Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg lærte mig selv bedre at kende og blev mere afslappet. #Jeg fik mulighed for at få praktisk erfaring med et working holiday og genvandt livsglæden. #Jeg er tilfreds med den måde, jeg har forandret mig på.
Når jeg tænker tilbage på tiden, hvor jeg afslappet gik rundt i byen i det fjerne land, hvor sproget ikke engang gav mening, virker det helt automatisk helende. På samme måde bliver et sabbatårsprojekt en kilde til livskraft, blot fordi man har været af sted.Hvis nogen spurgte mig, hvad de skulle gøre efter en orlov eller pensionering, ville jeg uden tøven anbefale et sabbatår. – Sabbatårsophold i Paris / Kim Minji, sabbatårsrejsende / 8 ugers sabbatår * Dette projekt er lukket i øjeblikket. (Pr. 23.08.2018) |
# Helt ærligt forventede jeg ikke store forandringer, men jeg var tilfreds med den måde, jeg havde forandret mig på.
Jeg deltog i sabbatårsopholdet i Paris for at øve mig i at rejse på egen hånd og forberede mig på et arbejdsferieophold. Da jeg var ung, tog jeg på pakkerejser med mine forældre, og jeg havde allerede været i Europa på en grupperejse. Men efter jeg begyndte på universitetet, sled jeg mig selv op med endeløse deltidsjob og studier uden et formål, så rejser var kun en drøm; sabbatårsopholdet blev mit mål.
Jeg sparede op, så jeg ikke behøvede at spørge mine forældre om penge, og min første rejse helt på egen hånd begyndte med alt fra at slå ting op i bøger til at planlægge ruter. Jeg søgte også om et arbejdsferieophold i Canada og bestod første runde, så hvis jeg bestod den endelige udvælgelse, kunne jeg komme af sted.
Men bortset fra at bo på kollegium, mens jeg gik i skole, havde jeg aldrig været væk fra mine forældre, så det virkede overvældende. Efter at jeg var blevet optaget på sabbatårsopholdet, tænkte jeg, at to måneder i udlandet ville være en god øvelse inden et arbejdsferieophold på et år.Alle de forskellige grunde, jeg havde tænkt på til at tage af sted, mens jeg forberedte mig på sabbatårsopholdet, viste sig at være ting, jeg havde opnået, da jeg efter projektets afslutning så tilbage.
Jeg tænkte på et sabbatår som en tid, hvor jeg kunne skabe mit eget frirum. Jeg satte mig mål for ting, jeg kunne og skulle gennemføre for at udvikle mig fra den, jeg havde været. Blandt demJeg lovede mig selv at tage mig tid til at lære mig selv at kende, og ved at se tilbage på utallige dagbøger, fotos og min måde at være sammen med andre på lærte jeg endelig mig selv at kende efter mere end tyve år.
I Korea havde jeg ikke lyst til at lære mig selv at kende; jeg var skuffet og opslugt af selvbebrejdelser. Men her fandt jeg ud af, hvad jeg var god til, og jeg tøvede ikke med at sige min mening, ogJeg kunne godt lide, at jeg var anderledes end andre. Helt ærligt var jeg ikke taget af sted med forventning om store forandringer, men jeg var tilfreds med, hvordan jeg havde ændret mig gennem små og store forvandlinger.
# En dag i Paris begyndte med, at jeg åbnede døren og tjekkede vejret.
Da jeg først ankom til Paris, gik jeg rundt om Opéra med en tung kuffert og rygsæk, mens jeg kiggede på Google Maps.Det er et bittersødt og komisk minde, at jeg ikke kunne tro, jeg var kommet til Paris uden at kende nogen, og at jeg ikke engang lagde mærke til stationen lige foran mig, fordi jeg ikke kendte gaderne. Jeg begyndte mit liv i Paris så klodset, og nu er det slut, og jeg skriver en rapport.
En dag i Paris begyndte med, at jeg åbnede døren og tjekkede vejret. Jeg oplevede på egen krop ordsproget om, at man kan opleve alle fire årstider på én dag: Bare fordi vejret var godt i går, betød det ikke, at det også ville være godt i dag, og der kunne være fint om morgenen, men blæsende om eftermiddagen. Jeg klædte mig varmt på og tog mig af praktiske opgaver om morgenen eller tog på en morgentur om torsdagen.
Morgenens opgaver bestod hovedsageligt af rengøring, hvorefter vi ventede på gæster, der skulle tjekke ind. Gæsterne kom fra andre lande, fra Korea eller var udvekslingsstuderende – alle havde forventningsfulde øjne, når de tænkte på Paris. OgOm eftermiddagen tog vi på ture: Eiffeltårnet, Louvre, Montmartre – steder, vi besøgte hver dag, men mærkeligt nok blev jeg aldrig træt af dem.
