Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Lærte en vigtig del af livet at kende #Fik en følelse af lykke og en dyb forståelse af mig selv #Følte glæden ved at hjælpe andre
Tværtimod lærte jeg rigtig meget. Disse børn har altid et smil på læben. De bliver glade, bare fordi jeg kom, og løber rundt og krammer mig. Selvom vi ikke kommunikerer særlig godt verbalt, er det dejligt at tale sammen, og de var alle så glade. Når børnene smiler, tager jeg mig selv i at smile uden at opdage det, og bare ved at være med i deres latter bliver jeg også glad. Synes du ikke, at jeg har lært noget vigtigt om livet af det?
-Jeg giver børnene mine evner og min kærlighed! Frivilligt arbejde for børn med handicap i Vietnam/ Baek Seung-yeop, deltager i sabbatårsgruppen Gapper / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket i Sydkorea,
dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud hvert år; 346.000 mennesker i 20'erne flakker rundt uden drømme; og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op i 40-procentsintervallet,er 75 % af universitetsstuderende utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af kontoransatte føler sig angiveligt ikke lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem – hvor der hverken findes praktiske metoder eller støtte – vil vi også introducere »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår« (gap year)betyder at holde pause fra studier eller arbejde eller kombinere dem for at bruge tid på forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af en virksomhed,som en periode til at finde retning for fremtiden. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Se de mange oplevelsesmuligheder på hjemmesiden for sabbatår!▶Klik◀
# Når jeg nu alligevel skulle af sted, rejste jeg med den beslutsomhed at give den hele armen.
Grunden til, at jeg gennemførte sprogundervisning via sabbatårsprogrammet og udførte frivilligt arbejde i Vietnam, var, at lederen af sabbatårsprogrammetanbefalede det til mig. Jeg er typen, der som regel bare råber »OK« uden at tænke mig om. Så jeg råbte først »OK«,men da jeg kom hjem og tænkte over det, indså jeg, at der indtil da altid havde været en grund eller et mål, når jeg gjorde noget.
Denne gang endte jeg med at gøre noget uden grund eller mål. Så jeg prøvede at finde en grund og sætte et mål for det frivillige arbejde,men fandt ikke noget svar.Jo mere jeg tænkte over det, desto mere gjorde mit hoved ondt, og jeg – som altid bare har kastet mig ud i tingene –besluttede også denne gang bare at prøve, så jeg tog af sted på frivilligarbejdet.
Faktisk havde jeg mange bekymringer, inden jeg rejste.
For det første havde jeg aldrig tænkt dybt over frivilligt arbejde.
For det andet havde jeg aldrig udført frivilligt arbejde i Korea og havde derfor ingen erfaring, og jeg var bekymret for at rejse til udlandet efter kun tre måneders engelskundervisning.Jeg var meget bange for, at mit frivillige arbejde måske kun ville gøre skade.
Ikke desto mindre,rejste jeg, eftersom jeg nu alligevel skulle af sted, med den hensigt at gøre mit bedste.
# Hos den frivillige organisation mødte jeg mange vietnamesiske venner, som også arbejdede frivilligt, og venner fra forskellige lande.
For kort at beskrive en typisk dag: Dagen begynder klokken 8. Om morgenen er der tid til madlavning, så vi lavede vietnamesiske retter sammen, og i den resterende tid...Efter matematikundervisningen sluttede vi undervisningen klokken 11, og klokken 14 underviste vi i engelsk og de fag, eleverne var interesserede i...Vi underviste dem. Jeg sluttede arbejdet klokken 16 og havde derefter fri.
Mens jeg deltog i frivilligprojektet for børn med handicap i Vietnam...Hos den frivillige organisation...mødte jeg mange vietnamesiske venner, som også arbejdede frivilligt, og venner fra forskellige lande.Jeg fik en god oplevelse af at kommunikere med de venner, og Vietnam...Jeg var glad for, at jeg gennem mødet med vennerne kunne lære om vietnamesisk kultur.Jeg er vist heldig.Mine venner behandlede mig rigtig godt.
#»Jeg kan gøre dem så glade.«Det tænkte jeg.
