt nok var det ord i projektets titel,»muntert«der tiltrak mig.
Et projekt, hvor jeg både kunne undervise i engelsk på en sjov måde og få udenlandske venner.Fordi det kombinerede de ting, jeg kunne lide og gerne ville, føltes det bogstaveligt talt som et muntert projekt.
En nervepirrende solorejse
Jeg havde aldrig opholdt mig i udlandet i længere tid, så jeg var meget bekymret. Bekymringer om epidemier i Sydøstasien, drikkevand, mad og sprog gjorde mig så ængstelig, at jeg slet ikke kunne sove natten før afrejsen på grund af pakning i sidste øjeblik og alle bekymringerne.
I forbindelse med rejseforberedelserne spurgte jeg måske næsten irriterende nok sabbatårskoordinatoren om alt mellem himmel og jord. Når jeg var i tvivl eller havde spørgsmål, brugte jeg internettet flittigt og læste gentagne gange pakkelisterne fra Korea Gap Year. Jeg gennemgik det hele grundigt for at sikre mig, at jeg ikke havde glemt noget.
Men aftenen før jeg rejste, stillede min mor mig et spørgsmål:»Hvad håber du at få ud af det?«
Da jeg prøvede at svare, blev jeg endnu mere ængstelig, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt det, jeg gjorde, var det rigtige.Alligevel var det en stor beslutning, jeg allerede havde truffet. Næste morgen rejste jeg.
Ukendt, men helt okay.
Når jeg ser tilbage, var hvert øjeblik, jeg tilbragte med at deltage i projektet i Thailand, en særlig og dyrebar oplevelse. I begyndelsen føltes alt ganske rigtigt fremmed og ensomt. Det var min første rejse alene til udlandet, og selv det, at alt, hvad jeg hørte, enten var engelsk eller thai, føltes mærkeligt og akavet.
Hvis jeg skulle klage, var der også andre uvante ting: at være den eneste koreaner, toiletterne med hul i gulvet og kollegiet med kolde brusebade — alt var fremmed.
Når jeg tænker tilbage,»De andre frivillige (ikke mig) snakker ubesværet på engelsk og bliver nemt venner med folk — hvordan skal jeg nærme mig dem og starte en samtale? Hvordan kan jeg komme tættere på dem?«Det bekymrede jeg mig også meget om. Mens vi dannede et hold og forberedte undervisning sammen, blev jeg venner med nogle kinesere. Men to uger senere, da de var færdige med frivilligprojektet og rejste hjem, var jeg alene igen.
På det tidspunkt var der ikke andet at gøre end at tage kontakt til de vestlige venner, som var helt anderledes, og blive venner med dem. Den lille smule mod, jeg samlede sammen, blev startskuddet — jeg tog langsomt et skridt hen imod dem, og før jeg vidste af det, rejste jeg rundt med dem i ugevis og pjattede med dem.
Da jeg faktisk tog kontakt til dem, indså jeg, at det var mig, der havde bygget mure op og været forsigtig — ikke mine venner.De venner, jeg efterhånden kom tættere på, mens vi rejste sammen, var langt mere fantastiske, varme og sjove, end jeg havde forestillet mig. Jeg kan tydeligt se mig selv græde helt vildt, da jeg sagde farvel til de venner, jeg var kommet tæt på.
Jeg husker også det thailandske personale, som var lige så imødekommende og varme, som projektets navn antydede.
Bon og Goi var meget generte, men de var de første til at vise omsorg, når jeg var ked af det, og de var utroligt hjælpsomme med ting som flybilletter og lokale SIM-kort.
Det meget ydmyge og varme thailandske folksthailandske smilstår stadig klart for mig. Deres måde altid at smile og nyde det, de lavede, på, i tråd med de karakteristiske thailandske smil og den gode humor, gjorde virkelig indtryk på mig. Især vil jeg aldrig glemme drengen fra min klasse, der genert gav mig en blomst med et thailandsk smil på læben.
En drøm, jeg fik opfyldt: at besøge min vens hjem.
Det »Glade engelskundervisningsprojekt for frivillige«, jeg valgte, går ud på, at frivillige danner grupper på 2–5 personer og fra tirsdag til lørdag hver uge om morgenen tager ud til skoler eller templer for at undervise i 1–2 timer både formiddag og eftermiddag.daginstitutioner og hospitalerfor at give engelskundervisning.
