DetteI løbet af dette sabbatår blev min begrænsede omgangskreds større.Der er nogle, jeg stadig holder kontakten med, og andre, jeg ikke gør, men jeg husker hver eneste af dem og har ikke glemt nogen.Faktisk var det en rejse, jeg fik meget ud af takket være dem. - Paris, Frankrig — sabbatårsophold / Yoon Sujin, sabbatårsrejsende / 8 ugers sabbatår |
"Jeg kan ikke glemme dagen, hvor sabbatårsopholdet blev besluttet"
Da jeg søgte om et sabbatårsophold, befandt jeg mig i en desperat situation, hvor jeg ville væk fra virkeligheden. Jeg ville prøve nye udfordringer et nyt sted og begynde på en frisk.Så endte jeg med at rejse til Paris.
Da jeg læste dagbogen fra den dag, jeg tog af sted, havde jeg skrevet, at jeg ikke var helt glad i hjertet.
Var det på grund af de ting, jeg havde efterladt, eller de mennesker, jeg havde forladt?Da det var en rejse, jeg tog på for at stå på egne ben, var jeg ikke bange for at være alene.
Selv da jeg ankom til lufthavnen og gik alene rundt, indtil jeg fandt vej, smilede jeg tilfreds og tænkte: "Det her kan jeg godt klare selv."
Følelsen af at have klaret noget, man ikke kender så godt, på egen håndsolorejserser ud til at være charmen ved dem.
Livet i Paris var utrolig dejligt til at begynde med.
Oplevelsen på gæstehuset var slet ikke svær. Jeg var så ivrig, at jeg ledte efter ting, jeg kunne hjælpe med, og alt var sjovt.
Det var altid behageligt og dejligt at møde nye mennesker, og det vakte en ny begejstring.
"Tiden, der kaldes et sabbatår"
Men senere følte jeg, at jeg måtte finde en balance mellem tiden sammen med andre og tiden til at tænke alene.
Det, der gør et sabbatår anderledes end en almindelig rejse, ermig selv— det er en mulighed for virkelig at lære mig selv at kende, men fordi jeg brugte tiden på tankeløst at omgås andre, fik jeg ikke tid til at tænke over mig selv, selvom jeg havde brug for det.
DetteI løbet af dette sabbatår blev min begrænsede omgangskreds større.Der er nogle, jeg stadig holder kontakten med, og andre, jeg ikke gør, men jeg husker hver eneste af dem og har ikke glemt nogen.Faktisk var det en rejse, jeg fik meget ud af takket være dem.
Jeg var en person, der ikke kunne acceptere selv små nederlag — jeg blev fornærmet, stod stejlt på mit, blev besat af det og stressede.
MenBlandt gæsterne på gæstehuset var der en, som havde mistet sin kuffert i lufthavnen og ankom til overnatningsstedet med kun det tøj, vedkommende havde på.Hvis det havde været mig, ville jeg være blevet irriteret og rastløs og ikke have kunnet koncentrere mig om andet, før jeg fandt kufferten.
Men den gæst var det stik modsatte af det, jeg havde forestillet mig, og det gjorde et større indtryk på mig, end jeg havde ventet.
Derefter prøvede jeg at gøre en indsats for at være mere overbærende og tænke positivt om alting.Det er ikke let at ændre den personlighed, jeg har haft hele mit liv, og nogle gange vokser irritationen pludselig frem, når tingene ikke går, som jeg vil. Men jeg prøver at acceptere det ved at tænke: "Sådan noget kan ske." Jeg håber, at jeg kan blive et bedre menneske ved at forbedre mig, selv om det kun sker lidt ad gangen.
"Hver eneste dag i Paris var dyrebar."
Den overvældende følelse og begejstring over at se Eiffeltårnet, som jeg kun havde hørt om, spændingen ved at stå foran det og synet af det om aftenen gjorde, at jeg ikke kunne løsrive mig og tage hjem.
Der var dage, hvor jeg var så blændet af Versailles' pragt, at jeg slet ikke opdagede, at jeg havde mistet min telefon, fordi jeg var så begejstret,I fredelige og smukke Giverny kunne jeg ikke finde Monets hus og endte med at gå langt ind i landsbyen, hvilket gav mig mulighed for virkelig at nyde den rolige by. Jeg fik mulighed for at besøge malernes private atelierer, se deres værker og føre dejlige samtaler.
Da jeg besøgte Giverny, kunne jeg forstå, hvorfor Monets værker fremkalder så smukke farver og en fredfyldt, mystisk stemning. Da jeg kom til dammen, der danner baggrund for åkanderne, var atmosfæren så mystisk, at jeg ikke nænnede at tage billeder.
En dagDa jeg tog til Orangeriet for at beundre åkanderne,kunne jeg mærke den mystiske stemning fra dammen i Giverny helt intakt. Værkerne så forskellige ud alt efter, hvordan sollyset faldt ind gennem ovenlysvinduerne, og jeg gik rundt i det cirkelformede rum i timevis og lod åkandernes stemning fylde mig helt.
Gademusikanter optræder overalt i Paris, og deres optrædener gør byen endnu mere romantisk. Jeg var alene, men Paris virker som et vidunderligt sted at være sammen med en, man elsker, eller møde den, man elsker.
Hvis man går op på anden sal i Shakespeare and Company sent om aftenen, føler man sig på en eller anden måde forelsket, når tonerne fra det gamle klaver og dets knirken stilner af. Når man står ved Seinen med en øl på dåse eller lidt vin, lytter til gademusikanterne og tager en slurk, forsvinder hele dagens træthed.
Nu, hvor jeg har afsluttet mit sabbatår og er vendt tilbage til hverdagen, vil jeg ikke glemme den ro og glæde, jeg lærte at kende i Europa, og jeg vil møde alting med et glad hjerte. Rejser...den indstilling, jeg havde, da jeg først begyndtemå jeg ikke glemme. Jeg kan måske ikke ændre mig fra den ene dag til den anden, men jeg håber at blive lidt mere afslappet og tolerant. ^^
Hjem