Mens jeg arbejdede frivilligt med børn med handicap i Vietnam, ville jeg lave mit eget projekt, så de kunne få en god oplevelse.Om morgenen var der tid til madlavning, og i den tid ville jeg lave koreansk mad, så de kunne smage forskellige retter,så jeg tilføjede en forsinket koreansk madlavningssession under det frivillige arbejde, og vi brugte tid på at lave mad sammen.
Først lavede vi kimbap sammen, og børnene nød denne stund med stor begejstring.De var nysgerrige, mens vi lavede det sammen, og jeg tænkte på, hvorfor vi ikke havde gjort det noget før. Det var så lækkert, atde hver især tog en rulle kimbap med begge hænder og spiste den. Det gjorde mig virkelig rørt, og''Jeg kan gøre dem så glade.''Den tanke fik jeg.Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for Korea Gap Year for at have givet mig denne mulighed.
# Mit TIP
(Sprog)
Det er nødvendigt at kunne føre en grundlæggende samtale.
(Indkvartering)
Fra mit synspunkt blev jeg meget overrasket i starten. Faciliteterne var ikke særlig rene.Alligevel var der ikke de store gener, så længe man holdt de steder, man brugte, rene. Det varme vand fungerede fint, og det samme gjorde vaskefaciliteterne,og der var en leder i organisationen, så det var rart at kunne stille spørgsmål, når jeg havde nogen.
Efter cirka en uge havde jeg hurtigt vænnet mig til det.
(Mad)
Måltiderne er vietnamesiske, så der serveres traditionelle vietnamesiske retter. Man får mulighed for at opleve vietnamesisk mad hver dag.Jeg glædede mig også til måltiderne.Desuden er det nemt at komme tæt på de andre, fordi vi sidder tæt sammen og spiser.
(Tip)
Der er ikke noget, du ikke kan finde i Hanoi i Vietnam. Hvis du tager bussen til Hoan Kiem, er alt der. Hvis du har brug for noget...kan du gå ud og købe det. Jeg endte med ofte at tjekke kortet på min telefon, mens jeg var på farten, så hvis du tager en powerbank med...kan du bruge den effektivt.
Du tøver vel ikke stadig? Gør noget ved det med det samme.
#Gennem dette projektDet, jeg lærte, var en vigtig del af livet. Man kan sige, at jeg lærte noget om livet, ikke?
Jeg nød at møde mange gode venner, mens jeg arbejdede frivilligt. Jeg var glad for, at eleverne kunne lide mig, og jeg var lykkelig over at få og lære så meget...og jeg var glad; alt var godt. Du ved...Der findes forskning, som viser, at mennesker er lykkeligst, når de hjælper andre.Måske var det derfor, jeg var glad hver eneste dag i den periode.
Jeg blev også meget rørt...Jeg blev rørt. Det gjorde indtryk på mig at se børnene udvikle sig lidt efter lidt, mens jeg underviste dem, og at se, hvor godt jeg selv tilpassede mig...Jeg blev rørt over mig selv, og det gjorde indtryk på mig, da vi lavede koreansk mad sammen — kimbappen var så lækker, at de holdt den med begge hænder og spiste den,Når jeg ser tilbage, var det virkelig en lykkelig tid.Gennem dette projektDet, jeg lærte, var en vigtig del af livet. Man kan sige, at jeg lærte noget om livet, ikke?
Jeg forandrede mig, mens jeg gennemførte mit sabbatårsprojekt. Før plejede jeg ikke at tænke så dybt, men...Når man arbejder på projektet, ender man med at have meget tid alene.Man har meget tid for sig selv. Hvad kan jeg lide? Hvad vil jeg? Hvilke værdier har jeg i livet?Hvad er de? Hvad er målet med mit liv? Man begynder at tænke dybt over den slags. Jeg lærte mig selv at kende.
Mit sabbatår er
en oplevelse★★★★★
Alt var en ny oplevelse. Maden, der blev serveret på indkvarteringsstedet, bestod udelukkende af traditionelle vietnamesiske retter. Jeg prøvede nye retter hver dag. Der var praktikanter, jeg arbejdede sammen med; vi tog ud at spise sammen og gik ud for at more os. Disse daglige rutiner var en værdifuld oplevelse, der hjalp mig med at forstå vietnamesisk kultur. Og fordi det ikke var et område, der blev besøgt af mange udlændinge, oplevede jeg det autentiske Vietnam, ikke et Vietnam iscenesat for turister.