For at forklare det for dem, der måske er interesserede: I uger med mange deltagere dannes der en gruppe til homestay. Deltagerne opdeles groft sagt i gruppe A, B og C; én af grupperne bor hos lokale familier og tager ud til nærliggende skoler for at undervise. De øvrige grupper bliver fordelt på forskellige skoler, hvor de afholder undervisning.
Morgenundervisningen begynder som regel kl. 9. Omkring kl. 12 vender man tilbage til centret for at spise frokost, tager til eftermiddagsundervisning omkring kl. 13–14 og vender tilbage til aftensmaden. Fra kl. 18 til 19 kan man få individuel undervisning eller holde fri, hvis der ikke er nogen undervisning.
Ved at udnytte projekttiden og fritiden godt, mens jeg deltog i projektet,fik jeg en drøm opfyldt.Mens jeg deltog i projektet, mødte jeg frivillige fra mange lande — USA, Australien, Canada, Italien, Frankrig, Brasilien, Kina, Japan, Singapore og flere endnu. Det vigtigste er, at nogle af dem blev nære venner, mens vi rejste sammen, og at vi stadig holder kontakten.
Efter at have deltaget i projektet i Thailand deltog jeg også i et projekt i Grækenland. Under Grækenlandsprojektet rejste jeg rundt i Europa, og det var en helt særlig og værdifuld oplevelse at besøge hjemmet hos en italiensk ven, jeg havde mødt i Thailand. Det var en drøm, jeg længe havde ønsket at få opfyldt.At rejse med udenlandske venner og besøge deres hjem — det er fantastisk, at alt det skete takket være Thailand-projektet!
Et sabbatår — motivation til endnu en drøm
Gennem sabbatårsprojektet blev jeg venner med mennesker fra hele verden, udvekslede kulturer og fik stillet min længsel efter at bo i udlandet og rejse.
Mere end noget andet, jeg opnåede i løbet af sabbatåret,er det største udbytte, at jeg ogsåbegyndte at få flere forskellige ting, jeg gerne ville gøre.Og sabbatårsprojektet motiverede mig til at forberede mig på lærereksamenen, selv da jeg var ret udmattet.
at træffe mere selvstændige beslutninger om mit eget livJeg blev i stand tilat tage styringen over mit livJeg tror, jeg har opnået.
Det første, jeg gerne vil gøre, er»At studere mit eget land«.Da jeg så mine europæiske venner, som var meget stolte af deres lande, fik jeg lyst til selv at være stolt af mit land og lære mere om det.
For det andet fik jegmotivation til at studere engelskfordi jeg gerne ville blive bedre til engelsk.
Jeg tror, jeg gerne ville møde flere venner og knytte tættere bånd til flere mennesker.
Ogjeg ville gerne forberede mig til lærereksamenen på en sjovere mådeDet ønskede jeg.
Til en anden, der vil tage den samme udfordring op som mig.
Jeg husker, hvordan jeg var, da jeg først begyndte at forberede mig på sabbatåret. Jeg var bange for at gøre noget alene. Derfor forberedte jeg mig ved at spørge om alt én ting ad gangen, bekymre mig om hver eneste lille ting og støtte mig til andre. Men mens jeg gennemførte sabbatårsprojektet,gik det på et tidspunkt op for mig, at jeg så vidt muligt selv løste tingene, og at min diffuse rejseangst var forsvundet. Nu føler jeg ikke længere frygt, men har i stedet lyst til at finde og se flere stederDet er kommet.
Selvfølgelig tager det stadig tid, før jeg tør handle hovedkulds. Men hvis der er noget, jeg gerne vil gøre, blev jeg overbevist om, at det er det rigtige for mig at følge minindre stemmei stedet for at udsætte tingene, og så gøre det.
Til andre unge, der vil tage en udfordring op ligesom mig, vil jeg gerne give et par råd, som måske kan hjælpe. Selv hvis du ikke er god til engelsk, er det en god idé at tage af sted med en vis selvtillid og tro på, at du kan tale og forstå engelsk til en vis grad.Det skyldes, at det er frivilligt arbejde, hvor man skal undervise i engelsk, og at man også skal kunne tale engelsk på stedet, hvor man arbejder som frivillig.