Jeg kunne endda godt lide regnvejrsdagene. (Jeg kan ikke lide regn hver dag, men det virkede ikke, som om det regnede ofte i Paris, mens jeg var der.) På mine fridage tog jeg ud med de ansatte, hvis vagtplaner passede med min: Jeg gik på museer med en excentrisk ældre studerende fra kunstskolen, tog på restaurantture med en søster, der kunne lidt fransk, og holdt kebabpicnic med min eneste ven på min egen alder i det tordnende Giverny. Vi fik mest muligt ud af vores udflugter.
Selv efter at have moret mig så meget nåede jeg altid tilbage i tide til aftensmaden. Efterhånden som dagene gik, gik solen senere ned, men det blev mere risikabelt at være ude sent, og frem for alt ville jeg ikke gå glip af tantens lækre aftensmad. Efter arbejde samledes alle i personalerummet for at snakke om, hvad de havde lavet den dag, eller om der var sket noget hårdt eller sjovt på arbejdet, og som regel faldt vi i søvn omkring kl. 1–2 om natten.
I Paris brugte jeg dagene på kun at tænke på, hvad der kunne gøre dagen god, uden smålig bekymring. Måske var det derfor, jeg følte mig let og lettet.Mit hår, som plejede at falde af i totter på grund af stress, faldt mindre af, og de mørke rande under øjnene, som havde været der i 23 år, forsvandt.
# En dag i Paris begyndte med, at jeg åbnede døren og tjekkede vejret.
I Korea går alting så hurtigt, at det føltes, som om folk blev slidt ned i det skjulte, men her var alle så afslappede, at det fik mig til at le. I begyndelsen var jeg så uvant med det langsommere tempo, at det føltes uudholdeligt,men nu er jeg også blevet mere afslappet.
Denne følelse af ro kom hverken af indre fred eller af at have masser af penge eller tid, som om man var født med en sølvske i munden – den kom kun af selv at opleve det.Fordi jeg aldrig kunne have mærket det i mit hæsblæsende liv i Korea, fik jeg næsten lyst til at gribe fat i nogen og sige, at de skulle ud i verden og finde deres egen ro.
Det mest uforglemmelige øjeblik i mit liv i Paris var, da jeg havde sagt farvel til de snakkesalige og besværlige gæster og de andre ansatte og tilbragte min sidste nat i Paris alene. Gæster, jeg var blevet gode venner med, som havde været med på ture og indimellem hjulpet til med arbejdet, gav mig endda gaver. Da jeg faktisk forlod Paris, blev jeg overvældet af en ubeskrivelig sorg.
Senere var der desuden kun én blandt de ansatte, der tog til Prag, og vedkommende var den sidste, der vendte tilbage til Korea. Jeg kan ikke glemme tiden, hvor jeg kæmpede alene med ensomheden i det stille personalerum. Jeg elsker i grunden at møde mennesker, og da de mennesker, jeg holdt mest af, rejste, roste alle mig for at være modig, men jeg så en skrøbelig side af mig selv, som jeg ikke engang selv kendte.Det var ikke, fordi jeg savnede mit hjem; det var ensomheden, der fik mig til at ville hjem. Mens jeg arbejdede, syntes jeg, at jeg var ret modig og godt kunne klare mig i et fremmed land, hvor intet gav mening, men jeg indså, hvor stærk ensomheden kan være.
# Min rejseberetning var fuld af historier om, hvor dejligt det var at møde så mange forskellige mennesker.
Det gode ved sabbatårsopholdet var, at jeg kunne tage rundt omkring uden at bekymre mig om overnatning og måltider. Jeg betalte selvfølgelig for det med tilsvarende arbejdsopgaver, men takket være det sparede jeg en masse tid og penge og kunne se og opleve mere end andre. Det gik op for mig, at dette sted, som det tager 12 timer at flyve til, stadig er et sted, hvor mennesker lever deres liv.
Jeg havde hengivet mig til illusionen fra rejseberetninger og rejseopslag om, at udlandet er virkelig anderledes og må være bedre end vores land,og jeg kunne opleve dufte og stemninger, som man ikke kan mærke på billeder,I supermarkedet kunne jeg se folk handle og se selv de storsnudede, lyshårede og blåøjede udlændinge vælge varer, mens de tænkte over, hvad de skulle have til aftensmad. Rejseberetninger, der havde været et afslappende pusterum fra det travle og udmattende liv i Korea, havde utilsigtet skabt en masse illusioner,og det var så sjovt at gøre op med de illusioner og lære ting, jeg ikke vidste.
Jeg mødte så mange mennesker. Først og fremmest gjorde det hver dag til noget, man kunne glæde sig til, at jeg boede sammen med vores fantastiske ansatte. Og selv om jeg ikke kunne huske alle gæsternes navne, huskede jeg næsten alle på deres særlige kendetegn.
