Giv børn med handicap i Cambodja vingerne tilbage! Anmeldelse af et sabbatår | Blev mere tryg ved at kommunikere på engelsk; overvandt min frygt

#Blev mere tryg ved at kommunikere på engelsk; overvandt min frygt #Kontakt med internationale venner; den rørende oplevelse af frivilligt arbejde #Uventet lykke og glæden ved at rejse

Forfatter: Hwang Yejin
Land / by: Asien/Cambodja/Phnom Penh
Visninger : 3684

Jeg faldt godt ind i livet i Cambodja og havde det virkelig, virkelig godt. Jeg havde faktisk oprindeligt kun planlagt at deltage i fire uger, men jeg ville så nødigt tage af sted, at jeg forlængede opholdet med yderligere to uger, og det var et rigtig godt valg.

-Lad os give cambodjanske børn med handicap, som har mistet deres vinger, vinger igen!/ Hwang Yejin, Gap-Year Family-deltager/ 6 ugers sabbatår

Det føltes som en drøm at blive sygeplejerske, men virkeligheden var anderledes.

29 år. Jeg var sygeplejerske. Der var mange svære sider ved at arbejde som sygeplejerske, og fysisk og mentaltvar jeg meget stresset. Hvorfor var jeg så usikker på mit arbejde og blev ved med at lufte mine klager og frustrationer...Jeg blev ved med at klage... Faktisk har jeg stadig ikke nogen fortrydelse over at have sagt sygeplejerskejobbet op.I begyndelsen virkede det som en drøm og var imponerende for mig, men efter at jeg faktisk var blevet sygeplejerske, følte jeg, at jeg så ned på mig selv,Jeg kunne ikke gøre for det. Sygeplejerskejobbet, som havde virket som en drøm og imponerende for mig, var ikke særlig indbydende, da jeg først selv blev sygeplejerske.

I den lidt sene alder begyndte jeg at tænke over, hvad jeg egentlig holdt af, og mens jeg søgte på internettet, faldt jeg tilfældigvis over'at lære om sabbatår', og først tog jeg det ikke så alvorligt, men efterhånden blev jeg interesseret.Der var forskellige projekter, og jeg læste anmeldelserne grundigt.Grunden til, at jeg tøvede med at prøve det, var, at jeg ikke havde mod på at tage alene til et ukendt sted,og desuden var jeg lidt bange for at gøre noget, jeg aldrig havde prøvet før.

Sågrunden til, at jeg valgte projektet, var, at det føltes som nu eller aldrig.Inden jeg fyldte 30 (hvor trist), ville jeg prøve og lære alt, hvad jeg kunne. Og så begyndte mine fantastiske seks uger.

At gå på opdagelse, tilpasse sig og endda forlænge projektet

Jeg ankom til overnatningsstedet i weekenden. Der var ikke en eneste person, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,og selv da de forklarede de enkle regler på engelsk, anede jeg ikke, hvad de sagde.Allerede den første dag, da jeg ankom, havde jeg faktisk lyst til at tage tilbage til Korea. Senerefandt jeg ud af, at de fleste frivillige i weekenderne enten afslutter deres program og tager hjem eller tager på rejse.Det fandt jeg ud af. Jeg sad tomt og stirrede i mit tomme værelse og besluttede mig så for at gå ud, koste hvad det ville.

Jeg tog et cambodjansk transportmiddel (tuk-tuk) til et nærliggende marked.Jeg var bange for at fare vild eller blive bestjålet, så jeg gik rundt sådan,og da jeg vendte tilbage til overnatningsstedet, blev jeg budt velkommen af en koreansk »lillesøster«, der allerede havde vænnet sig til livet i Cambodja.Jeg blev så glad. At kunne tale koreansk i omgivelser, hvor alle kun talte engelsk, var virkelig en stor velsignelse.Med hjælp fra den koreanske lillesøster vænnede jeg mig gradvist til det.

Jeg begyndte at vænne mig til livet på overnatningsstedet og til Cambodjas vejr og omgivelser, men(jeg vænnede mig endda til varmen på over 30 grader og de pludselige regnskyl) kunne jeg aldrig rigtig vænne mig til »engelsk«. I begyndelsentalte folk fra hvert land engelsk, men deres accenter var alle forskellige, så selv når de sagde det samme...lød det anderledes, og det var virkelig svært.

Måske løste tiden det. På et tidspunkt blev det lidt lettere og mere naturligt at lytte til og tale engelsk.Jeg gjorde bestemt selv en stor indsats, menpå den måde faldt jeg godt ind i livet i Cambodja og havde det virkelig, virkelig godt.Jeg havde faktisk oprindeligt kun planlagt at deltage i fire uger, men jeg ville så nødigt tage af sted, at jeg forlængede opholdet med yderligere to uger, og det var et rigtig godt valg.

Børnene, der først smilede og kom hen til mig — så dejlige.

'Lad os give børn med handicap, som har mistet deres vinger, vinger igen.'Det var mit frivilligprojekt. I Korea mødte jeg sjældent børn med handicap, så jeg var ærligt talt lidtbekymret og ikke helt forberedt på, hvilken indstilling jeg burde have.