Læring★★★★★
Det sted, hvor jeg var frivillig, hjalp venner med fysiske handicap, som stadig lider under følgerne af Agent Orange på grund af voksnes grådighed og egoisme under Vietnamkrigen. Vi underviste i grundlæggende ting som madlavning, engelsk, matematik og tegning. Jeg lærte faktisk meget af dem. Disse venner har altid et smil på læben. Bare det, at jeg var der, gjorde dem glade, så de løb rundt og krammede mig. Selvom det ikke var let at kommunikere, var det rart at tale sammen – de var alle så glade mennesker. Når vennerne smilede, tog jeg mig selv i også at smile; bare ved at grine med over det, der gjorde dem glade, blev jeg også glad. Har jeg ikke lært en vigtig del af livet af det?
Omgivelser★★★☆☆
Der er rigtig mange motorcykler, så luftforureningen fra udstødning er alvorlig. Husk at tage en maske med. Selv lokale vietnamesiske venner sagde, da de så mig uden maske, at jeg ville dø, og gik på apoteket for at købe masker til mig.
Sikkerhed★★★★★
Jeg gik ikke ud sent. Det skyldtes, at busserne, som var mit transportmiddel, holdt op med at køre omkring kl. 21, så jeg tog tidligt hjem for at spare penge. Når vi var ude til sent, holdt vi sammen i en gruppe. Kulturen ligner også vores, så jeg følte aldrig, at det var farligt.
Fritid★★★★★
I min fritid læste jeg bøger eller så film, tog på sightseeing ved Hoan Kiem-søen og hyggede mig med venner over en øl. Jeg er nærmest død uden eventyrlyst, så jeg opsøgte Vietnams berømte æggekaffe på kendte caféer og lærte om den. Når det gjaldt mad, fandt jeg populære steder for at prøve pho og banh mi. Da det var svært at kommunikere, tog jeg til et velkendt universitet for at finde studerende på koreanskstudiet, som kunne tolke, og fik deres hjælp. Jeg havde altid travlt i min fritid, så jeg nåede aldrig at kede mig.
Tværtimod lærte jeg rigtig meget. Disse børn har altid et smil på læben. De bliver glade, bare fordi jeg kom, og løber rundt og krammer mig. Selvom vi ikke kommunikerer særlig godt verbalt, er det dejligt at tale sammen, og de var alle så glade. Når børnene smiler, tager jeg mig selv i at smile uden at opdage det, og bare ved at være med i deres latter bliver jeg også glad. Synes du ikke, at jeg har lært noget vigtigt om livet af det?
-Jeg giver børnene mine evner og min kærlighed! Frivilligt arbejde for børn med handicap i Vietnam/ Baek Seung-yeop, deltager i sabbatårsgruppen Gapper / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket i Sydkorea,
dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud hvert år; 346.000 mennesker i 20'erne flakker rundt uden drømme; og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op i 40-procentsintervallet,er 75 % af universitetsstuderende utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af kontoransatte føler sig angiveligt ikke lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem – hvor der hverken findes praktiske metoder eller støtte – vil vi også introducere »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår« (gap year)betyder at holde pause fra studier eller arbejde eller kombinere dem for at bruge tid på forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af en virksomhed,som en periode til at finde retning for fremtiden. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Se de mange oplevelsesmuligheder på hjemmesiden for sabbatår!▶Klik◀
# Når jeg nu alligevel skulle af sted, rejste jeg med den beslutsomhed at give den hele armen.
Grunden til, at jeg gennemførte sprogundervisning via sabbatårsprogrammet og udførte frivilligt arbejde i Vietnam, var, at lederen af sabbatårsprogrammetanbefalede det til mig. Jeg er typen, der som regel bare råber »OK« uden at tænke mig om. Så jeg råbte først »OK«,men da jeg kom hjem og tænkte over det, indså jeg, at der indtil da altid havde været en grund eller et mål, når jeg gjorde noget.