Et uartigt brødrepar; en ven, der var stoppet med fodbold og rejste, inden han vendte tilbage til skolen; en kommende pilot; en mor, der kom for at vise verden uden for bøgerne; en jazzpianist, der efterlod en melodi som noder i gæstebogen; en håbefuld komiker, der sagde, at vedkommende ville blive berømt; internationale studerende fra hele Europa; en usædvanlig mandlig blomsterhandler; en person, hvis pung og telefon var blevet stjålet af lommetyve, så vedkommende ankom uden reservation, men fandt ro; en mor og datter på pilgrimsvandring; en mor, der kom alene og kun havde planlagt datterens rejseplan; en person, der arbejdede i USA og var kommet til Paris på forretningsrejse; en familie på ferie i Paris i den eftertragtede ferieperiode – hvert øjeblik blev dyrebart, når jeg mødte og blev venner med mennesker med så forskellige egenskaber og personligheder.
Jeg hørte ægte rejsehistorier, som man ikke kan læse i bøger, fik vigtig information og var glad for, at jeg kunne hjælpe dem med at få arbejdstrætheden på afstand.Min rejseberetning var fuld af historier om, hvor dejligt det var at møde så mange forskellige mennesker.
# Mine tips til sabbatåret
(Sprog)
Drop tanken om, at »alle taler engelsk i udlandet«, og interessér dig for sproget i det land, du besøger. (Husk, at Storbritannien er det eneste land i Europa, hvor engelsk er modersmålet. Selv om ordene skrives med det samme alfabet, kan udtale og betydning være helt forskellige, og fransk, tysk eller spansk bruges ofte først.)
Jeg slog ting op i en ordbog, men det gav stadig ikke mening, så jeg lagde mærke til, hvordan de lokale talte, og efterlignede dem. Når man for eksempel beder nogen om at flytte sig i metroen, kan man sige »pardon«, og når man kalder på en tjener, »excusez-moi«. Jeg talte ikke meget med de lokale, men det hjalp mig meget at være opmærksom på, hvordan de sagde tingene.
(Indkvartering)
Stederne er små, badeværelserne har ikke gulvvarme, og man lever med møbler i stedet for at sidde på gulvet, så forholdene er meget anderledes end i Korea – det er bedst at være forberedt på et kulturchok.
(Måltider)
Der serveres koreansk mad til morgenmad og aftensmad, og personalet får som regel også frokost, så du behøver ikke bekymre dig særlig meget. Og eftersom Frankrig er gastronomiens land, er alt, hvad du køber at spise ude, lækkert og rimeligt prissat! (Forarbejdede fødevarer smager dog ikke godt.)
(Hvad du skal tage med)
1. Brug kompressionsposer til at reducere tøjets volumen, så du kan pakke lidt mere. (Bygningerne i Paris er udsmykkede, men ensfarvede, så tøj i klare, stærke farver vil se godt ud på billeder.)
2. Medbring de hudcremer og kosmetikprodukter, du normalt bruger, men shampoo, balsam og kropsplejeprodukter er billigere her og fungerer meget bedre.
3. Læg en kabinekuffert i din indtjekkede bagage — din bagage vil vokse eksponentielt senere, så medbring den, så du kan flytte ting over i kabinekufferten. (Europæere rejser ofte, så rejsetasker er ikke dyre, men hvis du allerede har en kuffert, så spar de penge, så du kan spise og shoppe mere.)
4. Tag helt sikkert solbriller og en hat med skygge med (ikke en kasket eller en snapback). Solen skinner ikke varmt og mildt; den bager, som om den vil brænde alt. Selv med solbriller kan du blive blændet, og din hovedbund bliver varm og rød, så tag en hat på. Europæere går ikke med solbriller og hatte som et modeudtryk.
(Til kommende deltagere)
Når du er bange for at rejse til udlandet alene eller selv arrangere aktiviteter, fungerer Gap Year som en pålidelig hjælper og planlægger. Men når du først er der, går kommunikationen ikke lige så hurtigt som i Korea, og når der opstår situationer, må du gøre det, der er nødvendigt,så jeg håber, du øver dig i at finde modet frem, inden du tager af sted.
Der kan pludselig opstå situationer, som er helt anderledes end i Korea, og oplevelser, du ikke kan få derhjemme. Kun den, der har øvet sig i at være modig, vil kunne være modig, så øv dig i at sige, hvad du har brug for, så du trygt kan stå fast, selv i et fremmed land, hvor I ikke taler samme sprog.
# Mine favoritter i Paris
Jeg rejste direkte fra Korea til Paris, og som turmedarbejder havde jeg ikke mulighed for at rejse langt, mens jeg arbejdede. Da det var min første rejse alene til udlandet, besluttede jeg mig for at få mest muligt ud af Paris og pressede ikke mig selv til at tage til andre lande.
Jeg kunne gå rundt i Paris i ro og mag — besøge steder, der kun fylder en enkelt side i guidebøgerne, og steder, hvor man næsten ikke ser asiater — og Paris står så levende i mit hjerte, at jeg kan forestille mig byen med lukkede øjne.