Men selvtillidHvis du mangler den, kan det føles isolerende at se andre frivillige, der taler engelsk lige så godt som modersmålstalende.Og fordi du endnu ikke har tilstrækkelig kulturel forståelse til at kunne føre en grundlæggende samtale med dem, kan det være frustrerende. Men hvis du er nødt til at tage af sted, selvom du ikke føler dig forberedt, anbefaler jeg på det kraftigste, at du bare kaster dig ud i det!
Uanset om du bliver forstået eller ej, så tag modigt kontakt til dem først, prøv at tale med dem, tag på ture sammen, og kast dig ud i detog udvikl dig— jeg vil anbefale, at du nyder det hele, mens du mærker, hvordan du udvikler dig. Hvis du nyder det på den måde, vil du, når du kommer hjem fra rejsen, pludselig opdage, at engelsk på et tidspunkt falder dig mere naturligt end koreansk :)!
Aftenen før jeg rejste, stillede min mor mig et spørgsmål: "Hvad håber du at få ud af det?" Da jeg prøvede at svare, blev jeg mere ængstelig og forvirret over, om det, jeg gjorde, var det rigtige. Alligevel var det en stor beslutning, jeg allerede havde truffet. Næste morgen rejste jeg.
- Et muntert frivilligprojekt med engelskundervisning sammen med udenlandske venner / Lee Ji-seon, familie på sabbatår / 8 ugers sabbatår |
Et »muntert« projekt fyldt med ting, jeg kunne lide og gerne ville lave.
Jeg læste til folkeskolelærer og havde afsluttet første semester på fjerde år, og jeg stod over for at skulle tage lærereksamen. Uddannelserne på læreruddannelsen fører faktisk ofte ad en tydelig karrierevej med klare forberedelser, så de fleste løber direkte mod deres mål, og det kan betragtes som spild af tid at lade sig distrahere.
Men i stedet for straks at forberede mig til eksamen,JobEn mulighed for at udvikle mig gennem nye oplevelser og udfordringer, før jeg fik et job.Det ville jeg gerne have.
Mere præcist var jeg lige før afrejsen udmattet og nedtrykt efter en lang periode, hvor jeg havde knoklet, og jeg ville fylde min krop og mit sind med positiv energi.Hvis jeg skal nævne nogle mindre mål,»Blive venner med udlændinge, rejse med dem og besøge deres lande«,»»Introducere mine venner til koreansk kultur«Jeg længtes efter at møde forskellige mennesker og opleve kulturer i udlandet, sådan noget.
Og i den procesville jeg være en, der tog mere initiativ til udfordringer og mødte tingene direkte.Jeg ville møde den udgave af mig selv.Sådan enJeg ville dyrke den tilgang til livet.
Blandt mulighederne valgte jeg projektet »Et muntert frivilligprojekt med engelskundervisning sammen med udenlandske venner i Chiang Rai, Thailand«.
Jeg tænkte, at det var det projekt, der havde den bedste forbindelse til mit studieområde. Ved at få relevant erfaring i udlandet kunne jeg, mere end blot at få kvalifikationer,få en særlig mulighed for at tænke over min karrierevej.Det tænkte jeg.
Og lidt mærkeligt nok var det ord i projektets titel,»muntert«der tiltrak mig.
Et projekt, hvor jeg både kunne undervise i engelsk på en sjov måde og få udenlandske venner.Fordi det kombinerede de ting, jeg kunne lide og gerne ville, føltes det bogstaveligt talt som et muntert projekt.
En nervepirrende solorejse
Jeg havde aldrig opholdt mig i udlandet i længere tid, så jeg var meget bekymret. Bekymringer om epidemier i Sydøstasien, drikkevand, mad og sprog gjorde mig så ængstelig, at jeg slet ikke kunne sove natten før afrejsen på grund af pakning i sidste øjeblik og alle bekymringerne.
I forbindelse med rejseforberedelserne spurgte jeg måske næsten irriterende nok sabbatårskoordinatoren om alt mellem himmel og jord. Når jeg var i tvivl eller havde spørgsmål, brugte jeg internettet flittigt og læste gentagne gange pakkelisterne fra Korea Gap Year. Jeg gennemgik det hele grundigt for at sikre mig, at jeg ikke havde glemt noget.