Denne gang endte jeg med at gøre noget uden grund eller mål. Så jeg prøvede at finde en grund og sætte et mål for det frivillige arbejde,men fandt ikke noget svar.Jo mere jeg tænkte over det, desto mere gjorde mit hoved ondt, og jeg – som altid bare har kastet mig ud i tingene –besluttede også denne gang bare at prøve, så jeg tog af sted på frivilligarbejdet.
Faktisk havde jeg mange bekymringer, inden jeg rejste.
For det første havde jeg aldrig tænkt dybt over frivilligt arbejde.
For det andet havde jeg aldrig udført frivilligt arbejde i Korea og havde derfor ingen erfaring, og jeg var bekymret for at rejse til udlandet efter kun tre måneders engelskundervisning.Jeg var meget bange for, at mit frivillige arbejde måske kun ville gøre skade.
Ikke desto mindre,rejste jeg, eftersom jeg nu alligevel skulle af sted, med den hensigt at gøre mit bedste.
# Hos den frivillige organisation mødte jeg mange vietnamesiske venner, som også arbejdede frivilligt, og venner fra forskellige lande.
For kort at beskrive en typisk dag: Dagen begynder klokken 8. Om morgenen er der tid til madlavning, så vi lavede vietnamesiske retter sammen, og i den resterende tid...Efter matematikundervisningen sluttede vi undervisningen klokken 11, og klokken 14 underviste vi i engelsk og de fag, eleverne var interesserede i...Vi underviste dem. Jeg sluttede arbejdet klokken 16 og havde derefter fri.
Mens jeg deltog i frivilligprojektet for børn med handicap i Vietnam...Hos den frivillige organisation...mødte jeg mange vietnamesiske venner, som også arbejdede frivilligt, og venner fra forskellige lande.Jeg fik en god oplevelse af at kommunikere med de venner, og Vietnam...Jeg var glad for, at jeg gennem mødet med vennerne kunne lære om vietnamesisk kultur.Jeg er vist heldig.Mine venner behandlede mig rigtig godt.
#»Jeg kan gøre dem så glade.«Det tænkte jeg.
Mens jeg arbejdede frivilligt med børn med handicap i Vietnam, ville jeg lave mit eget projekt, så de kunne få en god oplevelse.Om morgenen var der tid til madlavning, og i den tid ville jeg lave koreansk mad, så de kunne smage forskellige retter,så jeg tilføjede en forsinket koreansk madlavningssession under det frivillige arbejde, og vi brugte tid på at lave mad sammen.
Først lavede vi kimbap sammen, og børnene nød denne stund med stor begejstring.De var nysgerrige, mens vi lavede det sammen, og jeg tænkte på, hvorfor vi ikke havde gjort det noget før. Det var så lækkert, atde hver især tog en rulle kimbap med begge hænder og spiste den. Det gjorde mig virkelig rørt, og''Jeg kan gøre dem så glade.''Den tanke fik jeg.Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for Korea Gap Year for at have givet mig denne mulighed.
# Mit TIP
(Sprog)
Det er nødvendigt at kunne føre en grundlæggende samtale.
(Indkvartering)
Fra mit synspunkt blev jeg meget overrasket i starten. Faciliteterne var ikke særlig rene.Alligevel var der ikke de store gener, så længe man holdt de steder, man brugte, rene. Det varme vand fungerede fint, og det samme gjorde vaskefaciliteterne,og der var en leder i organisationen, så det var rart at kunne stille spørgsmål, når jeg havde nogen.
Efter cirka en uge havde jeg hurtigt vænnet mig til det.
(Mad)
Måltiderne er vietnamesiske, så der serveres traditionelle vietnamesiske retter. Man får mulighed for at opleve vietnamesisk mad hver dag.Jeg glædede mig også til måltiderne.Desuden er det nemt at komme tæt på de andre, fordi vi sidder tæt sammen og spiser.
(Tip)
Der er ikke noget, du ikke kan finde i Hanoi i Vietnam. Hvis du tager bussen til Hoan Kiem, er alt der. Hvis du har brug for noget...kan du gå ud og købe det. Jeg endte med ofte at tjekke kortet på min telefon, mens jeg var på farten, så hvis du tager en powerbank med...kan du bruge den effektivt.
Du tøver vel ikke stadig? Gør noget ved det med det samme.
#Gennem dette projektDet, jeg lærte, var en vigtig del af livet. Man kan sige, at jeg lærte noget om livet, ikke?