Den første dag besøgte jeg en institution for børn med handicap sammen med en lokal lærer. Børn med og uden handicap var sammeni det samme rum. Vi delte frivilligarbejdet op i formiddag – pause – eftermiddag, og mine opgaver varat hjælpe med måltider, skifte bleer, lege med børnene osv. — ikke noget særligt svært.

De fleste børn havde dog fysiske handicap og kunne ikke selv skifte stilling ellerudføre selv de mest grundlæggende bevægelser, så de var afhængige af hjælp fra lokale frivillige til alt.De fleste havde svage luftveje, så mange hostede ofte under måltiderne og havde svært ved at synke maden ordentligt,og der var børn, som ikke kunne tygge og måtte synke maden, som den var.

Nogle børn blev ved med at græde, medmindre man holdt dem, og andre græd og lo på skift igen og igen.Ærligt talt følte jeg mig i begyndelsen lidt fremmed over for dem, og der var mange ting, jeg tøvede med, men den side af migvar skamfuld sammenlignet med børnene: De blev slet ikke forskrækkede over at se en fremmed for første gang, men lyste op i store smil, og jeg kunne ikke lade være med at smile med. Jeg ved ikke hvorfor, men deres brede smil rørte mig, og da jeg så dem løbe hen til mig og bede om et kram, smilede jeg endnu en gang.

Faciliteterne og omgivelserne var ikke afgørende faktorer. Jeg var bare ked af, at jeg ikke kunne kramme dem mere. Jeg ved ikke, hvorfor noget, der normalt ville være ingenting, påvirkede mig så dybt — det er en lykke, man ikke kan kende, før man selv har oplevet den.spillet er slut.

Udenlandske venner, der gjorde livet i Cambodja endnu skønnere.

På andendagen efter ankomsten tog jeg på bar med udenlandske venner. Vi var omkring ti personer. Det var en spontanbeslutning at tage af sted, og til at begynde med var det akavet, men de udenlandske venner, som var alt andet end »akavet«,fik mig til at føle mig godt tilpas, så vi hurtigt blev tætte; vi tog billeder sammen, drak øl og dansede.Måske kom der en anden udgave af mig til syne dér, sammenlignet med den, jeg er i Korea.

Hver uge kom der nye frivillige fra forskellige lande, så jeg kunne møde mennesker fra mange forskellige nationer. Sådan begyndte mine udenlandske venskaber at tage form — vi tog på indkøb sammen, så film og havde dybe samtalermed hinanden.De talte så langsomt og tydeligt som muligt til mig, fordi engelsk var svært for mig.Min første værelseskammerat, en schweizisk ven, og den norske medicinstuderende, som altid behandlede mig venligt og selv opsøgte mig.Jeg er så taknemmelig for at have mødt venner, blandt andet en australsk ven, som hjalp mig rigtig meget.På grund af dem blev mit liv i Cambodja meget skønnere.

Endnu et uforglemmeligt minde: en rejse fuld af uventede udfordringer.

Jeg sagde til en koreansk veninde, at vi bare skulle tage til Pattaya Beach i weekenden, men fra Phnom Penh...Det tog 16 timer at komme til Pattaya med natbus og privatbil.Fordi det føltes som spild at have brugt så lang tid på at komme til Pattaya, besluttede vi spontant at besøge nabolandene Thailand og Laos.Vi lagde en plan, og fordi vi kun havde pakket det mest nødvendige, købte vi de ting, vi manglede, lokalt.

Det ekstremt varme vejr, de lokale, som ikke kunne kommunikere på engelsk, og busrejserne førte til mange komplikationer.Der opstod komplikationer. Busturen fra Laos tilbage til Phnom Penh tog hele 36 timer.Det var rigtig sjovt, men også meget udmattende.Selv med grundig planlægning kan der opstå mange uforudsete ting under en rejse, som fører til uventede oplevelser.

Der er mange steder, man kan tage hen i Cambodja eller i nabolandene.Jeg kan varmt anbefale Angkor Wat, Kampot og Vang Vieng i Laos.

En anden bekymring: ikke at have lyst til at vende tilbage til Korea.

Efter seks uger med et helt nyt liv havde jeg faktisk ikke lyst til at tage tilbage til Korea.Når jeg tænkte på, hvor godt jeg havde levet i Cambodja — uden stress og med mulighed for at gøre præcis, hvad jeg ville — så skræmte tanken om at vende tilbage til Korea...at jeg igen ville blive nødt til at se virkeligheden i øjnene og håndtere alle mine bekymringer og tanker,mig igen.

Men en vigtig ting, jeg indså, er, at disse bekymringer helt og holdent er mine egne,at de vil hjælpe mig med at vokse, og at spørgsmålene om, hvordan jeg skal leve fremover, selvom det er svært...måske kan gøre mig lidt lykkeligere og mere selvstændig.MegetJeg fik mange flere tanker, men mere end noget andet...bekymrer jeg mig især om: »Hvordan skal jeg leve, så jeg ikke fortryder noget?« Selvom jeg ved, at der ikke findes et entydigt svar,vil jeg blive ved med at tænke over det og handle for at finde mit eget svar. Når jeg igen tænker tilbage på Cambodja...var de seks uger, jeg tilbragte dér, virkelig lykkelige.