Hvis jeg tager til Paris igen, skal jeg besøge Louvre, Musée d’Orsay, Panthéon, operaen, Fontainebleau, Luxembourg-haven og Disneyland.
Det er steder, hvor man kan opleve Paris, når byen er allermest Paris, og der var forholdsvis færre turister, så jeg kunne gå rundt i ro og mag.Du bør helt sikkert besøge Louvre og Musée d’Orsay under deres aftenåbning. Mange turistgrupper er taget af sted på det tidspunkt, så det er et godt tidspunkt at se kunstværkerne og tage billeder.
Panthéon ligner en katedral, men er gravsted for de store skikkelser, der har kastet lys over Paris. Det er ikke særlig stort, men turen op på taget og udsigten over den gamle by var mere storslået end fra noget udsigtstårn.
Opéra Garnier er en bygning, der er svær at tro er en forestillingssal. Garnier byggede den med vilje mere overdådigt end Versailles, og i det øjeblik man træder indenfor, møder man en foyer og en sal, hvor man kan forestille sig adelsfolk i kjoler og kjole og hvidt spadsere rundt. Der var en lydguide på koreansk, og stedet var ikke særlig stort, så det var nemt at gå rundt.
Fontainebleau er Napoleons slot ved stationen i Avon. Blandt de franske slotte har det en gammel, mørk og kølig atmosfære, men Napoleons værdighed og den omkringliggende skov gjorde det straks klart, hvorfor han insisterede på dette sted frem for Paris. Skovstien fra Avon station til slottet føltes især som et sted, hvor en karet kunne dukke op for enden af vejen.
Luxembourg-haven, parken foran Panthéon, er et sted, hvor man møder flere lokale end i Tuilerierne. Køb en enkel snack, og sæt dig i parken og kig op på den blå himmel. Så vil du føle dig som en pariser — ligesom den udlænding, der sidder ved siden af dig.
Disneyland, det eneste i Europa, ligger i Paris og var et paradis for mig, der elsker animation og figurer. Jeg var heldig at komme dertil kort efter, at fejringen af Disneyland Paris’ 25-års jubilæum var begyndt, så jeg kunne se forlystelser og lysinstallationer, der ikke havde været der før. Mine ben gjorde ondt, og jeg var udmattet, men jeg husker stadig, at jeg græd, mens jeg så det afsluttende fyrværkeri. Selv da jeg slæbte mine ømme ben ud af Disneyland, tog jeg mig selv i at sige, at jeg ville tilbage dagen efter.
Hvis nogen spurgte, hvad de skulle gøre efter at have taget orlov eller sagt op, ville jeg uden tøven anbefale et sabbatår.
Før jeg tog på sabbatårsopholdet, var jeg som en robot. Mens jeg gik i skole, arbejdede jeg i weekenderne, og i ferierne tog jeg både hverdags- og weekendvagter, samtidig med at jeg deltog i kirkelige aktiviteter og andre fritidsaktiviteter — jeg drev mig selv til vanvid.
Jeg var hurtig til at skælde mig selv ud og sige, at der måtte være nogen, der arbejdede hårdere end mig, og at det at lave ingenting stort set var det samme som at være doven.Nu har jeg lært at komme videre i et roligt tempo.Når jeg begynder at blive utålmodig, tænker jeg tilbage på min tid i Paris.
Drømmen, der varede 77 dage, og hvor jeg opdagede mine største styrker og svagheder, er dokumenteret i 83 dagbogsindlæg og omkring 1.500 videoer og billeder, der beviser, at det hele virkelig skete.
Jeg husker tydeligt 69 dage med aktiviteter som medarbejder, mit første præsidentvalg og min første stemmeafgivning i udlandet, Disneyland, de franske valgprotester, der føltes som at være vidne til et stykke af den franske revolution, et omrejsende tivoli, at komme ind på museer uden et museumskort, kødgilder, hyppige helligdage, som vi holdt i overensstemmelse med Bibelens kalender, min solorejse til Prag og regnfulde, kolde dage, hvor jeg var for doven til at lave noget.
Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg afslappet gik rundt i byen i det fjerne land, hvor vi ikke engang kunne kommunikere, virker det helende i sig selv. På den måde bliver sabbatårsprojektet en kilde til livsenergi, blot fordi jeg har oplevet det.Hvis nogen spørger, hvad de skal gøre efter at have taget orlov eller sagt op, vil jeg uden tøven anbefale et sabbatår.
Og få dage efter, at jeg var vendt hjem fra Paris, fik jeg glædelige nyheder. Efter seks måneder fik jeg endelig den endelige godkendelse til et working holiday i Canada. Det føltes, som om øvelsen i Paris var overstået, og det rigtige spil var begyndt. Mine oplevelser i Paris blev et godt fundament for mit working holiday, og jeg planlægger at forberede mig grundigt i den resterende tid. Jeg glæder mig til at genoptage mit sabbatår i Canada om seks måneder.