Jeg nød at møde mange gode venner, mens jeg arbejdede frivilligt. Jeg var glad for, at eleverne kunne lide mig, og jeg var lykkelig over at få og lære så meget...og jeg var glad; alt var godt. Du ved...Der findes forskning, som viser, at mennesker er lykkeligst, når de hjælper andre.Måske var det derfor, jeg var glad hver eneste dag i den periode.
Jeg blev også meget rørt...Jeg blev rørt. Det gjorde indtryk på mig at se børnene udvikle sig lidt efter lidt, mens jeg underviste dem, og at se, hvor godt jeg selv tilpassede mig...Jeg blev rørt over mig selv, og det gjorde indtryk på mig, da vi lavede koreansk mad sammen — kimbappen var så lækker, at de holdt den med begge hænder og spiste den,Når jeg ser tilbage, var det virkelig en lykkelig tid.Gennem dette projektDet, jeg lærte, var en vigtig del af livet. Man kan sige, at jeg lærte noget om livet, ikke?
Jeg forandrede mig, mens jeg gennemførte mit sabbatårsprojekt. Før plejede jeg ikke at tænke så dybt, men...Når man arbejder på projektet, ender man med at have meget tid alene.Man har meget tid for sig selv. Hvad kan jeg lide? Hvad vil jeg? Hvilke værdier har jeg i livet?Hvad er de? Hvad er målet med mit liv? Man begynder at tænke dybt over den slags. Jeg lærte mig selv at kende.
Mit sabbatår er
en oplevelse★★★★★
Alt var en ny oplevelse. Maden, der blev serveret på indkvarteringsstedet, bestod udelukkende af traditionelle vietnamesiske retter. Jeg prøvede nye retter hver dag. Der var praktikanter, jeg arbejdede sammen med; vi tog ud at spise sammen og gik ud for at more os. Disse daglige rutiner var en værdifuld oplevelse, der hjalp mig med at forstå vietnamesisk kultur. Og fordi det ikke var et område, der blev besøgt af mange udlændinge, oplevede jeg det autentiske Vietnam, ikke et Vietnam iscenesat for turister.
Læring★★★★★
Det sted, hvor jeg var frivillig, hjalp venner med fysiske handicap, som stadig lider under følgerne af Agent Orange på grund af voksnes grådighed og egoisme under Vietnamkrigen. Vi underviste i grundlæggende ting som madlavning, engelsk, matematik og tegning. Jeg lærte faktisk meget af dem. Disse venner har altid et smil på læben. Bare det, at jeg var der, gjorde dem glade, så de løb rundt og krammede mig. Selvom det ikke var let at kommunikere, var det rart at tale sammen – de var alle så glade mennesker. Når vennerne smilede, tog jeg mig selv i også at smile; bare ved at grine med over det, der gjorde dem glade, blev jeg også glad. Har jeg ikke lært en vigtig del af livet af det?
Omgivelser★★★☆☆
Der er rigtig mange motorcykler, så luftforureningen fra udstødning er alvorlig. Husk at tage en maske med. Selv lokale vietnamesiske venner sagde, da de så mig uden maske, at jeg ville dø, og gik på apoteket for at købe masker til mig.
Sikkerhed★★★★★
Jeg gik ikke ud sent. Det skyldtes, at busserne, som var mit transportmiddel, holdt op med at køre omkring kl. 21, så jeg tog tidligt hjem for at spare penge. Når vi var ude til sent, holdt vi sammen i en gruppe. Kulturen ligner også vores, så jeg følte aldrig, at det var farligt.
Fritid★★★★★
I min fritid læste jeg bøger eller så film, tog på sightseeing ved Hoan Kiem-søen og hyggede mig med venner over en øl. Jeg er nærmest død uden eventyrlyst, så jeg opsøgte Vietnams berømte æggekaffe på kendte caféer og lærte om den. Når det gjaldt mad, fandt jeg populære steder for at prøve pho og banh mi. Da det var svært at kommunikere, tog jeg til et velkendt universitet for at finde studerende på koreanskstudiet, som kunne tolke, og fik deres hjælp. Jeg havde altid travlt i min fritid, så jeg nåede aldrig at kede mig.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