Men aftenen før jeg rejste, stillede min mor mig et spørgsmål:»Hvad håber du at få ud af det?«
Da jeg prøvede at svare, blev jeg endnu mere ængstelig, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt det, jeg gjorde, var det rigtige.Alligevel var det en stor beslutning, jeg allerede havde truffet. Næste morgen rejste jeg.
Ukendt, men helt okay.
Når jeg ser tilbage, var hvert øjeblik, jeg tilbragte med at deltage i projektet i Thailand, en særlig og dyrebar oplevelse. I begyndelsen føltes alt ganske rigtigt fremmed og ensomt. Det var min første rejse alene til udlandet, og selv det, at alt, hvad jeg hørte, enten var engelsk eller thai, føltes mærkeligt og akavet.
Hvis jeg skulle klage, var der også andre uvante ting: at være den eneste koreaner, toiletterne med hul i gulvet og kollegiet med kolde brusebade — alt var fremmed.
Når jeg tænker tilbage,»De andre frivillige (ikke mig) snakker ubesværet på engelsk og bliver nemt venner med folk — hvordan skal jeg nærme mig dem og starte en samtale? Hvordan kan jeg komme tættere på dem?«Det bekymrede jeg mig også meget om. Mens vi dannede et hold og forberedte undervisning sammen, blev jeg venner med nogle kinesere. Men to uger senere, da de var færdige med frivilligprojektet og rejste hjem, var jeg alene igen.
På det tidspunkt var der ikke andet at gøre end at tage kontakt til de vestlige venner, som var helt anderledes, og blive venner med dem. Den lille smule mod, jeg samlede sammen, blev startskuddet — jeg tog langsomt et skridt hen imod dem, og før jeg vidste af det, rejste jeg rundt med dem i ugevis og pjattede med dem.
Da jeg faktisk tog kontakt til dem, indså jeg, at det var mig, der havde bygget mure op og været forsigtig — ikke mine venner.De venner, jeg efterhånden kom tættere på, mens vi rejste sammen, var langt mere fantastiske, varme og sjove, end jeg havde forestillet mig. Jeg kan tydeligt se mig selv græde helt vildt, da jeg sagde farvel til de venner, jeg var kommet tæt på.
Jeg husker også det thailandske personale, som var lige så imødekommende og varme, som projektets navn antydede.
Bon og Goi var meget generte, men de var de første til at vise omsorg, når jeg var ked af det, og de var utroligt hjælpsomme med ting som flybilletter og lokale SIM-kort.
Det meget ydmyge og varme thailandske folksthailandske smilstår stadig klart for mig. Deres måde altid at smile og nyde det, de lavede, på, i tråd med de karakteristiske thailandske smil og den gode humor, gjorde virkelig indtryk på mig. Især vil jeg aldrig glemme drengen fra min klasse, der genert gav mig en blomst med et thailandsk smil på læben.
En drøm, jeg fik opfyldt: at besøge min vens hjem.
Det »Glade engelskundervisningsprojekt for frivillige«, jeg valgte, går ud på, at frivillige danner grupper på 2–5 personer og fra tirsdag til lørdag hver uge om morgenen tager ud til skoler eller templer for at undervise i 1–2 timer både formiddag og eftermiddag.daginstitutioner og hospitalerfor at give engelskundervisning.
For at forklare det for dem, der måske er interesserede: I uger med mange deltagere dannes der en gruppe til homestay. Deltagerne opdeles groft sagt i gruppe A, B og C; én af grupperne bor hos lokale familier og tager ud til nærliggende skoler for at undervise. De øvrige grupper bliver fordelt på forskellige skoler, hvor de afholder undervisning.
Morgenundervisningen begynder som regel kl. 9. Omkring kl. 12 vender man tilbage til centret for at spise frokost, tager til eftermiddagsundervisning omkring kl. 13–14 og vender tilbage til aftensmaden. Fra kl. 18 til 19 kan man få individuel undervisning eller holde fri, hvis der ikke er nogen undervisning.