Jeg var glad for at kunne begynde mit sabbatår med Korea Gap Year, og jeg takker medarbejderne, der tog sig af mig, og selv ejeren af overnatningsstedet.
Når jeg tænker tilbage på tiden, hvor jeg afslappet gik rundt i byen i det fjerne land, hvor sproget ikke engang gav mening, virker det helt automatisk helende. På samme måde bliver et sabbatårsprojekt en kilde til livskraft, blot fordi man har været af sted.Hvis nogen spurgte mig, hvad de skulle gøre efter en orlov eller pensionering, ville jeg uden tøven anbefale et sabbatår. – Sabbatårsophold i Paris / Kim Minji, sabbatårsrejsende / 8 ugers sabbatår * Dette projekt er lukket i øjeblikket. (Pr. 23.08.2018) |
# Helt ærligt forventede jeg ikke store forandringer, men jeg var tilfreds med den måde, jeg havde forandret mig på.
Jeg deltog i sabbatårsopholdet i Paris for at øve mig i at rejse på egen hånd og forberede mig på et arbejdsferieophold. Da jeg var ung, tog jeg på pakkerejser med mine forældre, og jeg havde allerede været i Europa på en grupperejse. Men efter jeg begyndte på universitetet, sled jeg mig selv op med endeløse deltidsjob og studier uden et formål, så rejser var kun en drøm; sabbatårsopholdet blev mit mål.
Jeg sparede op, så jeg ikke behøvede at spørge mine forældre om penge, og min første rejse helt på egen hånd begyndte med alt fra at slå ting op i bøger til at planlægge ruter. Jeg søgte også om et arbejdsferieophold i Canada og bestod første runde, så hvis jeg bestod den endelige udvælgelse, kunne jeg komme af sted.
Men bortset fra at bo på kollegium, mens jeg gik i skole, havde jeg aldrig været væk fra mine forældre, så det virkede overvældende. Efter at jeg var blevet optaget på sabbatårsopholdet, tænkte jeg, at to måneder i udlandet ville være en god øvelse inden et arbejdsferieophold på et år.Alle de forskellige grunde, jeg havde tænkt på til at tage af sted, mens jeg forberedte mig på sabbatårsopholdet, viste sig at være ting, jeg havde opnået, da jeg efter projektets afslutning så tilbage.
Jeg tænkte på et sabbatår som en tid, hvor jeg kunne skabe mit eget frirum. Jeg satte mig mål for ting, jeg kunne og skulle gennemføre for at udvikle mig fra den, jeg havde været. Blandt demJeg lovede mig selv at tage mig tid til at lære mig selv at kende, og ved at se tilbage på utallige dagbøger, fotos og min måde at være sammen med andre på lærte jeg endelig mig selv at kende efter mere end tyve år.
I Korea havde jeg ikke lyst til at lære mig selv at kende; jeg var skuffet og opslugt af selvbebrejdelser. Men her fandt jeg ud af, hvad jeg var god til, og jeg tøvede ikke med at sige min mening, ogJeg kunne godt lide, at jeg var anderledes end andre. Helt ærligt var jeg ikke taget af sted med forventning om store forandringer, men jeg var tilfreds med, hvordan jeg havde ændret mig gennem små og store forvandlinger.
# En dag i Paris begyndte med, at jeg åbnede døren og tjekkede vejret.
Da jeg først ankom til Paris, gik jeg rundt om Opéra med en tung kuffert og rygsæk, mens jeg kiggede på Google Maps.Det er et bittersødt og komisk minde, at jeg ikke kunne tro, jeg var kommet til Paris uden at kende nogen, og at jeg ikke engang lagde mærke til stationen lige foran mig, fordi jeg ikke kendte gaderne. Jeg begyndte mit liv i Paris så klodset, og nu er det slut, og jeg skriver en rapport.
En dag i Paris begyndte med, at jeg åbnede døren og tjekkede vejret. Jeg oplevede på egen krop ordsproget om, at man kan opleve alle fire årstider på én dag: Bare fordi vejret var godt i går, betød det ikke, at det også ville være godt i dag, og der kunne være fint om morgenen, men blæsende om eftermiddagen. Jeg klædte mig varmt på og tog mig af praktiske opgaver om morgenen eller tog på en morgentur om torsdagen.
Morgenens opgaver bestod hovedsageligt af rengøring, hvorefter vi ventede på gæster, der skulle tjekke ind. Gæsterne kom fra andre lande, fra Korea eller var udvekslingsstuderende – alle havde forventningsfulde øjne, når de tænkte på Paris. OgOm eftermiddagen tog vi på ture: Eiffeltårnet, Louvre, Montmartre – steder, vi besøgte hver dag, men mærkeligt nok blev jeg aldrig træt af dem.
