Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større selvstændighed, mere livsglæde #Afslapning, et udvidet perspektiv #Små glæder og taknemmelighed over for mig selv
Tidligere, hvis jeg ikke havde noget at lave, lå jeg derhjemme og følte mig sløv og håbede bare, at tiden ville gå hurtigt. Men det at bo der gav mig energi og fik mig til at føle, at tiden var for dyrebar til at spilde. Frem for alt tror jeg, at jeg fandt lidt mentalt frirum – livet føles mere afslappet, og jeg føler mig stærkere.
- Haeundae! Jeg vil bo der, et sted fuld af ungdom! / Park Sae-arom, deltager på sabbatår (gap-year-deltager) |
Pakkeliste
Ting, det var besværligt at undvære / ting, der var praktiske at have med:Ingen
Ting, det var besværligt at have med:Ingen
Ting, der var praktiske at have med:Håndklæder og toiletartikler
Mit tip til pakningen!
Det er bedst selv at medbringe de mest nødvendige ting!
Sp.Havde du nogle mindeværdige, gode oplevelser eller ubehagelige oplevelser under dit sabbatår?
Fordi jeg bliver køresyg i busser, var det virkelig hårdt at køre med Busans busser, der var fulde af turister. Men jeg husker, at en ven, der var med mig, sørgede for, at jeg altid fik en siddeplads, hver gang vi tog bussen. Det var jeg virkelig taknemmelig for! Og ...aftenturen for at se byens lyser mindeværdig. De utallige lys, der fyldte byen, var virkelig spektakulære.
Sp.Hvad kunne du godt lide ved det sabbatårsprogram, du deltog i?
Det, jeg bedst kunne lide, var først og fremmest, at jeg kom væk fra mit kedelige hjem og fik lidt...tid for mig selvsom jeg kunne nyde i mit eget tempo, ogen følelse af selvstændighedsom jeg fik mulighed for at udvikle. Jeg kunne også godt lide, at vi på trods af kun at have tilbragt en måned sammen med mennesker, der til at begynde med var fremmede, blev så tætte – som en familie – at jeg følte mig tom indeni, da vi skulle sige farvel. Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen, men det er et rigtig godt minde. Det, jeg lærte og indså gennem dette program, er ...at selv små opgaver kan blive meningsfulde, hvis man ikke forsømmer dem. Det gentog jeg for mig selv, hver gang jeg havde det svært med at bo der.
Sp.Fortæl os om en mindeværdig person, du mødte under dit sabbatår.
Alle medarbejderne på gæstehuset, som jeg arbejdede sammen med. Det var mennesker, jeg aldrig havde mødt før, men efter få dage var vi blevet tætte som venner og familie. Måske fordi vi spiste og sov sammen og delte livets fornødenheder, knyttede vi hurtigt bånd og kom godt ud af det med hinanden.
Sp.Hvis jeg var planlægger af sabbatårsprogrammet, ville jeg tilføje eller ændre følgende punkter i programmet!
Jeg synes ikke, der er noget særligt, der skal tilføjes eller ændres. Livet på et gæstehus afhænger helt af den enkelte. Hvis man vil have en bedre oplevelse med programmet, tror jeg, man selv skal skabe den.
Sp.Mit personlige tip til kommende deltagere!
Det er en god idé at give slip på tvangen til, at man absolut skal tage et sted hen på sin fridag. ''Jeg vil bo der’Hvis du kom, fordi du tænkte: ''Jeg vil bo der'', er det virkelig bedst at prøve at leve som en lokal. Brug først lidt tid på at nyde kvarteret, hvor du bor, inden du tager videre – det er helt fint. Som en ekstra bonus bliver turen endnu bedre, hvis du har en app med metroruter eller oplysninger om forskellige gode restauranter.
Sp.Hvordan vil du sammenligne tiden før og efter din deltagelse i sabbatårsprogrammet?
Jeg føler mig mere fuld af energi i hverdagen.Tidligere, hvis jeg ikke havde noget at lave, lå jeg derhjemme og følte mig sløv og bad bare om, at tiden ville gå hurtigt. Men det at bo der gav mig energi og fik mig til at føle, at tiden er dyrebar. Frem for alt tror jeg, at jeg fandt lidt mentalt frirum. Livet føles mere afslappet, og jeg føler mig stærkere.
Sp.Fortæl os om dit personlige yndlingssted, som du opdagede under sabbatåret.