Ved at udnytte projekttiden og fritiden godt, mens jeg deltog i projektet,fik jeg en drøm opfyldt.Mens jeg deltog i projektet, mødte jeg frivillige fra mange lande — USA, Australien, Canada, Italien, Frankrig, Brasilien, Kina, Japan, Singapore og flere endnu. Det vigtigste er, at nogle af dem blev nære venner, mens vi rejste sammen, og at vi stadig holder kontakten.
Efter at have deltaget i projektet i Thailand deltog jeg også i et projekt i Grækenland. Under Grækenlandsprojektet rejste jeg rundt i Europa, og det var en helt særlig og værdifuld oplevelse at besøge hjemmet hos en italiensk ven, jeg havde mødt i Thailand. Det var en drøm, jeg længe havde ønsket at få opfyldt.At rejse med udenlandske venner og besøge deres hjem — det er fantastisk, at alt det skete takket være Thailand-projektet!
Et sabbatår — motivation til endnu en drøm
Gennem sabbatårsprojektet blev jeg venner med mennesker fra hele verden, udvekslede kulturer og fik stillet min længsel efter at bo i udlandet og rejse.
Mere end noget andet, jeg opnåede i løbet af sabbatåret,er det største udbytte, at jeg ogsåbegyndte at få flere forskellige ting, jeg gerne ville gøre.Og sabbatårsprojektet motiverede mig til at forberede mig på lærereksamenen, selv da jeg var ret udmattet.
at træffe mere selvstændige beslutninger om mit eget livJeg blev i stand tilat tage styringen over mit livJeg tror, jeg har opnået.
Det første, jeg gerne vil gøre, er»At studere mit eget land«.Da jeg så mine europæiske venner, som var meget stolte af deres lande, fik jeg lyst til selv at være stolt af mit land og lære mere om det.
For det andet fik jegmotivation til at studere engelskfordi jeg gerne ville blive bedre til engelsk.
Jeg tror, jeg gerne ville møde flere venner og knytte tættere bånd til flere mennesker.
Ogjeg ville gerne forberede mig til lærereksamenen på en sjovere mådeDet ønskede jeg.
Til en anden, der vil tage den samme udfordring op som mig.
Jeg husker, hvordan jeg var, da jeg først begyndte at forberede mig på sabbatåret. Jeg var bange for at gøre noget alene. Derfor forberedte jeg mig ved at spørge om alt én ting ad gangen, bekymre mig om hver eneste lille ting og støtte mig til andre. Men mens jeg gennemførte sabbatårsprojektet,gik det på et tidspunkt op for mig, at jeg så vidt muligt selv løste tingene, og at min diffuse rejseangst var forsvundet. Nu føler jeg ikke længere frygt, men har i stedet lyst til at finde og se flere stederDet er kommet.
Selvfølgelig tager det stadig tid, før jeg tør handle hovedkulds. Men hvis der er noget, jeg gerne vil gøre, blev jeg overbevist om, at det er det rigtige for mig at følge minindre stemmei stedet for at udsætte tingene, og så gøre det.
Til andre unge, der vil tage en udfordring op ligesom mig, vil jeg gerne give et par råd, som måske kan hjælpe. Selv hvis du ikke er god til engelsk, er det en god idé at tage af sted med en vis selvtillid og tro på, at du kan tale og forstå engelsk til en vis grad.Det skyldes, at det er frivilligt arbejde, hvor man skal undervise i engelsk, og at man også skal kunne tale engelsk på stedet, hvor man arbejder som frivillig.
Men selvtillidHvis du mangler den, kan det føles isolerende at se andre frivillige, der taler engelsk lige så godt som modersmålstalende.Og fordi du endnu ikke har tilstrækkelig kulturel forståelse til at kunne føre en grundlæggende samtale med dem, kan det være frustrerende. Men hvis du er nødt til at tage af sted, selvom du ikke føler dig forberedt, anbefaler jeg på det kraftigste, at du bare kaster dig ud i det!
Uanset om du bliver forstået eller ej, så tag modigt kontakt til dem først, prøv at tale med dem, tag på ture sammen, og kast dig ud i detog udvikl dig— jeg vil anbefale, at du nyder det hele, mens du mærker, hvordan du udvikler dig. Hvis du nyder det på den måde, vil du, når du kommer hjem fra rejsen, pludselig opdage, at engelsk på et tidspunkt falder dig mere naturligt end koreansk :)!
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