Jeg kunne endda godt lide regnvejrsdagene. (Jeg kan ikke lide regn hver dag, men det virkede ikke, som om det regnede ofte i Paris, mens jeg var der.) På mine fridage tog jeg ud med de ansatte, hvis vagtplaner passede med min: Jeg gik på museer med en excentrisk ældre studerende fra kunstskolen, tog på restaurantture med en søster, der kunne lidt fransk, og holdt kebabpicnic med min eneste ven på min egen alder i det tordnende Giverny. Vi fik mest muligt ud af vores udflugter.
Selv efter at have moret mig så meget nåede jeg altid tilbage i tide til aftensmaden. Efterhånden som dagene gik, gik solen senere ned, men det blev mere risikabelt at være ude sent, og frem for alt ville jeg ikke gå glip af tantens lækre aftensmad. Efter arbejde samledes alle i personalerummet for at snakke om, hvad de havde lavet den dag, eller om der var sket noget hårdt eller sjovt på arbejdet, og som regel faldt vi i søvn omkring kl. 1–2 om natten.
I Paris brugte jeg dagene på kun at tænke på, hvad der kunne gøre dagen god, uden smålig bekymring. Måske var det derfor, jeg følte mig let og lettet.Mit hår, som plejede at falde af i totter på grund af stress, faldt mindre af, og de mørke rande under øjnene, som havde været der i 23 år, forsvandt.
# En dag i Paris begyndte med, at jeg åbnede døren og tjekkede vejret.
I Korea går alting så hurtigt, at det føltes, som om folk blev slidt ned i det skjulte, men her var alle så afslappede, at det fik mig til at le. I begyndelsen var jeg så uvant med det langsommere tempo, at det føltes uudholdeligt,men nu er jeg også blevet mere afslappet.
Denne følelse af ro kom hverken af indre fred eller af at have masser af penge eller tid, som om man var født med en sølvske i munden – den kom kun af selv at opleve det.Fordi jeg aldrig kunne have mærket det i mit hæsblæsende liv i Korea, fik jeg næsten lyst til at gribe fat i nogen og sige, at de skulle ud i verden og finde deres egen ro.
Det mest uforglemmelige øjeblik i mit liv i Paris var, da jeg havde sagt farvel til de snakkesalige og besværlige gæster og de andre ansatte og tilbragte min sidste nat i Paris alene. Gæster, jeg var blevet gode venner med, som havde været med på ture og indimellem hjulpet til med arbejdet, gav mig endda gaver. Da jeg faktisk forlod Paris, blev jeg overvældet af en ubeskrivelig sorg.
Senere var der desuden kun én blandt de ansatte, der tog til Prag, og vedkommende var den sidste, der vendte tilbage til Korea. Jeg kan ikke glemme tiden, hvor jeg kæmpede alene med ensomheden i det stille personalerum. Jeg elsker i grunden at møde mennesker, og da de mennesker, jeg holdt mest af, rejste, roste alle mig for at være modig, men jeg så en skrøbelig side af mig selv, som jeg ikke engang selv kendte.Det var ikke, fordi jeg savnede mit hjem; det var ensomheden, der fik mig til at ville hjem. Mens jeg arbejdede, syntes jeg, at jeg var ret modig og godt kunne klare mig i et fremmed land, hvor intet gav mening, men jeg indså, hvor stærk ensomheden kan være.
# Min rejseberetning var fuld af historier om, hvor dejligt det var at møde så mange forskellige mennesker.
Det gode ved sabbatårsopholdet var, at jeg kunne tage rundt omkring uden at bekymre mig om overnatning og måltider. Jeg betalte selvfølgelig for det med tilsvarende arbejdsopgaver, men takket være det sparede jeg en masse tid og penge og kunne se og opleve mere end andre. Det gik op for mig, at dette sted, som det tager 12 timer at flyve til, stadig er et sted, hvor mennesker lever deres liv.
Jeg havde hengivet mig til illusionen fra rejseberetninger og rejseopslag om, at udlandet er virkelig anderledes og må være bedre end vores land,og jeg kunne opleve dufte og stemninger, som man ikke kan mærke på billeder,I supermarkedet kunne jeg se folk handle og se selv de storsnudede, lyshårede og blåøjede udlændinge vælge varer, mens de tænkte over, hvad de skulle have til aftensmad. Rejseberetninger, der havde været et afslappende pusterum fra det travle og udmattende liv i Korea, havde utilsigtet skabt en masse illusioner,og det var så sjovt at gøre op med de illusioner og lære ting, jeg ikke vidste.
Jeg mødte så mange mennesker. Først og fremmest gjorde det hver dag til noget, man kunne glæde sig til, at jeg boede sammen med vores fantastiske ansatte. Og selv om jeg ikke kunne huske alle gæsternes navne, huskede jeg næsten alle på deres særlige kendetegn.