Det sted, jeg bedst kunne lide på min tur til Busan, var TaejongdaeJeg ville vælge Taejongdae. Før jeg tog til Taejongdae, lagde jeg først vejen forbi Gamcheon Culture Village for at se mig omkring og tage billeder. Derefter tog jeg bussen til Taejongdae. Jeg ankom omkring kl. 17, gik rundt i Taejongdae og beundrede det enorme hav. Selv om det måske virker ubetydeligt, husker jeg virkelig det øjeblik som en meget dejlig oplevelse. Og da jeg spiste Taejongdae-jjamppong – en solid nudelsuppe med skaldyr – til aftensmad, føltes det virkelig, som om alting faldt på plads.
Q.Min historie om et sabbatår tilbragt i Haeundae
En måned – lang, hvis man siger det, kort, hvis man siger det – er gået. Jeg kan huske, at jeg følte lidt fortrydelse, efter at jeg først havde søgt om at tage et sabbatår. Set i bakspejlet var årsagen temmelig fjollet og enkel: frygten for at slippe væk fra min daglige rutine.frygtDet var det. På en eller anden måde endte jeg med at tage toget til Haeundae i Busan, og jeg tænkte: »Wow, jeg er virkelig i Busan. Jeg kan ikke komme hjem i en måned.« Jeg følte mig lidt bange og spændt.
Jeg ankom til gæstehuset – hvor jeg skulle bo som derhjemme den næste måned – i gæstehusbestyrerens bil. Efter at have fået tildelt et værelse midlertidigt og pakket lidt ud, søgte min trætte krop efter den lange rejse straks mod sengen. Den første dag lærte jeg nogle enkle opgaver, og fra næste dag begyndte jeg for alvor at arbejde på gæstehuset. Da arbejdet blot bestod i at hjælpe med enkel rengøring, tænkte jeg først, at det ikke var noget særligt.
Men sikke en overraskelse! Virkeligrengøringfordi det hele handlede om rengøring, husker jeg, at det var endnu hårdere. Selvfølgelig griner jeg nu og tænker, at det skyldtes, at det var første gang, og at jeg manglede erfaring, men det gik op for mig, at selve overnatningsbranchen er en hård servicebranche, og det fik mig til at tænke, at jeg måtte gøre mig umage. Efterhånden blev jeg dygtigere, og et værelse, som vi i begyndelsen gjorde rent sammen, kunne jeg senere gøre rent alene. Nu er jeg sikker på, at jeg kan rede senge og gøre værelser rent, uanset hvor jeg kommer hen.
Når jeg fortæller det sådan, lyder arbejdet på gæstehuset meget trættende og svært, men når rengøringen er færdig, er dagens opgaver klaret, så der erfritidtil rådighed. Hver gang det skete, fór min veninde og jeg af sted uden at tænke os om. Det første sted, vi tog hen, lå i Nampo-dong:Gukje-markedet og Kkangtong-markedet! I begyndelsen føltes det lidt mærkeligt at tage på markedet, men da jeg først kom derhen, mistede jeg tidsfornemmelsen, mens jeg gik rundt. Der var så meget at spise! Den mest mindeværdige ret var den, der fyldte midten af en gyde:bibim dangmyeon (krydrede glasnudler)Det var den. Det var første gang, jeg smagte den, men selv nu, mens jeg skriver dette, kommer den fyldige smag mig i hu.
Måske fordi det var et marked, var gademaden meget udbredt, og der var mange lækre retter, som udenlandske turister stod i kø for at smage. Efter at have hængt ud og var kommet tilbage til gæstehuset, købte vi kylling og øl flere gange om ugen og holdt fest sammen med gæsterne. Jeg var ikke så tit med, men jeg husker, at jeg indimellem spiste kylling og drak øl, mens vi snakkede. Når vejret var godt, holdt vi også grillfester på taget om aftenen. Fordi det var den tagfest, jeg altid havde drømt om, smagte grillmaden bedre end nogen anden.
Nogle gange tog vi sammen med personalet på gæstehuset ud om aftenen for at senattemørketJeg husker også, at jeg tog ud for at se udsigten om natten. Det var første gang, jeg nød den kølige brise, mens vi kørte på motorvejen så sent om aftenen. Når jeg tænker over det, var der så mange ting, jeg prøvede for første gang, og jeg var glad for at opleve dem. Det var nemt at komme tæt på personalet som på familie, fordi vi boede sammen og havde lignende rutiner. Min veninde og jeg læste kunst, så vi stillede vores evner til rådighed og forærede endda gæstehuset nogle fine malerier.