Et uartigt brødrepar; en ven, der var stoppet med fodbold og rejste, inden han vendte tilbage til skolen; en kommende pilot; en mor, der kom for at vise verden uden for bøgerne; en jazzpianist, der efterlod en melodi som noder i gæstebogen; en håbefuld komiker, der sagde, at vedkommende ville blive berømt; internationale studerende fra hele Europa; en usædvanlig mandlig blomsterhandler; en person, hvis pung og telefon var blevet stjålet af lommetyve, så vedkommende ankom uden reservation, men fandt ro; en mor og datter på pilgrimsvandring; en mor, der kom alene og kun havde planlagt datterens rejseplan; en person, der arbejdede i USA og var kommet til Paris på forretningsrejse; en familie på ferie i Paris i den eftertragtede ferieperiode – hvert øjeblik blev dyrebart, når jeg mødte og blev venner med mennesker med så forskellige egenskaber og personligheder.
Jeg hørte ægte rejsehistorier, som man ikke kan læse i bøger, fik vigtig information og var glad for, at jeg kunne hjælpe dem med at få arbejdstrætheden på afstand.Min rejseberetning var fuld af historier om, hvor dejligt det var at møde så mange forskellige mennesker.
# Mine tips til sabbatåret
(Sprog)
Drop tanken om, at »alle taler engelsk i udlandet«, og interessér dig for sproget i det land, du besøger. (Husk, at Storbritannien er det eneste land i Europa, hvor engelsk er modersmålet. Selv om ordene skrives med det samme alfabet, kan udtale og betydning være helt forskellige, og fransk, tysk eller spansk bruges ofte først.)
Jeg slog ting op i en ordbog, men det gav stadig ikke mening, så jeg lagde mærke til, hvordan de lokale talte, og efterlignede dem. Når man for eksempel beder nogen om at flytte sig i metroen, kan man sige »pardon«, og når man kalder på en tjener, »excusez-moi«. Jeg talte ikke meget med de lokale, men det hjalp mig meget at være opmærksom på, hvordan de sagde tingene.
(Indkvartering)
Stederne er små, badeværelserne har ikke gulvvarme, og man lever med møbler i stedet for at sidde på gulvet, så forholdene er meget anderledes end i Korea – det er bedst at være forberedt på et kulturchok.
(Måltider)
Der serveres koreansk mad til morgenmad og aftensmad, og personalet får som regel også frokost, så du behøver ikke bekymre dig særlig meget. Og eftersom Frankrig er gastronomiens land, er alt, hvad du køber at spise ude, lækkert og rimeligt prissat! (Forarbejdede fødevarer smager dog ikke godt.)
(Hvad du skal tage med)
1. Brug kompressionsposer til at reducere tøjets volumen, så du kan pakke lidt mere. (Bygningerne i Paris er udsmykkede, men ensfarvede, så tøj i klare, stærke farver vil se godt ud på billeder.)
2. Medbring de hudcremer og kosmetikprodukter, du normalt bruger, men shampoo, balsam og kropsplejeprodukter er billigere her og fungerer meget bedre.
3. Læg en kabinekuffert i din indtjekkede bagage — din bagage vil vokse eksponentielt senere, så medbring den, så du kan flytte ting over i kabinekufferten. (Europæere rejser ofte, så rejsetasker er ikke dyre, men hvis du allerede har en kuffert, så spar de penge, så du kan spise og shoppe mere.)
4. Tag helt sikkert solbriller og en hat med skygge med (ikke en kasket eller en snapback). Solen skinner ikke varmt og mildt; den bager, som om den vil brænde alt. Selv med solbriller kan du blive blændet, og din hovedbund bliver varm og rød, så tag en hat på. Europæere går ikke med solbriller og hatte som et modeudtryk.
(Til kommende deltagere)
Når du er bange for at rejse til udlandet alene eller selv arrangere aktiviteter, fungerer Gap Year som en pålidelig hjælper og planlægger. Men når du først er der, går kommunikationen ikke lige så hurtigt som i Korea, og når der opstår situationer, må du gøre det, der er nødvendigt,så jeg håber, du øver dig i at finde modet frem, inden du tager af sted.
Der kan pludselig opstå situationer, som er helt anderledes end i Korea, og oplevelser, du ikke kan få derhjemme. Kun den, der har øvet sig i at være modig, vil kunne være modig, så øv dig i at sige, hvad du har brug for, så du trygt kan stå fast, selv i et fremmed land, hvor I ikke taler samme sprog.
# Mine favoritter i Paris
Jeg rejste direkte fra Korea til Paris, og som turmedarbejder havde jeg ikke mulighed for at rejse langt, mens jeg arbejdede. Da det var min første rejse alene til udlandet, besluttede jeg mig for at få mest muligt ud af Paris og pressede ikke mig selv til at tage til andre lande.
Jeg kunne gå rundt i Paris i ro og mag — besøge steder, der kun fylder en enkelt side i guidebøgerne, og steder, hvor man næsten ikke ser asiater — og Paris står så levende i mit hjerte, at jeg kan forestille mig byen med lukkede øjne.
Hvis jeg tager til Paris igen, skal jeg besøge Louvre, Musée d’Orsay, Panthéon, operaen, Fontainebleau, Luxembourg-haven og Disneyland.
Det er steder, hvor man kan opleve Paris, når byen er allermest Paris, og der var forholdsvis færre turister, så jeg kunne gå rundt i ro og mag.Du bør helt sikkert besøge Louvre og Musée d’Orsay under deres aftenåbning. Mange turistgrupper er taget af sted på det tidspunkt, så det er et godt tidspunkt at se kunstværkerne og tage billeder.
Panthéon ligner en katedral, men er gravsted for de store skikkelser, der har kastet lys over Paris. Det er ikke særlig stort, men turen op på taget og udsigten over den gamle by var mere storslået end fra noget udsigtstårn.
Opéra Garnier er en bygning, der er svær at tro er en forestillingssal. Garnier byggede den med vilje mere overdådigt end Versailles, og i det øjeblik man træder indenfor, møder man en foyer og en sal, hvor man kan forestille sig adelsfolk i kjoler og kjole og hvidt spadsere rundt. Der var en lydguide på koreansk, og stedet var ikke særlig stort, så det var nemt at gå rundt.
Fontainebleau er Napoleons slot ved stationen i Avon. Blandt de franske slotte har det en gammel, mørk og kølig atmosfære, men Napoleons værdighed og den omkringliggende skov gjorde det straks klart, hvorfor han insisterede på dette sted frem for Paris. Skovstien fra Avon station til slottet føltes især som et sted, hvor en karet kunne dukke op for enden af vejen.
Luxembourg-haven, parken foran Panthéon, er et sted, hvor man møder flere lokale end i Tuilerierne. Køb en enkel snack, og sæt dig i parken og kig op på den blå himmel. Så vil du føle dig som en pariser — ligesom den udlænding, der sidder ved siden af dig.
Disneyland, det eneste i Europa, ligger i Paris og var et paradis for mig, der elsker animation og figurer. Jeg var heldig at komme dertil kort efter, at fejringen af Disneyland Paris’ 25-års jubilæum var begyndt, så jeg kunne se forlystelser og lysinstallationer, der ikke havde været der før. Mine ben gjorde ondt, og jeg var udmattet, men jeg husker stadig, at jeg græd, mens jeg så det afsluttende fyrværkeri. Selv da jeg slæbte mine ømme ben ud af Disneyland, tog jeg mig selv i at sige, at jeg ville tilbage dagen efter.
Hvis nogen spurgte, hvad de skulle gøre efter at have taget orlov eller sagt op, ville jeg uden tøven anbefale et sabbatår.
Før jeg tog på sabbatårsopholdet, var jeg som en robot. Mens jeg gik i skole, arbejdede jeg i weekenderne, og i ferierne tog jeg både hverdags- og weekendvagter, samtidig med at jeg deltog i kirkelige aktiviteter og andre fritidsaktiviteter — jeg drev mig selv til vanvid.
Jeg var hurtig til at skælde mig selv ud og sige, at der måtte være nogen, der arbejdede hårdere end mig, og at det at lave ingenting stort set var det samme som at være doven.Nu har jeg lært at komme videre i et roligt tempo.Når jeg begynder at blive utålmodig, tænker jeg tilbage på min tid i Paris.
Drømmen, der varede 77 dage, og hvor jeg opdagede mine største styrker og svagheder, er dokumenteret i 83 dagbogsindlæg og omkring 1.500 videoer og billeder, der beviser, at det hele virkelig skete.
Jeg husker tydeligt 69 dage med aktiviteter som medarbejder, mit første præsidentvalg og min første stemmeafgivning i udlandet, Disneyland, de franske valgprotester, der føltes som at være vidne til et stykke af den franske revolution, et omrejsende tivoli, at komme ind på museer uden et museumskort, kødgilder, hyppige helligdage, som vi holdt i overensstemmelse med Bibelens kalender, min solorejse til Prag og regnfulde, kolde dage, hvor jeg var for doven til at lave noget.
Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg afslappet gik rundt i byen i det fjerne land, hvor vi ikke engang kunne kommunikere, virker det helende i sig selv. På den måde bliver sabbatårsprojektet en kilde til livsenergi, blot fordi jeg har oplevet det.Hvis nogen spørger, hvad de skal gøre efter at have taget orlov eller sagt op, vil jeg uden tøven anbefale et sabbatår.
Og få dage efter, at jeg var vendt hjem fra Paris, fik jeg glædelige nyheder. Efter seks måneder fik jeg endelig den endelige godkendelse til et working holiday i Canada. Det føltes, som om øvelsen i Paris var overstået, og det rigtige spil var begyndt. Mine oplevelser i Paris blev et godt fundament for mit working holiday, og jeg planlægger at forberede mig grundigt i den resterende tid. Jeg glæder mig til at genoptage mit sabbatår i Canada om seks måneder.
Jeg var glad for at kunne begynde mit sabbatår med Korea Gap Year, og jeg takker medarbejderne, der tog sig af mig, og selv ejeren af overnatningsstedet.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