Den sidste aften holdt de en fest for min veninde og mig, og vi tog af sted for at se natteudsigten til langt ud på aftenen, mens vi følte os vemodige. Selv den dag, vi skulle rejse, stod de tidligt op for at lave morgenmad til os, og det satte jeg virkelig pris på. Mens jeg skriver dette, dukker mange minder op; et andet er, da min veninde og jeg på en varm dag tog en måtte med til Gwangalli-stranden og tog derhen for at tegne. Det blå hav og den klare himmel. Jeg kunne ikke indfange det glitrende sand på én gang på et enkelt lærred, men jeg malede det på lærred for at bevare mindet om det smukke øjeblik.Havet var så klart og blåt den dag, at jeg stadig ikke kan glemme det.
Jeg malede også mine forældres ansigter og gav dem malerierne. Jeg tror, jeg malede mere på denne tur, end da jeg var derhjemme, så personligt var det en tilfredsstillende rejse. Mens jeg boede der, følte jeg, at jeg virkelig udforskede hvert et hjørne. Heldigvis regnede det kun én gang på turen. Takket være det kunne jeg tage nogle flotte billeder, og vejret var ikke så varmt som forventet, så jeg kunne gå komfortabelt rundt. Min veninde jokede med, at hun kunne gå til Nampo-markedet med lukkede øjne – vi havde vandret så meget rundt, at vi kendte det ud og ind. Jeg ved ikke, hvornår jeg får mulighed for at tage tilbage til Busan, eller hvornår jeg igen møder folkene fra gæstehuset, der føltes som familie, mendet vil stå i min erindring i meget lang tid.
Jeg er taknemmelig over for mig selv for at have tilpasset mig godt i løbet af måneden og holdt mig sund, og jeg er taknemmelig over for min veninde, som tog sig af mig og støttede mig uden at klage. Min veninde No Eun-sol, som deltog i programmet, har været min veninde siden gymnasiet, men vi så sjældent hinanden, fordi vi havde så travlt. At bo sammen i en måned gennem dette program gjorde vores venskab stærkere og dybere, og det gør mig stolt. Der skete mange ting, men det er lidt svært at sætte ord på, så jeg har forsøgt at skrive mine indtryk og følelser ned.Jeg vil aldrig glemme sommeren, hvor jeg var 22, den august, og jeg håber altid at være et livligt menneske, der kan give mange mennesker energi. Med det vil jeg afslutte denne korte tekst. Tak.
Tidligere, hvis jeg ikke havde noget at lave, lå jeg derhjemme og følte mig sløv og håbede bare, at tiden ville gå hurtigt. Men det at bo der gav mig energi og fik mig til at føle, at tiden var for dyrebar til at spilde. Frem for alt tror jeg, at jeg fandt lidt mentalt frirum – livet føles mere afslappet, og jeg føler mig stærkere.
- Haeundae! Jeg vil bo der, et sted fuld af ungdom! / Park Sae-arom, deltager på sabbatår (gap-year-deltager) |
Pakkeliste
Ting, det var besværligt at undvære / ting, der var praktiske at have med:Ingen
Ting, det var besværligt at have med:Ingen
Ting, der var praktiske at have med:Håndklæder og toiletartikler
Mit tip til pakningen!
Det er bedst selv at medbringe de mest nødvendige ting!
Sp.Havde du nogle mindeværdige, gode oplevelser eller ubehagelige oplevelser under dit sabbatår?
Fordi jeg bliver køresyg i busser, var det virkelig hårdt at køre med Busans busser, der var fulde af turister. Men jeg husker, at en ven, der var med mig, sørgede for, at jeg altid fik en siddeplads, hver gang vi tog bussen. Det var jeg virkelig taknemmelig for! Og ...aftenturen for at se byens lyser mindeværdig. De utallige lys, der fyldte byen, var virkelig spektakulære.
Sp.Hvad kunne du godt lide ved det sabbatårsprogram, du deltog i?
Det, jeg bedst kunne lide, var først og fremmest, at jeg kom væk fra mit kedelige hjem og fik lidt...tid for mig selvsom jeg kunne nyde i mit eget tempo, ogen følelse af selvstændighedsom jeg fik mulighed for at udvikle. Jeg kunne også godt lide, at vi på trods af kun at have tilbragt en måned sammen med mennesker, der til at begynde med var fremmede, blev så tætte – som en familie – at jeg følte mig tom indeni, da vi skulle sige farvel. Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen, men det er et rigtig godt minde. Det, jeg lærte og indså gennem dette program, er ...at selv små opgaver kan blive meningsfulde, hvis man ikke forsømmer dem. Det gentog jeg for mig selv, hver gang jeg havde det svært med at bo der.
Sp.Fortæl os om en mindeværdig person, du mødte under dit sabbatår.
Alle medarbejderne på gæstehuset, som jeg arbejdede sammen med. Det var mennesker, jeg aldrig havde mødt før, men efter få dage var vi blevet tætte som venner og familie. Måske fordi vi spiste og sov sammen og delte livets fornødenheder, knyttede vi hurtigt bånd og kom godt ud af det med hinanden.
Sp.Hvis jeg var planlægger af sabbatårsprogrammet, ville jeg tilføje eller ændre følgende punkter i programmet!
Jeg synes ikke, der er noget særligt, der skal tilføjes eller ændres. Livet på et gæstehus afhænger helt af den enkelte. Hvis man vil have en bedre oplevelse med programmet, tror jeg, man selv skal skabe den.
Sp.Mit personlige tip til kommende deltagere!
Det er en god idé at give slip på tvangen til, at man absolut skal tage et sted hen på sin fridag. ''Jeg vil bo der’Hvis du kom, fordi du tænkte: ''Jeg vil bo der'', er det virkelig bedst at prøve at leve som en lokal. Brug først lidt tid på at nyde kvarteret, hvor du bor, inden du tager videre – det er helt fint. Som en ekstra bonus bliver turen endnu bedre, hvis du har en app med metroruter eller oplysninger om forskellige gode restauranter.
Sp.Hvordan vil du sammenligne tiden før og efter din deltagelse i sabbatårsprogrammet?
Jeg føler mig mere fuld af energi i hverdagen.Tidligere, hvis jeg ikke havde noget at lave, lå jeg derhjemme og følte mig sløv og bad bare om, at tiden ville gå hurtigt. Men det at bo der gav mig energi og fik mig til at føle, at tiden er dyrebar. Frem for alt tror jeg, at jeg fandt lidt mentalt frirum. Livet føles mere afslappet, og jeg føler mig stærkere.
Sp.Fortæl os om dit personlige yndlingssted, som du opdagede under sabbatåret.
Det sted, jeg bedst kunne lide på min tur til Busan, var TaejongdaeJeg ville vælge Taejongdae. Før jeg tog til Taejongdae, lagde jeg først vejen forbi Gamcheon Culture Village for at se mig omkring og tage billeder. Derefter tog jeg bussen til Taejongdae. Jeg ankom omkring kl. 17, gik rundt i Taejongdae og beundrede det enorme hav. Selv om det måske virker ubetydeligt, husker jeg virkelig det øjeblik som en meget dejlig oplevelse. Og da jeg spiste Taejongdae-jjamppong – en solid nudelsuppe med skaldyr – til aftensmad, føltes det virkelig, som om alting faldt på plads.
Q.Min historie om et sabbatår tilbragt i Haeundae
En måned – lang, hvis man siger det, kort, hvis man siger det – er gået. Jeg kan huske, at jeg følte lidt fortrydelse, efter at jeg først havde søgt om at tage et sabbatår. Set i bakspejlet var årsagen temmelig fjollet og enkel: frygten for at slippe væk fra min daglige rutine.frygtDet var det. På en eller anden måde endte jeg med at tage toget til Haeundae i Busan, og jeg tænkte: »Wow, jeg er virkelig i Busan. Jeg kan ikke komme hjem i en måned.« Jeg følte mig lidt bange og spændt.
Jeg ankom til gæstehuset – hvor jeg skulle bo som derhjemme den næste måned – i gæstehusbestyrerens bil. Efter at have fået tildelt et værelse midlertidigt og pakket lidt ud, søgte min trætte krop efter den lange rejse straks mod sengen. Den første dag lærte jeg nogle enkle opgaver, og fra næste dag begyndte jeg for alvor at arbejde på gæstehuset. Da arbejdet blot bestod i at hjælpe med enkel rengøring, tænkte jeg først, at det ikke var noget særligt.
Men sikke en overraskelse! Virkeligrengøringfordi det hele handlede om rengøring, husker jeg, at det var endnu hårdere. Selvfølgelig griner jeg nu og tænker, at det skyldtes, at det var første gang, og at jeg manglede erfaring, men det gik op for mig, at selve overnatningsbranchen er en hård servicebranche, og det fik mig til at tænke, at jeg måtte gøre mig umage. Efterhånden blev jeg dygtigere, og et værelse, som vi i begyndelsen gjorde rent sammen, kunne jeg senere gøre rent alene. Nu er jeg sikker på, at jeg kan rede senge og gøre værelser rent, uanset hvor jeg kommer hen.
Når jeg fortæller det sådan, lyder arbejdet på gæstehuset meget trættende og svært, men når rengøringen er færdig, er dagens opgaver klaret, så der erfritidtil rådighed. Hver gang det skete, fór min veninde og jeg af sted uden at tænke os om. Det første sted, vi tog hen, lå i Nampo-dong:Gukje-markedet og Kkangtong-markedet! I begyndelsen føltes det lidt mærkeligt at tage på markedet, men da jeg først kom derhen, mistede jeg tidsfornemmelsen, mens jeg gik rundt. Der var så meget at spise! Den mest mindeværdige ret var den, der fyldte midten af en gyde:bibim dangmyeon (krydrede glasnudler)Det var den. Det var første gang, jeg smagte den, men selv nu, mens jeg skriver dette, kommer den fyldige smag mig i hu.
Måske fordi det var et marked, var gademaden meget udbredt, og der var mange lækre retter, som udenlandske turister stod i kø for at smage. Efter at have hængt ud og var kommet tilbage til gæstehuset, købte vi kylling og øl flere gange om ugen og holdt fest sammen med gæsterne. Jeg var ikke så tit med, men jeg husker, at jeg indimellem spiste kylling og drak øl, mens vi snakkede. Når vejret var godt, holdt vi også grillfester på taget om aftenen. Fordi det var den tagfest, jeg altid havde drømt om, smagte grillmaden bedre end nogen anden.
Nogle gange tog vi sammen med personalet på gæstehuset ud om aftenen for at senattemørketJeg husker også, at jeg tog ud for at se udsigten om natten. Det var første gang, jeg nød den kølige brise, mens vi kørte på motorvejen så sent om aftenen. Når jeg tænker over det, var der så mange ting, jeg prøvede for første gang, og jeg var glad for at opleve dem. Det var nemt at komme tæt på personalet som på familie, fordi vi boede sammen og havde lignende rutiner. Min veninde og jeg læste kunst, så vi stillede vores evner til rådighed og forærede endda gæstehuset nogle fine malerier.
Den sidste aften holdt de en fest for min veninde og mig, og vi tog af sted for at se natteudsigten til langt ud på aftenen, mens vi følte os vemodige. Selv den dag, vi skulle rejse, stod de tidligt op for at lave morgenmad til os, og det satte jeg virkelig pris på. Mens jeg skriver dette, dukker mange minder op; et andet er, da min veninde og jeg på en varm dag tog en måtte med til Gwangalli-stranden og tog derhen for at tegne. Det blå hav og den klare himmel. Jeg kunne ikke indfange det glitrende sand på én gang på et enkelt lærred, men jeg malede det på lærred for at bevare mindet om det smukke øjeblik.Havet var så klart og blåt den dag, at jeg stadig ikke kan glemme det.
Jeg malede også mine forældres ansigter og gav dem malerierne. Jeg tror, jeg malede mere på denne tur, end da jeg var derhjemme, så personligt var det en tilfredsstillende rejse. Mens jeg boede der, følte jeg, at jeg virkelig udforskede hvert et hjørne. Heldigvis regnede det kun én gang på turen. Takket være det kunne jeg tage nogle flotte billeder, og vejret var ikke så varmt som forventet, så jeg kunne gå komfortabelt rundt. Min veninde jokede med, at hun kunne gå til Nampo-markedet med lukkede øjne – vi havde vandret så meget rundt, at vi kendte det ud og ind. Jeg ved ikke, hvornår jeg får mulighed for at tage tilbage til Busan, eller hvornår jeg igen møder folkene fra gæstehuset, der føltes som familie, mendet vil stå i min erindring i meget lang tid.
Jeg er taknemmelig over for mig selv for at have tilpasset mig godt i løbet af måneden og holdt mig sund, og jeg er taknemmelig over for min veninde, som tog sig af mig og støttede mig uden at klage. Min veninde No Eun-sol, som deltog i programmet, har været min veninde siden gymnasiet, men vi så sjældent hinanden, fordi vi havde så travlt. At bo sammen i en måned gennem dette program gjorde vores venskab stærkere og dybere, og det gør mig stolt. Der skete mange ting, men det er lidt svært at sætte ord på, så jeg har forsøgt at skrive mine indtryk og følelser ned.Jeg vil aldrig glemme sommeren, hvor jeg var 22, den august, og jeg håber altid at være et livligt menneske, der kan give mange mennesker energi. Med det vil jeg afslutte denne korte tekst. Tak.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
